“Det underdanige og det magtfulde” af Susan Simonsen

Det underdanige og det magtfulde af Susan Simonsen, udgivet: 2017, 108 sider, Forlaget Gladiator.

dsc_0148-1

dsc_0158-1

Jeg troede, baseret på promoveringen, omtale i medierne, beskrivelsen osv., at dette var et slags exposé, der blotlagde Borgens nederdrægtige, sexistiske kytumer.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er den del, alle har fokus på. For det er langt den mest interessante del af bogen. Faktisk ville jeg ønske, der var mere fokus på præcis denne del, for det er mest af alt her Susan Simonsen har fat på noget. Og det noget hun har fat på er virkelig saftigt, ubehageligt og grotesk.

Hun har besluttet at grave et kadaver op og flå det åbent, og nu er der ingen vej tilbage. Vi er nødt til at se, hvad der er indeni.

Jeg forstår også godt, hvorfor alle de andre dele er med. Hvorfor der er et fokus på hendes mentale helbred, hendes nedbrud, hendes stigende fremmedgørelse fra sin egen krop, og den sygelighed hun befinder sig i, en sygelighed der sætter spor på kroppen og sindet. Jeg forstår godt, at det at eksistere i et miljø som det, hun beskriver, nødvendigvis må vise sig i alle andre aspekter i ens liv. Når man sidder derhjemme med sin gravide veninde, når man forsøger at leve, som man altid har gjort.

Men det var ikke særlig interessant, må jeg indrømme, mest fordi de andre dele føltes så meget mere vægtige. Det blev for lyrisk, for abstrakt og for fjernt fra virkeligheden. Hendes beskrivelser af det sexistiske, elitære og amoralske politiske miljø bevæger sig stadig i et lidt abstrakt, højtrækkende sprog, men det er i det mindste forankret i konkrete begivenheder. Så snart vi bevæger sig væk fra det, og ud i beskrivelser af hendes hverdag udenfor det miljø, så blev det for løst. Jeg følte ikke en stærk sammenhæng med resten af bogen. Der manglede en mere udsagt rød tråd.

Den var også, desværre, en smule ensidet. Jeg er rigtig glad for hun har skrevet en bog som denne, der afdækker et så klamt miljø, for den slags skal vi tale om. Men der var ikke megen refleksion eller perspektivering. Det kunne den godt have brugt. Specielt når det kom til sexismen. Det er en vigtig samtale, men den var også lidt naivt præsenteret her. For det er en samtale rigtig mange af os har, hver eneste dag, og det føltes ikke som om Simonsen forsøgte at skrive sig ind i den samtale, og blive en del af den. Den blev et opråb, men et opråb, der føltes lidt malplaceret. Jeg respektere det, det må have taget, at turde fortælle om de oplevelser, hun har haft, men jeg ville ønske de var blevet skrevet bedre ind i den større kontekst, de uundgåeligt bliver en del af.

Det er stadig en ufattelig vigtig bog – og fucking modig, for Simonsen tør også udstille sig selv, sine svagheder, sine ydmygelser og sine erfaringer – men jeg var ikke glad for formen. Jeg ville ønske den havde været mere konkret og mindre abstrakt. Mere kontakt og mindre lyrisk. Så tror jeg, den ville sparke hårdere, i sidste ende, end den gør.

dsc_0156-1

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s