“Jonathan Strange and Mr. Norrell” af Susanna Clarke

Jonathan Strange & Mr. Norrell af Susanna Clarke, illustrationer af Portia Rosenberg, udgivet: 2005, 1006 sider, Bloomsbury Publishing, English review.

dsc_0178-1

Jonathan Strange & Mr. Norrell er nok den mest imponerende roman jeg har læst i år. Ja, en af de mest imponerende nogensinde. Det er sjældent, jeg læser en bog, hvor jeg helt reelt tænker “den her læser vi stadig om 100 år”. En bog jeg er næsten overbevist om, bliver en del af litteraturhistorien.

Den præsenteres som en alternativ historie om England. Alternativ på den måde at det er historien om England, hvis magi havde eksisteret. Det er altså ikke blot en almindelig fantasy fortælling, det er en historisk fortælling. Clarke skal ikke blot opfinde et magi-system, der kunne have eksisteret, eller karakterer vi kan betragte som realistiske nok. Hun skal ikke blot opfinde et plot, der vil interessere og holde os fanget over tusind sider.

Hun skal oveni alt det genopfinde Englands historie. Romanen indlemmer historiske begivenheder i sig, den inkluderer Englands krig mod Frankrig, slaget ved Waterloo, Napoleons fald, osv., og hun inkorporerer magi i disse begivenheder, men ændrer derudover ikke på deres udfald.

Det var det, der gjorde mig så mundlam og overvældet. Den dybe indsigt i historien og sit eget værk, der må have taget flere år og utallige timer, at få til at gå op.

Den er også kendt for sin brug af fodnoter, og det er her Clarke viser sit sande geni. Disse fodnoter er ikke bare små kuriositeter, der skal give lidt baggrundsinformation. De er fuldstændigt essentielle for at romanen kan gøre, hvad den gør; det er gennem fodnoterne den historiske dimension træder frem. Det er her Clarke overbeviser os om, at det er en historisk roman i meget bogstavelig forstand. Det er her, hun viser os, der er både en fortid og en fremtid for England, for Strange, og for Norrell. At begivenhederne beskrevet i bogen er konsekvenser af en fortid, og vil have konsekvenser for fremtiden. De indskriver sig i historien og det er den historie, vi læser. Her refereres til værker af magikere, af historikere, til folkesagn, myter, og her forklarer hun os referencer, videregiver anekdoter og giver følelsen af, at dette værk kun er en brøkdel af den information, der findes om emnet. Det er et net af informationer, der giver en perfekt illusion af at befinde sig i et parallelt univers, hvor alt dette skete. Hvor dette faktisk er Englands historie.

Det er imponerende.

Selvfølgelig var jeg også vild med Jonathan Strange og Mr. Norrell og deres bizarre, indimellem hjertevarmende venskab. Jeg var totalt fanget af den galskab og det eventyr, der udspringer af deres indimellem åndsvage arrogance og stolthed. De er af skæbnen bestemt til at bringe magi tilbage til England, et land hvor magien har ligget hvilende og ventet. Hvor der ikke længere udøves praktisk magi, men hvor magi kun læses om i bøger. Med Strange og Norrell er freden forbi. Men selv ikke de ved, hvad de har sluppet løs i verden. De er alt for optagede af deres egen interesse i magi, til at bemærke den effekt det har på verden omkring den.

Jeg var vild med den måde hvorpå Clarke formåede at introducere det primære plot, så jeg i starten tænkte det blot ville være et mindre side plot. Jeg var vild med den ofte diskrete,  tørre, britiske humor Clarke bringer til romanen som fortæller (hvis forfatter og fortæller da er den samme person).

Det er en lang, indimellem langsom roman, men den er også helt igennem magisk. På alle leder og kanter er den fængende og fortryllende. Clarke er trofast mod den historiske virkelighed, og tager emner som racisme og sexisme op ofte direkte, men også med en diskret og skjult moderne tankegang. Hun placerer ganske vist kvinderne i hjemmet, og den eneste sorte karakter som tjener, men hun ignorerer ikke det problematiske i disse positioner, og hendes karakterer bliver aldrig stereotyper og jeg synes ikke hun indskriver sig i en uheldig diskurs. Hun har gjort det sådan, fordi det var sådan tingene var i England i 1800-tallet. Men samtidig ved hun at, hvis hun blot lod det stå uden kommentar, ville ingen af os idag acceptere det. Hun inkluderer det ikke ukritisk, og hun bruger romanens position som alternativ historie til at skubbe lidt til konventioner og normer. Hun bryder ikke fuldstændigt med dem, men det ville heller ikke passe med det romanen gerne vil – nemlig være en alternativ historie.

Mest af alt, så er det en episk, historisk roman om troldmænd, krig, kærlighed, og eventyrlyst. Den er ufatteligt original, fuldstændigt hæsblæsende intelligent og, ja, igen, bare sindssygt imponerende.

Og så er Lord Byron en karakter.

Jeg tror ikke, der findes mange bøger som den her. Måske findes der kun denne ene. I hvert fald er jeg evigt taknemmelig for Susanna Clarke. Hun har givet litteraturhistorien et mesterværk.

dsc_0184-1

Advertisements

5 thoughts on ““Jonathan Strange and Mr. Norrell” af Susanna Clarke

    1. Den er også virkelig fantastisk. Men også lidt et projekt, selvfølgelig, den er super lang. Man skal virkelig holde ud, men den er totalt det værd. Og potentielt en ret god vinterbog faktisk! 🙂

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s