“Who Fears Death” af Nnedi Okorafor

Who Fears Death af Nnedi Okorafor, org. udgivet: 2010, DAW Books. English review.

who fears death

Hvis du nogensinde har ønsket dig en Afrikansk fantasy og sci-fi inspireret (gen)skabelsesmyte, så har du fundet den.

Who Fears Death er historien om skellet mellem to folkeslag: Okeke folket, der er helt mørke, og Nuru folket, der er meget lysere i huden (de politiske undertoner er mange og nuancerede hele vejen igennem bogen). Nuruerne hersker over Okeke folket, bruger dem som slaver og er i gang med at udrydde dem systematisk i den tro at de ikke fortjener at leve, at Nuruerne er de ægte ledere af verden, ganske som “The Great Book” fortæller. The Great Book er en samling af fortællinger og myter om verdens skabelse. En postapokalyptisk bibel, hvis ord bliver taget for sandhed.

Onyesonwu, hovedpersonen, er et barn af voldtægt. Hendes mor Najeeba, en Okeke kvinde, blev voldtaget af en Nuru, og mens hun bevæger sig ud i ørkenen for at dø, opdager hun at hun er gravid. Hun holder sig i live for sit barn. Onye bliver født, hun er Ewu, en blanding mellem Okeke og Nuru, med en gylden hud og et udseende, der adskiller sig markant fra både Okeke og Nuru. Hun er for evigt anderledes fra alle andre, genkendelig hvor end hun kommer, et socialt udskud. Alligevel starter de et liv i Jwahir, en lille by i ørkenen, befolket af Okeke, og selvom hun får venner, møder en anden Ewu, Mwati, så er hun altid anderledes. På mere end ét punkt,

Det viser sig at Onye også behersker magi – og at hendes skæbne er større end hun nogensinde kunne forestille sig.

Det lyder måske som en generisk beskrivelse, men den her roman overraskede mig med sin evne til at tage kendte konventioner (som fx “the chosen one”) og vende dem på hovedet. At inkludere dem, men aldrig helt som forventet, altid med et progressivt, undergravende twist.

Og selvom den foregår i en postapokalyptisk fremtid (hvilket romanen godt kunne have brugt lidt mere tid på at gøre klart), så er der klare paralleller til den racisme, kolonialisme, folkedrab og ekstremt presserende sociale problemer, som vi kender fra vores egen historie, endda vores egen nutid. Den sætter dem på spidsen, tager dem og bruger dem til at styrke sit narrativ, for at give det vægt, og væve det ind i en drøm, hvor magi og profetier er en realitet – og hvor det er en fremmedgjort, hadet, Ewu kvinde, en kvinde født af vold og magt, der har evnen til at hele verden, til at redde den. Det elskede jeg. Men forandringen af menneskets natur kommer ikke uden en pris. Ønsket om at redde et helt folk fra den uvidenhed, dumhed og det had ét folk kan nære for et andet, uden grund, kan meget vel koste din sjæl, din liv, alle dem du elsker.

På mange måder er det en roman, der nægter at gøre, hvad man forventer den vil gøre. Den vil ikke passe ind under konventioner, den vil ikke leve op til en bestemt form. Den vil fortælle sin historie, unik som den er, og insistere på at vise os dens rødder og hæve sig over dem. Det er en genfortælling af en historie, vi har hørt utallige gange før, men en genfortælling, der gør mere end bare at fortælle: den ændrer. Den ændrer vores syn, vores forestillinger og vores forventninger.

Den havde nuance, kompleksitet og forfriskende nok meget lidt behov for at forklare alting. Den kunne måske godt have forklaret enkelte ting lidt bedre, men i sidste ende var det en af styrkerne. Den gav os et univers, som ligner vores eget, men er forandret. Den fortæller os ikke hvor den forandring kommer fra – den giver os samme forklaring, som karaktererne i bogen tror på; den mytiske skabelse af verden, hvor det ene folk rejser sig fra skyggen og det andet sendes fra stjernerne, det ene hævet over det andet. Men er det sandheden?

Den giver os en genfortælling af skabelsen. Onye rejser med sine venner ud i ørkenen i et forsøg på at forandre historiens gang, for at redde deres folk, og søge deres skæbne. Samtidigt er den et portræt af en livsstil, der er meget fjern fra min egen vestlige livsstil, af karakterer som på trods af en episk skæbne, stadig blot er mennesker, der elsker, frygter, håber, græder og ler. Dens fokus på det humane, på det almentmenneskelige i midten af en ørken af magi, fungerede virkelig godt.

Det var enkelte ting, som romanen kunne have gjort bedre. Jeg ville ønske den havde brugt lidt mere tid på at bygge sin verden op og forklare den til os, og at den fulgte lidt mere op på løse ender. Men det er småting, og slutningen er stærk.

Who Fears Death er et udtryk for hvor magtfulde historier kan være, og hvor meget det betyder, hvilke myter vi holder fast i, hvordan de fortælles og hvordan vi forstår dem. Og hvad vi er villige til at gøre for at ændre de historier vi tror på, og den realitet de afføder.

Advertisements

One thought on ““Who Fears Death” af Nnedi Okorafor

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s