“Home” af Nnedi Okorafor

Home (Binti #2) af Nnedi Okorafor, udgivet: 2017, 176 sider, Tor. English review.

dsc_0279-1

When you face your deepest fears, when you are ready,” she’d said. “Don’t turn away. Stand tall, endure, face them. If you get through it, they will never harm you again.

Jeg må erklære mig fuldstændig enig i Ursula Le Guin citatet på forsiden af bogen: “There’s more vivid imagination in a page of Nnedi Okorafor’s work than in whole volumes of ordinary fantasy epics.

(Selvom det her egentlig er en sci-fi roman.)

Det, der har været så konsistent imponerende ved Okorafor er nemlig hendes vision. Om så det er fantasy eller science fiction hun begiver sig ud i, så føles hendes universer altid ekstremt autentiske og ægte. Som om hun har kigget ind i et parallelt univers og nedskrevet, hvad hun så.

Home foregår et år efter Binti sluttede. Binti har fundet sig så til rette på Oomza universitet som man kan, når man også lider af PTSD og mareridt. Men hun føler sig stadig som et fremmedelement, ikke bare fordi hendes DNA nu er delvist alien, men også fordi hun for at følge sin drøm måtte forlade sin familie og venner tilbage på jorden uden et ord.

Så hun beslutter sig for at tage tilbage, forsøge at rode bod og samtidigt genfinde sig selv ved at deltage i sit folks pilgrimsrejse. Med sig tager hun sin eneste ven, Okwu, hvis race har været i krig med jorden i århundreder. En krig hun formåede at stoppe for et år siden, og nu er Okwu den første af sin slags, der kommer til jorden i fred.

Det er faktisk ikke en roman, hvor der på overfladen sker så meget. Okorafor formår alligevel at få 160 sider til at føles som 300 bare ved at give os en så levende, detaljeret og fuldendt verden.

Hvor Binti gav os rejsen ud i rummet, og forfølgelsen af drømmen, så giver Home os præcis det titlen siger; rejsen hjem igen. Men ikke bare den fysiske rejse, også den mentale rejse, hvor Binti må erkende at den hun er blevet til, måske er for fremmed til at hendes familie og den planet, hun tilhører, kan accepterer hende tilbage igen.

I Home opdager Binti, hvem hun faktisk er, hvor hun kommer fra, og hvem hun kan blive til – hvis hun tør. Det er en roman om at se sig selv, sin arv – genetisk og kulturel – og sin fremtid i øjnene.

Den her serie er meget mere end blot en science fiction fortælling. For det første så er den afrocentrisk, og det er sådan et friskt pust. For det andet så inkluderer relevante overvejelser om fordomme, krig og den pris vi indimellem må betale for fred. Og om hvad det vil sige at finde sig selv, for selv det er ikke uden sin pris.

Det er også en roman, der virkelig ligger op til den tredje bog i serien, The Night Masquerade, og jeg glæder mig som en gal til at se, hvor Okorafor tager mig hen.

Èn ting er helt sikkert, det bliver ikke forudsigeligt. Det er det aldrig med Okorafor.

Advertisements

Boganbefalinger: Moonlight og sorte, mandlige queer forfattere

moonlight

In patriarchal culture, all males learn a role that restricts and confines. When race and class enter the picture, along with patriarchy, then black males endure the worst impositions of gendered masculine patriarchal identity.” — Bell Hooks

I mandags så jeg Moonlight, og jeg tænker stadig på den. Den sætter sig i kroppen som en abstrakt melankoli, der nægter at gå væk.

Det er en absolut fantastisk film, som I alle sammen bør se. Jeg regner med den bliver røvet for alle sine oscars i aften, men måske lever vi i et retfærdigt univers, hvor den får den anerkendelse den fortjener. (UPDATE: MOONLIGHT VANDT BEST PICTURE! Og også Best Supporting Actor og Best Adapted Screenplay. God bless.)

I hvert fald fik den mig til at tænke over at sorte homoseksuelle mænd virkelig ikke er noget man ofte ser, og slet ikke i et så autentisk, ømt, og respektfuldt portræt som Moonlight. Det her citat rammer virkelig noget af det, Moonlight  formår at formidle med ekstremt yndefuld præcision (læs gerne hele artiklen):

The film lays bare the corrupting and contaminating terrain of masculinity — its toxicities, its brutalities, its unrelenting banality… The depth and texture of [Chiron’s] life was stolen by the insistence of homophobia and the mask of an almost suffocating masculinity.” — LaLi Mohamed

Ærlig talt: se den. Og så er her nogle sorte, mandlige queer forfattere vi alle bør læse.

3218fd3bb44a4d9082531ac889421d65

  • James Baldwin (på billedet) – Giovanni’s Room (1956)

Examining the mystery of love and passion in an intensely imagined narrative, Baldwin creates a moving and complex story of death and desire that is revelatory in its insight.

Hvis I kun læser én forfatter og roman fra den her liste, så lad det være den her.

  • Randall Keenan – A Visitation of Spirits (1989)

Randall Kenan’s daring and innovative first novel weaves a vivid and horrific tale through the generations of a black Southern family.

  • Saeed Jones – Prelude to a Bruise (2014)

Mistake yourself for shadows.
Learn the lullabies of lint.

  • Abdellah Taïa – An Arab Melancholia (2008/2012)

Irresistibly charming, angry, and wry, this autobiographical novel traces the emergence of Abdellah Taia’s identity as an openly gay Arab man living between cultures.

  • James Earl Hardy – B-Boy Blues (1994)

Hardy’s debut novel about the lives of black gay men in New York City is unabashedly and unapologetically written for the African-American male. Rough, sexy, humorous, and authentic, B-Boy Blues is a first-rate love story.

  • Charles M. Blow – Fire Shut Up in My Bones (2014)

A powerfully redemptive memoir that both fits the tradition of African-American storytelling from the South, and gives it an indelible new slant.

  • Melvin Dixon – Vanishing Rooms (1991)

In Vanishing Rooms, the author amply demonstrates his literary promise with a compelling love story of interracial sex and urban violence set in Manhattan’s West Village in the 1970s.

  • Ricky Laurentiis – Boy with Thorn (2015)

The personal and political crash into one language here, gothic as it is supple, meditating on visual art and myth, to desire, the practice of lynching and Hurricane Katrina. Always at its center, though, is the poet himself—confessing a double song of pleasure and inevitable pain.

  • Joseph F. Beam – In The Life: A Black Gay Anthology (1986)

29 black authors explore what it means to be doubly different both black and gay in modern America. These stories, verses, works of art and theater pieces voice the concerns and aspirations of an often silent minority.

 

“Selected Poems” af Marina Tsvetaeva

Selected Poems af Marina Tsvetaeva, oversat fra russisk af Elaine Feinstein, udgivet: 1971, 122 sider, Penguin Classics. English review.

dsc_0265-1

dsc_0269-1

I kiss you – across hundreds of
separating years.

Jeg har været forelsket i Marina Tsvetaeva siden jeg læste “Where does this tenderness come from“. Der er et eller andet over hende, der drager mig. Noget jeg sjældent oplever, når det kommer til poesi.

Det er som at læse et stykke af ens sjæl. Hvert ord bringer en ro med sig, som om jeg har fundet et stykke af verdens puslespil. Tsvetaeva er en forfatter, der vil følge mig altid, for kan ikke slippe hendes ord nu jeg har fundet dem.

Tsvetaeva skriver med enorm autencitet og en mildhed, der indimellem vokser til i et raseri. Der er en følelse af splittelse, af samling, og en desperat, målrettet søgen efter det mere der findes i alting.

Denne samling giver både et intimt portræt af Rusland og Moskva, så meget at man føler, man har været der. Der er også digte til poeter, hvis geni hun beundrer eller personer, kunstnere, venner, hun har elsket stormfuldt og inderligt.

Tonight I put my lips to the breast
of the whole round and warring earth.

Det er en samling af digte, der dækker kærlighed, venskab, kunstnerisk befrielse, undertrykkelse, og hvor man i hvert digt møder en sult. En sult, der kun kan tilfredsstilles gennem poesien.

Hvert digt er dybt personligt, og samtidigt et udtryk for noget højere, større og mere end blot det, der siger på overfladen. Her er et stykke af verdens sjæl, serveret til os, gjort mulig gennem Tsvetaevas smerte, livserfaring og udholdenhed.

Hverken censur, undertrykkelse, revolution eller eksil kan helt stoppe ordene fra at flyde over. Måske er det, det, jeg finder så dragende ved mange russiske forfattere, følelsen af at deres forfatterskab var noget, de måtte ofre alting for, og at det alligevel var den eneste mulighed. For ordene kunne de aldrig give op, og derfor må de betyde alting.

Man kan mærke hjertets vægt i hvert et digt.

Selvfølgelig er det også oversættelsen, jeg er faldet for. Jeg kan ikke russisk (desværre), og af alle de versioner jeg har læst af forskellige af Tsvetaevas digte, så er Elaine Feinsteins oversættelse  absolut den bedste.

Your name – how impossible, it
is a kiss in the eyes on
motionless eyelashes, chill and sweet.
Your name is a kiss of snow
a gulp of icy spring water, blue
as a dove. About your name is: sleep.

dsc_0293-1

 

“Det underdanige og det magtfulde” af Susan Simonsen

Det underdanige og det magtfulde af Susan Simonsen, udgivet: 2017, 108 sider, Forlaget Gladiator.

dsc_0148-1

dsc_0158-1

Jeg troede, baseret på promoveringen, omtale i medierne, beskrivelsen osv., at dette var et slags exposé, der blotlagde Borgens nederdrægtige, sexistiske kytumer.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er den del, alle har fokus på. For det er langt den mest interessante del af bogen. Faktisk ville jeg ønske, der var mere fokus på præcis denne del, for det er mest af alt her Susan Simonsen har fat på noget. Og det noget hun har fat på er virkelig saftigt, ubehageligt og grotesk.

Hun har besluttet at grave et kadaver op og flå det åbent, og nu er der ingen vej tilbage. Vi er nødt til at se, hvad der er indeni.

Jeg forstår også godt, hvorfor alle de andre dele er med. Hvorfor der er et fokus på hendes mentale helbred, hendes nedbrud, hendes stigende fremmedgørelse fra sin egen krop, og den sygelighed hun befinder sig i, en sygelighed der sætter spor på kroppen og sindet. Jeg forstår godt, at det at eksistere i et miljø som det, hun beskriver, nødvendigvis må vise sig i alle andre aspekter i ens liv. Når man sidder derhjemme med sin gravide veninde, når man forsøger at leve, som man altid har gjort.

Men det var ikke særlig interessant, må jeg indrømme, mest fordi de andre dele føltes så meget mere vægtige. Det blev for lyrisk, for abstrakt og for fjernt fra virkeligheden. Hendes beskrivelser af det sexistiske, elitære og amoralske politiske miljø bevæger sig stadig i et lidt abstrakt, højtrækkende sprog, men det er i det mindste forankret i konkrete begivenheder. Så snart vi bevæger sig væk fra det, og ud i beskrivelser af hendes hverdag udenfor det miljø, så blev det for løst. Jeg følte ikke en stærk sammenhæng med resten af bogen. Der manglede en mere udsagt rød tråd.

Den var også, desværre, en smule ensidet. Jeg er rigtig glad for hun har skrevet en bog som denne, der afdækker et så klamt miljø, for den slags skal vi tale om. Men der var ikke megen refleksion eller perspektivering. Det kunne den godt have brugt. Specielt når det kom til sexismen. Det er en vigtig samtale, men den var også lidt naivt præsenteret her. For det er en samtale rigtig mange af os har, hver eneste dag, og det føltes ikke som om Simonsen forsøgte at skrive sig ind i den samtale, og blive en del af den. Den blev et opråb, men et opråb, der føltes lidt malplaceret. Jeg respektere det, det må have taget, at turde fortælle om de oplevelser, hun har haft, men jeg ville ønske de var blevet skrevet bedre ind i den større kontekst, de uundgåeligt bliver en del af.

Det er stadig en ufattelig vigtig bog – og fucking modig, for Simonsen tør også udstille sig selv, sine svagheder, sine ydmygelser og sine erfaringer – men jeg var ikke glad for formen. Jeg ville ønske den havde været mere konkret og mindre abstrakt. Mere kontakt og mindre lyrisk. Så tror jeg, den ville sparke hårdere, i sidste ende, end den gør.

dsc_0156-1

Søndagstanker: Bogbutikker (og en udfordring)

Jeg læste for nylig Mark Forsyths The Unknown Unknown: Bookshops and the delight of not getting what you wanted, og den fik mig til at tænke over, hvordan jeg bruger bogbutikker.

Rettere sagt, det gik op for mig, jeg ikke længere går ind i en bogbutik og køber bøger, jeg ikke i forvejen havde tænkt mig at læse.

Jeg har siden tænkt lidt over hvorfor. Én grund er penge. Når man kun har et meget begrænset beløb at købe bøger for hver måned, så er det ikke tilfældige bøger, man går ud og bruger dem på. For hvad hvis det er en dårlig bog? Så kan du kun begræde de penge du nu har spildt, og den bog, du vidste, du gerne ville læse, men som du nu ikke har råd til.

En anden grund er, at jeg har virkelig mange bøger, jeg gerne vil læse. Bøger, jeg ser frem til, bøger, jeg hungrer efter, og som jeg spændt venter på at få købt, når jeg får mulighed for det. Ofte er det dem, jeg vælger. Jeg vil ikke nødvendigvis kalde dem “sikre” valg, da de kan være lige så overraskende og fabelagtige, som bøger, jeg ikke vidste, jeg manglede i mit liv.

Måske også fordi jeg føler at alle bøger, vi ender med at elske, har givet os et eller andet vi ikke vidste, vi manglede. Ligemeget om det er en “kendt” bog,  kan dens indhold stadig være ukendt. Når jeg elsker en bog, så er det blandt andet fordi de gav mig noget nyt, og formåede at forandre mig som person. Hvorfor tage chancen med tilfældige bøger, hvis bøger jeg kender kan give mig det samme?

En tredje grund er tid. Hvor meget jeg end vil, så kan jeg ikke nå at læse alt det, jeg gerne vil i mit liv. Så igen prioriterer jeg bøger, jeg ved, jeg gerne vil læse, bøger, jeg kender.

Før i tiden endte jeg oftere med at købe bøger, jeg ikke vidste noget om. Jeg gik oftere ind i bogbutikker og kom ud med noget helt fremmed. Jeg har altid været glad for de sikre valg, for at vælge en bog, jeg på en eller anden måde vidste lidt om. Men før i tiden var der mere plads til overraskelsen. Til det helt ukendte.

Forstå mig ret, jeg elsker at købe kendte bøger. Og ofte læser jeg da også bøger, jeg ved meget lidt om, blot fordi en jeg stoler på, har anbefalet den. Men jeg ved altid et eller andet. Jeg tjekker altid plot, rating, andres anmeldelser osv. før jeg helt beslutter mig.

Når jeg står nede i en bogbutik, med en bog i hånden, så slår jeg den op på min telefon. Hvis jeg ser at en person, hvis smag jeg stoler på, har anmeldt den dårligt, så lægger jeg den ofte tilbage igen.

Så selv det ukendte bliver kendt. Jeg køber ikke længere tilfældige bøger, selvom de tiltaler mig, uden først at tjekke de faktisk er noget værd for andre også.

Jeg er blevet, tror jeg, for afhængig af det kendte.

Og jeg savner den del af min læsning. Jeg savner at købe bøger, der ikke står på nogen liste, der ikke er en del af min plan, og hvor jeg ikke overvejer andres mening, før jeg køber den. Bøger jeg, helt oprigtigt, intet ved om, men som jeg (forhåbentlig) kan forelske mig i. Som drager mig ind uden at være andet en blot en titel, et omslag og en beskrivelse. Den følelse skal man følge, og det gør jeg ikke nær nok længere.

Jeg tror denne længsel efter det overraskende og ukendte spillede ind i min beslutning om ikke at deltage i goodreads reading challenge i år. På den måde har jeg bedre tid til at tage chancer, og til at læse bøger, der ikke er en del af nogen plan. Jeg har tid til bare at kunne læse det, jeg har lyst til. Og, måske i højere grad, det jeg ikke vidste, jeg havde lyst til.

Så i et forsøg på at re-introducere det ukendte i min læsning, og for at ære det bogbutikker gør så godt, så vil jeg gå ned i Kristian F. Møller og købe en bog. En bog der er helt ukendt for mig. En bog jeg intet ved om.

Jeg ved ikke hvilken bog, det kommer til at være. Jeg vil slet ikke vide den eksisterer, før jeg står med den i hånden.

Og så må vi se, hvad der sker.

“The Unknown Unknown” af Mark Forsyth

The Unknown Unknown af Mark Forsyth, udgivet: 2014, 23 sider, Forlag: Faber & Faber.

dsc_0200-1

And the book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn’t know to ask. It’s on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.

Det her et kort essay om “bookshops and the delight of not getting what you wanted”.

Det er enormt morsomt, velskrevet og en fryd at læse for bogelskere, ikke blot fordi den handler om bøger, men fordi den handler om bøgers evne til at overraske og give os det, vi ikke vidste, vi manglede.

Mere specifikt så handler det om at gå ind i en bogbutik, og tage en bog med hjem, der virker tiltrækkende på dig. Måske var det coveret, måske en anbefaling fra en ekspedient, måske var det beskrivelsen, titlen eller noget helt andet. Men et eller andet fik dig til at samle bogen op, betale og tage den med hjem, hvor du senere opdager, at den her bog, uden du vidste det, lige var den, du gik og manglede.

Ikke fordi du reelt set manglede den, men fordi den åbnede op for et nyt begær, en ny interesse i dig, du ikke før kendte til.

Den er The Unknown Unknown. Du kendte den ikke før du gik ind i butikken, du kunne aldrig have søgt efter den på nettet, for du anede ikke den eksisterede. Men her lå den, blank og skinnende og ny og lige til at tage med hjem. Så du gør det. Du tager chancen og læser den fremmede bog, og du er – måske – et ændret menneske.

Og jeg er enig. Der er noget helt særligt over at finde noget, jeg ikke vidste, jeg manglede. Som om en helt ny verden åbner sig for mig, og  jeg bliver forandret. Her var en del af mig selv, der var ukendt, og som nu er kendt. Der er ikke meget ukendt terræn tilbage i verden, men inde i os selv? Uendeligt. Og bøger (blandt andet) kan åbne for det ukendte i os.

Det sker ikke kun i bogbutikker. Nogle gange låner man en bog af en ven, udvælger en tilfældigt på biblioteket, eller finder den på sin mors reol, og det viser sig, den var endnu en dør ind til hidtil ukendt terræn.

Hver gang er det lige overraskende.

Det er også et essay om bøger generelt. Om mærkelig bøger, om hvordan e-bøgerne har reddet de fysiske bøger (der er blevet flottere, hvilket virkelig er sandt), om fryden ved at slå tilfældigt op i en fysisk bog – og om forskellen på bogbutikker og internettet.

Han har ret i, at der er noget særligt over bogbutikker, noget særligt over at gå ind og kigge på reoler og reoler af bøger. Nogle gamle venner, nogle ønskede bekendtskaber, andre helt ukendte. De kan alle blive dine.

Det er et essay, der minder læseren om, hvor berigende en ting det er, at have bogbutikker i verden. Om den unikke følelse det giver, som bibliofil, at gå ind i en bogbutik og være omringet af litteratur, af ukendte verdener og karakterer.

Det er nemt at tage for givet, men Forsyth minder os om, hvor magisk det faktisk er, og hvor vigtigt det er at bruge. Ikke bare til at få fat i bøger, du gerne vil læse, men i bøger, du ikke vidste, du gerne ville læse.

Det er 23 sider, der giver dig lyst til at gå ud i verden, og opdage ting, du ikke vidste fandtes. Og derefter prøve dem, og se om du er en anden bagefter. Måske ikke. Men hvad nu hvis?

dsc_0217-1

dsc_0221-1

“Sofia Khan Is Not Obliged” af Ayisha Malik

Sofia Khan Is Not Obliged af Ayisha Malik, udgivet: 2015, 456 sider, Forlag: Twenty7.

dsc_0233-2

Sofia Khan Is Not Obliged er den bog om muslimsk dating, du ikke vidste, du manglede i dit liv. Den beskrives som den muslimske Bridget Jones, men fortjener at blive læst i sin egen ret, og på sine egne præmisser. Der sniger sig også, i løbet af romanen, en smule mere alvor og vægt ind end man lige skulle regne med.

For den handler dybest set ikke om at finde kærligheden, men om at Sofia lærer at være tro mod sig selv.

Sofia Khan arbejder på et forlag og får til et møde (uheldigvis) pitchet ideen om en muslimsk datingbog til sin chef. Som elsker ideen – og synes Sofia selv skal skrive den. Pludselig er Sofia forfatter og må atter engang bevæge sig ud på datingverdenens tynde is.

Hun er 30 år, jomfru, hun beder fem gange om dagen, bor hos sine forældre, ville gerne tabe et par kilo, putter for meget mælk i sin te og har måske givet lidt op på kærligheden. Men hvad gør man ikke for en bog og 15.000 pund i forskud?

Det er en roman, der vinder på at skille sig ud, for historien har vi hørt før, men med en muslimsk kvinde som hovedperson? Så bliver det noget helt andet. Sofia er et charmerende bekendtskab, men det er hendes dramatiske familie, hendes søster, der er i færd med selv at blive gift, hendes forældre, der måske ikke burde være blevet sammen, hendes udvidede familie, der dukker op i tide og utide, virkelig også.

Og hendes veninder er virkelig vidunderlige: den ene har fundet en sort mand, en anden er blevet en mands anden kone, og en tredje forsøger at finde kærligheden igen efter en skilsmisse. Deres venskab og støtte er en af de fineste ting i bogen.

Der er selvfølgelig også mændene, og her kunne den godt have brugt at give dem lidt mere dybde. Der er de tre typer: charmerende idiot, lidt for vattet, og “silent, broody and perfect”, og det er ikke en overraskelse, hvem hun ender med.

Men midt i romanen går det op for en, at det her ikke er historien om, hvordan Sofia finder kærligheden. Men om hvor meget hun er villig til at ofre for sin familie, og hvor meget hun vil gå på kompromis med sig selv og sin fremtid.

Den starter ud ret morsom og let, men bliver langsomt lidt mere alvorlig og tager nogle sværere emner op. Den slipper aldrig sin lethed eller sin humor, men jeg satte pris på den realisme alvoren vidnede om. I sidste ende er den her bog måske den bog Sofia Khan selv forsøger at skrive. En bog, der forklarer og fortæller os ikke-muslimer, hvad det vil sige at date og forelske sig, når normen er en anden.