Readathon 2017 opdateringer #1

Det er tid til at begynde dette års første readathon. I dette indlæg vil jeg løbende opdatere med de bøger, jeg får læst, kommentarer, billeder og observationer om, hvor træt jeg er, og – når det bliver rigtig sent – hvor svært det er at læse ord i det hele taget, og hvor meget hellere jeg vil sove. Hvilket jeg nok ender med at gøre…

Ligemeget hvad, så glæder jeg mig til 24 timer med (forhåbentlig) gode bøger, godt virtuelt selskab og uendelige snacks. Held og lykke til alle jer læsere derude ❤

DSC_0765-1

DSC_0810-1

9:42 – Om et par timer går det løs! Mine bøger fra saxo er ikke kommet, desværre. Så jeg må gemme Monstress og Black Panther til en anden gang. Nu vil jeg gå i bad, gøre rent på mit værelse og nok tage et par billeder, så jeg er helt klar kl. 14.

12:10 – Jeg vil nu købe de sidste snacks, lave lidt te og så lave en liste over alle de personer, hvis læsedøgn jeg gerne vil følge. Åh, jeg glæder mig så meget.

14:01 – Så er vi officielt i gang! Min første bog bliver The Day of the Triffids af John Wyndham. Skriften er super lille, så tænker jeg hellere må få den klaret, mens det stadig er lyst. Det er en sci-fi roman, hvor stortset hele kloden bliver blinde efter et kosmisk event, og i kaosset rykker disse triffids ind og begynder at angribe. Tror den bliver sjov!

16:03 – Der er allerede gået to timer! Tiden flyver afsted. Min første bog er glimrende, og faktisk overraskende spændende. Håber I får læst noget godt 🙂

19:14 – Den bog tog mig lidt længere tid end jeg havde troet, men nu har jeg vendt sidste side. Den var ret god, og føltes lidt som en zombie fortælling, bare hvor det ikke er zombies, men store, kødædende planter (der kan bevæge sig rundt!) og blindhed, der har ramt næsten alle på jorden, der får civilisationen til at kollapse. Rigtig fed bog, og vildt interessant idé, der måske specielt nu med global opvarmning får lidt ekstra resonans. Nu vil jeg lave lidt aftensmad, og så vil jeg bevæge mig videre til Nights at the Circus af Angela Carter.

21:43 – Jeg synes, jeg er blevet lidt træt. Det er ikke engang sent, men det at sidde og læse i sin seng er farligt! Jeg er påbegyndt Nights at the Circus, har kun læst 50 sider, men den er indtil videre meget lovende. Inden jeg fortsætter vil jeg gå en kort tur og lige friske mig selv lidt op.

23:45 – Jeg ved ikke, hvad der sker, men har totalt mistet min læselyst. Kan mærke jeg er helt udmattet mentalt, og ikke helt kan overskue at fokusere så intenst som læsningen kræver lige nu. Ikke fordi jeg er søvnig, jeg har bare været for stresset på det seneste og det kan jeg virkelig mærke nu. Måske bør jeg bare gå i seng.

00:05 – Jeg var LIGE ved at give op. Må erkende jeg ikke kan overskue nogle af de bøger, jeg har udvalgt. Så har lagt Nights at the Circus fra mig og i stedet har jeg fundet Equal Rites af Terry Pratchett frem, og den tror jeg er lige, hvad jeg har brug for.

01:01 – Terry Pratchett er den helt perfekte readathon bog. Jeg er dog meget træt, så nu vil jeg sove. Jeg vil forsøge at færdiggøre Pratchett og Carter bøgerne i morgen, hvis jeg kan. Har slet ikke fået læst så meget, som jeg gerne ville denne gang. Men man skal også huske at lytte til sin krop! Håber det går godt for jer andre derude ❤

07:34 – Jeg er oppe igen, og klar til at færdiglæse Pratchett. Jeg har lavet mig lidt te, lidt frisk frugt og så er det ellers i gang med at læse igen.

9:48Equal Rites var en fornøjelse. Måske skal jeg bare altid sætte en Discworld bog på mine readathon læselister.  Nu vil jeg enten forsøge at læse Nights at the Circus færdig eller måske begynde på The Fishermen af Chigozie Obioma.

10:30 – Jeg har taget en lille pause, og læst lidt af Sandman serien af Neil Gaiman. Nu er det tid til at genoptage Nights at the Circus.

12:58 – Jeg er færdig med Nights at the Circus! En fantastisk, lidt magisk realistisk roman om det mærkværdige og utrolige. Vildt fascinerende fortælling. Nu vil jeg læse lidt mere Sandman, og så måske begynde en lille smule på The Fishermen. Jeg kan ikke nå særlig meget af den, men så ved jeg da, hvad jeg skal læse, når readathonet er forbi.

14:03 – Så er dette års readathon forbi. Nu er det tid til at opsummere – og til at tage en lille lur. Håber I alle har haft nogle fantastiske 24 timer, og har fået læst nogle gode bøger.

Opsummering:

Bøger læst:
The Day of the Triffids af John Wyndham
Equal Rites af Terry Pratchett
Nights at the Circus af Angela Carter
Preludes and Nocturnes (Sandman #1) af Neil Gaiman og andre.
The Doll’s House (Sandman #2) af Neil Gaiman og andre.

Antal sider læst: 1295
Timer sovet: 6 timer

I år var et lidt underligt readathon. Jeg fik i sidste ende læst lige så meget som sidste år, hvilket nok skyldes Sandman, der var lidt hurtigere at komme igenne, for har sovet mere og også haft en del sværere ved faktisk at få læst noget.

Da det blev sent kunne jeg virkelig mærke, hvor stresset jeg har været på det seneste, og bare tanken om at skulle være oppe hele natten var slet ikke til at bære. Så jeg endte med at sove det meste af natten. Jeg stod op kl. 7 og læste så videre og færdiggjorde de bøger, jeg ikke var kommet igennem i går aftes.

Alt i alt har det været hyggeligt, og som altid sjovt at være med. Jeg skal dog i fremtiden virkelig være bedre til at forberede min læsestack. Der skal ikke være nogle svære bøger, for så går jeg helt kold. Nights at the Circus var fantastisk, men den var også kompliceret at læse med sin smukke prosa, lange sætninger og begrænsede plot. Lette bøger med spændende plots er nøglen til at kunne holde sig vågen, tror jeg.

The Day of the Triffids var rigtig interessant, og Terry Prachetts Discworld serie er altid vidunderlig at besøge, men Nights at the Circus var nok den bedste af dem – jeg skulle bare ikke have læst den så sent. Jeg er til gengæld blevet meget fanget af Sandman serien, så den vil jeg forsøge at arbejde mig igennem de næste par uger.

En lidt sjov ting: Det er som om, at hver gang jeg sætter en bog på min liste, som jeg bare skal igennem, så får jeg den aldrig læst. Sidste år var det Song of Solomon og i år var det I Capture the Castle. Det er en irriterende tendens!

Hvordan gik det for jer? Og hvad var den bedste bog I læste?

DSC_0799-1

DSC_0823-1

Advertisements

“The Heart Is A Lonely Hunter” af Carson McCullers

The Heart Is A Lonely Hunter af Carson McCullers, originalt udgivet: 1940, 430 sider, Modern Library.

DSC_0739-2

DSC_0737-1

… for they felt that the mute would always understand whatever they wanted to say to him. And maybe even more than that.

*

En af de største tragedier i et menneskeliv er den erkendelse, at der aldrig vil eksistere en person, der kommer til at kende os helt. Der vil aldrig være en anden med hvem, du kan dele den inderste del af din sjæl og forvente dyb, fuldendt forståelse fra. Vi er altid fragmenter for hinanden, det er altid kun små dele af os selv, der ses af de mennesker, vi elsker, holder af, eller blot møder i et enkelt øjeblik.

The Heart Is A Lonely Hunter er en refleksion over den erkendelse, og den frygt, angst og ensomhed, der følger med den.

Det er fortællingen om ensomme eksistenser, der blot forsøger at finde et menneske, der kan forstå deres dybeste frygt og højeste drømme. Der er Mick, en ung pige, snart kvinde, der har et enestående musisk talent, men ingen måde at udtrykke den. Jake Blount, en alkoholiseret kommunist. Doctor Copeland, en sort doktor, der tror på de sortes frigørelse fra de hvide og oprør mod et kapitalistisk system. Biff, med sin fascination af skæve eksistenser og endeløse, utilfredsstillende refleksioner over sit eget liv og identitet.

Alle samles de om John Singer, en døvstum, der bliver deres umiddelbare forløsning. Hans tavshed indbyder til bekendelse, og hans vidende øjne, hans fordomsløse smil inviterer hver og en af dem til at gøre ham til dét, de har brug for. John Singer forstår dem, mener de. Biff er den eneste, der ser denne forgudelse af Singer for hvad det er. Han er den eneste der genkender at de blot har udvalgt den eneste person, der ikke modsiger dem, og derfor hælder deres håb, bekymringer og tanker over på ham.

Singer bliver en slags messias for de fortabte. Hos ham er der forløsning, redning, og dyb, inderlig forståelse. Ikke bare for romanens hovedpersoner, men for hele byen, de befinder sig i.

John Singer er dog blot et menneske. Et menneske, der selv har skabt en guddom han kaster alle sine egne håb på; Antonapoulos. Antonapoulos, der er også er døvstum, Singers eneste ven, og som i starten af romanen ender på en institution for mentalt syge. Her besøger Singer ham så ofte han kan, og når han ikke kan optager Antonapoulos en konstant plads i Singers liv på trods af hans fravær. Han bliver for Singer, hvad Singer er for alle andre. En måde at undslippe ensomheden. En person, der ikke kan eller vil afsige sig den piedestal de stilles på – fordi de dybest set er ligeglade.

*

What she had to say was terrible and afraid. But what he would tell her was so true it would make everything all right. Maybe it was a thing that could not be spoken with words or writing.

*

McCullers skriver i et imponerende sprog, der med lethed fanger karakternes indre tumult. Det er simpelt og komplekst på samme tid. Der er en stemning af uforløst begær, ikke seksuelt, men efter forståelse – efter at føle sig forstået.

Tragedien, og det, der gør romanen så kraftfuld, er karakterernes manglende evne til at gribe de chancer, de har for at komme tættere på faktisk, omend mangelfuld forståelse. De bekender sig til Singer, men aldrig til de personer i deres liv, der faktisk besidder et ønske om at forstå dem. Hver gang de befinder sig overfor en person, der har mulighed for og lyst til at forstå dem, så falder ordene fra hinanden. Så opstår misforståelser, fordomme og kritik. Illusionen om fuldendt forståelse er lettere end virkelig forståelse, der altid er mindre, mere smertelig, men mere værdifuld.

Den eneste, der virker til at have en chance er Mick, der med musikken vil have en mulighed for at transcendere det sproglige. Til gengæld har hun i sin fattigdom ikke mulighed for den træning, hun skal bruge for at nå dertil.

På trods af karakterernes ret triste udsigter, så er det ikke for mig en dyster roman. Den har sit mørke og sin eminente portrættering af ensomhed, men der er noget ufatteligt genkendeligt, og ekstremt menneskeligt, i ønsket om at ville kendes fuldt ud. Et ønske McCullers viser os i alt dets smertelige, brutale herlighed.

Det er en endeløst fascinerende, skrøbelig og kompleks roman. McCullers mestrer sine karakterer, deres indre liv, deres mangler, og den dybde i alle mennesker, der gør det så svært at sige det, vi føler, når vi endelig får chancen. Frygten for at møde modstand eller manglende forståelse er lammende. Det er derfor vi bekender os i mørket, om natten, når verden står stille og intet føles virkeligt.

*

… in a swift radiance of illumination he saw a glimpse of human struggle and of valor. Of the endless fluid passage of humanity through endless time. And of those who labor and of those who—one word—love.

DSC_0735-1

DSC_0750-1

Dewey’s Readathon April 2017

DSC_0752-1

Det er atter blevet tid til Dewey’s Readathon! Det starter i Danmark kl. 14 på lørdag og, som altid har jeg tænkt meget lidt over min læsestak. Jeg har derfor forsøgt at stykke en sammen lige nu, mest baseret på bøger, jeg virkelig burde få læst. Jeg planlagde egentlig ikke at købe nogle bøger til formålet, da jeg gerne vil læse bøger, jeg allerede ejer, men jeg kom alligevel til at købe to (“kom til”). Jeg håber de når at komme i tide! Der kommer et indlæg lørdag, hvor jeg vil opdatere løbende med mine fremskridt, hvilke bøger, jeg får læst og hvornår jeg, uden tvivl, falder i søvn.

I kan følge med både her på min blog, på min instagram og på twitter.

Sidste gang fortrød jeg, at jeg startede med My Brilliant Friend af Elena Ferrante, da det var en alt for tung bog at begynde med. Jeg forsøger at holde mine valg ret let tilgængelige denne gang, så jeg kan holde til at være søvnig under min læsning uden at miste for meget. Jeg har varieret det ret godt, synes jeg, så jeg har en masse forskellige bøger at vælge fra. Jeg har også bestilt to bøger, nemlig Monstress af Marjorie M. Liu og Black Panther af Ta-Nehisi Coates, som jeg også vil læse, hvis de når frem. 

Lige nu ser min læsestak således ud:

  • The Day of the Triffids af John Wyndham
  • The Bloody Chamber af Angela Carter
  • The Fishermen af Chigozie Obioma
  • Nervernes Adresse af Lea Marie Løppentin
  • I Capture The Castle af Dodie Smith
  • Vile Bodies af Evelyn Waugh
  • Nights at the Circus af Angela Carter
  • Black Panther af Ta-Nehisi Coates
  • Monstress af Marjorie M. Liu

Jeg kan ikke nå dem alle sammen, men har sat nogle ekstra på, og så må vi se, hvad jeg føler for at læse, når vi kommer dertil. Jeg har gjort mit bedste for at blande genrer og holdt mig til bøger, der er forholdsvis korte. Hvis I kan anbefale en af dem ekstra meget, så må I gerne sige til!

Jeg har også hele Sandman serien af Neil Gaiman til at stå, så det kan meget vel være, jeg læser et par af dem indimellem de andre bøger.

Fortæl mig endelig om I skal være med, og hvor jeg kan følge jeres læsedøgn!

Og, vigtigste af alt, har I nogle gode forslag til snacks? Jeg har intet købt endnu og er ret blank i forhold til ideer.

DSC_0754-1

Anbefaling: The Secret History of Hollywood

New+Artwork

Hvad nu hvis man kunne få et podcast, der føltes mere som en lydbog? Et podcast, der ikke bare fortalte dig noget, du ikke vidste, men som fik det til at føles som en reel historie? Som totalt opslugte dig i sit univers? Så er det The Secret History of Hollywood du leder efter.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg første gang hørte om The Secret History of Hollywood. I hvert fald abonnerede jeg på det ret længe inden jeg faktisk satte mig ned og lyttede til det.

Så snart jeg havde lyttet bare fem minutter indså jeg, jeg havde begået en voldsom fejl.

Det her podcast var som intet andet, jeg havde hørt før. Jeg blev mødt af en behagelig, blød stemme, der med sikker hånd introducerede mig for Hollywoods historie, mere speficikt hvordan The Warner Brothers blev til det selskab vi kender dem som idag.

Det lyder måske ikke så spændende, men tro mig, det er det. Ikke bare fordi det er en historie fyldt med intriger, drama, affærer, og en verden, der bare var mere glamorøs, dekadent og imponerende end filmverdenen lige nu (eller sådan føles det i hvert fald). Men også fordi det er et fucking godt podcast. Det er gribende, opslugende og virkelig, virkelig velproduceret.

Der udkommer kun et par afsnit om året, og hvorfor bliver tydeligt, når man ser på længden af dem. 8 timer, 4 timer, 5 timer. Hvert afsnit er flere timer langt, uden undtagelse. Men så snart jeg kom igang, så blev jeg så fanget af historien, at jeg ønskede hvert afsnit var længere.

8 timer kunne man selvfølgelig let nå op på, hvis ikke man gik op i sit materiale. Men ikke blot er materialet blevet undersøgt ekstremt grundigt, og hvert afsnit derfor ufatteligt lærerigt, men det er også stramt komponeret, og ikke et ord, ikke en lyd, og ikke en scene er malplaceret. Det hele går op i en højere enhed, der både uddanner og underholder, jo dybere man bliver taget med ind bag Hollywoods døre. Det ville være let blot at tage alle de iskolde facts og servere dem uden videre, men her spindes de til en fængende fortælling om mennesker, begivenheder og hvordan de har formet historien.

Sjældent har jeg følt mig så følelsesmæssigt manipuleret af noget – men på den gode måde. Jeg græder konsekvent, og ofte flere gange, når jeg lytter til det. Hollywoods tidlige historie er imponerende, den er fyldt med intriger, drama og helt almindelig hverdag.  Det er storslået og tragisk, der sejres og fejles, og jo mere man lytter, jo mere forstår man, hvordan filmverdenen fungerer – selv den dag i dag.

I hvert “arc” bliver der gået i dybden med enkelte aspekter af historien, som f.eks. Warner Brothers historie, Hitchcocks liv og indflydelse på filmverdenen, eller Universal Studios horror-periode, der gav os en stor del af de horror klassikere og klicheer vi kender idag.

Det hele produceres, indspilles og skabes af én mand, Adam Roche. Hvilket er overvældende imponerende. I hvert afsnit fortsætter han ud af tangenter, der omhandler skuespillere, instruktører eller personer og begivenheder, der spiller en særlig rolle for den overordnede historie, og han kender altid sit materiale helt ud til fingerspidserne. Det er ligemeget hvor komplekst det er, eller hvor mange personer og begivenheder, han skal holde styr på, det hele hænger sammen. Det kan virke en smule underligt første gang han skifter emne, men samtidig føler man sig fuldstændig tryg i hans hænder, fordi han har en helt usædvanlige evne til altid at binde trådene sammen igen, så det pludselig er lysende klart, hvorfor det var inkluderet. Ingen tangent er tilfældig og de er aldrig kedelige.

Det er et podcast, der er ekstremt velproduceret, planlagt og udført. Adam Roche formår at gøre historien om Hollywood, og de personligheder, der var med til at forme det Hollywood vi kender idag, til en fortælling, der er lige så fængende, nærmest, som de film, der kom ud af selv samme periode.

Han besidder viden, indsigt og ikke mindst passion for emnet, der gør at det ikke bare er en trist gentagelse af fakta han kommer med, men et podcast, der føles levende.

Lige nu er det kun én arc, Bullets and Blood, man kan finde, når man søger på podcastet, fordi tidligere afsnit (og måske også nye afsnit) er blevet købt (mener jeg), og vil blive genudgivet senere. Bullets and Blood er dog absolut værd at lytte til (og er i sig selv over 16 timer langt), og han arbejder lige nu på en ny installation, Shadows, der udkommer i maj

Du kan finde alle afsnittene af Bullets and Blood online lige her, eller finde den app, du lytter til podcasts med på din telefon og søge på The Secret History of Hollywood der. Har man en android eller windows telefon, så kan man bruge Pocket Casts app’en (og sikkert også andre apps). Jeg lover – lover – at det er alle de mange timers lyttetid værd. Det er muligt også disse bliver fjernet på et tidspunkt efter Shadows kommer ud, så lyt nu! Eller bare download dem til jeres telefon så I har dem.

Adam laver også podcastet Attaboy Clarence, der handler om klassiske film og  gamle radio shows. Det er kortere, mere afslappet, hyggeligt og nok et af de sjoveste podcasts, jeg hører, hvis man er mere til den slags.

Hverdagsliv: Dungeons & Dragons (#1)

DSC_0409-1

DSC_0119

(Der kommer nok mere end ét indlæg om emnet, da det er blevet en stor del af mit liv.)

Første gang jeg spillede Dungeons & Dragons var da jeg var på højskole i 2013. Jeg sad til en fest og talte med nogle af mine venner om, hvor svært det kan være at få kommunikeret til andre mennesker, at man kan lide nogle nørdede ting. Som f.eks. fanfiction eller D&D. Det er ikke ligefrem noget der ofte popper op i en samtale. En af mine venner sagde samtidigt, at han ikke troede, der var nogen på højskolen, der var interesserede i at spille D&D. Tre af os kiggede på hinanden og sagde så, “Det er vi?”

Og sådan startede det.

Dengang vidste jeg intet om D&D. Udover at det var et slags rollespil, der foregik med terninger. Kort fortalt, så er det et spil, hvor hver spiller laver en karakter, der så kan forskellige ting. Man kan være en wizard, en fighter, en druid, eller noget helt andet. Som race kan man være elver, menneske, dværg osv.

Så er der en Dungeon (eller Game) Master, der styrer spillet. Denne person fortæller historien, sætter scenen, skaber verdenen og bestemmer, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Spillerne siger, hvad de vil gøre i den scene DM’en har opsat, og indimellem kræver det man slår med en terning for at se om det lykkes. Hvis nu man vil ramme et monster, luske information ud af en bartender, eller skjule sig for fjenden.

Det attraktive ved spillet, for mig, er at alt kan lade sig gøre. Der er selvfølgelig en verden, man agerer i, og spillet selv har bestemte regler, man (oftest) skal følge. Men derudover kan alt lade sig gøre. Du skal ingenting, der er ingen quests du skal løse, ingen vej du skal gå. Har DM’en sat spillerne i en retning, de ikke bryder sig om, så kan de beslutte sig for at gøre noget andet. Og spillet kan tage enten et par timer eller flere år at færdiggøre.

Reelt set er der ingen måde at færdiggøre spillet på. Der vil altid være arcs, og som regel også et større plot, man langsomt afdækker, og hvis afslutning kan blive den naturlige afslutning på spillet. Medmindre hele holdet dør inden. Men der er ingen måde at “vinde” D&D på, så at sige, ingen måde at færdiggøre det på den mest rigtige måde. Det handler om at have det sjovt og fortælle en god historie.

Mest af alt elsker jeg kreativiteten. Som en person, der elsker historier mere end noget andet, en person hvis hele liv, nærmest, er bøger og dermed de historier, vi vælger at fortælle hinanden, så er D&D en gave. For det handler om at fortælle historier, og om at fortælle dem med gode venner, og hvem end der ellers har lyst til at være med.

Det er et spil, hvor man får lov at være en helt. Og hvor man får lov at fucke op. Hvor man sidder i 5 timer og finder på en historie, hvor man agerer i en fantastisk verden – måske er det fantasy, måske er det sci-fi, måske steampunk eller måske noget helt andet – og hvor det oprigtigt kun er fantasien, der sætter grænser. Her kan drømme komme til live, mens man fortæller historier, der er tragiske, morsomme, heroiske og, vigtigst af alt: fuldstændigt ens egen. Delt, selvfølgelig, med dem man spiller med. Men de valg, der træffes i løbet af spillet, er det, der skaber historien. Der opstår en form for ejerskab, fordi det hele foregår i fællesskab, det er aldrig nogen mod nogen. Det er altid alle med hinanden for at fortælle den bedst mulige historie, og have det så sjovt som muligt.

Jeg er selv DM i det spil, jeg har gang i lige nu. Og jeg elsker det. Jeg elsker den kreative proces, der er i at finde på fantastiske, underfundige verdener så forskellige fra vores egen. Jeg skal kunne forklare, hvordan magi fungerer, og hvorfor samfundet ser ud, som det gør. Jeg kan finde på legender, myter, og kulturer. Jeg skal spille drager, monstre, skurke og allierede, og samtidigt skal jeg finde på dem. Deres personlighed, deres mål, og deres historie.

Forleden opfandt jeg et kontinent. Inuen hedder det. Jeg besluttede at det i tidernes morgen havde været gudernes kampplads, og denne magi var blødt ind i jorden, hvilket betød kontinentet var mere farligt, mere fyldt med monstre, end andre steder.

At finde på den slags, og så at se spillerne eksistere, agere og handle i den verden, på det kontinent. At se dem bringe disse steder til live og være med til at udvikle dem og skabe nye ting i dem. Det er magisk. Intet ringere.

I 2013 tog jeg på højskole for at forsøge at bearbejde min daværende depression. Vores D&D sessioner dengang stod, og står stadig, for mig som øjeblikke af lys, varme og ren, ufiltreret glæde. Nu har jeg startet mit eget spil, vi har været i gang i halvandet år, og det er stadig en kilde til enorm glæde, energi og kærlighed for mig. Det gør mit liv en lille smule bedre.

Det gør mig glad at få lov til at skabe hele verdener og se dem komme til live. Og det gør mig endnu mere glad, at jeg har mennesker, der gider gøre det med mig. At jeg får lov til at tilbringe et par timer hver anden uge med personer, jeg virkelig godt kan lide. Og at vi samtidigt kan slå drager ihjel, redde civilisationer, fejle katastrofalt, og være de helte, vi alle sammen drømmer om at være.

Det er blevet en kæmpe del af den jeg er, og af den måde, jeg forstår historier, læser dem på og interagerer med dem på. Men det stikker dybere end det. Noget ved D&D giver genlyd hos mig, helt dybt i min sjæl, fordi her er der plads til alle. Alle mennesker, alle historier, helt oprigtigt ligemeget hvem eller hvad man har i sinde, så kan det lade sig gøre. Du kan være lige præcis den du ønsker. Eller en person du ellers aldrig får lov at være.

Der er noget vildt smukt over den tanke.

Mest af alt, så tror jeg, jeg elsker at det er noget man gør med andre mennesker. At historien er en fælles historie, som alle har ejerskab over. En historie, hvor man kan være den man vil, gøre det man drømmer om, tage vilde chancer, og gøre det igen og igen og igen.

Jeg elsker D&D. Men ikke lige så højt, som jeg elsker dem, der gider spille D&D med mig.

DSC_0418-1

DSC_0413-1

 

“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys

Wide Sargasso Sea af Jean Rhys, originalt udgivet: 1966, 151 sider, Penguin Modern Classics. English review.

DSC_0599-1

DSC_0624-1

… If I was bound for hell let it be hell. No more false heavens. No more damned magic. You hate me and I hate you. We’ll see who hates best.

Jane Eyre er en af mine yndlingsromaner. Det har den været siden, jeg læste den første gang. Alligevel forholder jeg mig ekstremt kritisk overfor den. Rochester, så meget som jeg holder af ham som litterær karakter, er ikke et specielt godt menneske. Han er manipulerende, på alle mulige måder.

Og han har gemt sin kone oppe på sit loft, mens han selv lever sit liv, forelsker sig i en ny kvinde og forsøger at tænke så lidt på hende som muligt. Det er ikke fordi han er på toppen af romantiske helte, men Jane Eyre er også i langt højere grad gotik end den er romantik.

Wide Sargasso Sea handler om kvinden på loftet, der har inspireret en flod af feministisk kritik. Den originale “madwoman in the attic”. Den fortæller historien om, hvordan hun, der her hedder Antionette, starter som en ganske almindelige pige, og vokser op til at blive en kvinde i et politisk og racemæssigt ustabilt miljø. Hun møder en mand, der i hele romanen forbliver uden navn, men som uden tvivl er Rochester. Jeg vil kalde ham R.

Disse to mødes på eksotiske Jamaica og presses af deres respektive familier ind i et kærlighedsløst, men profitabelt ægteskab (for familierne). R, bitter og vred over at have været så svag at lade sig manipulere til at acceptere ægteskabet, lader alle sine bitre følelser gå ud over Antoinette, der blot er en uskyldig brik i et patriarkalsk spil.

Antoinette, kvinde, creole (hvilket Jean Rhys selv var) og uden midler eller penge, har intet andet valg end at acceptere sit lod i livet. Langsomt tages hendes identitet, personlighed og frihed fra hende. Igennem hele romanen skifter hun navn, hun er først Antoinette Cosway,  så Antoinette Mason, så Antoinette Rochester. Hele tiden skifter hendes navn og identitet baseret på hendes forhold til de mænd, der styrer hendes liv.

R, der selv lod sig manipulere, begynder nu at manipulere Antoinette for at føle en flig af magt. Det er en kamp mellem viljer, og selvom begge er ulykkelige i ægteskabet, så har R alle kortene på sin hånd. Han er en mand, han er hvid, han har penge, han har ejendom, og han har mulighed for at rejse sin vej. Antoinette har i sidste ende ikke engang ejerskab over sig selv eller sin identitet. Den vristes fra hende, ord for ord, handling for handling.

Names matterlike when he wouldn’t call me Antoinette, and I saw Antoinette drifting out of the window with her scents, her pretty clothes and her looking-glass.

At hun konstant må skifte navn, mens R forbliver navneløs, er også en måde at fortælle os, hvor urørlig R er. Ikke blot fordi han er i en langt bedre position end hende rent samfundsmæssigt, men også fordi han, på et meta-plan, tilhører en helt anden historie. En historien Jean Rhys på ingen måde kan røre ved. Hvad end der sker i Wide Sargasso Sea, så får Rochester sin lykkelige slutning i Jane Eyre, og Antoinette bliver den gale kvinde på loftet. Uretfærdigheden er åbenlys, men gøres aldrig simpel.

Det er en ufatteligt kompleks roman, og samtidigt ufatteligt smuk i sit udtryk. Sproget er emmer af forførende råddenskab. Som at se på en skål med frugter, der er helt perfekte, men så snart du tager en i din hånd, så falder den fra hinanden, blød og rådden helt ind til kernen. Antoinette og R befinder sig en regulær paradisets have, og bag blomsterne er den fyldt til bristepunktet med slanger, der hvisker deres løgne. R bliver dominerende, ondskabsfuld og uforstående overfor Antoinette, mens Antoinette i takt med hans forvandling bliver mere og mere fanget imellem hendes forskellige identiteter og ønske om at bryde fri.

Til sidst er hun blot en sprogløs skal, der helt har overgivet sig til R, der nu kalder hende Bertha. Et propert engelsk navn, og han tvinger hende prompte med til England, hvor hun kan bo på hans loft. Hun har mistet sig selv, og er blevet til intet andet end en brik i et spil. En desperat ånd, nærmest, hvis eneste mål er at tage livet fra ham, ganske som han tog det fra hende.

Det er en frodig, sanselig og destruktiv roman, fyldt med fantastiske beskrivelser, og en stigende følelse af klaustrofobi, desperation og ubehag. Af vold. Jo større skellet mellem Antoinette og R bliver, jo mere voldsom bliver romanen. Ikke i handling, nødvendigvis, men i følelser. Det er en fortælling om, hvordan en kvinde bliver ødelagt. Hvordan hun destrueres og gendannes til at tjene mænd, der ikke har fortjent hende.

Jeg har ikke ord for, hvor fantastisk en roman, jeg synes det er. Eller hvor vigtig. Det er et af de mest elegante og velfortalte stykker litteratur- og kønskritik jeg nogensinde har læst. Også blot en af de bedste bøger jeg har læst, og den vil for evigt være en personlig favorit. Hvis du også holder af Jane Eyre, så er den her roman et must.

Justice. I’ve heard that word. I tried it out. I wrote it down. I wrote it down several times and always it looked like a damn cold lie to me. There is no justice.

DSC_0620-1

DSC_0617-1

“Release” af Patrick Ness

Release af Patrick Ness, oversætter: Elisabeth Kiertzner, udgivet i 2017, 288 sider, Gyldendal. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0583-1

DSC_0573-1

Release er en underfundig roman. Den er gennemsyret af den Patrick Ness jeg kender og elsker, og samtidigt virker den som en ny, anderledes Patrick Ness. Det er måske et af hans mest personlige værker til dato. Ikke fordi jeg tror den direkte spejler meget af hans eget liv i sin handling. Men i sine temaer og sine følelser, der følte jeg den som noget helt unikt.

Titlen, Release, er passende. Det handler om at give slip. Romanen foregår over én dag, fra morgen til aften, hvor alting forandrer sig for teenager Adam Thorne. Født ind i en ultra-religiøs familie er hans homoseksualitet noget han altid har måtte skjule. Dét, af alle ting, ved han, hans forældre ikke vil kunne acceptere. Det har ikke stoppet Adam fra at forelske sig, også mere end én gang. Det er det, han må sige farvel til. En fyr, der ikke kan elske ham tilbage og de følelser han har for ham. Og hans familie, hvis accept og kærlighed han er træt af at kæmpe for.

Men det er også en roman om noget helt, helt andet. Samme dag som Adams skæbne forandres, så rejser en ung, myrdet kvinde sig fra en sø og går på jagt efter sin morder. Fanget i hendes krop er dronningen af en anden verden, og en faun er fulgt efter hende i et desperat forsøg på at bringe hende tilbage. Når de ikke hjem til deres egen verden inden dagen er omme, så er det begyndelsen på verdens ende. Men den myrdede kvindes ønske om hævn, forløsning og afklaring er stærkere end dronningens vilje.

For Adam føles det som om verden ramler sammen. Det er en dag fuld af dramatiske afsløringer, uønskede tilnærmelser, og starten på noget helt nyt. Det hele, virker det til, har besluttet sig for at ske idag. Et helt andet sted ér verden ved at ramle sammen, helt bogstaveligt.

For dem begge er forløsningen lige om hjørnet, hvis de ellers formår at give slip. Det er både en af de letteste og sværeste ting i verden.

Jeg er stadig helt fortryllet af historien. Jeg faldt med lethed for dens bizarre, men overraskende velfungerende mix af det overnaturlige og det helt almindelige. Det er Patrick Ness’ store forfattergave, tror jeg, at vide hvad der skal til for at hæve en ellers ret almindelig, ligefrem historie til et meget højere tematisk og følelsesmæssigt niveau.

Mest af alt så fortryller han med sin formidable evne til at skrive karakterer man tror på. De er realistiske, og kunne tages lige fra siderne af bogen og sættes ind i den virkelige verden. Og man føler med dem. Man ønsker det skal lykkes for dem. Selv når det er en myrdet kvinde, genopstået fra de døde, eller helt almindelige teenagere i high school, så tror man på dem og føler med dem.

Det er en roman om forløsning og om at give slip. På de små ting, de store ting, på ting, hvor vi ikke har noget valg, og om at turde gribe det livet giver os af dårlige og smukke ting. Selv når det gør ondt, og specielt når det ikke gør, hvilket oftest kan være det sværeste. Der er også tale om forløsning på en langt mere (eksplicit) seksuel måde, også noget nyt for Ness, og ikke uden grund. Intime øjeblikke i armene på en vi elsker kan være skelsættende for vores identitet, specielt når man som Adam har været nødt til at skjule den identitet hele sit liv.

Jeg troede ikke, den ville sætte sig helt så meget i min krop, som den gjorde. Da jeg læste den var jeg overraskende ikke så berørt af den. Men nu… Nu føler jeg en slags bobbel i mit bryst. Jeg ved ikke, hvad den består af. Den er et uigennemtrængeligt virvar af følelser, og en særlig ømhed for den her roman. For Adam, Angela, Linus og alle de andre.

Release føles som noget særligt. Ikke én del af den, men helheden. Her har Patrick Ness vist os noget nyt, og noget, der stikker dybere og i en lidt anden retning end han har gjort før.

DSC_0581-1