Søndagstanker: Podcasts

DSC_0348-1

Det seneste år er jeg blevet fanget af at lytte til podcasts. Det første podcast, jeg rigtigt lyttede til var Serial, som jeg tror var mange andres introduktion til podcasts også. Men det var faktisk ikke før jeg begyndte at lytte til The Adventure Zone engang (mener jeg) sidste år, at jeg virkelig blev fanget af konceptet.

Jeg har aldrig rigtig gjort meget i at lytte til radio, jeg synes det er ret ubehageligt det er live og jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Derudover taler de sjældent om noget jeg finder interessante. Jeg har også altid været dårlig til at huske, hvornår serier, jeg gerne ville se, kom i tv. Netflix er lettere for mig at håndtere, og podcasts fylder lidt den samme rolle. Jeg kan lytte, når jeg vil, og til lige, hvad jeg vil, og jeg er sikret at dem, jeg lytter til, faktisk er personer, jeg bryder mig om og stoler på.

The Adventure Zone, skabt af McElroy brødrene, ledte mig til endnu flere McElroy podcasts. Det var en god måde at starte på, for jeg vidste McElroy brødrene var dygtige, og at deres humor passede med min. At lytte til flere af deres podcasts var en sikker start, og det gav mig langsomt modet til at starte på helt andre podcasts. Men det var først da jeg begyndte at lytte til Rose Buddies, et humoristisk og kritisk podcast om The Bachelor og Bachelorette, og The Secret History of Hollywood, et ekstremt velproduceret podcast om Hollywoods gyldne æra, at podcasts blev til en del af min hverdag. Det var med de to, jeg opdagede, præcis hvor geniale podcasts faktisk er.

Jeg har f.eks. aldrig haft en speciel interesse i at lave mad, og selvom jeg er god til at få gjort rent og afslutte de hverdags gøremål, der måtte være, så er det ikke specielt interessant. Og da mit studie rykkede til journalist højskolen sidste semester og min daglige gåtur til uni pludselig blev 50 minutter lang, så stoppede den også med at være særlig sjov.

Rose Buddies bliver delvist sponseret af noget, der hedder Blue Apron. Lidt ligesom Årstiderne, så sender de kasser ud med ingredienser og en opskrift og så laver du blot maden. Det betød værterne, Griffin og Rachel McElroy, ofte beskrev den mad de havde lavet. Og så blev jeg sulten. Og så begyndte jeg at lave mad, mens jeg lyttede til Rose Buddies. Det gjorde jeg specielt meget sidste vinter under min bachelorskrivning, for så var det både en måde at få lavet rigtig mad og lidt en overspringshandling. Men Rosebuddes formåede at gøre madlavning til en behagelig ting, jeg faktisk endte med at se lidt frem til. Pludselig frygtede jeg ikke at stå i køkkenet, altid lidt med en følelse af at jeg spildte min tid, men så i stedet frem til at lytte til en times kommentarer om reality stjernernes kaotiske kærlighedsliv i et show, jeg aldrig i mit liv har set.

Jeg kan ikke forklare helt, hvorfor jeg elsker det. Jeg elsker Rachel og Griffin, værterne for showet, der er gift i virkeligheden, jeg elsker deres forhold, deres jokes, og deres kritiske, men kærlige blik på reality dating shows. Det var en måde at koble af, at tænke på noget andet og føle, at jeg brugte min tid i køkkenet på mere end blot at lave mad.

Min gåtur til uni blev, som sagt, ændret fra 15 til 50 minutter, og da jeg elsker at gå om morgenen, fordi det giver mig en lille pause inden jeg skal op og være social, så holdt jeg stædigt fast i at gå derop. En af de første dage indså jeg, halvvejs deroppe, at det ville blive en virkelig lang tur, og musik var ikke helt nok til at distrahere mig fra kulden og trætheden. Jeg havde haft The Secret History of Hollywood downloadet i ret lang tid, men aldrig fået lyttet til det. Episoderne på flere timer afskrækkede mig en smule, og jeg var ikke helt sikker på,  hvor interesseret jeg faktisk var i Hollywoods historie. Men alt var bedre end at gå 30 minutter mere op til uni uden noget at lytte til. Så jeg satte den første episode af Bullets and Blood i gang… og forelskede mig. Jeg har grædt, grinet, heppet og fuldstændig glemt mine omgivelser, mens jeg har lyttet til det podcast. Det gjorde mine gåture alt for korte, og gav mig noget at se frem til, når jeg skulle hjem igen. Jeg har talt om det en del før, men jeg elsker det podcast. Med hele mit hjerte.

Med Rose Buddies og The Secret History of Hollywood blev podcasts stille og roligt en integreret del af min hverdag. Det er det jeg lytter til, i stedet for musik, når jeg har praktiske ting, jeg skal ordne. Eller hvis jeg blot vil slappe helt af med en kop te og sidde i min seng med lukkede øjne.

Der er sikkert en del af jer, der bruger lydbøger til præcis det samme, men jeg har aldrig helt kunne komme mig over, at der bliver oplæst langsommere end jeg selv ville kunne læse, og så er podcasts meget lettere tilgængelige. Du skal ikke betale for dem, og der er et ekstremt bredt udvalg. Du kan finde et podcast om stort set lige præcis dét, du ønsker, og kan du lide værterne, så er det egentlig ligemeget, hvad præcis de taler om. Mest af alt, så blev jeg fanget af den personlighed, jeg synes podcasts har. Det føles meget mere, som om nogen taler direkte til mig. Samtidig er det også noget værterne producere, fordi de er passionerede omkring et emne eller brænder for noget. Der er sjældent vildt mange penge i de, og alligevel har de valgt at sætte sig ned indimellem og give et par timer af deres liv til alle os andre. Jeg er også glad for serie-aspektet, altså at jeg har ikke alt indholdet på én gang. De fleste podcasts udkommer regelmæssigt enten hver eller hver anden uge. Nogle, som Serial, er kortere serier, der har en naturlig afslutning, mens andre fortsætter fra uge til uge hele året med nyt indhold.

Det betyder, at jeg hver uge kan vende tilbage til de samme stemmer, det samme format, og nyde det gode selskab. Nogle podcasts lytter jeg til, fordi de mest af alt er morsomme, andre fordi de er morsomme og lærer mig noget, og helt andre fordi de er sindssygt interessante, velproducerede og/eller giver mig en virkelig, virkelig god historie.

Jeg lytter også til et ret varieret udvalg af podcasts, selvom jeg klart hælder mere til dem, der fortæller en form for historier. Men fælles for dem alle er, at de er underholdende. De giver noget til mig, som jeg ikke føler jeg får andre steder. Jeg lytter til hver af dem af vidt forskellige grunde, men vigtigst af alt så holder de mig med selskab når jeg laver mad, rydder op, ordner vasketøj, tager toget, venter på posthuset eller handler ind. De gør alle de små, kedelige hverdagsting interessante, og fylder “spildtid” med underholdning og selskab. Det er oprigtigt indimellem lidt som at have en ven i øret, omend en ven, der ikke kræver du interagere med dem.

Det mest bemærkelsesværdige, jeg har opdaget gennem min stigende podcast besættelse, er, hvor inspirerende de kan være. Der er intet, der slår at lytte til andre mennesker dele deres lidenskab. Det er i sidste ende det, podcasts er. Det er folk, der sætter sig ned og bruger en, to eller flere timer på at tale om noget, de elsker. Noget, de gerne vil dele eller føler de kan berige verden med. Om så det er at give os 20 timer om Warner Brothers familien eller Val Lewtons indflydelse på horror-genren (The Secret History of Hollywood), eller et 50 minutters frirum fyldt med dårlige jokes og endnu dårligere råd (My Brother, My Brother and Me), kritiske og kærlige kommentarer om reality dating shows (Rose Buddies), en fantastisk, medrivende fortælling om magi og familie (The Adventure Zone), lyst til at spille alle bordrollespil, der findes (One Shot), eller lade os opsluge i et univers, hvor monstre uden tvivl er ægte (The Magnus Archives).

At der er folk, der bruger deres tid på at skabe så forskelligartede, inspirerede og velproducerede serier jeg kan lytte til, det er overvældende. Tænk, at det skulle kunne være så interessant at folde mit vasketøj, blot fordi jeg har min podcast app med. Jeg er vild med tanken om, at ligemeget hvad du er interesseret i, så findes der garanteret et podcast derude, der handler om det. Så findes der mennesker, der sætter sig ned og med glæde deler deres interesser med dig, som faktisk håber på, at du finder dem, og bliver en del af deres fællesskab. Det er en ligefrem og fantastisk måde at dykke ned i sine egne interesser, opdage helt nye af slagsen, og blive inspireret til at fordybe sig. Til selv at dykke ned i de her ting, jeg elsker og, måske, dele dem med verden. Eller i hvert fald mine venner, og dem, der læser den her blog.

Har du et (eller flere) podcast, du elsker? Jeg er altid frisk på en anbefaling, så smid det i en kommentar!

“Lumberjanes” (Vol. 1-3)

Lumberjanes (Vol. 1-3) skabt af Shannon Waters, skrevet af Noelle Stevenson og Grace Ellis, illustreret af bl.a. Brooke Allen, udgivet: 2015-2016, 110-130 sider, Boom! Studios.

DSC_0304-1

Lumberjanes følger Jo, April, Molly, Mal og Ripley, der alle er Lumberjanes, en form for pigespejdere. De tilbringer en lang sommer ude i en skov med en masse andre unge kvinder. I løbet af sommeren kommer de ud for forskellige eventyr, der alle er magiske og overnaturlige. Om så det er at redde lejren fra dinosaurer, stoppe to græske guder fra at få for meget magt eller at finde tilbage til den virkelige verden og deres venner igen.

Det er en virkelig fin serie, der vinder specielt meget på at have skabt virkelig sympatiske og interessante karakterer. Det er venskabet mellem de fem veninder, der er kernen af serien, og det er deres udvikling som karakterer og personer, der bærer historierne. Plottet selv er dog oftest også interessant og selvom det indimellem føltes lidt for fjollet eller overdrevet for mig, så forstår jeg også, at jeg lige er et par år ældre end målgruppen. Den er rette mod yngre personer, og kan med rette (og bør) læses af begge køn, selvom den selvfølgelig er et forsøg på at give unge piger de samme historier, som unge drenge automatisk får. Og det lykkes den med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket den her serie som barn, selv nu er der masser at hente i den.

Den er morsom, godt illustreret og så formår den at balancere alvor med bizarre eventyr og magiske fænomener. Jeg ville ønske vi blev givet lidt mere tid til at lære karaktererne at kende dog. Jeg læste de første tre volumes, og følte ikke jeg lærte vildt meget om de individuelle karakterer eller deres historier før de blev Lumberjanes, men det er på den anden side også en lang serie, og det giver mening at det bliver spredt ud en lille smule.

Jeg kan rigtig godt lide den, og elsker at den eksisterer. Jeg håber også den en dag bliver oversat til dansk, så jeg kan give den tidligt til mine egne børn. For bag de mærkværdige episke og fantastiske eventyr, så gemmer der sig rigtig meget visdom om livet, venskaber, familier, identitet, romantik, seksualitet og al den frygt og tvivl, der følger med at eksistere i verden. Specielt som ung. Den giver os fem vidt forskellige heltinder, og giver dem lov til at have fejl og mangler, og samtidig være elskede og heroiske. Det er en serie, der gerne vil fortælle dig, at ligemeget hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvor akavet du føler dig, så fortjener du venner, der elsker dig og vil uden tvivl finde dem. Det kan godt være I ikke kommer til at bekæmpe magiske dinosaurer eller udfordre guder, men har man de rigtige venner, så kommer til at føles sådan alligevel.

Der er heller ingen af pigerne, der er overdrevet gode. De er blot almindelige piger, der har hver deres styrker og svagheder, og som sammen redder dagen. Det er nok seriens største besked: Så længe du ikke er alene, så kan du klare hvad som helst. Og den besked kan jeg sagtens støtte op om.DSC_0298-1

“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“Den Syvende Dag” af Yu Hua

Den Syvende Dag af Yu Hua, oversat af Sidse Laugesen, org. udgivet: 2017, 229 sider, Forlaget Klim. Anmeldereksemplar fra forlaget. Udkommer: 1. august 2017. English review.

DSC_0254-1

Jeg er klar over, at jeg må finde frem til mit livs sidste indtryk, og at dette sidste indtryk må befinde sig for enden af erindringernes spind af veje. Hvis jeg finder det, vil jeg også have fundet min egen død.

Jeg fik et tidligt digitalt anmeldereksemplar af Den Syvende Dag til en læsekreds afholdt sammen med Authors in Aarhus, hvor både Yu Huas danske redaktør fra Klim og oversætteren Sidse Laugesen var til stede. Den blev afholdt i anledning af at Yu Hua gæster Aarhus i august til et arrangement med Authors in Aarhus (jeg skal med, så kom frisk!) og i starten af samme måned udkommer denne roman på dansk.

I Den Syvende Dag vågner den 41-årige Yang Fei op i efterlivet kort efter han er død. I syv dage følger vi ham, mens han vandrer rundt, reflekterer over sit liv, møder afdøde bekendte, og leder efter sin forsvundne far. Yu Huas version af efterlivet føles mest af alt som et limbo. Her må dem, der ikke har en grav, vandre indtil en efterladt i de levendes verden køber en grav til dem. Hvis de ingen familie eller venner har tilbage, så er de dømt til for evigt at eksistere i dette limbo mellem denne verden og den næste. Det er ikke hverken et helvede eller et paradis, det føles mest af alt som en forlængelse af livet, blot mere behagelig.

Mens Yang Fei vandrer denne limboverden, tænker han tilbage på sit liv før døden. På de mennesker, der formede ham, dem, han mistede og nu kan møde igen, og dem, han måtte efterlade hos de levende. Han støder på flere personer fra sit liv, der nu enten, som ham, ingen grav har eller som er på vej videre. Han lytter til deres fortællinger og hver især hjælper de ham også med at forstå hans egen død – og livet også. Og de hjælper ham med at finde hans far igen, så han kan se ham en sidste gang. Deres forhold er kernen af romanen, og rejsen mod den tabte fader (der forsvandt, mens Yang Fei var i live) er den røde tråd, der leder os gennem efterlivet.

Hver karakter Yang Fei møder har deres fortælling, der indeholder både uretfærdighed, skønhed og en skarp kritik af samfundet. Flere af deres historier har rod i reelle begivenheder, og det er derfor også en roman, der indeholder ganske grusomme skildringer af Kinas samfund. Heldigvis er karaktererne placeret i efterlivet, og ser derfor tilbage på deres liv og disse begivenheder med en vis distance. Det gør fortællingerne udholdelige at være vidne til, men formindsker ikke deres virkning. I Yu Huas korte sætninger og lettilgængelige sprog er gemt en diskret humor og en gennemtrængende empati, der gør at indlevelsen i karaktererne ikke formindskes, selv når der lægges distance til det, de har gennemlevet.

Deres historier er ganske vist forfærdelige, men efterlivet er, på trods af sin limbotilstand, ikke hverken frygtelig eller smertelig. Faktisk hersker der en mildhed og en blidhed, der ikke var til stede på samme måde i livet. Det er ikke paradisisk, men det er bedre. Dem, der er dømt til evigt at eksistere i denne verden, fortsætter de liv, de havde før, men med færre bekymringer. Det er trist og smukt på samme tid. En balance, der er ufattelig svær at bevare en hel roman igennem, men Yu Hua træder på intet tidspunkt forkert.

Sidse Laugesen har også gjort et fremragende stykke arbejde. Oversættelsen føles naturlig, flydende og selvom jeg ikke kan sammenligne med den japanske original, så føles romanen og sproget levende. Hun fanger den atmosfære, som Yu Hua opbygger og bibeholder romanens kompleksitet og nuancer.

Den Syvende Dag føles som et forsøg på at give håb til dem, for hvem livet slår fejl, på den ene eller anden måde. Yu Hua giver stemme til dem, der ikke bliver hørt og beskriver medfølende og kritisk det kinesiske samfund og kinesiske oplevelser. Han skriver karakterer, der er komplekse og sammensatte, men uden at fordømme eller ophøje dem. De er blot mennesker, der har levet forskellige liv. Disse liv har været smukke, brutale og triste, men her, på den anden side, er der et sted, hvor de kan høre til.

I efterlivets krematorie, hvor de nyligt afdøde går hen for at blive sendt videre til, hvad end der kommer efter, er der stadig klar forskel på de forskellige samfundslag. De rige har pæne sofaer at vente i, de ultrarige eller vigtige personligheder har et helt separat rum, mens alle andre må sidde på klapstole. Men så snart Yang Fei bevæger sig ud i efterlivet, i denne limboverden, hvor alle uden grav må eksistere, der er det som om klasseskellet falder fra hinanden. Her eksistere en samhørighed, der ikke er at finde andre steder. Her glider folks hud og kød af, indtil de alle er skeletter. Her kan en morder og hans offer spille skak med hinanden uden bitterhed.

Her kan de eksistere i limbo mellem fortiden og fremtiden. Fortiden bliver et distanceret minde, og det giver plads til et større håb for fremtiden. Hvis det da nogensinde er en fremtid, de får at se. Indtil da er Yu Huas svar på et efterliv værd at tilbringe syv dage – og måske en evighed – i.

Romanen udkommer den 1. august. 

Boganbefalinger: 5 Romaner Med Aseksuelle og/eller Aromantiske Hovedpersoner

DSC_0061-1

Det her er den sidste i denne omgang af LGBTQIA+ anbefalinger, og det handler om karakterer, der befinder sig på det aseksuelle og/eller aromantiske spektrum. Som aseksuel føler man ikke seksuel tiltrækning, mens man som aromantisk ikke føler nogen romantisk tiltrækning.

Det er selvfølgelig meget bredt, og nogle identificerer sig som begge dele, og nogle kun som en af de to. Andre føler måske i stedet de er demiseksuelle eller demiromantiske, hvilket vil sige de først føler seksuel/romantisk tiltrækning, når de har udviklet stærke følelser for en anden person. Deres seksuelle/romantiske følelser er derfor også udelukkende for den ene person. Der findes også Gray-A (eller Grey-A), der bruges til af dem, der ikke føler de passer på nogle af de andre definitioner. F.eks. hvis de oplever seksuel tiltrækning meget sjældent, eller kun i så lav en grad, de ikke har lyst til at handle på dem.

Vil I vide mere kan I søge lidt her.

Også denne gang er romaner, der er Own Voices (altså at karakter og forfatteren deler seksual/romantisk identitet) markeret med en *, men det er muligt det gælder flere af dem end blot den ene, jeg har markeret. Jeg markerer det (her og generelt) kun når jeg er helt sikker på, det er korrekt. Her er i hvert fald fem interessante romaner med aseksuel/aromantiske hovedpersoner.

*

Tash står bag en obskur webserie baseret på Leo Tolstoys roman Anna Karenina, der pludselig bliver voldsomt populær efter et shout-out fra en kendt youtuber. Tash skal nu forholde sig til sin nye berømmelse, presset for at levere en perfekt webserie – og muligheden for kærlighed, hvis hun altså kan få fortalt sit crush hun er aseksuel. Jeg har lyst til at læse baseret udelukkende på ideen om en Tolstoy webserie. Det er seriøst genialt.

Nancy forsvandt engang til en fantastisk, magisk verden, men nu er hun tilbage på den kostskole hun forlod, omringet af børn, der har oplevet det samme. Og hun har taget et mørke med sig. Et smukt fortalt magisk, psykologisk drama om en gruppe traumatiserede unge, der har oplevet andre verdener, og et mord, der skal løses.

  • Jughead (Vol. 1) af Chip Zdarsky and Erica Henderson (aseksuel/aromantisk rep, grafisk roman, contemporary)

Jughead er en karakter fra Archie serien, der foregår i Riverdale (hvilket nogle af jer måske kan genkende fra Riverdale serien på Netflix, der dog totalt har ignoreret at Jughead er asexual, så den droppede jeg at se). Jughead får her får sin egen historie, og den ser ud til at være fyldt med teenage shenanigans og imaginære eventyr.

  • 27 Hours af Tristina Wright (aseksuel rep, YA Sci-Fi)

Jeg har anbefalet den her før, men jeg tror det tåler at blive gentaget. En gruppe unge har 27 timer til at stoppe en krig og redde dem selv, og måske hele menneskeheden, fra monstre og ødelæggelse. Jeg glæder mig så meget til at læse den.

Jeg har hørt den her titel overraskende ofte, men jeg vidste intet om den, og slet ikke at den har en aseksuel/aromantisk hovedperson. Det er umiddelbart en smuk, tragisk og kompleks fortælling om identitet og kampen for at finde kærlighed. En unik, magisk realistisk, og nuanceret roman, som jeg virkelig er nødt til at få læst.

*

Der er yderligere lister her romaner med aseksuelle og aromantiske karakterer, selvom de ikke er så store. Det her er nok den kategori, hvor der virkelig mangler repræsentation, og ikke blot i litteraturen – alle steder. Der er desperat brug for flere fortællinger, der har aseksuelle/aromantiske karakterer, og jeg kan kun håbe, de kommer dryssende langsomt. Indtil da er det bedste jeg kan gøre, at støtte dem, der allerede har taget emnet op.

Det her var det sidste indlæg i år med LGBTQIA+ anbefalinger. Jeg vender tilbage næste år igen. Indtil da, så husk at elsk dig selv, også når verden ikke repræsenterer din identitet. Det er dem, der er forkert på den, ikke dig ❤

“The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet: 2017, 513 sider, Katherine Tegen Books/HarperCollins.

DSC_0091-1

DSC_0122-1

DSC_0096-1

I 1700-tallets England står den 18-årige Monty til at overtage hans faders forretning og gods, men der er intet han mindre vil. Han er mest af alt interesseret i at drikke, forføre kvinder og mænd, gamble og leve livet til fulde. Inden han træder ind i voksenlivet, så har Monty dog fået lov til at tilbringe et år i Europa med hans bedste ven, Percy, og Montys yngre søster, Felicity.

Men hvor Monty tror, det bliver et år, hvor han kan leve livet med Percy og enten komme sig over sin forelskelse i ham – eller se om det skulle være gengældt – så viser dig sig i stedet at handle om at få Monty til at blive voksen. Så han kan stoppe med at være tiltrukket af mænd, stoppe med at drikke, hore og være en skamplet på familien. Monty tager alligevel afsted, for om et år rejser Percy væk, og Europa vil være hans sidste tid med ham.

Deres tur i Europa tager dog hurtigt at tage en drejning mod noget langt mere alvorligt, da Monty ved et “tilfælde” kommer til at stjæle et vigtigt artefakt. Pludselig må gruppen løbe for deres liv, og forsøge at returnere artefaktet til dets rette ejer. Men det medbringer langt flere komplikationer end de kan forestille sig, og kan meget vel ændre deres liv for altid.

Jeg har ventet på udgivelsen af den her roman, siden jeg første gang opdagede den eksisterede. Jeg havde tårnhøje forventninger til den, men den formåede alligevel at overstige dem alle. Store dele af den var præcis, hvad jeg forventede. Det var en virkelig morsom, romantisk og episk rejse gennem Europa, og Monty og Percy var lige så akavede, vidunderlige og hjertebankende perfekte i deres håbløse forelskelse, som jeg havde håbet. Felicity var også præcis så handlekraftig, intelligent og ambitiøs, som jeg havde forventet. Sammen udgør de en dynamisk og charmerende trio, det var en fryd at følge gennem Europa, mens de undviger røvere, kidnappes af pirater og forsøger at stoppe de forkerte i at få fingrene i Montys tyvegods.

Men der var også en uventet dybde. Jeg regnede faktisk med at Mackenzi Lee ville se bort fra flere af de problematikker, der ville være i at romanen foregår i 1700-tallet og Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity er en ambitiøs ung kvinde, der vil meget mere end blot at lære at sy og finde sig en mand. Men Lee tager fat i de problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Montys biseksualitet er et reelt problem, og noget han kæmper med, noget der faktisk har medført en depression, fordi han ikke passer ind. Fordi hans far banker ham og bebrejder ham at han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster.

Men Monty er også uvidende omkring den kamp Percy kæmper for blot at blive set som ligeværdig med andre i samfundet. Han er ganske vist vokset op i den adelig familie, men han har langt fra de samme friheder som Monty. Monty forstår heller ikke, hvor frustrerende Felicity finder det, at han har en hel verden af uddannelser foran sig, men vælger at ødelægge det for sig selv, når hun ikke har samme muligheder, men brændende ønsker sig dem. Felicity forstår til gengæld ikke Montys seksualitet, og selvom hun elsker ham og er forstående, så tror hun også lidt på at han blot kan undertrykke det.

Det er tydeligt i den måde Lee bygger sin roman og sine karakterer op på, at hun giver karaktererne forældede syn på seksualitet, sygdom og køns- og racelighed, fordi det er den verden, de befinder sig i. Men historien er langt mere progressiv end det. Monty bruger også det meste af romanen på at mene han kan kurere Percy for hans epilepsi og at han så kan leve et godt liv. Men selvfølgelig kan Percy leve et udmærket liv med sin epilepsi, og selvfølgelig gør Monty ikke forkert i også at være tiltrukket af mænd. Lee medtager også en masse små sexistiske eller racistiske mikroaggressioner, som specielt Percy lever med. Det giver meget til romanen, at Lee ikke viger bort fra realiteten af datidens racisme, sexisme og ulighed, men i stedet viser en måde at håndtere det på, der passer sammen med de syn, vi har på disse ting i dag.

Det kunne let være blevet en roman, der blot var en god fortælling, med en sød kærlighedshistorie og et godt eventyr, men den er meget mere end det. Det er også en roman om brændende at ønske at bryde ud af samfundets normer, om at føle man ikke passer ind. Montys depressive træk, der stammer fra denne frustration og desperation over at være fanget i et liv, han ikke ønsker, var ufatteligt genkendelig og ramte mig vildt hård. Alle karaktererne har dybde, de er ikke klicheer eller stereotyper. De har fejl, reelle fejl, de fucker op og sårer hinanden, og de bærer alle sammen på byrder, de ikke helt ved, hvordan de skal dele med hinanden.

Monty virker mest af alt som om han kun er interesseret i sig selv og har svært ved at tænke på, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. Men det viser sig at han er langt mere end det. At han er dybt mærket af sin fars misbrug og en resulterende depression. Hver karakter virker umiddelbart til at være let at regne ud, men som de udfoldede sig igennem romanen opdagede jeg, hvor meget mere, de egentlig var. De var komplekse, nuancerede og overraskende.

Alt det er blandet i med et virkelig fabelagtigt eventyr, nogle fantastiske beskrivelser af Europa, og et interessant, omend lidt ligetil plot, der mindede mig en lille smule om Frankenstein, i den måde den pointerer, at hvad videnskaben kan gøre og hvad videnskaben bør gøre er to vidt forskellige ting. Men plottet er ikke reelt set pointen. Pointen er karaktererne og hvordan deres oplevelser bringer dem tættere på hinanden, tættere på dem selv, og tættere på en mere åben forståelse af verden. Hvordan nærdødsoplevelser, miskommunikation, flugt, forræderi, og kidnapning kan give dem modet til at turde vælge en fremtid, de selv kan forme. Også selvom den går imod alt det, samfundet og deres familier forsøger at fortælle dem.

Det er ikke så realistisk, måske. Men det er så velfortalt, at jeg tror på, det kan lade sig gøre. Eller at det i hvert fald bør kunne lade sig gøre, dengang og nu, og at romaner som denne er med til at holde den drøm i live.

Jeg håbede, jeg ville elske den her roman, og det gjorde jeg. Jeg er så taknemmelig for, at den viste sig at være langt mere, end jeg havde håbet på. At den har vidunderlig romantik, episk eventyr, samt følelsesmæssig dybde, og at den formår at balancere humor og seriøsitet. Det hele er vævet sammen til en nærmest perfekt roman. Tak Mackenzi Lee, for en helt ny yndlingsroman.

DSC_0100-1

DSC_0152-1

DSC_0136-1

“Giant Days” (Vol. 1-2) af John Allison og Lissa Treiman

Giant Days (Vol. 1-2) skrevet af John Allison, illustreret af Lissa Treiman, udgivet: 2015-2016, 128 sider, Boom! Studios.

DSC_0020-1

Det fantastiske ved grafiske romaner er, at de kan fortælle helt almindelige, umiddelbart mondæne historier, men gøre dem vedkommende, interessante og sjove alligevel. Det er ikke alle, der kan finde ud af det, men John Allison og Lissa Treiman gør det med stor succes i Giant Days.

Vi følger Susan, Esther og Daisy, der lige er startet på college og deler bolig på universitetet. De har kendt hinanden i to uger, men er allerede tætte venner, og Giant Days er essentielt blot deres oplevelser og erfaringer i de første år af deres spirende voksenliv.

Allison og Treiman formår dog at gøre disse formative år så morsomme, interessante og reelle som muligt. De er ofte mere dramatiske end fuldstændigt realistiske, men problemerne, oplevelserne og følelserne, der præsenteres er ægte. Det, disse karakterer står overfor, er noget alle, der har været i deres sted (altså 19-20 år) kan genkende. Hjertesorgen, panikken over eksamen, at møde en eks, tvivl omkring sin seksualitet, unødvendigt drama, og følelsen af ikke at være god nok og ikke at høre til. Det med at date nogen, du udmærket ved, du ikke burde date. Uigengældt kærlighed. Fiasko i alle aspekter af livet.

Det er alt sammen præsenteret med en forståelse, der betyder at serien hele tiden føles oprigtig, selv når den er sjov og overdrevent dramatisk. Kernen forbliver ægte. Det er også sjældent, man får lov til at se oplevelser så almindelige og hverdagsagtige få lov at fylde så meget som de gør, uden at der opstår behov for at overdrive eller overdramatisere. Det er overraskende rart, at det bare kan få lov til at handle om livet.

Der var øjeblikke, hvor jeg virkelig følte den ramte hovedet på sømmet, og jeg er sikker på mange andre har det på samme måde, men med helt andre øjeblikke. Den her beskrivelse af en feberdrøm, er f.eks. den mest præcise beskrivelse af, hvor frustrerende det er, jeg har set i mit liv:

GD 3

The world is made of concrete and wire, and I must divide it by three. This… is… so… frustrating.

Der er også scener, som jeg føler må dække universelle oplevelser. Som da Esther opdager, nogen har taget et billede af hende og lagt det på en hjemmeside, der rankerer de lækreste nye kvindelige studerende på skolen. Da hun går til rektor, siger han, at det jo blot er for sjov og at han derfor intet vil gøre. Vreden! Frustrationen! Lysten til bare at slå nogen ihjel! Og alle kvindernes harme, der leder til at de tager sagen i egen hånd.

Det er så genkendeligt, og derfor virkelig vedkommende. Susan, Esther og Daisy står ikke overfor gigantiske, overnaturlige eller verdenstruende problemer. De lever blot deres liv, med alle de komplikationer, fortrydelser, tvivl, og fantastiske øjeblikke det medfører. Jeg var virkelig grebet af historien og af alle tre karakterer. Jeg så lidt af mig selv i dem alle, og kunne nikke genkendende til meget af det, de gik igennem.

Giant Days formår at gøre hverdagen lige så interessant, sjov, og dramatisk, som den faktisk er, når man selv befinder sig i den. Den viser meget overbevisende, hvor forvirrende, fantastisk og svært det er, at være ung og skulle finde ud af, hvem man er og hvor man vil hen. Og hvor meget gode venner betyder, når man står helt alene og har lyst til at give op.

Jeg var meget positivt overrasket over, hvor dybt den her serie faktisk ramte. Der var noget meget indbydende over blot at følge tre kvinder, som lever deres liv, støtter hinanden, fucker op, og vokser op. Måske fordi jeg selv har været der, og det er rart at vide, man ikke var alene.

 

DSC_0041-1