“We Have Always Lived In The Castle” af Shirley Jackson

We Have Always Lived In The Castle af Shirley Jackson, udgivet: 1962, 160 sider, lydbog læst af Bernadette Dunne, Penguin, English review.

dsc_0599-1

‘I can’t help it when people are frightened,’ says Merricat. ‘I always want to frighten them more.’

Jeg var helt fuldstændigt overbevist om, den her bog var en spøgelsesfortælling, og jeg startede den med den forventning, at det var en horror roman.

Det er det ikke. Ikke som jeg havde forestillet mig den. Den er mere foruroligende end skræmmende, men den er til gengæld også foruroligende i helt ekstrem grad.

Den skaber en stemning, der gjorde mig overraskende urolig, nærmest fra allerførste side. Det hjalp at den stemme Bernadette Dunne giver til Merricat, der er fortælleren, er tilpas forstyrrende. Merricat er 18 år, men hun lyder, taler og opfører sig, som var hun yngre, og hendes overtro, vrede mod omverdenen, og hendes nærmest sygelige trang til at beskytte sin søster, gjorde at historien meget hurtigt tog en bizar og foruroligende drejning.

Og det på trods af, at der faktisk ikke sker særlig meget i bogen.

6 år inden romanens start døde alle i Blackwood familien af arsenikforgiftning på nær Merricat, hendes ældre søster Constance og deres onkel Julian, der dog blev permanent handicappet. Siden har disse tre overlevende lukket sig inde i Blackwood huset og kun Merricat bevæger sig ud i landsbyen, når de mangler mad. En dag ankommer deres fætter, Charles, og med hans ankomst kommer forandringen. Den skrøbelige ligevægt de har opbygget ødelægges og en ny må findes. Dette liv de har opbygget må nu enten briste eller bære under vægten af en hel landsbys had og muligheden for at leve et andet liv.

Det er ikke så meget en bog om spøgelser og uhygge, men snarere en bog om alt det, der gør den virkelig verden så skræmmende. Navnligt det altoverskyggende had, afsky og mistillid et lille samfund kan nære til to unge kvinder på grund af en forbrydelse, der fandt sted for 6 år siden – og som for længst burde være tilgivet. Og hvad der sker, når denne afsky endelig når sit bristepunkt. De hader dem ikke længere, fordi de tror, de er mordere, men fordi de ikke har integreret sig i samfundet igen. De hader dem, fordi de opfører sig anderledes.

Merricat, said Connie, would you like to go to sleep?
Down in the boneyard ten feet deep!

Det er også historien om, hvad der sker, når man lukker en ung, grådig mand ind i et isoleret hus med to søster – hvor af den ene har en skræmmende kapacitet for mord. Og om den ubetingede, altafgørende kærlighed to søstre kan have for hinanden.

På et mere abstrakt metaforisk niveau er det en historie om, hvad det vil sige at leve et normalt liv – for hvad er normalt efter hele ens familie er blevet myrdet? Og om den væmmelse samfundet gør det så let at føle for kvinder, der ikke passer ind og som ikke vil underlægge sig normen.

Et kort, men komplekst og meget, meget foruroligende værk, der kræver flere genlæsninger, tror jeg, før man virkelig kan sætte pris på den præcision, der ligger bag Shirley Jackons stil. Alt virker valgt med omhu, og resultatet er en roman, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med. Jeg ved ikke engang om den sluttede, som jeg gerne ville have. Jeg er ambivalent, men imponeret. Og virkelig foruroliget.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s