“Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten, udgivet: 2016, 707 sider, Forlaget Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0408-1

DSC_0449-2

Ravnenes Hvisken er uden tvivl en imponerende og overbevisende tilføjelse til den danske fantasy hylde. Den er ufatteligt grundigt researchet, og den rækker også højt og sikkert efter den episke red-verden-eller-lad-den-gå-under fortælling. Den læner sig op ad nordisk mytologi, og trækker kraftigt på myter, skrøner og de velkendte guder og skabninger, vi alle sammen har hørt om.

Alligevel var der noget, der manglede for mig. Jeg var meget fascineret af Malene Sølvstens åbenlyse passion for emnet, og den måde hun har undersøgt den mytologi hun trækker på så grundigt, som hun har. Det er ikke bare en lille, let fortælling om de nordiske guder, nej, den inkluderer bersærkere, jætter, hekse, demiguder, faktiske guder, og en række bestialske mord, der peger på en tusind år gammel profeti, der kan betyde enden på ikke bare denne verden, men alle verdener.

Anne, vores hovedperson, er forældreløs og kan se folks fortid, ofte om hun vil det eller ej. Denne tvivlsomme gave betyder, at hun har isoleret sig fra resten af verden. Så starter hun på en ny skole, og pludselig er der personer, der tvinger hende ud af hendes isolation. Og hun opdager at hendes synskhed ikke er et enestående tilfælde, men at verden er meget mere end den giver sig ud for. Det, der står på spil vokser stødt romanen, for det er ikke kun Annes sikkerhed, det gælder, det er hele verdens skæbne.

I horisonten aner vi langsomt muligheden for ragnarok.

Desværre lider romanen også under at ville sætte scenen for meget. Det betyder, at der på trods af de 707 sider faktisk sker meget lidt. Det meste af tiden bruges på at forklare og fortælle om den verden, karaktererne befinder sig i, de kræfter de har, og hvordan verdenen/verdenerne hænger sammen. Selvom det univers, der åbner sig for os, er overvældende og episk, så er der også en følelse af, at noget af det kunne have ventet og tiden i stedet brugt på at skabe mere spænding omkring romanens egentlige plot. Nemlig mordene.

Ravnenes Hvisken starter med en serie mord på unge, rødhårede piger, der alle er fundet med et f skåret ind i deres krop. Anne bliver ved med at se det samme syn af en rødhåret kvinde, der bliver dræbt i en skov, men hun ved ikke hvorfor eller hvornår synet er fra. Kvinden er ikke blevet fundet endnu. Mens hendes tidligere ikke-eksisterende cirkel af venner langsomt vokser, så ledes Anne også dybere og dybere ind i historien om hendes familie, hendes kræfter, og mordene, der betyder meget mere, end hun aner.

Der bliver dog desværre brugt overraskende lidt tid på mordene. De dukker indimellem op og er også et løst centrum for romanen. Men der er ingen stigning i reel trussel. Der er ingen fornemmelse af, at morderen kommer tættere på, eller at noget andet, der kunne være truende kommer tættere på. Hvilket gjorde det til en overraskende svær bog at komme igennem, simpelthen fordi, der ingen konkret spænding var. Der var intet, der holdt mig naglet til siderne, og selvom jeg ikke direkte kedede mig, så var der heller intet, der trak mig tilbage til romanen, når den var lagt til side. Det er en skam, for romanen er velskrevet og meget veludført, den mangler bare lidt mere spænding for at holde den i gang.

Der var også en del klicheer i forhold til Anne, hendes romantiske forhold, og hele den måde hendes baggrundshistorie osv. udfoldede sig. Det er nok mest noget, man lægger mærke til, hvis man har læst rigtig mange YA romaner, der har det præcist samme plot: Ung kvinde er speciel/har specielle kræfter, og må redde verden. Det kan jeg tilgive, fordi der var så mange fine detaljer og karaktererne blev ikke for klichefyldte, men havde klare, individuelle personligheder. De virkede bare alle sammen lidt bekendte. Og så var det måske lidt trættende at alle mændene skulle falde for Anne. Det gav intet til plottet og blev bare lidt irriterende i længden. Det ér muligt for kvinder blot at være venner med mænd. Det kan lade sig gøre.

Der var også enkelte scener, som virkede lidt for opsatte, og hvor det var tydeligt ting skete mere for at skubbe plottet fremad end fordi de gav reel mening. Det har igen noget at gøre med at, der er alt for lidt fokus på det, der burde være denne romans primære fokus: Mordene. I stedet ryger det i baggrunden til fordel for flere uddybende samtaler om mytologi, afsløringen af magiske kræfter og vantro fra Anne. Så mord-plottet får lidt, hvad der føles som nogle forhastede scener, hvilket også betød, det ikke reelt føltes spændende. Der var intet på spil. Det var bare optakt. Det er frustrerende, for der er uden tvivl nok materiale til at Ravnenes Hvisken kunne have været en episk roman i sig selv.

I sidste ende er det dog en meget imponerende roman, specielt når man ser på detaljer og world-building, men plottet trækker ret meget ud, og kunne sagtens være givet lidt mere tempo. Klimakset kunne også godt have været lidt længere. Pludselig er det der, og så er det overstået. Sølvsten slipper kun afsted med det, fordi hun skriver så skide godt, og fordi hun har skabt så elskværdige karakterer, som det er en fryd at komme til at lære bedre at kende. Og det gives der, i det mindste, masser af plads og tid til.

Det er i meget høj grad en roman, der forklarer, giver kontekst, og bygger op til de næste to romaner. Jeg ved ikke, hvornår jeg får den næste læst (der lige er udkommet), men det sker garanteret en dag. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne støtte Malene Sølvsten, som jeg er overbevist om ender med at skrive en episk fortælling, når først hun kommer i gang. Og så er der noget virkelig fantastisk over at se Danmark og den hverdag vi alle kender så godt blive genstand for en episk fortælling. Tak for det.

DSC_0439-1

Advertisements

2 thoughts on ““Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s