“Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan, oversætter: Elin Lassen, People’s Press, org. udgivet: 2011, English review.

DSC_0577

Den her roman blæste mig totalt omkuld. Den tog mig i sine hænder, rykkede rundt på mine knogler, omrokerede min sjæl. Den rørte mig, hele vejen igennem. Det første kapitel er stadig noget af det smukkeste, mest opsigtsvækkende jeg nogensinde har læst.

Min mor var blå, en blegblå og askefarvet nuance, hænderne underligt mørkere end ansigtet, da jeg fandt hende hjemme hos sig selv den januarmorgen. Hænderne som plettet af blæk ved fingerleddene. Min mor havde været død i flere dage.

Delphine de Vigan tager til sin mors lejlighed efter at have forsøgt at få kontakt til hende i over en dag. Hun finder hende død. Hun har været død i flere dage. I løbet af  den voldsomme sorgproces der følger, beslutter de Vigan sig for at skrive en bog om sin mor. Hun er ikke sikker på, hvordan bogen skal se ud, hvad den skal indeholde eller hvilken form den skal tage. Men skrives det skal den. Hun interviewer morens søskende (dem som er tilbage), hun taler med venner, hun læser gamle tekster moren har skrevet, tekster og optagelser fra andre steder. Hun ved stadig ikke, hvordan hun skal tage fat på at skrive om hende, selv da hun begynder at skrive, virker det som om hun ikke ved, hvad hun er ved at skrive. Vi følger hendes mor, Luciles, liv og de Vigans desperate skriveproces, side om side.

Alt må vige for natten er et slags vidnesbyrd, hvor de Vigan forsøger at bære vidne til sin mors liv, på godt og ondt. Det er også fiktion. Kapitlerne er enten fiktionaliserede versioner af morens barndom og senere liv, eller de Vigans kommentarer på bogen, hendes egen skriveproces og de bekymringer, tanker og den tvivl hun har haft gennem det hele. Først et godt stykke inde i romanen skriver hun, hun endelig ved hvad pointen med romanen er: det er at komme helt tæt på.

De Vigan ved at hun ikke kan beskrive fortiden som den var, at hun ikke kan fortælle om morens barndom og liv objektivt. Samtidigt holder hun fast i behovet for at finde frem til en sandhed, om så den er subjektiv. En sandhed om hvem moren, Lucile, var. Specifikt hvem hun var for de Vigan, og hvem hun, i løbet af romanen og de Vigans problemer med at skrive den, bliver til.

Romanen er én lang refleksion, over det at skrive, over det at skrive om noget så sårbart, så skrøbeligt, så smerteligt som en mor som hendes. For Luciles liv var ikke let, det var fyldt med sorg, smerte, sygdom, mentale problemer, psykoser og indlæggelser. Men også en form for lykke, også øjeblikke af glæde. Lucile var både strålende, smuk og i live, men også konstant på kanten af en afgrund, altid klar til at hoppe i, til at sige farvel, til at gøre det forbi.

Det er en roman om, hvor meget det kan koste at leve et liv, virkelig leve det. Hvor meget vi mister på vejen, hvor lidt der skal til, før verden falder sammen omkring os, og den kraftanstrengelse det kan være at samle os selv op, velvidende det, os selv, måske er det eneste vi nogensinde vil formå at samle op igen. Alt andet er måske gået tabt. Jeg siger “os”, men det er ikke en historie om “os”. Det er historien om et menneske, om to mennesker, flere mennesker, om Lucile, om Delphine, om en familie fuld af hemmeligheder, tragedier og sorg.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvor dybt et indtryk den her roman gjorde – og stadig gør – på mig. De Vigans frygtløse, hudløst ærlige refleksioner om, hvad den her roman skal, bør og kan gøre, hvor meget den koster hende at skrive, hvor lidt hun kan lægge den fra sig. Det er ikke bare historien om et menneske, men om det at lære det menneske at kende, at turde åbne op for noget, der ikke kan lukkes igen, længe efter det menneske er væk, der kunne lindre smerten.

Alt må vige for natten er ikke en fiktionaliseret version af moderens liv – indimellem er den, men den vender altid tilbage til tvivlen. Til de tusind spørgsmål der opstår, ikke bare om hvem hendes mor var, men om hvad det vil sige at fortælle et andet menneskes historie, og den effekt det kan have på dem, som stadig er tilbage.

Luciles liv – og de Vigans også – er et liv fyldt med ufattelig smerte og desperation. Men også med lys, skønhed og kærlighed. Og mest af alt barmhjertighed. Barmhjertighed over for det ufuldstændige, komplicerede og sårede menneske Lucile var, og som de Vigan også selv er. Det er en søgen efter forståelse, som er det tætteste, måske, vi kan komme på sandheden om et andet menneske.

Med forståelsen kommer tilgivelsen, respekten, forløsningen.

Læs den her bog.

(Bog 2 i The Summer of Reading Women).

Advertisements

6 thoughts on ““Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s