“The Letters of Vita Sackville-West to Virginia Woolf”

The Letters of Vita Sackville-West to Virginia Woolf, redigeret af Louise DeSalvo og Mitchell A. Leaska, originalt udgivet: 1984, 473 sider, Hutchinson & Co. English review.

DSC_0364-1

Dear Mrs Woolf
(That appears to be the suitable formula.)
I regret that you have been in bed, though not with me – (a less suitable formula.)

Vita Sackville-West, forfatter og aristokrat, og Virginia Woolf mødtes første gang i December 1922, og startede kort efter en “affære”, der varede indtil Woolfs død i Marts 1941. Jeg skriver affære i gåseøjne, for det var ikke en normal affære. Ja, den var seksuel – indimellem, dog langt fra ofte. Der var snarere tale om en dyb intimitet, om et forhold der overskred grænserne for, hvad et almindeligt forhold er. Det var venskab, kærlighed, sex, fascination og forelskelse i ét.

Deres breve til hinanden bærer vidne om denne intimitet, om en længsel efter den anden, der ikke er seksuel, men snarere et ønske om at blive set – og forstå noget om den anden. Hver især dækkede de et behov den anden følte. Vita var fascineret af Virginias kunstneriske talent og intelligens, og Virgina var fascineret af Vitas måde at leve på; hendes dominans, vitalitet og selvsikkerhed. Men Vita var, ifølge forordet, også tiltrukket af Virginias mere barnlige side, og Virginia var, da hendes mor døde i en ung alder, tiltrukket af Vitas moderlige instinkter.

Forordet forklarer også at de måske, uden helt at indse det selv, har haft et forhold, der meget lagde vægt på det dominerende (Vita) og det eftergivende (Virginia).  Vita spillede hele sit liv roller, og i flere af sine affærer med kvinder, lod hun som om hun var en mand kaldet Julian. Hos hende har det kvindelige og det maskuline spillet to forskellige roller, og potentielt druknet den ægte Vita, den Vita, der ville kunne nå til bunds hos Virginia. Vita var mærket af det faktum at hun ikke kunne overtage Knole, den ejendom, der tilhørte hendes familie, fordi hun var kvinde. Samtidigt var hun konstant i færd med at bryde grænserne for seksualitet. Både hende og hendes mand, Harold Nicholson, havde affærer med personer af begge køn, og i et brev til Virginia skriver Harold:

I am glad that Vita has come under an influence so stimulating and so sane… You need never worry about my having any feelings except a longing that Vita’s life should be as rich and sincere as possible. I loathe jealousy as I loathe all forms of disease.

Det beundrer jeg. Hvor sandt det er, kan man betvivle. Det er muligt Harold har følt jalousi, men det har ikke spillet en rolle i Virginia og Vitas forhold. De har fået lov til at elske hinanden, og det gjorde de. Selv når Vita forelskede sig i andre kvinder, så er Virginia der altid. Den forbindelse de delte overgik simpel forelskelse, det var ikke bare begær efter kroppen, men efter sindet, og efter noget helt bestemt, de kun kunne give hinanden. Det var fascinationen af Kvinden, Kunstneren og de mennesker, der gemte sig bagved.

Der er ingen tvivl om den kærlighed, der har eksisteret mellem de to, og den indflydelse de har haft på hinanden. Orlando af Virginia Woolf er inspireret af Vita, ja, den er Vitas liv. Her gør Virginia Vita til en mand, der lever 400 år og pludselig bliver en kvinde, og giver Vita den gave at hun i fiktionens verden kan overtage Knole, omend ikke i virkeligheden. Det er en romanformet kærlighedserklæring. Vitas søn, Nigel Nicholson, zkulle senere kalde Orlando: “the longest and most charming love letter in literature.

Mange af brevene i denne samling er hverdagsagtige, de handler om, hvornår de kan komme på besøg, hvad der er sket, om deres bøger (Vita var også forfatter), og det daglige liv. Men der er også ofte en længsel i dem, en meget åben overgivelse til den anden, der måske aldrig bliver helt så åben, som den kunne. Den er dog oftest velartikuleret, rammende og rørende:

I am reduced to a thing that wants Virginia. I composed a beautiful letter to you in the sleepless nightmare hours of the night, and it has all gone: I just miss you, in a quite desperate human way. […] It is incredible how essential to me you have become. I suppose you are accustomed to people saying these things. Damn you, spoilt creature; I shan’t make you love me any the more by giving myself away like this – But oh my dear, I can’t be clever and stand-offish with you: i love you too much for that. Too truly. You have no idea how stand-offish I can be with people I don’t love. I have brought it to a fine art. But you have broken down my defences. And I don’t really resent it.

Begge kvinder er intelligente, og deres breve bærer præg af deres dannelse, viden, og længsel efter hinanden, men også længsel efter kunstnerisk at blive bedre. De er indsigtsfulde, morsomme, hjerteskærende, og ofte, i hvert fald i brevene fra Virginia, ser de meget mere, end det der bliver sagt.

Jeg er i dyb beundring over de to. Ikke bare den kærlighed og forståelse de har delt, men også over den forståelse, eller i hvert fald åbenhed, deres mænd må have vist. Det er muligt polyamori var lige så ildset dengang som nu, men det er ikke det indtryk man får af disse breve. Men nu var Vita og Virginia også noget andet end den almindelige befolkning, ikke bare kunne de leve af at skrive, men de har også søgt noget mere. Specielt Vita har levet et liv med en seksualitet, der ikke var forstået eller accepteret, og har omfavnet den alligevel. Som biseksuel er hun en inspiration.

Jeg stopper aldrig med at være betaget af de her to mennesker, og deres fælles historie. Den var mere kompleks, intens og fascinerende end jeg havde regnet med. Når man blot ser fragmenter af breve, så er det svært at tænke andet end at de delte en ren, gengældt kærlighed. Men der var så meget mere i det.

Der kommer på et tidspunkt (senere i år måske?) en film, Vita & Virginia, om de to, og jeg glæder mig helt enormt.

Yes, dearest Vita: I do miss you, I think of you: I have a million things, not so much to say, as to sink into you.

Bless you, darling darling Virginia – you don’t know how much I love you – how deeply – how permanently.

DSC_0366-1

Boganbefalinger: Heartbreakers

DSC_0354-1

Der findes masser af bøger, der har knust mit hjerte. Mange af dem har jeg grædt til. Sjovt nok glemmer jeg ofte bagefter, hvilke bøger præcis det nu var, der rørte mit hjerte så grusomt, jeg måtte græde. Men der er enkelte, hvor smerten står meget klart for mig. Ikke engang fordi det altid var tragisk eller trist, men lige så ofte fordi det var smukt, rørende eller bare ramte noget i mig, jeg ikke vidste ord kunne røre.

Fælles for dem er, at de knuste noget i mig, at de fandt vej ind i til mit hjerte og mit sind og klamrede sig fast. De sidder der endnu.

Så hvis du mangler noget at læse på sådan en lidt grå søndag, og ikke har noget imod at det måske kommer til at gøre ondt, så kan de her klart anbefales:

  • Jellicoe Road af Melina Marchetta

Den fineste, og mest rørende YA roman om en ung piges søgene efter sig selv og sandheden om hendes fortid. Den her roman sad i mig så ufatteligt længe efter jeg var færdig med at læse den.

  • Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Saenz

En af de smukkeste, blideste og ømmeste fortællinger om identitet, kærlighed, familie og venskab. En af de bedste bøger i verden, synes jeg.

  • The Vintner’s Luck af Elizabeth Knox

Ooooh boy. Gør dig klar til seriøst heartbreak. En ung mand går ud blandt druemarkerne, og der møder han en engel. Historien starter fra deres møde til mandens død, og hvordan de to forelsker sig i hinanden over et helt liv.

  • At Swim, Two Boys af Jamie O’Neill

To unge drenge finder hinanden i Irland i 1915. Det bliver et venskab, der vokser sig til kærlighed og tragedie. Et fucking mesterværk af en roman. Jamie O’Neill blev spurgt om han en dag ville skrive en ny roman, og sagde så om den her:”What you need to understand is that that book was my heart. And you can’t just grow a new heart.

  • Call me by your name af Andre Aciman

En ung amerikansk forfatter, Oliver, kommer til Italien for at tilbringe sommeren på et skrive-retreat. Der forelsker han sig i 17-årige Elio, og sommeren er pludselig fuld af begær, længsel og, måske, en helt unik kærlighed og forståelse de aldrig finder igen.

  • So Bright and Delicate af John Keats

John Keats’ breve og digte til hans livs kærlighed, Fanny Brawne, som han mødte ikke længe inden han døde. Ikke fair, men sindssygt smukt.

  • Tell The Wolves I’m Home af Carol Rifka Brunt

Der var et eller andet ved den her roman, der bare gjorde jeg følte noget i mig blev genkendt. Som om den beskrev en oplevelse, jeg ikke helt selv kunne sætte ord på, også selvom jeg aldrig har stået i en situation, som den June står i.

  • A Monster Calls af Patrick Ness

Ung dreng har en mor, der er ved at dø af kræft, og et monster dukker op for at hjælpe ham med at bearbejde sorgen. Jeg tudede nærmest hele bogen igennem. Og filmen også.

  • Human Acts af Han Kang

I en tid, hvor det let kan se ud til at mange af de fundamentale menneskerettigheder og menneskelig empati bliver sat på prøve, så er Human Acts ufattelig relevant. Den beskrive et tragisk, brutalt stykke koreansk historie, men er også en påmindelse om at hvor hård og ond verden kan virke, så er der noget oprørsk i blot at være til og elske.

  • Testament of Youth af Vera Brittain

En klassiker fra første verdenskrig. Den beskriver Vera Brittains liv som sygeplejerske under krigen, og hvordan hun langsomt ikke bare mister alle, hun holder af til krigen, men også hvordan den stjæler optimismen fra verden.

Har I nogle bøger, der er en sikker vej til et knust hjerte?

“The Hate U Give” af Angie Thomas

The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet: 2017, 464 sider, Forlag: Balzer + Bray. English review.

dsc_0327-1

dsc_0315-2

Jeg har ventet i spænding på den her bog, og nu hvor den endelig er her kan jeg med glæde fortælle, at den er absolut alt det, jeg håbede den ville være.

På vej hjem fra en fest bliver Starr og hendes ven Khalil stoppet af politiet. De har intet gjort forkert, men aftenen ender alligevel med at betjenten skyder Khalil tre gange og dræber ham på stedet. For de flest af os er det ikke en ny historie, i USA sker det alt, alt for ofte at sorte bliver skudt og myrdet uden grund.

Hvad der følger er Starrs kamp for retfærdighed, og om at finde modet til at fortælle en historie, det langt fra er alle, der ønsker at høre.

Det er et svært, komplekst og ømt emne, som Angie Thomas håndterer med respekt og rå ærlighed. Hun viser os en virkelighed, der ofte gemmes væk, og det betyder, der ikke lægges fingre imellem. At det her er hendes debut er svært at forstå, for den er imponerende. På alle punkter.

Den rammer ubønhørligt og brutalt med sin sandhed, og viser en side af en sag, der desperat har brug for at blive vist. Det er let at afskrive ofrene for disse politidrab som bandemedlemmer, kriminelle eller skyldige i et eller andet, men der er ingenting, der kan forsvare at skyde en ubevæbnet sort mand eller kvinde, der intet har gjort forkert. Ligemeget hvem de er.

Ikke bare tager The Hate U Give et alt for relevant emne og gør det forståeligt for alle, også de af os, der befinder os fuldstændigt på den anden side af sagen – os, der aldrig ville blive skudt uden grund, fordi vi er hvide. Men hun giver os også karakterer, der alle er levende, og en historie, der afliver stereotyper, og giver et portræt, der oplyser, uddanner og forklarer – uden at lægge fingre imellem eller spare os for de hårde detaljer, hvor svært det end er at høre dem. Som hvid er det fordi vi er med til at opretholde et system, der tillader den slags at ske, og det kan være svært at se i øjnene. Men for dem, der ser sig selv i Starr og hendes liv, der er det at se i øjnene at du kan blive myrdet, og verden vil ikke yde dig retfærdighed, primært på grund af din hudfarve.

Udover at behandle Black Lives Matter, så giver den også et indblik i alle de måder systemet, rent strukturelt, er bygget så sorte har sværere ved at opnå den samme levestandard som hvide. Den forklarer, uden at fremmedgøre, hvor stor en forskel, det gør, om du er sort eller hvid, og hvor direkte livstruende det er. Den dømmer ikke, men den peger, uden at vige tilbage et eneste sekund, en insisterende finger mod uretfærdigheder, der ikke burde eksistere, men som gør det alligevel.

Det er også Starrs første skridt ind i aktivisme. Pludselig skal hun beslutte om hun tør sige sandheden på nationalt tv, og forsøge at få retfærdighed for Khalil.

Men det er også en virkelig rørende historie om familie, om balancen mellem at beskytte dem man elsker og gøre det, der føles rigtigt. Starrs familie er oprigtigt fantastisk, og jeg ville ønske det var min familie. De er ikke perfekte, men de elsker hinanden dybt, og med den slags kærlighed i ryggen kan man klare det meste.

Og så handler det om venskab, om at vide, hvornår en person ikke er god for en, og hvor meget man vil tillade før man siger stop.

Der er ufattelig meget at tage fat på med den her bog. Den kommer ind på virkelig mange emner, uden at det nogensinde virker unaturligt. Det er alt sammen vævet sammen til et slående, personligt portræt af en hverdag, med alle de bekymringer, og al den frygt, som millioner af mennesker må leve med, og som mange kan genkende, men som for mig er fremmed.

Og selvom den dækker et så tragisk emne, og har masser af øjeblikke, hvor man har lyst til at kigge væk (Thomas’ nådesløse ærlighed er virkelig imponerende), så er den også fuld af humor, fabelagtige, smukke og hjerteknusende hverdagsøjeblikke og en helt særlig varme, der gjorde jeg ikke kun undgå at elske den, eller de personer, den giver til mig.

Den er fyldt med liv. Starr, hendes familie eller hendes omgangskreds nægter at give op eller glemme, men insisterer på kampen om livet og retfærdigheden. Og Thomas inviterer os til at kæmpe med dem.

Der er intet ved den her roman, jeg ikke kunne lide, og jeg er så begejstret for at Angie Thomas har fået sin debut. Hvad end hun kommer med næste gang, så skal jeg læse det, for det her er ikke bare en vigtig roman, det er en fucking god roman.

dsc_0312-2

dsc_0322-2

 

Anbefalinger #6

anbefalinger-1

Velkommen til Marts! Det har været forår i omkring en uge, men har ikke just vidnet om det. Før nu, i hvert fald. Jeg ved ikke med jer, men lige nu i Aalborg stråler solen. Vi må se hvor længe det varer (gerne indtil September). Det her indlæg burde have været oppe i sidste uge, men jeg er super stresset med eksamen, og orker meget lidt lige for tiden. Så jeg beklager, hvis her er lidt stille.

Men jeg tog mig endelig sammen, og her er et par anbefalinger:

  • Det her cover af The Sound of Silence. Det er seriøst fantastisk, og jeg lytter nærmest ikke til andet lige nu.
  • Moonlight. Hvis I har mulighed for at se den her film, så gør det.
  • Bookriot har en masse “100 Must-Read” lister over forskellige typer bøger, og siden det lige har været Kvindernes Internationale Kampdag, så kan man passende tjekke deres liste ud med 100 Must-Read Feminist Books.
  • Det er d. 31 marts 100 år siden vi solgte de Vestindiske Øer og bekvemmeligt lagde vores fortid som slaveejere og kolonimagt bag os. Hvis man vil vide mere om denne fortid, så kan man besøge Hs2ries side om emnet, der har samlet forskellige tekster og links, der kan belyse det. Bl.a. performance kunststykket “Whip it good” af Jeanette Ehler, der foregik i Vestindiske Pakhus i København, en bygning der ikke ellers bærer præg af dens link til kolonitiden, hvilket den nok burde.

“Ti Små Åndedrag” af K. A. Tucker

Ti Små Åndedrag” (originalt: Ten Tiny Breaths) af K.A. Tucker, oversat: Natasja Ejersbo Frederiksen, 366 sider, originalt udgivet: 2012, Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0335-1

Jeg er så træt. Træt af bøger, som den her. Der er fyldt med slut-shaming, manipulerende, abusive forhold, og mænd, der opfører sig som sociopater, men hvor det åbenbart er okay, så længe han er lækker.

Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke romaner, der ikke tager psykiske lidelser, og følelsesmæssigt misbrug alvorligt. Jeg gider ikke historier, der romantiserer opførsel som Trents.

Jeg troede lige et øjeblik, helt oprigtigt, at den her bog tog det rigtige valg til sidst. At K.A. Tucker godt vidste, hun var gået over stregen, og at et forhold mellem Kacey og Trent aldrig ville være okay. Men nej.

Jeg er oprigtigt taknemmelig for at forlaget sendte mig den her bog, og jeg beklager jeg ikke har pænere ting at sige. Jeg orker bare ikke mere.

Først: Slut-shaming! Kacey arbejder som bartender i en stripklub, hvilket ikke kræver hun tager tøjet af, noget hun OFTE minder os og andre om. Derudover har hun travlt med at slut-shame alle de kvinder, der arbejder der og faktisk tager tøjet af:

Men det her anderledes. De vandrer rundt og falbyder deres varer. Sælger deres kroppe.

Jeg tager mig selv i det, før jeg forklarer, at han ikke overgiver sig, fordi han ikke kan lide billige tøser.

Med stive bevægelser vender jeg mig om, og ser, at en velformet, indfødt amerikansk kvinde har indtaget scenen og er i gang med en eller anden form for rekonstruktion af en regndans iført sparsomt fjerkostume.” (også lidt racistisk, ekstra flot!)

Okay, Kacey og K.A. Tucker, her er en øjenåbner: Det er okay at arbejde i en stripklub. Man er ikke billig af den grund. Det er et helt legitimt job, der skal respekteres, og som kvinder har ret til at vælge, uden at de skal dømmes for det.

Og spoiler advarsel, men jeg er simpelthen nødt til at uddybe, hvorfor den her bog er fucked op.

.

.

.

.

.

.

Det viser sig selvfølgelig (og seriøst, det er ikke svært at gætte), at Trent er forbundet til den ulykke, der slog hele Kaceys familie ihjel, på nær hende og hendes søster. Det er som man kunne forvente, og så totalt åbenlyst og forudsigeligt man knap kan kalde det et plot twist.

Det er det sådan set heller ikke. Plot twistet er at Trent, på trods af et polititilhold Kacey fik mod hele hans familie kort efter ulykken, har stalket hende i 2 år, og hacket hendes email, for at finde ud af, hvor hun skulle bo, så han tilfældigvis kunne flytte ind i samme bygning. Og så har han ellers indsat sig selv i hendes liv, i et forsøg på at “redde” hende. Jeg ved ikke, hvordan præcis han havde tænkt sig at gøre dette? For at indlede et seksuelt forhold med hende virker ikke som en skide god idé – medmindre han (sandsynligvis) regner med at hans vilde sex-skills og enestående kærlighed kan redde hende fra den dybe afgrund. I stedet for bare at fucke hende mer eop, når hun indser at den fyr, hun har forelsket sig i har løjet for og forfulgt hende i 2 år. Fuck dig, Trent.

Da min søn forlod hospitalsprogrammet for to år siden, gjorde han det i den tro, at hvis han kunne fikse dit liv, så ville han blive tilgivet for al den smerte, han havde forårsaget. […] Min søn har holdt øje med dig på afstand i to år, Kacey. Han har ventet på det rette øjeblik at kontakte dig på.

Han lyder som en seriemorder! Det er ulækkert, det er ulovligt, og der er ingen i verden, der ville acceptere en mand, der havde behandlet en sådan. Men det gør Kacey. Selvfølgelig. På trods af hun ved, hvor fucked op det er:

Trent har ødelagt mit liv. To gange.”

Han vidste det. I al den tid, hvor han lod, som om han var omsorgsfuuld og forstående og uvidende om min fortid, var det ham, der var skyld i min fortid. Der var hans bil, hans ven, hans fordrukne aften, der berøvede mig mit liv.

Hun ved det. Hun forstår, hvor fucked op det er. Ja, det kan godt være han forelsker sig i hende (jesus christ), men oprindeligt – og i TO ÅR – så var hans eneste mål hans egen tilgivelse. Det er selvisk. Og hun tilgiver ham!

Han stalker hende i to år, lyver for hende, manipulerer hende følelsesmæssigt, bruger hende på grund af en eller anden fucked op idé om at han kan “reparere” hende og gør hendes liv bedre, udelukkende med det formål at hun kan tilgive ham. Det handler ikke om hendes lykke, men om hans fucking skyldfølelse.

Det er latterligt. Alle kan se det er fucked op, Kacey kan se det er fucked op. Og okay, det er fint nok hun tilgiver ham, det er den bedste vej frem. Men at indlede et forhold til ham igen?? Der hintes til at de gifter sig med hinanden! Der er intet romantisk over hans opførsel, og jeg forstår ærlig talt ikke nogen ville kunne få sig selv til at date sådan en mand igen. Han har fortjent et godt liv, men ikke med hende! Der er intet, der gør det okay! Og alligevel så ender de med hinanden.

Hør her, det er ikke fordi jeg ikke tror på tilgivelse. Det er heller ikke fordi det er en dårlig historie at to personer, hvor den ene er delvist ansvarlig for den andens tragedie, finder sammen og heler hinanden.

Men det er fanme ikke en god idé at gøre den ene af dem til en stalker med et bizart skyld-kompleks, der tænker mere på sin egen tilgivelse end på et andet menneskes mentale helbred. Hvis sådan en historie skal fungere, så skal den baseres på ærlighed, respekt og kommunikation. Det gør den ikke her.

Han BELØNNES for det i stedet. De får deres lykkelige slutning med hinanden.

Fuck. Nej. Jeg er så træt. Det er bare forkert, og seriøst fucked op.

Der er en forstyrrende tendens i New Adult til at romantisere forhold, der aldrig burde være acceptable. Jeg håber, den dør en tidlig død, gerne meget snart, og at man i stedet begynder at skrive bøger, der har fokus på sunde forhold, der kan være lige så fulde af drama og tragedie, det tager bare en helt anden form.

Indtil da så må jeg indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for bøger som denne.

“Hotel du Lac” af Anita Brookner

Hotel du Lac af Anita Brookner, udgivet: 1993, 184 pages, Penguin Books. English review.

DSC_0333-2

The result of all this was to re-open in Ediths mind the question of what behaviour most becomes a woman, the question around which she had written most of her novels, […] the question she had failed to answer and which she now saw to be of the most vital importance.

Jeg gav mig selv den udfordring for noget tid siden, at jeg skulle gå ud i en bogbutik og finde en bog, der var helt ukendt for mig. Det endte med at blive Hotel du Lac af Anita Brookner, og jeg havde hverken hørt om bogen eller forfatteren før.

Det var overraskende svært at vælge. Der var mange bøger, jeg ikke kendte, men det skulle også være en, der sagde mig noget. En bog jeg fik lyst til at læse bare ved at se på den.

Det, der drog mig til den her, var citatet på forsiden, der fortæller at det her er en roman, vi vil læse om hundrede år. Sådan en bog er man selvfølgelig altid interesseret i. Derudover virkede den umiddelbart til at have en langsom, udramatisk stemning, hvilket var lige det, jeg havde brug for.

Langsomheden havde jeg helt ret i.

Det er oprigtigt en roman, hvor meget lidt sker. Edith Hope sendes til Hotel du Lac i Schweiz så hun kan tænke lidt over de valg, hun har truffet i livet og komme til fornuft. Hotellet er ved at lukke ned for sæsonen, så de eneste andre gæster er en stenrig aldrende mor med sin datter, en døv ældre kvinde, og en ung kvinde med en dårligt opdraget hund. Indimellem dukker en Mr. Neville op, men det her er først og fremmest en roman om kvinder.

Jeg ved ikke præcis, hvad den forsøger at sige om kvinder dog. Jeg kan sagtens forstå, hvis man læser den og synes den er fuld af stereotyper om, at kvinder er tomme uden mænd og hvorfor kan Edith, der er en succesfuld romanforfatter, ikke bare leve alene? Og måske er Edith indimellem unødvendigt hård ved sit køn. Men den hæver sig også over det, synes jeg. Måske er det fordi dens fokus er så skarpt på kvinderne, og at de alle er kvinder, der lever uden mænd, enten fordi de er døde eller har forladt dem, men som desværre må se sig dømt af et samfund, der måler dem udfra mændene i deres liv.

Det er også at Edith ganske vist siger nogle ting, jeg da jeg læste dem, var meget uenig med, men hver gang indser hun også at det er hende, der tager fejl. At hun kaster et kritisk, dømmende blik på andre kvinder, fordi hun endnu ikke har formået at kaste det på sig selv. Men det lærer hun.

Der er også en insisteren på at Ediths liv, og livet for de kvinder, der omgiver hende, er lige så meget værd, og lige så interessante, som alle andre. At de måske ser tragiske eller kedelige ud uden på, men at de alle sammen har et indre liv, som ingen kan tage fra dem. De er passionerede, har lidenskaber, ønsker og drømme, der er levende. Også selvom de ikke kan udleve dem, som de gerne vil.

Mr. Neville frister Edith med et liv, der lover at hun bliver mere end det hun er, at hun i stedet for at være på kanten af normen kan placerer sig midt i den. At ingen længere kan dømme hende, eller sende hende til Schweiz fordi de skammer sig over hende.

Men, og det er nok her, jeg synes der sker noget i romanen, for den insisterer på at der faktisk intet er galt med Ediths liv, og at Mr. Neville, hvor meget han end tror han kender Ediths inderste sjæl, faktisk ikke ved noget som helst om hende.  Den eneste grund til, at hun er på hotellet og overvejer sit liv, er fordi andre mennesker sagde hun skulle. Hendes problem derfor er at hun lader andre diktere, hvad hun bør gøre og hvordan hun bør være.

Ja, romanen kaster et lidt trist, melankolsk og gråt blik på disse liv, men den indgyder dem også med en sympatisk varme.

Det er dog klart en roman, jeg gerne en dag vil læse igen, for at beslutte helt med mig selv, hvad præcis det er, den er ude på. Denne gang blev jeg charmeret af dens melankolske stemning, og elegante beskrivelser, men måske ændrer det sig ved anden læsning.

Under alle omstændigheder synes jeg den var et godt valg til min udfordring. Om ikke andet så fordi jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg helt skal gøre med den. En overraskende kompleks roman om kvinders ydre og indre liv.

“Home” af Nnedi Okorafor

Home (Binti #2) af Nnedi Okorafor, udgivet: 2017, 176 sider, Tor. English review.

dsc_0279-1

When you face your deepest fears, when you are ready,” she’d said. “Don’t turn away. Stand tall, endure, face them. If you get through it, they will never harm you again.

Jeg må erklære mig fuldstændig enig i Ursula Le Guin citatet på forsiden af bogen: “There’s more vivid imagination in a page of Nnedi Okorafor’s work than in whole volumes of ordinary fantasy epics.

(Selvom det her egentlig er en sci-fi roman.)

Det, der har været så konsistent imponerende ved Okorafor er nemlig hendes vision. Om så det er fantasy eller science fiction hun begiver sig ud i, så føles hendes universer altid ekstremt autentiske og ægte. Som om hun har kigget ind i et parallelt univers og nedskrevet, hvad hun så.

Home foregår et år efter Binti sluttede. Binti har fundet sig så til rette på Oomza universitet som man kan, når man også lider af PTSD og mareridt. Men hun føler sig stadig som et fremmedelement, ikke bare fordi hendes DNA nu er delvist alien, men også fordi hun for at følge sin drøm måtte forlade sin familie og venner tilbage på jorden uden et ord.

Så hun beslutter sig for at tage tilbage, forsøge at rode bod og samtidigt genfinde sig selv ved at deltage i sit folks pilgrimsrejse. Med sig tager hun sin eneste ven, Okwu, hvis race har været i krig med jorden i århundreder. En krig hun formåede at stoppe for et år siden, og nu er Okwu den første af sin slags, der kommer til jorden i fred.

Det er faktisk ikke en roman, hvor der på overfladen sker så meget. Okorafor formår alligevel at få 160 sider til at føles som 300 bare ved at give os en så levende, detaljeret og fuldendt verden.

Hvor Binti gav os rejsen ud i rummet, og forfølgelsen af drømmen, så giver Home os præcis det titlen siger; rejsen hjem igen. Men ikke bare den fysiske rejse, også den mentale rejse, hvor Binti må erkende at den hun er blevet til, måske er for fremmed til at hendes familie og den planet, hun tilhører, kan accepterer hende tilbage igen.

I Home opdager Binti, hvem hun faktisk er, hvor hun kommer fra, og hvem hun kan blive til – hvis hun tør. Det er en roman om at se sig selv, sin arv – genetisk og kulturel – og sin fremtid i øjnene.

Den her serie er meget mere end blot en science fiction fortælling. For det første så er den afrocentrisk, og det er sådan et friskt pust. For det andet så inkluderer relevante overvejelser om fordomme, krig og den pris vi indimellem må betale for fred. Og om hvad det vil sige at finde sig selv, for selv det er ikke uden sin pris.

Det er også en roman, der virkelig ligger op til den tredje bog i serien, The Night Masquerade, og jeg glæder mig som en gal til at se, hvor Okorafor tager mig hen.

Èn ting er helt sikkert, det bliver ikke forudsigeligt. Det er det aldrig med Okorafor.