“Emma Emma” af Ida Holmegaard

Emma Emma af Ida Holmegaard, udgivet: 2015, 115 sider, Forlaget Gladiator.

Emma Emma var en overraskende bog for mig. En bog jeg forventede handlede om noget andet end den gjorde. Jeg var meget positivt overrasket dog, og synes det er en helt fantastisk fin fortælling, hvor sproget både skjuler og afslører, og handlingen snarere hentydes til en beskrives tydeligt. At læse den mindede mig om sommeren 2014, der var så ufatteligt brændende varm og føltes uendeligt lang. En sommer jeg tilbragte med at bade, ligge i græsset og dase med venner, og ligge søvnløs og svedende om natten.

Agnes, hovedpersonen, og Emma befinder sig i en sommer som den, en sommer der er glødende og doven og tidsløs. Emma er vendt hjem efter at have været i udlandet i en lang periode, og flytter ind i Agnes’ lejlighed, da hendes roommate er borte. De tilbringer en hel sommer sammen, en sommer hvor der på overfladen nærmest intet sker, hvor de tager til vandet, køber ind, cykler rundt, men hvor der imellem sætningerne aldrig er ro.

Alting er lige tæt på, og det er godt, at Emma er kommet hjem, og at hun er flyttet ind, for jeg kan ikke klare mere lys og frodighed alene. Her er brug for flere øjne, flere lunger.

Mellem de to genoptages et venskab, der langsomt, nærmest umærkeligt bevæger sig udover sig selv, der forandres, i takt med at Agnes bliver mere og mere optaget af Emma. Det er, som om de befinder sig i en lille lomme, en lomme i tid og rum, hvor alt det liv, der kommer før og efter er sat på standby, hvor intet andet kan mase sig ind. En lomme hvor ikke bare isene og nætterne flyder ud, men også identitet og sprog og de følelser de deler sammen. Sommer er varm og tung, og det er stemningen mellem de to også. De er to dele af en parentes og alt det imellem dem er en slags sidebemærkning, der langsomt vokser sig vigtigere end det udenom. Indtil det kulminere, ikke eksplosivt, men gradvist, som noget der nærmest ikke nævnes, af frygt for at det falder fra hinanden, af frygt for at det, at give det et navn vil sprænge parentesen – så også det inden i parentesen kan flyde sammen med hverdagen og blive ubetydeligt.

Langsomt, uden at spilde den smeltende is, uden at træde en fremmed i hovedet.

Det er en smuk bog, der perfekt fanger følelsen af sommer, af sommerens mærkelige endeløshed, følelsen af kærlighed, der ugengældt vokser sig til noget uoverskueligt og altopslugende, til en slags besættelse. Det er parentesen, der startes, fortsættes, og til sidst slutter, som den nu skal, men som samtidigt formår at indeholde et helt liv, som Agnes siger. Agnes der er nærværende, med en energi der nærmer sig desperation, og Emma, der formår at være fremmed og velkendt og fjern gennem det hele.

En virkeligt fængslende beretning om to veninder, kærlighed og en varm, uendelig sommer.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s