“Want” af Cindy Pon

Want af Cindy Pon, udgivet: 2017, 328 sider, Simon Pulse.

DSC_0420-1

DSC_0424-1

Want handler om Zhou og en gruppe af hans venner, der befinder sig i fremtiden i et Taiwan og en verden, der lider under massiv forurenelse. Det har medført en underklasse, meis, der må gå og indånde forurenet luft dag ud og dag ind, og en overklasse, yous, der har råd til højteknologiske dragter, der beskytter dem mod verden. Det betyder også at yous, specielt dem, der tjener på dragterne, har meget lidt interesse i at overkomme forureningen. Det vil Zhou og hans venner forsøge at lave om på.

Jeg er meget fascineret af ideen, der er mere end relevant lige nu. Vi risikerer meget let at ende i en fremtid, der minder om den Pon drømmer frem. Derfor var jeg skuffet over, at bogen ikke greb mig mere end den gjorde. Jeg synes starten (og her mener jeg i hvert fald de første 100 sider) halter mere end den burde, for der sker ret meget, det er bare også ekstremt forudsigeligt, og ikke overvældende velskrevet. Det flød generelt ikke vildt godt, og indimellem kom Pon med forklarende information midt i det hele. Det ødelagde flowet og rev mig helt ud af historien.

Der gik også for lang tid, før jeg følte jeg fik en fornemmelse af plottet, og så var jeg træt af den åbenlyse romantiske historie, der blev introduceret allerede fra start – og jeg blev ikke mere glad for den som tiden gik. Den virker til at eksistere uden nogen reel grund. Måske har Pon tænkt, at Zhou skulle bruge en måde at forstå, at de rige også er mennesker og det letteste var at forelskede sig i en af dem. Men det er unødvendigt og det bliver mest af alt forceret og fjerner fokus fra det faktiske plottet, der er langt mere interessant.

Plottet er at Zhou skal infiltrere you samfundet og forsøge at bringe det ned indefra ved at skaffe nok information til, at de kan bombe Jin korporationen, der står for at producere dragter til hele verden. Selvfølgelig falder Zhou for Jins datter, Daiyu, og indser at verden ikke er sort og hvid, og at de rige også har følelser osv. osv. Det er alt i alt meget, meget forudsigeligt og der er ingenting undervejs, der overrasker. Hvilket var den primære grund til, jeg ikke havde nogen speciel lyst til at blive ved med at læse. Det var åbenlyst, hvor det bar hen. Jeg sad også hele tiden og ventede på en mere konkret forklaring på, hvorfor disse personer havde fundet sammen og hvordan, men den kom aldrig rigtig.

Bogens primære problem er at den mangler dybde. Den tør ikke gå helt tæt på og virkelige dykke ned i sine problematikker. Jeg ved det er en YA roman, men det er ingen undskyldning. Jeg ville virkelig ønske, den havde brugt mere tid på at undersøge de følelser af afmagt, væmmelse, genkendelse og vrede som Zhou må føle, når han skal infiltrere en samfundsgruppe, der lever i luksus, mens mennesker på gaden dør på stribe. I stedet forelsker han sig prompte i en af dem og indser straks at de jo også er mennesker. Det er dovent og irriterende. Der er grobund for så meget mere her, men Pon bliver ved med at tage den lette vej.

Der er dog lyspunkter. Taiwan fungerer som et fantastisk setting for en historie som denne og Pon formår også at beskrive byen med nok kulør til at jeg følte, jeg var der. Det betyder også at karaktererne ikke er de samme hvide teenagere, som i alle andre romaner, men i stedet alle har forskellige asiatiske baggrunde. To af pigerne i gruppen har også et romantisk forhold, hvilket faktisk endte med at være noget af det allerbedste i romanen. Der er specielt én scene mellem dem, der er så fin og smuk, at jeg ville ønske det var det, det havde handlet om hele tiden. Ti gange bedre end Zhous romance.

Jeg synes også Pon, alt i alt, har en unik idé i forureningen og splittet mellem rig og fattig, der gøres så eksplicit gennem de dragter, som kun en lille procentdel af befolkningen har råd til. Desværre er plottet rundt om denne idé alt for svagt og forudsigeligt til virkelig at formå at opsluge eller interessere mig i det.

Ideen er god, men udførelsen for generisk. Desværre. Og alligevel græd jeg i løbet af den. Det kom bag på mig. Jeg ved ikke, om jeg helt kan give æren til romanen eller om jeg bare havde brug for at græde over et eller andet, men jeg holdt alligevel nok af karaktererne til at det skar mig i hjertet, når det gik dem dårligt.

Der ser ud til, der kommer en to’er, som jeg vil holde lidt øje med. Det her kunne blive en fin serie, hvis det viser sig Pon nu har skrevet sig fri for klicheer og er klar til at dykke endnu dybere og mere udførligt ned i sit univers. Jeg krydser fingre.

DSC_0430-1

Advertisements

2 thoughts on ““Want” af Cindy Pon

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s