“Dear Martin” af Nic Stone

Dear Martin af Nic Stone, udgivet: 2017, 224 sider, Crown Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley. Udkommer: 17. oktober 2017. English review.

DSC_0985-

Yeah, there are no more ‘colored’ water fountains, and it’s supposed to be illegal to discriminate, but if I can be forced to sit on the concrete in too-tight cuffs when I’ve done nothing wrong, it’s clear there’s an issue. That things aren’t as equal as folks say they are.

*

Justyce McCallister er i toppen af sin klasse, og er klar til at fortsætte sin uddannelse på et af USAs bedste universiteter. Han har det meste af sit liv formået at undslippe den stereotype, som mange af de sorte han voksede op med er faldet ind under. Indtil han en aften forsøger at hjælpe sin fulde ekskæreste sikkert hjem og i stedet bliver sat i håndjern af politiet og må sidde på kantstenen i flere timer inden han får lov at gå fri.

Det går herefter op for Justyce, at det er ligemeget, hvor gode karakterer han får, hvor god en skole han går på, hvor pænt han opfører sig, eller hvor godt han går klædt. Det faktum at han er sort er nok til at få en hvid politibetjent til automatisk at se ham som kriminel.

Justyce begynder som resultat at skrive breve til Martin Luther King Jr., hvor han reflekterer over sin egen status i samfundet, hans (hvide) omgangskreds’ generelle uvidenhed, og den indgroede racisme, der er at finde i et system, der ellers af mange (uvidende hvide) ses som værende lige.

Det er en barsk roman, der handler om at indse, at livet ikke på noget tidspunkt stopper med at være en kamp. Justyce tvinges efter den skæbnesvangre nat til at se i øjnene at diskrimination på grund af hans hudfarve ikke er noget han kan undslippe. At det er noget mange mennesker ikke vil lade ham undslippe. At den systematiske racisme, der stadig eksisterer, altid vil påvirke hans liv. Det er en brat opvågnen, og at skulle forsøge at finde en måde at blive ved med at kæmpe, uden at brænde ud, er mere end svært. Det virker for Justyce næsten umuligt. Derfor henvender han sig til Martin Luther King, og forsøger med stigende frustration at navigere og balancere den nye virkelighed han befinder sig i, og som han før, til et vist punkt, kunne ignorere.

Dear Martin er ikke blot en roman, der ser nærmere på Black Lives Matter bevægelsen, men også på racisme generelt. På den måde systemet nærmest er “designet” til at unge, sorte mennesker skal fejle, og hvordan disse unge mennesker reagerer på den realitet. Det er ikke behageligt at læse, men det er nødvendigt. Og selvom romanen ofte er nærmest ubærlig, så er den også fyldt med kærlighed, håb og mod. For Justyce er aldrig alene, der er altid nogen parat til at gribe ham, tale med ham og lytte, og personer, der er står ved hans side – nogle, som har stået der hele tiden og andre, der først nu indser, det er det rette sted at stå. Det er, mere end noget andet, en roman om, hvordan man lærer at stå fast og ikke give op, når man hver dag skal stå overfor et system og et samfund, der automatisk ser dig som en trussel.

Romanen består dog også af en langt større tragedie end Justyces’ nat tilbragt på kantstenen i håndjern, og den sidste del af bogen er virkelig svær at komme igennem. Specielt set i lyset af, at de her ting bliver ved med at ske. Sorte dræbes, og gerningsmændene går fri igen og igen. Uretfærdigheden er overvældende. Det virker måske som et meget amerikansk problem, men mødet med systemisk uretfærdighed og kampen for at opnå retfærdighed og lighed er kampe, der finder sted i hele verden, hele tiden. Mødet med disse kan være ufatteligt demotiverende, og Nic Stone fanger helt fantastisk, hvor frustrerende det kan være at skulle kæmpe mod det.

At skulle insistere på at resten af verden ser en uretfærdighed, der for dig er så åbenlys. Hvordan undgår man at miste modet? Hvordan bliver man ved med at holde hovedet højt? Hvorfor ikke bare give op? Stone stiller alle disse spørgsmål og besvarer dem også på forskellig vis. Der er ikke ét rigtigt svar. Svaret er forskelligt fra person til person.

Dear Martin er ikke blot en virkelig velskrevet roman, der har levende, realistiske karakterer og et overbevisende plot. Det er også en alt for nødvendig roman. Den sætter fokus på et vigtigt, overvældende problem, og samtidigt også på den racisme, der gennemtrænger hverdagen for sorte i USA, men også hvordan en ung, sort mand reagerer på og forsøger at håndtere den racisme, når den pludselig bliver både personlig og livstruende.

Nic Stone formår at give emnet den rette tyngde, og selvom racisme og politivold hele tiden spiller en central rolle i romanen, så blandes det tilpas med alt det andet, der også udgør et teenageliv: Forelskelse, venskab, familie og hvad det vil sige, at blive voksen, og skulle beslutte, hvilket slags menneske man vil være. Et spørgsmål, der er endnu mere presserende, når det er indhyllet i en realitet som denne.

Dear Martin er en troværdig, velfortalt roman med et fantastisk persongalleri, og en dyb medfølelse i sit emne og sin historie. Absolut anbefalelsesværdig.

*

“Yeah, I grew up in a rough area, but I know I’m a good dude, Martin. I thought if I made sure to be an upstanding member of society, I’d be exempt from the stuff THOSE black guys deal with, you know? Really hard to swallow that I was wrong. All I can think now is ‘How different would things have gone had I not been a black guy?’

DSC_0990-1

Advertisements

2 thoughts on ““Dear Martin” af Nic Stone

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s