Litterært Stævne på Krabbesholm Højskole (dag 3-5)

Onsdag d. 13/7

Onsdag formiddag var ret afslappet, og jeg brugte det meste af den på at sove. Ikke fordi jeg ikke havde sovet nok, var bare så sindssygt træt alligevel. Det der med at skulle tænke, lytte, forstå og deltage hele dagen er lidt hårdt for kroppen i længden.

Efter frokost tog vi tilgengæld på tur! Vi var på St. St. Blicher tur med Knud Sørensen som guide. Vi startede med at køre i bus til et mindre, hyggeligt Blicher museum. På vejen derud fortalte Knud Sørensen om Blichers liv, forfattervirke og små anekdoter om de steder vi kørte forbi, der havde med Blicher at gøre. Jeg har aldrig selv læst Blicher, og ved meget lidt om ham, så hele turen var vældigt informativ og vakte en ret stor interesse for Blicher hos mig. Specielt fordi han, udover at være en dygtig forfatter, virker til at have været forholdsvist progressiv i sine ideer og holdninger. Han mente f.eks. ikke at man skulle straffe “faldne kvinder”, men i stedet hjælpe dem med at komme på fode igen, og da der blev udgivet en tekst mod jøderne skrev Blicher tilbage og gendrev deres argumenter. Hans kone var ham dog utro (på hans fødselsdag!) og han forviste hende til Randers, men måtte se i øjnene han ikke kunne undvære hende og så kom hun tilbage igen. Museet vi besøgte havde en ret tilfældig samling af Blicher genstande, men havde tilgengæld en rigtig fin fugelsamling, og havde stillet alle fuglene fra Blichers digtsamling “Trækfuglene” op ved siden af deres dertilhørende digt. Jeg talte kort med Asger Schnack senere og spurgte hvor man skulle starte med Blicher. Han roste Trækfuglene til skyerne, som noget af det bedste danske poesi nogensinde. Blichers Fragmenter fra en landsbydegns dagbog var også et must-read, og derefter Hosekræmmeren. Med de tre burde man være dækket ind, og så er det jo bare at komme igang.

Denne samtale fandt sted eftet Asger Schnacks foredrag. For han var nemlig på højskolen for at fortælle lidt om Jens August Schade – hvilket han gjorde ganske fremragende. Jeg ved heller intet om Schade (der tegner sig et billede af et ret stort hul i min viden om dansk litteratur). Schnack fortalte om forfatterskabet, læste højt, og gav mig mere end noget andet lyst til at læse Schade lige nu og her. For Schade er himlen både på jord og i himlen. Den kan findes begge steder, ér begge steder. Hvilken smuk tanke, hvilken vision. Schnack kastede også om sig med referencer og anbefalinger og jeg gjorde mit bedste for at skrive dem nedog huske dem. Der blev blandt andet sagt at Schades eneste værdige efterfølger er F. P. Jac, og hvad kan man så gøre andet end at tænke “Ham må jeg også læse!”. Efter foredraget var der fernisering, da det hele er lidt i anledning af at Krabbesholm Højskole og Forlaget Gladiator har indgået et samarbejde om at udgive bøger af og om Schade (i en Schade serie), hvor af den første er blevet trykt på selve højskolen (og det samme vil ske for de andre). Så der var en udstilling om bl.a. bogen, som vi alle fik et eksemplar med hjem af, og hvor Asger Jorns illustrationer, der er inde i bogen, også var udstillet i større format. Der var også lidt udstilling om et andet af højskolen og forlagets ideer, nemlig Hundrede Manifester. Som er en bog sammensat af små tekster og billeder om det at skrive, at lave kunst osv. Dette var bind 1, og der skal selvfølgelig en dag være hundrede.

Jeg ville gå igang med at læse Schade med det samme, men bogen har simpelthen sider, man er nødt til at skære op! Jeg elsker den slags. Det er så gammeldags og giver følelsen af at man står med en ægte bog mellem hænderne. Hvilket er fjollet, for alle bøger er ægte, men hvis man er lidt en nørd i forhold til design, cover og bogens materialitet, så er det altså fantastisk. Den er så flot, og så hedder den “Den Himmelske Elskov Paa Jorden”. Helt ærligt. Jeg smelter.

DSC_0640-001

Sidst på aftenen sad jeg ved Gladiators bord med bøger man kunne købe, og Asger Schnack kom forbi og talte lidt. Egentlig fordi han fik lov at låne et sengetæppe af en af pigerne (det var lidt koldt udenfor), et sengetæppe hun havde med hjemmefra, sammen med sit eget håndklæde. Det var fantastisk, mente han, så havde man respekt for egen velvære. Så der sad han og talte med os om Blicher, om litteraturen, og specielt om Trækfuglene, som man virkelig bør læse. Han inviterede selv 32 digtere til at skrive deres egne versioner af digtene i en bog kaldet Ny Trækfuglene i 2014. Indimellem rejste han sig og i et forsøg på at få sengetæppet bedre rundt om skuldrene kastede han lidt rundt med det som en kappe.

Der blev spurgt om den bedste bog han nogensinde havde læst, og så sagde han J.P. Jacobsen. Faktisk har han for nylig lavet en top 3 på facebook over bedste danske bøger, og det var alle sammen J. P. Jacobsen. Vi spurgte ham også om han kunne anbefale nogle af Gladiators bøger, han svarede prompte “Altså, jeg har jo skrevet en af dem!”. Men udover hans egen bog, så anbefalede han os Min far er en tiger af Sara Roepstorff, Om Mørke af Josefine Klougart (en af os sagde “jeg synes den er lidt dyster” og Asger svarede “det synes bogen jo også selv”, ha), samlingen af Emil Bønnelycke historier i sandalserien (specielt Spartanerne), og så Henrik Bjelkes Hundrede Postkort fra Helvede. Så der var lidt fuldstændigt uofficielle anbefalinger.

DSC_0644

DSC_0638-001

Torsdag d. 14/7

Morgenen startede med oplæsning fra nogle af de undervisere, der er på kurset. Lars Frost lagde ud, efterfulgt af Kristina Nya Glaffey, og derefter Ida Marie Hede, der som den eneste vist læste op af nyt materiale. Efter en lille pause læste Josefine Klougart op, også af en ny tekst, og til sidst kom Andreas Pedersen, der debutterer med en bog på Gladiator til efteråret eller næste år – og som er en af underviserne på læseholdet. Det er altid fedt at høre dem læse op, både for at få et lille indblik i enten noget nyt de er igang med, eller få en idé om det de har skrevet, og måske få inspiration og lyst til at læse dem. Og, som jeg hørte et par af dem tale om, da jeg gik forbi dem bagefter, så er det rart for os kursister at have noget på underviserne, i den forstand at vi udlægger os selv (specielt dem på skrive og tegneholdene), uden måske at vide, hvad vores undervisere laver eller hvad de kan. Så det er rart også at se dem stå og læse højt fra deres forfatterskaber. Man føler også man kender dem lidt bedre bagefter.

Vi tilbragte eftermiddagen på læseholdet med at læse et par tekster af Ida Marie Hede (der underviser et af skriveholdene). Vi læste “Omstillingsdamen”, “Hullet”, og til sidst “Modehjerte”, der lige er kommet i det nyeste Texas Longhorn. Det var ret spændende, også fordi meget få af os faktisk havde læst noget af hende før, og fordi hendes tekster er ret vilde, og ikke altid så ligetil. Selv den af hendes tekster, det var lettest at “forstå” var stadig ret kompliceret at gå til. Hun skriver med kompleksitet og ambivalens, hvor meningen ikke står lysende klart, men må graves frem og der stadig ret tøvende. Det gav rigtig god mening at tale om dem med andre, for hvis jeg selv havde læst dem var jeg potentielt blevet meget frustreret.

Om aftenen kom Lilian Munk Rosing forbi og talte om Pixar og Lacan! Hvem skulle have troet de to ting passede sammen? Det handlede mere specifikt om hvordan Pixar i sine film tematisere spørgsmålet om hvad der animerer mennesket. Altså, hvad der driver os frem i livet – hvad vores sjæl, så at sige, er. Pixar giver forskellige bud. Rosing viste bl.a. et klip fra Ratatouille, hvor rotten, Remy, styrer mennesket Alfredos bevægelser, da denne ikke vil vågne op. Det bliver altså et billede på sjælen som en rotte; rotten som det sublime, der hæver sig op, men også sjælen som noget ekstrementalt, et affaldsdyr. Det er foreningen mellem højt og lavt, mellem det sublime og det ekstrementale. Jeg kunne nok godt nedskrive alle mine noter, men det ville aldrig blive helt så godt som Rosings foredrag. Hendes bog om emnet er lige udkommet, den hedder Pixar With Lacan: The Hysteric’s guide to animation og den gennemgår alle Pixars langfilm (pånær Brave) i forhold til Lacan. Jeg har lidt lyst til at læse den.

DSC_0654

DSC_0666

DSC_0667

DSC_0683

DSC_0691

Fredag d. 15/7

I dag, nu hvor jeg skriver dette, er det fredag. Om lidt er der samtale mellem Hans Otto Jørgensen og Halfdan Pisket om Piskets graphic novel trilogi (Desertør/Dansker/Kakerlak). Derefter er der værksted og i aften er der oplæsning, hvor de elever der har lyst, kan læse deres tekster op. Samtidigt med at det tegneholdet har arbejdet på bliver vist frem. Og så er der fest til sidst. Jeg skal desværre afsted i eftermiddag og med et fly mod Spanien på meditationsferie, så jeg kommer ikke til at være med. Det var ellers en af de bedste aftener sidste år.

Men det har igen i år været en fornøjelse at være med. Jeg er blevet en bedre læser, har mødt nogle fantastiske mennesker, blevet inspireret til at læse flere bøger, og har spist latterlig god mad. Ikke den værste måde at tilbringe sin sommerferie.

Advertisements

Litterært Stævne på Krabbesholm Højskole (dag 1+2)

DSC_0706

Jeg er lige nu på Krabbesholm Højskole på et kort kursus, der kører en enkelt uge. Det bliver holdt i samarbejde med Forlaget Gladiator, og første gang det blev afholdt var sidste år, hvor jeg også var med. Der er forskellige hold; to skrivehold, et læsehold og et tegnede fortællinger hold. Skriveholdene er for dem, der har egne tekster med, de gerne vil have respons på, mens læseholdet er for dem, der bare gerne vil blive bedre til at læse, og udvide deres litteratur repetoire. Tegnede fortællinger, ja, de tegner og arbejder meget hårdere end os andre med at få deres fortælling færdig. Jeg er på læseholdet, og det er jeg egentlig meget glad for.

Jeg vil fortælle lidt om at være med, både til dem der måske er interesserede og for mig selv. Lige nu er det torsdag morgen, så det her indlæg har været lidt undervejs, men det er svært at finde tid, vi laver så meget! Onsdag, torsdag og så i morgen, fredag, kommer i et senere indlæg.

Mandag d. 11/7

Mandag startede ud med at Hans Otte Jørgensen holdte et foredrag han kaldte “En anden kanon” om hans bog Horden. Horden består af 13 portrætter af forfattere, som på en eller anden måde er blevet overset eller ignoreret i forhold til det Moderne Gennembrud. Jeg er vildt fascineret af ideen om en alternativ kanon, og synes det er så vigtigt at vi går tilbage til gamle værker, revurderer deres position og betydning, og hiver de værker og forfattere frem i lyset, som af en eller anden grund er blevet overset. Som Hans Otto sagde, så er det oftest dem samfundet ikke vil kendes ved; kvinderne, de skøre og dem der ikke passer ind. Specielt var det fascinerende at høre ham fortælle om hvordan det på mange måder er Georg Brandes og dem som efterlignede hans stil, der er blevet hævet op, og dem som lavede deres egen stil, som fandt på nye måder at skrive, der blev gemt væk og forlagt. Patriarkiet var alt afgørende for hvem der fik lov at bedrive kunst, og selv når en bog skrevet af en kvinde blev rost, så var det for dens maskuline træk (eksemplet var Leonora Christines bog Jammersminde).

Mandag eftermiddag var der værksted, hvor vi på læseholdet læste “Pigen fra Hvorvarp” af Johannes V. Jensen, og “Karma Cowboy’s Common Prayer” af Dan Turéll. Jeg havde ikke læst teksterne før. Den første tekst ledte til en del debat om genre og forskellen på den biografiske jeg-fortæller og den fiktive jeg-fortæller, og indblik i Jensens blanding af reportage og lyrik i sin tekst. Digtet af Turéll synes jeg var virkelig fantastisk, og specielt de første par linjer var rammende:

Vær venlig mod dig selv, du er den eneste
af din slags
og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid
du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis – 
Vær venlig mod dig selv, du er den ene
hvis bløde finger trækker følelsens linie
fra brystvorte til kønshår

Ja, altså egentlig har jeg lyst til at citere hele digtet, men det ville nok ikke gå. Måske i et Poem of the Week indlæg engang. Det kan i hvert fald varmt anbefales at læse det på en dårlig dag, det er en meget fin påmindelse om hvor lidt, der egentlig skal til, for at ændre verden. Og så er det fascinerende at læse tekster i en gruppe på 10+ mennesker, hvor man blot bringer det op, der lige falder en ind. Der er så mange synsvinkler, så mange forskellige tolkninger, og måder at forstå de samme sætninger.

Om aftenen var der et foredrag ved Mathias Bredsdorf om identitet og det han kaldte “Forsvinderen”. Altså en person som langsomt forsøger at forsvinde væk fra sig selv og sin identitet, enten i fiktionen eller i det virkelige liv. Han talte bl.a. om Mikkel Thykier, der efter sin første udgivelse forsvandt fra mediernes søgelys, og som åbenbart den dag i dag ikke bryder sig om (på nogen måde) at blive billedligt identificeret. Og han talte om Samuel Beckett, der bruger meget af sit forfatterskab på at slette jeg’et fra fiktionen. Altså at give os et “hvad nu hvis”; hvad nu hvis jeg’et ikke var til stede, ikke var i centrum, hvad nu hvis der ingen konkret identitet er? Beckett er specielt optaget af mennesket som noget fragmenteret, noget der ikke kan holdes sammen og som falder fra hinanden. Det var et foredrag om noget af det fiktionen kan, nemlig at opstille en hypotese, og i dette tilfælde en hypotese om hvordan det er eller hvad det vil sige at eksistere før et jeg, før identiteten. Og før man bliver en del af et fællesskab, om så det er en familie, en nation eller noget andet. Der blev også pointeret til sidst at det at kunne forsvinde, at have lyst til at forsvinde, er et meget maskulint problem, fordi for at blive til ingen skal man først have været nogen, og det er svært for alle dem, samfundet ikke gider tage sig af til at starte med  – eller som samfundet forsøger at gemme væk, dem som må insistere på at være til (kvinderne, de syge, de skøre, “minoriteterne”).

Tirsdag d. 12/7

Dagen startede med en samtale mellem Halfdan Pisket og Nis-Christian Bredholt. Bredholt har for nylig udgivet sin første bog Freischwimmer på Gladiator, og det var primært den samtalen handlede om. På mit program står der de skulle samtale om “Gøgleren”, hvilket også kom op, dog var de begge ret uenige om hvorvidt personen i Bredholts bog er en gøgler figur eller ikke. Bredholts sygdom kom også op i samtalen, men primært ved at Halfdan insisterede på at det ikke er en sygdoms bog (og det er det heller ikke). Samfundet er ikke, som Halfdan pointerede, glade for de syge, de grimme, de dårlige og dem som ikke har en succeshistorie – altså dem som ikke kommer ud på den anden side af deres sygdom etc. Jeg talte også med et par andre kursister om det igår aftes; der er ingen medieværdi i dem som ikke kommer ud på den anden side. Det er det modsatte af at forsvinde, man må insistere på at eksistere som og blive set for mere end sin sygdom. For Freischwimmer er handler om noget andet. Jeg har dog ikke læst den endnu, selvom jeg lige har købt den. Men ud fra det Bredholt læste op, og det der blev fortalt, så tror jeg den handler om livet, og om kunsten. Og om at finde sig selv i den .

På læseholdet om eftermiddagen læste vi “En søndag morgen for to år siden” af Mogens Klitgaard, “Spader Es” af Gustav Wied, og “Det blaa baand” af Tove Meyer. De var alle nye tekster for mig, og alle sammen fremragende. Der var specielt debat over Wied teksten, der omhandler den alkoholiserede Bent, der sidder og taler med en ven (der siger meget lidt), om det han ser og har set i verden. Jeg synes det var en fantastisk morsom tekst, men som gav et meget sympatisk, og et næsten heroisk, billede af en skæv eksistens. Andre mente den kunne gå for at være satire, at Bent i sine vilde og skæve monologer afslørede sig selv som skør og tosset. Mens andre holdt på at der ikke er behov for at skrive satire om de eksistenser samfundet allerede ser ned på. Men også hvorvidt Bent kunne være en slags Dandy, en person med en arv og intet at lave, som så bare drikker det hele op. Jeg synes i sidste ende det var skarp og underfundig samfundssatire (men ikke satire af Bent, satire af alle os andre, der bare går og er almindelige). Tove Meyer digtet var også vildt smukt, og vi blev enige om at det var skrevet med en desperation, at det var et nærmest skingert opråb til at gøre noget. Det var et så spontant og instinktivt udfald mod en uretfærdig og håbløs situation at form, og det mere raffinerede og fine i forhold til stil, blev kastet bort, og det der er tilbage er den rå, ufiltrerede følelse.

Om aftenen var der et foredrag ved Kristan Bang Foss. Jeg havde meget lidt idé om, hvem han er, og hvad hans forfatterskab er for noget, men han kom og talte om og læste op fra sin nyeste bog Døden Kører Audi. Foss var ekstremt energisk og til stede på scenen. Han skiftede mellem at læse op, og fortælle lidt om de valg han havde truffet i bogen, hans skriveproces, og eksempler på virkermidler og hvordan han bygger en scene op. Han talte også om ophobning, eller hvordan han indimellem kaster så mange ting på én person, for at se hvor meget de kan bære – som at give karakteren Valdemar vildt mange forskellige sygdomme. Det var ret fascinerende, og så var det fucking morsomt. Foss skriver ikke morsomme bøger på den måde, men hans måde at læse scener op på, og hans blanding af det absurde og ganske normale var ret sjov. Jeg mindes da Lars Frost læste op af en af hans bøger sidste år, hvor det var meget samme oplevelse. Det er ikke fordi jeg tænker jeg selv ville sidde og grine, hvis jeg læste dem alene, men at høre dem blive læst højt med perfekt timing, tonefald osv., er virkelig en gave. Til sidst fortalte Foss hvordan Døden Kører Audi var baseret en smule på egne erfaringer. Den handler om Asger, der bliver handicaphjælper for Valdemar, der får den idé at han vil til Marokko for at mødes med en healer, så afsted kører de. Foss selv har været handicaphjælper, og skrev blandt anden ind i bogen det brændende ønske ham han hjalp havde for at komme ud af den by han boede i og et andet sted hen.

Man er meget træt efter sådan et par dage, mest fordi man hele tiden er på socialt, og så gerne vil tale med alle og være med til alt. Jeg går en masse små ture (selvom det regner en del) for at samle mig lidt. Her er udsigten over Skive fjord, som jeg nyder en del, specielt når den er mindre overskyet:

DSC_0618

“Midnight Robber” af Nalo Hopkinson

Midnight Robber af Nalo Hopkinson, originalt udgivet: 2000, 329 sider, Warner Books. English Review.

DSC_0587

Jeg er med i gruppen 500 Great Books By Women på goodreads og de er igang med en udfordring der hedder “The Year of Reading Women of Color”, som jeg besluttede at tage del i. Da jeg kunne komme på alt for få bøger af PoC forfatterinder, besluttede jeg mig for at google mig lidt frem. Det ledte mig til den her bog, der fangede mig fra første øjekast med sin titel og sin fantastiske forside.

Midnight Robber er en science-fiction og fantasy roman, der foregår på en anden planet, Toussaint, og i en atmosfære og et samfund, der virker nærmest Carribisk i stil. Hjertet af historien er den unge Tan-Tan, og hendes forældre. Hendes far kan ikke tilgive moren for hendes utroskab, og moren kan ikke tilgive faren for hans generelle ligegyldighed. Det ender i en forbrydelse, og Tan-Tan og hendes far, Antonio, flygter sammen til en anden planet. Planeten hedder New Half-Way Tree og er tilhørssted for de kriminelle, for mordere, for dem i eksil, for alle der er blevet smidt ud af samfundet på Toussaint. New Half-Way Tree består af utæmmet natur, magiske væsener taget direkte ude af myter, magi, og små samfund skabt af de mennesker, der lever på planeten. Det er så langt fra den behagelige, bekvemmelige hverdag Tan-Tan og Antonio er vant til, men de formår på trods alt at skabe sig et nyt liv.

Den første del var stort set som jeg havde forventet, hvor kun universet det foregik i var overraskende med sin innovation og friske blik på genren.

Derefter tog romanen en drejning jeg ikke havde set komme. Eller jeg så tegnene, men ignorerede dem, fordi jeg ikke troede den ville gå den retning. Det var ikke et dårligt twist, overhovedet, jeg havde bare ikke forventet det. Det ændrede fuldstændigt min forståelse af hvilken slags bog, jeg var i gang med at læse, og hvordan historien ville falde ud.

Det var ikke længere en adventure bog eller en legendarisk fortælling om hvordan Tan-Tan tæmmer denne vilde planet og dens befolkning af mordere og eksiler, og bliver til The Robber Queen – og så alligevel var det lidt det, det handlede om alligevel. Men mere end det så handlede det pludselig om at undslippe de dæmoner andre pålægger dig, at lære at tilgive sig selv, for det andre udsætter dig for, at slippe fri, og finde forløsning i at blive en anden. For Tan-Tan tvinges pludselig til at flygte fra sit nye liv og tilbage ud i junglen, hvor hun hjælpes af mytiske væsener, men uden at hun helt kan undslippe det liv hun har lagt bag sig.

Det er historien om hvordan Tan-Tan ikke blot skaber en legende, men også befrier sig selv fra det hun er blevet, fra smertefulde minder og igen finder sig til rette i sin egen krop.

Midnight Robber formår at bruge sine fantasy og sci-fi elementer på en måde, der ikke tager fra historien, men tilføjer til den i stedet. Hopkinson bygger et fascinerede, mystisk og mærkværdigt univers op, der dog hele tiden balanceres på en måde så det ikke bliver for overvældende eller urealistisk – jeg følte mig aldrig hægtet af eller fremmedgjort over for historien.

Og så er det en historie med stor følsesmæssig værdi og kompleksitet. Det er en historie, der er så vigtig at fortælle, og som her væves ind i et universe, der passer det perfekt. Der var enkelte elementer, der kunne være gjort bedre, og jeg ville ønske bogen i sidste ende havde været længere og brugt mere tid på sin anden halvdel end den gør. Men det var en spændende, og overraskende læseoplevelse, som jeg med lethed kan anbefale, specielt hvis man er interesseret i at læse lidt uden for sin comfort-zone.

(Bog 7 i The Summer of Reading Women.)

“Human Acts” af Han Kang

Human Acts af Han Kang, oversat af Deborah Smith, udgivet: 2014, 224 sider, Portobello Books. English Review.

DSC_0605

Han Kang er i disse dage på alles læber, da hun lige (sammen med sin oversætter Deborah Smith) har vundet Man Booker prisen for romanen The Vegetarian (som vist nok også oversættes til dansk i år). The Vegetarian regner jeg med at læse snarest, men Human Acts kom af en eller anden grund først på min liste. Jeg troede faktisk det var en ældre bog, men det viser sig den udkom i Januar i år, så den er helt, helt ny.

Og den er fantastisk. Helt igennem uovertruffen. Det er en fortælling, der er smuk, tragisk, medmenneskelig og forfærdelig – og forfærdelig vigtig. Det er en roman om et stykke Koreansk historie, der vidner om den brutalitet, ondskab og død et diktatur og militærregime kan medføre. Han Kang skriver med ekstrem empati, forståelse og en insisteren på at fortælle historien på en måde, der er ofrene værdige, og som ikke går på kompromis med detaljerne.

Den fik mig til at tænke på kroppen som en form for slagplads for revolution. Hvordan det første, der forsøges taget fra mennesker i et undertrykt samfund er kommunikation, muligheden for at bevæge sig frit, for at mødes med andre. De forsøger at undertrykke kroppen, og indskrænke muligheden for at bruge den til det, den er skabt til: at forbinde os til andre.

Og den fik mig til at tænke på kroppen som et form for vidnesbyrd. Ikke i den forstand at den kan bruges til at tale med, og dermed til at fortælle ens historie, men som en beholder. En beholder hvor minder, om det man har set og oplevet for evigt ligger gemt. Kroppen, den døde krop, som en katalysator for de minder, som et symbol på det menneskelige – som noget der enten kan misbruges eller helliggøres. Det er vigtigt at begrave mennesker ordentligt, fordi vi på den måde gør kroppen til mere end bare dødt kød; vi gør den til et udtryk for det sind, der beboede kroppen. Vi giver den mening, gør den menneskelig igen – vi gør den igen til en del af vores samfund og  vores liv, selvom personen aldrig kommer igen.

Kroppen er revolutionær, fordi den indeholder alt det alle magtfulde personer og regimer er bange for: at vi husker, at vi mindes, at vi forarges over det vi ser og kaster os med alt hvad vi har mod dem. Selv efter kroppen er slået ned, selv efter den er blevet misbrugt, tortureret, bøjet, knækket og ødelagt så voldsomt at det at eksistere i den selv efter smerten er forsvundet indebærer ubehag, afsky og psykisk smerte. Selv når kroppen er nedbrudt, selv når sindet giver op, så er det stadig en trussel. Det kan magthaverne ikke holde ud; tanken om at mennesket og dets krop så længe det lever, og selv efter det er dødt, er en trussel. Fordi det mindes. Eller bliver katalysator for minder.

At mindes de døde, de levende, fortiden, det er en revolution. En revolution man ikke kan stoppe. Menneskeligheden forsøger de undertrykkende altid at tage fra de undertrykte, og deres frygt kommer af at det er så forbandet svært, nærmest umuligt. At sindet altid indeholder mindet om en anden tid, at det altid har potentialet til at rejse sig igen.

Han Kang har skrevet en roman, der er poetisk, der hvisker sit budskab så insisterende at det føles som om det bliver skreget. Det er en roman, der bevidner det værste ved mennesket, og det, det værste medfører; nemlig mod, empati, tilgivelse og en endnu større menneskelighed. Det er en roman om sorg, om vold, om kærlighed og om de ting, vi mennesker gør og den effekt, de har på verden.

Jeg mener det helt alvorligt: læs den her bog.

DSC_0593

“Forbandede Kærlighed” af Colleen Hoover

Forbandede Kærlighed (originalt: Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet: 2014 Lindhart & Ringhof/Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0579

Jeg ved ikke specielt meget om New Adult genren, andet end at den virker til virkelig at have fået luft under vingerne de sidste par år (i hvert fald i mere mainstream, kommerciel forstand), og at Colleen Hoover ofte bliver nævnt i forbindelse med genren – for det meste i prisværdige vendinger.

Selv var jeg interesseret, da jeg blev ved med at se NA og Hoover dukke op, men usikker på om jeg nogensinde rigtig ville få læst noget af hverken hende eller genren generelt. Men det gjorde jeg så til sidst (takket være Lovebooks) og det er jeg egentlig meget glad for. Jeg ved ikke om jeg vil læse andet af Hoover efter den her, men kan meget godt lide genren!

Forbandede Kærlighed er historien om Miles og Tate, der tilfældigvis møder hinanden, da Tate flytter ind hos sin bror, Corbin i San Francisco. Miles bor i lejligheden lige over for deres, og selvom deres første møde er forholdsvist uheldigt, så viser det sig hurtigt at de meget, meget gerne vil lære hinanden bedre at kende. Så de starter et friends with benefits forhold, som på ingen måde – siger Miles – kan eller vil udvikle sig til at være mere end bare sex (sex, der er beskrevet ned til sidste hede detalje). Tate accepterer, men forelsker sig selvfølgelig alligevel. Hun får sit hjerte knust igen og igen, mens Miles forsøger at holde sig fra at falde for hende, det bliver en kamp mellem en insisterende kærlighed og fortidens skygger.

Hvorfor Miles er så afvisende over for ideen om kærlighed og et ægte forhold viser sig i hans baggrundshistorie, der fortælles i hvert andet kapitel. Der følger vi nemlig Miles og hans liv seks år før han møder Tate. Miles fortid var nok i sidste ende, hvad der reddede romanen for mig. Selvom jeg synes den er sexet, så fandt jeg Miles opførsel over for Tate lidt for ubehagelig til tider, med en grad af manipulation og legen med hendes følelser, der var uacceptabel (for mig, i det mindste!). Feministen i mig rejste sig, og havde svært ved at lægge sig igen. Men hans baggrund forklarer hvorfor han agerer så ubehageligt overfor hende, og den forklaring der gives er måske den eneste forklaring jeg ville have accepteret (selvom det stadig er uacceptabel opførsel – selv i fiktion).

Problemet er at hele ideen om, at hvis blot man bliver hos en mand længe nok så kan man “ordne” ham og så kan han lære at elske en, er fucking dum. For det er ikke rigtigt. Det fungerer kun på den her måde i fiktion, og jeg synes ikke man skal præsentere læsere for en verden hvor en mand kan opføre sig som Miles og så i sidste ende forvente at blive tilgivet. Det skal i hvert fald ikke være let, lige meget hvor god en “forklaring” han har på at være så følelsesmæssigt fucked up. Det undskylder det stadig ikke.

Men det er jo fiktion, og vi er kritiske læsere, der ikke bare blindt accepterer det vi læser som sandheden. Og Miles baggrundshistorie giver os en grund til hans opførsel, selvom han selvfølgelig aldrig skulle have indledt en forhold til at starte med, og hans historie knuste mit hjerte, og jeg græd. Så selvom jeg synes Tate skulle have sagt mere imod og være mere afvisende overfor ham, så fungerede historien jo i sidste ende. Og jeg synes det var god læsning.

Min største kritik er faktisk en kritik af en masse små ting.  For der var nogle ting, som jeg synes romanen godt kunne have gjort mere ud af. F.eks. studerer Tate til at blive anæstesisygeplejerske og arbejder i weekenden på et hospital, men hverken hendes studie eller hendes job bliver der gjort noget ud af. Vi følger hende aldrig nogen af stederne, vi ser hende kun når hun er sammen med Miles eller sin bror. Indtil der pludselig dukker to venner op, som vi aldrig har hørt om før, og som ikke nævnes igen senere, men som tjener det ene formål at gøre Miles jaloux. Det virkede en smule dovent. Der var bare en masse små detajler, som Hoover med lethed kunne have gjort mere ud af, og som ville have givet kapitlerne hvor vi følger Tate, samme dybde og realisme, som de kapitler der foregår i Miles fortid, hvor jeg følte detaljerne virkelig var på plads.

I sidste ende nød jeg dog bogen, selvom min feminisme blev ret stødt. Den her anmeldelse virker mere negativ end jeg egentlig føler den er, for jeg synes bogen var underholdende, og jeg var ret glad for det forhold man indimellem kan ane mellem Tate og Miles, hvor meget de end stritter imod.

Og så hedder bogen Forbandede Kærlighed. At forvente en dans på røde roser havde været dumt, og hvis den her bog gør én ting godt, så er det at vise de grimme, ubehagelige og voldsomme sider af kærligheden. Alt det vi drives til at gøre, sige, og udstå i kærlighedens navn, hvor meget det end river os i stykker. Samtidigt med den insistere på at kærligheden er en positiv ting, at den har en helende kraft.

I sidste ende handler det om at lade sig selv være lykkelig, at lukke de mennesker ind, som bringer lyset frem i os. Ligemeget hvor smertefuld fortiden er, så bør den aldrig blokere for fremtiden og det håb den bringer. Alt er muligt, så længe man tør elske igen.

(Bog 5 i The Summer of Reading Women)