“The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet: 2017, 513 sider, Katherine Tegen Books/HarperCollins.

DSC_0091-1

DSC_0122-1

DSC_0096-1

I 1700-tallets England står den 18-årige Monty til at overtage hans faders forretning og gods, men der er intet han mindre vil. Han er mest af alt interesseret i at drikke, forføre kvinder og mænd, gamble og leve livet til fulde. Inden han træder ind i voksenlivet, så har Monty dog fået lov til at tilbringe et år i Europa med hans bedste ven, Percy, og Montys yngre søster, Felicity.

Men hvor Monty tror, det bliver et år, hvor han kan leve livet med Percy og enten komme sig over sin forelskelse i ham – eller se om det skulle være gengældt – så viser dig sig i stedet at handle om at få Monty til at blive voksen. Så han kan stoppe med at være tiltrukket af mænd, stoppe med at drikke, hore og være en skamplet på familien. Monty tager alligevel afsted, for om et år rejser Percy væk, og Europa vil være hans sidste tid med ham.

Deres tur i Europa tager dog hurtigt at tage en drejning mod noget langt mere alvorligt, da Monty ved et “tilfælde” kommer til at stjæle et vigtigt artefakt. Pludselig må gruppen løbe for deres liv, og forsøge at returnere artefaktet til dets rette ejer. Men det medbringer langt flere komplikationer end de kan forestille sig, og kan meget vel ændre deres liv for altid.

Jeg har ventet på udgivelsen af den her roman, siden jeg første gang opdagede den eksisterede. Jeg havde tårnhøje forventninger til den, men den formåede alligevel at overstige dem alle. Store dele af den var præcis, hvad jeg forventede. Det var en virkelig morsom, romantisk og episk rejse gennem Europa, og Monty og Percy var lige så akavede, vidunderlige og hjertebankende perfekte i deres håbløse forelskelse, som jeg havde håbet. Felicity var også præcis så handlekraftig, intelligent og ambitiøs, som jeg havde forventet. Sammen udgør de en dynamisk og charmerende trio, det var en fryd at følge gennem Europa, mens de undviger røvere, kidnappes af pirater og forsøger at stoppe de forkerte i at få fingrene i Montys tyvegods.

Men der var også en uventet dybde. Jeg regnede faktisk med at Mackenzi Lee ville se bort fra flere af de problematikker, der ville være i at romanen foregår i 1700-tallet og Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity er en ambitiøs ung kvinde, der vil meget mere end blot at lære at sy og finde sig en mand. Men Lee tager fat i de problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Montys biseksualitet er et reelt problem, og noget han kæmper med, noget der faktisk har medført en depression, fordi han ikke passer ind. Fordi hans far banker ham og bebrejder ham at han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster.

Men Monty er også uvidende omkring den kamp Percy kæmper for blot at blive set som ligeværdig med andre i samfundet. Han er ganske vist vokset op i den adelig familie, men han har langt fra de samme friheder som Monty. Monty forstår heller ikke, hvor frustrerende Felicity finder det, at han har en hel verden af uddannelser foran sig, men vælger at ødelægge det for sig selv, når hun ikke har samme muligheder, men brændende ønsker sig dem. Felicity forstår til gengæld ikke Montys seksualitet, og selvom hun elsker ham og er forstående, så tror hun også lidt på at han blot kan undertrykke det.

Det er tydeligt i den måde Lee bygger sin roman og sine karakterer op på, at hun giver karaktererne forældede syn på seksualitet, sygdom og køns- og racelighed, fordi det er den verden, de befinder sig i. Men historien er langt mere progressiv end det. Monty bruger også det meste af romanen på at mene han kan kurere Percy for hans epilepsi og at han så kan leve et godt liv. Men selvfølgelig kan Percy leve et udmærket liv med sin epilepsi, og selvfølgelig gør Monty ikke forkert i også at være tiltrukket af mænd. Lee medtager også en masse små sexistiske eller racistiske mikroaggressioner, som specielt Percy lever med. Det giver meget til romanen, at Lee ikke viger bort fra realiteten af datidens racisme, sexisme og ulighed, men i stedet viser en måde at håndtere det på, der passer sammen med de syn, vi har på disse ting i dag.

Det kunne let være blevet en roman, der blot var en god fortælling, med en sød kærlighedshistorie og et godt eventyr, men den er meget mere end det. Det er også en roman om brændende at ønske at bryde ud af samfundets normer, om at føle man ikke passer ind. Montys depressive træk, der stammer fra denne frustration og desperation over at være fanget i et liv, han ikke ønsker, var ufatteligt genkendelig og ramte mig vildt hård. Alle karaktererne har dybde, de er ikke klicheer eller stereotyper. De har fejl, reelle fejl, de fucker op og sårer hinanden, og de bærer alle sammen på byrder, de ikke helt ved, hvordan de skal dele med hinanden.

Monty virker mest af alt som om han kun er interesseret i sig selv og har svært ved at tænke på, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. Men det viser sig at han er langt mere end det. At han er dybt mærket af sin fars misbrug og en resulterende depression. Hver karakter virker umiddelbart til at være let at regne ud, men som de udfoldede sig igennem romanen opdagede jeg, hvor meget mere, de egentlig var. De var komplekse, nuancerede og overraskende.

Alt det er blandet i med et virkelig fabelagtigt eventyr, nogle fantastiske beskrivelser af Europa, og et interessant, omend lidt ligetil plot, der mindede mig en lille smule om Frankenstein, i den måde den pointerer, at hvad videnskaben kan gøre og hvad videnskaben bør gøre er to vidt forskellige ting. Men plottet er ikke reelt set pointen. Pointen er karaktererne og hvordan deres oplevelser bringer dem tættere på hinanden, tættere på dem selv, og tættere på en mere åben forståelse af verden. Hvordan nærdødsoplevelser, miskommunikation, flugt, forræderi, og kidnapning kan give dem modet til at turde vælge en fremtid, de selv kan forme. Også selvom den går imod alt det, samfundet og deres familier forsøger at fortælle dem.

Det er ikke så realistisk, måske. Men det er så velfortalt, at jeg tror på, det kan lade sig gøre. Eller at det i hvert fald bør kunne lade sig gøre, dengang og nu, og at romaner som denne er med til at holde den drøm i live.

Jeg håbede, jeg ville elske den her roman, og det gjorde jeg. Jeg er så taknemmelig for, at den viste sig at være langt mere, end jeg havde håbet på. At den har vidunderlig romantik, episk eventyr, samt følelsesmæssig dybde, og at den formår at balancere humor og seriøsitet. Det hele er vævet sammen til en nærmest perfekt roman. Tak Mackenzi Lee, for en helt ny yndlingsroman.

DSC_0100-1

DSC_0152-1

DSC_0136-1

Advertisements

3 thoughts on ““The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

    1. Jeg var, tydeligvis, meget vild med den! Så håber også du kan lide den, hvis du får den læst. Jeg synes den var helt fantastisk brug af et par timer 🙂 ❤

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s