Authors in Aarhus: Siri Hustvedt

DSC_0732-1

DSC_0749-1

“There are times where I thought of making fiction as a form of dreaming while awake.”

Jeg har været så heldig at få lov at se Siri Hustvedt to gange på én dag med Authors in Aarhus. Det første arrangement var en Masterclass på Aarhus Universitet, hvor Hustvedt debatterede med professor Mads Rosendahl Thomsen fra AU, og professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet.

Jeg endte med at sidde på forreste række og kunne nærmest række min hånd ud og røre ved Hustvedt, hvilket var en smule angstprovokerende. Specielt fordi jeg endte med at sidde der med et totalt forelsket udtryk i ansigtet og bare stirre tryllebundet på hende.

Temaet var kognition og litteratur, og hvordan litteratur er med til at forme den måde vi ser og er i verden på. Det var en meget fascinerende debat, der i høj grad handlede om, hvad der sker med os, når vi læser. De var alle tre enige om, at der sker noget med os, men præcis hvad, hvordan og hvorfor er det, der forskes i. De er også enige om at den oplevelse vi har, når vi læser eller skriver er ægte, det er ikke en falsk eller kvasi-følelse. Den er forskellig fra f.eks. oplevelse af at være til stede i rummet vi sad i, men det er stadig en reel oplevelse.

Og litteraturen bliver et sted, hvor vi kan have oplevelser, vi ellers ikke ville kunne have, specielt oplevelser af noget ubehageligt og farligt, som vi ikke ville have lyst til at opleve direkte selv. At læse disse ting berører os, både i forhold til vores bevidsthed, men også rent kropsligt. Mennesket reagerer fysisk på at læse.

Et af de mest brugte argumenter for at man bør læse, udover underholdning og viden, er at det antageligt gør os til bedre mennesker. Men, siger Hustvedt, grunden til at vi bør læse litteratur eller filosofi eller sociologi er ikke udelukkende fordi det gør os til bedre mennesker, selvom det har det potentiale, men fordi det hjælper os til at løse problemer i vores liv og i vores arbejde i andre felter. Hun siger, at du og jeg skal “read against yourself“, ment sådan at vi skal læse ting, vi ikke umiddelbart bryder os om, forstår eller er interesserede i. Det giver et bredere perspektiv og en større mental fleksibilitet. I læsningen overgiver vi os til romanens rytme og logik, og vi “lærer” at tænke på nye måder, i nye mønstre.

Litteraturen har, som sagt, potentialet til at gøre os til bedre mennesker, men det er ikke givet, at det er det, der vil ske. Det er tydeligt, at der sker noget med os, når vi læser og at læsning giver os en refleksivitet, men hvad vi gør med disse oplevelser og den refleksivitet er op til os selv. Hvis vi kun læser romaner eller tekster, der bekræfter de floskler, stereotyper og fordomme, der dominere vores samfund og vores verdensopfattelse, så er det ikke sikkert litteraturen gør noget godt for dig. Så gør den os mindre fleksible. Så vi bør læse mod os selv.

Det samme gælder specialisering indenfor et felt. Hvis du specialisere dig, uden nogensinde at bevæge dig udenfor din specialisering, så ender du i en blindgyde og kommer til at sidde fast.

Den mest interessante del af debatten var dog da de kom ind på “narrative medicine”, altså litteratur og skrivning som en form for terapi. Ikke blot noget, der kan bruges for patienter, men for alle. Hustvedt har selv haft timer med psykiatriske patienter, hvor de nærlæste korte tekster og også selv skrev, og det havde en effekt på dem. Det hjalp. Men det er et meget nyt studie, der hænger sammen med studiet i kognition og litteratur. Studiet af, hvad det gør ved os og vores bevidsthed at læse og skrive, og at læse og skrive bestemte tekster og genrer.

Det sluttede med en fantastisk debat om kvindens position i både den generelle og litterære verden. Det er en position, der konstant nedvurderes og selv for en så kendt og respekteret forfatter som Hustvedt, så er det stadig noget hun kæmper med. Der er også stadig en idé om at kvinder skriver litteratur for kvinder. Blot det at en roman har en kvindelig forfatter gør at mange mænd automatisk afviser den som værende noget for dem.

Det er den, desværre stadig relevante, debat om at mænds oplevelser er universelle, mens kvinders kun er for andre kvinder. En grund, foreslog hun, kunne være at nogle mænd har svært ved at underlægge sig en kvindes kontrol og stemme, som de vil skulle gøre ved at læse hendes roman. Kvinder har langt nemmere ved at overgive sig til mandlige stemmer – fordi det er vi nødt til. Det blev ikke sagt, men det er realiteten. Vi kan ikke undgå konstant at blive bombarderet med mandlige perspektiver, hvorimod mænd kan undgå kvinders hvis de vil. Der er en kæmpe ulighed, og derfor er jeg også evigt bitter over, vi ikke læser flere værker af kvinder på studiet.

It’s hostile, it’s angry” siger Hustvedt om den måde kvindelige forfattere og kvinder generelt bliver nedvurderet automatisk. Jeg var meget enig, og det er fantastisk at Hustvedt, som en forfatter med en stemme og en position, tager kampen op i stedet for at se til.

DSC_0737-1

Aftenens arrangement var en mere hektisk og storladet fornøjelsen. Med over 400 billetter solgt var aulaen på Aarhus universitet næsten fyldt op, og der var en fantastisk forventningsfuld summen helt indtil Hustvedt gik på. Hun blev interviewet af Andreas Roepstorff, der var dejligt skarp og ikke bange for at gå lidt i kødet på de ting Hustvedt sagde.

Hustvedt er dog, har jeg fundet ud af, en livlig og passioneret tilstedeværelse. Hun er fuldstændigt til stede i rummet og i det øjeblik hun befinder sig i. Hun lytter intenst, associere frit og trækker på et helt livs erfaring og viden uden at det bliver for intellektuelt eller elitært. Hun kunne med lethed have siddet på scenen og fortalt overfladisk om sit arbejde og forfatterskab, men i stedet er hun optaget af at lære og opdage, hvad samtalen kan ende med at give. Det er en helt vidunderlig gave og det gør det til en fornøjelse at høre hende fortælle.

De kom ind på flere af de samme emner som tidligere på dagen, men det blev på ingen måde repetitivt. Der blev talt om, hvor inspiration kommer fra, hvordan Hustvedt skriver sine romaner, og igen om kvindens position.

“This drama of the woman writer goes on in ways that continues to surprise me. I feel I’ve earned my stripes and I should just be a Writer. With a capital W. But the fact is the culture isn’t there yet.”

Specielt en roman som The Summer Without Men bliver set som en “kvinderoman”, fordi der ingen mandlige karakterer er med. Men en roman med kun mandlige karakterer ville aldrig blive set på samme måde. Litteraturen arbejder dog også med disse forventninger vi automatisk har, de fordomme vi går rundt med og som er med til at gøre verden forståelig. Den kan hjælpe os til at nedbryde dem.

De undersøgte også lidt dybere, hvordan og hvorfor litteraturen kan virke som terapi. Hustvedt fortalte, hvordan patienterne hun arbejdede med elskede Emily Dickinson og Paul Celan, ellers notoriske svære digtere, men havde sværere ved Kafka og Wallace Stevens.

“What these patients wanted, what jolted them into another place, were texts that had a powerfuld emotional tone. It did not have to be good. It could be grief, it could be anything, it could be joy, but it had to be strong.”

Det synes jeg er en ufattelig fin tanke, og det giver rigtig god mening. Jeg kan kende det fra mig selv. De øjeblikke, jeg føler mig allermest fjernet fra mig selv og transporteret ind i teksten er når den rammer noget dybt følelsesmæssigt i mig.

Hustvedt adresserede også, hvor hendes ideer kommer fra. Et spørgsmål hun anser som værende dybt, men som af mange andre anser som værende latterligt. Det skyldes, tror hun, at mange forfattere simpelthen ikke ved, hvor inspirationen kommer fra. Hun indrømmer selv at det ofte er ret vagt, at det blot kan være et billede eller en enkelt sætning, og så vokser romanen ud fra det. Indimellem ganske af sig selv. Karaktererne og historien får sit eget liv, den fortæller hende ofte, hvor den skal hen, hvad de skal gøre. Hun kan se, når det hun havde tænkt, pludselig ikke giver mening. Hun hører karakterernes stemmer, ganske bogstaveligt.

At skrive bliver en meget kropslig oplevelse, fortæller hun, og hun føler, der sker en legemliggørelse af hendes karakterer i hende selv. Selv de karakterer, der ikke minder om hende og ikke deler hendes synspunkter, dem lægger hun krop til. Hun bliver til dem på en måde.

I like becoming others. I like that play, I like that dance.

De afsluttede aftenen med, endnu en gang, at tale om Trump. En mand som Hustvedt bestemt ikke bryder sig om (og gerne vil skaffe landet af med), men hun peger også på at problemet er større end bare ham. Problemet er at så mange har stemt på ham. Problemet er racisme og misogyni. Men også en følelse, hos f.eks. Trump vælgere, af at føle sig “mindre end”, en skam over deres position. En skam som også findes i Europa, og vi er nødt til at forstå, hvad den kan drive folk til. Vreden og indignationen over Trump er på en side brugbar, men det handler også om at forstå, hvorfor det er sket, og hvordan det kan modarbejdes i fremtiden.

Det var en helt fantastisk dag, og jeg fik hele to bøger signeret efterfølgende. Jeg har endnu kun læst én af hendes bøger, men jeg glæder mig helt ekstremt til at dykke ned i hendes forfatterskab. For hvis denne dag overbeviste mig om én ting, så er det at Siri Hustvedt er en imponerende person og forfatter, der har uendeligt meget at sige. Og jeg vil hellere end gerne lytte til det hele.

DSC_0751-1

DSC_0758-1

Advertisements

“Emma Gad For Hvide” af Anna Neye

Emma Gad For Hvide af Anna Neye, udgivet: 2017, 134 sider, Gyldendal.

DSC_0691-1

Emma Gad For Hvide er en meget flot illustreret guide til, hvordan alle vi hvide mennesker skal begå os i en verden, hvor der findes folk med andre hudfarver end os selv. Det kan være ganske svært, så Anne Neye har skrevet en humoristisk, satirisk og lettilgængelig bog, der gennemgår alle de mest presserende problematikker. Der er også billeder, citater, en quiz, nogle guides, og en opskrift, så vi ikke sidder og falder i søvn eller stopper med at læse af frustration.

Indimellem synes jeg den bliver en lille smule plat, men for det meste fanger Neye en passende balance mellem humor og alvor uden dermed at være mindre oplysende. Bogen formår at give et virkelig godt overblik over bl.a. Danmarks slaverihistorie, forskellige spørgsmål om racisme gennem tiden, og giver meget konkrete og forståelige svar på de fleste af de spørgsmål og misforståelse hvide mennesker går rundt med.

Noget af det ved man, forhåbentlig, i forvejen, mens andet vil være ny information eller et nyt blik på forskellige spørgsmål. Den er vitterligt lavet så alle kan forstå, hvad det er hun prøver at sige, og det kan virke lidt irriterende, måske, hvis man faktisk ved noget om de forskellige emner. Men jeg er imponeret over Neyes evne til at give meget komplekse problemstillinger et sprog og en fremstilling, der faktisk er tilgængelig for alle. Den forenkler dem ikke til binære tilstande, men bevarer deres komplekse natur og forklarer dem blot skarpt og klart. Så nu er der ingen undskyldning for uvidenhed. Det bliver ikke lettere at lære og forstå, hvad racisme er og hvordan vi undgår og modarbejder den.

Den giver også små meditationsguides til, hvordan os hvide skal håndtere at føle, at vi nu alle sammen kollektivt bliver anklaget for at være racistiske, selvom det ikke er lige er mig eller dig, der har gjort noget galt, men jo de andre hvide mennesker. For det er en generel ting, det med at have lyst til, når der tales om at hvide mennesker er racistiske, at sige “hovhov, ikke alle hvide mennesker” og føle sig lidt skidt tilpas, fordi man føler man bliver anklaget for noget, man ikke har gjort. Neye hjælper dig til at forstår, at det er en strukturel ting og så er der en lille øvelse du kan lave, hvis du føler dig ramt.

Det er oprigtigt en bog alle kunne have gavn af at læse, og som helt sikkert vil oplyse om dele af Danmarks og verdens fortid, som vi enten ikke kender til eller sjældent tænker på. Den forholder sig også til, hvad fortiden betyder for vores samfund i dag, vores danske selvforståelse, og den måde vi omgås hinanden på – på tværs af hudfarver og kultur.

Jeg er fan, og egentlig er det jo en genial idé. Man burde have guidebøger, som denne til mange flere ting. Jeg synes helt sikkert den burde stå på de fleste (hvide) hylder. Så man kan genlæse den regelmæssigt og sikre sig man opfører sig ordentligt, og ikke er en racistisk nar – og hvis man er det alligevel (for vi er kun mennesker og vi fucker af og til op), så kan man forstå at man er det og sige undskyld.

Vi har et ansvar, oprigtigt talt, til at forstå og modarbejde de strukturer, der findes i samfundet, og som mennesker, der ikke ligner os selv lider under. Som f.eks. racisme. Emma Gad For Hvide er et perfekt sted at starte, så start.

DSC_0696-1

DSC_0708-1

Louisiana Literature (Lørdag): Naja Marie Aidt, Édouard Louis og Zadie Smith

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafrasere og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0501-1

Lørdag tilbragte jeg den første time med blot at vandre rundt på Louisiana og købe et par postkort og nyde den forventningsfulde stemning. Det var vindstille, solen skinnede og vandet var lige ved siden af. Det var rart at have lidt tid inden det hele gik i gang. Jeg gik ved et tilfælde forbi skærmen, der viste Naja Marie Aidts interview inde i koncertsalen præcis som det gik i gang. Først tænkte jeg, jeg bare ville stå et par minutter, men jo længere jeg blev stående, jo sværere var det at forlade samtalen. Så jeg satte mig ned og blev siddende, grædende, indtil det var slut.

Aidt blev interviewet om sin nyeste roman, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af hendes ene søn, Carl, er døde for snart 2,5 år siden. Aidt var imponerende velformuleret, ærlig og åben omkring den enorme, altopslugende sorg, og interviewet handlede både om bogen og om hendes oplevelser med at skrive den og simpelthen at eksistere i sorgen. Det var ekstremt rørende, og jeg græd nærmest hele den time, de talte.

Jeg har ikke mistet nogen meget tæt på mig, men der var en sårbarhed, en følelsesmæssig ærlighed og en helt særlig vægt i de ting Aidt sagde og kom med, der rørte mig helt dybt i hjertet. Jeg kan nærmest ikke forstå, at hun har kunne skrive den bog (en bog, som jeg absolut må få læst), men når hun talte om det, gav det også mening. Det var for hende en måde, at være sammen med Carl igen. Selvom hun stadig har svært ved at tænke på ham i live, i live som barn og som ung, så blev romanen en måde at finde sammen med ham igen. Det var ærlig talt bare et helt fantastisk interview, og jeg var helt blæst væk over Aidts vilje og lyst til at tale om sin egen sorgproces, og sin skriveproces i den sorg.

Hun fortalte, at hendes sprog gik i stykker, og at hun ikke kunne skrive længere. Alligevel ønskede hun at få skrevet den her bog, for at give noget tilbage til Carl, og for ikke at bære det videre i sit forfatterskab. Så hun læste sorglitteratur, og blev inspireret af det. De blev et spejlbillede af hendes egen proces, på den tidløshed, hun befandt sig i. Hvor hun ikke kunne tænke på fremtiden, ikke engang 2 timer frem, og heller ikke tilbage i fortiden. Der var bare nuet. Og et fragmenteret, splintret sprog, der også resulterede i en splintret bog.

Titlen på bogen er taget fra et digt, der kan findes i Poesibog, og som hun skrev mens hun tænkte ret intenst på Carl, uden helt at vide hvorfor.

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose, 
et kontinent, en vinterdag, 
en dreng der sig dig an 
fra hættens mørke

Efter at have grædt over alt den skønhed og smerte, så vandrede jeg lidt hvileløst rundt, og besluttede at spise frokost. Lige som jeg havde sat mig ned på plænen med min sandwich fik jeg en besked fra Nikoline, der spurgte om, jeg lige havde sat mig ned ude på græsset. Hun havde åbenbart lige spottet mig, så vi fik hilst på hinanden og det var vildt hyggeligt at møde hende. Dog blev det lidt kort, for jeg skulle stille mig i kø til Zadie Smith og hende og Helene skulle ned og få gode pladser til Paul Auster og Siri Hustvedt senere. I kan se Helenes vlog fra det møde her og Nikolines blogindlæg her.

DSC_0606-1

DSC_0544-1

Med billetter til Zadie Smith i hus fandt jeg igen venner fra studiet og vi sad på plænen og hørte Édouard Louis blive interviewet Tore Leif med Thomas Hwan som oplæser. Louis var nok den mest dedikerede, passionerede og levende forfatter af alle dem jeg så. Jeg satte pris på deres idé om at holde interviewet på fransk/dansk og få Tore Leif til at oversætte sine egne spørgsmål og Louis’ svar løbende, men der var også en masse der gik tabt i oversættelsen. Jeg brændte sådan for at høre og forstå alt det, Louis fortalte, for han fortalte meget og længe til hvert spørgsmål, og meget af det blev ikke oversat. Det smertede mig, specielt fordi han virkelig virkede til at mene og tro på sine svar. Der var ild i ham, og hvor ville jeg gerne have mærket det mere direkte, uden buffer.

Begge hans værker er baseret på hans eget liv. Det nyeste værk, Voldens Historie, er hans fortælling om den voldtægt og drabsforsøg, han var udsat for af en mand, han havde taget med hjem. Han følte at hans fortælling blev stjålet fra ham og forvrænget for hver gang han fortalte den efterfølgende til sygeplejersker, politi, venner, og romanen blev en måde at tage fortællingen tilbage og give sin egen beretning, der er anderledes fra den, der vil fremgå af statens og politiets papirer.

I forhold til litteraturen generelt så er han er interesseret i en mere generel sandhed, ikke en kunstnerisk sandhed, men en sandhed om, hvordan samfundet og verden hænger sammen, og den vold vi udøver mod hinanden. Både den fysiske og psykiske vold, men også den strukturelle vold, som vi ikke længere ser, men har vænnet os til. Den der udøves på os på et strukturelt og samfundsmæssigt niveau, i form af blandt andet klasseforskelle og ulighed, der er sat i system.

Han er også frustreret over dem, der hele tiden klager over, at andre kalder sig ofre. Problemet er ikke, at folk taler om den måde, de lider pga. racisme, sexisme, homofobi osv., men at disse uligheder og den vold eksisterer. Det skal vi tale om, og det er det, han gerne vil med sine romaner. Han vil gerne udligne modsigelsen mellem den måde verden ser ud og den verden, som litteraturen præsentere. Han vil gerne have, der bliver talt mere om de problemer, samfundet lider under og som vi alle ved, vi lider under (klimaforandringer, vold, flygtninge, der drukner, folk, der må arbejde for ingenting og ødelægge deres krop).

Til daglig læser han sociologi, og her har han fundet en måde at forstå, de ting, der sker samfundsmæssigt. Det fik ham også til at forstå hans egen familie og den vold de udøvede mod ham. Sociologien, siger han, er en videnskab, der forsøger at opfinde redskaber til at finde og forstå sandheder. Det er også det, han vil med sine romaner.

De er derfor heller ikke bare litteratur, men forsøger at beskrive noget sandt. Han var meget frustreret over, at da han havde meldt voldtægten og drabsforsøget, så skulle der lægges sag an mod gerningsmanden, selvom Louis ikke var interesseret i det. Det var ude af hans hænder. Det er staten, forklarer han, der vil straffe og dermed udøve mere vold, mens han selv gerne vil forstå og forklare, hvorfor disse ting sker og kan lade sig gøre.

Han var ekstremt interessant at lytte til, og jeg er spændt på at se, hvor hans forfatterskab bærer hen og hvad han skaber fremover. Det kan kun blive noget, der skubber til de grænser, vi har opsat og klynger os til. Jeg fik desværre ikke signeret min bog, for vi skulle skynde os op til Zadie Smith, så jeg håber han kommer tilbage til Danmark en dag.

DSC_0616-1

DSC_0671-1

Så var det tid til Zadie Smith, der blev interviewet af Synne Rifbjerg., og det var en fornøjelse. Jeg elskede hendes måde, at være i rummet på, helt tilpas og tilstede på en meget konkret måde. Jeg kan ikke forklare det helt, men hun virkede meget jordbundet.

Interviewet gik lidt i øst og vest, og der blev ikke gået så meget i dybden med nogle af emnerne, som jeg kunne have håbet. Men Zadie Smith var meget interessant at lytte til og hun havde nogle spændende pointer. Specielt omkring ikke at være bevidst om sin egen historie. Storbritanniens multikulturelle historie går mindst 1000 år tilbage i tiden, men det er ikke noget det almene menneske ved, og det gør noget ved en, sagde hun, “not knowing what you’re doing somewhere”. Denne følelse af ikke at være en del af historien i det land, man er født i, selvom det modsatte faktisk er tilfældet.

Hun fortalte, i forhold til Swing Time, at hun var inspieret af den måde hendes datter interagerede med sine veninder. Den ekstreme og radikale empati de har for hinanden, og ikke på den pæne måde, men den måde, de er intenst interesserede i hinandens liv, og hvad der foregår i disse liv, når de ikke er tilstede. Hun fortalte at en skoleveninde til hendes datter havde spurgt Zadie Smith ind til, i detaljer, hvad der skulle ske, når datteren kom hjem og var væk fra veninden. Det er en del af romanen, den måde kvinder, bliver en del af hinandens liv, der er anderledes fra mænds, og kvindens evne til at forestille sig andres liv i detaljer.

De kom også ind på race i dag, og Smith talte om den måde, hvorpå unge sorte mennesker eksistere og behandles anderledes. At der er større risiko for at sorte unge bliver suspenderet fra skole, og har sværere ved at klare sig senere i livet på grund af den måde de behandles på. Hun fortalte at hun selv havde været et virkelig ordentligt barn, der opførte sig pænt, men at det også kommer med en grad af selvhad, hvorfor skal jeg opføre mig dobbelt så godt som alle andre, for at blive behandlet på samme måde? Så hun havde respekt for dem, der turde opføre sig dårligt, selvom de kom i problemer, som f.eks. Tracy i romanen.

Hun mener, at alle mennesker har noget at give til verden, en evne, som de skal finde en måde at anvende på. Et af de største tab i forhold til slaveri, og racisme og sexisme i dag også, er den enorme mængde af evne og værdi, der går tabt, fordi disse mennesker ikke får lov til at udleve deres potentiale, men bliver brudt ned i stedet.

Der blev ikke talt så meget generelt om Swing Time, desværre, men det var en spændende diskussion alligevel. Til sidst fik vi alle sammen signeret vores bøger, og at se Zadie Smith smile til en er lidt ligesom at se solen stå op.

Lige bagefter løb jeg ud og satte mig for at lytte til Siri Hustvedt og Paul Auster i samtale med Kim Skotte. Der var helt fuldstændigt fyldt op, så jeg kunne ikke se dem, men jeg lyttede til deres samtale. Det er to meget imponerende og lidt frygtindgydende intellekter, men de var overraskende nede på jorden, og selvfølgelig latterligt spændende at lytte til. Jeg nåede kun den sidste halvdel, der mest var oplæsning, men jeg nød at sidde i græsset og bevidne de to diskutere livet og litteraturen.

Bagefter kæmpede jeg mig vej ind for at få Paul Austers signatur (Siri skulle også til Aarhus, så hende ventede jeg med), og det var et mareridt, men jeg fik den.

Alt i alt var begge dage en kæmpe succes og jeg vil så gerne afsted igen næste år. Måske hvor jeg kan slappe mere af og har slæbt færre bøger med til signering. For Louisiana Museet er som skabt til også bare at slynge sig i græsset eller vandre langsomt rundt og nyde at man er der.

DSC_0680-1

Louisiana Literature (Fredag): Svetlana Alexievich og Colson Whitehead

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafraserer og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0502-1

I år var jeg for første gang til Louisiana Literature, og selvfølgelig ønskede jeg straks, jeg havde været afsted alle årene i mit liv. Ikke blot fordi, der var nogle helt fænomenale navne, men fordi Louisiana Museet, der danner baggrund for arrangementet, er et helt fantastisk sted. Faktisk, tror jeg, et af de bedste steder i Danmark. Jeg var med det samme fuldstændigt forelsket.

Jeg var dog kun med fredag og lørdag, men det var også nok. Jeg er helt mættet og tilfreds af indtryk og gode oplevelser. Selvom jeg er virkelig ked af, at være gået glip af Colson Whitehead og Édouard Louis i samtale med hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, det var andet end spændende.

Jeg ankom fredag 10.45, og stod så lidt i kø for at komme ind på museet, der først åbner kl. 11. Vejret var med os, og der var højt solskin, og en spændt summen fra alle de besøgende. Da jeg kom ind ilede jeg straks ud mod plænen til Parkscenen, hvor Svetlana Alexievich skulle på 12.30. Jeg farede lidt forvildet rundt først, da jeg aldrig har været der før, men fandt det til sidst. Der stod jeg så i cirka halvanden time og ventede, så jeg var sikker på at få en plads i teltet. Det gjorde ikke så meget, for solen skinnede og der var den fineste udsigt til havet. Louisiana er virkelig placeret et helt fantastisk smukt sted.

12.40 gik Svetlana på scenen med Carsten Jensen som interviewer, Lars P. Poulsen som oversætter og Jens Albinus som oplæser. Det er altid lidt besværligt at interviewe, når alt der bliver sagt skal gennem oversætteren først, og derfor kom interviewet ikke meget ud over en gentagelse af de ting, der står i hendes bøger allerede. Men det var alligevel en stor oplevelse at sidde så tæt på et menneske, der har gjort det til sin mission at fortælle, det “lille menneskes” historie. En forfatter, der har brugt det meste af sit liv, på at fortælle de historier, der er blevet fortiet og fornægtet.

Jeg var også meget interesseret i hendes idé om at dokumentet (hun kaldte det vist også et følelsesdokument) ikke er en fast størrelse, men noget der bevæger sig med mennesket og ændres efter vores oplevelser. Derfor er hendes romaner heller ikke journalistiske eller historiske som sådan, for det er ikke det, hun forsøger at fange, men snarere mennesket bag historien. Hun siger, at det er muligt at skabe en bog fra alle de stykker, der er i og udgør et menneske.

Hun har tit, fortalte hun, været fortabt, fordi det er så barske, voldsomme historier hun arbejder med, men hun har alligevel kæmpet sig tilbage gang på gang, og givet sig i kast med nye værker. Det er imponerende. Jeg kan ikke huske, hvem af dem præcis, der sagde følgende, men jeg har skrevet det ned i mine noter og det er så fint et citat, der meget godt indrammer, hvad det er Svetlana forsøger med sin litteratur: “Du kan ikke have to hjerter, et fyldt af had og et fyldt af kærlighed. Du har kun ét hjerte og du må kæmpe for at det er fyldt af kærlighed.

DSC_0499-1

DSC_0516

Efter Svetlana havde jeg en pause i programmet, for det eneste jeg havde, jeg virkelig skulle nå resten af dagen var Colson Whitehead, der var på i Koncertsalen 19.00. Jeg gik lidt rundt på museet og så Marina Abramovic udstillingen, der var meget imponerende. Den inkluderede en hel del af hendes mere kendte værker, mange af dem performative, så det var blot videoinstallationerne af dem. Jeg var specielt betaget af “The Kitchen V: Holding the Milk“, der af en eller anden grund virkelig rørte noget i mig.

Så stødte jeg tilfældigt på nogle fra mit studie, og sad med dem og spiste frokost, og hørte en lille smule af Eileen Myles, der læste op på Parkscenen. Jeg skal virkelig have læst noget af hende. Jeg stod en lille time i kø fra 17 til 18, for at få en billet til Colson Whitehead, som jeg absolut ikke ville gå glip af. Indtil kl. 19, hvor Colson Whitehead gik på, listede jeg lidt mere rundt på Louisiana. Jeg hørte en smule af Nástio Mosquito (sidste billede her på siden), der performede på Villascenen. Han oplæste tekster, en slags spoken word, der også var sang, og det var virkelig godt. Han virkede så talentfuld og passioneret og som om han havde en masse på hjerte. Jeg gad godt, jeg havde sat mig ned og set det hele.

Colson Whitehead var en fantastisk afslutning på aftenen. Der blev talt lidt om The Underground Railroad, som han har haft ideen til i 17 år, men ikke følte han var klar til at skrive før for nylig. Cora, romanens hovedperson, var et forsøg på at udfordre sig selv, men også en måde at udtrykke en specifik slaveri-oplevelse, som kvinder har. Romanen er et forsøg på at udtrykke den vold og den ondskab, der hviler i mennesket, og som stadig hviler i mennesket, og tillader ting som slaveri og folkedrab på Native Americans. Ridgeway er også, udover at være en formidabel antagonist til Cora, der er en formidabel protagonist, symbolet på de forskellige destruktive energier, der har været med til at forme og skabe USA, som vi kender det i dag. Under sin research gik det også op for ham, hvor mirakuløst det er, at hans forfædre overhovedet overlevede, og romanen bliver derfor også et minde til dem og den overlevelse.

De kom også ind på politik i dag og det samfund, Whiteheads børn skal vokse op i. Han siger, at man er nødt til at håbe på, at i morgen bliver bedre. Det er også en del af romanen, dette håb Cora har, om at der må være et sted derude, der er bedre end her. Det har han også undersøgt i en af hans andre romaner. Uden det håb, så kan man ikke fortsætte.

Whitehead har en del andre romaner bag sig, og det blev der også talt lidt om. Han har åbenbart bevæget sig i en masse forskellige genrer. Jeg blev meget interesseret i at læse hans resterende forfatterskab, ikke bare fordi The Underground Railroad var så imponerende, men fordi Whitehead virkede som en ufattelig alsidig forfatter. Jeg var også overrasket over hans humor, måske fordi The Underground Railroad er en meget alvorlig roman. Han læste højt fra sin Ipad, fordi, som han sagde, “I have very little upper-body strength”, og han fortalte, han synes forfatter lød som et fedt job, fordi “you can work from home and don’t have to talk to people.

Jeg var ret vild med ham og hans personlighed. Og bagefter fik jeg signeret min bog, hvilket var det bedste i verden. Nu skal jeg bare beslutte, hvilken af hans tidligere bøger, jeg skal læse først.

DSC_0551-1

DSC_0542-1

 

“Mrs. Dalloway” af Virginia Woolf

Mrs. Dalloway af Virginia Woolf, originalt udgivet: 1925, 146 sider, Wordsworth Classics.

DSC_0234-1

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige om Virginia Woolfs værker. Men jeg elsker hende, og jeg elsker Mrs. Dalloway, værket og karakteren. Der er noget sælsomt og ubegrænset vidunderligt over denne roman, over dens tragedie, skønhed og forførende atmosfære af nostalgi og tidløshed.

Måske elsker jeg den sådan, fordi her, lige her, formår Woolf at tage den trivielle hverdag og ophøje den til den kollage af følelser, opdagelser, erkendelser og forandringer den faktisk er. Den fanger det, livet er. Det er ikke en sentimental roman, men den er fuld af følelser. Som livet jo er. Hver dag, hver eneste dag, hele vejen igennem.

Der er kærligheden. Til manden, hun har giftet sig med, til den mand, hun kunne have valgt, og til den kvinde, det ikke var muligt at vælge. Der er fortrydelse, bitterhed, lettelse, accept og tusind andre følelser i spil hele tiden. Vi kommer igennem det hele gennem den ene eller den anden karakter, som vi følger på en enkelt, solrig dag i juni. Som de shopper, skriver breve, sover i parken, og slår sig selv ihjel.

Det er også en roman, der foregår på kanten af det Britiske Imperiums ruin og i efterdønningerne af første verdenskrig. Mrs. Dalloway køber blomster i en by og et land, der står på den anden side af et dybt traume. Et traume, det aldrig rigtigt kommer sig over, og Woolf, der udgiver romanen i 1925, kan ikke vide, at der venter endnu en krig i horisonten. Men traumet manifesterer sig i Septimus, der blandt disse glade parkgængere og almindelige folk, stadig ser de døde. Septimus, der ikke kan lægge dem bag sig, men må rable om livet, døden og sandheden, mens lægen fortæller ham, han intet fejler.

Alt imens Mrs. Dalloway forbereder sin fest og hendes gæster undrer sig over livet, som det var og som det er blevet til. Som alle Woolfs værker, så er det en introspektiv roman, der ser på menneskets væsen i forskellige tilstande, og de momenter, der tager os fra én følelse til den næste, fra erkendelse til erkendelse, og sindstilstand til sindstilstand. Og specielt kvinden, som hun bliver set på af mænd. Clarissa Dalloway er, som titlen antyder, hele romanens centrum. Selv når hun ikke er til stede, så er hun den, det hele handler om. Fordi der tænkes på hende af andre karakterer eller af læseren.

Det er specielt hendes identitet, hvordan hun ser sig selv og hvordan hun ses af andre. Hun er også langt den mest komplekse karakter, og hun veksler mellem at elske livet og glædes over de mindste ting, til at mærke vægten af tiden og de følelser, der aldrig blev udlevet. Hun virker, umiddelbart, overfladisk, men der er en overvældende dybde og nuance i hende, der i glimt og udsøgte sætninger kommer til udtryk. Hun er mere end blot værtinde, kone, bekendt, tidligere flamme, mor osv. Hun er alt dette og endnu mere. Mrs. Dalloway, værk og karakter, er en symfoni af betydning og mening.

Den er også en fryd at læse, selvom det kræver et specielt fokus. At læse Woolf er som at bevæge sig i en bølge. Den falder på stranden, trækker sig tilbage, falder igen, trækker sig tilbage. Det er den følelse af bevægelse, jeg får, når jeg læser hende. Det er den måde, synes jeg, hendes sprog og hendes karakterer bevæger sig igennem historien, som en bølge. Denne helt specielle rytme, der på en og samme tid står stille og er i konstant bevægelse.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Mrs. Dalloway ses som en af hendes største romaner. Den indfanger noget helt ekstremt menneskeligt uden at trivialisere det. Denne gave til at ophøje – eller snarere korrekt forstå og beskrive – den allermindste menneskelige sindsbevægelse er imponerende og fanger mig gang på gang.

Jeg er berørt, altid, over Woolfs evne til at indfange livets kompleksitet, dets glæder og dets enorme sorger, uden at overdrive eller overskrive det. Det får lov til blot at være, at eksistere i ord, og jeg forstår ikke, hvordan hun formår det.

Jeg har elsket alt, jeg har læst af Woolf. Men Mrs. Dalloway nok mest af alle, selvom To The Lighthouse potentielt er den mere fuldendte roman. Mrs. Dalloway rørte bare noget andet i mig. Det var en anden oplevelse. En åbenbaring af en slags, af Woolfs unikke talent, af litteraturens magt, af hverdagens kompleksitet. Af at være menneske på en solrig dag i juni, i skyggen af krigen og kærligheden. Hvor nogle finder glæde i “simply life” og andre går til fordi der intet simpelt er over livet. Ærlig talt et mesterværk af en roman.

DSC_0217-1

“Want” af Cindy Pon

Want af Cindy Pon, udgivet: 2017, 328 sider, Simon Pulse.

DSC_0420-1

DSC_0424-1

Want handler om Zhou og en gruppe af hans venner, der befinder sig i fremtiden i et Taiwan og en verden, der lider under massiv forurenelse. Det har medført en underklasse, meis, der må gå og indånde forurenet luft dag ud og dag ind, og en overklasse, yous, der har råd til højteknologiske dragter, der beskytter dem mod verden. Det betyder også at yous, specielt dem, der tjener på dragterne, har meget lidt interesse i at overkomme forureningen. Det vil Zhou og hans venner forsøge at lave om på.

Jeg er meget fascineret af ideen, der er mere end relevant lige nu. Vi risikerer meget let at ende i en fremtid, der minder om den Pon drømmer frem. Derfor var jeg skuffet over, at bogen ikke greb mig mere end den gjorde. Jeg synes starten (og her mener jeg i hvert fald de første 100 sider) halter mere end den burde, for der sker ret meget, det er bare også ekstremt forudsigeligt, og ikke overvældende velskrevet. Det flød generelt ikke vildt godt, og indimellem kom Pon med forklarende information midt i det hele. Det ødelagde flowet og rev mig helt ud af historien.

Der gik også for lang tid, før jeg følte jeg fik en fornemmelse af plottet, og så var jeg træt af den åbenlyse romantiske historie, der blev introduceret allerede fra start – og jeg blev ikke mere glad for den som tiden gik. Den virker til at eksistere uden nogen reel grund. Måske har Pon tænkt, at Zhou skulle bruge en måde at forstå, at de rige også er mennesker og det letteste var at forelskede sig i en af dem. Men det er unødvendigt og det bliver mest af alt forceret og fjerner fokus fra det faktiske plottet, der er langt mere interessant.

Plottet er at Zhou skal infiltrere you samfundet og forsøge at bringe det ned indefra ved at skaffe nok information til, at de kan bombe Jin korporationen, der står for at producere dragter til hele verden. Selvfølgelig falder Zhou for Jins datter, Daiyu, og indser at verden ikke er sort og hvid, og at de rige også har følelser osv. osv. Det er alt i alt meget, meget forudsigeligt og der er ingenting undervejs, der overrasker. Hvilket var den primære grund til, jeg ikke havde nogen speciel lyst til at blive ved med at læse. Det var åbenlyst, hvor det bar hen. Jeg sad også hele tiden og ventede på en mere konkret forklaring på, hvorfor disse personer havde fundet sammen og hvordan, men den kom aldrig rigtig.

Bogens primære problem er at den mangler dybde. Den tør ikke gå helt tæt på og virkelige dykke ned i sine problematikker. Jeg ved det er en YA roman, men det er ingen undskyldning. Jeg ville virkelig ønske, den havde brugt mere tid på at undersøge de følelser af afmagt, væmmelse, genkendelse og vrede som Zhou må føle, når han skal infiltrere en samfundsgruppe, der lever i luksus, mens mennesker på gaden dør på stribe. I stedet forelsker han sig prompte i en af dem og indser straks at de jo også er mennesker. Det er dovent og irriterende. Der er grobund for så meget mere her, men Pon bliver ved med at tage den lette vej.

Der er dog lyspunkter. Taiwan fungerer som et fantastisk setting for en historie som denne og Pon formår også at beskrive byen med nok kulør til at jeg følte, jeg var der. Det betyder også at karaktererne ikke er de samme hvide teenagere, som i alle andre romaner, men i stedet alle har forskellige asiatiske baggrunde. To af pigerne i gruppen har også et romantisk forhold, hvilket faktisk endte med at være noget af det allerbedste i romanen. Der er specielt én scene mellem dem, der er så fin og smuk, at jeg ville ønske det var det, det havde handlet om hele tiden. Ti gange bedre end Zhous romance.

Jeg synes også Pon, alt i alt, har en unik idé i forureningen og splittet mellem rig og fattig, der gøres så eksplicit gennem de dragter, som kun en lille procentdel af befolkningen har råd til. Desværre er plottet rundt om denne idé alt for svagt og forudsigeligt til virkelig at formå at opsluge eller interessere mig i det.

Ideen er god, men udførelsen for generisk. Desværre. Og alligevel græd jeg i løbet af den. Det kom bag på mig. Jeg ved ikke, om jeg helt kan give æren til romanen eller om jeg bare havde brug for at græde over et eller andet, men jeg holdt alligevel nok af karaktererne til at det skar mig i hjertet, når det gik dem dårligt.

Der ser ud til, der kommer en to’er, som jeg vil holde lidt øje med. Det her kunne blive en fin serie, hvis det viser sig Pon nu har skrevet sig fri for klicheer og er klar til at dykke endnu dybere og mere udførligt ned i sit univers. Jeg krydser fingre.

DSC_0430-1

“Girl Out of Water” af Laura Silverman

Girl Out of Water af Laura Silverman, udgivet: 2017, 350 sider, Sourcebooks Fire.

DSC_0195-1

Girl Out of Water er en ret charmerende fortælling om Anise, der må forlade sit elskede Santa Cruz, og sin surfing, for at tilbringe sommeren i Nebraska med sin far. Hendes tante har været ude for en ulykke og de må passe hendes børn.

Anise vil langt hellere tilbringe sin sommer ude i bølgerne med sine venner, der snart forlader Santa Cruz for at tage på college, men hun har også en loyalitet overfor sin familie, der trumfer hendes egne ønsker. Det var faktisk virkelig rart med en hovedperson, der ikke satte sine egne ønsker og lyster over alle andres følelser. Det er måske den ting, som den her roman gør allerbedst, og familie beskrivelserne er meget overbevisende. Anise er også en meget afrundet og hel karakter, der kæmper med at føle at hun har svigtet sine venner og samtidigt ikke ville svigte sin familie. Svigt er generelt et tema for bogen, og det kommer faktisk ret fint til udtryk.

Det viser sig selvfølgelig også at Nebraska har et par overraskelser, ikke mindst den charmerende Lincoln (med kun én arm), der introducerer Anise for en verden, hvor skating – ikke surfing – er hverdagen.

Pludselig er Anise fanget mellem to verdener: Nebraska og Santa Cruz. Og det bringer hendes dybeste frygt frem, frygten for at blive efterladt og frygten for at efterlade andre. Anises mor har altid vadet ud og ind af Anise og farens liv. Hun er væk et par år, kommer tilbage et par uger, og rejser væk igen. Og Anise er bange for hun bliver som moren. At hun har svigtet og efterladt sine venner i Santa Cruz.

Det er en ret fin problematik, specielt fordi den er så anderledes fra, hvad man normalt ser i romaner som denne. Men den skaber også et problem, fordi den måske er lidt søgt indimellem. Der er noget meget ægte og reelt over Anises følelser overfor sin mor og det svigt hun har oplevet det, men det blev ikke givet helt nok plads. Jeg fik følelsen af, at Silverman burde have valgt enten at skrive en kærlighedshistorie eller en historie, om en pige, der er bange for at svigte alle hun elsker.

De to kunne godt gå sammen, men her endte jeg i stedet med at føle ingen af de to historier fik den tid de fortjente. Og så virker det lidt urealistisk at Anise ikke selv kan se, at hun af nødvendighed er rejst fra Santa Cruz og hendes venner for en enkelt sommer, hvilket langt fra er det samme som hendes mor. Men på den anden side, hvis man har oplevet et så konstant svigt, så er frygten nok så overvældende, den er svær at se igennem.

Der er til gengæld en masse andet ved romanen, der gør den mere end værd at bruge en eftermiddag på. Alle karaktererne er helstøbte og interessante, og specielt Lincoln var jeg vild med. Det var også ret fantastisk med en handicappet love interest, og hans kemi med Anise var elektrisk. Jeg var vild med dem sammen. Og så er det setting og de elementer Silverman har inkluderet med til at give romanen et friskt pust. Anise og Lincolns passion for henholdsvis surfing og skating er med til at give historien et anderledes twist, og Silverman formår at beskrive begge ting med stor entusiasme og detaljerigdom.

Men den burde nok have forsøgt at gabe over et lidt mindre plot for det lykkes i sidste ende ikke helt at afrunde det tilfredsstillende nok. Det er selvfølgelig også en debutroman, og med det i tankerne, så er den meget velskrevet og flyder vildt godt. Hun falder i meget få klicheer og har nok originale ideer og skriver med nok indlevelse og varme til at jeg hellere end gerne vil læse noget fra hendes hånd igen.

DSC_0183-2