“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s