Louisiana Literature (Lørdag): Naja Marie Aidt, Édouard Louis og Zadie Smith

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafrasere og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0501-1

Lørdag tilbragte jeg den første time med blot at vandre rundt på Louisiana og købe et par postkort og nyde den forventningsfulde stemning. Det var vindstille, solen skinnede og vandet var lige ved siden af. Det var rart at have lidt tid inden det hele gik i gang. Jeg gik ved et tilfælde forbi skærmen, der viste Naja Marie Aidts interview inde i koncertsalen præcis som det gik i gang. Først tænkte jeg, jeg bare ville stå et par minutter, men jo længere jeg blev stående, jo sværere var det at forlade samtalen. Så jeg satte mig ned og blev siddende, grædende, indtil det var slut.

Aidt blev interviewet om sin nyeste roman, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af hendes ene søn, Carl, er døde for snart 2,5 år siden. Aidt var imponerende velformuleret, ærlig og åben omkring den enorme, altopslugende sorg, og interviewet handlede både om bogen og om hendes oplevelser med at skrive den og simpelthen at eksistere i sorgen. Det var ekstremt rørende, og jeg græd nærmest hele den time, de talte.

Jeg har ikke mistet nogen meget tæt på mig, men der var en sårbarhed, en følelsesmæssig ærlighed og en helt særlig vægt i de ting Aidt sagde og kom med, der rørte mig helt dybt i hjertet. Jeg kan nærmest ikke forstå, at hun har kunne skrive den bog (en bog, som jeg absolut må få læst), men når hun talte om det, gav det også mening. Det var for hende en måde, at være sammen med Carl igen. Selvom hun stadig har svært ved at tænke på ham i live, i live som barn og som ung, så blev romanen en måde at finde sammen med ham igen. Det var ærlig talt bare et helt fantastisk interview, og jeg var helt blæst væk over Aidts vilje og lyst til at tale om sin egen sorgproces, og sin skriveproces i den sorg.

Hun fortalte, at hendes sprog gik i stykker, og at hun ikke kunne skrive længere. Alligevel ønskede hun at få skrevet den her bog, for at give noget tilbage til Carl, og for ikke at bære det videre i sit forfatterskab. Så hun læste sorglitteratur, og blev inspireret af det. De blev et spejlbillede af hendes egen proces, på den tidløshed, hun befandt sig i. Hvor hun ikke kunne tænke på fremtiden, ikke engang 2 timer frem, og heller ikke tilbage i fortiden. Der var bare nuet. Og et fragmenteret, splintret sprog, der også resulterede i en splintret bog.

Titlen på bogen er taget fra et digt, der kan findes i Poesibog, og som hun skrev mens hun tænkte ret intenst på Carl, uden helt at vide hvorfor.

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose, 
et kontinent, en vinterdag, 
en dreng der sig dig an 
fra hættens mørke

Efter at have grædt over alt den skønhed og smerte, så vandrede jeg lidt hvileløst rundt, og besluttede at spise frokost. Lige som jeg havde sat mig ned på plænen med min sandwich fik jeg en besked fra Nikoline, der spurgte om, jeg lige havde sat mig ned ude på græsset. Hun havde åbenbart lige spottet mig, så vi fik hilst på hinanden og det var vildt hyggeligt at møde hende. Dog blev det lidt kort, for jeg skulle stille mig i kø til Zadie Smith og hende og Helene skulle ned og få gode pladser til Paul Auster og Siri Hustvedt senere. I kan se Helenes vlog fra det møde her og Nikolines blogindlæg her.

DSC_0606-1

DSC_0544-1

Med billetter til Zadie Smith i hus fandt jeg igen venner fra studiet og vi sad på plænen og hørte Édouard Louis blive interviewet Tore Leif med Thomas Hwan som oplæser. Louis var nok den mest dedikerede, passionerede og levende forfatter af alle dem jeg så. Jeg satte pris på deres idé om at holde interviewet på fransk/dansk og få Tore Leif til at oversætte sine egne spørgsmål og Louis’ svar løbende, men der var også en masse der gik tabt i oversættelsen. Jeg brændte sådan for at høre og forstå alt det, Louis fortalte, for han fortalte meget og længe til hvert spørgsmål, og meget af det blev ikke oversat. Det smertede mig, specielt fordi han virkelig virkede til at mene og tro på sine svar. Der var ild i ham, og hvor ville jeg gerne have mærket det mere direkte, uden buffer.

Begge hans værker er baseret på hans eget liv. Det nyeste værk, Voldens Historie, er hans fortælling om den voldtægt og drabsforsøg, han var udsat for af en mand, han havde taget med hjem. Han følte at hans fortælling blev stjålet fra ham og forvrænget for hver gang han fortalte den efterfølgende til sygeplejersker, politi, venner, og romanen blev en måde at tage fortællingen tilbage og give sin egen beretning, der er anderledes fra den, der vil fremgå af statens og politiets papirer.

I forhold til litteraturen generelt så er han er interesseret i en mere generel sandhed, ikke en kunstnerisk sandhed, men en sandhed om, hvordan samfundet og verden hænger sammen, og den vold vi udøver mod hinanden. Både den fysiske og psykiske vold, men også den strukturelle vold, som vi ikke længere ser, men har vænnet os til. Den der udøves på os på et strukturelt og samfundsmæssigt niveau, i form af blandt andet klasseforskelle og ulighed, der er sat i system.

Han er også frustreret over dem, der hele tiden klager over, at andre kalder sig ofre. Problemet er ikke, at folk taler om den måde, de lider pga. racisme, sexisme, homofobi osv., men at disse uligheder og den vold eksisterer. Det skal vi tale om, og det er det, han gerne vil med sine romaner. Han vil gerne udligne modsigelsen mellem den måde verden ser ud og den verden, som litteraturen præsentere. Han vil gerne have, der bliver talt mere om de problemer, samfundet lider under og som vi alle ved, vi lider under (klimaforandringer, vold, flygtninge, der drukner, folk, der må arbejde for ingenting og ødelægge deres krop).

Til daglig læser han sociologi, og her har han fundet en måde at forstå, de ting, der sker samfundsmæssigt. Det fik ham også til at forstå hans egen familie og den vold de udøvede mod ham. Sociologien, siger han, er en videnskab, der forsøger at opfinde redskaber til at finde og forstå sandheder. Det er også det, han vil med sine romaner.

De er derfor heller ikke bare litteratur, men forsøger at beskrive noget sandt. Han var meget frustreret over, at da han havde meldt voldtægten og drabsforsøget, så skulle der lægges sag an mod gerningsmanden, selvom Louis ikke var interesseret i det. Det var ude af hans hænder. Det er staten, forklarer han, der vil straffe og dermed udøve mere vold, mens han selv gerne vil forstå og forklare, hvorfor disse ting sker og kan lade sig gøre.

Han var ekstremt interessant at lytte til, og jeg er spændt på at se, hvor hans forfatterskab bærer hen og hvad han skaber fremover. Det kan kun blive noget, der skubber til de grænser, vi har opsat og klynger os til. Jeg fik desværre ikke signeret min bog, for vi skulle skynde os op til Zadie Smith, så jeg håber han kommer tilbage til Danmark en dag.

DSC_0616-1

DSC_0671-1

Så var det tid til Zadie Smith, der blev interviewet af Synne Rifbjerg., og det var en fornøjelse. Jeg elskede hendes måde, at være i rummet på, helt tilpas og tilstede på en meget konkret måde. Jeg kan ikke forklare det helt, men hun virkede meget jordbundet.

Interviewet gik lidt i øst og vest, og der blev ikke gået så meget i dybden med nogle af emnerne, som jeg kunne have håbet. Men Zadie Smith var meget interessant at lytte til og hun havde nogle spændende pointer. Specielt omkring ikke at være bevidst om sin egen historie. Storbritanniens multikulturelle historie går mindst 1000 år tilbage i tiden, men det er ikke noget det almene menneske ved, og det gør noget ved en, sagde hun, “not knowing what you’re doing somewhere”. Denne følelse af ikke at være en del af historien i det land, man er født i, selvom det modsatte faktisk er tilfældet.

Hun fortalte, i forhold til Swing Time, at hun var inspieret af den måde hendes datter interagerede med sine veninder. Den ekstreme og radikale empati de har for hinanden, og ikke på den pæne måde, men den måde, de er intenst interesserede i hinandens liv, og hvad der foregår i disse liv, når de ikke er tilstede. Hun fortalte at en skoleveninde til hendes datter havde spurgt Zadie Smith ind til, i detaljer, hvad der skulle ske, når datteren kom hjem og var væk fra veninden. Det er en del af romanen, den måde kvinder, bliver en del af hinandens liv, der er anderledes fra mænds, og kvindens evne til at forestille sig andres liv i detaljer.

De kom også ind på race i dag, og Smith talte om den måde, hvorpå unge sorte mennesker eksistere og behandles anderledes. At der er større risiko for at sorte unge bliver suspenderet fra skole, og har sværere ved at klare sig senere i livet på grund af den måde de behandles på. Hun fortalte at hun selv havde været et virkelig ordentligt barn, der opførte sig pænt, men at det også kommer med en grad af selvhad, hvorfor skal jeg opføre mig dobbelt så godt som alle andre, for at blive behandlet på samme måde? Så hun havde respekt for dem, der turde opføre sig dårligt, selvom de kom i problemer, som f.eks. Tracy i romanen.

Hun mener, at alle mennesker har noget at give til verden, en evne, som de skal finde en måde at anvende på. Et af de største tab i forhold til slaveri, og racisme og sexisme i dag også, er den enorme mængde af evne og værdi, der går tabt, fordi disse mennesker ikke får lov til at udleve deres potentiale, men bliver brudt ned i stedet.

Der blev ikke talt så meget generelt om Swing Time, desværre, men det var en spændende diskussion alligevel. Til sidst fik vi alle sammen signeret vores bøger, og at se Zadie Smith smile til en er lidt ligesom at se solen stå op.

Lige bagefter løb jeg ud og satte mig for at lytte til Siri Hustvedt og Paul Auster i samtale med Kim Skotte. Der var helt fuldstændigt fyldt op, så jeg kunne ikke se dem, men jeg lyttede til deres samtale. Det er to meget imponerende og lidt frygtindgydende intellekter, men de var overraskende nede på jorden, og selvfølgelig latterligt spændende at lytte til. Jeg nåede kun den sidste halvdel, der mest var oplæsning, men jeg nød at sidde i græsset og bevidne de to diskutere livet og litteraturen.

Bagefter kæmpede jeg mig vej ind for at få Paul Austers signatur (Siri skulle også til Aarhus, så hende ventede jeg med), og det var et mareridt, men jeg fik den.

Alt i alt var begge dage en kæmpe succes og jeg vil så gerne afsted igen næste år. Måske hvor jeg kan slappe mere af og har slæbt færre bøger med til signering. For Louisiana Museet er som skabt til også bare at slynge sig i græsset eller vandre langsomt rundt og nyde at man er der.

DSC_0680-1

Advertisements

One thought on “Louisiana Literature (Lørdag): Naja Marie Aidt, Édouard Louis og Zadie Smith

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s