“Mellem Træerne” af Gyrdir Elíasson

Mellem Træerne (originalt: Milli Trjánna) af Gyrdir Elíasson, oversætter: Erik Skyum-Nielsen, udgivet: 2009, 214 sider, Torgard.

dsc_0083-1

Den her bog var en gave fra min islandske veninde, Ágústa, som gav mig den fordi Elíasson er en af hendes yndlings islandske forfattere, hvilket jo slet ikke lægger pres på mig.

Det er en novellesamling, der består af 47 noveller, hvilket, med kun 214 sider, ikke efterlader mange sider til hver. Jeg er faktisk ikke vildt god til novellesamlinger. Jeg tror det er fordi, man skal skifte så hurtigt fra én historie til den næste, og der ikke er tid til at fordybe sig i karakterer eller historien, hvilket jeg finder underligt. Jeg burde nok have læst dem lidt spredt ud og ikke alle på én aften, så jeg kunne have tænkt over dem mere. Sådan kan man være bagklog.

Men det er faktisk en virkelig god samling. Jeg var lidt i tvivl i starten, hvorvidt jeg kunne lide hans sprog og skrivestil eller ej, men jo mere jeg tænker over det, jo mere positivt stemt er jeg.

Elíassons styrke er helt klart i hans evne til at skabe et foruroligende, forunderlig og alligevel genkendeligt billede på blot et par sider. Han præsenterer os for en hverdag, man absolut kan genkende, og så vender han den lidt på hovedet. Måske introducerer han noget overnaturligt, noget uforklarligt, eller blot noget ubehageligt, og pludselig ser man hverdagen, og det helt almindelige, i et nyt lys.

Og det er noveller, der samler sig om det uforklarlige, bizarre og ubehagelige. Indimellem bliver det direkte overnaturligt, indimellem lidt drømmende, og indimellem er det helt normalt – og alligevel, på en eller anden måde, bare off. Som at gå ind i et rum, med en væg, der er malet lilla, og du er helt sikker på, den var hvid for 2 minutter siden.

Mellem Træerne giver den der følelse af, at være blevet fejlplaceret. Som om man befinder sig en virkelighed, der er helt identisk med, og alligevel markant forskellig fra, den virkelighed man kender. Og man ved ikke, hvordan man er endt der, eller hvordan man kommer hjem.

Min indledende modstand mod novellerne var måske mere, at de gav mig en følelse af ubehag. Som om de viste mig noget, jeg ikke helt havde lyst til at se. Men det er egentlig det, synes jeg, noveller bør gøre. Det er en af de ting, de kan, meget bedre end mange andre medier.

Og Elíasson formår at udnytte det fuldt ud. Jeg ved ikke om jeg altid var helt glad for hans sprog, men det kan også have været oversættelsen, der var lidt for klodset til tider.

Jeg er glad for, jeg blev introduceret til Elíasson. Specielt fordi det her aldrig var en bog, jeg selv havde samlet om. Men så er det godt jeg har personer i mit liv, der kan bryde mine grænser for mig.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s