En aften med Delphine de Vigan

dsc_0244-1

dsc_0230-1

(Jeg har også skrevet en reportage om eventet til Litteratursiden, og dette blogindlæg er en forlængelse og udvidelse deraf).

D. 21/9 var Delphine de Vigan gæst hos Authors in Aarhus. Det foregik i Aula’en på universitetet, og de meget smukke omgivelser passede perfekt til Vigan, hvis forfatterskab indeholder både stor skønhed, skrøbelighed og voldsomhed.

Jeg har læst både Baseret på en sand historie og Alt må vige for natten, som aftenens samtale handlede om, og jeg har elsket dem begge. Det er to meget forskellige romaner, der alligevel lægger sig op ad hinanden.

Arrangementet foregik på fransk, og jeg må erkende mit franske var for dårligt til at følge med. Interviewer Steen Bille Jørgensen opsummerede dog løbende og dette fungerede overraskende godt. Jeg følte ikke jeg gik glip af noget, udover selvfølgelig Vigans direkte ordvalg og formuleringer. Jeg måtte også erkende, der var forskel på den Vigan jeg så på scenen og den Vigan, jeg havde forestillet mig. Det gik først op for mig, da hun stod foran mig, hvor klar en idé, jeg egentlig havde skabt mig af hende som person gennem hendes romaner. Selvfølgelig var min idé ikke korrekt, selv den af hendes romaner, der omhandler hende mest sandfærdigt og personligt (Alt må vige for natten), giver jo stadig blot et fiktivt, filtreret billede af hende. Og nu, selvom hun sad foran mig, blev hun stadig filtreret – denne gang gennem Jørgensen.

Det var interessant at se disse to version af hende blande sig og justere sig selv, mens jeg hørte hende fortælle løs på smukt fransk.

Der kom i løbet af samtalen flere fantastiske pointer frem, og generelt åbnede det i høj grad for min forståelse og interesse for hendes romaner. Da Jørgensen spørger ind til den trussel de to kvinder i Baseret på en sand historie er for hinanden, og om dette kan give en hvis identifikation for kvindelige læsere, så blev jeg overrasket da Vigan sagde truslen ikke var så vigtig. Det hun ser som det essentielle er identifikationen, altså det behov vi alle kan have for at se os selv i den anden, og L. og fortælleren (en fiktiv version af Vigan selv) har denne identifikation. I så høj en grad det til sidst bliver skræmmende.

Jørgensen spurgte også ind til det kvindelige, men her var Vigan ikke bleg for at være uenig. Hun tænker ikke romanen, som et udtryk for en specifik kvindelig oplevelse. Forholdet mellem L og Delphine er ganske vist skabt med udgangspunkt i venindeforholdet, men Vigan ser det i langt højere grad, som en menneskelig oplevelse, end en kvindelig.

Der blev også grint af dette fokus på det maskuline eller manglen på mandlige karakterer. I København var hun åbenbart også blevet spurgt en del ind til faderen i Alt må vige for natten, hvilket hun synes var lidt morsomt, for hun tænker ikke selv på sine romaner som omhandlende køn, snarere bare menneskelig eksistens. Hun anerkendte dog at der var tale om forholdet mellem to kvinder i Baseret på en sand historie, da der mellem en kvinde og en mand for hurtigt kan opstå et magtforhold.

Specielt i denne, men også i Alt må vige for natten, er der en leg med genre og sprog. I Baseret på kommer der også en intertekstuel dimension. Dette beskriver hun som en leg med læseren, hvor hun udfordrer vores fortolkning og læsning. Hun virker generelt ikke så interesseret i at give lukkede eller afgørende svar, hun er optaget af alle de forskellige læsninger, der findes af hendes romaner. Hun vil gerne vide, hvordan hendes læsere forstår hendes romaner, fordi det er så forskelligt.

Hun vil heller ikke afsløre L.’s motivation. Den må læseren selv beslutte sig for – hvilket jeg synes er ret fedt, men også frustrerende. Jeg vil så gerne vide det! Men jeg må acceptere at det jeg kommer frem til, er lige så godt, som det Vigan selv kunne fortælle mig.

De begynder derefter at tale om Alt må vige for natten og dennes dokumentariske karakter. Dette havde jeg ikke selv tænkt på, men historien om Lucille, som Vigan fremlægger den, er stykket sammen af erindring, interviews og Lucilles korrespondancer med forskellige personer gennem livet. Jeg så det som en dybt personlig roman, men her går det op for mig, der også er en dimension af fælles erindring. Vigan siger at præcis dette har fascineret hende, altså hvordan forskellige personer husker hendes mor og har oplevet hende. Der er også hendes eget ønske om at forstå hende, forstå hvad der er blevet overført fra Lucille til Vigan, og hvad Vigan bærer med sig af den grund. Men det er ikke kun Vigans erindring, der er mange flere perspektiver.

Det går op for mig at der er meget mere i Vigans forfatterskab end jeg selv har bemærket. Jeg fik lyst til at læse bøgerne igen.

Til sidst nævner Jørgensen dette citat fra en maler i starten af Alt må vige for natten:

En dag, jeg stod og malede, havde det sorte invaderet hele lærredet, uden form, uden kontrast, uden transparens. I denne ekstremitet kunne jeg på en eller anden måde se det sortes negation. Teksturvariationerne reflekterede i større og mindre grad lyset, og ud af mørket strålede en klarhed, et billedligt lys, hvis særegne emotionelle kræft forstærkede min lyst til at male. Mit instrument var ikke længere det sorte, men dette gådefulde lys, som kom fra mørket.
– Pierre Soulages

Han spørger om dette indikerer, at man kan se litteraturen og kunsten som et sted, hvor man kan finde en løsning på det mørkeste i livet, finde lidt lys? Det var dog ikke derfor Vigan inkluderede citatet. For det første er det med, fordi hendes mor elskede at male, og for det andet, så vidner det for hende om familien som det vitale, noget vigtigt, noget af det, der kan give styrke i mørket, selvom det også er en kompliceret og indimellem forfærdelig størrelse.

Jeg havde forestillet mig en mere skrøbelig, stilfærdig og poetisk Vigan. Hun var i stedet rolig, fuld af selvtillid og en smule reserveret, men også lige så veltalende, som jeg havde forventet (i hvert fald i Jørgensens oversættelser). Skrøbeligheden kom lidt til syne under signeringen, og der kunne jeg ane den Vigan, jeg selv havde forestillet mig.

Under signeringen af min bog forsøgte jeg at stave “Kirse” for hende, men det blev til Kaase. Det er vel også lidt unikt. Jeg kan starte en samling af bøger, hvor mit navn er stavet forkert. Et eller andet sted synes jeg efterhånden, det er meget hyggeligt.

En anden rigtig fin detalje var, at fordi Vigan læste højt fra sine romaner på fransk, var det blevet arrangeret sådan at Emma Svankjær Morel, en af de frivillige hos Authors in Aarhus, læste samme stykker op på dansk. Det blev gjort sådan, fordi det gav bedst mening, det var en kvinde (og ikke Jørgensen), der læste op. Det fungerede virkelig godt.

Alt i alt var det en vildt interessant, oplysende aften. Og så er det altid spændende at møde forfattere, hvis bøger man har elsket. Indimellem er de præcis, som vi havde troet, indimellem skuffer de og indimellem er de noget helt andet, men lige så interessante som vi håbede. Delphine de Vigan virkede både fremmed og velkendt, men skuffede absolut ikke.

dsc_0332-1

dsc_0256-1

dsc_0228-1

Advertisements

2 thoughts on “En aften med Delphine de Vigan

  1. Åååh, jeg ville ønske, jeg havde været der, jeg var så vild med “Alt må vige for natten”! Men så er det jo godt, jeg kan læse med her – det lyder til at have en virkelig interessant oplevelse. 🙂

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s