Søndagstanker: Wonder Woman

wonder-woman

Efter min sidste eksamen d. 7/6 tog jeg med en ven ind for at se Wonder Woman. Det virkede som den perfekte måde at fejre, at jeg nu havde afsluttet min bachelor – og jeg havde ret. Jeg har været meget glad for Marvels’ Cinematic Universe, specielt Captain America filmene, men jeg er også blevet mere og mere frustreret og såret over at de endnu ikke har lavet en film med en kvindelig superhelt i hovedrollen. En film, der ville være hendes film. De har ellers nok heltinder at vælge imellem.

Så da Wonder Woman blev annonceret var der ingen tvivl om, at jeg skulle se den (selvom det er DC). For det var tydeligt den ville betyde noget. Hvis den floppede, så ville det betyde at der nok ville gå nogle år før vi fik endnu en “chance” for endnu en kvindelig superhelte film. Eller, hvis den blev en succes, at Hollywood havde taget fejl ved at antage, der ikke ville være penge i en kvindelig superhelt. Heldigvis blev det den sidstnævnte.

At sætte alle ens håb og drømme på én film virker grotesk, men jeg får desværre ofte følelsen af, at det er sådan det fungerer. Hvis ikke det er en film lavet af (hvide) mænd, med hvide, heteroseksuelle mænd i hovedrollen, så er det som om den ikke har lov til at floppe. Hvis den gør, så er det som om hele verden ser på den og tænker “Det viser tydeligt, der ikke er penge i den slags film”, hvilket er løgn. Der er som regel ikke penge i dårlige film, men så snart en dårlig film også involverer en minoritet, så er der meget mere på spil. Hvid mænd kan fejle så meget de vil, igen og igen, uden at der sker noget som helst.

Så derfor har jeg været lykkelig over at Wonder Woman blev en succes. Men mere end det, så var der noget magisk over at se en kvinde være hovedperson og heltinde. Ikke bare heltinde, men heltinden. Helten. Den person, der skal redde hele verden. Jeg har flere gange set kvinder beskrive, hvordan de simpelthen græd igennem Wonder Woman. Over endelig at se deres eget køn repræsenteret i den rolle. Ikke seksualiseret, ikke som objekt for en mand, ikke som et plot-device, men som filmens heroiske hjerte. At se en kvinde være grunden til at filmen overhovedet blev lavet. Jeg græd ikke selv, men jeg nød filmen på en helt ny måde. Fordi jeg ikke behøvede sidde og vente på, at der landede en eller anden dårlig joke, på at Diana blev slut-shamet eller nedgjort af mænd. For det skete ikke.

Jeg tror, vi vænner os til at se os selv repræsenteret sådan. Vi vænner os til den generelle sexisme i kvinders rolle på film og i serier, vi vænner os til at se dem som karakterer, der ikke har nogen rolle udover, hvad de kan gøre for mænd. Det er blevet bedre, men det er stadig alt for sjældent, der findes portrætteringer, hvor kvinder får lov til at eksistere på film uden alle de små mikro-aggressioner vi vænnet os til.

Wonder Woman er fri for disse. Der er ingen sjofle eller lumre jokes, ingen seksualiserede øjeblikke, hvor der dvæles lige lidt for længe på Dianas kvindelige former. Ingen scener, hvor Steve Trevor, den mandlige hovedperson, sætter spørgsmålstegn ved Dianas kompetence eller evner til at være en heltinde. Eller hvor hendes kompetencer gør han sætter tvivl ved sine egne kompetencer eller mandlighed.

Han accepterer uden videre at hun er bedre til at slås end ham, at hendes rolle er en helt anden end hans egen, og så støtter han hende så godt han kan. Selvfølgelig er der sexisme, det er trods alt starten af 1900 tallet vi taler om, men det er aldrig en meta-sexisme. Det er aldrig en sexisme, der bløder over i den måde Diana præsenteres for seeren som karakter. Det er blot en reaktion mænd i filmen har på hende. Det er ikke filmens reaktion på Diana, som kvindelig hovedperson, og det er en meget væsentlig forskel.

Hvis man f.eks. læser Joss Whedons’ mulige Wonder Woman manuskript, så vil man se, hvad jeg mener. Det er et sexistisk manuskript, hvor hverken filmen eller folkene bag filmen kan håndtere en kvindelig hovedperson. Whedon ved tydeligvis ikke, hvad han skal gøre med en kvindelig hovedperson. Han kan simpelthen ikke finde ud af at skrive hende. Heldigvis blev Wonder Woman i stedet skrevet og instrueret af en kvinde, Patty Jenkins. Gudskelov.

Det her blev et meget længere indlæg end jeg havde regnet med. Egentlig ville jeg bare fortælle jer, hvor meget jeg nød filmen og så anbefale jer nogle Gail Simone Wonder Woman graphic novels. Men det viser bare, hvor vigtig den her film egentlig er for mig og for mange andre kvinder.

Det er en film, der starter med en ø, hvor der ikke eksistere en eneste mand. Kun kompetente, kampdygtige amazoner, der er forkæmpere for retfærdighed og fred. De bliver alle behandlet med respekt af filmen, de får lov at være imponerende. Vigtigst af alt, så er det en film, der kan finde ud af at lade Diana være naiv, kompetent, selvsikker og tvivlende på én og samme tid. Det er en film, der tør lade heltindens menneskelighed, medfølelse og empati være hendes stærkeste træk uden at fordømme det. Der er ingen mørk anti-helt at hente her. Der er bare en kvinde med superkræfter, der tror på, at det er værd at gøre verden til et bedre, mere sikkert sted. Ikke kun for nogle, men for alle.

Det er ikke en perfekt film, og der er kontroverser omkring Gal Gadot, der har udvist støtte til Israel i Israel-Palæstina konflikten – et emne jeg ved meget lidt om, så det vil jeg ikke forsøge at kommentere på. Men Wonder Woman behandler Diana med respekt og værdighed, og giver hende en fantastisk superhelte fortælling. Og det er vigtigt, for det sætter tonen for alle de film, der kommer herefter. Af den grund er jeg glad for, den har haft den succes, den har.

Hvis I ønsker at læse mere Wonder Woman indtil den næste film – og gud ved, det ønsker jeg – så er Gail Simones versioner et fint sted at starte. Hun selv har anbefalet The Circle og Ends of the Earth på twitter, som dem hun bedst selv kan lide. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at se Batman vs. Superman. Hvor meget jeg end elsker Diana, så er ingenting den smerte værd.

wonder-woman

Advertisements

4 thoughts on “Søndagstanker: Wonder Woman

  1. Så fint indlæg! Superheltegenren er generelt ikke for mig, men jeg tog alligevel ind for at se Wonder Woman, netop af af de mange grunde, du beskrev i starten af dit indlæg. Og jeg elskede hvert et minut trods min skepsis overfor genren.

    Indtil du kom til Joss Whedon, sad jeg og var klar til at finde et link om det til dig, for det er super skræmmende. Det er utroligt, hvor lidt den mand har rykket sig. Nogle burde fortælle ham, at hvad der var revolutionerende for 20 år siden (Buffy – og som jeg stadig elsker af hele mit hjerte) ikke er revolutionerende i dag.

    Like

    1. Jeg er glad for du tog afsted og nød den, selvom du ikke er til genren. Det virker også som en film, der kan underholde ret godt blot som actionfilm – og så at se sig selv som helten er bare uvurderligt.

      Ahhh, det er så rædsomt med ham! Han er virkelig fanget et sted tilbage i start 00’erne og har ikke bevæget sig videre. Det er så tragisk, og selvom jeg holdt af den første Avengers film, så har jeg det sværere og sværere med den, jo mere jeg tænker over den. Og to’eren var bare… en fejl. Det er så let at se, hvor lidt han har rykket sig og hvor lidt bevidst han selv er om problemet. Det værste er næsten at han har en dedikeret fanbase, så han BEHØVER ikke ændre sig for at have succes. Håber virkelig han bliver taget af Batgirl filmen igen, som han vist ellers lige nu er en del af. Kan kun forestille mig det mareridt det må blive ellers.

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s