“Orlando” af Virginia Woolf

Orlando af Virginia Woolf, org. udgivet: 1928, 219 sider, Folio Society. English review.

DSC_0505-1

DSC_0517-1

Orlando er et kærlighedsbrev. Indirekte, altså. Et kærlighedsbrev til Vita Sackville-West fra Virginia Woolf. Romanen er dedikeret til hende, men mere sigende: Orlando er hende. Dette bliver der på ingen måde lagt skjul på, flere af billederne fra romanen er billeder af Vita og portrætter af hendes forfædre. Men den handler ikke om kærlighed. I stedet er den en undersøgelse af køn, af kunstnerisk udfoldelse, af tid og identitet over tid. Af sind versus krop. Af hvad det er, der gør os til dem, vi er.

Orlando vågner op efter en uges konstant søvn, og opdager han er blevet en kvinde. Først er det som om intet har forandret sig. Bag det kvindelige ydre gemmer sig præcis den samme person – og så alligevel. For så snart Orlando må klæde sig i kvindetøj, og overvære den effekt en nøgen ankel har på en stakkels sømand, så må hun også erkende at der er forskel på at være mand og kvinde. Langsomt ændres hun selv. Men kernen af Orlando forbliver den samme.

Det er både en bidende satire af sexisme, men også et elskværdigt blik på begges attributter, og det androgyne, der kommer til udtryk i kunsten. Sindet, der skaber kunsten, har i sidste ende intet køn.

Der er generelt en overskridelse af kroppen i dette værk. Hvilket forstås bedre, når man forstår hvad Vita var for Virginia. Hun var sensuel, hun havde en aktiv og selvsikker seksualitet, hun var kvinde, men også en person, der klædte sig ud som mand og havde affærer med andre kvinder. Hun havde ikke samme kunstneriske gave som Virginia, men hun havde en kropslig energi, som Virginia ikke følte hos sig selv. Det kommer til udtryk i Orlando, hvor kroppen og sindet ikke kan eksisterer uden hinanden, men alligevel fremstår som forskellige fra hinanden. Kroppen skifter køn, men er ellers udødelig, og den effekt kønsskiftet har på Orlando, der besidder kroppen, er både diskret og åbenlys. Der er en effekt, men der er også en del af Orlando, der forbliver uberørt.

Der er også en snert af magisk realisme i den måde hvorpå Orlando skifter køn og lever 400 år, begge uden videre. Orlando starter med at være 30 og 400 år senere er hun 36. Det påpeges aldrig, og Orlando flyder igennem tiden ubemærket. For det meste. I en scene begynder hendes venstre hånd pludselig at vibrere voldsomt, og det går op for hende, det er fordi hun ikke er gift. At finde en mand bliver pludselig første prioritet. Det går op for os vi er nået til 1900-tallet. En tid, hvor ægteskab bliver et og alt, og Orlando bliver meget direkte og meget kropsligt mærket af tiden. Også selvom denne oftest helt umærkeligt forsvinder og går. Ægteskab, børn og tidens bevægelse forandres uden særlig anmærkning, men alligevel har den effekt. Det tøj vi går i, det samfund og de normer vi omgives af, de betyder noget for den vi er, op til et vist punkt. Orlando forandres, men forbliver den sammen. Det er den samme Orlando, og så alligevel ikke, der har båret sit eneste overlevende værk “The Oak Tree” med sig alle disse år. Hvis passion for litteraturen og naturen forbliver intakt.

Der er konstante modsatrettede strømninger. Mennesket, der både mærkes af tiden og det køn det har, og mennesket, hvis sind er flydende og udenfor kategori.

Romanen er dog er mærket af sin tid, og der er enkelte ord og fraser, jeg ville ønske ikke var med. Sådan går det desværre.

Mest forbløffende er dog den lethed, hvormed Woolf leverer sit budskab. Det er en enormt humoristisk, satirisk og skarp bog, der også indeholder en enorm glæde. Det er et opløftende værk, skrevet i og med kærlighed, med passion og en energi, der kan mærkes selv 90 år efter udgivelsen. Der er noget hektisk, men velovervejet over romanen. Den måde hvorpå tiden flyver afsted og samtidigt flyder ud i margenerne og forsvinder. 400 år og to køn på 200 sider. Det er en bemærkelsesværdig præstation.

Det er også et værk om kærlighed til en af sit eget køn, om køn, der ikke er binært, og en progressivitet hun har skjult diskret for ikke at få bogen bandlyst. Alligevel, fuldstændigt uden skam, er det billeder af Vita, der kigger tilbage på os fra bogens sider.

Jeanette Winterson skriver i introduktionen: “I am still not sure how Woolf got away with all this, but she did.

Og hun slipper ikke bare afsted med det, hun gør det mesterligt.

DSC_0513-1

DSC_0509-1

DSC_0522-1

Advertisements

2 thoughts on ““Orlando” af Virginia Woolf

    1. Det gør hun virkelig! Jeg har desværre kun læst “To The Lighthouse” og så “Orlando”, men har både “The Waves” og “Mrs. Dalloway” herhjemme. Dem regner jeg med at få læst snarest! Også fordi jeg lige har læst den nye Patrick Ness bog “Release”, der er inspireret af “Mrs. Dalloway”, så jeg er blevet endnu mere interesseret 😀 Og tusind tak ❤

      Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s