“Everything Leads To You” af Nina Lacour

Everything Leads To You af Nina Lacour, udgivet: 2015, 307 sider, Penguin Random House, English review.

dsc_0644-1

When you love someone, you are sure. You don’t need time to decide. You don’t say stop and start over and over, like you’re playing some kind of sport. You know the immensity of what you have and you protect it.

Den her roman gjorde mig først og fremmest bare glad. Den er så fin og håbefuld, og fuld af hverdagens skønhed. Omend en smule urealistisk, men det var måske faktisk én af de ting, jeg så godt kunne lide. Det er en pastel-farvet drøm om kærlighed og hverdagens små glæder.

Hovedpersonen Emi er lige blevet færdig med high school, og har lånt sin brors lejlighed over sommeren på én betingelse: der skal ske noget episk i den. Så da Emi får tilbudt drømmejobbet som set designer for en indie film, så siger hun straks ja. Samtidigt har hun i en gammel Hollywood stjernes hjem fundet et brev, der leder hende til filmstjernens barnebarn, Ava.

Og pludselig er det at lave en film måske ikke det mest fantastiske, der kommer til at ske den sommer.

Måske er det Ava.

Det er en virkelig fin, hjertevarm roman, der formår at blande lidt mere alvorlige emner, som at være lesbisk og have en familie, der ikke kan accepterer det, om ikke at kende sin egen fortid, og om at være ung og forvirret over, hvad der skal blive af en – hvor man ender og med hvem. Når man er 18 virker det som om hele livet er foran en, og samtidigt som om man burde have regnet det hele ud allerede.

Det er en roman, jeg mest kan tænke på i billeder. Måske er det fordi Emi er set designer, og hendes sets bliver beskrevet i ret fine detaljer. Resten af bogen består også af fantastiske øjebliksbeskrivelser. Af Ava i sin oplysende skønhed, og af det filmiske potentiale, som hele romanen rummer. Man kan mærke at det, at de arbejder på en film, har præget den måde romanen er skrevet på. Det er både en total romantiseret og idealiseret historie, men samtidigt så forstår den også godt, at det er det, den er. Og så blander den ret konkrete, triste og meget realistiske ting, der i sidste ende fik det til at føles, som en meget ægte, ærlig fortælling. Den vil gerne vise os, at virkeligheden altid trumfer fiktionen – ligemeget hvor skinnende ren og smuk den sidstenævnte er.

Den er ikke ude på at give et hyperrealistisk billede af ung kærlighed. Den giver os halvt drøm, halvt virkelighed, i sarte farver og behagelige stemningsbilleder, der indimellem drejer hen på livets mere hårde sider. Den fortæller os, at når livet virkelig er godt, så er det bedre end alt, hvad fiktionen byder os.

Den kunne meget let gå hen og blive klichéfyldt – på trods af, at det er to kvinder, der forelsker sig – men der er nok interessante, unikke detaljer til at romanen føles som helt sin egen. Jeg elskede f.eks. Emis forældre, og jeg elskede historien i den film, Emi, Ava og Charlotte arbejder på, jeg elskede Clyde, og jeg var vild med Emis og Charlottes forhold. Nina Lacour skaber med meget sikker hånd et univers, der på ingen måde er et billede af virkeligheden, men som samtidigt føles som om, det kunne være det. Og det er magien.

En virkelig dejlig historie, der lidt havde en Anna og det Franske Kys vibe. Det er samme slags totalt urealistiske, men samtidigt ufatteligt forførende univers, som man ikke kan lade være med at falde hovedkulds ind i.

dsc_0650-1

Advertisements

Søndagstanker: Pis Liv

Min mest populære anmeldelse på Goodreads er min anmeldelse af Life of Pi. Det er ikke engang fordi jeg rigtigt anmelder bogen, i stedet fortæller jeg en lidt sjov historie.

Jeg læste bogen på dansk. Jeg fandt den, da jeg var i Vietnam, og var på vej ud af døren på tur med tre andre piger, og manglede noget at læse. En eller anden havde efterladt den, hvor vi boede, og jeg så den og tænkte “den ser meget interessant ud”.

Titlen på dansk er Pi’s Liv. Jeg havde ikke set apostroffen. Jeg troede den hed Pis Liv, og tænkte, at det var en ret interessant, modig titel, så den var nok okay læsning. Baseret på coveret tænkte jeg også, den nok havde noget med en dreng i den indiske slum at gøre, eller noget i den retning i hvert fald. Jeg greb den virkelig bare med mig i farten, da jeg manglede en bog. Men helt ærligt, det her var coveret og den apostrof er altså godt gemt:

yann-martel-2003-pi-s-liv-pb-bog-med-limet-ryg

Derefter misforstod jeg prologen, og læste den som en introduktion. Til mit forsvar, så er  den også skrevet som en introduktion, bare en introduktion til den falske bog og historie som Pi’s Liv er. Jeg antog dog at denne fortælling om, hvordan forfatteren var rejst ud i verden og havde hørt historien på en lille café, havde mødtes med Pi osv., var den skinbarlige sandhed.

Jeg troede helt alvorligt at historien om Pi, der overlever tre måneder på en redningsbåd med en tiger, havde fundet sted. Det gjorde selvfølgelig noget ved min læseoplevelse og forståelse af bogen. Der var et eller andet underligt håbefuldt over det. Det er så vild en bog, hvor der sker så mange ting, der på ingen måde er realistiske, men fordi jeg troede det hele var baseret på en sand historie, så tog jeg det for gode varer. Det var sandhed, fordi sådan læste jeg det. Og det var en vildt inspirerende historie.

Det er også en interessant bog at misforstå. For den sætter selv spørgsmålstegn ved sin historie. Den ender med at Pi giver to versioner af sin historie, en der er den fantasifulde historie vi har læst, og en der er realistisk og ubehageligt voldelig. Hvilken en vælger man at tro på? Det siger måske meget om, hvem man er, hvilken version man vælger. For mig var der intet valg, jeg troede det, jeg havde læst var sandt. Hvor fantastisk og urealistisk det end var.

Nu ved jeg selvfølgelig bedre, og jeg har ikke siden misforstået en bog så voldsomt. Havde jeg forstået den var helt fiktion, så havde jeg måske holdt mindre af den. Måske ikke. Det var i hvert fald en interessant, overraskende rørende og, set i bakspejlet, lidt fjollet oplevelse.

Boganbefalinger: Damsels in Distress

dsc_0683-1

Jeg har tyvstjålet den her idé fra Kristian F. Møller bogbutikken i Århus. Jeg så et display af bøger dernede med et skilt, hvor der stod “Damsels in distress” og det var så sindssygt genialt. For ingen af bøgerne, de havde stillet op, handlede om det man normalt forbinder med den sætning. Det var alle sammen bøger om kvinder, der var i en eller anden form for mental (og indimellem fysisk) ‘distress’, men aldrig kvinder, der manglede en mand, der kunne redde dem. Jeg elskede det.

Så nu giver jeg et par anbefalinger videre, som jeg synes passer på og samtidigt bryder med ideen om en damsel in distress:

  1. Baseret på en sand historie og Alt må vige for natten af Delphine de Vigan
  2. H is for Hawk af Helen MacDonald
  3. The Vegetarian af Han Kang
  4. The Bell Jar af Sylvia Plath
  5. Sister af Rosamund Lupton
  6. Tell The Wolves I’m Home af Carol Rifka Brunt
  7. The Particular Sadness of Lemon Cake by Aimee Bender
  8. Hinsides af Helga Johansen
  9. Transformations af Anne Sexton
  10. The Obscene Madam D af Hilda Hilst

Det er langt fra dem alle jeg har læst, men dem jeg har, har jeg virkelig elsket. Og de resterende ser jeg meget frem til at læse. Der er intet, som portrætter af komplicerede kvinder i svære situationer.

dsc_0652-1

“Hvis jeg var din pige” af Meredith Russo

Hvis jeg var din pige (originalt: If I was your girl) af Meredith Russo, oversætter: Lotte Kirkeby Hansen, udgivet: 2016, 304 sider, Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof, English review.

dsc_0334-1

dsc_0553-1

Jeg er en cis-kvinde, altså ved jeg intet om at være transkønnet eller hvad, det måtte indebære af erfaringer og følelser. Det er dette perspektiv, jeg skriver ud fra. Har jeg skrevet noget forkert eller sårende, så ret mig endelig. 

Det her er en af de bøger, som man kan anbefale alle. Fordi den rører så dybt, fordi den udvider ens forståelse så meget, og fordi det reelt bare er en virkelig god bog.

Den handler om Amanda, der er transkønnet og engang blev kaldt Andrew. Efter et specielt brutalt, hadefuldt overfald, beslutter Amanda og hendes mor at hun skal flytte hjem til sin fremmedgjorte far, som hun ikke rigtig har talt med i 6 år.

Amanda har aldrig rigtig kendt andet end ensomhed og had, så da hun ankommer til Lambertville, har hun svært ved at tro på, at hun kan passe ind. Selvom disse nye mennesker aldrig har kendt hende som andet end Amanda – og Amanda gør sit bedste for at holde det sådan – hvad ville de så gøre, hvis de fandt ud af sandheden?

På trods af sine bedste forsøg på at holde lav profil, så får Amanda ret hurtigt venner – virkelig gode venner. Og Grant. Grant, der giver hende sommerfugle i maven og et lille bitte spinkelt håb om at måske, bare måske, så er der en fremtid for hende, der ikke er hverken ensom eller trist. Men fyldt med kærlighed og glæde.

Det er en roman om identitet – om at stole på at andre kan acceptere den man er, men også om at stå ved den man er, selv når verden vender sig mod en. Mere end det så handler den om kærlighed. Om at turde tro på, at man er værdifuld nok til at blive elsket, og om at tillade sig selv, efter så megen modgang, at knytte sig til andre, at tro på deres venskab, at tro på de vil en det bedste.

Det var det, der var allermest rørende. For det her er ikke en roman om at finde romantisk kærlighed, men om at tro på, at man er alle former for kærlighed værd. Og det er man. Ligemeget hvem man er eller har været, så har man altid fortjent kærlighed. Specielt er det en vigtig bog, fordi Russo skriver ud fra egne erfaringer. Selvom hendes og Amandas oplevelser har været markant anderledes, så er der et vigtigt godt indblik i, hvad det vil sige at være transkønnet og hvilke følelser, problematikker og erfaringer, det bærer med sig. På godt og ondt.

Den del af bogen, der rørte mig mest, havde faktisk intet med Grant at gøre. Det var i stedet alle interaktionerne mellem Amanda og hendes far, og Amanda og hendes nye veninder. Måske er det tanken om, at kærester kan man altid finde, mens familie og venskaber holder “evigt”. I hvert fald ramte det mig lige i hjertet. Specielt den sidste scenen med Amanda og hendes far. Det er disse personers åbne arme, der giver Amanda modet til at åbne sit hjerte, og stole på fremtiden. Og det er en smuk fortælling.

En virkelig, virkelig god bog, som jeg er glad for, så hurtigt er blevet oversat til dansk. Forhåbentlig når den ud til unge, der kunne have gavn af historier som denne – og ellers bare til alle, der er glade for YA; læs den her bog.

dsc_0595-1

dsc_0573-1

“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.

“We Have Always Lived In The Castle” af Shirley Jackson

We Have Always Lived In The Castle af Shirley Jackson, udgivet: 1962, 160 sider, lydbog læst af Bernadette Dunne, Penguin, English review.

dsc_0599-1

‘I can’t help it when people are frightened,’ says Merricat. ‘I always want to frighten them more.’

Jeg var helt fuldstændigt overbevist om, den her bog var en spøgelsesfortælling, og jeg startede den med den forventning, at det var en horror roman.

Det er det ikke. Ikke som jeg havde forestillet mig den. Den er mere foruroligende end skræmmende, men den er til gengæld også foruroligende i helt ekstrem grad.

Den skaber en stemning, der gjorde mig overraskende urolig, nærmest fra allerførste side. Det hjalp at den stemme Bernadette Dunne giver til Merricat, der er fortælleren, er tilpas forstyrrende. Merricat er 18 år, men hun lyder, taler og opfører sig, som var hun yngre, og hendes overtro, vrede mod omverdenen, og hendes nærmest sygelige trang til at beskytte sin søster, gjorde at historien meget hurtigt tog en bizar og foruroligende drejning.

Og det på trods af, at der faktisk ikke sker særlig meget i bogen.

6 år inden romanens start døde alle i Blackwood familien af arsenikforgiftning på nær Merricat, hendes ældre søster Constance og deres onkel Julian, der dog blev permanent handicappet. Siden har disse tre overlevende lukket sig inde i Blackwood huset og kun Merricat bevæger sig ud i landsbyen, når de mangler mad. En dag ankommer deres fætter, Charles, og med hans ankomst kommer forandringen. Den skrøbelige ligevægt de har opbygget ødelægges og en ny må findes. Dette liv de har opbygget må nu enten briste eller bære under vægten af en hel landsbys had og muligheden for at leve et andet liv.

Det er ikke så meget en bog om spøgelser og uhygge, men snarere en bog om alt det, der gør den virkelig verden så skræmmende. Navnligt det altoverskyggende had, afsky og mistillid et lille samfund kan nære til to unge kvinder på grund af en forbrydelse, der fandt sted for 6 år siden – og som for længst burde være tilgivet. Og hvad der sker, når denne afsky endelig når sit bristepunkt. De hader dem ikke længere, fordi de tror, de er mordere, men fordi de ikke har integreret sig i samfundet igen. De hader dem, fordi de opfører sig anderledes.

Merricat, said Connie, would you like to go to sleep?
Down in the boneyard ten feet deep!

Det er også historien om, hvad der sker, når man lukker en ung, grådig mand ind i et isoleret hus med to søster – hvor af den ene har en skræmmende kapacitet for mord. Og om den ubetingede, altafgørende kærlighed to søstre kan have for hinanden.

På et mere abstrakt metaforisk niveau er det en historie om, hvad det vil sige at leve et normalt liv – for hvad er normalt efter hele ens familie er blevet myrdet? Og om den væmmelse samfundet gør det så let at føle for kvinder, der ikke passer ind og som ikke vil underlægge sig normen.

Et kort, men komplekst og meget, meget foruroligende værk, der kræver flere genlæsninger, tror jeg, før man virkelig kan sætte pris på den præcision, der ligger bag Shirley Jackons stil. Alt virker valgt med omhu, og resultatet er en roman, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med. Jeg ved ikke engang om den sluttede, som jeg gerne ville have. Jeg er ambivalent, men imponeret. Og virkelig foruroliget.

“The Embassy of Cambodia” af Zadie Smith

The Embassy of Cambodia af Zadie Smith, org. udgivet: 2013, 70 sider, lydbog: oplæst af forfatteren selv, udgivet i The New Yorker.

There were good and bad kinds of weakness in men, and she had come to the conclusion that the key was to know which kind you were dealing with.

Dette er en meget kort fortælling – ca. en time som lydbog – og det var længden, der gjorde jeg valgte den. Jeg har ikke før læst noget af Zadie Smith, selvom jeg har flere af hendes bøger på min radar, så jeg tænkte The Embassy of Cambodia var en perfekt mulighed for at se nærmere på hende.

Jeg valgte den også lidt, fordi den bliver læst op af Zadie Smith selv, og det interesserer mig ret meget at høre forfattere læse deres egne ting op. Jeg får altid tanken, at deres oplæsning må give den “rigtige” version af historien, som om deres intonation, udtale og rytme på en eller anden måde er officiel. Det er jo ikke rigtigt, men jeg elsker alligevel at høre, hvordan de går til deres egen tekst. Og Zadie Smith har en meget distinkt måde at læse op på, der i sig selv gør det værd at høre historien som lydbog.

Det er sådan set “blot” historien om Fatou, der er immigreret (måske ikke helt lovligt) til London, hvor hun nu arbejder som tjenestepige hos Derawal familien. Det er fortællingen om hendes voldsomme fortid, og hvordan hun er endt, hvor hun er, og om hendes liv i London. Om Derawal familien, der behandler hende, som var hun mindre værd end dem, om hendes uskyldige, men oplysende venskab med Andrew, og om Cambodias ambassade, der fungerer som en slags centrum for historien. Med sin mur, de mystiske badmintonspillere og som repræsentation for ideen om at kunne rejse frit.

Det hele er fortalt i et nedtonet sprog, der gennem skarpe observationer, beskrivelser og sprogbrug formår at skabe en atmosfære af usikkerhed og fremmedhed. Selv til sidst var jeg i tvivl om, hvorvidt Fatous fremtid var en af håb eller yderligere sorg. Måske begge dele.

Zadie Smith beskriver knivskarpt og diskret den fremmedgørelse, der følger med at bo i et fremmed land, og den vold, der altid lurer lige under overfladen, når et “fremmed”element introduceres i blandt de lokale. Specielt i den vestlige verden. Der er et os og et dem.

Der sker meget lidt, men alligevel er der en følelse af, at der bliver sagt langt mere end man umiddelbart tror. Som der står i beskrivelsen, så er det en fortælling, der gennem sin skildring af de små ting i hverdagen “raise larger, more extraordinary questions.