“The Fifth Season” af N.K. Jemisin

The Fifth Season (The Broken Earth #1) af N.K. Jemisin, udgivet: 2015, 468 sider, Orbit.

DSC_1004-3

You are a weapon meant to move mountains. A mere walk can’t take that out of you.

*

Der er fantasy, der føles bekendt, der bruger troper og ideer som du kender og elsker. Og så er der fantasy, der bryder grænserne for, hvad fantasy kan være.

The Fifth Season tilhører den sidste kategori. Det er en svimlende, imponerende og omfattende roman, der tør berøre dybder af menneskelig modstandskraft og grusomhed på en måde, så det sætter sig i kroppen. Det er en roman, der er gennemsyret af undertrykkelse. De tre kvinder vi følger gennemlever alle en umenneskeliggørelse.

Alle tre er orogenes, og har evnen til at manipulere med jordens materialer, de kan forårsage jordskælv, vulkanudbrud – eller forhindre dem i at opstå. De besidder enorm magt og er af samme grund frygtet som intet andet. De ses som unaturlige, monstre, ikke-mennesker. De jages vildt, medmindre de reddes af the Fulcrum, hvor de kan oplæres og begynde at tjene befolkningen.

Damaya er heldig (eller er hun? indimellem er døden en særlig nåde) og bliver indlemmet i the Fulcrum. Her lærer hun at forstå, hvad hun er, og hvilken position det placerer hende i. Syenite gennemlever realiteten af at have gennemgået træning hos the Fulcrum. Med sine evner under kontrol udnyttes hun nu af det system, der har reddet hende fra døden, og hun indser langsomt og en smule modvilligt (hvem har lyst til at indrømme, de har ladet sig underkaste?), hvor umenneskeligt et system det er. Hvor let det har lært hende at frasige sig sin egen værdi. Og så er der Essun. Hvis søn er blevet banket ihjel af hendes mand, for at besidde samme kræfter som Essun. En søn, myrdet for at kunne tale med jorden og bevæge selve verdens indre. Hendes hævntogt udvikler sig snart til andet og mere end blot en rejse mod forløsning, for i samme øjeblik opstår et gigantisk jordskælv, der flækker hele jorden – og verden begynder at gå under.

*

“‘But each of us is just another weapon, to them. Just a useful monster, just a bit of new blood to add to the breeding lines.’

*

Det er en af de mest ubehagelige romaner, jeg nogensinde har læst. Jeg var ofte nødt til at stoppe med at læse et øjeblik og blotte trække vejret. Jemisin er nådesløs i sin portrættering af umenneskeliggørelse, uretfærdighed og den vold, det er så let at udøve mod dem, vi ser som værende under os. Der er en helt ekstrem brutalitet hele vejen igennem.

Det er passende i en roman, hvor ikke kun mennesker kæmper mod mennesker, men hvor de samtidig trues af konstante apokalyptiske naturkatastrofer, såkaldte fifth seasons. Det er en sådan verden rammes af, da romanen starter. I dette apokalyptiske landskab, i en verden på kanten af ruin og udryddelse, der kæmper enkelte individer først for sig selv, og senere for at noget nyt kan opstå af asken.

Det er muligvis en brutal roman, men den er også fyldt med håb. Med troen på, at slutningen på én historie blot er starten på en ny, og at en verden i ruiner er en verden der kan genopbygges. Bedre og mere lige end før. Men først må den gamle verden forgå, og dem, vi har mistet må hævnes.

The Fifth Season er en ufattelig roman. En af de bedste jeg nogensinde har læst. Ikke blot fordi den tør gå derud, hvor den gør, men fordi Jemisin skriver med en indlevelse, der er ubeskrivelig. Hun fanger grusomheden, men også blidheden og den uendelige kærlighed, der findes i mennesket. Hun beskriver præcist og med næsten ubærlig præcision den smerte og det overgreb det er at miste sin værdi som person, at blive reduceret til at være et redskab, et våben. Jemisins karakterer besidder en realisme, det ikke altid lykkes forfattere i denne genre at gengive, og slet ikke i så høj grad som her. Den styrke disse kvinder kan finde frem, hvis de presses nok, og den uendelige kapacitet de har for forandring er beskrevet helt eminent, fordi den er blandet med smerte, frygt og tøven.

Forandring sker heller ikke altid gennem tilgivelse eller kompromis, oftere, måske, gennem enorm ødelæggelse. Denne femte sæson er ikke skabt af naturen, den er menneskelig. Det er en ødelæggelse der her videregives, som den blevet givet til dem, der forsager den. Det er en voldshandling der opstår som reaktion på en enorm misbrug og perversion af magt. En naturlig reaktion. Jorden er muligvis vred, men det menneske, der er blevet gjort værdiløst, er vredere.

Det minder mig lidt om en sætning fra en af mine yndlingsdigtere, Richard Siken: “We have not touched the stars nor are we forgiven, which brings us back to the hero’s shoulders and a gentleness that comes, not from the absence of violence, but despite the abundance of it“.

Det er let at skrive en voldsom roman, det er langt sværere at indgyde den med håb, kærlighed og blidhed uden at miste tyngde, uden at miste dybde. Men Jemisin formår det. Hun formår meget mere end det. Hun formår at skrive en fantasy roman, der både bryder grænserne for fantasy og samtidig formår at være i direkte samtale med vores nutidige samfund og vores historie. Ikke med så mange ord, men du kan fornemme det i detaljerne. Jeg er i ærefrygt over hendes talent.

*

“‘The world is what it is. Unless you destroy it and start all over again, there’s no changing it.’

DSC_1019-1

DSC_1013-1

 

Advertisements

“Poesibog” af Naja Marie Aidt

Poesibog af Naja Marie Aidt, udgivet: 2008, 91 sider, Gyldendal.

DSC_0999-1

man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt de mange større

Naja Marie Aidts Poesibog tager os tilbage til en barndom i 70’erne, og et omsorgssvigt, der har sat sig i barnet, der gennemlevede det. Bogen svinger mellem disse barndomsglimt og erindringer og voksen eller måske snarere ungdomslivet, hvor jeg’et forsøger at forene sig med den person, det er blevet til.

Det er en bog, der samler en masse forskelligartede digte. En fælles tråd igennem dem alle er en følelse af svigt, af ikke at passe ind, at være forkert, der hvor man er, men at ønske at høre til. Det er en følelse af, at blive overset, forsømt og desperat ønske sig en kærlighed, det ikke er helt til at få fat på, fordi de voksne har travlt med at realisere sig selv og deres drømme om kollektivet og friheden.

Der er bebrejdelser, men også en accept af, at den tid er gået. Det pointeres i digtene fra livet efter barndommen. Her foregår en bearbejdelse af ophavet, og livet leves og nydes og hades, som det er, på godt og ondt.

Det kommer specielt til udtryk i en anden vekslen i romanen, nemlig mellem årstiderne. Forår, vinter, sommer og efterår besøges på forskellig vis og fyldes af en anderledes længsel. “sommer åh” er noget helt særligt, og fanger meget skarpt den oplevelse det er at gå en årstid i møde, gennemleve den, nyde den, forfalde i den, og på den anden side ikke helt forstå, hvorfor denne stemning af uforløst potentiale hænger ved langt ind i september.

Vinterglæder” har lidt samme karakter. Af at stå stille, selvom man bevæger sig fremad. Af at leve et liv, stille og dybt, og fyldt med bekymringer, sorger, glæder og trivialiteter. Det er nok, synes jeg, et af de bedste digte i samlingen.

Aidts styrke er i hendes fantastisk skarpe billeder. Det betyder intet om du læser “Vinterglæder” på en varm dag i august. Du er der, du er til stede, og du føler et tilhørsforhold til dette jeg, dette menneske, der forsøger at forene sig med livet som det var og er.

Jeg har haft poesibog til at stå i flere år, og først nu har jeg læst den. Det krævede blot at jeg hørte hende på Louisiana Literature og græd mens hun talte om Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En titel, der forresten er fra et – faktisk to – digte i denne bog. Min introduktion til hende kom lidt sent. Men Naja, nu er jeg her, jeg lytter og jeg er klar til at læse mange flere af dine ord.

“Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen
i solen og den døde var levende
og vendte sig ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

DSC_0832-1

Opsummering: Summer of Reading Women 2017

DSC_0811-1

DSC_0787-1

Jeg har nu færdiggjort min tredje sommer, hvor jeg primært har læst kvinder, og det er gået ganske udmærket. Der har været næsten udelukkende fantastiske læseoplevelser imellem og jeg er meget tilfreds med de bøger, jeg fik læst. Jeg ville dog ønske, jeg havde fået læst en lille smule mere, men sådan er det. Der skal også være tid til andet.

Det er som sagt et projekt, jeg har valgt at videreføre hver sommer, fordi jeg rigtig gerne vil have læst lige så mange romaner af kvinder, som af mænd. Men også fordi mit studie generelt er ret dårligt til at sætte bøger af kvinder på pensum, og så må jeg jo gøre det selv.

“Stillingen” ser lige nu således ud:

  • Bøger af mænd: 357
  • Bøger af kvinder: 259

Vi nærmer os langsomt målet! En eller anden dag, så skal der nok opstå en balance. I mellemtiden får jeg læst en masse fantastiske romaner. Jeg udvidede min deadline en lille smule, så jeg først stoppede projektet d. 4/9, altså i mandags, hvor jeg startede på studiet igen. Det betød også, jeg nåede at få The Fifth Season med på listen, og det var uden tvivl en af de bedste og stærkeste romaner, jeg har læst i løbet af sommeren. Og absolut en af de bedste fantasy romaner, jeg nogensinde har læst. Der kommer en glødende anmeldelse snart.

Jeg var derudover svært glad for When Dimple Met Rishi, The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue, The Bloody Chamber, Mrs. Dalloway og Transfervindue. Det er nogle af de romaner, der står tydeligst tilbage for mig, og som på hver sin måde fangede og optog mig. Det er dog uden tvivl stadig The Fifth Season, der tager prisen som bedste roman. Den var noget helt for sig selv.

Det var meget få bøger, jeg endte med ikke at bryde mig om. Faktisk var det kun A Visit from the Goon Squad, der slet ikke sagde mig noget. Jeg er glad for, jeg endelig fik den læst, da jeg har ejet den i en evighed, men jeg brød mig desværre overhovedet ikke om den.

Jeg kom ikke igennem alle de bøger, jeg havde planlagt at læse, men sådan går det altid. Jeg fik læst en masse andet fantastisk i stedet. Selvom jeg snart skal have fundet tid til Possession af A. S. Byatt. Den glæder jeg mig til.

Alt i alt har det endnu en gang været et virkelig fint projekt, og jeg har været mere end glad for det. Jeg regner med at fortsætte til næste sommer, men måske forkorter jeg perioden lidt. Specielt hvis jeg igen skal til Louisiana Literature, for så har jeg nok lyst til at læse et par romaner af mænd. Der har også været et par bøger, som jeg har brændt efter at læse, men som lige måtte vente til efter sommeren, og dem glæder jeg mig meget til at gå i gang med. Bl.a. Giovanni’s Room af James Baldwin.

Her er en lille liste over de titler, jeg kom igennem:

  1. When Dimple Met Rishi af Sandhya Menon
  2. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksievitj
  3. Dear Martin af Nic Stone
  4. Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò
  5. A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan
  6. Lumberjanes (Vol. 1-3)
  7. Goldie Vance (Vol. 1)
  8. The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee
  9. The Wave in the Mind af Ursula Le Guin
  10. Hickory Dickory Dock af Agatha Christie
  11. The Bloody Chamber & Other Stories af Angela Carter
  12. Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten
  13. Monstress: The Blood af Marjorie Liu og Sana Takeda
  14. Transfervindue af Maria Gerhardt
  15. What I Loved af Siri Hustvedt
  16. Girl Out of Water af Laura Silverman
  17. Emma Gad For Hvide af Anna Neye
  18. Want af Cindy Pon
  19. Mrs. Dalloway af Virginia Woolf
  20. Poesibog af Naja Marie Aidt
  21. The Fifth Season af N.K. Jemisin
  22. Goblin Market af Christina Rossetti

Hvordan gik din sommerferielæsning? Fik du læst det, du håbede? Hvad var den bedste læseoplevelse?

DSC_0784-1

Tilbageblik: August, fødselsdag og Louisiana Literature

DSC_0764-1

Bøger, jeg fik læst: 8.

Bøger, jeg anskaffede mig: 10. Jeg fik købt et par Siri Hustvedt romaner, i forbindelse med at hun gæstede Aahus (A Woman Looking At Men Looking At Women og The Blazing World) og jeg glæder mig meget til begge, som jeg også fik signeret. Jeg købte også, lidt spontant, The New York Trilogy af Paul Auster så han kunne signere den til Louisiana Literature (hvilket han gjorde!). Jeg fik Transfervindue af Maria Gerhardt og Emma Gad For Hvide af Anne Neye i fødselsdagsgave af min mor. Transfervindue fik jeg egentlig i juli, men de ryger lige sammen, som fødselsdagsbøger. Derudover købte jeg en masse andre romaner til Louisiana Literature. Det blev til Arv og Miljø af Vigdis Hjort, som jeg endte med ikke at se, men hun kommer til Aarhus senere i år. Voldens Historie af Édouard Louis, Swing Time af Zadie Smith, og At Leve af Yu Hua. Og så købte jeg Want af Cindy Pon bare fordi jeg havde lyst.

Bøger, jeg skaffede mig af med: Ingen endnu! Har lagt en del til side, men i stedet for at give dem til genbrug, så tænker jeg at lave en hylde herhjemme, hvor jeg stiller dem. Så kan dem, der besøger mig, se dem igennem og tage en med hjem, hvis de vil. Lidt inspireret af den her artikel.

Mest mindeværdige læseoplevelse: Mrs. Dalloway af Virginia Woolf, der rørte et eller andet i mig, jeg ikke helt kan sætte ord på, og The Underground Railroad af Colson Whitehead, der er en enormt kraftfuld og eminent fortælling.

Livet udover bøgerne: Jeg startede måneden ud med at være en uge på European Film College, på et kursus hvor vi lærte at skrive manuskripter til film og tv. Det var vildt fascinerende og lærerigt, så nu må vi se om jeg fortsætter med det. Jeg fyldte også 26 år i august (åh gud, jeg er tættere på 30 end på 20 nu, shit). Jeg holdt fødselsdag med hele min familie i juli, så min rigtige fødselsdag blev blot fejret på dagen med min mor og det var en vidunderligt afslappet og glad dag. Jeg var også til Louisiana Literature fredag og lørdag, der var en fantastisk oplevelse, og så var jeg så heldig at se Siri Hustvedt hele to gange, da hun var i Aarhus.

(Læse)mål for september: Uni er startet igen, så det er det primære jeg skal læse til. Derudover så vil jeg igennem N.K. Jemisins serie The Broken Earth. Jeg er allerede startet på The Fifth Season, og den er imponerende og ubehagelig og helt uovertruffen. Jeg skal også have fundet mig nogle efterårsbøger, for at fejre det endelig igen er blevet min yndlingsårstid.

 Her er en liste over de bøger, jeg fik læst:
DSC_0817-1

 

“The Underground Railroad” af Colson Whitehead

The Underground Railroad af Colson Whitehead, udgivet: 2016, 366 sider, Fleet.

DSC_0389-1

“‘Why do all this,’ she asked. “For all of us?’
‘Don’t you know? White man ain’t going to do it. We have to do it ourselves.'”

Det her er bogen, der har været på alles læber, og når man læser den forstår man hvorfor. Det er en voldsom roman, der bærer flere århundreders lidelser, smerter og racisme i sig. Det er historien om Cora, der flygter fra slaveriet med den underjordiske jernbane, der i dette tilfælde er en faktisk underjordisk jernbane.

Hvert stop på denne flugtrute byder på forskellige former for frihed og muligheder. Men Cora, der aldrig har oplevet friheden før, opdager også friheden har mange former, og at det, der i første omgang ligner frihed, i stedet kan være nye usynlige lænker.

Whiteheads største triumf er dog ikke selve plottet, men snarere hans evne til at give et nuanceret indblik i de grusomheder og umenneskeligheder sorte blev udsat for i USA. Ikke blot som slaver, men også som “frie” individer. Selv dem, der var heldige nok til at undslippe plantagerne eller købe deres frihed oplever at selvom de ikke længere er slaver, så har de ingen plads som ligestillede med hvide i samfundet. Det er blot en illusion. De bliver givet ideen om frihed, og derefter steriliseret mod deres vilje og uvidende brugt i eksperimenter med syfilis.

Det er ubehageligt at læse, og det skal det være, men det er også nødvendigt for at forstå, hvor dybe rødder racismen har, hvor mange former den tog og tager, og i hvor mange forskellige ansigter og aspekter af livet den kunne og stadig kan findes. Det er ikke blot slavehandelen, der er grusom, det er også måden, hvorpå de blev jagtet og straffet, den måde de blev myrdet og umenneskeliggjort, på plantagerne og væk fra dem.

Men The Underground Railroad handler også om drømmen om frihed. Drømmen om en bedre verden et andet sted. Det er dét jernbanen repræsenterer. Den er håbet om, at der findes et sted, hvor friheden hersker for de sorte, og hvor de kan indtage en værdig plads i samfundet og genvinde deres værdi som mennesker.

“But every slave thinks about it. In the morning and in the afternoon and in the night. Dreaming of it. Every dream a dream of escape even when it didn’t look it.”

Det er passende, synes jeg, at Whitehead gør jernbanen til noget næsten magisk og fantasifuldt. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvorfor præcis den er der. Men nogen har lavet den og måske til præcis dette formål; at hjælpe slaver med at flygte. I en roman, hvor hvide mennesker tror verden er skabt til, at de skal være på toppen, så er det passende at der lige under dem, er en konstruktion, der underminerer denne sandhed. Jernbanen kan ikke stoppes. Den kan forsinkes, forhindres, men aldrig stoppes. For der vil altid være håbet om en bedre fremtid, det skal der være, og for dem, der tør gribe chancen og risikere alting, så er jernbanen der, til at bære dem til en – måske – lysere fremtid.

Det er en stærk, brutal og enormt velskrevet roman. Whitehead er indimellem næsten poetisk i sine beskrivelser, men gemmer ikke grusomheden væk i et blomstret sprog, i stedet gør det hans beskrivelser svære at se bort fra. De hægter sig fast og tvinger os til at mærke og bære vægten af hans ord og den uretfærdighed og grusomhed han beskriver. Og indimellem håbet.

Det har taget Whitehead 17 år at føle, han var moden nok til at skrive den her roman. Det var værd at vente, for det er en fænomenal præstation og unægteligt et værk, der fortjener at blive genlæst og husket.

“Here’s one delusion: that we can escape slavery. We can’t. Its scars will never fade. When you saw your mother sold off, your father beaten, you sister abuseed by some boss or master, did you ever think you would sit here today, without chains, without the yoke, among a new family? Everything you ever knew told you that freedom was a trick – yet here you are.”

DSC_0685-1

DSC_0252-1

 

Anbefalinger #11

anbefalinger-1

Det er blevet september, og vi har officielt lagt sommeren bag os. Nu er det tid til efterårets flammende blade, mørke aftener, uldne sweaters og te under varme tæpper. Det er også tid til studiestart. Jeg starter på min kandidat på mandag og jeg glæder mig til at bevæge mig tilbage til litteraturens verden. Journalistik tog næsten livet af mig.

Men mens jeg nyder de sidste par ferie dage, så kan I nyde lidt anbefalinger.

  • The Shop Around the Corner. Jeg havde fuldstændigt glemt alt om den her film, selvom jeg faktisk har set den (det har I sikkert også), indtil jeg lyttede til Attaboy Clarence (episode 8), hvor der i et afsnit blev spillet en radiodrama version af filmen. Det er denne film You’ve Got Mail er baseret på, og den er, synes jeg, ligeså fin, hvis ikke endnu finere. Den perfekte romantiske komedie at se eller gense på en regnvejrsdag. Eller hvis man bare vil smile lidt af en charmerende James Stewart og Margaret Sullavan.
  • En anbefaling der ikke er en ting, men snarere noget I kan gøre! Jeg er begyndt at sende postkort til venner og bekendte. Jeg spurgte på twitter om nogen kunne tænke sig et brev/kort og et par svarede. Så nu sender jeg små kort og breve ude til folk, jeg kender. Der er virkelig intet helt så opmuntrende som at åbne sin postkasse og finde et vaskeægte håndskrevet brev. Så dét synes jeg I skal gøre. Udvælg et par venner, køb et billigt kort eller skriv et lille brev og send det afsted. Det vil med garanti få dem til at smile. Og her er et lille tip: Skriv altid noget pænt om dem, noget der også er sandt. Fortæl dem, hvad de betyder for dig. Make their day.
  • Call Me By Your Name af André Aciman er en af mine yndlingsromaner, og nu er den blevet til en film. Jeg glæder mig så helt ubeskriveligt til at se den, så meget at jeg slet ikke kan være i min krop. Bogen er en af den slags romaner, som jeg stadig – flere år efter jeg læste den første gang – bliver helt omtumlet af at tænke på. Den er så stærk, den er så ægte, den er så gennemtrængende, insisterende fantastisk. Og jeg glæder mig til filmen. Jeg håber, den har fanget romanens atmosfære, og det ser det ud til den har. Så se den, læs den, og glæd jer til at mærke den i hele kroppen, helt ind i det inderste.

Authors in Aarhus: Siri Hustvedt

DSC_0732-1

DSC_0749-1

“There are times where I thought of making fiction as a form of dreaming while awake.”

Jeg har været så heldig at få lov at se Siri Hustvedt to gange på én dag med Authors in Aarhus. Det første arrangement var en Masterclass på Aarhus Universitet, hvor Hustvedt debatterede med professor Mads Rosendahl Thomsen fra AU, og professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet.

Jeg endte med at sidde på forreste række og kunne nærmest række min hånd ud og røre ved Hustvedt, hvilket var en smule angstprovokerende. Specielt fordi jeg endte med at sidde der med et totalt forelsket udtryk i ansigtet og bare stirre tryllebundet på hende.

Temaet var kognition og litteratur, og hvordan litteratur er med til at forme den måde vi ser og er i verden på. Det var en meget fascinerende debat, der i høj grad handlede om, hvad der sker med os, når vi læser. De var alle tre enige om, at der sker noget med os, men præcis hvad, hvordan og hvorfor er det, der forskes i. De er også enige om at den oplevelse vi har, når vi læser eller skriver er ægte, det er ikke en falsk eller kvasi-følelse. Den er forskellig fra f.eks. oplevelse af at være til stede i rummet vi sad i, men det er stadig en reel oplevelse.

Og litteraturen bliver et sted, hvor vi kan have oplevelser, vi ellers ikke ville kunne have, specielt oplevelser af noget ubehageligt og farligt, som vi ikke ville have lyst til at opleve direkte selv. At læse disse ting berører os, både i forhold til vores bevidsthed, men også rent kropsligt. Mennesket reagerer fysisk på at læse.

Et af de mest brugte argumenter for at man bør læse, udover underholdning og viden, er at det antageligt gør os til bedre mennesker. Men, siger Hustvedt, grunden til at vi bør læse litteratur eller filosofi eller sociologi er ikke udelukkende fordi det gør os til bedre mennesker, selvom det har det potentiale, men fordi det hjælper os til at løse problemer i vores liv og i vores arbejde i andre felter. Hun siger, at du og jeg skal “read against yourself“, ment sådan at vi skal læse ting, vi ikke umiddelbart bryder os om, forstår eller er interesserede i. Det giver et bredere perspektiv og en større mental fleksibilitet. I læsningen overgiver vi os til romanens rytme og logik, og vi “lærer” at tænke på nye måder, i nye mønstre.

Litteraturen har, som sagt, potentialet til at gøre os til bedre mennesker, men det er ikke givet, at det er det, der vil ske. Det er tydeligt, at der sker noget med os, når vi læser og at læsning giver os en refleksivitet, men hvad vi gør med disse oplevelser og den refleksivitet er op til os selv. Hvis vi kun læser romaner eller tekster, der bekræfter de floskler, stereotyper og fordomme, der dominere vores samfund og vores verdensopfattelse, så er det ikke sikkert litteraturen gør noget godt for dig. Så gør den os mindre fleksible. Så vi bør læse mod os selv.

Det samme gælder specialisering indenfor et felt. Hvis du specialisere dig, uden nogensinde at bevæge dig udenfor din specialisering, så ender du i en blindgyde og kommer til at sidde fast.

Den mest interessante del af debatten var dog da de kom ind på “narrative medicine”, altså litteratur og skrivning som en form for terapi. Ikke blot noget, der kan bruges for patienter, men for alle. Hustvedt har selv haft timer med psykiatriske patienter, hvor de nærlæste korte tekster og også selv skrev, og det havde en effekt på dem. Det hjalp. Men det er et meget nyt studie, der hænger sammen med studiet i kognition og litteratur. Studiet af, hvad det gør ved os og vores bevidsthed at læse og skrive, og at læse og skrive bestemte tekster og genrer.

Det sluttede med en fantastisk debat om kvindens position i både den generelle og litterære verden. Det er en position, der konstant nedvurderes og selv for en så kendt og respekteret forfatter som Hustvedt, så er det stadig noget hun kæmper med. Der er også stadig en idé om at kvinder skriver litteratur for kvinder. Blot det at en roman har en kvindelig forfatter gør at mange mænd automatisk afviser den som værende noget for dem.

Det er den, desværre stadig relevante, debat om at mænds oplevelser er universelle, mens kvinders kun er for andre kvinder. En grund, foreslog hun, kunne være at nogle mænd har svært ved at underlægge sig en kvindes kontrol og stemme, som de vil skulle gøre ved at læse hendes roman. Kvinder har langt nemmere ved at overgive sig til mandlige stemmer – fordi det er vi nødt til. Det blev ikke sagt, men det er realiteten. Vi kan ikke undgå konstant at blive bombarderet med mandlige perspektiver, hvorimod mænd kan undgå kvinders hvis de vil. Der er en kæmpe ulighed, og derfor er jeg også evigt bitter over, vi ikke læser flere værker af kvinder på studiet.

It’s hostile, it’s angry” siger Hustvedt om den måde kvindelige forfattere og kvinder generelt bliver nedvurderet automatisk. Jeg var meget enig, og det er fantastisk at Hustvedt, som en forfatter med en stemme og en position, tager kampen op i stedet for at se til.

DSC_0737-1

Aftenens arrangement var en mere hektisk og storladet fornøjelsen. Med over 400 billetter solgt var aulaen på Aarhus universitet næsten fyldt op, og der var en fantastisk forventningsfuld summen helt indtil Hustvedt gik på. Hun blev interviewet af Andreas Roepstorff, der var dejligt skarp og ikke bange for at gå lidt i kødet på de ting Hustvedt sagde.

Hustvedt er dog, har jeg fundet ud af, en livlig og passioneret tilstedeværelse. Hun er fuldstændigt til stede i rummet og i det øjeblik hun befinder sig i. Hun lytter intenst, associere frit og trækker på et helt livs erfaring og viden uden at det bliver for intellektuelt eller elitært. Hun kunne med lethed have siddet på scenen og fortalt overfladisk om sit arbejde og forfatterskab, men i stedet er hun optaget af at lære og opdage, hvad samtalen kan ende med at give. Det er en helt vidunderlig gave og det gør det til en fornøjelse at høre hende fortælle.

De kom ind på flere af de samme emner som tidligere på dagen, men det blev på ingen måde repetitivt. Der blev talt om, hvor inspiration kommer fra, hvordan Hustvedt skriver sine romaner, og igen om kvindens position.

“This drama of the woman writer goes on in ways that continues to surprise me. I feel I’ve earned my stripes and I should just be a Writer. With a capital W. But the fact is the culture isn’t there yet.”

Specielt en roman som The Summer Without Men bliver set som en “kvinderoman”, fordi der ingen mandlige karakterer er med. Men en roman med kun mandlige karakterer ville aldrig blive set på samme måde. Litteraturen arbejder dog også med disse forventninger vi automatisk har, de fordomme vi går rundt med og som er med til at gøre verden forståelig. Den kan hjælpe os til at nedbryde dem.

De undersøgte også lidt dybere, hvordan og hvorfor litteraturen kan virke som terapi. Hustvedt fortalte, hvordan patienterne hun arbejdede med elskede Emily Dickinson og Paul Celan, ellers notoriske svære digtere, men havde sværere ved Kafka og Wallace Stevens.

“What these patients wanted, what jolted them into another place, were texts that had a powerfuld emotional tone. It did not have to be good. It could be grief, it could be anything, it could be joy, but it had to be strong.”

Det synes jeg er en ufattelig fin tanke, og det giver rigtig god mening. Jeg kan kende det fra mig selv. De øjeblikke, jeg føler mig allermest fjernet fra mig selv og transporteret ind i teksten er når den rammer noget dybt følelsesmæssigt i mig.

Hustvedt adresserede også, hvor hendes ideer kommer fra. Et spørgsmål hun anser som værende dybt, men som af mange andre anser som værende latterligt. Det skyldes, tror hun, at mange forfattere simpelthen ikke ved, hvor inspirationen kommer fra. Hun indrømmer selv at det ofte er ret vagt, at det blot kan være et billede eller en enkelt sætning, og så vokser romanen ud fra det. Indimellem ganske af sig selv. Karaktererne og historien får sit eget liv, den fortæller hende ofte, hvor den skal hen, hvad de skal gøre. Hun kan se, når det hun havde tænkt, pludselig ikke giver mening. Hun hører karakterernes stemmer, ganske bogstaveligt.

At skrive bliver en meget kropslig oplevelse, fortæller hun, og hun føler, der sker en legemliggørelse af hendes karakterer i hende selv. Selv de karakterer, der ikke minder om hende og ikke deler hendes synspunkter, dem lægger hun krop til. Hun bliver til dem på en måde.

I like becoming others. I like that play, I like that dance.

De afsluttede aftenen med, endnu en gang, at tale om Trump. En mand som Hustvedt bestemt ikke bryder sig om (og gerne vil skaffe landet af med), men hun peger også på at problemet er større end bare ham. Problemet er at så mange har stemt på ham. Problemet er racisme og misogyni. Men også en følelse, hos f.eks. Trump vælgere, af at føle sig “mindre end”, en skam over deres position. En skam som også findes i Europa, og vi er nødt til at forstå, hvad den kan drive folk til. Vreden og indignationen over Trump er på en side brugbar, men det handler også om at forstå, hvorfor det er sket, og hvordan det kan modarbejdes i fremtiden.

Det var en helt fantastisk dag, og jeg fik hele to bøger signeret efterfølgende. Jeg har endnu kun læst én af hendes bøger, men jeg glæder mig helt ekstremt til at dykke ned i hendes forfatterskab. For hvis denne dag overbeviste mig om én ting, så er det at Siri Hustvedt er en imponerende person og forfatter, der har uendeligt meget at sige. Og jeg vil hellere end gerne lytte til det hele.

DSC_0751-1

DSC_0758-1