“Juliet Takes a Breath” af Gabby Rivera

Juliet Takes a Breath af Gabby Rivera, udgivet: 2016, 193 sider, Riverdale Avenue Books, English review. Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlaget.

dsc_0100-1

We lived loud and hard against a neighborhood built to contain us. We moved like the earth pushing its way through cement sidewalks.

Juliet Takes a Breath er en vigtig bog. Ikke blot fordi den tør så ufatteligt meget, men fordi den bare siger “fuck it” og gør det.

Juliet står foran sit livs, måske, vigtigste sommer. Hun skal forlade Bronx og til Portland, for at arbejde som assistent for det feministiske ikon Harlowe Brisbane, hvis bog, Raging Flower, ændrede Juliets liv. I Raging Flower fandt hun en verden, hun ikke kendte til, en verden af feminisme, af kamp mod patriarkiet og “kvinde elsk din krop” idealisme. Alt det en ung, puertoricansk lesbisk teenager har brug for.

Eller næsten alt. For Juliet håber, at en sommer i selskab med Harlowe kan lære hende endnu mere; om at være kvinde, feminist, lesbisk, og en helt almindelig ung pige fuld af usikkerhed, skam og mod.

Det kunne let have været en historie om at komme ud som lesbisk til sin familie, men det er noget af det første Juliet gør inden hun tager til Portland. Dermed handler romanen også om de konsekvenser, der følger med det valg – og den glæde og smerte det kan give.

Det er heller ikke en kærlighedshistorie, selvom det lidt var det, jeg forventede. Der er  masser af kærlighed i den, kærlighed mellem Juliet og piger, mellem Harlowe og Maxine, mellem Juliet og hendes familie. Der er kærlighed alle vegne. Men det handler ikke om at Juliet finder sammen med den eneste ene. Hvis det er en kærlighedshistorie, så handler den om at Juliet forelsker sig i sig selv.

All of the moments where I was made to feel like an outsider in a group that was supposed to have room for me added up and left me feeling so much shame.

Romanens centrum er Juliet, og  hvordan hun finder hen til sig selv, gennem modgang og medgang, og ser hvem hun er på den anden side. For det går langsomt op for Juliet at feminisme er ikke bare én ting, det er rigtig mange ting – og den kamp Harlowe Brisbane, en hvid kvinde, kæmper, er anderledes fra den kamp, som Juliet, en brun lesbisk amerikansk puertoricaner, kæmper. Der vil altid være overlap, områder, hvor kvindekampen er den samme for alle kvinder, men der er også områder, hvor det at være hvid er et privilegium man skal være opmærksom på.

Det er også en roman, der smider om sig med begreber, og Juliet er lige så forvirret, som alle os andre var, dengang hele den verden af feminisme og ligestilling åbnede sig for os, og vi indså hvor kompleks og nuanceret en verden det er. Som en introduktion er den fænomenal, specielt fordi den har fokus på en ung lesbisk pige fra immigrant forældre, og derfor automatisk har fokus på alle problematikkerne ved feminisme, når den bliver for hvid, og det at finde sin queer identitet i et meget hvidt rum, hvor racisme vil forekomme, ligemeget hvor velmenende de andre er.

‘We have three days to love you good […] and discuss the importance of naming racism when it comes for you unexpectedly in the form of a mentor, a lover, or someone who exists in the gray areas.’

Mest af alt, så er det bare en virkelig fantastisk fortælling om at finde sig selv, acceptere sig selv, og om at være ung, forvirret og føle at den verden man kendte, er ved at blive vendt på hovedet. Juliet ender et helt andet sted end hun troede hun ville, men med erfaringer, der vil vare et helt liv, og med en identitet, der altid vil være under forandring.

Den er skrevet med humor, varme, et kritisk øje, og så har den et virkelig, virkelig vigtigt budskab. Den har faktisk flere. Den er ikke perfekt, og indimellem kan den måske føles lidt for prædikende, men ignorer den følelse, og læs videre.

For der intet at tabe ved at læse den her bog. Virkelig intet.

Maybe I wasn’t such a freak, feminist, alien dyke after all. I was part of this deep-ass legacy and history of people fighting to be free.

Søndagstanker: Own Voices

I de seneste år er der kommet meget mere fokus på diversitet i litteraturen, end der har været før. For mig startede det blot med at jeg blev del af gruppen 500 Great Books By Women på Goodreads, og pludselig gik det op for mig, at jeg egentlig læste mange flere bøger skrevet af mænd end af kvinder. Så jeg begyndte at læse flere kvinder. Derefter indså jeg, at det faktisk ikke helt er diversitet blot at være mere kønsbevidst i sin læsning. Det handler også om seksualitet, etnicitet, personlige erfaringer, religion, og alt muligt andet.

Der er f.eks. ikke megen diversitet over at læse lige mange kvindelige og mandlige forfattere, hvis de alle sammen er hvide og heteroseksuelle. Eller hvis de er præcis som en selv på stort set alle punkter.

Og der er mange måder at læse diverst på. Man kan gøre det efter forfatteren; forfatterens køn, etnicitet, seksualitet, og personlige oplevelser. Eller man kan gøre det efter indhold, altså at man læser bøger, der har hovedpersoner, der f.eks. er homoseksuelle, muslimer eller andet, der er langt fra ens egen livserfaring. Men det er måske ikke så meget værd, hvis det kun er hvide, heteroseksuelle mennesker, der skriver om at være f.eks. homoseksuel, transkønnet eller muslim.

Hertil er der det, der hedder Own Voices, der startede (tror jeg), som et hashtag på twitter. Det er en beskrivelse, der bruges om bøger, hvor forfatteren har ét eller flere aspekter til fælles med enten hovedpersonen eller en del af den historie, der bliver fortalt. Det er altså tanken om ikke kun at læse bøger om personer, der er en del af en marginaliseret gruppe – men at læse bøger af marginaliserede forfattere, der enten skriver om deres egne erfaringer på en eller anden måde.

Det er en litterær bevægelse, jeg personligt er blevet virkelig glad for. For det betyder at dem, der skriver historier om marginaliserede personer og problematikker, faktisk ved noget om det, de skriver om. Og de får lov at repræsentere sig selv.

Det giver også bedre mening at f.eks. Chimamanda Ngozie Adichie skriver om at være afrikansk-amerikansk i USA end en hvid forfatter, der ikke personligt har nogle erfaringer med det. Eller at en biseksuel forfatter skriver om at være biseksuel. Fordi disse personer ved, på et helt andet niveau, hvordan det er. De kender detaljerne. Selvfølgelig ved de ikke alt om det, og deres erfaringer vil også være anderledes fra andres erfaringer, selvom der vil være flere fælles punkter, men de ved mere end en ikke-marginaliseret forfatter ville.

Dermed ikke sagt forfattere ikke må skrive bøger med karakterer, der har livserfaringer, der ikke matcher deres egen. Det betyder blot, at det også er vigtigt, at give en stemme til dem, der har mærket det på egen krop. Dem, der har noget at sige, der er baseret på deres egne erfaringer. Det giver en anden autenticitet, og en anden respekt for de erfaringer og personer, der skrives om.

I en Book Riot artikel om Own Voices står der:

The hashtag generated buzz for diverse authors who write books about their own experiences. As opposed to, say, an author from a dominant group who writes about a marginalized culture, and gets a ton of praise and money for it.

Own Voices handler altså om at give stemmen tilbage til dem, det egentlig omhandler, og lade dem fortælle deres egen historie. Jeg er selv begyndt at tænke meget mere over en forfatters tilknytning til deres historie; skriver de om noget, de selv har oplevet eller ej? Når jeg læser bøger, der omhandler marginaliserede karakterer eller emner, så stoler jeg meget mere på historien, hvis jeg ved den kommer fra en forfatter, der ved noget om det, og som deler noget af det, de fortæller om.

Så jeg håber det er noget, der vinder mere og mere indpas, og noget som I måske også vil tænke lidt mere over, når I køber og læser bøger. Det betyder meget, for de forfattere, der skriver ude fra marginerne, at folk som os køber deres bøger, anmelder dem, læser dem og ser dem og deres historier, for så får vi flere og flere historier af den slags. På den måde bliver vores litteratur bredere, dybere og mere divers. Og det tror jeg kun, vi kan vinde på.

Generelt er det bare vigtigt at støtte marginaliserede forfattere, ligemeget hvad de skriver om. For litteraturbrancen lige nu er ikke det mest tilgivende sted, hvis ikke man passer ind. Det er ved at blive bedre, men kun så længe disse forfattere bliver ved med at blive læst og købt.

Har man lyst til at læse mere, så er her nogle indlæg, fra mere vidende personer, og man kan også passende f.eks. følge We Need Diverse Books på twitter:

 

“Song of Solomon” af Toni Morrison

Song of Solomon af Toni Morrison, udgivet: 1977, 337 sider, Vintage, English review.

dsc_0062-1

Did they prove anything scientifically about is before they killed us? No. They killed us first and then tried to get some scientific proof why we should die.

Song of Solomon er historien om Macon Dead, også kaldet Milkman, og hans rejse mod at forstå og samtidigt frigøre sig fra sine forældres fortid. En fortid, der forsøgte at tage hans liv, før han overhovedet forlod sin mor.

Det er en bog om race, vold, historie, kærlighed, familie og smerte. Om at engagere sig i verden, og forstå hvem man er, ved at opsøge dem og der, man kommer fra. Milkman starter ud som en passiv, egoistisk karakter, der blot tager, hvad han kan og ikke giver meget tilbage. En karakter, der ser på verden omkring ham selv med apati og ligegyldighed. Han tror ikke det, der bevæger hans forældre, hans venner og hans elskere, vedrører ham. Langsomt indser han at alle handlinger, selv apatiske handlinger, har konsekvenser for omverdenen – at han på trods af sin ligegyldighed, faktisk gennem dem, har forholdt verden smerte.

Først da han begynder at gå i sine forældres fodspor, først da han begynder at optrevle sine forfædres fortid, begynder han at forstå sin egen plads i verden, sit eget værd og værdien af dem omkring ham.

Song of Solomon arbejder også i cirkler, på en måde starter den, hvor den slutter: med et “leap of faith”, et spring ud i intetheden med håbet om at vinden griber dig. Men disse cirkler handler også om noget andet; om historien. Om hvordan manglende viden om ens egen og verdens historie medfører fordomme og vold, mens en dybere forståelse af historiens gang medfører indsigt. Først når Milkman mærker verden og historien på egen krop forstår han sin egen identitet, og sit folks identitet.

He just wanted to beat a path away from his parents’ past, which was also their present and which was threatening to become his present as well.

Der er også spørgsmålet om, hvordan man placerer sig i historien og i livet: passiv eller aktiv? Et øje for et øje eller kærlighed?

Det er en roman med enorm poetisk kvalitet, både den måde, den er skrevet på, plottet og karaktererne. Så hverdagsagtigt som plottet måske forekommer, så er der en underliggende stemning af storhed, af historiens vingesus. Af at den fortæller os noget, der er evigt relevant.

Selvfølgelig placerer den sig selv i USAs fortid lige efter slaveriet, med racisme, segregation og eskalerende brutalitet mod sorte. Den reflekterer og kommenterer på dette, dog fra et perspektiv i 1977.

Det er en bog om historie – ens egen og verdens, og om hvordan man finder sig til rette i skyggen af fortiden og lyset af fremtiden på én og samme tid.

Det har taget mig alt for længe at begynde på Toni Morrisons forfatterskab. Men nu hvor jeg er her, så skuffer hun virkelig, virkelig ikke.

Apparently he thought he deserved only to be loved – from a distance, though – and given what he wanted. And in return he would be… what? Pleasant? Generous? Maybe all he was really saying was: I am not responsible for your pain; share your happiness with me but not your unhappiness.

dsc_0072-1

“Stalking Darkness” af Lynn Flewelling

Stalking Darkness (Nightrunner #2) af Lynn Flewelling, først udgivet: 1997, 501 sider, Bantam Spectra, English review.

dsc_0795-2

“First shall be the Guardian, a vessel of light in the darkness. Then the Shaft and the Vanguard, who shall fail and yet not fail if the Guide, the Unseen One, goes forth. And at the last shall be again the Guardian, whose portion is bitter, as bitter as gall.”

Den sidste sætning i det citat har hjemsøgt mig siden jeg læste den her roman. Det er bare en virkelig god, virkelig unfair sætning, når man endelig forstår den.

En gruppe magikere har sat sig for at hjælpe en dødsgud til genopstandelse, og for at stoppe dem er en ældgammel profeti tvunget til at gå i opfyldelse. Det bringer mere død, ødelæggelse og tragedie med sig end nogen af dem forestillede sig.

Titlen på romanen er passende. For hvis den her roman handler om noget, så handler den om at forfølge mørke. Om at være beskytter af lyset og være villig til at ofre alt for at afholde onde magter fra at drukne verden i skygge. Det er et plot, der blev begyndt i Luck in the Shadows  og som afsluttes her (og de to bøger kan passende læses som én bog).

Jeg forventede absolut Stalking Darkness ville være lige så spændende og opslugende som sin forgænger. Men jeg forventede ikke den ville være så overvældende eller rørende. Måske er det fordi den føles som en afslutning. Ikke en afslutning på serien, men der er en klar fornemmelse af at den her roman er en afslutning på noget. Og når man når til klimakset, så ved man hvad det er. Man ved at noget storslået endegyldigt er forbi.

Det er også en begyndelse på rigtig mange ting. På Seregil og Alecs forhold, på en krig, på nye alliancer, nye fjender og nye eventyr. Men der er stadig én ting, der er ændret for altid, og det slog mig virkelig ud. Ikke helt da jeg læste det, men flere timer og dage efterfølgende. Pludselig slog det mig at alt var ændret for de her karakterer. At verden nu var en anden. Og det rørte mig meget mere end jeg troede det ville, for uden at opdage det var jeg blevet virkelig investeret i alle karaktererne.

Sammenlignet med den første bog, så har den her et meget mere solidt, interessant plot. Blandt andet fordi der står så meget mere på spil. Det er ikke bare en enkelt persons liv, men en nations velfærd, måske hele verdens sjæl, der er på spil. Når først mørket er sat i bevægelse, så stopper det ikke af sig selv.

Men mere end noget andet, så er det en fortælling, der fungerer fordi dens karakterer og deres forhold fungerer. Flewelling bygger sine historier på disse forhold og uden dem var historien ingenting. Det er gennem disse vi forstår, holder af og engagerer os i historien. Men hun er heller ikke bange for at sætte disse forhold på spil, at gamble med dem og se, hvad der sker, hvis de pludselig falder sammen, ødelægges eller sættes på prøve.

Det er ærlig talt bare fucking god fantasy. Helt oprigtigt. Jeg elsker den verden, hun skaber, de samfund hun introducerer, og det plot hun væver. Selv når det knuser mit hjerte. Og jeg elsker hun tillader sine karakterer at have meningsfulde forhold til hinanden på tværs af køn og tilhørsforhold. Det er let at glemme venskaber eller familie, når man kan tale om kærlighed i stedet. Men der gives plads til det hele.

Det er anden bog i serien, men absolut ikke en skuffelse. Meget, meget langt fra. Igen er det bøger, jeg synes alle bør læse. Og man kan nøjes med de første to, hvis det endelig er. Men hvem vil ikke gerne have flere biseksuelle rogues i sit liv?

“You always have a choice. Don’t ever imagine you don’t. Whatever you do, it’s a decision and you have to accept responsibility for it. That’s when honor becomes more than empty words.”

dsc_0807-1

“Their Eyes Were Watching God” af Zora Neale Hurston

Their Eyes Were Watching God af Zora Neale Hurston, originalt udgivet: 1937, 256 sider, Harper Perennial, English review.

dsc_0035-1

Jeg forestiller mig at vi alle, på et eller andet tidspunkt, læser eller hører sætninger, der rammer noget i os, der langt overgår, hvad alle andre normale, almindelige sætninger gør. Jeg forestiller mig forfattere må have et par af disse, og at det er dem, de kæmper med, når de skriver deres egne ord. At de vil overgå, udslette eller ære dem.

Det er muligt det ikke er sandt. Det er også muligt man har ord, man gemmer på, men som man ikke er klar over, man et eller andet sted kæmper med. Hvis jeg en dag bliver forfatter, så er det, de her ord, der vil forfølge mig, tror jeg:

He looked like the love thoughts of women. […] He was a glance from God.

Hvordan Zora Neale Hurston har skrevet dem, skrevet sætninger som disse, og puttet dem i en bog fyldt med sætninger som dem er mig nærmest uforståeligt.

Det er historien om Janie Crawford, der som 40 årig vender tilbage til Eatonville efter hendes sidste mand er død, og en sen aften begynder at fortælle os sin livshistorie. Det er en historie om tre ægteskaber, sorg, død, og kærlighed. Og selvfølgelig om at være sort, og specielt sort kvinde, i et samfund der stadig lever i slaveriets nære skygge.

Det Hurston gør helt fænomenalt er at beskrive både Janies indre og ydre liv, og hvordan hendes jeg første gang vågner op, som et forår i hende, og i løbet af romanen gemmes væk, slåes ned, og vækkes til live igen. For livet handler ikke om sikkerhed, som Janies bedstemor tror, da hun gifter Janie væk som 16årig til en ældre, nogenlunde velhavende mand. Det handler ikke om penge, status eller arv. Men om at give ens sjæl lov til at være mere end blot end skygge i livet. At give den lov til at blomstre.

He drifted off into sleep and Janie looked down on him and felt a self-crushing love. So her soul crawled out of its hiding place.

For Janie sker det gennem kærligheden, selvom den kan være besværlig at finde og endnu mere besværlig at genkende som ægte. Så Janie skal igennem mere end ét ægteskab, før hun finder en mand, der forstår at åbne hende op, i stedet for at lukke hende i.

Det er en nuanceret fortælling om at være sort kvinde, om ægteskab, om ikke at lade sit liv diktere af samfundet, og om at turde åbne sig selv op til andre. Janies live er fyldt med fordomme, mænd, der vil herske over hende, dem, der vil eje hendes krop, og dem, der vil dømme hende for hendes valg. Og dem, der får lov at elske hende.

En bog, der er ligeså relevant i dag, som dengang, men måske af ændre årsager. Gennem Janie rækker Zora Neale Hurston en hånd gennem historien og du kan ikke undgå at mærke den.

All gods who receive homage are cruel. All gods dispense suffering without reason. […] Half gods are worshipped in wine and flowers. Real gods require blood.

dsc_0044-1

Filmatiseringer, jeg ser frem til i 2017

screen-shot-2016-12-02-at-11-19-30-am

american-gods-tv-series

En af de ting bognørder elsker at klage over er, at filmatiseringen aldrig er helt så gode som bogen. Hvilket jeg oftest er enig i. Alligevel er jeg – og alle jer andre, tror jeg – altid interesserede i at se bøger, vi har læst og elsket (eller hadet, måske er filmen bedre!) komme til live i et helt andet medie. Med kostumer, musik, og ansigter. Og så er man er jo nødt til at se den, for at kunne vurdere om de har gjort det godt nok.

Jeg har samlet et par filmatiseringer, jeg ser ekstra meget frem til i det kommende år. Jeg er så spændt på at se, hvad de får ud af historier jeg har elsket.

Tv-shows:

  • The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood. Det her er nok det show, jeg glæder mig allermest til. Ikke blot er den her fortælling mere relevant end nogensinde (dystopi om kvinders rettigheder og om hvor hurtigt demokrati kan forsvinde), det er også en historie, der fortjener at nå et bredere publikum. Og så ser den helt fænomenal ud allerede. (Trailer)
  • American Gods af Neil Gaiman. Allerede fra første trailer, så det ud til de fuldstændigt har forstået Gaimans univers og historie. Og castet er så imponerende. Det er også min yndlingsroman af Neil Gaiman, men har ikke læst den i mange år. Jeg tør nok ikke genlæse den lige inden, men håber de yder mit minde retfærdighed. (Trailer)

Film:

  • Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Baseret på den sande historie om de sorte kvinder, der gjorde det muligt at sende folk i rummet. Ignoreret af historien, får de nu endelig den opmærksomhed de fortjener. Den har premiere i Danmark her d. 26/1 og jeg er så spændt på at se den!! De her kvinder fortjener virkelig endelig at få deres historie fortalt. (Trailer)
  • Call Me By Your Name af Andre Aciman. Jeg elsker den her bog, virkelig, virkelig højt. Og jeg vidste ikke den blev til en film. Åbenbart har den premiere snart, og Armie Hammer spiller med. Det ser dog ud til at være en indie-produktion, men jeg håber virkelig den kommer til Danmark. Gjort rigtigt har det potentiale til at være en helt enestående film.
  • Murder On The Orient Express af Agatha Christie. Jeg elsker alt, der har med Agatha Christie at gøre, og jeg har et specielt ømt punkt i mit hjerte for filmatiseringer af hendes værker, fordi de har så god en stemning. Kostumerne, personlighederne, tidsperioden, det er så ekstravagant! Den her har også et sindssygt stjernespækket cast (der desværre indeholder Johnny Depp, og ham har jeg det svært med siden hans voldelige forhold til Amber Heard), med bl.a. Daisy Ridley, Judi Dench, Penélope Cruz og så instruerer Kenneth Branagh, og spiller også Hercule Poirot? Det kan jeg ikke lige se for mig, men hvem ved!
  • We Have Always Lived In The Castle af Shirley Jackson. Den her er åbenbart allerede blevet filmet? Jeg kan finde meget lidt information om den, og ved ikke præcis, hvornår den kommer ud. Men bogen er super creepy og skaber en fantastisk atmosfære, så jeg håber filmen formår det samme!

hf-gallery-03-gallery-image

Call Me by Your Name - Still 2

“Letters For Lucardo” af Noora Heikkilä

Letters For Lucardo af Noora Heikkilä, udgivet: 2017, 142 sider, Iron Circus Comics, English review. Alle billederne er fra bogen.

lettersforlucardo

lettersforlucardo1

Jeg var med til at kickstarte den her grafiske roman, fordi det her er den slags vampyrhistorier vi fortjener. Den bliver mulig at købe om ikke så længe fra Iron Circus Comics.

Det er en virkelig, virkelig smuk historie om den 61 årige Ed Fiedler, der er arbejder som skriftlærd ved det royale palads, og her møder han den evigt unge Lucardo von Gishaupt, og de to starter en kærlighedsaffære. Problemet er at Ed er et ganske almindeligt, ikke alt for ungt menneske, mens Lucardo er en flere århundrede gammel, royal vampyr. Alligevel vokser der mellem dem noget ubeskriveligt fint, rørende og dybt, dybt ægte. De finder i hinanden et stykke af deres sjæl. Og selvom deres interaktioner oftest er lette og ikke alt for alvorlige, så mærker man, måske fordi historien fortælles gennem billeder og stemninger, at der er noget endegyldigt over det, de har sammen.

Dette er første bind af fire, og det viser os starten på deres forhold, og hvordan det udvikler sig, mens Lucardos familie i kulisserne ser det udfolde sig med en smule misbilligelse. For Lucardo lever for evigt, mens Ed kun har, hvis han er heldig, et par årtier igen.

Det er ikke fordi, der er ufatteligt meget plot, og det ér en erotisk grafisk roman, det bør jeg nok understrege. Den er meget erotisk. Men det er noget af det, der gør den fungerer så godt, som den gør, for selvom vi virkelig kommer tæt på alt det, de to har sammen – både de ømme, følelsesmæssige øjeblikke, og de meget mere erotiske øjeblikke af lidenskab og begær – så er der en skønhed og en frihed i at se det hele så udlagt og tæt på. Der er intet at skjule.

Det er også virkelig rart at se en kærlighedshistorie, der involverer en person, der ikke er hverken teenager eller i 20’erne. For kærlighed kender ingen alder – om så du er 60 eller 400.

Kunsten er ikke nødvendigvis alles stil, den er lidt upoleret og holdt i sort/hvid, men lige her passer den perfekt. De bløde kurver og lette strøg giver en ømhed til billederne. Og Ed og Lucardos historie passer til den måde, den er fortalt på. Lidt tøvende, men med kærlighed. Jeg glæder mig så meget til bind to udkommer engang i fremtiden, også selvom den her serie uden tvivl kommer til at knuse mit hjerte. Jeg byder det velkommen. Det vil være det værd. Det er kærlighed altid.

lettersforlucardo2