Louisiana Literature (Fredag): Svetlana Alexievich og Colson Whitehead

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafraserer og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0502-1

I år var jeg for første gang til Louisiana Literature, og selvfølgelig ønskede jeg straks, jeg havde været afsted alle årene i mit liv. Ikke blot fordi, der var nogle helt fænomenale navne, men fordi Louisiana Museet, der danner baggrund for arrangementet, er et helt fantastisk sted. Faktisk, tror jeg, et af de bedste steder i Danmark. Jeg var med det samme fuldstændigt forelsket.

Jeg var dog kun med fredag og lørdag, men det var også nok. Jeg er helt mættet og tilfreds af indtryk og gode oplevelser. Selvom jeg er virkelig ked af, at være gået glip af Colson Whitehead og Édouard Louis i samtale med hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, det var andet end spændende.

Jeg ankom fredag 10.45, og stod så lidt i kø for at komme ind på museet, der først åbner kl. 11. Vejret var med os, og der var højt solskin, og en spændt summen fra alle de besøgende. Da jeg kom ind ilede jeg straks ud mod plænen til Parkscenen, hvor Svetlana Alexievich skulle på 12.30. Jeg farede lidt forvildet rundt først, da jeg aldrig har været der før, men fandt det til sidst. Der stod jeg så i cirka halvanden time og ventede, så jeg var sikker på at få en plads i teltet. Det gjorde ikke så meget, for solen skinnede og der var den fineste udsigt til havet. Louisiana er virkelig placeret et helt fantastisk smukt sted.

12.40 gik Svetlana på scenen med Carsten Jensen som interviewer, Lars P. Poulsen som oversætter og Jens Albinus som oplæser. Det er altid lidt besværligt at interviewe, når alt der bliver sagt skal gennem oversætteren først, og derfor kom interviewet ikke meget ud over en gentagelse af de ting, der står i hendes bøger allerede. Men det var alligevel en stor oplevelse at sidde så tæt på et menneske, der har gjort det til sin mission at fortælle, det “lille menneskes” historie. En forfatter, der har brugt det meste af sit liv, på at fortælle de historier, der er blevet fortiet og fornægtet.

Jeg var også meget interesseret i hendes idé om at dokumentet (hun kaldte det vist også et følelsesdokument) ikke er en fast størrelse, men noget der bevæger sig med mennesket og ændres efter vores oplevelser. Derfor er hendes romaner heller ikke journalistiske eller historiske som sådan, for det er ikke det, hun forsøger at fange, men snarere mennesket bag historien. Hun siger, at det er muligt at skabe en bog fra alle de stykker, der er i og udgør et menneske.

Hun har tit, fortalte hun, været fortabt, fordi det er så barske, voldsomme historier hun arbejder med, men hun har alligevel kæmpet sig tilbage gang på gang, og givet sig i kast med nye værker. Det er imponerende. Jeg kan ikke huske, hvem af dem præcis, der sagde følgende, men jeg har skrevet det ned i mine noter og det er så fint et citat, der meget godt indrammer, hvad det er Svetlana forsøger med sin litteratur: “Du kan ikke have to hjerter, et fyldt af had og et fyldt af kærlighed. Du har kun ét hjerte og du må kæmpe for at det er fyldt af kærlighed.

DSC_0499-1

DSC_0516

Efter Svetlana havde jeg en pause i programmet, for det eneste jeg havde, jeg virkelig skulle nå resten af dagen var Colson Whitehead, der var på i Koncertsalen 19.00. Jeg gik lidt rundt på museet og så Marina Abramovic udstillingen, der var meget imponerende. Den inkluderede en hel del af hendes mere kendte værker, mange af dem performative, så det var blot videoinstallationerne af dem. Jeg var specielt betaget af “The Kitchen V: Holding the Milk“, der af en eller anden grund virkelig rørte noget i mig.

Så stødte jeg tilfældigt på nogle fra mit studie, og sad med dem og spiste frokost, og hørte en lille smule af Eileen Myles, der læste op på Parkscenen. Jeg skal virkelig have læst noget af hende. Jeg stod en lille time i kø fra 17 til 18, for at få en billet til Colson Whitehead, som jeg absolut ikke ville gå glip af. Indtil kl. 19, hvor Colson Whitehead gik på, listede jeg lidt mere rundt på Louisiana. Jeg hørte en smule af Nástio Mosquito (sidste billede her på siden), der performede på Villascenen. Han oplæste tekster, en slags spoken word, der også var sang, og det var virkelig godt. Han virkede så talentfuld og passioneret og som om han havde en masse på hjerte. Jeg gad godt, jeg havde sat mig ned og set det hele.

Colson Whitehead var en fantastisk afslutning på aftenen. Der blev talt lidt om The Underground Railroad, som han har haft ideen til i 17 år, men ikke følte han var klar til at skrive før for nylig. Cora, romanens hovedperson, var et forsøg på at udfordre sig selv, men også en måde at udtrykke en specifik slaveri-oplevelse, som kvinder har. Romanen er et forsøg på at udtrykke den vold og den ondskab, der hviler i mennesket, og som stadig hviler i mennesket, og tillader ting som slaveri og folkedrab på Native Americans. Ridgeway er også, udover at være en formidabel antagonist til Cora, der er en formidabel protagonist, symbolet på de forskellige destruktive energier, der har været med til at forme og skabe USA, som vi kender det i dag. Under sin research gik det også op for ham, hvor mirakuløst det er, at hans forfædre overhovedet overlevede, og romanen bliver derfor også et minde til dem og den overlevelse.

De kom også ind på politik i dag og det samfund, Whiteheads børn skal vokse op i. Han siger, at man er nødt til at håbe på, at i morgen bliver bedre. Det er også en del af romanen, dette håb Cora har, om at der må være et sted derude, der er bedre end her. Det har han også undersøgt i en af hans andre romaner. Uden det håb, så kan man ikke fortsætte.

Whitehead har en del andre romaner bag sig, og det blev der også talt lidt om. Han har åbenbart bevæget sig i en masse forskellige genrer. Jeg blev meget interesseret i at læse hans resterende forfatterskab, ikke bare fordi The Underground Railroad var så imponerende, men fordi Whitehead virkede som en ufattelig alsidig forfatter. Jeg var også overrasket over hans humor, måske fordi The Underground Railroad er en meget alvorlig roman. Han læste højt fra sin Ipad, fordi, som han sagde, “I have very little upper-body strength”, og han fortalte, han synes forfatter lød som et fedt job, fordi “you can work from home and don’t have to talk to people.

Jeg var ret vild med ham og hans personlighed. Og bagefter fik jeg signeret min bog, hvilket var det bedste i verden. Nu skal jeg bare beslutte, hvilken af hans tidligere bøger, jeg skal læse først.

DSC_0551-1

DSC_0542-1

 

Advertisements

3 thoughts on “Louisiana Literature (Fredag): Svetlana Alexievich og Colson Whitehead

    1. I lige måde! Det var så dejligt at se dig ❤ Og min sidste dag blev lørdag også, og så ventede den lange tur hjem til Aarhus. Men hvor var det lækkert at være afsted, skal helt sikkert derhen igen næste år 🙂

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s