En Liebster Award!

Jeg blev nomineret til en Liebster Award af Ann-Kristine fra Ord fra en bibliofil, hvilket jeg er virkelig glad og overrasket over. Jeg elsker at blive tagget i de her ting, mest fordi det er så fint at opdage nogen har tænkt på en. Så tusind tak for det. I kan finde hendes fine svar her, som jeg klart synes I skal læse!

Jeg vidste ikke, hvad en Liebster Award var før nu, men den gives åbenbart til blogs man godt kan lide og som har under 200 læsere (det plejede at være under 2000, men de har lavet det om).

Det er meningen man skal nominere 11 andre bloggere, men jeg kender virkelig ikke så mange, så jeg vil indtil videre undlade den part, og i stedet lure lidt rundt på nettet efter blogs. Når jeg har fundet 11 så laver jeg et nyt indlæg og tagger dem i det 🙂

Reglerne er således:
  • Tak bloggeren, som nominerede dig.
  • Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg (Du kan finde et logo nederst i dette indlæg)
  • Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
  • Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
  • Nominér 11 nye bloggere (med 200 eller derunder følgere)
  • Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.

DSC_0048-2

1. Hvornår begyndte du at opdage bogbloggerverdenen?

Jeg har nok altid vidst den eksisterede, men tror jeg fandt Rikkes (fra Paperbackcastles) blog på en eller anden måde, og så udvidede det sig derfra.

2. Hvordan har du det med biblioteker? Og kom du ofte på dem, da du voksede op?

Jeg ELSKER biblioteker, og elsker at gå på rov i dem og se om jeg kan finde et eller andet jeg bare MÅ læse. Nu hvor jeg er kommet på universitetet er jeg også mere end glad for at misbruge deres ”hvis ikke vi har bogen, så køber vi den til dig” funktion. I’m gonna get all the books. Specielt efter jeg er begyndt at gå op i at læse meget diverst, så er biblioteket en gave fra himlen, fordi de kan skaffe mig værker, der ellers er lidt utilgængelige. Og ja, jeg kom meget på biblioteker som barn. Jeg gemte mig på skolebiblioteket i frikvartererne i skolen, fordi jeg vidste der ikke ville komme nogen jeg kendte, så jeg kunne være i fred. Og min mor tog ofte mig og min bror med på det lokale bibliotek hvor vi så slæbte bøger med hjem. Generelt er min mor rigtig god til at bruge biblioteket, så jeg har det nok fra hende.

3. Læser du også anmeldelser af bøger i aviser?

Ja, men sjældent i fysiske aviser, jeg læser dem på deres hjemmesider. Det er lidt sporadisk hvilke aviser jeg læser og hvornår jeg gør det, men det sker da indimellem.

4. Elskede du at skrive boganmeldelse i folkeskolen? (Det gjorde jeg nemlig og var vist den eneste bognørd i min klasse)

Jeg kan kun mindes at have skrevet én boganmeldelse i skolen 😦 Den elskede jeg tilgengæld at skrive, og kan huske en fra klassen kom over og spurgte om hun måtte låne bogen jeg havde anmeldt, fordi hun synes anmeldelsen var så god. Tror nu mere bare hun prøvede at være flink, for er ret sikker på hun aldrig fik den læst. Det var Hallowe’en Party af Agatha Christie.

5. Hvis du nu havde frit valg, hvad ville du så helst være? Forfatter, forlægger, boghandler eller bibliotekar?

Jeg ville være forlægger. Jeg kunne også godt tænke mig at være forfatter, men tror egentlig jeg er bedre til at hjælpe andre med at lave gode bøger og få dem ud i verden end jeg ville være til selv at skrive en

6. Hvilken bog finder du mest intimiderende?

Jeg har ikke én bog jeg finder intimiderende, som sådan. Jeg tror egentlig de mest intimiderende bøger for mig er bøger jeg har fået af andre, fordi de elsker dem. Dem er jeg lidt bange for at læse, og har svært ved at gå i gang med dem. Måske fordi der er forventninger forbundet me

7. Hvad betyder mest for dig? Forfatternavn, forlag, forside, resume eller ry (andre anmeldelser)?

Jeg går op i det hele. Hvis jeg er ved at beslutte om jeg skal læse en bog, så er det oftest dårlige anmeldelser, der får mig til at beslutte ikke at læse den, samtidigt med virkelig gode anmeldelser kan give mig lyst til at læse den, ligegyldigt forfatternavn, forside eller andet. Når jeg står i en butik tjekker jeg oftest anmeldelser af bøger, men ikke anmeldelser af professionelle kritikere, bare anmeldelser af almindelige læsere. Specielt fordi jeg er meget obs på ikke at læse bøger, der er vildt racistiske, sexistiske etc., og der giver almindelige læsere altså det bedste indblik.

8. Hvem fra bøgernes verden ville du bo på en øde ø med? Og hvem ville du smide ud fra et fly?

Det er virkelig et godt spørgsmål. Jeg er typen, der ikke rigtigt har yndlings- eller hadekarakterer. Eller jeg har dem, men kun når jeg læser, bagefter kan jeg ikke huske dem. Måske ville jeg bo der med Edmond Dantés, altså Greven af Monte Cristo, fordi jeg tror han ville være super interessant, han kunne lære mig et par sprog, og måske ville han finde en hemmelig skat! Hvis jeg skulle smide en karakter ud fra et fly skulle det nok være Heathcliff fra Wuthering Heights. Han er godt nok den værste, jesus christ.

9. Står der pynt på dine bogreoler? Hvis ja, hvilke ting? Hvis nej, hvorfor ikke?

Det gør der, ja. Det er måske mest af alt fordi jeg ikke har så mange andre steder at stille de ting, der er der. Det er primært souvenirs og gaver. Der står et par krus, blandt andet et med Hedwig, som min bror købte til mig i England, et superhelte krus, et Star Trek krus, et krus fra Lissabon (jeg lige har haft med hjem) og et Vonnegut krus fra Out of Print. Der står også en guldfigur af et eller andet dyr, som min far havde med hjem fra Beirut, og en muse-agtig figur lavet af aviser og en træfigur, begge ting købte jeg på Cuba. Så er der et lille træskilt fra USA, hvorpå der står ”Never settle for anything less than butterflies” som en reminder til mig selv. Ovenpå min anden reol er der et billede af mig og min bror, en lille Serenity replika, og et Q krus (som Q har i Skyfall!). Det er vist det, indtil videre.

10. Hvilken bog i din samling holder du mest af? (Og ja, det er et strengt og svært spørgsmål)

IKKE FAIR. Undskyld alle andre bøger. Jeg vil nok sige Crush af Richard Siken. Den bog betyder uendeligt meget for mig, og jeg plejede at tage den med hver gang jeg rejste et sted hen. Den er lidt krøllet og brugt, men jeg elsker den. Hvis jeg havde horcruxes ville den sgu nok være blevet en af dem, bare sådan ved et uheld. Den ejer lidt af min sjæl, føler jeg. Jeg bestilte Richard Sikens anden bog War of the Foxes gennem en kickstarter og fik den signeret. Det er nok den signatur, der lige pt. betyder allermest for mig også.

11. Hvis du skulle holde teselskab, hvilken nulevende og hvilken afdød forfatter ville du så invitere?

Hvis jeg skal være lidt trist, så ville jeg nok invitere Neil Gaiman og Terry Pratchett.

:((((

DSC_0036-2

DSC_0056-2

DSC_0054-2

11 Random Facts

1. Jeg bruger stortset altid den samme kop, når jeg drikker te. Jeg købte den i Yellowstone, og den har den perfekte størrelse, er rigtig fin og kan indeholde masser af te.

2. Jeg foretrækker at sove med to dyner og to hovedpuder.

3. Hver anden onsdag spiller jeg Dungeons & Dragons med nogle venner. Jeg er Dungeon Master, hvilket betyder jeg finder på historien og styrer spillet. Det er sjovt. Seriøst den bedste måde at slippe lidt væk fra livet. Og så er det en slags genoplivelse af den mundtlige historiefortælling. Jeg elsker det.

4. Jeg går stortset aldrig nogen steder uden min ipod. Da jeg var en uge i Lissabon nu her glemte jeg den derhjemme. Det var en tragedie. Hvad skal man lave 4 timer i et fly/tog uden musik?!

5. Jeg har set alle James Bond filmene, de fleste af dem flere gange. Men jeg har ikke læst en eneste James Bond bog.

6. Jeg elsker sjove sokker.

7. Det var først efter gymnasiet af jeg begyndte at se serier. Jeg kunne aldrig holde styr på hvornår de kom i tv, da jeg var yngre, og så tog jeg på efterskole og der var ikke et tv. Da jeg kom tilbage sad jeg aldrig foran tv’et, fordi jeg ikke havde vanen. Men så fandt jeg ud af at downloade/streame og så begyndte jeg at se Supernatural. Det tog et par år, før jeg virkelig fik øjnene op for serier, men nu har jeg et par stykker som jeg følger med i. Jeg ser faktisk flere serier end film i øjeblikket, hvilket er meget anderledes end det var for 5 år siden.

8. Jeg elsker krus og det er som regel altid det jeg køber som souvenirs fra lande jeg har været.

9. Da jeg mødte min mors kæreste rigtigt for første gang, gav han mig første bind af Nordisk Kvinde Litteraturhistorie (der er fire i alt og et femte med referencer). Det er noget af det bedste, og jeg elsker, elsker, elsker at slå op i dem og læse om alle de glemte eller semi-glemte kvinder, som sexisme har holdt ude af litteraturhistorien. Det kommer der nok et par indlæg om engang.

10. Der findes faktisk et par bøger, hvor jeg synes filmen er bedre. Blandt andet Bridget Jones, Stardust og Salmon Fishing in the Yemen.

11. Jeg er helt vildt panisk angst og bange for slanger. Jeg kan slet ikke håndtere dem, hvis jeg ser en, bare på afstand, så er jeg paranoid i flere dage. Ew ew ew.

Advertisements

“Mr. Fox” af Helen Oyeyemi

Mr. Fox af Helen Oyeyemi, udgivet: 2011, 324 sider, Riverhead Books, English review.

DSC_0034-2

Mr. Fox er en succesfuld forfatter, der har en enkelt mangel: han kan ikke stoppe med at slå sine kvindelige karakterer ihjel. Det er hans muse, Mary Foxe, træt af, så i stedet for at se passivt til, kommer hun til live og kræver han gør det bedre. Mr. Fox synes det hele er lidt en joke og er mere interesseret i at flirte end at ændre hans skrivestil. Men Mary Foxe mener det alvorligt, og hvis ikke han vil høre på hende, så må han jo opleve det på egen krop. For fiktion er ikke blot en leg, ikke blot en ligegyldig ting i verden, og det er Mary ude for at bevise. Hun sender Mr. Fox og hende selv ind i fiktionen, ind i historier, hvor hun langsomt, men sikkert formår at bemestre mesteren. Alt imens bliver Mr. Foxs kone, Daphne, mere og mere mistænkelig overfor hans opførsel og snart er hun også en del af deres spind.

Det er en roman som skifter fra virkelighed, altså Mr. Fox og Daphnes virkelighed, til Mr. Fox og Marys fiktion. Igennem forskellige genrer og historier ændrer Mary langsomt reglerne for hvordan det spil, Mr. Fox tror han har perfekteret, skal spilles.

Marys formål med at placere både Mr. Fox og hende selv i fiktionerne, er at afsløre en sexisme, som alt for ofte ikke er så åbenlys, som mange, ganske som Mr. Fox, forsøger at affeje. Men Mary har fået nok – og det har Oyeyemi også. I starten er det næsten en kliché, men som romanen fortsætter så finder Mary sin stemme, sig selv, hun bliver mere modig, og ændrer i højere og højere grad på de historier, vi får fortalt. Og hun (både Mary og Oyeyemi) afmaskere ikke blot Mr. Foxs problem, men også et historisk problem, hun afslører og afmonterer folkesagn og myter omkring kvindemorderen og kvindehaderen – hun vender dem på hovedet og bruger dem mod dem selv. Det er en feministisk omskrivning og genskrivning.

Romanen er morsom, knivskarp og fuld af varme og bitter harme. Det er en roman der er vred, men også fuld af forståelse og hvis karakterer let kunne blive klicheer og forsvinde ind i glemsomhed, men som Oyeyemi formår at holde friske og originale. At de grænser til klicheen er hele pointen, men Oyeyemi holder dem stringent på kanten, de er en kommentar, de er en udvidelse af klicheen. De afslører klicheen som en kliche ved konstant at lure os til at tro, de er endimensionelle, for så i næste nu at forvandle sig til noget større og bedre. Og jeg holdt af dem. Jeg holdt af Mary, af Daphne, og i sidste ende af Mr. Fox, fordi han mest af alt blot var tankeløs – og fordi han elsker sin kone.

Faktisk var jeg vild med hans og Daphnes forhold, ikke hvad det var til at starte med, men hvad det udvikler sig til, mens de lærer at se hinanden i et nyt lys (for Mr. Foxs vedkommende så er det lys blot et, der handler om at Daphne er et reelt individ og ikke blot en slags karakter i hans liv).

I stood up and went to the window. When I got close to her she looked down at her watering can. ‘Mrs. Fox,’ I said. ‘You’re a horror today.’  To which she replied, ‘Why don’t you write a book about it?’

Jeg elskede også de mange forskellige genrer den bød på, og de små fortællinger, der er vævet ind i historien gennem Mary og Mr. Foxs leg i fiktionerne. Hver gang romanen er på kanten til at gå over i at være en kliché, så justerer Oyeyemi mesterligt tonen, introducerer en detalje eller skifter scene, så det hele tiden føles som et friskt blik på et gammelt problem. Og romanen er ufatteligt original, det kan godt være den refererer til og bruger kendte fortællinger, men den måde de væves ind i historien på er fantastisk.

Det er Mr. Fox på en rejse mod åbenbaring, Daphne på en rejse mod sandheden og Mary på en rejse mod selvrealisering og et nyt liv. Marys kamp for at undslippe Mr. Foxs greb, samtidigt med hun indser hun er uløseligt forbundet til ham – den måde de alle indser de skylder hinanden mere end de indser, samtidigt med de forstår de må give slip og genopdage det meste af det de tror, de ved. Det gør romanen fantastisk.

Det er en roman, der er original, eminent fortalt og skrevet med skarphed, dybde, vid og perfekt humor. Jeg var fanget, forelsket og forgabt i den her fortælling. Den kæmper imod klassiske, skadelige troper, den bider, slår og insisterer indtil narrativet er tæmmet, indtil historien er fri.

Mr. Fox er en absolut fryd at læse.

“All for the Game” trilogien af Nora Sakavic

(The Foxhole Court, The Raven King og The King’s Men af Nora Sakavic, 2013/2013/2014, selvudgivet.)

AFtG

Hope was a dangerous, disquieting thing, but he thought perhaps he liked it.

All for the Game trilogien består af The Foxhole Court, The Raven King og The King’s Men. Den første er faktisk gratis og kan findes på amazon eller på Smashwords hvor den kan downloades som epub, mobi eller pdf. Her kan de næste to også findes og de koster kun 0.99$ hver. Serien er, så vidt jeg kan forstå, selvudgivet og findes indtil videre kun som ebøger – ikke at det stopper dem fra at være fantastiske.

De handler om Neil Josten, der er på flugt fra sin far og har været det i 8 år. Hans far kaldes The Butcher og er en mafia boss, der ikke viser nåde, men uden medlidenhed brutalt myrder dem, der står i vejen for ham. For 8 år siden flygtede Neils mor med Neil og 5 millioner, og hans far er ikke typen der tilgiver den slags forræderi. Da romanen starter har Neils mor været død i 2 år, og selvom Neil godt ved det er dumt, selvom alle instinkter fortæller ham, det er bedst at blive ved med at løbe, at gemme sig, og aldrig vise sig igen, så er han træt af at være på flugt. Han er træt af at være bange. Han er træt af ikke at have en fremtid.

Så da han tilbydes en plads på Exy holdet hos The Palmetto State Foxes, så ender han med at sige ja. Også selvom The Foxes på deres hold har en person, der potentielt ville kunne genkende Neil, en person, der i så fald ville vide hvor han kommer fra og hvad hans far har gjort. Han ved at et ja også vil bringe ham i mediernes søgelys, at han på et eller andet tidspunkt vil blive opdaget. Men han siger ja, for Neil elsker Exy, og selvom det er håbløst, så er fristelsen for at kunne spille professionelt for stor til at han kan sige nej. Hvis kun han har det et par måneder, så er det alligevel et par måneder med illusionen om en drøm og en fremtid.

Exy er en fuldstændig fiktiv sport, som Nora Sakavic har fundet på, og den beskrives som “a bastard sport, an evolved sort of lacrosse on a soccer-sized court with the violence of ice hockey”, og hvis du lige nu sidder og tænker at du ikke gider læse en bog om sport, så hold inde! For det er slet ikke det den handler om. Jeg har ingen interesse i sport, men de her bøger opslugte mig fuldstændigt, og ja, der er beskrivelser af sporten og de kampe de spiller, men Exy er snarere en baggrund for helt andre mere dramatiske historier. Det er både historien om Neil og hans fortid, men også historien om et hold af spillere, der alle er fucked op på den ene eller anden måde. For The Foxes er et holde af misfits, af dem som ikke passer ind, dem som alle andre havde givet op på, og som her fået en chance til. De fleste af dem har, på den ene eller den anden måde, noget at skjule og noget at løbe fra.

Og så er det historien om Neil og Andrew. To mennesker fuldstændigt ødelagte af deres omgivelser, der langsomt, uendeligt langsomt, opdager der måske er mere i livet end blot at overleve.

Det er en historie fuld af vold, af misbrug og af mørke, meget mere mørke end jeg havde forventet. De her karakterer er ødelagte, de er på kanten, og de har hver deres fortid, der er hjerteknusende og uretfærdig. Det her er deres kamp for at vise verden, hvor meget mere de er end de sociale udkast alle ser dem som. De vil bevise  at de har det i sig at blive de bedste, at rejse sig fra ingenting. Og måske kan de i mellemtiden overvinde deres fortid.

Jeg troede da jeg begyndte at det var en lidt sød historie om sport og to fyre, der falder for hinanden, men det er så meget mere end det. Sakavic lægger ikke fingre imellem, og lukker gerne mørket helt, helt ind, og det er hun nødt til, for ellers ville den her historie være fuldstændig tabt på gulvet. Den er nødt til at være brutal, voldsom og ubehagelig indimellem, ellers ville den ikke være så effektfuld som den er.

He was their family. They were his. They were worth every cut and bruise and scream.

Men man kan indimellem godt mærke den er selvudgivet (selvom den klart er i den imponerende ende af selvudgivede værker). Det her er en historie som Sakavic har arbejdet på siden hun var teenager (hvor den startede ud som en manga, af alle ting), og den kunne godt enkelte steder have brugt en redaktør. Man kan fornemme at Sakavic kender sin historie ud og ind, men at hun imellem versioner måske har glemt, hvad hun har inkluderet og hvad hun ikke har inkluderet. Så i den færdige version føles det indimellem som om det mangler lidt uddybende detaljer, som nok har eksisteret på et eller andet tidspunkt, men er blevet skåret fra (måske ved en fejl) i den sidste udgave. Det har ingen større indflydelse på læsningen, og alt er for det meste til at forstå og plottet forholdsvist let (og vildt spændende) at følge. Det er meget små justeringen, men de ville have været rare, bare så forståelsen var lidt lettere og dybere.

Tilgengæld har Sakavic en tumblr, hvor hun har svaret på en masse spørgsmål omkring serien, og det opklarer de fleste af de ting, jeg undrede mig lidt over, da jeg var færdig.

I hvert fald kan de her bøger anbefales. Jeg læste (snarere slugte) dem på tre dage, og ville ønske der var flere i serien. Jeg kan ikke få nok af Neil, Andrew, Dan, Renee og alle de andre Foxes, og deres sammenhold og deres vedholdende, nådesløse kamp mod umulige odds. Overraskende nok er der også en lille del af mig, der ville ønske Exy var en rigtig sport. Den virker virkelig vild, og jeg ville elske at se en kamp.

Det er en historie om at finde hjem, om kærlighed, om at se sin fortid i øjnene, hvor skræmmende, blodig og utilgivelig den end måtte være. Og om at finde det mindste håb i andre mennesker, om at finde et sted at høre til.

The currently reading tag

Jeg blev tagget af den søde Rikke ovre på Flyv med mig, så tænkte jeg hellere måtte være med!

DSC_0086

– Hvor mange bøger læser du ad gangen?

Jeg læser som regel kun én bog ad gangen. Og hvis jeg læser flere, så er det sjældent fordi jeg skifter mellem dem, men som regel fordi den første bog jeg startede på ikke helt fangede mig og jeg derfor læser noget andet inden jeg vender tilbage til den. Jeg prøver så vidt muligt altid at færdiggøre bogen jeg er ved at læse før jeg starter på en ny. Så føler jeg mig også mere fordybet i lige præcis dét univers.

– Hvis du læser mere end én bog, hvordan bestemmer du så, hvornår du skal skifte mellem de pågældende bøger?

Som sagt, hvis jeg læser mere end én bog ad gangen, så skifter jeg fra den ene til den anden når det jeg læser begynder at kede mig. Det er dog ikke så tit jeg skifter tilbage til bog 1 før jeg er færdig med bog 2. Jeg kan altså bedst lide bare at læse én bog ad gangen.

– Skifter du bogmærke undervejs i en bog?

Ha, ja, absolut. Hvis det er en bog jeg har med på rejse, så passer jeg lidt mere på bogmærket, men når jeg læser derhjemme så forlægger jeg hele tiden mine bogmærker og må finde et nyt. Hvilket er let, for jeg læser i min seng og i vindueskarmen lige ved siden af er der et krus fyldt med bogmærker (det er Neil Gaiman og Amanda Palmer kruset du kan se oppe på billedet!). Så de fleste bøger har haft et par bogmærker i sig.

– Hvor opbevarer du bøgerne, du er i gang med at læse?

I vindueskarmen ved siden af min seng ligger både den bog jeg er ved at læse og de bøger jeg regner med at læse bagefter. Det er en lille to-read stak jeg har til at ligge der. Som regel tager jeg dog også min bog med mig steder hen, hvis jeg skal på arbejde eller på uni eller andet, hvis nu jeg får lidt tid til at læse.

– Hvad tid på dagen bruger du mest tid på at læse?

Nok eftermiddag. Jeg får absolut læst mest på dage hvor jeg bare kan vågne, sætte mig op i min seng og begynde at læse. Og så ikke stoppe før jeg er færdig. Jeg læser også om aftenen, men der får jeg læst mest hvis jeg er beyndt allerede om eftermiddagen og kan læse hele aftenen også. Jeg læser selvfølgelig på alle tidspunkter af døgnet, men oftest og mest om eftermiddagen.

– Hvor længe læser du typisk ad gangen?

Så længe jeg kan! Som regel i hvert fald et par timer, men foretrækker faktisk at have hele dage, hvor jeg ikke laver andet end at læse. Hvis jeg kan, så færdiggør jeg mine bøger samme dag – eller et par dage efter – jeg er begyndt dem. Tager det mig mere end en uge at læse en bog, så er der noget galt. Så jeg læser i ret lange stræk, gerne mange timer ad gangen. Mest af alt kan jeg lide at have tid til at kunne blive ved med at læse til jeg ikke gider mere, ha.

– Læser du indbundne bøger med eller uden smudsomslag?

Det er forskelligt, indimellem med og indimellem uden. Det tænker jeg faktisk ikke så meget over. Hvis bogen er meget tyk, så plejer jeg at tage det af, fordi tunge bøger lettere glider ud af mine hænder og jeg er bange for jeg i processen skulle rive omslaget i stykker. Hvis det er meget pænt omslag, så tager jeg det som regel også af, fordi jeg gerne vil passe på det.

– Hvilken stilling læser du oftest i?

Siddende. Jeg læser oftest i min seng eller ved mit skrivebord, og det er altid siddende. Indimellem læser jeg liggende, men så har jeg en tendens til at falde i søvn, så det er ikke optimalt.

– Tager du bogen/bøgerne med dig, når du skal noget?

Ja! Det kommer an på hvad jeg skal dog. Hvis jeg tænker der er mulighed for at jeg kan få læst lidt eller der vil være spildtid, så tager jeg noget at læse med. Selv tidspunkter hvor jeg ved der ikke rigtigt vil være tid til det, kan jeg finde på at tage en bog med alligevel, man ved jo aldrig. Jeg pakker også ofte min kindle i stedet for at tage en fysisk bog med, den er lidt mindre og lettere, og så har jeg altid et eller andet. Specielt hvis jeg er ved at læse en bog, som jeg synes er rigtig pæn, så plejer jeg ikke at tage den med mig, af frygt for at der sker noget med den. Der bliver det min kindle eller en anden bog i stedet. Penguins Little Black Classics er også skabt til at blive taget med i tasken! Så det gør jeg også til tider.

– Hvor ofte opdaterer du din Goodreads status på bøger, du er ved at læse?

Som regel kun når jeg starter dem og når jeg er færdig. Jeg gad godt opdatere oftere med citater og tanker, men det er så besværligt at gøre på telefon eller tablet, og så skal jeg flytte mig op til computeren i stedet og det gider jeg sjældent. Så det sker ikke så tit, desværre. Det er ellers noget af det bedste ved goodreads. Jeg gør det oftere hvis det er en bog jeg ikke kan lide, faktisk. Så kan man bruge det til at rante lidt.

– Hvem er den/de næste til at lave dette tag?

Det ved jeg faktisk ikke! Jeg kender slet ikke nok bogbloggere endnu, men alle der læser det her er velkomne til at føle sig tagget 🙂

“Indimellem holder de af hinanden” af Charlotte Strandgaard

(Indimellem holder de af hinanden af Charlotte Strandgaard, 1969/2014, Forlaget Gladiator.)

DSC_0067

Jeg var på højskole kursus med Forlaget Gladiator, og de havde et bord med deres bøger på, hvis nu man følte sig fristet til at købe en af dem. Jeg endte ved det bord en del gange, bare for at bladre lidt tilfældigt, se på forsider eller tjekke bøger ud, som en forfatter lige havde talt om. Jeg fik bladret i Indimellem holder de af hinanden, og blev vildt fascineret af dens form. Den består af 81 tekster, aldrig mere end en side, ofte blot et par eller én enkelt sætning. Det er ikke en roman med en konkret handling som sådan, selvom man, når man læser den igennem, genkender hvad der måske kunne være forskellige, lidt fragmenterede handlinger, men der er også en følelse af at hver tekst kan læses som fuldstændigt afskærmet fra de andre.

Det er selvfølgelig umuligt, mennesket er designet til at se mønstre og forbindelser, men det giver følelsen af at det er en roman man kan slå op i og læse løst i indimellem. Jeg læste den igennem fra start til slut til den første gang (og det tog nok under en time, den er ret kort), men derefter bladrede jeg bare lidt. Jeg bladrer stadig lidt i den indimellem. Genlæser mine yndlingspassager, slår tilfældigt op og læser, hvad der dukker op. Det giver nærmest mere end at læse dem i rækkefølge, for når man slår tilfældigt op, så er man underligt fokuseret på det ene tekststykke man lige har fundet. Det er næsten som at læse det for første gang, men uden at jeg læser hurtigt for at komme videre til næste side. Jeg er bare på den ene side, ved den ene tekst. Det elsker jeg.

Derudover så er den virkelig godt skrevet. En refleksion over parforhold, kærlighed, hverdagslivet (og kvindelivet) og alt, der følger med; abort, ægteskab, mænd, kvinder. Den har lidt at sige om mange ting, og den giver os flere scener fra forskellige perspektiver. Jeg var også overraskende rørt. Der var en følelse af ægthed over hver tekst, som om den er skrevet med vrangen ud. Så meget af det virkede så rigtigt, så genkendeligt. Jeg så mig selv reflekteret tilbage fra en mat papirsside. Som her f.eks.:

“63. Hun vil så gerne, hun har en sikker fornemmelse af, hvordan det hele bør være. Det er bare så svært at overkomme det. Organisationen, javist. Ikke påtage sig mere, end man kan overkomme. Sådan skal det være. På den anden side de uventede ting er spændende. Overblik i alle livets situationer, det lyder godt og rigtigt. Så er der bare lige det med åbenhed og evne til at omstille sig på de forskellige krav fra alle sider, de to ting skal helst følges ad med overblikket og organisationssansen. Det er holdningen, det kommer an på, men holdningen viser sig i handlingen. Så er hun tilbage hvor hun slap. Hvordan skal hun gøre de rigtige handlinger og hvornår og hvorfor?”

Lige det citat er en nærmest satirisk fremstilling af, ikke bare vindens lod (selvom det specielt omhandler det), men også det moderne, normale menneskes lod i livet. Og så er det rædsomt genkendeligt. Jeg går ofte i panik over alt det, jeg skal være på én gang. Hvordan gør jeg det rigtige, hvornår gør jeg det? Hvorfor? For hvem?

Det er så forvirrende det hele. Strandgaard fanger det perfekt. Specielt i forhold til kærligheden. En rigtig fin bog, jeg egentlig tror vi alle sammen kan få noget ud af.

Som Asger Schnack siger i forordet, så er det en slags collage over livet, og alle de tomrum og al den kommunikation, der eksisterer eller mangler mellem mennesker. Og også alt det vi deler med hinanden, hvor besværligt, smertefuldt, forvirrende og smukt det så end er.

“H is for Hawk” af Helen Macdonald

(H is for Hawk af Helen Macdonald, 2014, Vintage Books, English review.)

DSC_0042

“Some deep part of me was trying to rebuild itself, and its model was right there on my fist. The hawk was everything I wanted to be: solitary, self-possessed, free from grief, and numb to the hurts of human life.”

Helen Macdonald mister sin far, og beslutter sig i sin sorg for at anskaffe sig og træne en goshawk (på dansk en duehøg), som hun kalder Mabel. Jeg ved intet om fugle, faktisk er jeg en smule bange for dem, men jeg har altid været fascineret af de personer, der tør træne rovfugle. Der er intet mere imponerende end en person, der bare står og venter på at deres ørn eller falk eller høg, skal vende tilbage til deres arm. Endnu mere imponerende er det at blive inviteret indenfor, ikke bare i processen der ligger bag at “tæmme” en fugl (en duehøg bliver aldrig rigtigt tam), men også i det intime, personlige forhold Macdonald får til sin fugl. For det handler om meget mere end blot at træne Mabel til at kunne flyve frit og vende tilbage til det mennesker, der venter på hende, men også om alt det Mabel ender med at repræsentere. Romanen tager os fra Macdonalds tab af sin far, til at hun anskaffer sig sin høg, og gennem processen med at træne Mabel til at kunne flyve frit. Samtidigt tager romanen os et helt andet sted hen; den tager os gennem Macdonalds sorgproces, hendes møde med hendes egen frygt, hendes ønske om at slippe væk fra hendes menneskelighed, væk fra det civiliserede, det humane og det barmhjertige.

Macdonald ender med at tilbringe mere tid med Mabel end med andre mennesker. Hun lever for fuglen, samtidigt med hun er fuldt ud klar over at fuglen ikke lever for hende; den overlever på grund af hende, men det er også det. Hvis Mabel kunne flyve væk, hvis hun kunne flygte, så gjorde hun det. Hun er et rovdyr og hun fungerer ikke som andre dyr, hun kan ikke lære at elske, eller tæmmes som et husdyr, men hun kan lære at være afhængig, lære at vende tilbage fordi det er det, der bedst kan betale sig. Det er en roman, der er et tilbageblik, for Macdonald fortæller os ting, hun umuligt kunne have vidst mens hun var i processen. Hun forstår hvor tæt knyttet hendes egen lykke var til træningen af Mabel, hvordan ønsket om at have kontrol over det naturligt vilde også var et ønske om at slippe væk, være fri, om ikke at sørge mere.

Det er helt fantastisk skrevet og beskrevet. Og overraskende. Jeg troede dette var en roman om Macdonald og Mabel, om mennesket mod (og med) dyret, men pludselig dukkede en helt ny karakter op: forfatteren T. H. White. White levede fra 1906 til 1964, og er nok mest kendt for sine værker om Kong Arthur, samlet under titlen The Once and Future King. Men White har også skrevet en roman om at træne en duehøg (The Goshawk hedder den) ganske som Macdonald gør det i hendes roman. The Goshawk lukker White ind i fortællingen, for Macdonald læste den som barn, og selvom det indimellem nærmest virker som om H is for Hawk ligeså godt kunne være en halv biografi over Whites liv, så var jeg fuldstændigt fanget af hendes fortælling om ham. Jeg kender ham kun af navn pga. hans romaner om Kong Arthur, men har aldrig læst dem selv. Men efter den her bog er jeg ret fascineret af ham og hans liv. Han dukker konstant op i fortællingen og Macdonald bliver ved med at holde sine egne oplevelser op mod hans, sammenligne deres proces, og se sig selv i ham. Som om der er et ekko gennem tiden, fra hans træning af hans duehøg op til hende.

Det er denne trekant; Macdonald, Mabel og White, der udgør romanens hovedpersoner. Den ene har mistet sin far, den anden er en fugl og den sidste er for længst død. Det er en interessant sammensætning, men den fungerer upåklageligt. Og så gør inklusionen af White noget fascinerede ved fortællingen, for uden ham blev det let en roman der behandlede sorg ved at stille mennesket overfor det dyriske, det naturlige og det instinktive. Der er ingen tvivl om at Macdonald følte sig mere og mere transporteret over i Mabel mens hun trænede hende, og indirekte sørgede over hendes far ved at lægge sin menneskelighed bag sig. Men pludselig ser Macdonald sig ikke kun i Mabel, men også i White. White der er fuldstændig håbløs til at træne sin duehøg, White hvis liv aldrig helt formår at fjerne sig fra det tragiske, White som mere end noget andet havde et ønske om at udleve sine dybeste ønsker og sit inderste begær gennem sin duehøg.

“Like White I wanted to cut loose from the world, and I shared, too, his desire to escape to the wild, a desire that can rip away all human softness and leave you stranded in a world of savage, courteous despair.”

Det er ikke kun en roman om den måde vi mister os selv når vi sørger, men også om at finde sig selv i den anden; om så det er dyr eller menneske, om så de er levende eller døde. Og så er det en smuk, indimellem humoristisk, skarp og fascinerende fortælling om at træne en fugl, miste sig selv, finde sig selv og arbejde sig hen over den uendeligt dybe, kulsorte kløft, der er tabet af en vi elsker.

Hvis ikke det er nok til at interessere jer, så er det den eneste bog jeg har læst i år, der har 15 sider til sidst dedikeret til litterære referencer.

DSC_0054

Min eneste klage er at slutningen føltes en smule tom. Jeg kunne godt have brugt en epilog af en slags, eller en mere afsluttet afslutning, hvis man kan sige det sådan. Men derudover så er det er en fuldstændigt fremragende bog.

Her er nogle billeder af Macdonald og Mabel (og ja, det er Mabel på begge billeder, åbenbart kan duehøge skifte farve, når de skifter fjerdragt). Jeg ville nok aldrig i mit liv turde have sådan en fugl siddende på min arm, endsige have den boende i mit hjem. Det er seriøst imponerende. Og endeløst fascinerende.

“Binti” af Nnedi Okorafor

(Binti af Nnedi Okorafor, udgivet: 2015, Tor, English review.)

cover-binti

“I was on the threshold now, between home and my future.”

Binti vandt Nebula Prisen i 2015 for bedste novella, og det var i den forbindelse jeg hørte om den første gang. Generelt blev der talt en del om den prisuddeling da størstedelen af vinderne var kvinder, hvilket, for at sige det mildt, sjældent sker når der kommer til sci-fi/fantasy. Jeg kiggede nærmere på en del af vinderne, heriblandt Binti, og blev ret forelsket i coveret. Det er fantastisk. Blandingen af farver, stjernerne i baggrunden, fonten der straks afslører, der er tale om science fiction. Og så er det en sort kvinde, der er hovedpersonen. Ja tak.

Det er dog sjældent jeg læser novellaer, for oftest synes jeg de er lidt for korte. Det skete også her, selvom jeg er med på det er en lidt fjollet ting at bebrejde en novella, for længden er jo en del af pointen, en del af hvad, der gør den, hvad den er. Man må stole på at forfatteren ved, hvor lang deres historie har brug for at være, og selvom jeg sagtens synes Binti kunne bære 100 sider mere, så fortæller den også sin historie helt tilfredsstillende på 90 sider. Ønsket om flere sider er nok blot mit ønske om flere detaljer, jeg må lære at stille mig tilfreds.

Nnedi Okorafor er en Nigeriansk/Amerikansk forfatter, og hendes Nigerianske rødder kommer også klart til udtryk i Binti. Hovedpersonen er for det første sort, har sit hår flettet og kroppen smurt ind i en slags creme, lavet af olie og jord (det kaldes otjize) – det vi kan se hende tage på, på coveret af bogen. Det er integreret del af hendes kultur, og en del af det, der forbinder hende til hendes familie og samfund – men også noget af det, der straks gør hende anderledes fra alle andre. Binti, som er navnet på hovedpersonen, er fra jorden og en del af Himba folket, der aldrig har forladt jorden, men alligevel er de bedste til at lave “astrolabes”, en slags computer som alle bærer med sig. Binti ønsker dog mere fra livet end at lave astrolabes, og da hun har et exceptionelt genialt matematisk sind, tilbydes hun en plads på Oomza Universitet, en plads hun, på trods af hendes families misbilligelse, vælger at takke ja til. Dernæst går turen væk fra jorden og ud i rummet, til en anden planet og et helt nyt liv. Hun er den første af sit folk, der forlader jorden, og hendes status som outsider bliver hurtigt etableret, men samtidigt er hun omringet af personer, der er lige så geniale som hende selv, og hun bliver langsomt en del af et nyt fællesskab.

Men lige som det går allerbedst bliver deres skib angrebet. Og Binti har pludselig meget større problemer end hvorvidt hun passer ind; hendes eneste mål nu er at overleve og, hvis hun kan, forsøge at afværge en krig.

Jeg var imponeret over den verden og det univers Okorafor præsenterer os for, og den episke problemstilling hun får sat op på så kort tid, endda uden at den føltes forhastet. Det er en verden hvor folk som Binti, der forstår matematik på et helt unikt plan, bruger deres viden til at skabe organismer, der er delvist mekaniske, delvist organiske, og kan rejse i rummet. Binte og andre som hende formår at forene de forskellige dele af universet, formår at se en større sammenhæng, som de bruger til at fremme udvikling. Jeg var vild med det, fordi det er så anderledes en verden. Okorafors innovation og forfriskende tilgang til kendte genrer og troper var også en af de ting, der imponerede mig i Who Fears Death. På trods af blot at have 90 sider, så følte jeg hendes univers stod overraskende klart frem, selvfølgelig var der en masse jeg ønskede at vide mere om, men jeg følte jeg forstod grundstenene, og gav mig et ønske om at vide mere (og der kommer heldigvis en to’er på et tidspunkt).

Mere end noget andet så er det dog en fortælling om at turde møde det fremmede med et åbent sind – og turde være fremmed blandt individer (aliens eller ej), der ikke ligner dig, der enten ser ned på dig eller frygter dig. Det er en historie om forståelse og tilgivelse. Jeg var specielt fascineret af forholdet mellem Okwu og Binti, der virkelig sætter i relief det der kan ske, når to meget forskellige individer møder hinanden under ekstreme omstændigheder.

Det er en kort, hurtigt læst bog, som jeg af mange mangfoldige årsager kan anbefale jer at læse. Om ikke andet, så i hvert fald fordi den gør sit til at give science fiction genren et mere diverst ansigt (hvilket det desperat har brug for) og et meget friskt pust.