“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. English reviewAnmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3

 

“Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, oversat af Tine Roesen, org. udgivet: 1985, Forlaget Palomar.

DSC_0752-1

DSC_0783-1

Kvindernes fortællinger er anderledes og handler om noget andet. Den ‘kvindelige’ krig har sine egne farver, sine egne lugte, sin egen belysning og sit eget følsesrum. Sine egne ord. Her er der ikke helte og fantastiske heltegerninger, her er der bare mennesker, som er optagede af umenneskelige menneskelige gøremål.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en samling af vidnesbyrd fra kvinder, der kæmpede i den sovjetiske hær eller som modstandsfolk under anden verdenskrig. De deler deres erfaringer fra både før, under og efter krigen. Som man læser romanen forstår man, at det værste måske ikke engang var krigen, mudderet, blodet og døden. Men i stedet at vende hjem, og se dig selv og dine søstre afvist. At måtte tie, fordi dit land finder dit offer ydmygende, upassende og utilgiveligt. Det værste må være at have oplevet krigens rædsler, at have kæmpet for at nå ud til fronten, at få lov at kæmpe som mændene, at sejre, at vinde, og så at måtte tie i årtier, hele sit liv, fordi krigen er for mænd. Fordi kvinder ikke passer ind i historien.

Det forsøger Svetlana Aleksijevitj at råde bod på med denne roman og det lykkes, vil jeg mene. Det meste af romanen er overgivet til disse kvinder, der tjente i militæret, som sygeplejerske, snigskytter, vaskekoner, ingeniører, infanterister, ja, hvad som helst. Kvinderne fortæller deres historier i korte eller lange citater, og det er umuligt ikke at lytte med alt, hvad man har.

Det er ikke behageligt. Det er der intet ved krig, der bør være. Men der alligevel et skiftende fokus, som disse kvinder husker krigen. Fra uforglemmelige rædsler til øjeblikke af medmenneskelighed og kærlighed. Ordet er hele tiden hos kvinderne, når de tøver, når de ikke vil mere, og når de heller ikke kan stoppe igen. Det hele er med. Nogle taler længe, andre kun kort. Nogle kan slet ikke sige noget. Der var en million af dem, og først her, 40 år senere, bliver de spurgt om deres historie.

Aleksijevitj gør det klart allerede fra start, at det er kvindernes krig, hun er interesseret i, og samtidigt, at hun er overbevist om at denne krig har været fundamentalt anderledes fra mændenes krig. At der har været og er et andet fokus hos kvinderne. Et fokus på følelserne og på detaljerne – måske på mennesket – som var anderledes fra mændene. Det er det, romanen er bygget op omkring. Dette anderledes fokus på mennesket i sin helhed og ikke krigen i sin helhed, på følelser og ikke taktikker og strategier, er det romanen søger.

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker.

Midt i min læsning endte jeg med at læse denne artikel, om hvordan Aleksijevitj i en anden roman har radikalt ændret på interviewcitater så de passede hendes historie, i stedet for at være tro mod det, der faktisk blev fortalt. Hun har selv i interviews sagt hun er imod at blive kaldt journalist, og jeg er også blevet meget tilbageholdende med at kalde dette non-fiktion. For måske er det mest af alt fiktion.

Jeg ved ikke, hvor meget, der er taget direkte fra kvinderne og hvor meget, der er ændret og fundet på. Det er nok værd ikke at tage denne roman som den pure sandhed. Det er tydeligt, der er blevet sorteret og at der er blevet udvalgt de citater, der passede på den historie Aleksijevitj gerne vil fortælle. Det er i og for sig i orden, da alt selvfølgelig ikke kan inkluderes. Men efter artiklen fandt jeg det alligevel svært at stole på, at det, der var tilbage, var uredigeret og sandfærdigt. Jeg kan umiddelbart ikke finde nogle informationer om præcis denne roman i den ene eller anden retning, så der er kun Aleksijevitj ord for det.

Det er dog også en gennemslagskraftig portrættering af en anden side af krigen, der desperat har manglet og fortjener en stemme. Hver kvinde de sin unikke historie, der giver nye og overlappende sider til en samlet fortælling om, hvad det ville sige at være kvinde i krig i den sovjettiske hær. Om at være tro mod Fædrelandet og Stalin, og senere blive forrådt af dem begge. Om at tro så meget på sejr, du kan overleve på græs eller ingenting. Så meget at du kan se dine forældre, dine børn, dine elskede myrdet og tortureret uden at give efter. Om at leve med mænd i fire år og så vende tilbage til at være kvinde i et land, der hader dig for din indsats.

Jeg tror Aleksijevitj har ret i, der er noget unikt i denne kvindelige fortælling om krigen. Om så det er fordi, der er noget fundamentalt anderledes i den kvindelige psyke (jeg tror det ikke), eller om det er fordi disse kvinder ikke fik samme træning, eller om det er fordi, der var så få kvinder, blandet med så mange mænd. Måske var det fordi der dengang herskede andre kønsidealer, som begge køn lænede sig op ad, selv i krig. Jeg ved det ikke. Aleksijevitj ved det ikke. Kvinderne ved det ikke. Det er ikke så vigtigt, for fortiden er nu engang fortid. I disse vidnesbyrd præsenteres der en tydelig forskel. En forskel, der kommer til udtryk i følelserne. I kvindernes medfølelse, som de aldrig gav slip på.

Indimellem virker det en smule, som om Aleksijevitj drejer sin roman meget i én bestemt retning, og har udeladt alle de citater og vidnesbyrd, der ikke passede på hendes vision. Det gør romanen en kende utroværdig. Jeg følte ikke det var hele historien, der blev fortalt. Hvilket er en skam, for dette er et af de eneste tilfælde, hvor denne historie faktisk bliver fortalt. Og vi er løbet tør for tid. Snart er ingen af disse kvinder i live, og så har vi kun stilheden fra graven at gøre godt med.

Det er ikke fordi disse vidnesbyrd ikke er varierede, det er snarere, at de indimellem føles for tematisk passende. Der er intet, der falder udenfor eller giver et perspektiv, der ikke passer på ideen om kvinden i krig som medfølende, empatisk, tilgivende og blød. Stærk også, og lige så modig som mændene, men samtidig er de også hele tiden denne anden ting, denne anden essens, som mændene ikke har del i.

Jeg ville have ønsket mig en mere objektiv, nuanceret fremstilling, men måske er det også et emne, der har brug for et anker. Et omdrejningspunkt, en pointe at nå frem til, så alle disse stemmer ikke bare flyder løst rundt i rummet og aldrig sætter sig fast. Jeg håber dog, der en dag komme en uredigeret version af alle de interviews, som Aleksijevitj må have til at ligge.

Forstå mig ret: Det er en roman, vi alle bør læse. Kvindernes historie er fyldt med umenneskelige rædsler, ufattelig medmenneskelighed, en overvældende kærlighed, og en stor sorg og smerte over krigen, døden og alt det, der fandt sted. Mest af alt, så er det et vigtigt vidnesbyrd om at disse kvinder var virkelige, at de ofrede alt, og at de vandt krigen. De fortjener at blive bevidnet af historien. Disse kvinder fortjener en plads i vores kollektive hukommelse.

‘Det er frygteligt at erindre det hele, men endnu frygteligere ikke at gøre det.’

DSC_0773-1

DSC_0750-1

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon, udgivet: 2017

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1