“The Coldest Girl in Coldtown” af Holly Black

The Coldest Girl in Coldtown af Holly Black, udgivet: 2013, 419 sider, Brown Books, English review.

dsc_0509-1

dsc_0511-1

Den her bog er, ufatteligt nok, en ret original vampyrhistorie. Den har sine problemer, men jeg nød den virkelig meget. Holly Black skriver på en måde, der gør det let at leve sin ind i de karakterer og den verden hun præsenterer. Og så elsker jeg ideen om Coldtowns.

Forestil dig at vampyrer var virkelige og var blevet isolerede i Coldtowns. Hertil valfarter fanatikere, weirdos og dem, der håber en vampyr vil give dem evigt liv. Mennesker og vampyrer lever sammen i disse byer, og skaber sit eget blodige øko-system. Det er en verden, hvor der findes vampyrjæger reality-shows, hvor der bliver livestreamet fra vampyrfester i Coldtowns. Det er en verden, hvor vampyrer romantiseres, på trods af at de er dræbere. Bliver man bidt så inficeres man og er snart ude af stand til at kontrollere sin blodtørst.

Det er en genial idé, og (desværre nok) et solidt bud på, hvordan verden faktisk ville se ud, hvis vampyrer viste sig at eksistere og var pæne, charmerende og glamourøse, præcis som vi forestiller os de er.

Det er en roman, der spiller på den her glamourøse overflade, der præsenteres gennem medierne, og den skyggeside, som vi alle sammen ved hører med – men foretrækker ikke at tænke på. De er trods alt vampyrer, væsener der lever af blod, af død og af ødelæggelse. De er udødelige skabninger, der ganske vist ligner, taler og klæder sig som mennesker, men som kan vende sig mod dig på et øjeblik.

Det ved Tana bedre end de fleste. Da bogen starter vågner hun op med tømmermænd til en massakre. Alle andre til festen er myrdet af vampyrer, og snart er hun på flugt med sin nu inficeret eks-kæreste Aidan og den mystiske, men potentielt gode vampyr, Gavriel. Tana ved ikke om hun er inficeret, men hun sætter kursen med de andre mod den nærmeste Coldtown. Så snart hun bevæger sig inden for murene, går det op for hende, hun er blevet en del af et plot, der stikkere dybere og er mere dødbringende end hun kan forestille sig.

For I know that Death is a guest divine, 
Who shall drink my blood as I drink
this wine.
~ William Winter

Det er en spændende bog, der foregår i et meget originalt setting, og som tager hele vampyr-tropen og giver den et mere end tiltrængt friskt pust. Den manglede desværre en smule world-building, jeg følte at hele konceptet omkring Coldtowns behøvede mere uddybelse end det fik. Jeg køber f.eks. heller ikke at USA’s regering ville tillade at man blot lod børn komme ind i disse Coldtowns, uden så meget som at tjekke dem for infektion først. Det går imod alle menneskerettigheder, og selvom det også handler om økonomi, så tror jeg man ville insistere alligevel. Det bliver heller aldrig adresseret, at der må være en masse mennesker på den anden side af crazy-spektrummet. Folk som mener vampyrer er dæmoner og skal udryddes. Det var indimellem som om, der var lidt huller i den verden Holly Black satte op, hvilket gjorde min læseoplevelse mindre flydende end den ellers ville have været.

Der var også et par plot-ting, der ikke gav mening. Hvorfor ville Tana tage ind i en Coldtown, før hun overhovedet er sikker på, hun er inficeret? Og hvorfor forlader hun bare et dusin lig, hendes døde venner, bag sig og ringer ikke engang til sin far og søster og forklarer situationen?

Det føltes som om Black gerne ville bruge Tanas baggrundshistorie med hendes mor til at forklare hendes ret ofte meget selviske og destruktive adfærd. Det faldt bare aldrig helt på plads. Så i sidste ende virkede det ikke på mig som om Tana havde nogen reel motivation for at tage ind i en Coldtown med Gavriel og Aidan, udover at det tjente plottet, og det føltes lidt svagt.

Og så håber jeg hun dropper så åbenlys og urealistisk en kærlighedshistorie i sine andre bøger. Det romantiske plot var nok bogens største fejl. Det var bare fjollet og forhastet. Det er okay at lade tingene stå i det uvisse indimellem – hvilket bogen gør med en hel masse andet, så det skulle den nok også have gjort her.

Jeg er dog stadig meget interesseret i Holly Blacks forfatterskab og vil absolut forsøge mig med andre af hendes historier. Hun udviser nok kreativitet, talent og tænker tilpas uden for boksen til at jeg meget gerne vil se, hvad hun ellers har fundet på. Og så var inklusionen af en biseksuel og en trans karakter virkelig vidunderligt. Den slags håber jeg, hun har mere af.

dsc_0454-1

“Red Queen” af Victoria Aveyard

Red Queen af Victoria Aveyard, udgivet: 2015, 401 sider, HarperTeen, English review.

dsc_0504-1

Jeg er virkelig træt af YA fantasy romaner, der har præcis den samme slags protagonist. Det her er ingen undtagelse.

Mare Barrow er vokset op som Red, det vil sige hun bløder rødt og har ingen magiske kræfter. Reds undertrykkes af Silvers, der har magiske kræfter og sølvblod. Hendes fremtid er sandsynligvis i hæren, hvor hun skal kæmpe i en århundrede lang krig med deres nabonation. Men ved et held så bliver hun tilbudt et job som tjener for kongen – et job, der skaffer hende nok penge til at redde hendes familie ud af desperat fattigdom.

Det viser sig så selvfølgelig at hun har magiske kræfter og at de er bedre end de kræfter Silvers normalt har. Så hun tvinges til at tie stille, og præsenteres for verden, som en Silver; som det forsvundne barn af en Silver aristokrat, der døde i krigen. Hun forloves med kongen og dronningens yngste søn, og skal bruges til at undertrykke et oprør, der ulmer blandt de røde.

Det er et fint plot, udover at det har virkelig mange paralleller til både The Hunger Games, Red Rising og Divergent. Virkelig mange. Det er lidt som om plottet bare er et mix af andre YA plots, og i sidste ende var det for meget. Der er meget lidt i den her historie, jeg ikke har læst før. Det betyder ikke nødvendigvis, det er en dårlig bog, den har et fint sprog, den er bare virkelig kedelig og forudsigelig.

Men helt ærligt, The Hunger Games parallellerne er lidt for ekstreme. De lever også i et overvåget samfund, og hver fredag samles alle de røde, for at se silvers kæmpe mod hinanden med deres kræfter i en arena. De kæmper ikke til døden, men stadig. Mare Barrow, protagonisten, tvinges også lidt ind i at være, ikke “the face of the rebellion” (endnu, det kommer nok i de næste bøger), men snarere det modsatte. Pointen er at hun  tvinges til at være frontfigur for en kamp, hun ikke selv har valgt. Hun har også en yngre søster, der minder meget om Prim. Oprørerne har endda base i et radioaktivt område, som ingen overvåger længere, fordi ingen kan bo der – eller det er i hvert fald, hvad sølvfolket tror.

Mare er også præcis som jeg forventede. Hun falder 100% ind i “jeg er ikke som andre piger” tropen. Hun er ikke glad for kjoler, hun er ikke feminin som sin søster, hun synes ikke hun er pæn eller noget værd, hun er stædig, hun er sassy, og så har hun vildt fantastiske magiske kræfter. Hun er, kort sagt, ikke som andre! Sikke et twist!

Der er også et fjollet kærlighedsdrama mellem tre forskellige fyre; hendes barndomsven Kilorn, kronprinsen Cal, og prinsen Maven, som hun er forlovet med. Faktisk synes jeg dramaet mellem Mare, Cal og Maven var interessant. Mest fordi Mare tydeligvis lod sig rive med af sine naive idealistiske følelser.

Jeg følte dog intet for hende. Hun var så generisk, at jeg reelt glemte hendes navn da jeg var færdig med bogen. Jeg var nødt til at slå det op.

Hvis bogen havde turdet være mere original, og ikke lænet sig så stærkt op ad velkendte plots, så havde den været meget bedre end den er. Den har nogle fine ting i sig, bl.a. de magiske kræfter nogle af dem har, såsom at kunne manipulere metal, planter, ild eller elektricitet. Det var super cool, og gav en masse mulighederne for interessant worldbuilding, fx. kommentarerne om at de derfor ikke har brug for en industriel revolution på samme måde, var vildt interessant. Den slags skulle der bare have været mere af. Det skulle have været et langt mere selvstændigt univers, hvor jeg ikke konstant blev mindet om andre bøger og deres historier, når bestemte elementer dukkede op.

Det føltes mest af alt som et mix af alle andre YA fantasy romaner, jeg har læst, med en protagonist ligesom alle andre, og ikke ret mange andre karakterer interessante nok at vende tilbage for.

Den stærkeste følelse, den her bog gav mig, var lysten til selv at skrive en bedre, mere original YA roman, der faktisk bryder med klicheer og troper, i stedet for at bruge dem tankeløst og uden at ændre på dem.

Suk.

dsc_0506-1

Readathon 2016 opdateringer #1

Så er det tid for efterårets readathon. Det her indlæg vil blive opdateret løbende med kommentarer og måske billeder. Jeg glæder mig vildt meget til at gå igang, og håber alle får nogle vidunderlige 24 timer med læsning, snacks og hygge.

dsc_0467-1

dsc_0487-1

11:03 – Kun tre timer til readathon start! Jeg er stadig syg, så hvorvidt jeg kan holde mig vågen alle 24 timer bliver spændende. Jeg mangler bare at handle lidt ind, og så er jeg klar.

12:56 – Alt er klar, og nu vil jeg bruge den næste time på at lave te, forberede snacks, og finde alle de bloggere, hvis døgn jeg gerne vil følge med i, og komme endnu mere i læsehumør.

14:00 – Så er vi igang! Min første bog er Elena Ferrantes My Brilliant Friend, og jeg glæder mig så meget. Har kun hørt gode ting om den (og at man åbenbart bliver helt opslugt af serien), så tror det bliver den perfekte start.

15:49 – Jeg er kommet godt i gang med Ferrante, og det er indtil videre en virkelig, virkelig god bog. Lige nu holder jeg en kort pause, for at ordne noget musik. Spotify valgte at lukke ned for sig selv, så nu må jeg finde min Ipod frem med lidt fint klavermusik.

17:29 – Jeg er lidt over halvvejs med Ferrante. Den bog er godt nok ikke en, man bare lige haster igennem. Den er tilgengæld virkelig fint skrevet og venskabet mellem Elena og Lila er så fuld af skønhed og smerte. Jeg er så glad for de to allerede. Jeg var næsten ved at falde i søvn på et tidspunkt, men jeg holdt igen, og er nu for opslugt af min bog til, at jeg tror søvn bliver et problem.

19:25 -Det er blevet tid til lidt aftensmad! Og så vil jeg færdiggøre Ferrante. Den her bog har taget mig længere end jeg troede den ville.

20:34 – Er endelig blevet færdig med My Brilliant Friend og den var virkelig god. Men overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet, hvilket kun gjorde den bedre, tror jeg. Og så kan jeg godt forstå, hvorfor folk skynder sig ud og anskaffer sig de næste bøger. Man har sådan lyst til at vide, hvad der sker. Den slutter på en måde med en lidt beskeden cliffhanger. Nu vil jeg gå en lille tur, og når jeg kommer tilbage starte en ny bog.

21:17 – Gik en frisk og meget våd tur. Jeg fik også helt vildt lyst til en sund snack, men gad ikke lave en salat, så har bare købt en agurk. En hel agurk. Som jeg nu vil spise. Måske skærer jeg den lige i nogle skiver, det er lidt mere fancy.

21:18 – Hov, og ja, så bliver min næste bog nok The Coldest Girl in Coldtown!

00:01 – Jeg er, overraskende nok, ikke vildt træt. Jeg er ret overtræt, men det er ikke så slemt, som jeg havde forventet. Jeg tænker, jeg læser den her bog færdig, og så kan det være jeg sover, da jeg stadig er syg, og det nok er det rigtige at gøre. Måske læser jeg lige en Little Black Classic inden, eller starter Red Queen. Vi får se!

03:11 –  Så klokken er tre og jeg er varm, tung og alt er mørkt. Jeg har læst The Coldest Girl in Coldtown færdig og den jeg kunne virkelig godt lide den. Og en perfekt bog at læse om natten, jo. Jeg føler egentlig, jeg sagtens kunne være oppe et par timer mere, men tror jeg vælger at gå i seng, så jeg er mere frisk imorgen. Hepper på de af jer, der bliver oppe!

03:21 –  Ej, okay, før jeg sover læser jeg lige lidt af Emily Brontës The Night is Darkening Round Me, fordi, ja, natten bliver mørkere omkring mig, og hvilken mere passende titel at læse klokken tre om natten?

04:07  – Så går jeg endelig i seng. Brontë var dyster, men god.

09:13 – Jeg er vågnet igen! Og klar til at starte Red Queen af Victoria Aveyard. Jeg er stadig ret træt, men må tage en lur efter kl. 14.

11:24 Red Queen er instill videre mest bare The Hunger Games, men med magi. Ikke så originalt, men den er da okay spændende. Jeg er ikke sikker på, jeg når at læse den færdig inden 14, men jeg forsøger!

13:54 – Der er kun et par minutter tilbage af dette readathon, og jeg håber I alle er tilfredse! Jeg er blevet færdig med Red Queen, der desværre ikke var så god, som jeg havde håbet, og så har jeg brugt den sidste tid på at læse Come Closer af Sappho.

Jeg har i år virkelig været glad for, at være en del af et blogging-community. Det har givet meget en meget større fællesskabsfølelse for mig. Og det har været så rart at have folk, man kan tale med om at være træt, hvad man har læst, hvilke snacks man ville ønske, man havde læst osv. Jeg fik ikke læst Song of Solomon. Den blev ofret til fordel for søvn.

Næste år tror jeg dog, jeg vælger nogle lidt “lettere” bøger. At starte med Ferrante tog godt nok lidt pusten fra mig, selvom det var en fantastisk bog. Så næste gang starter jeg med noget lidt mere YA-agtigt, tror jeg.

Nu vil jeg lave den varme kakao, jeg ikke fik nydt i nat, og efterlade jer med en lille kort opsummering i tal:

Bøger læst:
My Brilliant Friend af Elena Ferrante
The Coldest Girl in Coldtown af Holly Black
The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë
Red Queen af Victoria Aveyard
Come Close af Saphho

Antal sider læst: 1259
Timer sovet: 5 timer
Kopper te drukket: 2 (det er jo ingenting!!)
Snacks spist: det føles som for mange
Alt i alt: 4/5 stjerner (jeg giver ellers aldrig stjerner!)

Alt i alt har det været et virkelig godt readathon, og jeg vil i løbet af i dag eller i morgen lægge en lille opsamling op på bloggen. Hvordan er det gået jer andre? Fik I læst noget godt? Min yndlingsbog var absolut My Brilliant Friend, den var helt enestående.

dsc_0458-1

dsc_0472-1

dsc_0468-1

Dewey’s Readathon Oktober 2016

dsc_0447-1

dsc_0454-1

Imorgen starter Dewey’s Readathon, og jeg glæder mig. Det afholdes to gange om året, én gang i foråret og én gang i efteråret, og ideen er at man, sammen med en masse andre over hele verden, læser (næsten) non-stop i 24 timer.

Jeg har været med i Dewey’s Readathon én gang før, og selvom jeg er typen, der virkelig ikke er god til at være oppe hele natten, så var det virkelig sjovt at være med. Sidste år endte jeg med at sove et par timer, vågnede kl. 10, læste sidste halvdel af Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe og endte mit første readathon i tårer. Det var perfekt.

I Danmark er starttiden kl. 14, så fra kl 14 lørdag til 14 søndag læser man bare alt det man kan, og følger med i andres opdateringen på twitter, blogs, instagram osv., med hashtagget #readathon og #readathondk.

Det kan godt være, jeg sidder herhjemme og læser, men tanken om at hundredevis af andre mennesker sidder og læser på præcis samme tidspunkt, gør det til en meget mere social aktivitet, end det normalt er.

I år burde jeg egentlig skrive min bachelor i stedet for at være med, men har besluttet mig for at være med alligevel. Jeg kan vel godt lige snige 24 timer ud af min kalender for at læse. Jeg vil opdatere både på Instagram, Twitter og her på min blog, hvor der kommer et blogindlæg, jeg løbende opdaterer.

Fordi jeg troede, jeg ikke ville få tid, så var min tilmelding ret sen og jeg er derfor ikke helt sikker på, hvilke bøger jeg vil læse. Indtil videre ser min læsestak således ud:

  • My Brilliant Friend af Elena Ferrante, jeg tror det er den bog, jeg starter med, da den er nok af en af de mere komplicerede at læse, og så er det nok rart at være helt klar i hovedet.
  • Song og Solomon af Toni Morrison, den her har stået på min hylde alt for længe, så nu bliver den en del af mit readathon, og min næste bog i The Year of Reading Women of Color.
  • The Coldest Girl in Coldtown af Holly Black, den her har jeg lige købt, og jeg tror den bliver ret fin at gå i gang med når det begynder at blive lidt sent og jeg bliver søvnig. Og så er historier om overnaturlige væsener bedst, når det er lidt mørkt.
  • Red Queen af Victoria Aveyard, den her hører jeg gode ting om, så glæder mig til at læse den! Forhåbentlig er den spændende nok til at holde mig vågen, når det bliver rigtig sent.
  • Come Close af Sappho og The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë er to Little Black Classics, jeg vil læse, når jeg har brug for en lille pause. Da de begge er poesi, kan jeg også hoppe lidt til og fra dem.

Det er muligt, jeg ikke får læst alle de her bøger. Sidste år fik jeg læst omkring 1400 sider, og det er ca. det jeg har i år også, men man ved jo aldrig, hvor træt jeg bliver.

Skal I læse med? Hvis ja, så fortæl mig endelig, hvor jeg kan finde jeres opdateringer!

dsc_0464-1

“Clancy of the Undertow” af Christopher Currie

Clancy of the Undertow af Christopher Currie, udgivet: 2015,  207 sider, Text Publishing, Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlægger, English review.

9781925240405

Clancy forventer en sommer helt som alle andre, hun skal arbejde, undgå sin familie, hænge ud med de venner, hun ikke har, og beundre byens Cool Girl, Sasha. Det ændrer sig, da hendes far er medvirkende til en bilulykke, der slår to teenagere ihjel. Pludselig vender hele byen sig imod hendes familie, og følelser rives op og slippes løs. Måske er det nu hendes verden falder sammen. Men et møde med Nancy, en tilflytter, der måske kan blive en ven, og uventet opmærksomhed fra Sasha betyder at den her sommer, måske ikke bliver enden på alting alligevel.

Clancy of the Undertow er en fin coming-of-age historie, der foregår i en lille, halv-død australsk by ude i ingenting. Christopher Currie er selv australsk, så man kunne mærke hans fortrolighed med sådan et sted, og jeg ville ønske der blev gjort lidt mere ud af det, for det er ikke noget, jeg er stødt på i mange andre bøger før.

Egentlig handlede den en hel del mindre om kærlighed og seksualitet end forventet. For Clancy er ikke i tvivl om, hvem hun er i den forstand, hun er helt afklaret med at fyre ikke er hende. Tilgengæld er alt andet i livet forvirrende, og selvom man har lyst til at kysse piger, så gør det, det ikke lettere faktisk at få lov at kysse en pige. Specielt ikke Sasha.

Det er mere en roman om familie. Om hvor irriterende, forfærdelige og i vejen ens familie kan være, specielt som teenager, men også om at indse, at de er med til at gøre os til dem, vi er. Bag det frustrerende og problematiske familie kan være, så er det også noget af det, der kan bære os igennem vores sværeste øjeblikke. Hvis vi giver dem lov.

Venskabet mellem Clancy og Nancy var, udover forholdet mellem Clancy og hendes bror, det, jeg synes bogen gjorde allerbedst. De er begge akavede, bange for intimitet og ikke vant til faktisk at have nogen i deres liv, de måske ønsker at holde fast i. En person som de ikke er tvunget sammen med, som deres familie, men som de vælger. Det er på ingen måde let at finde og fastholde en ven, og de må begge vurdere om det i sidste ende overhovedet er det værd, om den anden overhovedet er en, de har brug for.

Og så er det den velkendte historie om det umulige crush, der bliver til virkelighed, for selvom alt andet falder fra hinanden, så er der stadig Sasha. Smukke, fantastiske Sasha.

Det er en roman, der gør mest indtryk gennem sine portrættering af de forskellige forhold Clancy har til dem omkring hende. Plottet er lidt for simpelt og bliver pakket lidt for pænt sammen til sidst. Den virkede også lidt for kort og forenklede en masse problemstillinger, der sagtens kunne bære en større kompleksitet. Jeg følte lidt Currie måske holdt tilbage med det mørke, som bogen egentlig har masser af potentiale for, for at holde den lys og mere tilgængelig. Det synes jeg er en fejl. Det er fint at læse en roman, der er let i tone og tema, men den her tager faktisk nogle lidt voldsomme ting op, som ikke helt får den tyngde eller plads, de fortjener.

En meget letlæst og fin roman, der ikke gjorde det store indtryk, men som måske kan være værd at læse for sine karakterer. Specielt hvis man er til YA med en lesbisk protagonist eller YA med stærkt fokus på familie.

Hvis I læser den, så kan I måske give mig et bud på, hvorfor den har den titel, den har? Clancy giver sig selv, men Undertow? Jeg har ingen idé.

“Otherbound”af Corinne Duyvis

Otherbound af Corinne Duyvis, udgivet: 2016, 400 sider, Amulet Books, English Review.

dsc_0437-1

Nolan har, siden han var 5 år gammel, lidt af en ekstrem form for epilepsi. Så ekstrem at hver gang han lukker øjnene, blot for at blinke, så får han et epileptisk anfald. Eller det er i hvert fald, hvad lægerne og hans familie har besluttet sig for er forklaringen. Men for Nolan er sandheden en anden. Hver gang han lukker øjnene bliver han sendt hen i en anden krop, han lever et andet liv; han ser verden gennem Amaras øjne. Amara, som ikke ved, han er der. Amara, der lever som tjener for prinsessen Cilla, der er på flugt, og som lever i en fantasy verden fyldt med magi. En verden fuldstændigt fjern fra hans egen.

Pludselig en dag er han ikke længere blot tvunget til at se passivt til, en dag formår han at styre hendes krop, at kommunikere med hende. Snart går det op for dem begge, at de er mere afhængige af hinanden end man skulle tro, at der er hemmeligheder, og magtfulde fjender, der truer dem begge. Men fanget mellem sit eget liv og Amaras, hvilket skal Nolan vælge? Skal han forlade Amara, og måske risikere hendes liv, eller hjælpe hende og risikere sit eget?

Jeg synes, det var en fabeltagtig bog. Ikke blot har den et super unikt plot, men den havde også karakterer, det er sjældent man ser i fantasy bøger. Nolan har, udover “epilepsi”, også kun ét ben – han mistede det andet under et anfald, og er altså handicappet. Det er virkelig vigtigt at få repræsenteret mennesker som ham. Amara og Cilla er begge WoC (women of color) karakterer, og har mere end venskabelige følelser for hinanden, der både truer deres roller, som mester/tjener og deres usikre venskab.

Den havde også til sidst et twist, jeg overhovedet ikke så komme, og som fuldstændigt ændrede historien og hvad man troede, der skulle ske. Og fordi Nolan rejser frem og tilbage mellem Amaras verden og hans egen, så tilføjede det en ekstra spændingsdimension. For Nolan har sit eget liv at tænke på, en familie, søster og skole at tage sig af. Han kan ikke bare opgive alt, for at hjælpe Amara. Men måske er han i sidste ende nødt til at vælge mellem det ene og det andet, med potentielt fatale konsekvenser.

Jeg var glad for, den ikke tog den lette udvej, og gav mig den historie, jeg forventede. Ikke alting blev løst til sidst, og her var ingen åbenlys helt, ingen ægte kærlighed, blot unge mennesker, der forsøger at gøre det rigtige. Uden helt at vide, hvad det rigtige er.

Og så stiller den selvfølgelig et spørgsmål, vi alle har tænkt på: hvis vi kunne vælge mellem vores eget, almindelige liv og et liv i en verden af magi og fantasi, hvad ville vi så vælge? Indimellem kunne det være rart at forsvinde ind i en verden, der er mere end den, jeg befinder mig i, men så igen. Kunne jeg forlade alle jeg elsker og holder af?

Jeg var faktisk begyndt på en anden roman, og kommet et stykke ind i den, før jeg besluttede at læse Otherbound i stedet. Jeg kunne bare fornemme, jeg ikke orkede endnu en roman, der gav mig heteroseksuel, forudsigelig romance og et irriterende clear-cut plot. Så jeg læste Otherbound i stedet, og den var absolut det friske pust, jeg havde håbet på.

En virkelig spændende fortælling (seriøst, jeg slugte slutningen, jeg var så spændt på, hvordan den ville ende), der formår at være anderledes og unik, uden at det bliver for meget, og som giver nogle rigtig fede twists på magi og fantasy, som vi kender det. Det  hele fungerer bare, synes jeg.  Og jeg ville ønske, der var flere bøger som den.

“Den Dag Jeg Glemmer” af Adam Silvera

Den Dag Jeg Glemmer (org: More Happy Than Not) af Adam Silvera, oversætter: Betty Frank Simonsen, org. udgivet: 2015, 319 sider, Anmeldereksemplar fra Gyldendal, English Review.

dsc_0419-1

dsc_0424-1

Jeg var virkelig, virkelig klar til at den her bog ville knuse mit hjerte. Og det gjorde den også, men ikke helt så meget eller på den måde, jeg troede den ville.

Den handler om Aaron, der bærer på en sorg efter farens selvmord – et selvmord, der ledte til at Aaron selv forsøgte at tage sit eget liv. Nu begynder livet dog at se en smule lysere ud, for selvom hans familie alle bor i en lejlighed med ét soveværelse, selvom de ingen penge har, selvom alle hans venner er på vej ud i kriminalitet, så er livet måske ikke så skidt. Aaron har sin kæreste Genevieve, en ny ven i tilflytteren Thomas og muligheden for en bedre fremtid; det er nok.

Alt ændrer sig dog da Genevieve rejser væk på et kunst-retreat i tre uger, og Aaron er efterladt med sin nye ven Thomas. Deres venskab var tæt helt fra starten, som om de i hinanden endelig havde fundet, den person, de begge gik og ventede på. De falder ind i en helt naturlig rytme, hvor de deler deres liv, håb og drømme.

Og snart indser Aaron at det, han føler for Thomas, er meget mere end bare venskab. Men føler Thomas det samme? Og hvad med Genevieve? Og vigtigst af alt: hvordan reagerer verden på nyheden om Aarons seksualitet?

Det er en roman, der handler i meget høj grad om identitet. Gemt i historien er nemlig Leteo instituttet, der giver muligheden for at få fjernet minder. I vil nok genkende ideen fra Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Har man været igennem noget traumatisk, så kan man hos Leteo – for en pris – få fjernet sine minder, og leve sit liv fri for det traume og de efterfølger, det har haft.

For Aaron er det den perfekte vej ud. Han kan glemme sin fars selvmord, glemme sit eget selvmordsforsøg, glemme hans families skuffelse over at han gav op, og måske kan han glemme, at han er til fyre.

Det er ekstremt tragisk, og mere end noget andet, så var det, det, der rørte mig. At Aaron, og mange unge som ham (inklusiv mig selv og min biseksualitet), skal leve med en seksualitet som verden fordømmer, hader og ødelægger dem for. Muligheden for at kunne “passe ind”, at være hetero og derfor “ligesom de andre”, må være tiltrækkende for mange. At elske det samme køn er ikke blot et spørgsmål om at leve med verdens fordomme, da disse fordomme kan reelt sætte deres liv på spil. Det er så fucking uretfærdigt. Tænk, at skulle være bange for at elske? At forelske sig? At holde sin kæreste i hånden? At gøre alle de tåbelige ting, man gør, når man er ung og forelsket, blot fordi man elsker en af samme køn? Tænk, at skulle frygte det? Selvfølgelig giver den frygt mange et ønske om at kunne være “normal”.

Men er det at glemme en løsning? Giver det mening at glemme at det traumatiske, der er hændt os? Gør det os til en bedre version af os selv – eller blot en lettere version? En version, der har mindre at bære på, der er lettere at leve med.

Det er en stærk tematik, og sætter mange af de problematikker lgbt unge (og voksne) kæmper med. Leteo instituttet gør muligheden for at kunne “korrigere” sin personlighed helt reel. Det er vildt interessant at tage fat på.

Jeg blev rørt dybt af romanen. Ikke så meget af slutningen, som jeg troede, men af uretfærdigheden i det hele. En uretfærdighed, der desværre er alt for reel. Derudover så er det en roman, der virkelig godt fanger det at være ung, at være forvirret over hvem man er, og hvor man er på vej hen. Og hvordan man forholder sig til dem, der elsker en; familie, venner, kæreste.

Det var en slags YA blanding af Eternal Sunshine of the Spotless Mind og Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe (forholdet mellem Thomas og Aaron mindede mig en del om Ari og Dante) med et par triste, hjerteknusende twists.

Jeg synes absolut den bør læses.

dsc_0427-1