“Fairyland” serien af Catherynne Valente

Fairyland serien af Catherynne Valente, 2011-2016, Feiwel & Friends.

dsc_0339-1

dsc_0344-1

Jeg har elsket stortset alt, jeg har læst af Catherynne Valente, selv de bøger jeg ikke har elsket så højt som andre, har stadig været kunstværker at læse. Hendes sprog, hendes universer og hendes fantasi er fabelagtig. Den er enestående.

Hendes Fairyland serie er ingen undtagelse. Jeg har elsket den siden jeg læste The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making i januar 2015 (og ja, hvorfor det tog mig så lang tid at gå i gang er en gåde), og siden har jeg elsket hver eneste bog i serien.

Det er ikke bare, at hun har givet verden et underfundigt, vidunderligt og fantastisk univers, det er, at hun har givet alle unge (og ældre) piger og drenge et karaktergalleri, der er mere end blot klicheer og stereotyper. En af de ting jeg elsker allermest ved serien, er den feminisme man kan fornemme i vores unge, kvindelige protagonist, September. Hun er skrevet med et ønske om at give læseren en heltinde, der sætter sig ud over køn, der får lov at være en helt, selvom hun er en pige – indimellem måske endda fordi hun er en pige. Det er sjældent. Det findes selvfølgelig andre steder, Valente er ikke den første, men hun er en af dem, der gør det allermest overbevisende. De her bøger er skrevet med ægte kærlighed til genren, og til den vision Valente har haft. Hun har skabt noget helt unikt.

Saturday, A-Through-L, The Marquess, The Green Wind, The Blue Wind, alle de karakterer hun befolker sine bøger med. Det bånd de skaber til hinanden og de eventyr de tager på. Det er ikke så let at glemme igen.

Det er et univers og en serie af bøger, der meget gerne må blive klassikere. De taler om alt det børn drømmer om: eventyr, venskab, magi og at få lov at være en helt eller heltinde for en dag. Men også alt det man er bange for, og som man måske ikke engang endnu ved man er bange for: hvad skal man blive til, hvad er man god til, hvad hvis man står overfor noget, der er større end en selv? Må man spørge om hjælp? Må man vise følelser? Må man græde?

Den indeholder alle de her fantastiske små og fine observationer, som man kan finde tilbage til senere, hvis ikke man opdager dem første gang. Der er noget for alle i de her bøger, fordi de først og fremmest handler om ting, vi alle kan genkende. De har eventyrlysten sammen med hjemveen, og så har de et dybt, dybt ønske om at fortælle dig, at det vigtigste du kan være, er dig selv. Hvem end du er eller hvordan du er, så er det vigtigst, at du er ærlig overfor dig selv. Og at du udvikler dig, at du både er en person, der hjælper og tilgiver og en person, der er vred. At du har lov til at indeholde alle de her ting,  at være alt det, du er, og at det hele nok skal gå alligevel.

Jeg elsker Valente for de her bøger. De viser os en verden, der er fyldt med magi, og i denne verden gemmer hun mere visdom end jeg tror, jeg ejer. Hun gemmer det bag fantastiske farver, bag mytologiske væsener, i en verden, der føles som en drøm. Et sted, der er både ufattelig virkeligt og den perfekte drømmeverden.

Der er ingen ren ondskab i denne verden, ingen ren godhed. Alle er lidt af hvert, måske nogle lidt mere det ene end det andet. Måden at løse et problem på er sjældent vold og de fleste personer, der ønsker ondt på andre er fulde af smerte og kan mødes med forståelse snarere end hårdhed.

Det er det vigtigste, jeg tager med mig, fra de her bøger. Det er så let at male verden, som var den sort og hvid, og ikke fuld af tusind farver, af tusind fejl og tusind successer. Jeg håber, det her er bøger vi læser om 100 år, ja, længere end det.

Og det er bøger, jeg glæder mig til at læse højt for mine børn, når de en dag kommer til verden.

dsc_0334-1

Advertisements

En aften med Delphine de Vigan

dsc_0244-1

dsc_0230-1

(Jeg har også skrevet en reportage om eventet til Litteratursiden, og dette blogindlæg er en forlængelse og udvidelse deraf).

D. 21/9 var Delphine de Vigan gæst hos Authors in Aarhus. Det foregik i Aula’en på universitetet, og de meget smukke omgivelser passede perfekt til Vigan, hvis forfatterskab indeholder både stor skønhed, skrøbelighed og voldsomhed.

Jeg har læst både Baseret på en sand historie og Alt må vige for natten, som aftenens samtale handlede om, og jeg har elsket dem begge. Det er to meget forskellige romaner, der alligevel lægger sig op ad hinanden.

Arrangementet foregik på fransk, og jeg må erkende mit franske var for dårligt til at følge med. Interviewer Steen Bille Jørgensen opsummerede dog løbende og dette fungerede overraskende godt. Jeg følte ikke jeg gik glip af noget, udover selvfølgelig Vigans direkte ordvalg og formuleringer. Jeg måtte også erkende, der var forskel på den Vigan jeg så på scenen og den Vigan, jeg havde forestillet mig. Det gik først op for mig, da hun stod foran mig, hvor klar en idé, jeg egentlig havde skabt mig af hende som person gennem hendes romaner. Selvfølgelig var min idé ikke korrekt, selv den af hendes romaner, der omhandler hende mest sandfærdigt og personligt (Alt må vige for natten), giver jo stadig blot et fiktivt, filtreret billede af hende. Og nu, selvom hun sad foran mig, blev hun stadig filtreret – denne gang gennem Jørgensen.

Det var interessant at se disse to version af hende blande sig og justere sig selv, mens jeg hørte hende fortælle løs på smukt fransk.

Der kom i løbet af samtalen flere fantastiske pointer frem, og generelt åbnede det i høj grad for min forståelse og interesse for hendes romaner. Da Jørgensen spørger ind til den trussel de to kvinder i Baseret på en sand historie er for hinanden, og om dette kan give en hvis identifikation for kvindelige læsere, så blev jeg overrasket da Vigan sagde truslen ikke var så vigtig. Det hun ser som det essentielle er identifikationen, altså det behov vi alle kan have for at se os selv i den anden, og L. og fortælleren (en fiktiv version af Vigan selv) har denne identifikation. I så høj en grad det til sidst bliver skræmmende.

Jørgensen spurgte også ind til det kvindelige, men her var Vigan ikke bleg for at være uenig. Hun tænker ikke romanen, som et udtryk for en specifik kvindelig oplevelse. Forholdet mellem L og Delphine er ganske vist skabt med udgangspunkt i venindeforholdet, men Vigan ser det i langt højere grad, som en menneskelig oplevelse, end en kvindelig.

Der blev også grint af dette fokus på det maskuline eller manglen på mandlige karakterer. I København var hun åbenbart også blevet spurgt en del ind til faderen i Alt må vige for natten, hvilket hun synes var lidt morsomt, for hun tænker ikke selv på sine romaner som omhandlende køn, snarere bare menneskelig eksistens. Hun anerkendte dog at der var tale om forholdet mellem to kvinder i Baseret på en sand historie, da der mellem en kvinde og en mand for hurtigt kan opstå et magtforhold.

Specielt i denne, men også i Alt må vige for natten, er der en leg med genre og sprog. I Baseret på kommer der også en intertekstuel dimension. Dette beskriver hun som en leg med læseren, hvor hun udfordrer vores fortolkning og læsning. Hun virker generelt ikke så interesseret i at give lukkede eller afgørende svar, hun er optaget af alle de forskellige læsninger, der findes af hendes romaner. Hun vil gerne vide, hvordan hendes læsere forstår hendes romaner, fordi det er så forskelligt.

Hun vil heller ikke afsløre L.’s motivation. Den må læseren selv beslutte sig for – hvilket jeg synes er ret fedt, men også frustrerende. Jeg vil så gerne vide det! Men jeg må acceptere at det jeg kommer frem til, er lige så godt, som det Vigan selv kunne fortælle mig.

De begynder derefter at tale om Alt må vige for natten og dennes dokumentariske karakter. Dette havde jeg ikke selv tænkt på, men historien om Lucille, som Vigan fremlægger den, er stykket sammen af erindring, interviews og Lucilles korrespondancer med forskellige personer gennem livet. Jeg så det som en dybt personlig roman, men her går det op for mig, der også er en dimension af fælles erindring. Vigan siger at præcis dette har fascineret hende, altså hvordan forskellige personer husker hendes mor og har oplevet hende. Der er også hendes eget ønske om at forstå hende, forstå hvad der er blevet overført fra Lucille til Vigan, og hvad Vigan bærer med sig af den grund. Men det er ikke kun Vigans erindring, der er mange flere perspektiver.

Det går op for mig at der er meget mere i Vigans forfatterskab end jeg selv har bemærket. Jeg fik lyst til at læse bøgerne igen.

Til sidst nævner Jørgensen dette citat fra en maler i starten af Alt må vige for natten:

En dag, jeg stod og malede, havde det sorte invaderet hele lærredet, uden form, uden kontrast, uden transparens. I denne ekstremitet kunne jeg på en eller anden måde se det sortes negation. Teksturvariationerne reflekterede i større og mindre grad lyset, og ud af mørket strålede en klarhed, et billedligt lys, hvis særegne emotionelle kræft forstærkede min lyst til at male. Mit instrument var ikke længere det sorte, men dette gådefulde lys, som kom fra mørket.
– Pierre Soulages

Han spørger om dette indikerer, at man kan se litteraturen og kunsten som et sted, hvor man kan finde en løsning på det mørkeste i livet, finde lidt lys? Det var dog ikke derfor Vigan inkluderede citatet. For det første er det med, fordi hendes mor elskede at male, og for det andet, så vidner det for hende om familien som det vitale, noget vigtigt, noget af det, der kan give styrke i mørket, selvom det også er en kompliceret og indimellem forfærdelig størrelse.

Jeg havde forestillet mig en mere skrøbelig, stilfærdig og poetisk Vigan. Hun var i stedet rolig, fuld af selvtillid og en smule reserveret, men også lige så veltalende, som jeg havde forventet (i hvert fald i Jørgensens oversættelser). Skrøbeligheden kom lidt til syne under signeringen, og der kunne jeg ane den Vigan, jeg selv havde forestillet mig.

Under signeringen af min bog forsøgte jeg at stave “Kirse” for hende, men det blev til Kaase. Det er vel også lidt unikt. Jeg kan starte en samling af bøger, hvor mit navn er stavet forkert. Et eller andet sted synes jeg efterhånden, det er meget hyggeligt.

En anden rigtig fin detalje var, at fordi Vigan læste højt fra sine romaner på fransk, var det blevet arrangeret sådan at Emma Svankjær Morel, en af de frivillige hos Authors in Aarhus, læste samme stykker op på dansk. Det blev gjort sådan, fordi det gav bedst mening, det var en kvinde (og ikke Jørgensen), der læste op. Det fungerede virkelig godt.

Alt i alt var det en vildt interessant, oplysende aften. Og så er det altid spændende at møde forfattere, hvis bøger man har elsket. Indimellem er de præcis, som vi havde troet, indimellem skuffer de og indimellem er de noget helt andet, men lige så interessante som vi håbede. Delphine de Vigan virkede både fremmed og velkendt, men skuffede absolut ikke.

dsc_0332-1

dsc_0256-1

dsc_0228-1

Bogbloggertræf 2016

dsc_0265-1

dsc_0269-1

En vidunderlig weekend med et fantastisk bogbloggertræf er forbi.

Jeg havde aldrig været til et bogbloggertræf før, men havde hørt dem omtalt af andre bloggere og kan også huske jeg så billeder derfra sidste år. Det hele virkede lidt hemmeligt og magisk. Så da der kom besked om at det var muligt at melde sig til dette års træf (og jeg endelig havde en bogblog), slog jeg til. På trods af jeg ingen kendte, på trods af at være en meget ny blog med ret få læsere, så tænkte jeg, jeg måtte være med. Og den beslutning er jeg glad for.

Ikke bare var det fedt at få sat ansigter på alle de bloggere, jeg følger rundt omkring – også selvom jeg var lidt for usikker til at gå over og sige hej – det var også vildt fedt at få øjnene op for en masse nye blogger, jeg ikke kendte. Og som jeg så heller ikke turde sig hej til. Jeg ved godt, det er det, den slags event er lavet for, men jeg er ikke så god til fremmede mennesker, specielt ikke når ingen af dem aner hvem jeg er. Men alle var ekstremt søde og jeg følte mig virkelig hjemme, måske fordi jeg var klar over de alle delte samme passion som jeg selv.

Hele dagen forløb meget stille og roligt. Malene Sølvsten var den hemmelige gæst (!!!), og vi fik alle Ravnenes Hvisken med hjem. Den har stået på min læseliste længe, så jeg var lykkelig. Det er faktisk en bog, jeg fik øje på fordi forskellige bloggere anmeldte den, og Malene selv talte en del om sin positive oplevelse med bogbloggere, som en måde at få bogen uden i verden. Hendes samtale med Irene var virkelig fin, og de var begge nede på jorden og nærværende. Det var en helt perfekt start, og satte en vildt god stemning. Generelt var Malene virkelig interessant at lytte til, men jeg var specielt glad for hendes kommentar om at hun ikke gad love triangles, eller en One True Love Interest, men derfor gav sin hovedperson 5 mænd at vælge imellem. Det er jo genialt (selvom en af dem måske godt kunne have været en kvinde).

Hun signerede bagefter sine bøger, så vi stille os selvfølgelig alle troligt op i kø. Det blev en lidt lang kø, men så kunne man heldigvis bruge sin tid på at smalltalke lidt med dem omkring sig – og her fik jeg endelig sagt lidt hej! Det er vel egentlig det, køer er til for.

Derefter var der lidt konkurrencer og signering fra de andre forfattere, der var på besøg: Nick Clausen, Marie-Louise Rønning, Pernille Vørs og Nanna Foss. Jeg har faktisk ikke læst en eneste bog af nogen af dem, men det fik jeg virkelig lyst til. Jeg fik en enkelt bog med hjem af Nick Clausen og den glæder jeg mig til at læse, men alle de andre bøger lød også vildt gode. Jeg var helt ked af jeg ikke vandt nogle af konkurrencerne, hvor specielt deres bøger var på spil.

dsc_0277-1

dsc_0287-1

dsc_0301-1

dsc_0306-1

Efter deres signering blev det tid til kage – og selvom jeg aldrig havde været med til et bogbloggertræf før, så vidste jeg trods alt, at dette plejer at været et event. Jeg kan huske flere billeder af 15+ bogbloggere med kameraerne fremme foran en smuk kage – og denne gang var det ikke anderledes, udover at jeg var i blandt dem. Og kagen var virkelig flot, det ville have været en skam ikke at udødeliggøre den (og den smagte dejligt også).

Mens vi gnaskede vores kage, så var Mie Møller Nielsen fra DreamLitt på scenen for at fortælle om at oversætte, med udgangspunkt i hendes eget arbejde med at oversætte Brandon Sanderson serien The Reckoners, hvis to første bøger er Stålhjerte og Ildstorm på dansk. Det var ufatteligt spændende, specielt da jeg selv har en spirende interesse i oversættelse. Jeg var specielt fascineret af hendes pointe om at man egentlig skal være bedre til sit eget sprog, end det sprog man oversætter, hvis man vil være dygtig til det. Det havde jeg slet ikke selv tænkt over.

Til sidst var der lidt flere konkurrencer og så debat blandt os bloggere selv. Vi kom ind på lidt af hvert; er blogging et dødt medie? hvordan genopliver vi kommentarsporet på vores blogs? bruger man stjerner til at rate eller ej? må forfattere kommenterer på anmeldelser, opslag osv?

Det var en meget livlig debat, og der var så mange fine tanker, holdninger og måder at gøre det på. Jeg tror ikke vi blev vildt enige, men det er jo også det smukke. Hvis vi alle bloggede ens, var der nok ingen, der gad.

I løbet af dagen – jeg har glemt hvornår præcis – fik vi to muleposer med bøger. Jeg var helt lamslået. Den del af at være til bogbloggertræf havde jeg alligevel ikke hørt noget om, men måske burde jeg have regnet den ud. Og hvor blev jeg glad.

Jeg var tilgengæld nødt til at omrokere min hylder da jeg kom hjem. Helt alvorligt. Og nu har jeg ikke plads til én eneste bog mere. Hvilket bare betyder jeg må tage i Ikea, for jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at købe bøger.

Det var en virkelig fantastisk lørdag, også selvom jeg ville ønske jeg havde været bedre til at mingle. Måske har jeg mere mod næste år. Alle virkede som så dejlige mennesker, og jeg håber, jeg lærer flere af dem bedre at kende hen ad vejen.

Da det endelig blev tid til at tage hjem var jeg træt, men glad og tilfreds. Nu handler det bare om at få luret lidt på alle de blogs og bloggere, jeg ikke kendte i forvejen.

Jeg vil også sige mange, mange tak til Irene, Michelle og Simone for at gide arrangere det. Uden af jer var intet af det her sket, og jeg er så imponeret over jeres indsat.

Og tusind tak til alle sponsorerne. Tænk at de gider, hvor er det fantastisk:
Bog & idé AalborgDreamLittForlaget FacetGads forlagGyldendalJentasLindhardt & RinghofNicole Boyle RødtnesPlusbogStorytelTurbineTellerupDansk bibelselskab, Politikens ForlagLotte PetriMarie-Louise Rønning, Rosinante & Co., Pernille VørsNick Clausen, og Evas kagerier.

dsc_0319-1

dsc_0325-1

dsc_0266-1

Opsummering: Summer of Reading Women 2016

dsc_0199-1

Nogle af jer er måske med på, hvad The Summer of Reading Women er, men ellers kan i følge linket og læse min originale post om projektet. Min sommer med kvinder er nu forbi for 2016, og det er på tide at samle lidt op.

Det har kørt fra d. 17/6, hvor jeg fik sommerferie, til d. 17/9. Altså tre måneder i alt, og jeg har, på trods af masser af planer og arbejde, formået at læse følgende bøger:

  1. Simon vs. the Homo Sapiens Agenda – Becky Albertalli
  2. Forbandede Kærlighed – Colleen Hoover
  3. Who Fears Death – Nnedi Okorafor
  4. Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
  5. So Long a Letter – Mariama Bâ
  6. Midnight Robber – Nalo Hopkinson
  7. Human Acts – Han Kang
  8. Binti – Nnedi Okorafor
  9. Som sendt fra himlen (Losing it, #2) – Cora Carmack
  10. Indimellem holder de af hinanden – Charlotte Strandgaard
  11. H is for Hawk – Helen Macdonald
  12. The House on Sunset Lake – Tasmina Perry
  13. The Vegetarian – Han Kang
  14. Mr. Fox – Helen Oyeyemi
  15. The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two – Catherynne Valente
  16. The Boy Who Lost Fairyland – Catherynne Valente
  17. The Foxhole Court (All for the Game, #1) – Nora Sakavic
  18. The Raven King (All for the game, #2) – Nora Sakavic
  19. The King’s Men (All for the Game, #3) – Nora Sakavic
  20. A Wizard of the Earthsea – Ursula Le Guin
  21. Baseret på en sand historie – Delphine de Vigan
  22. Jonathan Strange & Mr. Norrell – Susanna Clarke
  23. We Should All Be Feminists – Chimamanda Ngozi Adichie
  24. Uprooted – Naomi Novik

Jeg har læst seks bøger mere end sidste år, hvilket jeg finder ret imponerende da jeg i år har haft en del mere travlt, men det har måske været lidt kortere bøger alt i alt end sidst. Jeg er i hvert fald tilfreds med dem, jeg nåede igennem.

Der var meget få af dem, jeg ikke brød mig om. De fleste af dem var fantastiske og et par har indskrevet sig på min liste over yndlingsbøger (bl.a. Delphine de Vigans Alt må vige for natten og Human Acts, Jonathan Strange & Mr. Norrell og Simon vs. the Homo Sapiens Agenda – som jeg faktisk stadig indimellem læser slutningen af bare fordi den gør mig så forbandet glad indeni).

Jeg har primært læst bøger af forfattere jeg ikke kendte i forvejen, og på det punkt har jeg været heldig. Nnedi Okorafor viser sig som en forfatter jeg absolut skal holde øje med, for hendes to bøger var både nytænkende og fremragende læsning. De Vigan var helt forrygende og en smuk, nervepirrende oplevelse, og Han Kangs bøger er som at få rørt blidt, men insisterende ved sin sjæl. Hver gang.

Den mest imponerende har været Jonathan Strange & Mr. Norrell. Hold da op for en bog. Det er jo en helt ufattelig debut roman. Jeg kan nærmest slet ikke forstå alt det, den formår at være. Også Human Acts tog mig med storm, jeg havde det som om jeg var blevet vredet tør for følelser bagefter. Eller som om jeg følte for meget, alt for tæt på.

H is for Hawk var nok den der overraskede mig mest med hvor godt jeg kunne lide den – og hvor jeg var overrasket over præcis, hvad det var for en slags bog. Potentielt også den bog, der har lært mig mest. Før vidste jeg ingenting om at træne rovfugle eller T.H. White, nu ved jeg i det mindste lidt.

Uprooted var tilgengæld en slem skuffelse. Jeg havde ellers glædet mig helt vildt til at læse den, men så viste den sig at være meget lidt mere end en træt kliché. Øv.

Alt i alt, så er det her allerede en af mine yndlingstraditioner. Jeg elsker at bruge min sommer i selskab med intelligente, talentfulde kvinder, der (for det meste) skriver fantastiske bøger. Jeg får udvidet min horisont, og får prioriteret alle de kvinder, der står og venter på mine reoler.

Derudover er det også noget jeg gør for at forsøge at få min ratio mellem læste bøger af kvinder og mænd til at være 50/50. Indtil videre ser det desværre stadig sådan her ud:

Kvinder: 193
Mænd: 336

Men jeg nærmer mig da. Langsomt.

Vi ses igen næste år til endnu en sommer fuld af kvinder og litteratur.

dsc_0206-1

“Jonathan Strange and Mr. Norrell” af Susanna Clarke

Jonathan Strange & Mr. Norrell af Susanna Clarke, illustrationer af Portia Rosenberg, udgivet: 2005, 1006 sider, Bloomsbury Publishing, English review.

dsc_0178-1

Jonathan Strange & Mr. Norrell er nok den mest imponerende roman jeg har læst i år. Ja, en af de mest imponerende nogensinde. Det er sjældent, jeg læser en bog, hvor jeg helt reelt tænker “den her læser vi stadig om 100 år”. En bog jeg er næsten overbevist om, bliver en del af litteraturhistorien.

Den præsenteres som en alternativ historie om England. Alternativ på den måde at det er historien om England, hvis magi havde eksisteret. Det er altså ikke blot en almindelig fantasy fortælling, det er en historisk fortælling. Clarke skal ikke blot opfinde et magi-system, der kunne have eksisteret, eller karakterer vi kan betragte som realistiske nok. Hun skal ikke blot opfinde et plot, der vil interessere og holde os fanget over tusind sider.

Hun skal oveni alt det genopfinde Englands historie. Romanen indlemmer historiske begivenheder i sig, den inkluderer Englands krig mod Frankrig, slaget ved Waterloo, Napoleons fald, osv., og hun inkorporerer magi i disse begivenheder, men ændrer derudover ikke på deres udfald.

Det var det, der gjorde mig så mundlam og overvældet. Den dybe indsigt i historien og sit eget værk, der må have taget flere år og utallige timer, at få til at gå op.

Den er også kendt for sin brug af fodnoter, og det er her Clarke viser sit sande geni. Disse fodnoter er ikke bare små kuriositeter, der skal give lidt baggrundsinformation. De er fuldstændigt essentielle for at romanen kan gøre, hvad den gør; det er gennem fodnoterne den historiske dimension træder frem. Det er her Clarke overbeviser os om, at det er en historisk roman i meget bogstavelig forstand. Det er her, hun viser os, der er både en fortid og en fremtid for England, for Strange, og for Norrell. At begivenhederne beskrevet i bogen er konsekvenser af en fortid, og vil have konsekvenser for fremtiden. De indskriver sig i historien og det er den historie, vi læser. Her refereres til værker af magikere, af historikere, til folkesagn, myter, og her forklarer hun os referencer, videregiver anekdoter og giver følelsen af, at dette værk kun er en brøkdel af den information, der findes om emnet. Det er et net af informationer, der giver en perfekt illusion af at befinde sig i et parallelt univers, hvor alt dette skete. Hvor dette faktisk er Englands historie.

Det er imponerende.

Selvfølgelig var jeg også vild med Jonathan Strange og Mr. Norrell og deres bizarre, indimellem hjertevarmende venskab. Jeg var totalt fanget af den galskab og det eventyr, der udspringer af deres indimellem åndsvage arrogance og stolthed. De er af skæbnen bestemt til at bringe magi tilbage til England, et land hvor magien har ligget hvilende og ventet. Hvor der ikke længere udøves praktisk magi, men hvor magi kun læses om i bøger. Med Strange og Norrell er freden forbi. Men selv ikke de ved, hvad de har sluppet løs i verden. De er alt for optagede af deres egen interesse i magi, til at bemærke den effekt det har på verden omkring den.

Jeg var vild med den måde hvorpå Clarke formåede at introducere det primære plot, så jeg i starten tænkte det blot ville være et mindre side plot. Jeg var vild med den ofte diskrete,  tørre, britiske humor Clarke bringer til romanen som fortæller (hvis forfatter og fortæller da er den samme person).

Det er en lang, indimellem langsom roman, men den er også helt igennem magisk. På alle leder og kanter er den fængende og fortryllende. Clarke er trofast mod den historiske virkelighed, og tager emner som racisme og sexisme op ofte direkte, men også med en diskret og skjult moderne tankegang. Hun placerer ganske vist kvinderne i hjemmet, og den eneste sorte karakter som tjener, men hun ignorerer ikke det problematiske i disse positioner, og hendes karakterer bliver aldrig stereotyper og jeg synes ikke hun indskriver sig i en uheldig diskurs. Hun har gjort det sådan, fordi det var sådan tingene var i England i 1800-tallet. Men samtidig ved hun at, hvis hun blot lod det stå uden kommentar, ville ingen af os idag acceptere det. Hun inkluderer det ikke ukritisk, og hun bruger romanens position som alternativ historie til at skubbe lidt til konventioner og normer. Hun bryder ikke fuldstændigt med dem, men det ville heller ikke passe med det romanen gerne vil – nemlig være en alternativ historie.

Mest af alt, så er det en episk, historisk roman om troldmænd, krig, kærlighed, og eventyrlyst. Den er ufatteligt original, fuldstændigt hæsblæsende intelligent og, ja, igen, bare sindssygt imponerende.

Og så er Lord Byron en karakter.

Jeg tror ikke, der findes mange bøger som den her. Måske findes der kun denne ene. I hvert fald er jeg evigt taknemmelig for Susanna Clarke. Hun har givet litteraturhistorien et mesterværk.

dsc_0184-1

“Som sendt fra himlen” af Cora Carmack

Som sendt fra himlen (Losing it #2) af Cora Carmack, oversat af Stine Holt Jensen, org. udgivet: 2013,  354 sider, Anmeldereksemplar fra Lovebooks/Lindhardt & Ringhof, English review.

dsc_0192-1

Jeg kunne godt lide Som stjernerne står, den første i denne serie, men jeg faldt slet ikke lige så hovedkulds for den, som jeg gjorde denne her. Jeg tror, det er fordi Bliss og Garrick og deres forhold i den første bog i høj grad virker som en fantasi. Det er meningen deres romance skal være fyldt med alle de ting, vi går og drømmer om. Drømme er bare sjældent særligt realistiske, og det synes jeg heller ikke Bliss og Garricks karakterer var.

Det er Cade og Max tilgengæld. Også selvom deres ‘meet cute’ er en del mere urealistisk en Bliss og Garricks. Cade er flyttet til byen for at blive skuespiller, og efter et smertefuldt møde med Bliss og Garrick på en café, hvor han må erkende hans følelser for Bliss ikke er forsvundet endnu, møder han Max. Max kommer direkte op til ham og beder ham lade som om, han er hendes kæreste. Hendes forældre er nemlig på vej, de ved hun har en kæreste, men hendes rigtige kæreste er en katastrofe, så vil han ikke lade som om det er ham i stedet? Cade siger ja. For der er et eller andet over Max – og hvem ved, måske bliver det en interessant afveksling fra hans eget liv. Legen stopper dog ikke med dette ene møde, og snart er Cade viklet mere ind i Max’ liv end Max egentlig bryder sig om. Det er dog svært at give slip. For Cade er alt det hun har ledt efter i en fyr, og for Cade, så er Max en åbenbaring. Det bliver hurtigt svært at se præcis hvor skuespillet hører op og virkeligheden begynder.

Jeg elskede Cade og Max. Jeg var vild med deres snarky banter og hvordan de uden egentlig at ville det, kom til at regne med hinanden. Deres dans med hele tiden at komme for tæt på for så at trække sig væk var fascinerende at overvære. De er begge personer med en fortid, de skal forsøge at lægge bag sig. De har minder, traumer og følelser de skal kæmpe sig igennem, før de faktisk kan finde hen til hinanden. Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre?

Jeg var også lykkelig over endelig at finde en karakter i litteraturen, som delte en frygt, jeg selv bærer på. Det var forfriskende med en kvinde, der ikke er bange for at blive forladt, men er bange for at forlade. En person, der ikke frygter at en anden stopper med at elske dem, men at de stopper med at elske den anden. Det er den frygt, jeg oftest har, og det var så dejligt at se den reflekteret i en anden. At vide man ikke er alene.

Deres kemi var også fuldstændig fantastisk. Jeg følte deres tiltrækning af hinanden næsten på min egen krop, det var som at gå ind i et rum, der nærmest knitrer af elektricitet.

Og så føltes de som rigtige mennesker, for så vidt det kan lade sig gøre i en bog som denne. De havde fejl og mangler, de fuckede op, de blev sårede og vrede på en måde, der virkede mere genkendelig end dramatisk. De er ikke (kun) en fantasi, hvor fantasifuldt deres første møde end var. Cade og Max har problemer, og det er ikke problemer, der på magisk vis forløses til sidst, de har blot taget et par skridt i den rigtige retning.

I sidste ende er det en romantisk historie om to personer, der er vidt forskellige, men som har brug for hinanden. Og mere end det, så er det en historie om at turde være sig selv, at stå ved den man er – og når man finder en person, der giver en modet til dét, så skal man holde fast i dem med alt det man har.

dsc_0195-1

“We Should All Be Feminists” af Chimamanda Ngozi Adichie

We Should All Be Feminists af Chimamanda Ngozi Adichie, udgivet: 2014 (originalt en TedxTalk holdt i 2012), 52 sider, Fourth Estate, English review.

dsc_0158-1

Jeg kom engang op at skændes med en fyr på facebook, der havde skrevet en status a la “Hvorfor hedder det feminisme? Hvorfor ikke bare ligestilling?” og jeg var ved at se rødt. Det er simpelthen så dumt et spørgsmål. Men mine svar hjalp ingenting, fordi jeg egentlig ikke vidste, hvordan jeg skulle svare på noget, der, for mig at se, var så åbenlyst tåbeligt, men som åbenbart ikke var det for ham.

Hvor ville jeg ønske jeg havde haft denne bog og Adichie dengang, så kunne jeg have givet ham dette svar:

Some people ask: “Why the word feminist? Why not just say you are a believer in human rights, or something like that?” Because that would be dishonest. Feminism is, of course, part of human rights in general—but to choose to use the vague expression human rights is to deny the specific and particular problem of gender. It would be a way of pretending that it was not women who have, for centuries, been excluded. It would be a way of denying that the problem of gender targets women.

Det er elegant og enkelt forklaret uden at hun på nogen måde lyder nedladende. Det er en balancekunst hun fornemt mestrer. Hendes TedxTalk og denne bog er påfaldende for denne elegante enkelthed. Adichie forklarer præcist, klart og med passende personlige anekdoter, hvorfor det er vigtigt – ikke bare for hende, men for os alle sammen – at være feminister.

Og det er en bog for alle. Den er kort, der er ingen besværlige, lange forklaringer eller begreber, og hun kommer ind på de største af feminismens emner på en måde, der gør dem let tilgængelige. Samtidigt formår hun at sætte fokus på vigtigheden af disse emner, og hvordan problemet med ubalancen mellem kønnene er noget, der indgrænser os alle.

The problem with gender is that it prescribes how we should be rather than recognizing how we are. Imagine how much happier we would be, how much freer to be our true individual selves, if we didn’t have the weight of gender expectations.

Det er den perfekte bog at give eller anbefale til personer, som ønsker et sted at starte i forhold til feminisme eller ønsker at vide, hvor feminisme stadig er så relevant i dag som nogensinde, og hvorfor vi har lang vej endnu. Det er også en bog for alle i den forstand at, selvom hun er en lille smule heteronormativ, så præsenterer hun os for en bred feminisme, der har plads til os alle – uanset køn, alder, hudfarve, religion, bosted osv.

Ingen af os er født feminister. Det er valg man tager, en position man vælger at indtage, fordi man mener den er vigtig. Jeg har selv haft perioder, da jeg var yngre, hvor jeg på ingen måde var feminist. Men det er jeg nu. Det vigtigste er ikke det man har været, men der man bevæger sig hen imod.

Det er også en bog man med rette kan gå ud og købe omkring 10 kopier af, og så bare altid have en i tasken til når en eller anden idiot begynder at kaste om sig med dårlige argumenter og ideer om, hvad feminisme er (selvom det er meget tydeligt, de aldrig har så meget som googlet begrebet eller været i nærheden af en kritisk artikel). Så kaster man bare den her lille bog i hovedet af dem, og så kan de fint læse den, inden de begynder en ny debat. Så har man gjort lidt, uden at skulle engagere sig for meget med deres uvidenhed.

For jeg vil meget gerne diskutere feminisme. Men jeg er træt af at diskutere feminisme med mennesker, der tydeligvis ikke har gjort det mindste for at sætte sig ind i emnet. De får den her bog i stedet. Så tak, Chimamanda. Du har givet os en gave.

My own definition is a feminist is a man or a woman who says, yes, there’s a problem with gender as it is today and we must fix it, we must do better. All of us, women and men, must do better.

dsc_0163-1

dsc_0162-1