“Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe” af Benjamin Alire Sáenz

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz, udgivet: 2012, 359 sider, Simon & Schuster Books, English review.

dsc_0109-1

dsc_0127-1

I wondered what that was like, to hold someone’s hand. I bet you could sometimes find all of the mysteries of the universe in someone’s hand.

Der er bøger man læser og holder af; bøger man læser og elsker; bøger der ændrer ens liv,;bøger, man slet ikke kan udstå; bøger, der lærer en noget, man aldrig havde troet man skulle lære. Der er bøger, der viser os hvem vi er; bøger, der viser os, hvem andre er; bøger, man bare læser; bøger man glemmer. Der er bøger, der aldrig forlader os.

Og så er der bøger, der er mere end alt det til sammen. Bøger, der optager en plads der er unik, en plads hvor der ikke er andre bøger. Dens plads er kun til den. Flere bøger kan have sådan en plads, men det er aldrig den samme plads. Hver gang man finder en bog, og ser en ny plads optaget, så er man heldig, uendeligt heldig. Det er bøger man bærer med sig, flere år, ofte hele livet. Jeg har fundet et par efterhånden, og Aristotle and Dante er én af dem.

Jeg ved ikke, hvad præcis det er, der gør jeg elsker den så dybt. Det er nok mest held. Heldigt at en forfatter har kombineret så meget af det jeg elsker, og skrevet det ned på en måde, der resonerer så dybt i mig. Det er helt tydeligt for mig at måden Aristotle and Dante er skrevet på har meget med min kærlighed til den at gøre. Sáenz skriver med et sprog og i en stil, der er ufatteligt smuk, men som samtidigt er disket, den skjuler ting lige under overfladen. Han formår at vise situationer og øjeblikke i en perfekt klarhed, han formår at distillere hver scene ned til det allermest nødvendige, uden at give det hele væk. Hver scene føles sand, måske præcis fordi den ikke fortæller os alt. Der er en fortrængthed i hans måde at fortælle. Han giver læseren fornemmelsen af følelser, der ikke beskrives, der blot eksisterer lige under overfladen, men som aldrig nævnes. Alligevel er de der, og man føler dem stærkt selvom man ikke altid forstår dem. Når jeg læser den får jeg altid en følelse af at forstå noget, der ikke bliver sagt. Jeg forstår, hvad Ari føler, uden at han behøver fortælle mig det. Det er i alle detaljerne. Det er ikke alle forfattere, der formår det, og meget få så godt som Sáenz.

Det vigtigste i hele bogen er selvfølgelig Dante og Ari. Fantastiske, sensitive, følsomme, smukke Dante. Og Ari, der holder sine følelser indelukket, hvis styrke er mere fysisk, der beskytter, bekymrer og elsker dem omkring ham dybt. Ari, der ikke kan finde de rigtige ord. Der er fanget mellem barndom og voksenlivet, med forældre, der selv har ting de ikke kan få sagt. Og hans usandsynlige venskab med Dante, der på mange måder er hans fuldstændige modsætning og alligevel, så passer de sammen. De finder hinanden på et tidspunkt, hvor begge er i forandring, hvor de står overfor en verden, de kan gøre deres egen, hvis de tør. De udgør hjertet af bogen, uden dem var der intet. Det er de to, der som to konstellationer kredser om hinanden, der gør den så forbandet smuk.

And it seemed to me that Dante’s face was a map of the world. A world without any darkness.

dsc_0110-2

Og der er Ari og Dantes familier. Familier, der elsker dem, dybt, ærligt og uden forbehold. Det er en af de ting, jeg elsker allermest ved bogen. Jeg elsker gode familieforhold, nok fordi jeg selv har så dyb en kærlighed til min egen familie. Den ubetingede kærlighed, der er mellem Ari og Dante og deres familier, den fylder mig med varme. Det er så kostbart, og sådan en gave, at have en familie, man kan elske uden at skamme sig, som støtter, og gør deres bedste. Det er ikke alle, der er så heldige. Jeg ville ønske det var. Og jeg holder så meget af når det portrætteres godt i romaner; den fejlbarlige, men kærlighedsfyldte familie.

Kærlighed fylder meget i bogen, selvfølgelig. Ari og Dante er begge i en alder, hvor den slags begynder at betyde noget. Men det er også en roman om venskab, familie, skole, at blive ældre og alle de andre generiske ting, der betyder noget som barn, som teenager, som voksen – i alle faser af livet. Men Sáenz skriver med en ynde, en skrøbelighed og en dybde, der skærer lige igennem alle mine forsvarsmekanismer. Da jeg læste den første gang var jeg lidt tvivlsom i starten, men da jeg var færdig græd jeg. Ustoppeligt. Anden gang jeg læste den græd jeg hele vejen igennem, og kunne mærke den i kroppen flere dage efter. Den efterlod mig sårbar, som om man bare kunne have rørt ved mig og jeg var faldet sammen. Den er så fuld af liv og varme, af skønhed, smerte og den, der følelse vi alle kender; følelsen af ikke at være god nok, og så at møde mennesker, der minder en om alt det man er, al den kærlighed og storhed man besidder. Mennesker der gør det muligt at være sig selv og elske sig selv. Livet er fyldt med smukke øjeblikke og øjeblikke, hvor man bare gerne vil forsvinde, ikke være til. Det er andre mennesker, tror jeg, mest af alt, der gør livet, livet værd. Ikke alle mennesker har evnen, men en sjælden gang sker det at vi møder en person, der hører hjemme i vores sjæl. Og så er man heldig.

Man er næsten lige så heldig, når man finder en bog, der hører hjemme i ens sjæl. Det her er en af dem. Resten af livet, tror jeg.

He was so perfect in his newly organized room, the western sun streaming in, his face in the light and the book in his hand as if it was meant to be there, in his hands, and only in his hands.

dsc_0087-1

dsc_0100-1

Advertisements

6 thoughts on ““Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe” af Benjamin Alire Sáenz

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s