Authors in Aarhus: Siri Hustvedt

DSC_0732-1

DSC_0749-1

“There are times where I thought of making fiction as a form of dreaming while awake.”

Jeg har været så heldig at få lov at se Siri Hustvedt to gange på én dag med Authors in Aarhus. Det første arrangement var en Masterclass på Aarhus Universitet, hvor Hustvedt debatterede med professor Mads Rosendahl Thomsen fra AU, og professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet.

Jeg endte med at sidde på forreste række og kunne nærmest række min hånd ud og røre ved Hustvedt, hvilket var en smule angstprovokerende. Specielt fordi jeg endte med at sidde der med et totalt forelsket udtryk i ansigtet og bare stirre tryllebundet på hende.

Temaet var kognition og litteratur, og hvordan litteratur er med til at forme den måde vi ser og er i verden på. Det var en meget fascinerende debat, der i høj grad handlede om, hvad der sker med os, når vi læser. De var alle tre enige om, at der sker noget med os, men præcis hvad, hvordan og hvorfor er det, der forskes i. De er også enige om at den oplevelse vi har, når vi læser eller skriver er ægte, det er ikke en falsk eller kvasi-følelse. Den er forskellig fra f.eks. oplevelse af at være til stede i rummet vi sad i, men det er stadig en reel oplevelse.

Og litteraturen bliver et sted, hvor vi kan have oplevelser, vi ellers ikke ville kunne have, specielt oplevelser af noget ubehageligt og farligt, som vi ikke ville have lyst til at opleve direkte selv. At læse disse ting berører os, både i forhold til vores bevidsthed, men også rent kropsligt. Mennesket reagerer fysisk på at læse.

Et af de mest brugte argumenter for at man bør læse, udover underholdning og viden, er at det antageligt gør os til bedre mennesker. Men, siger Hustvedt, grunden til at vi bør læse litteratur eller filosofi eller sociologi er ikke udelukkende fordi det gør os til bedre mennesker, selvom det har det potentiale, men fordi det hjælper os til at løse problemer i vores liv og i vores arbejde i andre felter. Hun siger, at du og jeg skal “read against yourself“, ment sådan at vi skal læse ting, vi ikke umiddelbart bryder os om, forstår eller er interesserede i. Det giver et bredere perspektiv og en større mental fleksibilitet. I læsningen overgiver vi os til romanens rytme og logik, og vi “lærer” at tænke på nye måder, i nye mønstre.

Litteraturen har, som sagt, potentialet til at gøre os til bedre mennesker, men det er ikke givet, at det er det, der vil ske. Det er tydeligt, at der sker noget med os, når vi læser og at læsning giver os en refleksivitet, men hvad vi gør med disse oplevelser og den refleksivitet er op til os selv. Hvis vi kun læser romaner eller tekster, der bekræfter de floskler, stereotyper og fordomme, der dominere vores samfund og vores verdensopfattelse, så er det ikke sikkert litteraturen gør noget godt for dig. Så gør den os mindre fleksible. Så vi bør læse mod os selv.

Det samme gælder specialisering indenfor et felt. Hvis du specialisere dig, uden nogensinde at bevæge dig udenfor din specialisering, så ender du i en blindgyde og kommer til at sidde fast.

Den mest interessante del af debatten var dog da de kom ind på “narrative medicine”, altså litteratur og skrivning som en form for terapi. Ikke blot noget, der kan bruges for patienter, men for alle. Hustvedt har selv haft timer med psykiatriske patienter, hvor de nærlæste korte tekster og også selv skrev, og det havde en effekt på dem. Det hjalp. Men det er et meget nyt studie, der hænger sammen med studiet i kognition og litteratur. Studiet af, hvad det gør ved os og vores bevidsthed at læse og skrive, og at læse og skrive bestemte tekster og genrer.

Det sluttede med en fantastisk debat om kvindens position i både den generelle og litterære verden. Det er en position, der konstant nedvurderes og selv for en så kendt og respekteret forfatter som Hustvedt, så er det stadig noget hun kæmper med. Der er også stadig en idé om at kvinder skriver litteratur for kvinder. Blot det at en roman har en kvindelig forfatter gør at mange mænd automatisk afviser den som værende noget for dem.

Det er den, desværre stadig relevante, debat om at mænds oplevelser er universelle, mens kvinders kun er for andre kvinder. En grund, foreslog hun, kunne være at nogle mænd har svært ved at underlægge sig en kvindes kontrol og stemme, som de vil skulle gøre ved at læse hendes roman. Kvinder har langt nemmere ved at overgive sig til mandlige stemmer – fordi det er vi nødt til. Det blev ikke sagt, men det er realiteten. Vi kan ikke undgå konstant at blive bombarderet med mandlige perspektiver, hvorimod mænd kan undgå kvinders hvis de vil. Der er en kæmpe ulighed, og derfor er jeg også evigt bitter over, vi ikke læser flere værker af kvinder på studiet.

It’s hostile, it’s angry” siger Hustvedt om den måde kvindelige forfattere og kvinder generelt bliver nedvurderet automatisk. Jeg var meget enig, og det er fantastisk at Hustvedt, som en forfatter med en stemme og en position, tager kampen op i stedet for at se til.

DSC_0737-1

Aftenens arrangement var en mere hektisk og storladet fornøjelsen. Med over 400 billetter solgt var aulaen på Aarhus universitet næsten fyldt op, og der var en fantastisk forventningsfuld summen helt indtil Hustvedt gik på. Hun blev interviewet af Andreas Roepstorff, der var dejligt skarp og ikke bange for at gå lidt i kødet på de ting Hustvedt sagde.

Hustvedt er dog, har jeg fundet ud af, en livlig og passioneret tilstedeværelse. Hun er fuldstændigt til stede i rummet og i det øjeblik hun befinder sig i. Hun lytter intenst, associere frit og trækker på et helt livs erfaring og viden uden at det bliver for intellektuelt eller elitært. Hun kunne med lethed have siddet på scenen og fortalt overfladisk om sit arbejde og forfatterskab, men i stedet er hun optaget af at lære og opdage, hvad samtalen kan ende med at give. Det er en helt vidunderlig gave og det gør det til en fornøjelse at høre hende fortælle.

De kom ind på flere af de samme emner som tidligere på dagen, men det blev på ingen måde repetitivt. Der blev talt om, hvor inspiration kommer fra, hvordan Hustvedt skriver sine romaner, og igen om kvindens position.

“This drama of the woman writer goes on in ways that continues to surprise me. I feel I’ve earned my stripes and I should just be a Writer. With a capital W. But the fact is the culture isn’t there yet.”

Specielt en roman som The Summer Without Men bliver set som en “kvinderoman”, fordi der ingen mandlige karakterer er med. Men en roman med kun mandlige karakterer ville aldrig blive set på samme måde. Litteraturen arbejder dog også med disse forventninger vi automatisk har, de fordomme vi går rundt med og som er med til at gøre verden forståelig. Den kan hjælpe os til at nedbryde dem.

De undersøgte også lidt dybere, hvordan og hvorfor litteraturen kan virke som terapi. Hustvedt fortalte, hvordan patienterne hun arbejdede med elskede Emily Dickinson og Paul Celan, ellers notoriske svære digtere, men havde sværere ved Kafka og Wallace Stevens.

“What these patients wanted, what jolted them into another place, were texts that had a powerfuld emotional tone. It did not have to be good. It could be grief, it could be anything, it could be joy, but it had to be strong.”

Det synes jeg er en ufattelig fin tanke, og det giver rigtig god mening. Jeg kan kende det fra mig selv. De øjeblikke, jeg føler mig allermest fjernet fra mig selv og transporteret ind i teksten er når den rammer noget dybt følelsesmæssigt i mig.

Hustvedt adresserede også, hvor hendes ideer kommer fra. Et spørgsmål hun anser som værende dybt, men som af mange andre anser som værende latterligt. Det skyldes, tror hun, at mange forfattere simpelthen ikke ved, hvor inspirationen kommer fra. Hun indrømmer selv at det ofte er ret vagt, at det blot kan være et billede eller en enkelt sætning, og så vokser romanen ud fra det. Indimellem ganske af sig selv. Karaktererne og historien får sit eget liv, den fortæller hende ofte, hvor den skal hen, hvad de skal gøre. Hun kan se, når det hun havde tænkt, pludselig ikke giver mening. Hun hører karakterernes stemmer, ganske bogstaveligt.

At skrive bliver en meget kropslig oplevelse, fortæller hun, og hun føler, der sker en legemliggørelse af hendes karakterer i hende selv. Selv de karakterer, der ikke minder om hende og ikke deler hendes synspunkter, dem lægger hun krop til. Hun bliver til dem på en måde.

I like becoming others. I like that play, I like that dance.

De afsluttede aftenen med, endnu en gang, at tale om Trump. En mand som Hustvedt bestemt ikke bryder sig om (og gerne vil skaffe landet af med), men hun peger også på at problemet er større end bare ham. Problemet er at så mange har stemt på ham. Problemet er racisme og misogyni. Men også en følelse, hos f.eks. Trump vælgere, af at føle sig “mindre end”, en skam over deres position. En skam som også findes i Europa, og vi er nødt til at forstå, hvad den kan drive folk til. Vreden og indignationen over Trump er på en side brugbar, men det handler også om at forstå, hvorfor det er sket, og hvordan det kan modarbejdes i fremtiden.

Det var en helt fantastisk dag, og jeg fik hele to bøger signeret efterfølgende. Jeg har endnu kun læst én af hendes bøger, men jeg glæder mig helt ekstremt til at dykke ned i hendes forfatterskab. For hvis denne dag overbeviste mig om én ting, så er det at Siri Hustvedt er en imponerende person og forfatter, der har uendeligt meget at sige. Og jeg vil hellere end gerne lytte til det hele.

DSC_0751-1

DSC_0758-1

Advertisements

One thought on “Authors in Aarhus: Siri Hustvedt

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s