Dewey’s Readathon April 2017

DSC_0752-1

Det er atter blevet tid til Dewey’s Readathon! Det starter i Danmark kl. 14 på lørdag og, som altid har jeg tænkt meget lidt over min læsestak. Jeg har derfor forsøgt at stykke en sammen lige nu, mest baseret på bøger, jeg virkelig burde få læst. Jeg planlagde egentlig ikke at købe nogle bøger til formålet, da jeg gerne vil læse bøger, jeg allerede ejer, men jeg kom alligevel til at købe to (“kom til”). Jeg håber de når at komme i tide! Der kommer et indlæg lørdag, hvor jeg vil opdatere løbende med mine fremskridt, hvilke bøger, jeg får læst og hvornår jeg, uden tvivl, falder i søvn.

I kan følge med både her på min blog, på min instagram og på twitter.

Sidste gang fortrød jeg, at jeg startede med My Brilliant Friend af Elena Ferrante, da det var en alt for tung bog at begynde med. Jeg forsøger at holde mine valg ret let tilgængelige denne gang, så jeg kan holde til at være søvnig under min læsning uden at miste for meget. Jeg har varieret det ret godt, synes jeg, så jeg har en masse forskellige bøger at vælge fra. Jeg har også bestilt to bøger, nemlig Monstress af Marjorie M. Liu og Black Panther af Ta-Nehisi Coates, som jeg også vil læse, hvis de når frem. 

Lige nu ser min læsestak således ud:

  • The Day of the Triffids af John Wyndham
  • The Bloody Chamber af Angela Carter
  • The Fishermen af Chigozie Obioma
  • Nervernes Adresse af Lea Marie Løppentin
  • I Capture The Castle af Dodie Smith
  • Vile Bodies af Evelyn Waugh
  • Nights at the Circus af Angela Carter
  • Black Panther af Ta-Nehisi Coates
  • Monstress af Marjorie M. Liu

Jeg kan ikke nå dem alle sammen, men har sat nogle ekstra på, og så må vi se, hvad jeg føler for at læse, når vi kommer dertil. Jeg har gjort mit bedste for at blande genrer og holdt mig til bøger, der er forholdsvis korte. Hvis I kan anbefale en af dem ekstra meget, så må I gerne sige til!

Jeg har også hele Sandman serien af Neil Gaiman til at stå, så det kan meget vel være, jeg læser et par af dem indimellem de andre bøger.

Fortæl mig endelig om I skal være med, og hvor jeg kan følge jeres læsedøgn!

Og, vigtigste af alt, har I nogle gode forslag til snacks? Jeg har intet købt endnu og er ret blank i forhold til ideer.

DSC_0754-1

Anbefaling: The Secret History of Hollywood

New+Artwork

Hvad nu hvis man kunne få et podcast, der føltes mere som en lydbog? Et podcast, der ikke bare fortalte dig noget, du ikke vidste, men som fik det til at føles som en reel historie? Som totalt opslugte dig i sit univers? Så er det The Secret History of Hollywood du leder efter.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg første gang hørte om The Secret History of Hollywood. I hvert fald abonnerede jeg på det ret længe inden jeg faktisk satte mig ned og lyttede til det.

Så snart jeg havde lyttet bare fem minutter indså jeg, jeg havde begået en voldsom fejl.

Det her podcast var som intet andet, jeg havde hørt før. Jeg blev mødt af en behagelig, blød stemme, der med sikker hånd introducerede mig for Hollywoods historie, mere speficikt hvordan The Warner Brothers blev til det selskab vi kender dem som idag.

Det lyder måske ikke så spændende, men tro mig, det er det. Ikke bare fordi det er en historie fyldt med intriger, drama, affærer, og en verden, der bare var mere glamorøs, dekadent og imponerende end filmverdenen lige nu (eller sådan føles det i hvert fald). Men også fordi det er et fucking godt podcast. Det er gribende, opslugende og virkelig, virkelig velproduceret.

Der udkommer kun et par afsnit om året, og hvorfor bliver tydeligt, når man ser på længden af dem. 8 timer, 4 timer, 5 timer. Hvert afsnit er flere timer langt, uden undtagelse. Men så snart jeg kom igang, så blev jeg så fanget af historien, at jeg ønskede hvert afsnit var længere.

8 timer kunne man selvfølgelig let nå op på, hvis ikke man gik op i sit materiale. Men ikke blot er materialet blevet undersøgt ekstremt grundigt, og hvert afsnit derfor ufatteligt lærerigt, men det er også stramt komponeret, og ikke et ord, ikke en lyd, og ikke en scene er malplaceret. Det hele går op i en højere enhed, der både uddanner og underholder, jo dybere man bliver taget med ind bag Hollywoods døre. Det ville være let blot at tage alle de iskolde facts og serverer dem uden videre, men her spindes de til en fængende fortælling om mennesker, begivenheder og hvordan de har formet historien.

Sjældent har jeg følt mig så følelsesmæssigt manipuleret af noget – men på den gode måde. Jeg græder konsekvent, og ofte flere gange, når jeg lytter til det. Hollywoods tidlige historie er imponerende, den er fyldt med intriger, drama og helt almindelig hverdag.  Det er storslået og tragisk, der sejres og fejles, og jo mere man lytter, jo mere forstår man, hvordan filmverdenen fungerer – selv den dag i dag.

I hvert “arc” bliver der gået i dybden med enkelte aspekter af historien, som f.eks. Warner Brothers historie, Hitchcocks liv og indflydelse på filmverdenen, eller Universal Studios horror-periode, der gav os en stor del af de horror klassikere og klicheer vi kender idag.

Det hele produceres, indspilles og skabes af én mand, Adam Roche. Hvilket er sindssygt imponerende. I hvert afsnit fortsætter han ud af tangenter, der omhandler skuespillere, instruktører eller personer og begivenheder, der spiller en særlig rolle, og han forstår altid sit materiale helt ud til fingerspidserne. Ligemeget hvor komplekst det er, eller hvor mange personer og begivenheder, han skal holde styr på. Det kan virke en smule underligt første gang han skifte emne, men samtidig føler man sig fuldstændig tryg i Adams hænder og hans usædvanlige evne til altid at binde trådene sammen igen. Ingen tangent er tilfældig og de er aldrig kedelige.

Det er et podcast, der er ekstremt velproduceret, planlagt og udført. Adam Roche formår at gøre historien om Hollywood, og de personligheder, der var med til at forme det Hollywood vi kender idag, til en fortælling, der er lige så fængende, nærmest, som de film, der kom ud af selv samme periode.

Han besidder viden, indsigt og ikke mindst passion for emnet, der gør at det ikke bare er en trist gentagelse af fakta han kommer med, men et podcast, der føles levende.

Lige nu er det kun én arc, Bullets and Blood, man kan finde, når man søger på podcastet, fordi tidligere afsnit (og måske også nye afsnit) er blevet købt af Audible, der vil genudgive dem som en serie. Bullets and Blood er dog absolut værd at lytte til (og er i sig selv over 16 timer langt), og han arbejder lige nu på en ny installation, Shadows, der udkommer i Maj

Du kan finde alle afsnittene af Bullets and Blood online lige her, eller finde den app, du lytter til podcasts med på din telefon og søge på The Secret History of Hollywood der. Har man en android eller windows telefon, så kan man bruge Pocket Casts app’en (og sikkert også andre apps). Jeg lover – lover – at det er alle de mange timers lyttetid værd. Det er muligt også disse bliver fjernet på et tidspunkt efter Shadows kommer ud, så lyt nu! Eller bare download dem til jeres telefon så I har dem.

Og hvis – (forhåbentligt når) – engang de tidligere afsnit bliver genudgivet via Audible i Danmark også, så er jeg helt overbevist om at de vil være mere end pengene værd.

Adam laver også podcastet Attaboy Clarence, der handler om klassiske film og  gamle radio shows. Det er kortere, mere afslappet og ret hyggeligt, hvis man er mere til den slags.

Hverdagsliv: Dungeons & Dragons (#1)

DSC_0409-1

DSC_0119

(Der kommer nok mere end ét indlæg om emnet, da det er blevet en stor del af mit liv.)

Første gang jeg spillede Dungeons & Dragons var da jeg var på højskole i 2013. Jeg sad til en fest og talte med nogle af mine venner om, hvor svært det kan være at få kommunikeret til andre mennesker, at man kan lide nogle nørdede ting. Som f.eks. fanfiction eller D&D. Det er ikke ligefrem noget der ofte popper op i en samtale. En af mine venner sagde samtidigt, at han ikke troede, der var nogen på højskolen, der var interesserede i at spille D&D. Tre af os kiggede på hinanden og sagde så, “Det er vi?”

Og sådan startede det.

Dengang vidste jeg intet om D&D. Udover at det var et slags rollespil, der foregik med terninger. Kort fortalt, så er det et spil, hvor hver spiller laver en karakter, der så kan forskellige ting. Man kan være en wizard, en fighter, en druid, eller noget helt andet. Som race kan man være elver, menneske, dværg osv.

Så er der en Dungeon (eller Game) Master, der styrer spillet. Denne person fortæller historien, sætter scenen, skaber verdenen og bestemmer, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Spillerne siger, hvad de vil gøre i den scene DM’en har opsat, og indimellem kræver det man slår med en terning for at se om det lykkes. Hvis nu man vil ramme et monster, luske information ud af en bartender, eller skjule sig for fjenden.

Det attraktive ved spillet, for mig, er at alt kan lade sig gøre. Der er selvfølgelig en verden, man agerer i, og spillet selv har bestemte regler, man (oftest) skal følge. Men derudover kan alt lade sig gøre. Du skal ingenting, der er ingen quests du skal løse, ingen vej du skal gå. Har DM’en sat spillerne i en retning, de ikke bryder sig om, så kan de beslutte sig for at gøre noget andet. Og spillet kan tage enten et par timer eller flere år at færdiggøre.

Reelt set er der ingen måde at færdiggøre spillet på. Der vil altid være arcs, og som regel også et større plot, man langsomt afdækker, og hvis afslutning kan blive den naturlige afslutning på spillet. Medmindre hele holdet dør inden. Men der er ingen måde at “vinde” D&D på, så at sige, ingen måde at færdiggøre det på den mest rigtige måde. Det handler om at have det sjovt og fortælle en god historie.

Mest af alt elsker jeg kreativiteten. Som en person, der elsker historier mere end noget andet, en person hvis hele liv, nærmest, er bøger og dermed de historier, vi vælger at fortælle hinanden, så er D&D en gave. For det handler om at fortælle historier, og om at fortælle dem med gode venner, og hvem end der ellers har lyst til at være med.

Det er et spil, hvor man får lov at være en helt. Og hvor man får lov at fucke op. Hvor man sidder i 5 timer og finder på en historie, hvor man agerer i en fantastisk verden – måske er det fantasy, måske er det sci-fi, måske steampunk eller måske noget helt andet – og hvor det oprigtigt kun er fantasien, der sætter grænser. Her kan drømme komme til live, mens man fortæller historier, der er tragiske, morsomme, heroiske og, vigtigst af alt: fuldstændigt ens egen. Delt, selvfølgelig, med dem man spiller med. Men de valg, der træffes i løbet af spillet, er det, der skaber historien. Der opstår en form for ejerskab, fordi det hele foregår i fællesskab, det er aldrig nogen mod nogen. Det er altid alle med hinanden for at fortælle den bedst mulige historie, og have det så sjovt som muligt.

Jeg er selv DM i det spil, jeg har gang i lige nu. Og jeg elsker det. Jeg elsker den kreative proces, der er i at finde på fantastiske, underfundige verdener så forskellige fra vores egen. Jeg skal kunne forklare, hvordan magi fungerer, og hvorfor samfundet ser ud, som det gør. Jeg kan finde på legender, myter, og kulturer. Jeg skal spille drager, monstre, skurke og allierede, og samtidigt skal jeg finde på dem. Deres personlighed, deres mål, og deres historie.

Forleden opfandt jeg et kontinent. Inuen hedder det. Jeg besluttede at det i tidernes morgen havde været gudernes kampplads, og denne magi var blødt ind i jorden, hvilket betød kontinentet var mere farligt, mere fyldt med monstre, end andre steder.

At finde på den slags, og så at se spillerne eksistere, agere og handle i den verden, på det kontinent. At se dem bringe disse steder til live og være med til at udvikle dem og skabe nye ting i dem. Det er magisk. Intet ringere.

I 2013 tog jeg på højskole for at forsøge at bearbejde min daværende depression. Vores D&D sessioner dengang stod, og står stadig, for mig som øjeblikke af lys, varme og ren, ufiltreret glæde. Nu har jeg startet mit eget spil, vi har været i gang i halvandet år, og det er stadig en kilde til enorm glæde, energi og kærlighed for mig. Det gør mit liv en lille smule bedre.

Det gør mig glad at få lov til at skabe hele verdener og se dem komme til live. Og det gør mig endnu mere glad, at jeg har mennesker, der gider gøre det med mig. At jeg får lov til at tilbringe et par timer hver anden uge med personer, jeg virkelig godt kan lide. Og at vi samtidigt kan slå drager ihjel, redde civilisationer, fejle katastrofalt, og være de helte, vi alle sammen drømmer om at være.

Det er blevet en kæmpe del af den jeg er, og af den måde, jeg forstår historier, læser dem på og interagerer med dem på. Men det stikker dybere end det. Noget ved D&D giver genlyd hos mig, helt dybt i min sjæl, fordi her er der plads til alle. Alle mennesker, alle historier, helt oprigtigt ligemeget hvem eller hvad man har i sinde, så kan det lade sig gøre. Du kan være lige præcis den du ønsker. Eller en person du ellers aldrig får lov at være.

Der er noget vildt smukt over den tanke.

Mest af alt, så tror jeg, jeg elsker at det er noget man gør med andre mennesker. At historien er en fælles historie, som alle har ejerskab over. En historie, hvor man kan være den man vil, gøre det man drømmer om, tage vilde chancer, og gøre det igen og igen og igen.

Jeg elsker D&D. Men ikke lige så højt, som jeg elsker dem, der gider spille D&D med mig.

DSC_0418-1

DSC_0413-1

 

“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys

Wide Sargasso Sea af Jean Rhys, originalt udgivet: 1966, 151 sider, Penguin Modern Classics. English review.

DSC_0599-1

DSC_0624-1

… If I was bound for hell let it be hell. No more false heavens. No more damned magic. You hate me and I hate you. We’ll see who hates best.

Jane Eyre er en af mine yndlingsromaner. Det har den været siden, jeg læste den første gang. Alligevel forholder jeg mig ekstremt kritisk overfor den. Rochester, så meget som jeg holder af ham som litterær karakter, er ikke et specielt godt menneske. Han er manipulerende, på alle mulige måder.

Og han har gemt sin kone oppe på sit loft, mens han selv lever sit liv, forelsker sig i en ny kvinde og forsøger at tænke så lidt på hende som muligt. Det er ikke fordi han er på toppen af romantiske helte, men Jane Eyre er også i langt højere grad gotik end den er romantik.

Wide Sargasso Sea handler om kvinden på loftet, der har inspireret en flod af feministisk kritik. Den originale “madwoman in the attic”. Den fortæller historien om, hvordan hun, der her hedder Antionette, starter som en ganske almindelige pige, og vokser op til at blive en kvinde i et politisk og racemæssigt ustabilt miljø. Hun møder en mand, der i hele romanen forbliver uden navn, men som uden tvivl er Rochester. Jeg vil kalde ham R.

Disse to mødes på eksotiske Jamaica og presses af deres respektive familier ind i et kærlighedsløst, men profitabelt ægteskab (for familierne). R, bitter og vred over at have været så svag at lade sig manipulere til at acceptere ægteskabet, lader alle sine bitre følelser gå ud over Antoinette, der blot er en uskyldig brik i et patriarkalsk spil.

Antoinette, kvinde, creole (hvilket Jean Rhys selv var) og uden midler eller penge, har intet andet valg end at acceptere sit lod i livet. Langsomt tages hendes identitet, personlighed og frihed fra hende. Igennem hele romanen skifter hun navn, hun er først Antoinette Cosway,  så Antoinette Mason, så Antoinette Rochester. Hele tiden skifter hendes navn og identitet baseret på hendes forhold til de mænd, der styrer hendes liv.

R, der selv lod sig manipulere, begynder nu at manipulere Antoinette for at føle en flig af magt. Det er en kamp mellem viljer, og selvom begge er ulykkelige i ægteskabet, så har R alle kortene på sin hånd. Han er en mand, han er hvid, han har penge, han har ejendom, og han har mulighed for at rejse sin vej. Antoinette har i sidste ende ikke engang ejerskab over sig selv eller sin identitet. Den vristes fra hende, ord for ord, handling for handling.

Names matterlike when he wouldn’t call me Antoinette, and I saw Antoinette drifting out of the window with her scents, her pretty clothes and her looking-glass.

At hun konstant må skifte navn, mens R forbliver navneløs, er også en måde at fortælle os, hvor urørlig R er. Ikke blot fordi han er i en langt bedre position end hende rent samfundsmæssigt, men også fordi han, på et meta-plan, tilhører en helt anden historie. En historien Jean Rhys på ingen måde kan røre ved. Hvad end der sker i Wide Sargasso Sea, så får Rochester sin lykkelige slutning i Jane Eyre, og Antoinette bliver den gale kvinde på loftet. Uretfærdigheden er åbenlys, men gøres aldrig simpel.

Det er en ufatteligt kompleks roman, og samtidigt ufatteligt smuk i sit udtryk. Sproget er emmer af forførende råddenskab. Som at se på en skål med frugter, der er helt perfekte, men så snart du tager en i din hånd, så falder den fra hinanden, blød og rådden helt ind til kernen. Antoinette og R befinder sig en regulær paradisets have, og bag blomsterne er den fyldt til bristepunktet med slanger, der hvisker deres løgne. R bliver dominerende, ondskabsfuld og uforstående overfor Antoinette, mens Antoinette i takt med hans forvandling bliver mere og mere fanget imellem hendes forskellige identiteter og ønske om at bryde fri.

Til sidst er hun blot en sprogløs skal, der helt har overgivet sig til R, der nu kalder hende Bertha. Et propert engelsk navn, og han tvinger hende prompte med til England, hvor hun kan bo på hans loft. Hun har mistet sig selv, og er blevet til intet andet end en brik i et spil. En desperat ånd, nærmest, hvis eneste mål er at tage livet fra ham, ganske som han tog det fra hende.

Det er en frodig, sanselig og destruktiv roman, fyldt med fantastiske beskrivelser, og en stigende følelse af klaustrofobi, desperation og ubehag. Af vold. Jo større skellet mellem Antoinette og R bliver, jo mere voldsom bliver romanen. Ikke i handling, nødvendigvis, men i følelser. Det er en fortælling om, hvordan en kvinde bliver ødelagt. Hvordan hun destrueres og gendannes til at tjene mænd, der ikke har fortjent hende.

Jeg har ikke ord for, hvor fantastisk en roman, jeg synes det er. Eller hvor vigtig. Det er et af de mest elegante og velfortalte stykker litteratur- og kønskritik jeg nogensinde har læst. Også blot en af de bedste bøger jeg har læst, og den vil for evigt være en personlig favorit. Hvis du også holder af Jane Eyre, så er den her roman et must.

Justice. I’ve heard that word. I tried it out. I wrote it down. I wrote it down several times and always it looked like a damn cold lie to me. There is no justice.

DSC_0620-1

DSC_0617-1

“Release” af Patrick Ness

Release (I dag forandres alt) af Patrick Ness, oversat af Elisabeth Kiertzner, udgivet: 2017, 288 sider, Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen udkommer d. 4 Maj.

DSC_0583-1

DSC_0573-1

Release er en underfundig roman. Den er gennemsyret af den Patrick Ness jeg kender og elsker, og samtidigt virker den som en ny, anderledes Patrick Ness. Det er måske et af hans mest personlige værker til dato. Ikke fordi jeg tror den direkte spejler meget af hans eget liv i sin handling. Men i sine temaer og sine følelser, der følte jeg den som noget helt unikt.

Titlen, Release, er passende. Det handler om at give slip. Romanen foregår over én dag, fra morgen til aften, hvor alting forandrer sig for teenager Adam Thorne. Født ind i en ultra-religiøs familie er hans homoseksualitet noget han altid har måtte skjule. Dét, af alle ting, ved han, hans forældre ikke vil kunne acceptere. Det har ikke stoppet Adam fra at forelske sig, også mere end én gang. Det er det, han må sige farvel til. En fyr, der ikke kan elske ham tilbage og de følelser han har for ham. Og hans familie, hvis accept og kærlighed han er træt af at kæmpe for.

Men det er også en roman om noget helt, helt andet. Samme dag som Adams skæbne forandres, så rejser en ung, myrdet kvinde sig fra en sø og går på jagt efter sin morder. Fanget i hendes krop er dronningen af en anden verden, og en faun er fulgt efter hende i et desperat forsøg på at bringe hende tilbage. Når de ikke hjem til deres egen verden inden dagen er omme, så er det begyndelsen på verdens ende. Men den myrdede kvindes ønske om hævn, forløsning og afklaring er stærkere end dronningens vilje.

For Adam føles det som om verden ramler sammen. Det er en dag fuld af dramatiske afsløringer, uønskede tilnærmelser, og starten på noget helt nyt. Det hele, virker det til, har besluttet sig for at ske idag. Et helt andet sted ér verden ved at ramle sammen, helt bogstaveligt.

For dem begge er forløsningen lige om hjørnet, hvis de ellers formår at give slip. Det er både en af de letteste og sværeste ting i verden.

Jeg er stadig helt fortryllet af historien. Jeg faldt med lethed for dens bizarre, men overraskende velfungerende mix af det overnaturlige og det helt almindelige. Det er Patrick Ness’ store forfattergave, tror jeg, at vide hvad der skal til for at hæve en ellers ret almindelig, ligefrem historie til et meget højere tematisk og følelsesmæssigt niveau.

Mest af alt så fortryller han med sin formidable evne til at skrive karakterer man tror på. De er realistiske, og kunne tages lige fra siderne af bogen og sættes ind i den virkelige verden. Og man føler med dem. Man ønsker det skal lykkes for dem. Selv når det er en myrdet kvinde, genopstået fra de døde, eller helt almindelige teenagere i high school, så tror man på dem og føler med dem.

Det er en roman om forløsning og om at give slip. På de små ting, de store ting, på ting, hvor vi ikke har noget valg, og om at turde gribe det livet giver os af dårlige og smukke ting. Selv når det gør ondt, og specielt når det ikke gør, hvilket oftest kan være det sværeste. Der er også tale om forløsning på en langt mere (eksplicit) seksuel måde, også noget nyt for Ness, og ikke uden grund. Intime øjeblikke i armene på en vi elsker kan være skelsættende for vores identitet, specielt når man som Adam har været nødt til at skjule den identitet hele sit liv.

Jeg troede ikke, den ville sætte sig helt så meget i min krop, som den gjorde. Da jeg læste den var jeg overraskende ikke så berørt af den. Men nu… Nu føler jeg en slags bobbel i mit bryst. Jeg ved ikke, hvad den består af. Den er et uigennemtrængeligt virvar af følelser, og en særlig ømhed for den her roman. For Adam, Angela, Linus og alle de andre.

Release føles som noget særligt. Ikke én del af den, men helheden. Her har Patrick Ness vist os noget nyt, og noget, der stikker dybere og i en lidt anden retning end han har gjort før.

DSC_0581-1

Hverdagsliv: Et Festligt Mordmysterie

DSC_0508-1

DSC_0550-1

DSC_0514-1

What I feel is that if one has got to have a murder actually happening in one’s house, one might as well enjoy it, if you know what I mean.

― Agatha Christie, The Body in the Library

I lørdags holdt to af mine veninder en delt fødselsdagsfest, der i stedet for bare at være en almindelig kedelig fest var lavet til et mordmysterie! Jeg havde selv tænkt, jeg ville holde sådan en fest en dag, så det var fantastisk at være med og se, hvordan det gik.

Jeg brugte altså min lørdag aften på at rejse tilbage til 20’erne, til en tid med alkoholforbud, gangstere, bestikkelse og perler i massevis. Vi havde alle fået forskellige karakterer vi skulle spille, mens en privatdetektiv forsøgte at opklare mordet på Alistair Copley, leder af en lukrativ smugleroperation. Copley bliver fundet livløs på badeværelset med en blodig hammer liggende ved siden af ham. Hver især havde vi information, der kunne hjælpe eller hindre opklaringen, alle havde vi noget at skjule, og de næste par timer forsøgte vi enten at finde den skyldige, eller slippe afsted med mord…

Til festen var Alistair Copleys tætteste familie, forretningspartnere, en journalist i forklædning (mig!), familiens butler og en korrupt dommer. Let the detecting begin.

Mens detektiven afhørte os på tur tilbragte vi andre tiden med at drikke en masse, spise lækker mad, og forsøge ikke at afsløre for meget for de andre tilstedeværende. Ingen var til at stole på. Alle kunne være skyldig. Jeg forsøgte at luske så meget information ud af de forskellige parter som muligt, så jeg kunne kickstarte min journalistiske karriere på The Boston Globe med en saftig historie om alkoholsmugling og nu mord! Et mord af en prominent leder af en ulovlig smugleroperation er absolut en langt bedre historie end hvis det blot havde været hans forretning, jeg havde fået fat på, så min karakter gik fra den aften som en vinder – måske som den eneste, udover morderen.

For det var i sidste ende ikke den rigtige morder, der blev fanget. Faktisk var det to karakterer, der var skyldige, men de slap desværre afsted med det. Det viste sig at mordet havde været et uheld, Alistairs svigersøn Joe havde ønsket at sabotere Alistairs forretning og havde forgiftet en forsyning af alkohol for at ødelægge hans rygte. Joes kone og Alistairs datter, Lola, havde uvidende taget en kasse forgiftet vin med til sin far, skænket ham et glas, og fundet ham livløs på badeværelset kort efter. Han døde af forgiftning, men slog hovedet åbent på håndvasken da han faldt. Hun lægger to og to sammen, og i et forsøg på at kaste skylden på en anden placerer hun en blodig hammer ved siden af liget og forlader diskret huset, for blot senere at dukke op til festen og lade som ingenting…

Der var ikke helt spor nok, der faktisk pegede på dem som de skyldige, så Alistairs forretningspartner, Cathy Bates, blev anklaget og sendt til hængning. Måske bliver de ædt op af deres skyld og ender med at melde sig selv alligevel. Eller måske ryger de i stedet i fængsel for deres andre illegale forretninger. Man har lov at håbe.

I hvert fald var det en fantastisk aften, der var vildt sjov og interessant og en meget mere spændende fest end normalt. Jeg nød diskret at overlytte samtaler, danne teorier, assistere detektiven, og forsøge at finde ud af, hvad de forskellige vidste og skjulte.

Det passede mig også fint, jeg ikke skulle sidde og lide igennem intetsigende small talk med tilfældige personer, jeg ikke kendte, men i stedet fik lov at rollespille en journalist under dække i 20’erne, og forsøge at løse et mord i et par timer i stedet. Det var meget mere mig, og ultimativt blev det, synes jeg, en meget, meget bedre fest.

Og så er der masser at tale om bagefter.

DSC_0552-1

DSC_0555-1

DSC_0541-1

“Orlando” af Virginia Woolf

Orlando af Virginia Woolf, org. udgivet: 1928, 219 sider, Folio Society. English review.

DSC_0505-1

DSC_0517-1

Orlando er et kærlighedsbrev. Indirekte, altså. Et kærlighedsbrev til Vita Sackville-West fra Virginia Woolf. Romanen er dedikeret til hende, men mere sigende: Orlando er hende. Dette bliver der på ingen måde lagt skjul på, flere af billederne fra romanen er billeder af Vita og portrætter af hendes forfædre. Men den handler ikke om kærlighed. I stedet er den en undersøgelse af køn, af kunstnerisk udfoldelse, af tid og identitet over tid. Af sind versus krop. Af hvad det er, der gør os til dem, vi er.

Orlando vågner op efter en uges konstant søvn, og opdager han er blevet en kvinde. Først er det som om intet har forandret sig. Bag det kvindelige ydre gemmer sig præcis den samme person – og så alligevel. For så snart Orlando må klæde sig i kvindetøj, og overvære den effekt en nøgen ankel har på en stakkels sømand, så må hun også erkende at der er forskel på at være mand og kvinde. Langsomt ændres hun selv. Men kernen af Orlando forbliver den samme.

Det er både en bidende satire af sexisme, men også et elskværdigt blik på begges attributter, og det androgyne, der kommer til udtryk i kunsten. Sindet, der skaber kunsten, har i sidste ende intet køn.

Der er generelt en overskridelse af kroppen i dette værk. Hvilket forstås bedre, når man forstår hvad Vita var for Virginia. Hun var sensuel, hun havde en aktiv og selvsikker seksualitet, hun var kvinde, men også en person, der klædte sig ud som mand og havde affærer med andre kvinder. Hun havde ikke samme kunstneriske gave som Virginia, men hun havde en kropslig energi, som Virginia ikke følte hos sig selv. Det kommer til udtryk i Orlando, hvor kroppen og sindet ikke kan eksisterer uden hinanden, men alligevel fremstår som forskellige fra hinanden. Kroppen skifter køn, men er ellers udødelig, og den effekt kønsskiftet har på Orlando, der besidder kroppen, er både diskret og åbenlys. Der er en effekt, men der er også en del af Orlando, der forbliver uberørt.

Der er også en snert af magisk realisme i den måde hvorpå Orlando skifter køn og lever 400 år, begge uden videre. Orlando starter med at være 30 og 400 år senere er hun 36. Det påpeges aldrig, og Orlando flyder igennem tiden ubemærket. For det meste. I en scene begynder hendes venstre hånd pludselig at vibrere voldsomt, og det går op for hende, det er fordi hun ikke er gift. At finde en mand bliver pludselig første prioritet. Det går op for os vi er nået til 1900-tallet. En tid, hvor ægteskab bliver et og alt, og Orlando bliver meget direkte og meget kropsligt mærket af tiden. Også selvom denne oftest helt umærkeligt forsvinder og går. Ægteskab, børn og tidens bevægelse forandres uden særlig anmærkning, men alligevel har den effekt. Det tøj vi går i, det samfund og de normer vi omgives af, de betyder noget for den vi er, op til et vist punkt. Orlando forandres, men forbliver den sammen. Det er den samme Orlando, og så alligevel ikke, der har båret sit eneste overlevende værk “The Oak Tree” med sig alle disse år. Hvis passion for litteraturen og naturen forbliver intakt.

Der er konstante modsatrettede strømninger. Mennesket, der både mærkes af tiden og det køn det har, og mennesket, hvis sind er flydende og udenfor kategori.

Romanen er dog er mærket af sin tid, og der er enkelte ord og fraser, jeg ville ønske ikke var med. Sådan går det desværre.

Mest forbløffende er dog den lethed, hvormed Woolf leverer sit budskab. Det er en enormt humoristisk, satirisk og skarp bog, der også indeholder en enorm glæde. Det er et opløftende værk, skrevet i og med kærlighed, med passion og en energi, der kan mærkes selv 90 år efter udgivelsen. Der er noget hektisk, men velovervejet over romanen. Den måde hvorpå tiden flyver afsted og samtidigt flyder ud i margenerne og forsvinder. 400 år og to køn på 200 sider. Det er en bemærkelsesværdig præstation.

Det er også et værk om kærlighed til en af sit eget køn, om køn, der ikke er binært, og en progressivitet hun har skjult diskret for ikke at få bogen bandlyst. Alligevel, fuldstændigt uden skam, er det billeder af Vita, der kigger tilbage på os fra bogens sider.

Jeanette Winterson skriver i introduktionen: “I am still not sure how Woolf got away with all this, but she did.

Og hun slipper ikke bare afsted med det, hun gør det mesterligt.

DSC_0513-1

DSC_0509-1

DSC_0522-1