“Monstress: The Blood” (Vol. 2) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: The Blood (Vol. 2) skrevet af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2017, 144 sider, Image Comics.

DSC_0630-1

DSC_0657-1

Monstress: Awakening var en helt fantastisk åbenbaring af en grafisk roman, og fortsættelsen her sænker hverken tempoet eller det, der står på spil. Maika, der nu deler krop med en magtfuld og urgammel gud, er draget videre i sin færd med at finde svar på, hvem hendes mor var og, i den forbindelse, hvem hun selv er.

Med sig har hun Kippa, der er en kombination af en ræv og en lille pige, og Ren, der er en talende kat med mange haler. Universet bliver udbygget yderligere, og jeg er igen imponeret over den detaljerigdom og kompleksitet Liu og Takeda formår at indgyde deres univers med. Det er ikke blot handlingen, der optager plads, nej, hver illustration og hver side kræver en lidt intens koncentration, før man virkelig har forstået det, der sker. Ikke fordi handlingen er besværlig at følge med i, jeg synes faktisk det var en del lettere denne gang end det var i Awakening. Det er mere at hver side er så rigt illustreret og at den verden, Liu og Takeda har skabt er så omfangsrig og original, at det kræver en koncentreret indsats, hvis man virkelig vil ind bag huden på den.

Jeg blev forelsket i den her serie allerede med Awakening, men jeg er kun blevet yderligere overbevist af The Blood. Her eskalerer plottet virkelig, og man begynder at ane et par svar, på mange af de spørgsmål Maika kæmper med. Til gengæld ser det ikke ud til disse svar tilbyder nogen trøst eller løsning. Blot flere spørgsmål og flere, større og vigtigere kampe, der skal kæmpes. Ikke blot i verden, men også inde i Maika selv. Og med det monster, den gud, hun bærer på.

Hver har de deres dæmoner, og i The Blood får de lov til at se lyset. Det kan måske stadig føles som en lidt frustrerende serie, for der er rigtig meget, man skal lære at kende, og Liu og Takeda har meget tiltro til læserens tålmodighed og intelligens. Det er ikke alt, der bliver forklaret, enten fordi, det er implicit eller også fordi det først skal forklares senere. Det kan føles en smule frustrerende, men er egentlig noget, jeg sætter stor pris på. Jeg vil hellere end gerne vente forventningsfuldt, og lade mig opsluge af den blodige, brutale og fantastiske verden de har skabt. Den er voldelig, indimellem så det gør helt ondt at læse, men det gør blot dens øjeblikke af kærlighed, tilgivelse og håb endnu mere magtfulde. De er ganske vist få og der er langt imellem, men selvom det er en verden fyldt med krig, vold og fordomsfuldhed, så er det også en verden, hvor ingen giver op. Kippa specielt er en fantastisk inkarnation af det håb og den godhed, der stadig eksistere.

Faktisk virker Maika, Kippa og Ren som en trio, der sammen balancere og udligner hinanden. De bringer det bedste frem i hinanden og tempererer de dårlige sider. De er en meget umage trio også, men deres bizarre forhold, der mest af alt virker til at være et resultat af omstændighederne, er en af de bedste ting i romanen. Det er hjertet, så at sige.

Jeg vil ikke sige så meget om plottet, da dette er anden bog i serien, og hvis ikke I har læst den første, så synes jeg I skal gøre det snarest. Det er absolut en af de bedste serie, jeg har læst. Den er original, kompleks og vidunderligt smukt illustreret. En helt unik, fantastisk fortælling, der formår at røre ved noget, der er essentielt menneskeligt. Frygten ved vores egen eksistens, spørgsmålet om, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi egentlig, når alt kommer til alt, er i stand til.

DSC_0649-1

DSC_0674-1

Advertisements

“The Bloody Chamber and Other Stories” af Angela Carter

The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter, udgivet: 1979, 146 sider, Folio Society.

DSC_0502-2

DSC_0491-1

Nursery fears made flesh and sinew; earliest and most archaic of fears, fear of devourment. The beast and his carnivorous bed of bone and I, white, shaking, raw, approaching him as if offering, in myself, the key to a peaceable kingdom in which his appetite need not be my extinction.

*

 

The Bloody Chamber and Other Stories samler en række genfortalte eventyr med stærke feministiske undertoner. Det er mørke, blodige og fængslende historier, der giver os eventyr, vi genkender, men genfortalt med fokus på kvindens frigørelse fra de lænker disse fortællinger ofte har lagt hende i. Her kan udyret slikke huden af skønheden og vise os pelsen nedenunder. Her kan rødhætte ligge sig ved ulven i en blodig seng. Der er ingen happily ever after, som vi kender den.

Angela Carter skriver med en sproglig præcision, der fremkalder smukke, forstyrrende billeder, og hvor begær, lyst, seksualitet, og den menneskelige sjæls skygger skrives frem og får lov at stå i lyset for en stund.

Det er befriende og bizart beroligende at læse en række historier, hvor man ved at alle de fejl og mangler, man hele sit liv har levet med i disse idealiserede og moraliserende fortællinger, bliver set i øjnene og stukket i hjertet. Så vi står tilbage med blodige hænder og et tilfreds smil på læben.

Her er ganske vist alle de karakterer, vi genkender så godt. Bæstet, udyret, monsteret, forførerinden. Den uskyldige jomfru, der igennem sine prøvelser bliver en kvinde. Her involverer prøvelsen dog ofte også sex, og der er meget lidt uskyldighed. I den eneste fortælling, hvor uskyldigheden overlever til slutningen, er den båret af en mand, og kvinden er den korrumperende, blodsugende kraft, der truer ham. Stadig er det ikke hans rejse (for ændrer man sig ikke fra start til slut, så er der ingen rejse at tale om), det er i stedet hendes.

*

I was not afraid of him; but of myself. I seemed reborn in his unreflective eyes, reborn in unfamiliar shapes. I hardly recognised myself from his descriptions and yet, and yet – might there not be a grain of beastly truth in them? And, in the red firelight, I blushed again, unnoticed, to think he might have chosen me because, in my innocence, he sensed a rare talent for corruption.

*

Det er hele vejen igennem kvinden, der er i centrum. Her får hun lov at generobre sine egne fortællinger, uden at måtte opgive at være et helt menneske. Hun må begære, elske, skade, dræbe og herske, som hun ønsker. Hver historie er kompleks og der rører sig mere under overfladen end den første gennemlæsning afslører. Der er en blidhed, en tøven og alligevel en umiskendelig brutalitet over disse unge kvinder, der mærker verden for første gang. Der forrådes, misbruges og elskes af mænd. Der finder nye veje gennem kendt terræn.

Jeg var mildest talt bjergtaget. Angela Carter genfortæller uden at miste hverken originalitet eller momentum. Hun forholder sig til de kendte historier og indgyder dem med ny energi, mening og nuance. Her er ulven både forfører og monster, og her kan kvinden tage del i det monstrøse, hun skal ikke reddes fra det. Hun kan enten overvinde eller overgive sig til det.

I løbet af The Bloody Chamber and Other Stories bliver noget levendegjort, der ellers blot har ligget begravet inden i os. Her bliver det monstrøse erotisk, her blandes rædsel med begær. Ikke fordi vi frygter, det, der venter i natten, men fordi vi ser, vi genkender, mørket i os selv. Vi higer efter det, og hver historie bliver dermed også en forløsning. Carter vil ikke blot vise os denne kvindelige opvågnen, men lade os føle den. Det opnår hun let med sit stemningsfulde og ekstremt billedrige sprog, der nærmest bløder ud på siden og ind i sindet på læseren.

Det er en bog, der slipper noget løs. Det voldsomme, det blodige, det smukke og det sanselige. Den muliggør en overgivelse til det øjeblik, hvor det menneskelige og det umenneskelige mødes. Hvor vi bliver mere end os selv, om så det er en forvandling til skønheden eller udyret. Det er en frigørelse.

DSC_0522-1

DSC_0495-1

“Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten, udgivet: 2016, 707 sider, Forlaget Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0408-1

DSC_0449-2

Ravnenes Hvisken er uden tvivl en imponerende og overbevisende tilføjelse til den danske fantasy hylde. Den er ufatteligt grundigt researchet, og den rækker også højt og sikkert efter den episke red-verden-eller-lad-den-gå-under fortælling. Den læner sig op ad nordisk mytologi, og trækker kraftigt på myter, skrøner og de velkendte guder og skabninger, vi alle sammen har hørt om.

Alligevel var der noget, der manglede for mig. Jeg var meget fascineret af Malene Sølvstens åbenlyse passion for emnet, og den måde hun har undersøgt den mytologi hun trækker på så grundigt, som hun har. Det er ikke bare en lille, let fortælling om de nordiske guder, nej, den inkluderer bersærkere, jætter, hekse, demiguder, faktiske guder, og en række bestialske mord, der peger på en tusind år gammel profeti, der kan betyde enden på ikke bare denne verden, men alle verdener.

Anne, vores hovedperson, er forældreløs og kan se folks fortid, ofte om hun vil det eller ej. Denne tvivlsomme gave betyder, at hun har isoleret sig fra resten af verden. Så starter hun på en ny skole, og pludselig er der personer, der tvinger hende ud af hendes isolation. Og hun opdager at hendes synskhed ikke er et enestående tilfælde, men at verden er meget mere end den giver sig ud for. Det, der står på spil vokser stødt romanen, for det er ikke kun Annes sikkerhed, det gælder, det er hele verdens skæbne.

I horisonten aner vi langsomt muligheden for ragnarok.

Desværre lider romanen også under at ville sætte scenen for meget. Det betyder, at der på trods af de 707 sider faktisk sker meget lidt. Det meste af tiden bruges på at forklare og fortælle om den verden, karaktererne befinder sig i, de kræfter de har, og hvordan verdenen/verdenerne hænger sammen. Selvom det univers, der åbner sig for os, er overvældende og episk, så er der også en følelse af, at noget af det kunne have ventet og tiden i stedet brugt på at skabe mere spænding omkring romanens egentlige plot. Nemlig mordene.

Ravnenes Hvisken starter med en serie mord på unge, rødhårede piger, der alle er fundet med et f skåret ind i deres krop. Anne bliver ved med at se det samme syn af en rødhåret kvinde, der bliver dræbt i en skov, men hun ved ikke hvorfor eller hvornår synet er fra. Kvinden er ikke blevet fundet endnu. Mens hendes tidligere ikke-eksisterende cirkel af venner langsomt vokser, så ledes Anne også dybere og dybere ind i historien om hendes familie, hendes kræfter, og mordene, der betyder meget mere, end hun aner.

Der bliver dog desværre brugt overraskende lidt tid på mordene. De dukker indimellem op og er også et løst centrum for romanen. Men der er ingen stigning i reel trussel. Der er ingen fornemmelse af, at morderen kommer tættere på, eller at noget andet, der kunne være truende kommer tættere på. Hvilket gjorde det til en overraskende svær bog at komme igennem, simpelthen fordi, der ingen konkret spænding var. Der var intet, der holdt mig naglet til siderne, og selvom jeg ikke direkte kedede mig, så var der heller intet, der trak mig tilbage til romanen, når den var lagt til side. Det er en skam, for romanen er velskrevet og meget veludført, den mangler bare lidt mere spænding for at holde den i gang.

Der var også en del klicheer i forhold til Anne, hendes romantiske forhold, og hele den måde hendes baggrundshistorie osv. udfoldede sig. Det er nok mest noget, man lægger mærke til, hvis man har læst rigtig mange YA romaner, der har det præcist samme plot: Ung kvinde er speciel/har specielle kræfter, og må redde verden. Det kan jeg tilgive, fordi der var så mange fine detaljer og karaktererne blev ikke for klichefyldte, men havde klare, individuelle personligheder. De virkede bare alle sammen lidt bekendte. Og så var det måske lidt trættende at alle mændene skulle falde for Anne. Det gav intet til plottet og blev bare lidt irriterende i længden. Det ér muligt for kvinder blot at være venner med mænd. Det kan lade sig gøre.

Der var også enkelte scener, som virkede lidt for opsatte, og hvor det var tydeligt ting skete mere for at skubbe plottet fremad end fordi de gav reel mening. Det har igen noget at gøre med at, der er alt for lidt fokus på det, der burde være denne romans primære fokus: Mordene. I stedet ryger det i baggrunden til fordel for flere uddybende samtaler om mytologi, afsløringen af magiske kræfter og vantro fra Anne. Så mord-plottet får lidt, hvad der føles som nogle forhastede scener, hvilket også betød, det ikke reelt føltes spændende. Der var intet på spil. Det var bare optakt. Det er frustrerende, for der er uden tvivl nok materiale til at Ravnenes Hvisken kunne have været en episk roman i sig selv.

I sidste ende er det dog en meget imponerende roman, specielt når man ser på detaljer og world-building, men plottet trækker ret meget ud, og kunne sagtens være givet lidt mere tempo. Klimakset kunne også godt have været lidt længere. Pludselig er det der, og så er det overstået. Sølvsten slipper kun afsted med det, fordi hun skriver så skide godt, og fordi hun har skabt så elskværdige karakterer, som det er en fryd at komme til at lære bedre at kende. Og det gives der, i det mindste, masser af plads og tid til.

Det er i meget høj grad en roman, der forklarer, giver kontekst, og bygger op til de næste to romaner. Jeg ved ikke, hvornår jeg får den næste læst (der lige er udkommet), men det sker garanteret en dag. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne støtte Malene Sølvsten, som jeg er overbevist om ender med at skrive en episk fortælling, når først hun kommer i gang. Og så er der noget virkelig fantastisk over at se Danmark og den hverdag vi alle kender så godt blive genstand for en episk fortælling. Tak for det.

DSC_0439-1

Søndagstanker: Podcasts

DSC_0348-1

Det seneste år er jeg blevet fanget af at lytte til podcasts. Det første podcast, jeg rigtigt lyttede til var Serial, som jeg tror var mange andres introduktion til podcasts også. Men det var faktisk ikke før jeg begyndte at lytte til The Adventure Zone engang (mener jeg) sidste år, at jeg virkelig blev fanget af konceptet.

Jeg har aldrig rigtig gjort meget i at lytte til radio, jeg synes det er ret ubehageligt det er live og jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Derudover taler de sjældent om noget jeg finder interessante. Jeg har også altid været dårlig til at huske, hvornår serier, jeg gerne ville se, kom i tv. Netflix er lettere for mig at håndtere, og podcasts fylder lidt den samme rolle. Jeg kan lytte, når jeg vil, og til lige, hvad jeg vil, og jeg er sikret at dem, jeg lytter til, faktisk er personer, jeg bryder mig om og stoler på.

The Adventure Zone, skabt af McElroy brødrene, ledte mig til endnu flere McElroy podcasts. Det var en god måde at starte på, for jeg vidste McElroy brødrene var dygtige, og at deres humor passede med min. At lytte til flere af deres podcasts var en sikker start, og det gav mig langsomt modet til at starte på helt andre podcasts. Men det var først da jeg begyndte at lytte til Rose Buddies, et humoristisk og kritisk podcast om The Bachelor og Bachelorette, og The Secret History of Hollywood, et ekstremt velproduceret podcast om Hollywoods gyldne æra, at podcasts blev til en del af min hverdag. Det var med de to, jeg opdagede, præcis hvor geniale podcasts faktisk er.

Jeg har f.eks. aldrig haft en speciel interesse i at lave mad, og selvom jeg er god til at få gjort rent og afslutte de hverdags gøremål, der måtte være, så er det ikke specielt interessant. Og da mit studie rykkede til journalist højskolen sidste semester og min daglige gåtur til uni pludselig blev 50 minutter lang, så stoppede den også med at være særlig sjov.

Rose Buddies bliver delvist sponseret af noget, der hedder Blue Apron. Lidt ligesom Årstiderne, så sender de kasser ud med ingredienser og en opskrift og så laver du blot maden. Det betød værterne, Griffin og Rachel McElroy, ofte beskrev den mad de havde lavet. Og så blev jeg sulten. Og så begyndte jeg at lave mad, mens jeg lyttede til Rose Buddies. Det gjorde jeg specielt meget sidste vinter under min bachelorskrivning, for så var det både en måde at få lavet rigtig mad og lidt en overspringshandling. Men Rosebuddes formåede at gøre madlavning til en behagelig ting, jeg faktisk endte med at se lidt frem til. Pludselig frygtede jeg ikke at stå i køkkenet, altid lidt med en følelse af at jeg spildte min tid, men så i stedet frem til at lytte til en times kommentarer om reality stjernernes kaotiske kærlighedsliv i et show, jeg aldrig i mit liv har set.

Jeg kan ikke forklare helt, hvorfor jeg elsker det. Jeg elsker Rachel og Griffin, værterne for showet, der er gift i virkeligheden, jeg elsker deres forhold, deres jokes, og deres kritiske, men kærlige blik på reality dating shows. Det var en måde at koble af, at tænke på noget andet og føle, at jeg brugte min tid i køkkenet på mere end blot at lave mad.

Min gåtur til uni blev, som sagt, ændret fra 15 til 50 minutter, og da jeg elsker at gå om morgenen, fordi det giver mig en lille pause inden jeg skal op og være social, så holdt jeg stædigt fast i at gå derop. En af de første dage indså jeg, halvvejs deroppe, at det ville blive en virkelig lang tur, og musik var ikke helt nok til at distrahere mig fra kulden og trætheden. Jeg havde haft The Secret History of Hollywood downloadet i ret lang tid, men aldrig fået lyttet til det. Episoderne på flere timer afskrækkede mig en smule, og jeg var ikke helt sikker på,  hvor interesseret jeg faktisk var i Hollywoods historie. Men alt var bedre end at gå 30 minutter mere op til uni uden noget at lytte til. Så jeg satte den første episode af Bullets and Blood i gang… og forelskede mig. Jeg har grædt, grinet, heppet og fuldstændig glemt mine omgivelser, mens jeg har lyttet til det podcast. Det gjorde mine gåture alt for korte, og gav mig noget at se frem til, når jeg skulle hjem igen. Jeg har talt om det en del før, men jeg elsker det podcast. Med hele mit hjerte.

Med Rose Buddies og The Secret History of Hollywood blev podcasts stille og roligt en integreret del af min hverdag. Det er det jeg lytter til, i stedet for musik, når jeg har praktiske ting, jeg skal ordne. Eller hvis jeg blot vil slappe helt af med en kop te og sidde i min seng med lukkede øjne.

Der er sikkert en del af jer, der bruger lydbøger til præcis det samme, men jeg har aldrig helt kunne komme mig over, at der bliver oplæst langsommere end jeg selv ville kunne læse, og så er podcasts meget lettere tilgængelige. Du skal ikke betale for dem, og der er et ekstremt bredt udvalg. Du kan finde et podcast om stort set lige præcis dét, du ønsker, og kan du lide værterne, så er det egentlig ligemeget, hvad præcis de taler om. Mest af alt, så blev jeg fanget af den personlighed, jeg synes podcasts har. Det føles meget mere, som om nogen taler direkte til mig. Samtidig er det også noget værterne producere, fordi de er passionerede omkring et emne eller brænder for noget. Der er sjældent vildt mange penge i de, og alligevel har de valgt at sætte sig ned indimellem og give et par timer af deres liv til alle os andre. Jeg er også glad for serie-aspektet, altså at jeg har ikke alt indholdet på én gang. De fleste podcasts udkommer regelmæssigt enten hver eller hver anden uge. Nogle, som Serial, er kortere serier, der har en naturlig afslutning, mens andre fortsætter fra uge til uge hele året med nyt indhold.

Det betyder, at jeg hver uge kan vende tilbage til de samme stemmer, det samme format, og nyde det gode selskab. Nogle podcasts lytter jeg til, fordi de mest af alt er morsomme, andre fordi de er morsomme og lærer mig noget, og helt andre fordi de er sindssygt interessante, velproducerede og/eller giver mig en virkelig, virkelig god historie.

Jeg lytter også til et ret varieret udvalg af podcasts, selvom jeg klart hælder mere til dem, der fortæller en form for historier. Men fælles for dem alle er, at de er underholdende. De giver noget til mig, som jeg ikke føler jeg får andre steder. Jeg lytter til hver af dem af vidt forskellige grunde, men vigtigst af alt så holder de mig med selskab når jeg laver mad, rydder op, ordner vasketøj, tager toget, venter på posthuset eller handler ind. De gør alle de små, kedelige hverdagsting interessante, og fylder “spildtid” med underholdning og selskab. Det er oprigtigt indimellem lidt som at have en ven i øret, omend en ven, der ikke kræver du interagere med dem.

Det mest bemærkelsesværdige, jeg har opdaget gennem min stigende podcast besættelse, er, hvor inspirerende de kan være. Der er intet, der slår at lytte til andre mennesker dele deres lidenskab. Det er i sidste ende det, podcasts er. Det er folk, der sætter sig ned og bruger en, to eller flere timer på at tale om noget, de elsker. Noget, de gerne vil dele eller føler de kan berige verden med. Om så det er at give os 20 timer om Warner Brothers familien eller Val Lewtons indflydelse på horror-genren (The Secret History of Hollywood), eller et 50 minutters frirum fyldt med dårlige jokes og endnu dårligere råd (My Brother, My Brother and Me), kritiske og kærlige kommentarer om reality dating shows (Rose Buddies), en fantastisk, medrivende fortælling om magi og familie (The Adventure Zone), lyst til at spille alle bordrollespil, der findes (One Shot), eller lade os opsluge i et univers, hvor monstre uden tvivl er ægte (The Magnus Archives).

At der er folk, der bruger deres tid på at skabe så forskelligartede, inspirerede og velproducerede serier jeg kan lytte til, det er overvældende. Tænk, at det skulle kunne være så interessant at folde mit vasketøj, blot fordi jeg har min podcast app med. Jeg er vild med tanken om, at ligemeget hvad du er interesseret i, så findes der garanteret et podcast derude, der handler om det. Så findes der mennesker, der sætter sig ned og med glæde deler deres interesser med dig, som faktisk håber på, at du finder dem, og bliver en del af deres fællesskab. Det er en ligefrem og fantastisk måde at dykke ned i sine egne interesser, opdage helt nye af slagsen, og blive inspireret til at fordybe sig. Til selv at dykke ned i de her ting, jeg elsker og, måske, dele dem med verden. Eller i hvert fald mine venner, og dem, der læser den her blog.

Har du et (eller flere) podcast, du elsker? Jeg er altid frisk på en anbefaling, så smid det i en kommentar!

“Lumberjanes” (Vol. 1-3)

Lumberjanes (Vol. 1-3) skabt af Shannon Waters, skrevet af Noelle Stevenson og Grace Ellis, illustreret af bl.a. Brooke Allen, udgivet: 2015-2016, 110-130 sider, Boom! Studios.

DSC_0304-1

Lumberjanes følger Jo, April, Molly, Mal og Ripley, der alle er Lumberjanes, en form for pigespejdere. De tilbringer en lang sommer ude i en skov med en masse andre unge kvinder. I løbet af sommeren kommer de ud for forskellige eventyr, der alle er magiske og overnaturlige. Om så det er at redde lejren fra dinosaurer, stoppe to græske guder fra at få for meget magt eller at finde tilbage til den virkelige verden og deres venner igen.

Det er en virkelig fin serie, der vinder specielt meget på at have skabt virkelig sympatiske og interessante karakterer. Det er venskabet mellem de fem veninder, der er kernen af serien, og det er deres udvikling som karakterer og personer, der bærer historierne. Plottet selv er dog oftest også interessant og selvom det indimellem føltes lidt for fjollet eller overdrevet for mig, så forstår jeg også, at jeg lige er et par år ældre end målgruppen. Den er rette mod yngre personer, og kan med rette (og bør) læses af begge køn, selvom den selvfølgelig er et forsøg på at give unge piger de samme historier, som unge drenge automatisk får. Og det lykkes den med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket den her serie som barn, selv nu er der masser at hente i den.

Den er morsom, godt illustreret og så formår den at balancere alvor med bizarre eventyr og magiske fænomener. Jeg ville ønske vi blev givet lidt mere tid til at lære karaktererne at kende dog. Jeg læste de første tre volumes, og følte ikke jeg lærte vildt meget om de individuelle karakterer eller deres historier før de blev Lumberjanes, men det er på den anden side også en lang serie, og det giver mening at det bliver spredt ud en lille smule.

Jeg kan rigtig godt lide den, og elsker at den eksisterer. Jeg håber også den en dag bliver oversat til dansk, så jeg kan give den tidligt til mine egne børn. For bag de mærkværdige episke og fantastiske eventyr, så gemmer der sig rigtig meget visdom om livet, venskaber, familier, identitet, romantik, seksualitet og al den frygt og tvivl, der følger med at eksistere i verden. Specielt som ung. Den giver os fem vidt forskellige heltinder, og giver dem lov til at have fejl og mangler, og samtidig være elskede og heroiske. Det er en serie, der gerne vil fortælle dig, at ligemeget hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvor akavet du føler dig, så fortjener du venner, der elsker dig og vil uden tvivl finde dem. Det kan godt være I ikke kommer til at bekæmpe magiske dinosaurer eller udfordre guder, men har man de rigtige venner, så kommer til at føles sådan alligevel.

Der er heller ingen af pigerne, der er overdrevet gode. De er blot almindelige piger, der har hver deres styrker og svagheder, og som sammen redder dagen. Det er nok seriens største besked: Så længe du ikke er alene, så kan du klare hvad som helst. Og den besked kan jeg sagtens støtte op om.DSC_0298-1

“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“Den Syvende Dag” af Yu Hua

Den Syvende Dag af Yu Hua, oversat af Sidse Laugesen, org. udgivet: 2017, 229 sider, Forlaget Klim. Anmeldereksemplar fra forlaget. Udkommer: 1. august 2017. English review.

DSC_0254-1

Jeg er klar over, at jeg må finde frem til mit livs sidste indtryk, og at dette sidste indtryk må befinde sig for enden af erindringernes spind af veje. Hvis jeg finder det, vil jeg også have fundet min egen død.

Jeg fik et tidligt digitalt anmeldereksemplar af Den Syvende Dag til en læsekreds afholdt sammen med Authors in Aarhus, hvor både Yu Huas danske redaktør fra Klim og oversætteren Sidse Laugesen var til stede. Den blev afholdt i anledning af at Yu Hua gæster Aarhus i august til et arrangement med Authors in Aarhus (jeg skal med, så kom frisk!) og i starten af samme måned udkommer denne roman på dansk.

I Den Syvende Dag vågner den 41-årige Yang Fei op i efterlivet kort efter han er død. I syv dage følger vi ham, mens han vandrer rundt, reflekterer over sit liv, møder afdøde bekendte, og leder efter sin forsvundne far. Yu Huas version af efterlivet føles mest af alt som et limbo. Her må dem, der ikke har en grav, vandre indtil en efterladt i de levendes verden køber en grav til dem. Hvis de ingen familie eller venner har tilbage, så er de dømt til for evigt at eksistere i dette limbo mellem denne verden og den næste. Det er ikke hverken et helvede eller et paradis, det føles mest af alt som en forlængelse af livet, blot mere behagelig.

Mens Yang Fei vandrer denne limboverden, tænker han tilbage på sit liv før døden. På de mennesker, der formede ham, dem, han mistede og nu kan møde igen, og dem, han måtte efterlade hos de levende. Han støder på flere personer fra sit liv, der nu enten, som ham, ingen grav har eller som er på vej videre. Han lytter til deres fortællinger og hver især hjælper de ham også med at forstå hans egen død – og livet også. Og de hjælper ham med at finde hans far igen, så han kan se ham en sidste gang. Deres forhold er kernen af romanen, og rejsen mod den tabte fader (der forsvandt, mens Yang Fei var i live) er den røde tråd, der leder os gennem efterlivet.

Hver karakter Yang Fei møder har deres fortælling, der indeholder både uretfærdighed, skønhed og en skarp kritik af samfundet. Flere af deres historier har rod i reelle begivenheder, og det er derfor også en roman, der indeholder ganske grusomme skildringer af Kinas samfund. Heldigvis er karaktererne placeret i efterlivet, og ser derfor tilbage på deres liv og disse begivenheder med en vis distance. Det gør fortællingerne udholdelige at være vidne til, men formindsker ikke deres virkning. I Yu Huas korte sætninger og lettilgængelige sprog er gemt en diskret humor og en gennemtrængende empati, der gør at indlevelsen i karaktererne ikke formindskes, selv når der lægges distance til det, de har gennemlevet.

Deres historier er ganske vist forfærdelige, men efterlivet er, på trods af sin limbotilstand, ikke hverken frygtelig eller smertelig. Faktisk hersker der en mildhed og en blidhed, der ikke var til stede på samme måde i livet. Det er ikke paradisisk, men det er bedre. Dem, der er dømt til evigt at eksistere i denne verden, fortsætter de liv, de havde før, men med færre bekymringer. Det er trist og smukt på samme tid. En balance, der er ufattelig svær at bevare en hel roman igennem, men Yu Hua træder på intet tidspunkt forkert.

Sidse Laugesen har også gjort et fremragende stykke arbejde. Oversættelsen føles naturlig, flydende og selvom jeg ikke kan sammenligne med den japanske original, så føles romanen og sproget levende. Hun fanger den atmosfære, som Yu Hua opbygger og bibeholder romanens kompleksitet og nuancer.

Den Syvende Dag føles som et forsøg på at give håb til dem, for hvem livet slår fejl, på den ene eller anden måde. Yu Hua giver stemme til dem, der ikke bliver hørt og beskriver medfølende og kritisk det kinesiske samfund og kinesiske oplevelser. Han skriver karakterer, der er komplekse og sammensatte, men uden at fordømme eller ophøje dem. De er blot mennesker, der har levet forskellige liv. Disse liv har været smukke, brutale og triste, men her, på den anden side, er der et sted, hvor de kan høre til.

I efterlivets krematorie, hvor de nyligt afdøde går hen for at blive sendt videre til, hvad end der kommer efter, er der stadig klar forskel på de forskellige samfundslag. De rige har pæne sofaer at vente i, de ultrarige eller vigtige personligheder har et helt separat rum, mens alle andre må sidde på klapstole. Men så snart Yang Fei bevæger sig ud i efterlivet, i denne limboverden, hvor alle uden grav må eksistere, der er det som om klasseskellet falder fra hinanden. Her eksistere en samhørighed, der ikke er at finde andre steder. Her glider folks hud og kød af, indtil de alle er skeletter. Her kan en morder og hans offer spille skak med hinanden uden bitterhed.

Her kan de eksistere i limbo mellem fortiden og fremtiden. Fortiden bliver et distanceret minde, og det giver plads til et større håb for fremtiden. Hvis det da nogensinde er en fremtid, de får at se. Indtil da er Yu Huas svar på et efterliv værd at tilbringe syv dage – og måske en evighed – i.

Romanen udkommer den 1. august.