Boganbefalinger: 10 Romaner Med Transkønnede Hovedpersoner

DSC_0074-1

Romaner med transkønnede hovedpersoner er det (måske) sidste indlæg i min serie af anbefalinger i anledning af Pride måned. Det her var uden tvivl det allersværeste indlæg at samle sammen, fordi der findes alt for få romaner, der passer på emnet. Jeg sagde lidt det samme i indlægget om romaner med biseksuelle hovedpersoner, men jeg tager det i mig igen. Den her liste var den sværeste.

Det er kun ganske få år siden, at der for alvor begyndte at dukke romaner op, der på den ene eller anden måde omhandler erfaringer omkring at være transkønnet. Der er ganske vist bøger, der har køn og også skiftende køn som fokus, men det er først rigtig for nylig (meget for nylig) at der er begyndt at komme bøger, der eksplicit handler om og/eller har transkønnede karakterer.

Så at sammensætte en liste over blot 10 romaner var svært. Fordi der simpelthen er så få at tage af. Det er, ligesom med romaner om andre LGBTQIA+ identiteter, stødt ved at blive bedre, og jeg var overrasket over at der allerede findes en bred variation af bøger i forskellige genrer. Men jeg ville ønske, der dukkede en overflod af bøger op, så unge og voksne kunne se deres egne oplevelser og erfaringer spejlet, og vide at de er okay, at også de kan være helte og magikere, at de er elskede, respekterede og vigtige nok til også at være hovedpersoner.

Det ser heldigvis lyst ud, og om 10 år tror jeg en liste som denne vil være meget, meget lettere at sætte sammen.

Romaner, der er own voices (altså, hvor forfatteren også er transkønnet) vil igen være markeret med en *, og så er her ellers mine 10 anbefalinger.

*

  • *Dreadnought af April Daniels (Young Adult, superhelte)

Danny Tozer troede hendes største problem var at skjule for omverdenen at hun er trans, men så overtager hun pludselig kræfterne fra verdens største superhelt… og det forvandler hendes krop til den krop, hun altid har drømt om. Men at skulle justere til endelig at have en krop, der føles rigtig, er langt mere kompliceret end som så. Og så samtidigt at skulle redde verden fra ødelæggelse? Dannys liv er pludselig interessant end hun nogensinde turde drømme om.

  • *George by Alex Gino (Middle Grade)

Melissa (som alle kender som George) drømmer om at få lov til at spille Charlotte i skolens opsætning af Charlotte’s Web. Da hun går til audition for rollen tror hendes lærer det er en joke, og Melissa må nøjes med at arbejde bag scenen. Men da hendes bedste veninde Kelly finder ud af, at Melissa er transkønnet, så sætter de en plan i værk, der skal sikre Melissa rollen som Charlotte.

15-årige Jack Bishop har epilepsi og under en undersøgelse af en ny form for behandling befinder han sig pludselig i 1920’erne og i en helt anden krop – en krop, der tilhører Jacqueline. Mens Jack forsøger at balancere to kroppe, to sind og to tidsperioder, så står han og Jacqueline overfor problemer, der kan forandre begges liv for altid.

Amanda er lige flyttet til en stille by ude i ingenting, og gør sit bedste for at holde sig ubemærket og bare klare sig igennem indtil hun kan forsvinde og starte på college. Men det er ikke let at være usynlig i en lille by, og pludselig har Amanda både veninder og en potentiel kæreste. Jo tættere på disse mennesker Amanda kommer, jo sværere bliver det også at lade fortid være fortid. En virkelig fin og ægte roman om at turde stå ved den man er, og lære at elske sig selv igennem den kærlighed andre viser en.

Det er en roman, der placerer sig på kanten mellem det realistiske og det fantastiske, der blander magi og virkelighed, og skaber en dreng, der maler måner og hænger dem på træer, og en pige fra hvis håndled, der vokser roser. Hvad præcis plottet er, er lidt svært at beskrive, så måske er det bedst at lade det være op til læsere at opdage. Men jeg har set romanen rost en masse, og synes den virker ufattelig tillokkende, med sin mystiske skønhed og drømmende univers fyldt med magi, sanselighed og fare.

En antologi skrevet af transkønnede til transkønnede. Målet med antologien er at give et så bredt, nuanceret og diverst perspektiv på, hvad det vil sige at være transkønnet, og alle de mange forskellige oplevelser, erfaringer og følelser det medfører. Der er ikke én korrekt måde at være transkønnet på, og målet er at skabe en ressource, som alle transkønnede og interesserede kan gå til. Der bliver dækket et utal af emner, og der vil være at finde mange forskelligartede stemmer, der giver deres perspektiv på, hvad det vil sige at være transkønnet.

  • *Small Beauty af Jia Qing Wilson-Yang (Fiktion, Contemporary)

Mei flytter fra byen og ind i sin afdøde fætters hus i en lille by i et forsøg på at håndtere hans død. Her reflektere hun over livet, de mennesker, hun har efterladt, og lærer mere om sin fætters historie og hendes egen. Mei tvinges i stilheden og sorgen til at se nærmere på hvem hun er, og hvor hun hører til i verde. Om det er i en lille by som denne, der overraskende har sine egne lokale trans historier, eller om det er hos det netværk af ligesindede transkønnede hun har efterladt i storbyen. Small Beauty er en meditativ, eftertænksom og smuk roman om identitet, race, sorg og familie.

Det her er fortsættelsen til Not Your Sidekick, der var på min liste over biseksuelle anbefalinger. Not Your Villain har fokus på Bells, den tidligere hovedpersons bedste ven. Han har evnerne til at transformere sig til det, han ønsker, hvilket er anvendeligt, når man er transkønnet, men endnu mere når man forsøger at stoppe en korrupt regering og redde verden. Men det er ikke alle, der ser det som en heltegerning, og pludselig er Bells landets mest eftersøgte skurk. Jeg elsker den måde C.B. Lee virker til enten underminerer forskellige superhelte troper eller bruger dem til at skabe anderledes, diverse historier.

On the island of Kavekana, Kai builds gods to order, then hands them to others to maintain. Her creations aren’t conscious and lack their own wills and voices, but they accept sacrifices, and protect their worshippers from other gods. But when Kai […] starts digging into the reasons her creations die, she uncovers a conspiracy of silence and fear—which will crush her, if Kai can’t stop it first.” Det er tredje roman i en serie, men det ser umiddelbart ud til den kan læses som en stand-alone. Den lyder i hvert fald helt sindssygt interessant, og coveret har en sort og en asiatisk kvinde på coveret. Så det lover umiddelbart ret godt.

  • Lumberjanes af Noelle Stevenson et al. (Graphic Novel, YA, Fantasy)

En serie af grafiske romaner, der følger en gruppe piger, der er taget på sommerkursus som Lumberjanes, en slags pigespejdere. Her oplever de overnaturlige, magiske og eventyrlige ting, og opdager samtidigt vigtigheden af venskab, kærlighed og loyalitet. Det er en meget sød og sjov serie med karakterer, der uden tvivl vil vinde dit hjerte. Og så er en af pigerne vi følger transkønnet. Lumberjanes er generelt en af de serier, jeg kun kan anbefale man giver til unge piger og drenge, fordi den indeholder så herlige eventyr, der er så mange gode råd at hente omkring alle aspekter af livet, og så er den fyldt med respektfuld diversitet og veludviklede karakterer.

*

Der er rigtig mange af de her romaner, jeg enten allerede havde planlagt at læse eller som jeg i min søgen efter romaner til listen er blevet meget interesserede i at læse. Jeg håber også I har fundet lidt inspiration.

Glædelig Pride ❤

Har I nogle gode anbefalinger? Eller gode bøger I har læst, som I synes sætte fokus på et vigtigt, underbelyst emne?

“Goldie Vance” (Vol. 1) af Hope Larson og Brittney Williams

Goldie Vance (Vol. 1) skrevet af Hope Larson, illustreret af Brittney Williams, udgivet: 2016, 112 sider, Boom! Studios.

DSC_1018-3

Jeg elsker mysterier, krimier, sommeratmosfære og diversitet. Baseret på de få kriterier, så er Goldie Vance måske den perfekte grafiske roman.

Titelkarakteren Goldie (Marigold) Vance arbejder i parkeringen på Crossed Palms Resort i Florida med sin far, men tilbyder også sine evner som privat detektiv, når muligheden byder sig og hun får lov at assistere hotellets detektiv. Den første historie, som denne volume dækker, handler om en halskæde, der forsvinder, og hvis ejermand kort efter også er sporløst borte. Det bliver hurtigt et kapløb med tiden, som Goldie forsøger at opspore den forsvundne gæst og redde ham, inden dem, der har taget ham, opdager han ikke har halskæden.

Jeg var fra allerførste side charmeret og fængslet af historien. Illustrationerne specielt finder jeg ufatteligt charmerende, og de er med til at give fortællingen en helt bestemt stemning. De milde, varme farver og den bløde tegnestil giver en let, elegant og behagelig atmosfære. Man forstår fra det første, at der her ikke vil være tale om voldelige eller voldsomme forbrydelser, men snarere mysterier, hvor alle vil slippe afsted med livet og humøret i behold.

Det er ikke nemt at holde en let tone uden at blive overfladisk eller fjollet, men det lykkes for Larson og Williams. De forstår at skrive interessante karakterer, et vovet mysterie og skabe en by i 60’erne, hvor alt tilsyneladende kan ske. At læse Goldie Vance var på mange måder, som at tage på en solrig ferie, blot for at opdage nogen er blevet kidnappet undervejs og du er pludselig midt i efterforskningen. Det er som at gå direkte ind i en Agatha Christie eller Nancy Drew roman, blot tilsat lidt tiltrængt diversitet.

Goldie er også en hovedperson, det er svært ikke at holde af. Hun er en stædig, skarp, loyal og intelligent ung kvinde, der tydeligt er skabt til at være detektiv, og som ikke giver op på et mysterie, når først det er sat i gang. Jeg elskede også hendes bedste veninde, Cheryl, der gerne vil være astronaut, samt hotellets egentlige detektiv, den ret akavede, men oprigtige Walt. Og så var jeg vild med Goldies crush, Diane, der arbejder i en musikbutik, er klar på et eventyr og er en total babe. Der er nogle fabelagtige karakterer, der hver især har deres egen personlighed og unikke plads i historien.

Selvom Goldie Vance placerer sig tidsligt i noget, der ligner 60’erne, så den bryder også konsekvent med de konventioner, det normalt medfører. Goldie er barn af et interracial par, der nu er skilt, hvilket er så rart at se portrætteret. Skilte forældre er overraskende nok ikke så almindelige i fiktionen, og specielt ikke skilte forældre, der stadig er venner. Goldie selv er også forelsket i en anden kvinde, og hendes bedste veninde, far og hende selv er brune. Men der er alligevel ingen diskrimination. Larson og Williamson har tydeligvis valgt perioden baseret på dens æstetik og stemning, og har prompte ignoreret alt det andet. Det fungerer overraskende godt, mest fordi de tydeligvis har sat det som mål, at skabe et univers, der er genkendeligt, men lige lidt mere eventyrligt og interessant.

Det var også det, jeg var mest charmeret af, da jeg læste historien. Nemlig den måde, de formår at skabe et univers, hvor smykketyveri, kidnapning, og en mor, der arbejder som havfrue i et akvarium, alle virker som helt almindelige ting, der sagtens kan ske. St. Pascal, byen de bor i, virker derfor som et sted, hvor alt kan ske, og hvor der venter eventyr lige om hjørnet. Hvor det bizarre, det mystiske, og det almindelige eksisterer side om side.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, hvorfor jeg faldt så hurtigt og så overbevisende for Goldie Vance. Den giver mig en varm og lykkelig følelse indeni. Det er et univers, hvor jeg ved, jeg er velkommen. Hvor jeg kan få en milkshake, nyde stranden, og løse et mysterie på samme tid. Det er en perfekt, idealiseret verden, og jeg er så glad for, jeg kan få lov at drømme mig ind i den for en stund.

Jeg har uden tvivl tænkt mig at læse hele serien, og er så glad for, jeg tilfældigt faldt over den. Det er den perfekte sommerlæsning, og den kombinerer så mange af de ting, jeg elsker allermest. Det er oprigtigt, som om nogen har lavet den specifikt til mig. Den slags læseoplevelser er de bedste.

DSC_0004-4

“Dear Martin” af Nic Stone

Dear Martin af Nic Stone, udgivet: 2017, 224 sider, Crown Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley. Udkommer: 17. oktober 2017. English review.

DSC_0985-

Yeah, there are no more ‘colored’ water fountains, and it’s supposed to be illegal to discriminate, but if I can be forced to sit on the concrete in too-tight cuffs when I’ve done nothing wrong, it’s clear there’s an issue. That things aren’t as equal as folks say they are.

*

Justyce McCallister er i toppen af sin klasse, og er klar til at fortsætte sin uddannelse på et af USAs bedste universiteter. Han har det meste af sit liv formået at undslippe den stereotype, som mange af de sorte han voksede op med er faldet ind under. Indtil han en aften forsøger at hjælpe sin fulde ekskæreste sikkert hjem og i stedet bliver sat i håndjern af politiet og må sidde på kantstenen i flere timer inden han får lov at gå fri.

Det går herefter op for Justyce, at det er ligemeget, hvor gode karakterer han får, hvor god en skole han går på, hvor pænt han opfører sig, eller hvor godt han går klædt. Det faktum at han er sort er nok til at få en hvid politibetjent til automatisk at se ham som kriminel.

Justyce begynder som resultat at skrive breve til Martin Luther King Jr., hvor han reflekterer over sin egen status i samfundet, hans (hvide) omgangskreds’ generelle uvidenhed, og den indgroede racisme, der er at finde i et system, der ellers af mange (uvidende hvide) ses som værende lige.

Det er en barsk roman, der handler om at indse, at livet ikke på noget tidspunkt stopper med at være en kamp. Justyce tvinges efter den skæbnesvangre nat til at se i øjnene at diskrimination på grund af hans hudfarve ikke er noget han kan undslippe. At det er noget mange mennesker ikke vil lade ham undslippe. At den systematiske racisme, der stadig eksisterer, altid vil påvirke hans liv. Det er en brat opvågnen, og at skulle forsøge at finde en måde at blive ved med at kæmpe, uden at brænde ud, er mere end svært. Det virker for Justyce næsten umuligt. Derfor henvender han sig til Martin Luther King, og forsøger med stigende frustration at navigere og balancere den nye virkelighed han befinder sig i, og som han før, til et vist punkt, kunne ignorere.

Dear Martin er ikke blot en roman, der ser nærmere på Black Lives Matter bevægelsen, men også på racisme generelt. På den måde systemet nærmest er “designet” til at unge, sorte mennesker skal fejle, og hvordan disse unge mennesker reagerer på den realitet. Det er ikke behageligt at læse, men det er nødvendigt. Og selvom romanen ofte er nærmest ubærlig, så er den også fyldt med kærlighed, håb og mod. For Justyce er aldrig alene, der er altid nogen parat til at gribe ham, tale med ham og lytte, og personer, der er står ved hans side – nogle, som har stået der hele tiden og andre, der først nu indser, det er det rette sted at stå. Det er, mere end noget andet, en roman om, hvordan man lærer at stå fast og ikke give op, når man hver dag skal stå overfor et system og et samfund, der automatisk ser dig som en trussel.

Romanen består dog også af en langt større tragedie end Justyces’ nat tilbragt på kantstenen i håndjern, og den sidste del af bogen er virkelig svær at komme igennem. Specielt set i lyset af, at de her ting bliver ved med at ske. Sorte dræbes, og gerningsmændene går fri igen og igen. Uretfærdigheden er overvældende. Det virker måske som et meget amerikansk problem, men mødet med systemisk uretfærdighed og kampen for at opnå retfærdighed og lighed er kampe, der finder sted i hele verden, hele tiden. Mødet med disse kan være ufatteligt demotiverende, og Nic Stone fanger helt fantastisk, hvor frustrerende det kan være at skulle kæmpe mod det.

At skulle insistere på at resten af verden ser en uretfærdighed, der for dig er så åbenlys. Hvordan undgår man at miste modet? Hvordan bliver man ved med at holde hovedet højt? Hvorfor ikke bare give op? Stone stiller alle disse spørgsmål og besvarer dem også på forskellig vis. Der er ikke ét rigtigt svar. Svaret er forskelligt fra person til person.

Dear Martin er ikke blot en virkelig velskrevet roman, der har levende, realistiske karakterer og et overbevisende plot. Det er også en alt for nødvendig roman. Den sætter fokus på et vigtigt, overvældende problem, og samtidigt også på den racisme, der gennemtrænger hverdagen for sorte i USA, men også hvordan en ung, sort mand reagerer på og forsøger at håndtere den racisme, når den pludselig bliver både personlig og livstruende.

Nic Stone formår at give emnet den rette tyngde, og selvom racisme og politivold hele tiden spiller en central rolle i romanen, så blandes det tilpas med alt det andet, der også udgør et teenageliv: Forelskelse, venskab, familie og hvad det vil sige, at blive voksen, og skulle beslutte, hvilket slags menneske man vil være. Et spørgsmål, der er endnu mere presserende, når det er indhyllet i en realitet som denne.

Dear Martin er en troværdig, velfortalt roman med et fantastisk persongalleri, og en dyb medfølelse i sit emne og sin historie. Absolut anbefalelsesværdig.

*

“Yeah, I grew up in a rough area, but I know I’m a good dude, Martin. I thought if I made sure to be an upstanding member of society, I’d be exempt from the stuff THOSE black guys deal with, you know? Really hard to swallow that I was wrong. All I can think now is ‘How different would things have gone had I not been a black guy?’

DSC_0990-1

Søndagstanker: Wonder Woman

wonder-woman

Efter min sidste eksamen d. 7/6 tog jeg med en ven ind for at se Wonder Woman. Det virkede som den perfekte måde at fejre, at jeg nu havde afsluttet min bachelor – og jeg havde ret. Jeg har været meget glad for Marvels’ Cinematic Universe, specielt Captain America filmene, men jeg er også blevet mere og mere frustreret og såret over at de endnu ikke har lavet en film med en kvindelig superhelt i hovedrollen. En film, der ville være hendes film. De har ellers nok heltinder at vælge imellem.

Så da Wonder Woman blev annonceret var der ingen tvivl om, at jeg skulle se den (selvom det er DC). For det var tydeligt den ville betyde noget. Hvis den floppede, så ville det betyde at der nok ville gå nogle år før vi fik endnu en “chance” for endnu en kvindelig superhelte film. Eller, hvis den blev en succes, at Hollywood havde taget fejl ved at antage, der ikke ville være penge i en kvindelig superhelt. Heldigvis blev det den sidstnævnte.

At sætte alle ens håb og drømme på én film virker grotesk, men jeg får desværre ofte følelsen af, at det er sådan det fungerer. Hvis ikke det er en film lavet af (hvide) mænd, med hvide, heteroseksuelle mænd i hovedrollen, så er det som om den ikke har lov til at floppe. Hvis den gør, så er det som om hele verden ser på den og tænker “Det viser tydeligt, der ikke er penge i den slags film”, hvilket er løgn. Der er som regel ikke penge i dårlige film, men så snart en dårlig film også involverer en minoritet, så er der meget mere på spil. Hvid mænd kan fejle så meget de vil, igen og igen, uden at der sker noget som helst.

Så derfor har jeg været lykkelig over at Wonder Woman blev en succes. Men mere end det, så var der noget magisk over at se en kvinde være hovedperson og heltinde. Ikke bare heltinde, men heltinden. Helten. Den person, der skal redde hele verden. Jeg har flere gange set kvinder beskrive, hvordan de simpelthen græd igennem Wonder Woman. Over endelig at se deres eget køn repræsenteret i den rolle. Ikke seksualiseret, ikke som objekt for en mand, ikke som et plot-device, men som filmens heroiske hjerte. At se en kvinde være grunden til at filmen overhovedet blev lavet. Jeg græd ikke selv, men jeg nød filmen på en helt ny måde. Fordi jeg ikke behøvede sidde og vente på, at der landede en eller anden dårlig joke, på at Diana blev slut-shamet eller nedgjort af mænd. For det skete ikke.

Jeg tror, vi vænner os til at se os selv repræsenteret sådan. Vi vænner os til den generelle sexisme i kvinders rolle på film og i serier, vi vænner os til at se dem som karakterer, der ikke har nogen rolle udover, hvad de kan gøre for mænd. Det er blevet bedre, men det er stadig alt for sjældent, der findes portrætteringer, hvor kvinder får lov til at eksistere på film uden alle de små mikro-aggressioner vi vænnet os til.

Wonder Woman er fri for disse. Der er ingen sjofle eller lumre jokes, ingen seksualiserede øjeblikke, hvor der dvæles lige lidt for længe på Dianas kvindelige former. Ingen scener, hvor Steve Trevor, den mandlige hovedperson, sætter spørgsmålstegn ved Dianas kompetence eller evner til at være en heltinde. Eller hvor hendes kompetencer gør han sætter tvivl ved sine egne kompetencer eller mandlighed.

Han accepterer uden videre at hun er bedre til at slås end ham, at hendes rolle er en helt anden end hans egen, og så støtter han hende så godt han kan. Selvfølgelig er der sexisme, det er trods alt starten af 1900 tallet vi taler om, men det er aldrig en meta-sexisme. Det er aldrig en sexisme, der bløder over i den måde Diana præsenteres for seeren som karakter. Det er blot en reaktion mænd i filmen har på hende. Det er ikke filmens reaktion på Diana, som kvindelig hovedperson, og det er en meget væsentlig forskel.

Hvis man f.eks. læser Joss Whedons’ mulige Wonder Woman manuskript, så vil man se, hvad jeg mener. Det er et sexistisk manuskript, hvor hverken filmen eller folkene bag filmen kan håndtere en kvindelig hovedperson. Whedon ved tydeligvis ikke, hvad han skal gøre med en kvindelig hovedperson. Han kan simpelthen ikke finde ud af at skrive hende. Heldigvis blev Wonder Woman i stedet skrevet og instrueret af en kvinde, Patty Jenkins. Gudskelov.

Det her blev et meget længere indlæg end jeg havde regnet med. Egentlig ville jeg bare fortælle jer, hvor meget jeg nød filmen og så anbefale jer nogle Gail Simone Wonder Woman graphic novels. Men det viser bare, hvor vigtig den her film egentlig er for mig og for mange andre kvinder.

Det er en film, der starter med en ø, hvor der ikke eksistere en eneste mand. Kun kompetente, kampdygtige amazoner, der er forkæmpere for retfærdighed og fred. De bliver alle behandlet med respekt af filmen, de får lov at være imponerende. Vigtigst af alt, så er det en film, der kan finde ud af at lade Diana være naiv, kompetent, selvsikker og tvivlende på én og samme tid. Det er en film, der tør lade heltindens menneskelighed, medfølelse og empati være hendes stærkeste træk uden at fordømme det. Der er ingen mørk anti-helt at hente her. Der er bare en kvinde med superkræfter, der tror på, at det er værd at gøre verden til et bedre, mere sikkert sted. Ikke kun for nogle, men for alle.

Det er ikke en perfekt film, og der er kontroverser omkring Gal Gadot, der har udvist støtte til Israel i Israel-Palæstina konflikten – et emne jeg ved meget lidt om, så det vil jeg ikke forsøge at kommentere på. Men Wonder Woman behandler Diana med respekt og værdighed, og giver hende en fantastisk superhelte fortælling. Og det er vigtigt, for det sætter tonen for alle de film, der kommer herefter. Af den grund er jeg glad for, den har haft den succes, den har.

Hvis I ønsker at læse mere Wonder Woman indtil den næste film – og gud ved, det ønsker jeg – så er Gail Simones versioner et fint sted at starte. Hun selv har anbefalet The Circle og Ends of the Earth på twitter, som dem hun bedst selv kan lide. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at se Batman vs. Superman. Hvor meget jeg end elsker Diana, så er ingenting den smerte værd.

wonder-woman

Boganbefalinger: 10 Romaner Med Biseksuelle Hovedpersoner

DSC_0926-1

Denne gang anbefaler jeg bøger med biseksuelle hovedpersoner. Jeg har selv læst overraskende få romaner med biseksuelle hovedpersoner – så få at jeg ikke engang ejer nok til at tage et billede til det her indlæg, men i stedet måtte improvisere det biseksuelle flag på min arm. Måske skyldes det at der ikke eksisterer vildt mange. Endnu. Det er ved at blive bedre, og der kommer flere og flere bøger, men indimellem er det også svært at vide, hvor præcis hovedpersonen falder. Det er som om, der er en frygt for faktisk at bruge ordet biseksuel eller bruge beskrivelser, der ville gøre det tydeligt, det er det, karakteren er.

Det sværeste var at finde romaner, der ikke var Young Adult, med en biseksuel hovedperson. Jeg elsker YA, men jeg savner også biseksuelle karakterer der er over 20 år og gerne ældre. Så, kort sagt, jeg vil gerne have flere bøger der repræsenterer biseksualitet mere diverst – og alle andre seksualiteter også, selvfølgelig.

Det ser ud til, det langsomt er ved at ske, og det må gerne gå hurtigere! Indtil da er her 10 romaner at starte med.

*

Dekadente, frisindede og biseksuelle Monty er på rejse gennem 1800-tallets Europa med sin yngre søster, Felicity, og hans bedste ven (og crush), Percy. På deres rejse får Monty stjålet et vigtigt artefakt, og pludselig handler deres rejse ikke blot om at nyde ungdommen inden voksenlivet kalder, men også om at overleve de magter, der er meget interesserede i, hvad Monty har stjålet. Et episk eventyr, og, formodentlig, en episk kærlighedshistorie også. Jeg glæder mig så ufatteligt meget til at læse den her bog, og den udkommer på mandag!! Håber virkelig min udgave bliver sendt hurtigt afsted.

Grace Glasser vil bare gerne have et normalt liv. Hvor hun ikke konstant skal bekymre sig om hendes mor, om penge eller om hvorvidt hun faktisk har en fremtid. Det eneste hun vil er at komme ind på en musik skole i New York og slippe væk. Midt i det hele møder hun Eva, og selvom begge piger er jagede af hver deres dæmoner, så finder de ro og styrke i hinanden. Men kærligheden og livet er kompliceret, og at lægge fortiden bag sig er ikke let.

  • Wild af Hannah Moskowitz (YA, contemporary)

Det er en morsom, sød og divers roman. Hjertet af romanen er Zack, hvis mor har begyndende Alzheimers og Zack må derfor lære at tage sig af sin yngre søster. Men vigtigst af alt, så er der Jordan, Zacks kæreste, som han kun har talt med online. De har ikke mødt hinanden, fordi hun har haft svært ved at fortælle ham hun er døv. Zack kaster sig ud i at lære at være i et forhold med en døv person, og forbereder sig på en fremtid uden sin mor. Jeg havde vagt hørt om den her roman før, og nu hvor jeg ved lidt mere om den, har jeg bare endnu mere lyst til at læse den. Den lyder virkelig fin.

Alex er en bruja, en slags heks, og kommer fra en lang linje af kvindelig brujas. Hun vil bare helst ikke have sin kræfter, og i sit forsøg på at komme af med dem sender hun hele sin familien til en underverden. Labyrinth Lost er hendes rejse ned for at finde dem, og rode bod på hendes fejl. En latin amerikansk inspireret historie, en biseksuel heks og en anderledes underverden? Ja tak.

  • *27 Hours af Tristina Wright (YA sci-fi)

Den her roman har super meget divers repræsentation, men en af hovedpersonerne er (så vidt jeg kan forstå) biseksuel. Den handler om forskellige queer teenagere, der i løbet af 27 timer skal forsøge at redde deres hjem og deres planet fra borgerkrig og monstre. Den virker hæsblæsende og vildt spændende. Den udkommer i oktober i år, så der er noget at glæde sig til.

Ramona har blåt hår, elsker sin familie, kan lide piger, og er sikker på, hun er skabt til større ting end livet, som det er lige nu. Da hendes ven Freddie vender tilbage, fortsætter deres venskab som før, men langsomt begynder Ramona at tvivle på sine følelser for Freddie. Måske er hendes seksualitet ikke så fastlagt, som hun troede. Måske er livet ikke så fastlagt som hun troede. Jeg kender titlen på den her bog, men har set nærmere på den. Det er jeg glad for jeg gjorde, for en roman, der bearbejder det at være i tvivl om sin seksualitet, vil jeg meget, meget gerne læse.

Sophie Stark er en succesfuld filminstruktør, der bruger historier fra livet omkring hende – fra hendes besættelse, hendes mand, kvindelige kæreste – til at fortælle sine historier. Det er en historie om bedrag og kærlighed. Den er fortalt af dem, der kendte Sophie og giver et intimt portræt af en kvinde, som ingen helt kendte. Jeg havde aldrig hørt om den her roman før, men den lyder meget fascinerende.

Black Dove er Ana Castillos fortælling om hendes ungdom, som datter af en Mexicansk-Indisk familie i 70’erne, og hvordan hun vokser op til at blive forfatter og feminist. Og om hendes voksenliv, hvor hun er vidne til at hendes egen søn bliver fængslet. Det er en bog om, hvad det vil sige at være alene mor, brun og feminist i en verden, hvor race ulighed og politibrutalitet for ikke-hvide er hverdag.

I en verden, hvor superkræfter er almindelige har Jessica Tran ingen. Til gengæld har hun fået et internship hos byens værste skurk, og ja, ikke ideelt, men erfaring er erfaring og hun får lov at arbejde med sin bedste ven (og crush) Abby. Det viser sig hurtigt at der er mere på spil end bare helte og skurke. Noget der truer dem alle sammen. Seriøst, det her er så genial en idé og jeg elsker alt ved det. Alt.

Jordan Sun har ikke stemmen til at blive en del af skolens musical, så i stedet klæder hun sig ud som en dreng og går til audition til The Sharpshooters, skolens elite (mandlige) capella gruppe – og bliver optaget. Pludselig må hun balancere ikke blot to liv, men også følelser for to personer af forskellige køn, og samtidigt finde ud af, hvad det betyder at være kvinde (og mand) i et mandsdomineret samfund. Og, i sidste ende, hvordan hun bedst er sig selv. Jeg er vild med beskrivelsen. Det er lidt som hvis She’s the Man og Pitch Perfect var en roman, hvilket kun er en god ting, og så elsker jeg en bog, hvis titel er en pun.

*

Det var 10 romaner med biseksuelle hovedpersoner, og jeg har selv kun læst én af dem. Jeg er så glad for, der begynder at komme mere fokus på diversitet – i alle former – så vi kan få flere romaner, hvor læseren (i dette tilfælde mig) har mulighed for at se sig selv reflekteret. Det er fucking svært at gå rundt med sine følelser, erfaringer og tvivl alene, så alle bøger osv., der repræsenterer marginaliserede grupper og giver dem lov til at se dem selv som helten, der tager på eventyr eller bare blive forelsket, er vigtige. Og jeg er glad for der kommer flere og flere af dem.

Glædelig Pride måned ❤

Har I nogle gode anbefalinger? Og har I en roman, hvor I følte jer set i speciel høj grad?

DSC_0917-1

“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og NetgalleyEnglish review.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

*

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

*

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

*

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

*

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3