Litterært Stævne på Krabbesholm Højskole (dag 1+2)

DSC_0706

Jeg er lige nu på Krabbesholm Højskole på et kort kursus, der kører en enkelt uge. Det bliver holdt i samarbejde med Forlaget Gladiator, og første gang det blev afholdt var sidste år, hvor jeg også var med. Der er forskellige hold; to skrivehold, et læsehold og et tegnede fortællinger hold. Skriveholdene er for dem, der har egne tekster med, de gerne vil have respons på, mens læseholdet er for dem, der bare gerne vil blive bedre til at læse, og udvide deres litteratur repetoire. Tegnede fortællinger, ja, de tegner og arbejder meget hårdere end os andre med at få deres fortælling færdig. Jeg er på læseholdet, og det er jeg egentlig meget glad for.

Jeg vil fortælle lidt om at være med, både til dem der måske er interesserede og for mig selv. Lige nu er det torsdag morgen, så det her indlæg har været lidt undervejs, men det er svært at finde tid, vi laver så meget! Onsdag, torsdag og så i morgen, fredag, kommer i et senere indlæg.

Mandag d. 11/7

Mandag startede ud med at Hans Otte Jørgensen holdte et foredrag han kaldte “En anden kanon” om hans bog Horden. Horden består af 13 portrætter af forfattere, som på en eller anden måde er blevet overset eller ignoreret i forhold til det Moderne Gennembrud. Jeg er vildt fascineret af ideen om en alternativ kanon, og synes det er så vigtigt at vi går tilbage til gamle værker, revurderer deres position og betydning, og hiver de værker og forfattere frem i lyset, som af en eller anden grund er blevet overset. Som Hans Otto sagde, så er det oftest dem samfundet ikke vil kendes ved; kvinderne, de skøre og dem der ikke passer ind. Specielt var det fascinerende at høre ham fortælle om hvordan det på mange måder er Georg Brandes og dem som efterlignede hans stil, der er blevet hævet op, og dem som lavede deres egen stil, som fandt på nye måder at skrive, der blev gemt væk og forlagt. Patriarkiet var alt afgørende for hvem der fik lov at bedrive kunst, og selv når en bog skrevet af en kvinde blev rost, så var det for dens maskuline træk (eksemplet var Leonora Christines bog Jammersminde).

Mandag eftermiddag var der værksted, hvor vi på læseholdet læste “Pigen fra Hvorvarp” af Johannes V. Jensen, og “Karma Cowboy’s Common Prayer” af Dan Turéll. Jeg havde ikke læst teksterne før. Den første tekst ledte til en del debat om genre og forskellen på den biografiske jeg-fortæller og den fiktive jeg-fortæller, og indblik i Jensens blanding af reportage og lyrik i sin tekst. Digtet af Turéll synes jeg var virkelig fantastisk, og specielt de første par linjer var rammende:

Vær venlig mod dig selv, du er den eneste
af din slags
og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid
du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis – 
Vær venlig mod dig selv, du er den ene
hvis bløde finger trækker følelsens linie
fra brystvorte til kønshår

Ja, altså egentlig har jeg lyst til at citere hele digtet, men det ville nok ikke gå. Måske i et Poem of the Week indlæg engang. Det kan i hvert fald varmt anbefales at læse det på en dårlig dag, det er en meget fin påmindelse om hvor lidt, der egentlig skal til, for at ændre verden. Og så er det fascinerende at læse tekster i en gruppe på 10+ mennesker, hvor man blot bringer det op, der lige falder en ind. Der er så mange synsvinkler, så mange forskellige tolkninger, og måder at forstå de samme sætninger.

Om aftenen var der et foredrag ved Mathias Bredsdorf om identitet og det han kaldte “Forsvinderen”. Altså en person som langsomt forsøger at forsvinde væk fra sig selv og sin identitet, enten i fiktionen eller i det virkelige liv. Han talte bl.a. om Mikkel Thykier, der efter sin første udgivelse forsvandt fra mediernes søgelys, og som åbenbart den dag i dag ikke bryder sig om (på nogen måde) at blive billedligt identificeret. Og han talte om Samuel Beckett, der bruger meget af sit forfatterskab på at slette jeg’et fra fiktionen. Altså at give os et “hvad nu hvis”; hvad nu hvis jeg’et ikke var til stede, ikke var i centrum, hvad nu hvis der ingen konkret identitet er? Beckett er specielt optaget af mennesket som noget fragmenteret, noget der ikke kan holdes sammen og som falder fra hinanden. Det var et foredrag om noget af det fiktionen kan, nemlig at opstille en hypotese, og i dette tilfælde en hypotese om hvordan det er eller hvad det vil sige at eksistere før et jeg, før identiteten. Og før man bliver en del af et fællesskab, om så det er en familie, en nation eller noget andet. Der blev også pointeret til sidst at det at kunne forsvinde, at have lyst til at forsvinde, er et meget maskulint problem, fordi for at blive til ingen skal man først have været nogen, og det er svært for alle dem, samfundet ikke gider tage sig af til at starte med  – eller som samfundet forsøger at gemme væk, dem som må insistere på at være til (kvinderne, de syge, de skøre, “minoriteterne”).

Tirsdag d. 12/7

Dagen startede med en samtale mellem Halfdan Pisket og Nis-Christian Bredholt. Bredholt har for nylig udgivet sin første bog Freischwimmer på Gladiator, og det var primært den samtalen handlede om. På mit program står der de skulle samtale om “Gøgleren”, hvilket også kom op, dog var de begge ret uenige om hvorvidt personen i Bredholts bog er en gøgler figur eller ikke. Bredholts sygdom kom også op i samtalen, men primært ved at Halfdan insisterede på at det ikke er en sygdoms bog (og det er det heller ikke). Samfundet er ikke, som Halfdan pointerede, glade for de syge, de grimme, de dårlige og dem som ikke har en succeshistorie – altså dem som ikke kommer ud på den anden side af deres sygdom etc. Jeg talte også med et par andre kursister om det igår aftes; der er ingen medieværdi i dem som ikke kommer ud på den anden side. Det er det modsatte af at forsvinde, man må insistere på at eksistere som og blive set for mere end sin sygdom. For Freischwimmer er handler om noget andet. Jeg har dog ikke læst den endnu, selvom jeg lige har købt den. Men ud fra det Bredholt læste op, og det der blev fortalt, så tror jeg den handler om livet, og om kunsten. Og om at finde sig selv i den .

På læseholdet om eftermiddagen læste vi “En søndag morgen for to år siden” af Mogens Klitgaard, “Spader Es” af Gustav Wied, og “Det blaa baand” af Tove Meyer. De var alle nye tekster for mig, og alle sammen fremragende. Der var specielt debat over Wied teksten, der omhandler den alkoholiserede Bent, der sidder og taler med en ven (der siger meget lidt), om det han ser og har set i verden. Jeg synes det var en fantastisk morsom tekst, men som gav et meget sympatisk, og et næsten heroisk, billede af en skæv eksistens. Andre mente den kunne gå for at være satire, at Bent i sine vilde og skæve monologer afslørede sig selv som skør og tosset. Mens andre holdt på at der ikke er behov for at skrive satire om de eksistenser samfundet allerede ser ned på. Men også hvorvidt Bent kunne være en slags Dandy, en person med en arv og intet at lave, som så bare drikker det hele op. Jeg synes i sidste ende det var skarp og underfundig samfundssatire (men ikke satire af Bent, satire af alle os andre, der bare går og er almindelige). Tove Meyer digtet var også vildt smukt, og vi blev enige om at det var skrevet med en desperation, at det var et nærmest skingert opråb til at gøre noget. Det var et så spontant og instinktivt udfald mod en uretfærdig og håbløs situation at form, og det mere raffinerede og fine i forhold til stil, blev kastet bort, og det der er tilbage er den rå, ufiltrerede følelse.

Om aftenen var der et foredrag ved Kristan Bang Foss. Jeg havde meget lidt idé om, hvem han er, og hvad hans forfatterskab er for noget, men han kom og talte om og læste op fra sin nyeste bog Døden Kører Audi. Foss var ekstremt energisk og til stede på scenen. Han skiftede mellem at læse op, og fortælle lidt om de valg han havde truffet i bogen, hans skriveproces, og eksempler på virkermidler og hvordan han bygger en scene op. Han talte også om ophobning, eller hvordan han indimellem kaster så mange ting på én person, for at se hvor meget de kan bære – som at give karakteren Valdemar vildt mange forskellige sygdomme. Det var ret fascinerende, og så var det fucking morsomt. Foss skriver ikke morsomme bøger på den måde, men hans måde at læse scener op på, og hans blanding af det absurde og ganske normale var ret sjov. Jeg mindes da Lars Frost læste op af en af hans bøger sidste år, hvor det var meget samme oplevelse. Det er ikke fordi jeg tænker jeg selv ville sidde og grine, hvis jeg læste dem alene, men at høre dem blive læst højt med perfekt timing, tonefald osv., er virkelig en gave. Til sidst fortalte Foss hvordan Døden Kører Audi var baseret en smule på egne erfaringer. Den handler om Asger, der bliver handicaphjælper for Valdemar, der får den idé at han vil til Marokko for at mødes med en healer, så afsted kører de. Foss selv har været handicaphjælper, og skrev blandt anden ind i bogen det brændende ønske ham han hjalp havde for at komme ud af den by han boede i og et andet sted hen.

Man er meget træt efter sådan et par dage, mest fordi man hele tiden er på socialt, og så gerne vil tale med alle og være med til alt. Jeg går en masse små ture (selvom det regner en del) for at samle mig lidt. Her er udsigten over Skive fjord, som jeg nyder en del, specielt når den er mindre overskyet:

DSC_0618

Advertisements

One thought on “Litterært Stævne på Krabbesholm Højskole (dag 1+2)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s