“The Fifth Season” af N.K. Jemisin

The Fifth Season (The Broken Earth #1) af N.K. Jemisin, udgivet: 2015, 468 sider, Orbit.

DSC_1004-3

You are a weapon meant to move mountains. A mere walk can’t take that out of you.

*

Der er fantasy, der føles bekendt, der bruger troper og ideer som du kender og elsker. Og så er der fantasy, der bryder grænserne for, hvad fantasy kan være.

The Fifth Season tilhører den sidste kategori. Det er en svimlende, imponerende og omfattende roman, der tør berøre dybder af menneskelig modstandskraft og grusomhed på en måde, så det sætter sig i kroppen. Det er en roman, der er gennemsyret af undertrykkelse. De tre kvinder vi følger gennemlever alle en umenneskeliggørelse.

Alle tre er orogenes, og har evnen til at manipulere med jordens materialer, de kan forårsage jordskælv, vulkanudbrud – eller forhindre dem i at opstå. De besidder enorm magt og er af samme grund frygtet som intet andet. De ses som unaturlige, monstre, ikke-mennesker. De jages vildt, medmindre de reddes af the Fulcrum, hvor de kan oplæres og begynde at tjene befolkningen.

Damaya er heldig (eller er hun? indimellem er døden en særlig nåde) og bliver indlemmet i the Fulcrum. Her lærer hun at forstå, hvad hun er, og hvilken position det placerer hende i. Syenite gennemlever realiteten af at have gennemgået træning hos the Fulcrum. Med sine evner under kontrol udnyttes hun nu af det system, der har reddet hende fra døden, og hun indser langsomt og en smule modvilligt (hvem har lyst til at indrømme, de har ladet sig underkaste?), hvor umenneskeligt et system det er. Hvor let det har lært hende at frasige sig sin egen værdi. Og så er der Essun. Hvis søn er blevet banket ihjel af hendes mand, for at besidde samme kræfter som Essun. En søn, myrdet for at kunne tale med jorden og bevæge selve verdens indre. Hendes hævntogt udvikler sig snart til andet og mere end blot en rejse mod forløsning, for i samme øjeblik opstår et gigantisk jordskælv, der flækker hele jorden – og verden begynder at gå under.

*

“‘But each of us is just another weapon, to them. Just a useful monster, just a bit of new blood to add to the breeding lines.’

*

Det er en af de mest ubehagelige romaner, jeg nogensinde har læst. Jeg var ofte nødt til at stoppe med at læse et øjeblik og blotte trække vejret. Jemisin er nådesløs i sin portrættering af umenneskeliggørelse, uretfærdighed og den vold, det er så let at udøve mod dem, vi ser som værende under os. Der er en helt ekstrem brutalitet hele vejen igennem.

Det er passende i en roman, hvor ikke kun mennesker kæmper mod mennesker, men hvor de samtidig trues af konstante apokalyptiske naturkatastrofer, såkaldte fifth seasons. Det er en sådan verden rammes af, da romanen starter. I dette apokalyptiske landskab, i en verden på kanten af ruin og udryddelse, der kæmper enkelte individer først for sig selv, og senere for at noget nyt kan opstå af asken.

Det er muligvis en brutal roman, men den er også fyldt med håb. Med troen på, at slutningen på én historie blot er starten på en ny, og at en verden i ruiner er en verden der kan genopbygges. Bedre og mere lige end før. Men først må den gamle verden forgå, og dem, vi har mistet må hævnes.

The Fifth Season er en ufattelig roman. En af de bedste jeg nogensinde har læst. Ikke blot fordi den tør gå derud, hvor den gør, men fordi Jemisin skriver med en indlevelse, der er ubeskrivelig. Hun fanger grusomheden, men også blidheden og den uendelige kærlighed, der findes i mennesket. Hun beskriver præcist og med næsten ubærlig præcision den smerte og det overgreb det er at miste sin værdi som person, at blive reduceret til at være et redskab, et våben. Jemisins karakterer besidder en realisme, det ikke altid lykkes forfattere i denne genre at gengive, og slet ikke i så høj grad som her. Den styrke disse kvinder kan finde frem, hvis de presses nok, og den uendelige kapacitet de har for forandring er beskrevet helt eminent, fordi den er blandet med smerte, frygt og tøven.

Forandring sker heller ikke altid gennem tilgivelse eller kompromis, oftere, måske, gennem enorm ødelæggelse. Denne femte sæson er ikke skabt af naturen, den er menneskelig. Det er en ødelæggelse der her videregives, som den blevet givet til dem, der forsager den. Det er en voldshandling der opstår som reaktion på en enorm misbrug og perversion af magt. En naturlig reaktion. Jorden er muligvis vred, men det menneske, der er blevet gjort værdiløst, er vredere.

Det minder mig lidt om en sætning fra en af mine yndlingsdigtere, Richard Siken: “We have not touched the stars nor are we forgiven, which brings us back to the hero’s shoulders and a gentleness that comes, not from the absence of violence, but despite the abundance of it“.

Det er let at skrive en voldsom roman, det er langt sværere at indgyde den med håb, kærlighed og blidhed uden at miste tyngde, uden at miste dybde. Men Jemisin formår det. Hun formår meget mere end det. Hun formår at skrive en fantasy roman, der både bryder grænserne for fantasy og samtidig formår at være i direkte samtale med vores nutidige samfund og vores historie. Ikke med så mange ord, men du kan fornemme det i detaljerne. Jeg er i ærefrygt over hendes talent.

*

“‘The world is what it is. Unless you destroy it and start all over again, there’s no changing it.’

DSC_1019-1

DSC_1013-1

 

Advertisements

“Poesibog” af Naja Marie Aidt

Poesibog af Naja Marie Aidt, udgivet: 2008, 91 sider, Gyldendal.

DSC_0999-1

man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt de mange større

Naja Marie Aidts Poesibog tager os tilbage til en barndom i 70’erne, og et omsorgssvigt, der har sat sig i barnet, der gennemlevede det. Bogen svinger mellem disse barndomsglimt og erindringer og voksen eller måske snarere ungdomslivet, hvor jeg’et forsøger at forene sig med den person, det er blevet til.

Det er en bog, der samler en masse forskelligartede digte. En fælles tråd igennem dem alle er en følelse af svigt, af ikke at passe ind, at være forkert, der hvor man er, men at ønske at høre til. Det er en følelse af, at blive overset, forsømt og desperat ønske sig en kærlighed, det ikke er helt til at få fat på, fordi de voksne har travlt med at realisere sig selv og deres drømme om kollektivet og friheden.

Der er bebrejdelser, men også en accept af, at den tid er gået. Det pointeres i digtene fra livet efter barndommen. Her foregår en bearbejdelse af ophavet, og livet leves og nydes og hades, som det er, på godt og ondt.

Det kommer specielt til udtryk i en anden vekslen i romanen, nemlig mellem årstiderne. Forår, vinter, sommer og efterår besøges på forskellig vis og fyldes af en anderledes længsel. “sommer åh” er noget helt særligt, og fanger meget skarpt den oplevelse det er at gå en årstid i møde, gennemleve den, nyde den, forfalde i den, og på den anden side ikke helt forstå, hvorfor denne stemning af uforløst potentiale hænger ved langt ind i september.

Vinterglæder” har lidt samme karakter. Af at stå stille, selvom man bevæger sig fremad. Af at leve et liv, stille og dybt, og fyldt med bekymringer, sorger, glæder og trivialiteter. Det er nok, synes jeg, et af de bedste digte i samlingen.

Aidts styrke er i hendes fantastisk skarpe billeder. Det betyder intet om du læser “Vinterglæder” på en varm dag i august. Du er der, du er til stede, og du føler et tilhørsforhold til dette jeg, dette menneske, der forsøger at forene sig med livet som det var og er.

Jeg har haft poesibog til at stå i flere år, og først nu har jeg læst den. Det krævede blot at jeg hørte hende på Louisiana Literature og græd mens hun talte om Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En titel, der forresten er fra et – faktisk to – digte i denne bog. Min introduktion til hende kom lidt sent. Men Naja, nu er jeg her, jeg lytter og jeg er klar til at læse mange flere af dine ord.

“Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen
i solen og den døde var levende
og vendte sig ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

DSC_0832-1

“The Underground Railroad” af Colson Whitehead

The Underground Railroad af Colson Whitehead, udgivet: 2016, 366 sider, Fleet.

DSC_0389-1

“‘Why do all this,’ she asked. “For all of us?’
‘Don’t you know? White man ain’t going to do it. We have to do it ourselves.'”

Det her er bogen, der har været på alles læber, og når man læser den forstår man hvorfor. Det er en voldsom roman, der bærer flere århundreders lidelser, smerter og racisme i sig. Det er historien om Cora, der flygter fra slaveriet med den underjordiske jernbane, der i dette tilfælde er en faktisk underjordisk jernbane.

Hvert stop på denne flugtrute byder på forskellige former for frihed og muligheder. Men Cora, der aldrig har oplevet friheden før, opdager også friheden har mange former, og at det, der i første omgang ligner frihed, i stedet kan være nye usynlige lænker.

Whiteheads største triumf er dog ikke selve plottet, men snarere hans evne til at give et nuanceret indblik i de grusomheder og umenneskeligheder sorte blev udsat for i USA. Ikke blot som slaver, men også som “frie” individer. Selv dem, der var heldige nok til at undslippe plantagerne eller købe deres frihed oplever at selvom de ikke længere er slaver, så har de ingen plads som ligestillede med hvide i samfundet. Det er blot en illusion. De bliver givet ideen om frihed, og derefter steriliseret mod deres vilje og uvidende brugt i eksperimenter med syfilis.

Det er ubehageligt at læse, og det skal det være, men det er også nødvendigt for at forstå, hvor dybe rødder racismen har, hvor mange former den tog og tager, og i hvor mange forskellige ansigter og aspekter af livet den kunne og stadig kan findes. Det er ikke blot slavehandelen, der er grusom, det er også måden, hvorpå de blev jagtet og straffet, den måde de blev myrdet og umenneskeliggjort, på plantagerne og væk fra dem.

Men The Underground Railroad handler også om drømmen om frihed. Drømmen om en bedre verden et andet sted. Det er dét jernbanen repræsenterer. Den er håbet om, at der findes et sted, hvor friheden hersker for de sorte, og hvor de kan indtage en værdig plads i samfundet og genvinde deres værdi som mennesker.

“But every slave thinks about it. In the morning and in the afternoon and in the night. Dreaming of it. Every dream a dream of escape even when it didn’t look it.”

Det er passende, synes jeg, at Whitehead gør jernbanen til noget næsten magisk og fantasifuldt. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvorfor præcis den er der. Men nogen har lavet den og måske til præcis dette formål; at hjælpe slaver med at flygte. I en roman, hvor hvide mennesker tror verden er skabt til, at de skal være på toppen, så er det passende at der lige under dem, er en konstruktion, der underminerer denne sandhed. Jernbanen kan ikke stoppes. Den kan forsinkes, forhindres, men aldrig stoppes. For der vil altid være håbet om en bedre fremtid, det skal der være, og for dem, der tør gribe chancen og risikere alting, så er jernbanen der, til at bære dem til en – måske – lysere fremtid.

Det er en stærk, brutal og enormt velskrevet roman. Whitehead er indimellem næsten poetisk i sine beskrivelser, men gemmer ikke grusomheden væk i et blomstret sprog, i stedet gør det hans beskrivelser svære at se bort fra. De hægter sig fast og tvinger os til at mærke og bære vægten af hans ord og den uretfærdighed og grusomhed han beskriver. Og indimellem håbet.

Det har taget Whitehead 17 år at føle, han var moden nok til at skrive den her roman. Det var værd at vente, for det er en fænomenal præstation og unægteligt et værk, der fortjener at blive genlæst og husket.

“Here’s one delusion: that we can escape slavery. We can’t. Its scars will never fade. When you saw your mother sold off, your father beaten, you sister abuseed by some boss or master, did you ever think you would sit here today, without chains, without the yoke, among a new family? Everything you ever knew told you that freedom was a trick – yet here you are.”

DSC_0685-1

DSC_0252-1

 

“Emma Gad For Hvide” af Anna Neye

Emma Gad For Hvide af Anna Neye, udgivet: 2017, 134 sider, Gyldendal.

DSC_0691-1

Emma Gad For Hvide er en meget flot illustreret guide til, hvordan alle vi hvide mennesker skal begå os i en verden, hvor der findes folk med andre hudfarver end os selv. Det kan være ganske svært, så Anne Neye har skrevet en humoristisk, satirisk og lettilgængelig bog, der gennemgår alle de mest presserende problematikker. Der er også billeder, citater, en quiz, nogle guides, og en opskrift, så vi ikke sidder og falder i søvn eller stopper med at læse af frustration.

Indimellem synes jeg den bliver en lille smule plat, men for det meste fanger Neye en passende balance mellem humor og alvor uden dermed at være mindre oplysende. Bogen formår at give et virkelig godt overblik over bl.a. Danmarks slaverihistorie, forskellige spørgsmål om racisme gennem tiden, og giver meget konkrete og forståelige svar på de fleste af de spørgsmål og misforståelse hvide mennesker går rundt med.

Noget af det ved man, forhåbentlig, i forvejen, mens andet vil være ny information eller et nyt blik på forskellige spørgsmål. Den er vitterligt lavet så alle kan forstå, hvad det er hun prøver at sige, og det kan virke lidt irriterende, måske, hvis man faktisk ved noget om de forskellige emner. Men jeg er imponeret over Neyes evne til at give meget komplekse problemstillinger et sprog og en fremstilling, der faktisk er tilgængelig for alle. Den forenkler dem ikke til binære tilstande, men bevarer deres komplekse natur og forklarer dem blot skarpt og klart. Så nu er der ingen undskyldning for uvidenhed. Det bliver ikke lettere at lære og forstå, hvad racisme er og hvordan vi undgår og modarbejder den.

Den giver også små meditationsguides til, hvordan os hvide skal håndtere at føle, at vi nu alle sammen kollektivt bliver anklaget for at være racistiske, selvom det ikke er lige er mig eller dig, der har gjort noget galt, men jo de andre hvide mennesker. For det er en generel ting, det med at have lyst til, når der tales om at hvide mennesker er racistiske, at sige “hovhov, ikke alle hvide mennesker” og føle sig lidt skidt tilpas, fordi man føler man bliver anklaget for noget, man ikke har gjort. Neye hjælper dig til at forstår, at det er en strukturel ting og så er der en lille øvelse du kan lave, hvis du føler dig ramt.

Det er oprigtigt en bog alle kunne have gavn af at læse, og som helt sikkert vil oplyse om dele af Danmarks og verdens fortid, som vi enten ikke kender til eller sjældent tænker på. Den forholder sig også til, hvad fortiden betyder for vores samfund i dag, vores danske selvforståelse, og den måde vi omgås hinanden på – på tværs af hudfarver og kultur.

Jeg er fan, og egentlig er det jo en genial idé. Man burde have guidebøger, som denne til mange flere ting. Jeg synes helt sikkert den burde stå på de fleste (hvide) hylder. Så man kan genlæse den regelmæssigt og sikre sig man opfører sig ordentligt, og ikke er en racistisk nar – og hvis man er det alligevel (for vi er kun mennesker og vi fucker af og til op), så kan man forstå at man er det og sige undskyld.

Vi har et ansvar, oprigtigt talt, til at forstå og modarbejde de strukturer, der findes i samfundet, og som mennesker, der ikke ligner os selv lider under. Som f.eks. racisme. Emma Gad For Hvide er et perfekt sted at starte, så start.

DSC_0696-1

DSC_0708-1

“Mrs. Dalloway” af Virginia Woolf

Mrs. Dalloway af Virginia Woolf, originalt udgivet: 1925, 146 sider, Wordsworth Classics.

DSC_0234-1

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige om Virginia Woolfs værker. Men jeg elsker hende, og jeg elsker Mrs. Dalloway, værket og karakteren. Der er noget sælsomt og ubegrænset vidunderligt over denne roman, over dens tragedie, skønhed og forførende atmosfære af nostalgi og tidløshed.

Måske elsker jeg den sådan, fordi her, lige her, formår Woolf at tage den trivielle hverdag og ophøje den til den kollage af følelser, opdagelser, erkendelser og forandringer den faktisk er. Den fanger det, livet er. Det er ikke en sentimental roman, men den er fuld af følelser. Som livet jo er. Hver dag, hver eneste dag, hele vejen igennem.

Der er kærligheden. Til manden, hun har giftet sig med, til den mand, hun kunne have valgt, og til den kvinde, det ikke var muligt at vælge. Der er fortrydelse, bitterhed, lettelse, accept og tusind andre følelser i spil hele tiden. Vi kommer igennem det hele gennem den ene eller den anden karakter, som vi følger på en enkelt, solrig dag i juni. Som de shopper, skriver breve, sover i parken, og slår sig selv ihjel.

Det er også en roman, der foregår på kanten af det Britiske Imperiums ruin og i efterdønningerne af første verdenskrig. Mrs. Dalloway køber blomster i en by og et land, der står på den anden side af et dybt traume. Et traume, det aldrig rigtigt kommer sig over, og Woolf, der udgiver romanen i 1925, kan ikke vide, at der venter endnu en krig i horisonten. Men traumet manifesterer sig i Septimus, der blandt disse glade parkgængere og almindelige folk, stadig ser de døde. Septimus, der ikke kan lægge dem bag sig, men må rable om livet, døden og sandheden, mens lægen fortæller ham, han intet fejler.

Alt imens Mrs. Dalloway forbereder sin fest og hendes gæster undrer sig over livet, som det var og som det er blevet til. Som alle Woolfs værker, så er det en introspektiv roman, der ser på menneskets væsen i forskellige tilstande, og de momenter, der tager os fra én følelse til den næste, fra erkendelse til erkendelse, og sindstilstand til sindstilstand. Og specielt kvinden, som hun bliver set på af mænd. Clarissa Dalloway er, som titlen antyder, hele romanens centrum. Selv når hun ikke er til stede, så er hun den, det hele handler om. Fordi der tænkes på hende af andre karakterer eller af læseren.

Det er specielt hendes identitet, hvordan hun ser sig selv og hvordan hun ses af andre. Hun er også langt den mest komplekse karakter, og hun veksler mellem at elske livet og glædes over de mindste ting, til at mærke vægten af tiden og de følelser, der aldrig blev udlevet. Hun virker, umiddelbart, overfladisk, men der er en overvældende dybde og nuance i hende, der i glimt og udsøgte sætninger kommer til udtryk. Hun er mere end blot værtinde, kone, bekendt, tidligere flamme, mor osv. Hun er alt dette og endnu mere. Mrs. Dalloway, værk og karakter, er en symfoni af betydning og mening.

Den er også en fryd at læse, selvom det kræver et specielt fokus. At læse Woolf er som at bevæge sig i en bølge. Den falder på stranden, trækker sig tilbage, falder igen, trækker sig tilbage. Det er den følelse af bevægelse, jeg får, når jeg læser hende. Det er den måde, synes jeg, hendes sprog og hendes karakterer bevæger sig igennem historien, som en bølge. Denne helt specielle rytme, der på en og samme tid står stille og er i konstant bevægelse.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Mrs. Dalloway ses som en af hendes største romaner. Den indfanger noget helt ekstremt menneskeligt uden at trivialisere det. Denne gave til at ophøje – eller snarere korrekt forstå og beskrive – den allermindste menneskelige sindsbevægelse er imponerende og fanger mig gang på gang.

Jeg er berørt, altid, over Woolfs evne til at indfange livets kompleksitet, dets glæder og dets enorme sorger, uden at overdrive eller overskrive det. Det får lov til blot at være, at eksistere i ord, og jeg forstår ikke, hvordan hun formår det.

Jeg har elsket alt, jeg har læst af Woolf. Men Mrs. Dalloway nok mest af alle, selvom To The Lighthouse potentielt er den mere fuldendte roman. Mrs. Dalloway rørte bare noget andet i mig. Det var en anden oplevelse. En åbenbaring af en slags, af Woolfs unikke talent, af litteraturens magt, af hverdagens kompleksitet. Af at være menneske på en solrig dag i juni, i skyggen af krigen og kærligheden. Hvor nogle finder glæde i “simply life” og andre går til fordi der intet simpelt er over livet. Ærlig talt et mesterværk af en roman.

DSC_0217-1

“Want” af Cindy Pon

Want af Cindy Pon, udgivet: 2017, 328 sider, Simon Pulse.

DSC_0420-1

DSC_0424-1

Want handler om Zhou og en gruppe af hans venner, der befinder sig i fremtiden i et Taiwan og en verden, der lider under massiv forurenelse. Det har medført en underklasse, meis, der må gå og indånde forurenet luft dag ud og dag ind, og en overklasse, yous, der har råd til højteknologiske dragter, der beskytter dem mod verden. Det betyder også at yous, specielt dem, der tjener på dragterne, har meget lidt interesse i at overkomme forureningen. Det vil Zhou og hans venner forsøge at lave om på.

Jeg er meget fascineret af ideen, der er mere end relevant lige nu. Vi risikerer meget let at ende i en fremtid, der minder om den Pon drømmer frem. Derfor var jeg skuffet over, at bogen ikke greb mig mere end den gjorde. Jeg synes starten (og her mener jeg i hvert fald de første 100 sider) halter mere end den burde, for der sker ret meget, det er bare også ekstremt forudsigeligt, og ikke overvældende velskrevet. Det flød generelt ikke vildt godt, og indimellem kom Pon med forklarende information midt i det hele. Det ødelagde flowet og rev mig helt ud af historien.

Der gik også for lang tid, før jeg følte jeg fik en fornemmelse af plottet, og så var jeg træt af den åbenlyse romantiske historie, der blev introduceret allerede fra start – og jeg blev ikke mere glad for den som tiden gik. Den virker til at eksistere uden nogen reel grund. Måske har Pon tænkt, at Zhou skulle bruge en måde at forstå, at de rige også er mennesker og det letteste var at forelskede sig i en af dem. Men det er unødvendigt og det bliver mest af alt forceret og fjerner fokus fra det faktiske plottet, der er langt mere interessant.

Plottet er at Zhou skal infiltrere you samfundet og forsøge at bringe det ned indefra ved at skaffe nok information til, at de kan bombe Jin korporationen, der står for at producere dragter til hele verden. Selvfølgelig falder Zhou for Jins datter, Daiyu, og indser at verden ikke er sort og hvid, og at de rige også har følelser osv. osv. Det er alt i alt meget, meget forudsigeligt og der er ingenting undervejs, der overrasker. Hvilket var den primære grund til, jeg ikke havde nogen speciel lyst til at blive ved med at læse. Det var åbenlyst, hvor det bar hen. Jeg sad også hele tiden og ventede på en mere konkret forklaring på, hvorfor disse personer havde fundet sammen og hvordan, men den kom aldrig rigtig.

Bogens primære problem er at den mangler dybde. Den tør ikke gå helt tæt på og virkelige dykke ned i sine problematikker. Jeg ved det er en YA roman, men det er ingen undskyldning. Jeg ville virkelig ønske, den havde brugt mere tid på at undersøge de følelser af afmagt, væmmelse, genkendelse og vrede som Zhou må føle, når han skal infiltrere en samfundsgruppe, der lever i luksus, mens mennesker på gaden dør på stribe. I stedet forelsker han sig prompte i en af dem og indser straks at de jo også er mennesker. Det er dovent og irriterende. Der er grobund for så meget mere her, men Pon bliver ved med at tage den lette vej.

Der er dog lyspunkter. Taiwan fungerer som et fantastisk setting for en historie som denne og Pon formår også at beskrive byen med nok kulør til at jeg følte, jeg var der. Det betyder også at karaktererne ikke er de samme hvide teenagere, som i alle andre romaner, men i stedet alle har forskellige asiatiske baggrunde. To af pigerne i gruppen har også et romantisk forhold, hvilket faktisk endte med at være noget af det allerbedste i romanen. Der er specielt én scene mellem dem, der er så fin og smuk, at jeg ville ønske det var det, det havde handlet om hele tiden. Ti gange bedre end Zhous romance.

Jeg synes også Pon, alt i alt, har en unik idé i forureningen og splittet mellem rig og fattig, der gøres så eksplicit gennem de dragter, som kun en lille procentdel af befolkningen har råd til. Desværre er plottet rundt om denne idé alt for svagt og forudsigeligt til virkelig at formå at opsluge eller interessere mig i det.

Ideen er god, men udførelsen for generisk. Desværre. Og alligevel græd jeg i løbet af den. Det kom bag på mig. Jeg ved ikke, om jeg helt kan give æren til romanen eller om jeg bare havde brug for at græde over et eller andet, men jeg holdt alligevel nok af karaktererne til at det skar mig i hjertet, når det gik dem dårligt.

Der ser ud til, der kommer en to’er, som jeg vil holde lidt øje med. Det her kunne blive en fin serie, hvis det viser sig Pon nu har skrevet sig fri for klicheer og er klar til at dykke endnu dybere og mere udførligt ned i sit univers. Jeg krydser fingre.

DSC_0430-1

“Girl Out of Water” af Laura Silverman

Girl Out of Water af Laura Silverman, udgivet: 2017, 350 sider, Sourcebooks Fire.

DSC_0195-1

Girl Out of Water er en ret charmerende fortælling om Anise, der må forlade sit elskede Santa Cruz, og sin surfing, for at tilbringe sommeren i Nebraska med sin far. Hendes tante har været ude for en ulykke og de må passe hendes børn.

Anise vil langt hellere tilbringe sin sommer ude i bølgerne med sine venner, der snart forlader Santa Cruz for at tage på college, men hun har også en loyalitet overfor sin familie, der trumfer hendes egne ønsker. Det var faktisk virkelig rart med en hovedperson, der ikke satte sine egne ønsker og lyster over alle andres følelser. Det er måske den ting, som den her roman gør allerbedst, og familie beskrivelserne er meget overbevisende. Anise er også en meget afrundet og hel karakter, der kæmper med at føle at hun har svigtet sine venner og samtidigt ikke ville svigte sin familie. Svigt er generelt et tema for bogen, og det kommer faktisk ret fint til udtryk.

Det viser sig selvfølgelig også at Nebraska har et par overraskelser, ikke mindst den charmerende Lincoln (med kun én arm), der introducerer Anise for en verden, hvor skating – ikke surfing – er hverdagen.

Pludselig er Anise fanget mellem to verdener: Nebraska og Santa Cruz. Og det bringer hendes dybeste frygt frem, frygten for at blive efterladt og frygten for at efterlade andre. Anises mor har altid vadet ud og ind af Anise og farens liv. Hun er væk et par år, kommer tilbage et par uger, og rejser væk igen. Og Anise er bange for hun bliver som moren. At hun har svigtet og efterladt sine venner i Santa Cruz.

Det er en ret fin problematik, specielt fordi den er så anderledes fra, hvad man normalt ser i romaner som denne. Men den skaber også et problem, fordi den måske er lidt søgt indimellem. Der er noget meget ægte og reelt over Anises følelser overfor sin mor og det svigt hun har oplevet det, men det blev ikke givet helt nok plads. Jeg fik følelsen af, at Silverman burde have valgt enten at skrive en kærlighedshistorie eller en historie, om en pige, der er bange for at svigte alle hun elsker.

De to kunne godt gå sammen, men her endte jeg i stedet med at føle ingen af de to historier fik den tid de fortjente. Og så virker det lidt urealistisk at Anise ikke selv kan se, at hun af nødvendighed er rejst fra Santa Cruz og hendes venner for en enkelt sommer, hvilket langt fra er det samme som hendes mor. Men på den anden side, hvis man har oplevet et så konstant svigt, så er frygten nok så overvældende, den er svær at se igennem.

Der er til gengæld en masse andet ved romanen, der gør den mere end værd at bruge en eftermiddag på. Alle karaktererne er helstøbte og interessante, og specielt Lincoln var jeg vild med. Det var også ret fantastisk med en handicappet love interest, og hans kemi med Anise var elektrisk. Jeg var vild med dem sammen. Og så er det setting og de elementer Silverman har inkluderet med til at give romanen et friskt pust. Anise og Lincolns passion for henholdsvis surfing og skating er med til at give historien et anderledes twist, og Silverman formår at beskrive begge ting med stor entusiasme og detaljerigdom.

Men den burde nok have forsøgt at gabe over et lidt mindre plot for det lykkes i sidste ende ikke helt at afrunde det tilfredsstillende nok. Det er selvfølgelig også en debutroman, og med det i tankerne, så er den meget velskrevet og flyder vildt godt. Hun falder i meget få klicheer og har nok originale ideer og skriver med nok indlevelse og varme til at jeg hellere end gerne vil læse noget fra hendes hånd igen.

DSC_0183-2