“Kvinden ved 1000 grader” af Hallgrímur Helgason

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason, oversætter: Kim Lembek, udgivet: 2011,  466 sider, Lindhardt og Ringhof, English review.

dsc_0396-1

Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat.

Sådan starter romanen, og det er måske en åbningslinje, der kan lokke de fleste til at læse et par linjer mere. Romanen handler om Herbjørg Maria Bjørnsson, kaldet Herra, barnebarn af den første islandske præsident, og datter af dennes søn, der som en af få islændinge kæmpede for nazisterne under anden verdenskrig.

Herra ligger ganske rigtigt i en garage med sin håndgranat og venter på at dø. Hun har haft KOL i 18 år, hun er 80; der er meget lidt tilbage, der kan holde hende i verden. Imens fortæller hun om sit farvrige liv, der har båret hende over kontinenter, i krig, og givet hende en afdød datter og tre ubrugelige sønner.

Det er en svær roman at tale om, for den har intet reelt plot. Der er tematikker, der går igen, selvfølgelig. Den største er måske Island, for Helgason har skrevet en roman, der ser kritisk, men også nostalgisk og varmt på det at være islænding. Det er et isoleret, lille land, der har befundet sig i periferien. Han både kritiserer og roser landet gennem Herra, og Island bliver nærmest en karakter i sig selv. Det er der, Herra stammer fra, og det er der, hun vender tilbage til. Det giver hende lykkelige barndomsår, men da hun vender tilbage senere i livet er det et fremmed hjem. Så Herra rejser ud igen, og vender hjem, ud og hjem igen og igen. Hun er rastløs, og hendes fortælling vidner om dette. Den hopper i tid og sted, og med 155 korte kapitler på 450 sider kan man nå at hoppe en del. Vi er på Island i et kapitel, og så i Tyskland under krigen i det næste.

Dens afgørende træk er humoren. Helgason skriver med en kulsort, satirisk humor, der sætter alt og alle under lup. Samfund, køn, politik, historie, facebook, intet undslipper. Hele scenariet med en gammel kvinde, der ligger i en garage og bander over verden er også ekstremt morsom. Langsomt dør den humor dog hen, og fortællingen kommer tættere og tættere på enkelte mørke, afgørende øjeblikke i Herras liv, som hun aldrig har kunnet lægge bag sig.

Dette mørke ærgrede mig lidt, selvom jeg forstår, hvorfor det er der. Man kan ikke skrive 450 satiriske sider, uden at have en slags pointe gemt derinde et sted.

Jeg synes dog den kom til at handle lige lovligt meget om krigen. Nok i hvert fald halvdelen af bogen omhandlede anden verdenskrig på den ene eller anden måde. Herra selv bliver fanget i Tyskland og senere Polen og må overleve på egen hånd som ung teenager, indtil krigen er forbi. Det bliver nærmest en krigsroman, og havde jeg vidst dette, havde jeg nok ikke læst den. Jeg er et eller andet sted lidt træt af bøger om anden verdenskrig, selvom jeg synes, det er vigtigt, de bliver skrevet. Jeg vil bare gerne have en pause fra at læse dem.

Det er også en roman, der er en smule for voldelig. Herra voldtages flere gange, og til sidst bliver det lidt som om, det eneste mænd tænker på er sex, og at i krise tilstande så er det, det eneste, de kan finde ud af. I hvert fald stoppede det med at have den effekt, det burde have haft, fordi der simpelthen var for meget af det. Det er meget uheldigt.

Jeg nød mest af alt de kapitler, der fandt sted i “nutiden” (2009), og hvor Herra ligger og ser tilbage eller kommenterer på nutidens Island. Der fungerede romanen allerbedst, og gjorde sit største indtryk. Også i dens tilbageblik på Islands historie og selvstændighed gjorde den sig bemærket. Det hele endte dog lidt med at drukne i krig (hvilket jeg kun klager over, fordi jeg ikke vidste, krigen overhovedet var så meget med).

Helt sikkert en roman, jeg vil anbefale, så længe man ved, hvad man går ind til. Og om ikke andet, så læs den for Helgasons fabelagtige sprog og helt unikke humor. På et tidspunkt kalder han bl.a. Islandsk for nordens latin, da det er et sprog, der er blevet gemt fra tidernes morgen og står nærmest ubugt, fordi islændingene bruger det så lidt. Mens er dansk “er et sprog, som de blev enige om på en ekstraordinær kongres for to hundrede år siden. ‘Ja, lad os tale sådan. Det kan de andre aldrig lære.’” og Svensk “anser sig for nordens fransk“, mens “Norsk er den konklusion, man får, når en hel nation finder sammen om ikke at tale dansk.” Den slags elskede jeg.

Han er ekstremt morsom, men uden det bliver plat. Det er humor gemt i intelligente, ofte kyniske observationer, og ligemeget hvad, så er Herra en karakter, man ikke kan lade være at holde af, og ønske man havde kendt. I det mindste har vi hende nu på skrift.

dsc_0398-1

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s