“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

Hverdagsliv: Middelaldermarked og VM i Middelalderkampsport

DSC_0170-1

Den bedste ting, der kom ud af Journalistisk Formidling var at jeg, mens jeg bladrede igennem Aarhus Kulturbys event katalog, faldt over VM i Middelalderkampsport. Jeg gentager: Verdensmesterskabet i Middelalderkampsport. Med tilhørende marked. Hvem kan sige nej til det?

Det bliver lige nu afholdt på Spøttrup borg, og jeg fik både min bror og to veninder med. Det var over al forventning. Vi glædede os alle sammen ufattelig meget, men havde slet ikke regnet med markedet ville være så stort eller at kampene ville være så spændende.

Der bliver ikke holdt tilbage, når de først går i gang. De deltagende er iført fuld rustning og så smadrer de ellers løs på hinanden. Der er regler, som i en hver anden sport, men når man ser det udefra, så ser det ret voldsomt ud. Til gengæld er det en overraskende sikker sport, fordi deltagerne er iklædt rustning, og den tager brodden af de fleste seriøse skader.

Når man ser det føles det meget ægte, og man kan mærke de her folk elsker det, de laver. For de fleste af dem er det blot en hobby, og alle deltagerne (fra 20+ nationer) betaler selv for at komme hertil og deltage. På nær Ukraine, hvor det åbenbart er populært nok til, at der findes sponsorer, og de kan leve af det.

Jeg var specielt vild med 5 mod 5 kampene. Her gælder det om at få modstanderne ned og røre jorden med andet end deres fødder, og når hele det andet hold ligger ned, så vinder man. De endte oftest med næsten at bryde med hinanden i deres forsøg på at få den anden ned at ligge, og så kommer der lige en holdkammerat over, der begynder at hamre løs på modstanderen med sit våben. Det er vildt og voldsomt. Og så fantastisk.

DSC_0029-1

DSC_0156-1

Det var lidt køligt til at starte med, men blev ret varmt i løbet af dage. Så meget at jeg gik hjem med en solbrændt nakke og lidt solstik. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på, hvor varmt kæmperne må have haft det.

VM i middelalderkampsport er kun blevet afholdt i ca. 4 år, så det er ret nyt. Det bliver også kun afholdt i Europa, hvor der faktisk er middelalderborge, der kan fungere som en passende kampplads. 

Spøttrup borg må være vant til at afholde events om dette, for det hele var meget gennemført. Alle de deltagende var udklædt, alle boderne var placeret i middelaldertelte, der blev lavet pandekager over bål, der blev solgt mjød, og honningkager, og alting var helt perfekt. Jeg var henrykt.

DSC_0048-1

DSC_0087-1

Vi kiggede også op på selve borgen, hvor musikerne havde sat sig til rette. Jeg ved ikke, hvad det er for et instrument kvinden spiller på, men det ser meget delikat ud. Borgen i sig selv er meget fin, men ikke lige noget, jeg ellers ville tage ud for at se.

Området omkring borgen er dog åndssvagt smukt, så dét er et besøg værd, specielt i sådant et vejr. De har også et marked i juli (mener jeg), som de afholder hvert år, og det overvejer jeg virkelig også at tage til… Den her type begivenheder rammer bare plet hos mig. Jeg elsker alting ved det. Alting.

Jeg er ikke den patriotiske type, og har meget lidt nationalstolthed, som sådan. Men må indrømme at det alligevel gjorde lidt ved mig at se danske mænd og kvinder klædt i rustning og bærende det danske flag. Dét kan jeg støtte op om.

Se lige på dem. Damn. Vores hold var også ret gode i 5 mod 5 kampene. Nu ved jeg endelig, hvad jeg skal svare, når folk spørger om jeg går op i sport. Involverer det middelaldervåben? Så ja.

DSC_0368-1

DSC_0046-1

Jeg købte også et sværd, fordi jeg altid har ønsket mig et. Jeg elsker fantasy, og det har jeg altid gjort, så et sværd har været en drøm længe. Der var et sted på pladsen, hvor de solgte våben, og da jeg så det her sværd, så var jeg nødt til at købe det. Også selvom det betød en lille tur til Skive for at hæve penge. Åh, jeg elsker det, og er så vild med min beslutning. Det skal nu følge mig på min vej, og jeg har tænkt mig altid at tage det lidt frem, inden jeg skal noget, jeg er nervøs for. Såsom min eksamen her d. 7/6. Det må give selvtillid at posere lidt med et ægte fucking sværd.

Mens vi stod og smagte mjød (seriøst, han lod os smage ALLE varianterne og de var alle sammen latterligt gode), så kom der en fyr hen og spurgte, om jeg havde købt mig sværd af Jarrick. Det havde jeg åbenbart, hvilket var heldigt, for det viser sig han laver balancerede sværd, der er gode at kæmpe med. Mit sværd er ikke skarpt, for det er lavet til at bruges i kamp, som dem, der bliver afholdt til VM. Så, hvis jeg nogensinde overvejer en ny hobby. Vi købte også tre flasker mjød med hjem, æble, solbær og en Loke version med bær.

De smager godt. Jeg er normalt ikke glad for alkohol, men mjød er noget særligt.

Det var en helt fænomenal dag, og jeg er glad for jeg kom afsted – og havde nogen, der ville afsted med mig. At tage til sådan et marked har også altid været en drøm, og så samtidigt se folk slås med rigtige våben og rustning? Dream come true. Hvis I ikke kan nå at komme til Spøttrup borg inden søndag, så kan jeg varmt anbefale deres andet marked. Er det halvt så godt som det her, så er det klart et besøg værd.

DSC_0319-1

DSC_0482-1

Vinderen af Han Kang og Delphine de Vigan Giveaway

DSC_0024-1

DSC_0047-4

I går sad jeg meget nervøst og så klokken nærme sig 14, så min eksamen var ude af mine hænder og jeg igen kunne trække vejret frit. Så drak jeg lidt vin, spiste et halvt kilo blåbær og havde det godt.

I dag fejrer jeg lidt mere ved at tage til VM i middelalderkampsport med tilhørende middelaldermarked. Men først har jeg trukket en vinder af min Han Kang og Delphine de Vigan giveaway.

Det blev Louise fra Kære Dig!

Mange gange tillykke. Jeg har sendt dig en email, og så snart jeg har din adresse, så sender jeg en fin bogpakke til dig. Jeg håber sådan, du kommer til at nyde dem ❤

DSC_0004-1

“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1

“Monstress” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

Giveaway: Han Kang & Delphine de Vigan

DSC_0626-1

Jeg har tænkt på denne giveaway længe, og har nu endelig fundet ud af, hvilke to bøger, jeg skal give væk.

Sidste sommer læste jeg en hel stak fantastiske bøger skrevet af kvinder, og jeg vil i denne anledning give to af disse bøger væk, for jeg nåede det ikke dengang og nu er det snart sommer igen. Det drejer sig om Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan og Human Acts af Han Kang. Begge er romaner, jeg selv var meget betaget af, og de var nogle af de bedste bøger, jeg fik læst sidste år.

Vigans roman handler om et venskab mellem to kvinder, der langsomt afspores og udvikler sig til noget langt mere farligt. Den er samtidigt også en slags meta-kommentar på litteratur, identitet og grænsen mellem virkelighed og fiktion. Det er en ubehagelig, creepy og vildt medrivende, velskrevet bog.

Han Kangs roman er til gengæld en voldsom, rørende, smertelig og ufattelig sympatisk fortælling om oprør, folkedrab, og et vigtigt stykke koreansk historie. Det er en fortælling om, hvordan blot det at eksistere, at huske og være til stede i andres liv kan være en form for revolution. Han Kangs The Vegetarian tales der en del mere om, da den vandt The Man Booker Prize, men jeg synes absolut Human Acts har fortjent lige så meget opmærksomhed.

Og nu kan en heldig person vinde begge bøger!

For at være med skal du blot skrive en kommentar med den bedste bog, du har læst, skrevet af en kvindelig forfatter. Og så selvfølgelig din email eller en anden måde jeg kan kontakte dig på, hvis du vinder.

Vinderen findes d. 25/05 (dagen efter jeg har afleveret eksamen, hurra!).

DSC_0637-1