“Transfervindue” af Maria Gerhardt

Transfervindue af Maria Gerhardt, udgivet: 2017, Politikens Forlag.

DSC_0697-1

DSC_0702-1

Kroppen kendte til smerter, som kroppen ikke kunne bære.

Jeg kendte ikke noget til Maria Gerhardt før, pludselig, så var hun alle vegne, hun var døende. Og så var hun væk. Alligevel mærkede jeg tragedien i det. Hun var en person, jeg ville ønske, jeg havde vidst fandtes før hun var væk igen.

For der er ingen tvivl om, at hun har brændt med en styrke og et lys, som man ikke ofte ser. I hvert fald hvis artiklerne, indlæggene og kommentarerne om hende skal tros. Og hvis man skal tro det vidne hun har efterladt i blandt andet denne roman. Der om noget er energisk, ærlig, skarp og desperat. Ikke desperat i et forsøg på at blive husket, men desperat i et forsøg på at få kommunikeret det ud, hun gerne vil sige, og få det sagt korrekt.

Transfervindue fungerer som en slags afskedsbrev. Den indeholder al den vrede, afmagt og frustration, som kun en syg kvinde, der ellers burde have hele livet og kærligheden foran sig, kan føle. Og den indeholder al den skønhed, varme og kærlighed Gerhardt ved, hun må efterlade, som hun kan har et øjeblik, dette øjeblik, til at sige.

Det er en roman, der på meget få sider og med meget få ord, får sagt helt ufatteligt meget. Om livet, kærligheden, sygdommen, døden, hverdagen. Frygt, drømme og erkendelsen af, at der altså intet er tilbage at gøre, blandes og forvandles til denne utopiske fremstilling af sygdommen, hvor dystopien skjuler sig lige bag de klinisk hvide gardiner og i skufferne med medicinen.

Der er jo ingen utopi for de syge, intet sted de kan drage hen, der er automatisk bedre. Det sted er sammen med de raske, der går og har det fint. Der ikke ved, hvilket mirakel de bærer på. Utopien er dette mirakel, raskheden, der rammer nogle, og ikke rammer andre.

Det er jo et ulækkert sted at være, midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdner. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber et maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien.”

Nordsjælland som et gigantisk hospice for de døende er kun en drøm på ydersiden, for dem der ser ind. Gerhardts utopiske fremstilling er da også blot en måde at fremstille det skel, der automatisk opstår mellem dig, der er syg, og dem, du holder af. Mellem dig og resten af livet, hvor alt fortsætter som det altid har gjort, og hvor de får sværere og sværere ved at håndtere den syge.

Det rammer dybt og det rammer hårdt, for Gerhardt formår at finde præcis de rigtige ord. Dette univers er helt hendes eget, og med humor, skarpsindighed og en hektisk energi formår hun at dele sin smerte med læseren.

En bog som denne er noget af det fineste, hun kunne have efterladt os, der ikke kendte hende.

Det smukke i, at du aldrig finder en, der kan erstatte mig. Det smukke i, at du gør.

DSC_0732-1

DSC_0717-1

Advertisements

2 thoughts on ““Transfervindue” af Maria Gerhardt

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s