“Wuthering Heights” af Emily Brontë

Wuthering Heights af Emily Brontë, udgivet: 1847, 245 sider, Wordsworth Classics. English review.

dsc_0359-1

Wuthering Heights er simpelthen det vildeste ride af en roman. Aldrig har jeg været så vred på en karakter i en bog – ja, på flere karakterer faktisk. Aldrig har jeg været så tæt på at kaste en bog ud af mit vindue.

Det er faktisk en roman, der har stået på min hylde i flere år. Jeg ved ikke, hvorfor jeg aldrig har fået den læst. Jeg elskede Jane Eyre, og senere købte jeg The Tenant of Wildfell Hall, (selvom Wuthering Heoghts stod derhjemme), som jeg også elskede. Og så vidste jeg godt, det måtte være tid til den sidste Brontë søster. Alligevel gik der over et år. Men nu er vi her, og sikke en bog.

Min indledende reaktion var følgende: Fuck Heathcliff. Fuck Catherine. Fuck dem alle sammen. Hvad er der galt med dem? De er alle sammen de værste! På nær Cathy (Catherine nr. 2), der mest bare er uheldig i, hvem hun omgiver sig med.

Den lever i hvert fald op til titlen, både på engelsk og på dansk. Den er absolut stormfuld, en vred, voldsom, nådesløs storm, der ikke stopper eller giver dig det mindste pusterum. Den fortsætter bare, indtil den har fortalt sin brutale, hjerteknusende historie, hvor alle får som fortjent og så alligevel ikke, med blot et lille lysglimt til sidst.

Det, der imponerede mig mest, var nok sproget. Brontë søstrene er generelt fantastiske til at skrive, men Wuthering Heights var poetisk og fængslende på sin helt egen, fascinerende måde. Den lokker dig ind i sit spind af hemmeligheder, intriger og mørke. Den giver ikke slip. På trods af mine utallige frustrationer, på trods af at jeg kunne have slynget Heathcliff ud fra en høj klippe, blot for at hente hans krop og gøre det én gang til, på trods af dette, så kunne jeg ikke stoppe med at læse.

Fængslende er det bedste ord for det, den her roman er. Den holder dig fanget i Heatcliffs omklamrende, jalousi-drevne jerngreb og Catherines ikke mindre desperate, men dog blidere og mere hjerteskærende omfavnelse. Og så må du selv finde ud af at komme fri.

Det er heller ikke en romantisk roman, på trods af hvad utallige top to lister over “best romance novels of all time” forsøger at fortælle os. Heathcliff og Catherine er ganske vist soulmates, men deres kærlighed er ikke ren, den er ikke lys og tilgivende. Den er mørk, giftig og den ødelægger alt omkring dem. Jeg ville ønske, vi havde et bedre ord end kærlighed til at beskrive det. For jeg synes ikke, det er kærlighed. Det er besættelse.

Man kan argumentere for (og man gør det), at det er ydre omstændigheder, der er deres undergang. Men for dem, ligemeget hvad der var sket, tror jeg aldrig, der var meget håb. De er for meget i alt hvad de gør, der er for megen lidenskab, for mange ekstreme følelser. Ingen af dem har nok ro til at de kunne være i balance sammen.

Eller sådan fortælles det i hvert fald til os.

En ting der overraskede mig var, at det er en historie, der genfortælles til læseren. Vi inviteres aldrig indenfor i Heathfcliff eller Catherines sind. Det tætteste vi kommer er et par dagbogsnotater. Resten er en genfortælling fra en person, som har måtte gætte sig til alting, som så det hele udefra. Det, vi får, er hendes spekulationer, og selv de øjeblikke, hun faktisk har været vidne til, er ikke den skinbarlige sandhed. Det giver historien en vis mystik, der passer fantastisk, og kaster et røgslør over alt det, vi tror, vi ved. Historien om Heathcliff og Catherine bliver mere myte end fakta. Måske er det, det, folk forveksler med romantik. Den mytiske, alt-opslugende kærlighed, der ikke er kærlighed, men besættelse. Det er en “cautionary tale”: fald ikke for folk som Heathcliff. Bare lad være.

Det er en historie, vi kan nyde (måske nyde at hade), men som vi aldrig helt kan stole på. Hvad end denne roman fortæller os, så er sandheden om Heathcliff og Catherine en evig hemmelighed. Hvad de faktisk følte, hvad de drømte om, hvad de håbede på, det er begravet med dem. De bliver en myte, “cautionary tale” om besættelse, smerte og hvor dyrt det kan koste ikke at tilgive.

dsc_0372-1

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s