“So long a letter” by Mariama Bâ

(So long a letter af Mariama Bâ, oversat fra fransk af Modupé Bodé-Thomas, udgivet: 1979, Heinemann. English review.)

Jeg læste den her bog for hurtigt og for ufokuseret. Jeg kunne mærke ord og sætninger og deres mening snige sig uden om mine opmærksomme øjne og blive væk i intetheden. Men den her bog er 90 sider, og den fortjener at blive genlæst. Ikke blot fordi det er en fantastisk bog, der fortæller lidt om alting på trods af sin slanke størrelse. Men også fordi jeg ved, at det er en bog jeg vil forstå anderledes, når jeg er ældre. Sådan er det måske med mange bøger, men der er enkelte som jeg føler man virkelig bør være ældre for rigtigt at komme ind under huden på. Ting som ægteskab, at være forælder, at se tiden løbe forbi og blive ældre – at have flere minder bag sig end man måske har foran sig. De oplevelser kan jeg ikke sætte mig ind i på samme måde i en alder af 24, som jeg vil kunne om 10, 20, 30 år.

So Long a Letter er et langt brev, skrevet som en slags dagbog fra Ramatoulaye til hendes veninde Aissatou. Brevet begyndes kort efter at Ramatatoulayes ægtemand er død, og omhandler hendes sorg over hans død, men viser sig snart at være en sorg, der går længere tilbage. For 5 år før hans død tog han en anden kvinde til hustru, og selvom Rama ikke forlod ham af den grund, så vendte han hende og deres børn ryggen. Meget af historien omhandler ægteskabet, og om at vriste sig fri af det liv man har levet i 30 år, men den  er samtidigt om meget mere end det.

Det er Ramas reflektioner over at være kvinde i et Vest Afrikansk, og patriarkalsk samfund, et samfund, der langsomt udvikler sig i en ny, mere moderne retning. Det er tanker om at være mor, om familie, om ægteskab, om kærlighed og venskab.

Venskab står frem som noget af det stærkeste man kan dele med et andet menneske. Venskabet mellem Assiatou og Rama er mere, højere og stærkere end forholdet til deres mænd. Begge deler de den samme skæbne, hvor deres mand tog en ny hustru, men hvor Assiatou valgte at forlade sin, så blev Rama i sit ægteskab. Begge valg er lige rigtige, lige gode, romanen er ikke ude på at prædike moral. Venskabet består ligemeget hvad. Hvilket jeg satte pris på, for alt for få bøger giver venskab den vægt og styrke, som det fortjener.

I dette lange brev til Assiatou følger vi Ramas rejse fra at blive forladt af sin mand, til at stå over for et liv alene, til at bevæge sig på en vej mod en ny forståelse af livet, af sig selv og af verden. Den er fuld af visdom, forståelse og søgen. Søgen efter mening i en verden, der konstant forandrer sig, og som aldrig er statisk. Hvor alting ændrer sig, hvor ens børn vokser op, forelsker sig, og hvor hun selv skal vurdere hvad hun ønsker i forhold til kærligheden. Efter 30 års ægteskab, hvordan redefinerer man så sig selv? Som kvinde, som enke, som mor?

Det er et indblik i en muslimsk kvindes liv, tanker og bekymringer. Den er aldrig nedladende eller prædikende, den er reflekterende. Den stiller ærlige spørgsmål og kommer med ærlige svar. Den mindede mig lidt om The Prophet af Kahlil Gibran i den forstand at de begge har lidt at sige om alle vigtige aspekter af livet, men Mariama Bâ er mere nuanceret end jeg husker Gibran som.

Det er en roman, der holder det nye op ved siden af det gamle, der bevæger sig og trækker vejret, en fortælling der indeholder mere på 90 sider end mange andre bøger gør på 600.

“Who Fears Death” af Nnedi Okorafor

Who Fears Death af Nnedi Okorafor, org. udgivet: 2010, DAW Books. English review.

who fears death

Hvis du nogensinde har ønsket dig en Afrikansk fantasy og sci-fi inspireret (gen)skabelsesmyte, så har du fundet den.

Who Fears Death er historien om skellet mellem to folkeslag: Okeke folket, der er helt mørke, og Nuru folket, der er meget lysere i huden (de politiske undertoner er mange og nuancerede hele vejen igennem bogen). Nuruerne hersker over Okeke folket, bruger dem som slaver og er i gang med at udrydde dem systematisk i den tro at de ikke fortjener at leve, at Nuruerne er de ægte ledere af verden, ganske som “The Great Book” fortæller. The Great Book er en samling af fortællinger og myter om verdens skabelse. En postapokalyptisk bibel, hvis ord bliver taget for sandhed.

Onyesonwu, hovedpersonen, er et barn af voldtægt. Hendes mor Najeeba, en Okeke kvinde, blev voldtaget af en Nuru, og mens hun bevæger sig ud i ørkenen for at dø, opdager hun at hun er gravid. Hun holder sig i live for sit barn. Onye bliver født, hun er Ewu, en blanding mellem Okeke og Nuru, med en gylden hud og et udseende, der adskiller sig markant fra både Okeke og Nuru. Hun er for evigt anderledes fra alle andre, genkendelig hvor end hun kommer, et socialt udskud. Alligevel starter de et liv i Jwahir, en lille by i ørkenen, befolket af Okeke, og selvom hun får venner, møder en anden Ewu, Mwati, så er hun altid anderledes. På mere end ét punkt,

Det viser sig at Onye også behersker magi – og at hendes skæbne er større end hun nogensinde kunne forestille sig.

Det lyder måske som en generisk beskrivelse, men den her roman overraskede mig med sin evne til at tage kendte konventioner (som fx “the chosen one”) og vende dem på hovedet. At inkludere dem, men aldrig helt som forventet, altid med et progressivt, undergravende twist.

Og selvom den foregår i en postapokalyptisk fremtid (hvilket romanen godt kunne have brugt lidt mere tid på at gøre klart), så er der klare paralleller til den racisme, kolonialisme, folkedrab og ekstremt presserende sociale problemer, som vi kender fra vores egen historie, endda vores egen nutid. Den sætter dem på spidsen, tager dem og bruger dem til at styrke sit narrativ, for at give det vægt, og væve det ind i en drøm, hvor magi og profetier er en realitet – og hvor det er en fremmedgjort, hadet, Ewu kvinde, en kvinde født af vold og magt, der har evnen til at hele verden, til at redde den. Det elskede jeg. Men forandringen af menneskets natur kommer ikke uden en pris. Ønsket om at redde et helt folk fra den uvidenhed, dumhed og det had ét folk kan nære for et andet, uden grund, kan meget vel koste din sjæl, din liv, alle dem du elsker.

På mange måder er det en roman, der nægter at gøre, hvad man forventer den vil gøre. Den vil ikke passe ind under konventioner, den vil ikke leve op til en bestemt form. Den vil fortælle sin historie, unik som den er, og insistere på at vise os dens rødder og hæve sig over dem. Det er en genfortælling af en historie, vi har hørt utallige gange før, men en genfortælling, der gør mere end bare at fortælle: den ændrer. Den ændrer vores syn, vores forestillinger og vores forventninger.

Den havde nuance, kompleksitet og forfriskende nok meget lidt behov for at forklare alting. Den kunne måske godt have forklaret enkelte ting lidt bedre, men i sidste ende var det en af styrkerne. Den gav os et univers, som ligner vores eget, men er forandret. Den fortæller os ikke hvor den forandring kommer fra – den giver os samme forklaring, som karaktererne i bogen tror på; den mytiske skabelse af verden, hvor det ene folk rejser sig fra skyggen og det andet sendes fra stjernerne, det ene hævet over det andet. Men er det sandheden?

Den giver os en genfortælling af skabelsen. Onye rejser med sine venner ud i ørkenen i et forsøg på at forandre historiens gang, for at redde deres folk, og søge deres skæbne. Samtidigt er den et portræt af en livsstil, der er meget fjern fra min egen vestlige livsstil, af karakterer som på trods af en episk skæbne, stadig blot er mennesker, der elsker, frygter, håber, græder og ler. Dens fokus på det humane, på det almentmenneskelige i midten af en ørken af magi, fungerede virkelig godt.

Det var enkelte ting, som romanen kunne have gjort bedre. Jeg ville ønske den havde brugt lidt mere tid på at bygge sin verden op og forklare den til os, og at den fulgte lidt mere op på løse ender. Men det er småting, og slutningen er stærk.

Who Fears Death er et udtryk for hvor magtfulde historier kan være, og hvor meget det betyder, hvilke myter vi holder fast i, hvordan de fortælles og hvordan vi forstår dem. Og hvad vi er villige til at gøre for at ændre de historier vi tror på, og den realitet de afføder.

“Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan, oversætter: Elin Lassen, People’s Press, org. udgivet: 2011, English review.

DSC_0577

Den her roman blæste mig totalt omkuld. Den tog mig i sine hænder, rykkede rundt på mine knogler, omrokerede min sjæl. Den rørte mig, hele vejen igennem. Det første kapitel er stadig noget af det smukkeste, mest opsigtsvækkende jeg nogensinde har læst.

Min mor var blå, en blegblå og askefarvet nuance, hænderne underligt mørkere end ansigtet, da jeg fandt hende hjemme hos sig selv den januarmorgen. Hænderne som plettet af blæk ved fingerleddene. Min mor havde været død i flere dage.

Delphine de Vigan tager til sin mors lejlighed efter at have forsøgt at få kontakt til hende i over en dag. Hun finder hende død. Hun har været død i flere dage. I løbet af  den voldsomme sorgproces der følger, beslutter de Vigan sig for at skrive en bog om sin mor. Hun er ikke sikker på, hvordan bogen skal se ud, hvad den skal indeholde eller hvilken form den skal tage. Men skrives det skal den. Hun interviewer morens søskende (dem som er tilbage), hun taler med venner, hun læser gamle tekster moren har skrevet, tekster og optagelser fra andre steder. Hun ved stadig ikke, hvordan hun skal tage fat på at skrive om hende, selv da hun begynder at skrive, virker det som om hun ikke ved, hvad hun er ved at skrive. Vi følger hendes mor, Luciles, liv og de Vigans desperate skriveproces, side om side.

Alt må vige for natten er et slags vidnesbyrd, hvor de Vigan forsøger at bære vidne til sin mors liv, på godt og ondt. Det er også fiktion. Kapitlerne er enten fiktionaliserede versioner af morens barndom og senere liv, eller de Vigans kommentarer på bogen, hendes egen skriveproces og de bekymringer, tanker og den tvivl hun har haft gennem det hele. Først et godt stykke inde i romanen skriver hun, hun endelig ved hvad pointen med romanen er: det er at komme helt tæt på.

De Vigan ved at hun ikke kan beskrive fortiden som den var, at hun ikke kan fortælle om morens barndom og liv objektivt. Samtidigt holder hun fast i behovet for at finde frem til en sandhed, om så den er subjektiv. En sandhed om hvem moren, Lucile, var. Specifikt hvem hun var for de Vigan, og hvem hun, i løbet af romanen og de Vigans problemer med at skrive den, bliver til.

Romanen er én lang refleksion, over det at skrive, over det at skrive om noget så sårbart, så skrøbeligt, så smerteligt som en mor som hendes. For Luciles liv var ikke let, det var fyldt med sorg, smerte, sygdom, mentale problemer, psykoser og indlæggelser. Men også en form for lykke, også øjeblikke af glæde. Lucile var både strålende, smuk og i live, men også konstant på kanten af en afgrund, altid klar til at hoppe i, til at sige farvel, til at gøre det forbi.

Det er en roman om, hvor meget det kan koste at leve et liv, virkelig leve det. Hvor meget vi mister på vejen, hvor lidt der skal til, før verden falder sammen omkring os, og den kraftanstrengelse det kan være at samle os selv op, velvidende det, os selv, måske er det eneste vi nogensinde vil formå at samle op igen. Alt andet er måske gået tabt. Jeg siger “os”, men det er ikke en historie om “os”. Det er historien om et menneske, om to mennesker, flere mennesker, om Lucile, om Delphine, om en familie fuld af hemmeligheder, tragedier og sorg.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvor dybt et indtryk den her roman gjorde – og stadig gør – på mig. De Vigans frygtløse, hudløst ærlige refleksioner om, hvad den her roman skal, bør og kan gøre, hvor meget den koster hende at skrive, hvor lidt hun kan lægge den fra sig. Det er ikke bare historien om et menneske, men om det at lære det menneske at kende, at turde åbne op for noget, der ikke kan lukkes igen, længe efter det menneske er væk, der kunne lindre smerten.

Alt må vige for natten er ikke en fiktionaliseret version af moderens liv – indimellem er den, men den vender altid tilbage til tvivlen. Til de tusind spørgsmål der opstår, ikke bare om hvem hendes mor var, men om hvad det vil sige at fortælle et andet menneskes historie, og den effekt det kan have på dem, som stadig er tilbage.

Luciles liv – og de Vigans også – er et liv fyldt med ufattelig smerte og desperation. Men også med lys, skønhed og kærlighed. Og mest af alt barmhjertighed. Barmhjertighed over for det ufuldstændige, komplicerede og sårede menneske Lucile var, og som de Vigan også selv er. Det er en søgen efter forståelse, som er det tætteste, måske, vi kan komme på sandheden om et andet menneske.

Med forståelsen kommer tilgivelsen, respekten, forløsningen.

Læs den her bog.

(Bog 2 i The Summer of Reading Women).

“Simon vs The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli

Simon vs. The Homo Sapiens Agenda af Becky Albertalli, 2015, Penguin, English Review.

DSC_0539

At læse den her bog føltes rigtig meget som at blive forelsket (og jeg er lidt forelsket i den). Jeg elskede hvert sekund det tog mig at læse den. Den mindede mig om alle de fantastiske og rædsomme følelser man oplever, når man falder for en person. De svedige håndfalder, det voldsomt bankende hjerte, det faktum at man ikke kan fokusere på andet end én person, at hele ens univers reduceres til den persons eksistens.

Siden jeg blev færdig med den har jeg nærmest ikke lavet andet end at tænke på den. Lige nu ville jeg sådan ønske jeg kunne læse den igen for første gang. Jeg ved ikke præcis, hvad det er ved den, der var så perfekt for mig. Måske lidt af det hele.

Den handler om Simon, der efter at have svaret på en Tumblr post, begynder en anonym email korrespondence med en fyr han kalder Blue. Han ved ikke hvem Blue er, Blue ved ikke hvem han er, men de ved, de går på samme High School, og at de begge to er homoseksuelle. Langsomt, mens de deler deres liv, erfaringer og drømme med hinanden, falder Simon for Blue – og måske falder Blue også for Simon?

Så snart jeg satte mig ned vidste jeg, at jeg ikke ville rejse mig igen, før jeg havde fundet ud af hvem Blue var, og det gjorde jeg heller ikke. Det var ikke en bog jeg havde lyst til at lægge fra mig, heller ikke selvom jeg egentlig burde have rettet min eksamen igennem en sidste gang. Jeg var fuldstændig opsplugt af Simon og Blue.

En del af charmen ved bogen er klart nostalgi. Jeg har tilbragt mange timer med at tale med fremmede på nettet (der senere blev knap så fremmede og mange af dem er jeg stadig venner med idag). Nogle af dem flirtede jeg med, enkelte følte jeg, jeg blev forelsket i, og en enkelt af dem kaldte (og kalder jeg stadig) indimellem Bloo eller Blue. Hvad er chancen?

Så følelsen af at ens liv pludselig ikke handler om meget andet end manisk at checke sin email, og håbe på man har fået svar, den genkendte jeg fuldstændigt. Og jeg blev mindet om den intimitet og ærlighed, der kommer af at skrive med en person, man ikke rigtigt kender, og som man ikke sidder overfor. Man deler meget mere af sig selv end man ellers ville have gjort, og man gør det mere hudløst. Det kan godt være den anden ikke kan røre, se eller høre dig, men man er tilstede på så mange andre lige så vigtige måder. Man har givet dem en del af sig selv; en del de kan beholde for evigt, for nettet glemmer aldrig.

Derudover har bogen et fantastisk cast af karakterer. Jeg elsker både Simon og Blue, men også Simons venner, Nick, Abby og Leah. Jeg elsker Simons familie – specielt fordi den mindede mig lidt om min egen med deres easy-going attitude til de fleste ting. Jeg elskede også at bogen tog ting som det at komme ud til sine forældre, venner og bekendte op. For det er virkelig ikke let, og det er ikke noget andre skal bestemme; man skal selv have lov at vælge, hvem, hvornår og hvordan. Jeg synes den håndterede alle de ting elegant, den tog dem alvorligt, men uden at overdrive.

Mest af alt så er den her bog bare så fucking sød og fuld af varme. Jeg bliver så glad af at tænke på den. Jeg bliver ved med at slå op i den og genlæse mine yndlingssteder. Den gør mig bare latterligt glad. Den er også lidt hjerteskærende, men mest af alt er den en påmindelse om alt det fantastiske ved at være forelsket, ved at åbne sig for verden og ved at vokse op, bare en lille smule.

En fabelagtig sommerbog og klart en af de bedste bøger jeg har læst i år. Den var perfekt til mig. Helt perfekt.

Gid en eller anden må lave den til en film.

Summer of Reading Women 2016

DSC_0532

Sidste år deltog jeg i udfordringen “Summer of Reading Women” som en del af gruppen 500 Great Books By Women på goodreads. Det går ud på at læse bøger af kvindelige forfattere i løbet af sommeren – dog behøver man ikke udelukkende læse kvindelige forfattere, ideen er blot at man læser flere bøger af kvinder end man ellers ville. I år har de ikke samme udfordring, men 2016 er i stedet “the year of reading women of color”, som jeg også lige er begyndt at deltage i, så flere af bøgerne på min sommerliste er af WoC forfattere (de er markeret med en *). Ideen her er selvfølgelig at man får læst mere diverst end man plejer, og det har også sendt mig på en rejse ud på nettet og i boghandlere for at finde bøger, der ville passe. I kan finde gruppen og udfordringen/projektet her.

Jeg har dog tænkt mig selv at lave en “summer of reading women”, som kommer til at gå fra i dag, d. 16 Juni til d. 16 September, så cirka 3 måneder. Jeg har tænkt mig primært at læse bøger af kvinder, da jeg har gang i et længerevarende projekt, der handler om at jeg skal have læst lige så mange bøger af kvinder, som af mænd. Lige nu er det meget ujævnt fordelt; jeg har læst 333 bøger af mænd og 168 bøger af kvinder. Så det kræver lidt dedikation, hvis jeg vil skabe balance.

I er velkomne til at deltage med mig, bare en lille smule! Jeg bruger hashtagget #SoW16 og #SummerofWomen16 på twitter og instagram, så I er meget velkomne til at tagge alle de bøger I læser af kvinder med det, ligemeget om I er med eller ej. Så kan jeg få lidt inspiration!

Min liste består af alle mulige forskellige slags bøger. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem jeg når igennem, og jeg ender sikkert med at læse en del, der ikke er på listen. Sidste år nåede jeg igennem 18 bøger, tror jeg. Jeg har en del flere planer i år, så jeg har sandsynligvis puttet flere bøger på den her liste end jeg med rette kan nå igennem. Vi må se! Foreløbig ser den således ud:

  1. H is for Hawk – Helen Macdonald
  2. Simon Vs. The Homo Sapiens Agenda – Becky Albertalli
  3. Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
  4. Who Fears Death – Nnedi Okorafor-Mbachu*
  5. Binti – Nnedi Okorafor-Mbachu*
  6. Eichmann in Jerusalem – Hannah Arendt
  7. Human Acts – Han Kang*
  8. The Vegetarian – Han Kang*
  9. The Memory of Love – Aminatta Forna*
  10. So Long a Letter – Mariama Bâ*
  11. Mambo in Chinatown – Jean Kwok*
  12. Midnight Robber – Nalo Hopkinson*
  13. The Earthsea Quartet – Ursula Le Guin
  14. Jonathan Strange and Mr. Norrell – Susanna Clarke
  15. A Breath of Life – Clarice Lispector
  16. The Secret History – Donna Tartt
  17. The Girl Who Soared Over Fairyland – Catherynne Valente
  18. Forbandede Kærlighed (Ugly Love) – Colleen Hoover
  19. War’s Unwomanly Face – Svetlana Alexievich
  20. Hvor intet bryder vinden – Leonora Christina Skov

Jeg glæder mig! Jeg fik ferie i går (endelig), så nu er det bare med at komme igang, og få læst nogle fantastiske bøger i det gode (eller indimellem knap så gode) vejr. God sommer til jer alle sammen 🙂

Top 15 LGBT+ Books

a gentleness that comes,
not from the absence of violence,
but despite the abundance of it
– Richard Siken, from Crush

DSC_0528

In honor of Pride month and the recent horrific Orlando shooting, where a gunman opened fire in a gay club and killed at least 50 and injured 50+ people, I’ve compiled a list of the very best LGBTQ+ books I’ve read. I remember the first time I held hands with a girl walking down a public street. It was late at night, and I never thought it would be so frightening, but it was. I felt an honest, bone-deep fear. I was afraid someone would say something, do something, try to hurt us or yell slurs. I couldn’t even enjoy the fact that I was walking there with a lovely, beautiful girl. I wish the world was a safer place than it is, but one of the ways to ensure it’s made safe for future generations is through understanding. And what better way to understand another human being than through art? What better way to show how different and yet alike we are? What better way to tell beautiful stories about love, hope and life?

So here, in no particular order, are the fifteen best LGBTQ+ books I’ve ever read, and of course I recommend every single one of them. I promise you’ll find something among these that you’ll love:

  1. The Color Purple by Alice Walker
  2. Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe  by Benjamin Alire Sáenz
  3. Crush by Richard Siken
  4. Call Me By Your Name by André Aciman
  5. At Swim, Two Boys by Jaime O’Neill
  6. Carol by Patricia Highsmith
  7. Oranges Are Not The Only Fruit by Jeanette Winterson
  8. The Vintner’s Luck by Elizabeth Knox
  9. Brokeback Mountain by Annie Proulx
  10. The Art of Being Normal by Lisa Williamson
  11. The Song of Achilles by Madeline Miller
  12. Honey Girl by Lisa Freeman
  13. Nightwood by Djuna Barnes
  14. Salvation Army – Abdellah Taïa
  15. Emma, Emma – Ida Holmegaard

    And a secret 16th one:
  16. The Left Hand of Darkness by Ursula Le Guin (because it questions gender in such a beautiful way – talk about being genderfluid!)

These books span so many genres, and present so many captivating realities. And most of them are perfect summer reading too. Do you have any good recommendations not on the list? Or a LGBTQ+ book you’re dying to read?

Personally I plan on reading Simon Vs. The Homosapiens Agenda this summer, and I’d love to read more books with bisexual and asexual characters. A book I didn’t include is The Readers of Broken Wheel Recommend, because honestly everyone’s pretty straight, but it did include the very first openly bisexual character I’ve encountered in literature. The word bisexual was actually used.

I’d love to hear your recommendations in the comments or on twitter/instagram etc., nothing like stories to be reminded the world is full of light if you look in the right places.