Authors in Aarhus: Siri Hustvedt

DSC_0732-1

DSC_0749-1

“There are times where I thought of making fiction as a form of dreaming while awake.”

Jeg har været så heldig at få lov at se Siri Hustvedt to gange på én dag med Authors in Aarhus. Det første arrangement var en Masterclass på Aarhus Universitet, hvor Hustvedt debatterede med professor Mads Rosendahl Thomsen fra AU, og professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet.

Jeg endte med at sidde på forreste række og kunne nærmest række min hånd ud og røre ved Hustvedt, hvilket var en smule angstprovokerende. Specielt fordi jeg endte med at sidde der med et totalt forelsket udtryk i ansigtet og bare stirre tryllebundet på hende.

Temaet var kognition og litteratur, og hvordan litteratur er med til at forme den måde vi ser og er i verden på. Det var en meget fascinerende debat, der i høj grad handlede om, hvad der sker med os, når vi læser. De var alle tre enige om, at der sker noget med os, men præcis hvad, hvordan og hvorfor er det, der forskes i. De er også enige om at den oplevelse vi har, når vi læser eller skriver er ægte, det er ikke en falsk eller kvasi-følelse. Den er forskellig fra f.eks. oplevelse af at være til stede i rummet vi sad i, men det er stadig en reel oplevelse.

Og litteraturen bliver et sted, hvor vi kan have oplevelser, vi ellers ikke ville kunne have, specielt oplevelser af noget ubehageligt og farligt, som vi ikke ville have lyst til at opleve direkte selv. At læse disse ting berører os, både i forhold til vores bevidsthed, men også rent kropsligt. Mennesket reagerer fysisk på at læse.

Et af de mest brugte argumenter for at man bør læse, udover underholdning og viden, er at det antageligt gør os til bedre mennesker. Men, siger Hustvedt, grunden til at vi bør læse litteratur eller filosofi eller sociologi er ikke udelukkende fordi det gør os til bedre mennesker, selvom det har det potentiale, men fordi det hjælper os til at løse problemer i vores liv og i vores arbejde i andre felter. Hun siger, at du og jeg skal “read against yourself“, ment sådan at vi skal læse ting, vi ikke umiddelbart bryder os om, forstår eller er interesserede i. Det giver et bredere perspektiv og en større mental fleksibilitet. I læsningen overgiver vi os til romanens rytme og logik, og vi “lærer” at tænke på nye måder, i nye mønstre.

Litteraturen har, som sagt, potentialet til at gøre os til bedre mennesker, men det er ikke givet, at det er det, der vil ske. Det er tydeligt, at der sker noget med os, når vi læser og at læsning giver os en refleksivitet, men hvad vi gør med disse oplevelser og den refleksivitet er op til os selv. Hvis vi kun læser romaner eller tekster, der bekræfter de floskler, stereotyper og fordomme, der dominere vores samfund og vores verdensopfattelse, så er det ikke sikkert litteraturen gør noget godt for dig. Så gør den os mindre fleksible. Så vi bør læse mod os selv.

Det samme gælder specialisering indenfor et felt. Hvis du specialisere dig, uden nogensinde at bevæge dig udenfor din specialisering, så ender du i en blindgyde og kommer til at sidde fast.

Den mest interessante del af debatten var dog da de kom ind på “narrative medicine”, altså litteratur og skrivning som en form for terapi. Ikke blot noget, der kan bruges for patienter, men for alle. Hustvedt har selv haft timer med psykiatriske patienter, hvor de nærlæste korte tekster og også selv skrev, og det havde en effekt på dem. Det hjalp. Men det er et meget nyt studie, der hænger sammen med studiet i kognition og litteratur. Studiet af, hvad det gør ved os og vores bevidsthed at læse og skrive, og at læse og skrive bestemte tekster og genrer.

Det sluttede med en fantastisk debat om kvindens position i både den generelle og litterære verden. Det er en position, der konstant nedvurderes og selv for en så kendt og respekteret forfatter som Hustvedt, så er det stadig noget hun kæmper med. Der er også stadig en idé om at kvinder skriver litteratur for kvinder. Blot det at en roman har en kvindelig forfatter gør at mange mænd automatisk afviser den som værende noget for dem.

Det er den, desværre stadig relevante, debat om at mænds oplevelser er universelle, mens kvinders kun er for andre kvinder. En grund, foreslog hun, kunne være at nogle mænd har svært ved at underlægge sig en kvindes kontrol og stemme, som de vil skulle gøre ved at læse hendes roman. Kvinder har langt nemmere ved at overgive sig til mandlige stemmer – fordi det er vi nødt til. Det blev ikke sagt, men det er realiteten. Vi kan ikke undgå konstant at blive bombarderet med mandlige perspektiver, hvorimod mænd kan undgå kvinders hvis de vil. Der er en kæmpe ulighed, og derfor er jeg også evigt bitter over, vi ikke læser flere værker af kvinder på studiet.

It’s hostile, it’s angry” siger Hustvedt om den måde kvindelige forfattere og kvinder generelt bliver nedvurderet automatisk. Jeg var meget enig, og det er fantastisk at Hustvedt, som en forfatter med en stemme og en position, tager kampen op i stedet for at se til.

DSC_0737-1

Aftenens arrangement var en mere hektisk og storladet fornøjelsen. Med over 400 billetter solgt var aulaen på Aarhus universitet næsten fyldt op, og der var en fantastisk forventningsfuld summen helt indtil Hustvedt gik på. Hun blev interviewet af Andreas Roepstorff, der var dejligt skarp og ikke bange for at gå lidt i kødet på de ting Hustvedt sagde.

Hustvedt er dog, har jeg fundet ud af, en livlig og passioneret tilstedeværelse. Hun er fuldstændigt til stede i rummet og i det øjeblik hun befinder sig i. Hun lytter intenst, associere frit og trækker på et helt livs erfaring og viden uden at det bliver for intellektuelt eller elitært. Hun kunne med lethed have siddet på scenen og fortalt overfladisk om sit arbejde og forfatterskab, men i stedet er hun optaget af at lære og opdage, hvad samtalen kan ende med at give. Det er en helt vidunderlig gave og det gør det til en fornøjelse at høre hende fortælle.

De kom ind på flere af de samme emner som tidligere på dagen, men det blev på ingen måde repetitivt. Der blev talt om, hvor inspiration kommer fra, hvordan Hustvedt skriver sine romaner, og igen om kvindens position.

“This drama of the woman writer goes on in ways that continues to surprise me. I feel I’ve earned my stripes and I should just be a Writer. With a capital W. But the fact is the culture isn’t there yet.”

Specielt en roman som The Summer Without Men bliver set som en “kvinderoman”, fordi der ingen mandlige karakterer er med. Men en roman med kun mandlige karakterer ville aldrig blive set på samme måde. Litteraturen arbejder dog også med disse forventninger vi automatisk har, de fordomme vi går rundt med og som er med til at gøre verden forståelig. Den kan hjælpe os til at nedbryde dem.

De undersøgte også lidt dybere, hvordan og hvorfor litteraturen kan virke som terapi. Hustvedt fortalte, hvordan patienterne hun arbejdede med elskede Emily Dickinson og Paul Celan, ellers notoriske svære digtere, men havde sværere ved Kafka og Wallace Stevens.

“What these patients wanted, what jolted them into another place, were texts that had a powerfuld emotional tone. It did not have to be good. It could be grief, it could be anything, it could be joy, but it had to be strong.”

Det synes jeg er en ufattelig fin tanke, og det giver rigtig god mening. Jeg kan kende det fra mig selv. De øjeblikke, jeg føler mig allermest fjernet fra mig selv og transporteret ind i teksten er når den rammer noget dybt følelsesmæssigt i mig.

Hustvedt adresserede også, hvor hendes ideer kommer fra. Et spørgsmål hun anser som værende dybt, men som af mange andre anser som værende latterligt. Det skyldes, tror hun, at mange forfattere simpelthen ikke ved, hvor inspirationen kommer fra. Hun indrømmer selv at det ofte er ret vagt, at det blot kan være et billede eller en enkelt sætning, og så vokser romanen ud fra det. Indimellem ganske af sig selv. Karaktererne og historien får sit eget liv, den fortæller hende ofte, hvor den skal hen, hvad de skal gøre. Hun kan se, når det hun havde tænkt, pludselig ikke giver mening. Hun hører karakterernes stemmer, ganske bogstaveligt.

At skrive bliver en meget kropslig oplevelse, fortæller hun, og hun føler, der sker en legemliggørelse af hendes karakterer i hende selv. Selv de karakterer, der ikke minder om hende og ikke deler hendes synspunkter, dem lægger hun krop til. Hun bliver til dem på en måde.

I like becoming others. I like that play, I like that dance.

De afsluttede aftenen med, endnu en gang, at tale om Trump. En mand som Hustvedt bestemt ikke bryder sig om (og gerne vil skaffe landet af med), men hun peger også på at problemet er større end bare ham. Problemet er at så mange har stemt på ham. Problemet er racisme og misogyni. Men også en følelse, hos f.eks. Trump vælgere, af at føle sig “mindre end”, en skam over deres position. En skam som også findes i Europa, og vi er nødt til at forstå, hvad den kan drive folk til. Vreden og indignationen over Trump er på en side brugbar, men det handler også om at forstå, hvorfor det er sket, og hvordan det kan modarbejdes i fremtiden.

Det var en helt fantastisk dag, og jeg fik hele to bøger signeret efterfølgende. Jeg har endnu kun læst én af hendes bøger, men jeg glæder mig helt ekstremt til at dykke ned i hendes forfatterskab. For hvis denne dag overbeviste mig om én ting, så er det at Siri Hustvedt er en imponerende person og forfatter, der har uendeligt meget at sige. Og jeg vil hellere end gerne lytte til det hele.

DSC_0751-1

DSC_0758-1

Advertisements

Louisiana Literature (Lørdag): Naja Marie Aidt, Édouard Louis og Zadie Smith

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafrasere og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0501-1

Lørdag tilbragte jeg den første time med blot at vandre rundt på Louisiana og købe et par postkort og nyde den forventningsfulde stemning. Det var vindstille, solen skinnede og vandet var lige ved siden af. Det var rart at have lidt tid inden det hele gik i gang. Jeg gik ved et tilfælde forbi skærmen, der viste Naja Marie Aidts interview inde i koncertsalen præcis som det gik i gang. Først tænkte jeg, jeg bare ville stå et par minutter, men jo længere jeg blev stående, jo sværere var det at forlade samtalen. Så jeg satte mig ned og blev siddende, grædende, indtil det var slut.

Aidt blev interviewet om sin nyeste roman, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af hendes ene søn, Carl, er døde for snart 2,5 år siden. Aidt var imponerende velformuleret, ærlig og åben omkring den enorme, altopslugende sorg, og interviewet handlede både om bogen og om hendes oplevelser med at skrive den og simpelthen at eksistere i sorgen. Det var ekstremt rørende, og jeg græd nærmest hele den time, de talte.

Jeg har ikke mistet nogen meget tæt på mig, men der var en sårbarhed, en følelsesmæssig ærlighed og en helt særlig vægt i de ting Aidt sagde og kom med, der rørte mig helt dybt i hjertet. Jeg kan nærmest ikke forstå, at hun har kunne skrive den bog (en bog, som jeg absolut må få læst), men når hun talte om det, gav det også mening. Det var for hende en måde, at være sammen med Carl igen. Selvom hun stadig har svært ved at tænke på ham i live, i live som barn og som ung, så blev romanen en måde at finde sammen med ham igen. Det var ærlig talt bare et helt fantastisk interview, og jeg var helt blæst væk over Aidts vilje og lyst til at tale om sin egen sorgproces, og sin skriveproces i den sorg.

Hun fortalte, at hendes sprog gik i stykker, og at hun ikke kunne skrive længere. Alligevel ønskede hun at få skrevet den her bog, for at give noget tilbage til Carl, og for ikke at bære det videre i sit forfatterskab. Så hun læste sorglitteratur, og blev inspireret af det. De blev et spejlbillede af hendes egen proces, på den tidløshed, hun befandt sig i. Hvor hun ikke kunne tænke på fremtiden, ikke engang 2 timer frem, og heller ikke tilbage i fortiden. Der var bare nuet. Og et fragmenteret, splintret sprog, der også resulterede i en splintret bog.

Titlen på bogen er taget fra et digt, der kan findes i Poesibog, og som hun skrev mens hun tænkte ret intenst på Carl, uden helt at vide hvorfor.

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose, 
et kontinent, en vinterdag, 
en dreng der sig dig an 
fra hættens mørke

Efter at have grædt over alt den skønhed og smerte, så vandrede jeg lidt hvileløst rundt, og besluttede at spise frokost. Lige som jeg havde sat mig ned på plænen med min sandwich fik jeg en besked fra Nikoline, der spurgte om, jeg lige havde sat mig ned ude på græsset. Hun havde åbenbart lige spottet mig, så vi fik hilst på hinanden og det var vildt hyggeligt at møde hende. Dog blev det lidt kort, for jeg skulle stille mig i kø til Zadie Smith og hende og Helene skulle ned og få gode pladser til Paul Auster og Siri Hustvedt senere. I kan se Helenes vlog fra det møde her og Nikolines blogindlæg her.

DSC_0606-1

DSC_0544-1

Med billetter til Zadie Smith i hus fandt jeg igen venner fra studiet og vi sad på plænen og hørte Édouard Louis blive interviewet Tore Leif med Thomas Hwan som oplæser. Louis var nok den mest dedikerede, passionerede og levende forfatter af alle dem jeg så. Jeg satte pris på deres idé om at holde interviewet på fransk/dansk og få Tore Leif til at oversætte sine egne spørgsmål og Louis’ svar løbende, men der var også en masse der gik tabt i oversættelsen. Jeg brændte sådan for at høre og forstå alt det, Louis fortalte, for han fortalte meget og længe til hvert spørgsmål, og meget af det blev ikke oversat. Det smertede mig, specielt fordi han virkelig virkede til at mene og tro på sine svar. Der var ild i ham, og hvor ville jeg gerne have mærket det mere direkte, uden buffer.

Begge hans værker er baseret på hans eget liv. Det nyeste værk, Voldens Historie, er hans fortælling om den voldtægt og drabsforsøg, han var udsat for af en mand, han havde taget med hjem. Han følte at hans fortælling blev stjålet fra ham og forvrænget for hver gang han fortalte den efterfølgende til sygeplejersker, politi, venner, og romanen blev en måde at tage fortællingen tilbage og give sin egen beretning, der er anderledes fra den, der vil fremgå af statens og politiets papirer.

I forhold til litteraturen generelt så er han er interesseret i en mere generel sandhed, ikke en kunstnerisk sandhed, men en sandhed om, hvordan samfundet og verden hænger sammen, og den vold vi udøver mod hinanden. Både den fysiske og psykiske vold, men også den strukturelle vold, som vi ikke længere ser, men har vænnet os til. Den der udøves på os på et strukturelt og samfundsmæssigt niveau, i form af blandt andet klasseforskelle og ulighed, der er sat i system.

Han er også frustreret over dem, der hele tiden klager over, at andre kalder sig ofre. Problemet er ikke, at folk taler om den måde, de lider pga. racisme, sexisme, homofobi osv., men at disse uligheder og den vold eksisterer. Det skal vi tale om, og det er det, han gerne vil med sine romaner. Han vil gerne udligne modsigelsen mellem den måde verden ser ud og den verden, som litteraturen præsentere. Han vil gerne have, der bliver talt mere om de problemer, samfundet lider under og som vi alle ved, vi lider under (klimaforandringer, vold, flygtninge, der drukner, folk, der må arbejde for ingenting og ødelægge deres krop).

Til daglig læser han sociologi, og her har han fundet en måde at forstå, de ting, der sker samfundsmæssigt. Det fik ham også til at forstå hans egen familie og den vold de udøvede mod ham. Sociologien, siger han, er en videnskab, der forsøger at opfinde redskaber til at finde og forstå sandheder. Det er også det, han vil med sine romaner.

De er derfor heller ikke bare litteratur, men forsøger at beskrive noget sandt. Han var meget frustreret over, at da han havde meldt voldtægten og drabsforsøget, så skulle der lægges sag an mod gerningsmanden, selvom Louis ikke var interesseret i det. Det var ude af hans hænder. Det er staten, forklarer han, der vil straffe og dermed udøve mere vold, mens han selv gerne vil forstå og forklare, hvorfor disse ting sker og kan lade sig gøre.

Han var ekstremt interessant at lytte til, og jeg er spændt på at se, hvor hans forfatterskab bærer hen og hvad han skaber fremover. Det kan kun blive noget, der skubber til de grænser, vi har opsat og klynger os til. Jeg fik desværre ikke signeret min bog, for vi skulle skynde os op til Zadie Smith, så jeg håber han kommer tilbage til Danmark en dag.

DSC_0616-1

DSC_0671-1

Så var det tid til Zadie Smith, der blev interviewet af Synne Rifbjerg., og det var en fornøjelse. Jeg elskede hendes måde, at være i rummet på, helt tilpas og tilstede på en meget konkret måde. Jeg kan ikke forklare det helt, men hun virkede meget jordbundet.

Interviewet gik lidt i øst og vest, og der blev ikke gået så meget i dybden med nogle af emnerne, som jeg kunne have håbet. Men Zadie Smith var meget interessant at lytte til og hun havde nogle spændende pointer. Specielt omkring ikke at være bevidst om sin egen historie. Storbritanniens multikulturelle historie går mindst 1000 år tilbage i tiden, men det er ikke noget det almene menneske ved, og det gør noget ved en, sagde hun, “not knowing what you’re doing somewhere”. Denne følelse af ikke at være en del af historien i det land, man er født i, selvom det modsatte faktisk er tilfældet.

Hun fortalte, i forhold til Swing Time, at hun var inspieret af den måde hendes datter interagerede med sine veninder. Den ekstreme og radikale empati de har for hinanden, og ikke på den pæne måde, men den måde, de er intenst interesserede i hinandens liv, og hvad der foregår i disse liv, når de ikke er tilstede. Hun fortalte at en skoleveninde til hendes datter havde spurgt Zadie Smith ind til, i detaljer, hvad der skulle ske, når datteren kom hjem og var væk fra veninden. Det er en del af romanen, den måde kvinder, bliver en del af hinandens liv, der er anderledes fra mænds, og kvindens evne til at forestille sig andres liv i detaljer.

De kom også ind på race i dag, og Smith talte om den måde, hvorpå unge sorte mennesker eksistere og behandles anderledes. At der er større risiko for at sorte unge bliver suspenderet fra skole, og har sværere ved at klare sig senere i livet på grund af den måde de behandles på. Hun fortalte at hun selv havde været et virkelig ordentligt barn, der opførte sig pænt, men at det også kommer med en grad af selvhad, hvorfor skal jeg opføre mig dobbelt så godt som alle andre, for at blive behandlet på samme måde? Så hun havde respekt for dem, der turde opføre sig dårligt, selvom de kom i problemer, som f.eks. Tracy i romanen.

Hun mener, at alle mennesker har noget at give til verden, en evne, som de skal finde en måde at anvende på. Et af de største tab i forhold til slaveri, og racisme og sexisme i dag også, er den enorme mængde af evne og værdi, der går tabt, fordi disse mennesker ikke får lov til at udleve deres potentiale, men bliver brudt ned i stedet.

Der blev ikke talt så meget generelt om Swing Time, desværre, men det var en spændende diskussion alligevel. Til sidst fik vi alle sammen signeret vores bøger, og at se Zadie Smith smile til en er lidt ligesom at se solen stå op.

Lige bagefter løb jeg ud og satte mig for at lytte til Siri Hustvedt og Paul Auster i samtale med Kim Skotte. Der var helt fuldstændigt fyldt op, så jeg kunne ikke se dem, men jeg lyttede til deres samtale. Det er to meget imponerende og lidt frygtindgydende intellekter, men de var overraskende nede på jorden, og selvfølgelig latterligt spændende at lytte til. Jeg nåede kun den sidste halvdel, der mest var oplæsning, men jeg nød at sidde i græsset og bevidne de to diskutere livet og litteraturen.

Bagefter kæmpede jeg mig vej ind for at få Paul Austers signatur (Siri skulle også til Aarhus, så hende ventede jeg med), og det var et mareridt, men jeg fik den.

Alt i alt var begge dage en kæmpe succes og jeg vil så gerne afsted igen næste år. Måske hvor jeg kan slappe mere af og har slæbt færre bøger med til signering. For Louisiana Museet er som skabt til også bare at slynge sig i græsset eller vandre langsomt rundt og nyde at man er der.

DSC_0680-1

Louisiana Literature (Fredag): Svetlana Alexievich og Colson Whitehead

Jeg tog noter under de fleste arrangementer, men jeg parafraserer og skriver ud fra hukommelsen og egen tolkning, så I skal endelig ikke tro det hele er direkte fra forfatterne.

DSC_0502-1

I år var jeg for første gang til Louisiana Literature, og selvfølgelig ønskede jeg straks, jeg havde været afsted alle årene i mit liv. Ikke blot fordi, der var nogle helt fænomenale navne, men fordi Louisiana Museet, der danner baggrund for arrangementet, er et helt fantastisk sted. Faktisk, tror jeg, et af de bedste steder i Danmark. Jeg var med det samme fuldstændigt forelsket.

Jeg var dog kun med fredag og lørdag, men det var også nok. Jeg er helt mættet og tilfreds af indtryk og gode oplevelser. Selvom jeg er virkelig ked af, at være gået glip af Colson Whitehead og Édouard Louis i samtale med hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, det var andet end spændende.

Jeg ankom fredag 10.45, og stod så lidt i kø for at komme ind på museet, der først åbner kl. 11. Vejret var med os, og der var højt solskin, og en spændt summen fra alle de besøgende. Da jeg kom ind ilede jeg straks ud mod plænen til Parkscenen, hvor Svetlana Alexievich skulle på 12.30. Jeg farede lidt forvildet rundt først, da jeg aldrig har været der før, men fandt det til sidst. Der stod jeg så i cirka halvanden time og ventede, så jeg var sikker på at få en plads i teltet. Det gjorde ikke så meget, for solen skinnede og der var den fineste udsigt til havet. Louisiana er virkelig placeret et helt fantastisk smukt sted.

12.40 gik Svetlana på scenen med Carsten Jensen som interviewer, Lars P. Poulsen som oversætter og Jens Albinus som oplæser. Det er altid lidt besværligt at interviewe, når alt der bliver sagt skal gennem oversætteren først, og derfor kom interviewet ikke meget ud over en gentagelse af de ting, der står i hendes bøger allerede. Men det var alligevel en stor oplevelse at sidde så tæt på et menneske, der har gjort det til sin mission at fortælle, det “lille menneskes” historie. En forfatter, der har brugt det meste af sit liv, på at fortælle de historier, der er blevet fortiet og fornægtet.

Jeg var også meget interesseret i hendes idé om at dokumentet (hun kaldte det vist også et følelsesdokument) ikke er en fast størrelse, men noget der bevæger sig med mennesket og ændres efter vores oplevelser. Derfor er hendes romaner heller ikke journalistiske eller historiske som sådan, for det er ikke det, hun forsøger at fange, men snarere mennesket bag historien. Hun siger, at det er muligt at skabe en bog fra alle de stykker, der er i og udgør et menneske.

Hun har tit, fortalte hun, været fortabt, fordi det er så barske, voldsomme historier hun arbejder med, men hun har alligevel kæmpet sig tilbage gang på gang, og givet sig i kast med nye værker. Det er imponerende. Jeg kan ikke huske, hvem af dem præcis, der sagde følgende, men jeg har skrevet det ned i mine noter og det er så fint et citat, der meget godt indrammer, hvad det er Svetlana forsøger med sin litteratur: “Du kan ikke have to hjerter, et fyldt af had og et fyldt af kærlighed. Du har kun ét hjerte og du må kæmpe for at det er fyldt af kærlighed.

DSC_0499-1

DSC_0516

Efter Svetlana havde jeg en pause i programmet, for det eneste jeg havde, jeg virkelig skulle nå resten af dagen var Colson Whitehead, der var på i Koncertsalen 19.00. Jeg gik lidt rundt på museet og så Marina Abramovic udstillingen, der var meget imponerende. Den inkluderede en hel del af hendes mere kendte værker, mange af dem performative, så det var blot videoinstallationerne af dem. Jeg var specielt betaget af “The Kitchen V: Holding the Milk“, der af en eller anden grund virkelig rørte noget i mig.

Så stødte jeg tilfældigt på nogle fra mit studie, og sad med dem og spiste frokost, og hørte en lille smule af Eileen Myles, der læste op på Parkscenen. Jeg skal virkelig have læst noget af hende. Jeg stod en lille time i kø fra 17 til 18, for at få en billet til Colson Whitehead, som jeg absolut ikke ville gå glip af. Indtil kl. 19, hvor Colson Whitehead gik på, listede jeg lidt mere rundt på Louisiana. Jeg hørte en smule af Nástio Mosquito (sidste billede her på siden), der performede på Villascenen. Han oplæste tekster, en slags spoken word, der også var sang, og det var virkelig godt. Han virkede så talentfuld og passioneret og som om han havde en masse på hjerte. Jeg gad godt, jeg havde sat mig ned og set det hele.

Colson Whitehead var en fantastisk afslutning på aftenen. Der blev talt lidt om The Underground Railroad, som han har haft ideen til i 17 år, men ikke følte han var klar til at skrive før for nylig. Cora, romanens hovedperson, var et forsøg på at udfordre sig selv, men også en måde at udtrykke en specifik slaveri-oplevelse, som kvinder har. Romanen er et forsøg på at udtrykke den vold og den ondskab, der hviler i mennesket, og som stadig hviler i mennesket, og tillader ting som slaveri og folkedrab på Native Americans. Ridgeway er også, udover at være en formidabel antagonist til Cora, der er en formidabel protagonist, symbolet på de forskellige destruktive energier, der har været med til at forme og skabe USA, som vi kender det i dag. Under sin research gik det også op for ham, hvor mirakuløst det er, at hans forfædre overhovedet overlevede, og romanen bliver derfor også et minde til dem og den overlevelse.

De kom også ind på politik i dag og det samfund, Whiteheads børn skal vokse op i. Han siger, at man er nødt til at håbe på, at i morgen bliver bedre. Det er også en del af romanen, dette håb Cora har, om at der må være et sted derude, der er bedre end her. Det har han også undersøgt i en af hans andre romaner. Uden det håb, så kan man ikke fortsætte.

Whitehead har en del andre romaner bag sig, og det blev der også talt lidt om. Han har åbenbart bevæget sig i en masse forskellige genrer. Jeg blev meget interesseret i at læse hans resterende forfatterskab, ikke bare fordi The Underground Railroad var så imponerende, men fordi Whitehead virkede som en ufattelig alsidig forfatter. Jeg var også overrasket over hans humor, måske fordi The Underground Railroad er en meget alvorlig roman. Han læste højt fra sin Ipad, fordi, som han sagde, “I have very little upper-body strength”, og han fortalte, han synes forfatter lød som et fedt job, fordi “you can work from home and don’t have to talk to people.

Jeg var ret vild med ham og hans personlighed. Og bagefter fik jeg signeret min bog, hvilket var det bedste i verden. Nu skal jeg bare beslutte, hvilken af hans tidligere bøger, jeg skal læse først.

DSC_0551-1

DSC_0542-1

 

Readathon 2017 opdateringer #1

Det er tid til at begynde dette års første readathon. I dette indlæg vil jeg løbende opdatere med de bøger, jeg får læst, kommentarer, billeder og observationer om, hvor træt jeg er, og – når det bliver rigtig sent – hvor svært det er at læse ord i det hele taget, og hvor meget hellere jeg vil sove. Hvilket jeg nok ender med at gøre…

Ligemeget hvad, så glæder jeg mig til 24 timer med (forhåbentlig) gode bøger, godt virtuelt selskab og uendelige snacks. Held og lykke til alle jer læsere derude ❤

DSC_0765-1

DSC_0810-1

9:42 – Om et par timer går det løs! Mine bøger fra saxo er ikke kommet, desværre. Så jeg må gemme Monstress og Black Panther til en anden gang. Nu vil jeg gå i bad, gøre rent på mit værelse og nok tage et par billeder, så jeg er helt klar kl. 14.

12:10 – Jeg vil nu købe de sidste snacks, lave lidt te og så lave en liste over alle de personer, hvis læsedøgn jeg gerne vil følge. Åh, jeg glæder mig så meget.

14:01 – Så er vi officielt i gang! Min første bog bliver The Day of the Triffids af John Wyndham. Skriften er super lille, så tænker jeg hellere må få den klaret, mens det stadig er lyst. Det er en sci-fi roman, hvor stortset hele kloden bliver blinde efter et kosmisk event, og i kaosset rykker disse triffids ind og begynder at angribe. Tror den bliver sjov!

16:03 – Der er allerede gået to timer! Tiden flyver afsted. Min første bog er glimrende, og faktisk overraskende spændende. Håber I får læst noget godt 🙂

19:14 – Den bog tog mig lidt længere tid end jeg havde troet, men nu har jeg vendt sidste side. Den var ret god, og føltes lidt som en zombie fortælling, bare hvor det ikke er zombies, men store, kødædende planter (der kan bevæge sig rundt!) og blindhed, der har ramt næsten alle på jorden, der får civilisationen til at kollapse. Rigtig fed bog, og vildt interessant idé, der måske specielt nu med global opvarmning får lidt ekstra resonans. Nu vil jeg lave lidt aftensmad, og så vil jeg bevæge mig videre til Nights at the Circus af Angela Carter.

21:43 – Jeg synes, jeg er blevet lidt træt. Det er ikke engang sent, men det at sidde og læse i sin seng er farligt! Jeg er påbegyndt Nights at the Circus, har kun læst 50 sider, men den er indtil videre meget lovende. Inden jeg fortsætter vil jeg gå en kort tur og lige friske mig selv lidt op.

23:45 – Jeg ved ikke, hvad der sker, men har totalt mistet min læselyst. Kan mærke jeg er helt udmattet mentalt, og ikke helt kan overskue at fokusere så intenst som læsningen kræver lige nu. Ikke fordi jeg er søvnig, jeg har bare været for stresset på det seneste og det kan jeg virkelig mærke nu. Måske bør jeg bare gå i seng.

00:05 – Jeg var LIGE ved at give op. Må erkende jeg ikke kan overskue nogle af de bøger, jeg har udvalgt. Så har lagt Nights at the Circus fra mig og i stedet har jeg fundet Equal Rites af Terry Pratchett frem, og den tror jeg er lige, hvad jeg har brug for.

01:01 – Terry Pratchett er den helt perfekte readathon bog. Jeg er dog meget træt, så nu vil jeg sove. Jeg vil forsøge at færdiggøre Pratchett og Carter bøgerne i morgen, hvis jeg kan. Har slet ikke fået læst så meget, som jeg gerne ville denne gang. Men man skal også huske at lytte til sin krop! Håber det går godt for jer andre derude ❤

07:34 – Jeg er oppe igen, og klar til at færdiglæse Pratchett. Jeg har lavet mig lidt te, lidt frisk frugt og så er det ellers i gang med at læse igen.

9:48Equal Rites var en fornøjelse. Måske skal jeg bare altid sætte en Discworld bog på mine readathon læselister.  Nu vil jeg enten forsøge at læse Nights at the Circus færdig eller måske begynde på The Fishermen af Chigozie Obioma.

10:30 – Jeg har taget en lille pause, og læst lidt af Sandman serien af Neil Gaiman. Nu er det tid til at genoptage Nights at the Circus.

12:58 – Jeg er færdig med Nights at the Circus! En fantastisk, lidt magisk realistisk roman om det mærkværdige og utrolige. Vildt fascinerende fortælling. Nu vil jeg læse lidt mere Sandman, og så måske begynde en lille smule på The Fishermen. Jeg kan ikke nå særlig meget af den, men så ved jeg da, hvad jeg skal læse, når readathonet er forbi.

14:03 – Så er dette års readathon forbi. Nu er det tid til at opsummere – og til at tage en lille lur. Håber I alle har haft nogle fantastiske 24 timer, og har fået læst nogle gode bøger.

Opsummering:

Bøger læst:
The Day of the Triffids af John Wyndham
Equal Rites af Terry Pratchett
Nights at the Circus af Angela Carter
Preludes and Nocturnes (Sandman #1) af Neil Gaiman og andre.
The Doll’s House (Sandman #2) af Neil Gaiman og andre.

Antal sider læst: 1295
Timer sovet: 6 timer

I år var et lidt underligt readathon. Jeg fik i sidste ende læst lige så meget som sidste år, hvilket nok skyldes Sandman, der var lidt hurtigere at komme igenne, for har sovet mere og også haft en del sværere ved faktisk at få læst noget.

Da det blev sent kunne jeg virkelig mærke, hvor stresset jeg har været på det seneste, og bare tanken om at skulle være oppe hele natten var slet ikke til at bære. Så jeg endte med at sove det meste af natten. Jeg stod op kl. 7 og læste så videre og færdiggjorde de bøger, jeg ikke var kommet igennem i går aftes.

Alt i alt har det været hyggeligt, og som altid sjovt at være med. Jeg skal dog i fremtiden virkelig være bedre til at forberede min læsestack. Der skal ikke være nogle svære bøger, for så går jeg helt kold. Nights at the Circus var fantastisk, men den var også kompliceret at læse med sin smukke prosa, lange sætninger og begrænsede plot. Lette bøger med spændende plots er nøglen til at kunne holde sig vågen, tror jeg.

The Day of the Triffids var rigtig interessant, og Terry Prachetts Discworld serie er altid vidunderlig at besøge, men Nights at the Circus var nok den bedste af dem – jeg skulle bare ikke have læst den så sent. Jeg er til gengæld blevet meget fanget af Sandman serien, så den vil jeg forsøge at arbejde mig igennem de næste par uger.

En lidt sjov ting: Det er som om, at hver gang jeg sætter en bog på min liste, som jeg bare skal igennem, så får jeg den aldrig læst. Sidste år var det Song of Solomon og i år var det I Capture the Castle. Det er en irriterende tendens!

Hvordan gik det for jer? Og hvad var den bedste bog I læste?

DSC_0799-1

DSC_0823-1

Dewey’s Readathon April 2017

DSC_0752-1

Det er atter blevet tid til Dewey’s Readathon! Det starter i Danmark kl. 14 på lørdag og, som altid har jeg tænkt meget lidt over min læsestak. Jeg har derfor forsøgt at stykke en sammen lige nu, mest baseret på bøger, jeg virkelig burde få læst. Jeg planlagde egentlig ikke at købe nogle bøger til formålet, da jeg gerne vil læse bøger, jeg allerede ejer, men jeg kom alligevel til at købe to (“kom til”). Jeg håber de når at komme i tide! Der kommer et indlæg lørdag, hvor jeg vil opdatere løbende med mine fremskridt, hvilke bøger, jeg får læst og hvornår jeg, uden tvivl, falder i søvn.

I kan følge med både her på min blog, på min instagram og på twitter.

Sidste gang fortrød jeg, at jeg startede med My Brilliant Friend af Elena Ferrante, da det var en alt for tung bog at begynde med. Jeg forsøger at holde mine valg ret let tilgængelige denne gang, så jeg kan holde til at være søvnig under min læsning uden at miste for meget. Jeg har varieret det ret godt, synes jeg, så jeg har en masse forskellige bøger at vælge fra. Jeg har også bestilt to bøger, nemlig Monstress af Marjorie M. Liu og Black Panther af Ta-Nehisi Coates, som jeg også vil læse, hvis de når frem. 

Lige nu ser min læsestak således ud:

  • The Day of the Triffids af John Wyndham
  • The Bloody Chamber af Angela Carter
  • The Fishermen af Chigozie Obioma
  • Nervernes Adresse af Lea Marie Løppentin
  • I Capture The Castle af Dodie Smith
  • Vile Bodies af Evelyn Waugh
  • Nights at the Circus af Angela Carter
  • Black Panther af Ta-Nehisi Coates
  • Monstress af Marjorie M. Liu

Jeg kan ikke nå dem alle sammen, men har sat nogle ekstra på, og så må vi se, hvad jeg føler for at læse, når vi kommer dertil. Jeg har gjort mit bedste for at blande genrer og holdt mig til bøger, der er forholdsvis korte. Hvis I kan anbefale en af dem ekstra meget, så må I gerne sige til!

Jeg har også hele Sandman serien af Neil Gaiman til at stå, så det kan meget vel være, jeg læser et par af dem indimellem de andre bøger.

Fortæl mig endelig om I skal være med, og hvor jeg kan følge jeres læsedøgn!

Og, vigtigste af alt, har I nogle gode forslag til snacks? Jeg har intet købt endnu og er ret blank i forhold til ideer.

DSC_0754-1

Readathon 2016 opdateringer #1

Så er det tid for efterårets readathon. Det her indlæg vil blive opdateret løbende med kommentarer og måske billeder. Jeg glæder mig vildt meget til at gå igang, og håber alle får nogle vidunderlige 24 timer med læsning, snacks og hygge.

dsc_0467-1

dsc_0487-1

11:03 – Kun tre timer til readathon start! Jeg er stadig syg, så hvorvidt jeg kan holde mig vågen alle 24 timer bliver spændende. Jeg mangler bare at handle lidt ind, og så er jeg klar.

12:56 – Alt er klar, og nu vil jeg bruge den næste time på at lave te, forberede snacks, og finde alle de bloggere, hvis døgn jeg gerne vil følge med i, og komme endnu mere i læsehumør.

14:00 – Så er vi igang! Min første bog er Elena Ferrantes My Brilliant Friend, og jeg glæder mig så meget. Har kun hørt gode ting om den (og at man åbenbart bliver helt opslugt af serien), så tror det bliver den perfekte start.

15:49 – Jeg er kommet godt i gang med Ferrante, og det er indtil videre en virkelig, virkelig god bog. Lige nu holder jeg en kort pause, for at ordne noget musik. Spotify valgte at lukke ned for sig selv, så nu må jeg finde min Ipod frem med lidt fint klavermusik.

17:29 – Jeg er lidt over halvvejs med Ferrante. Den bog er godt nok ikke en, man bare lige haster igennem. Den er tilgengæld virkelig fint skrevet og venskabet mellem Elena og Lila er så fuld af skønhed og smerte. Jeg er så glad for de to allerede. Jeg var næsten ved at falde i søvn på et tidspunkt, men jeg holdt igen, og er nu for opslugt af min bog til, at jeg tror søvn bliver et problem.

19:25 -Det er blevet tid til lidt aftensmad! Og så vil jeg færdiggøre Ferrante. Den her bog har taget mig længere end jeg troede den ville.

20:34 – Er endelig blevet færdig med My Brilliant Friend og den var virkelig god. Men overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet, hvilket kun gjorde den bedre, tror jeg. Og så kan jeg godt forstå, hvorfor folk skynder sig ud og anskaffer sig de næste bøger. Man har sådan lyst til at vide, hvad der sker. Den slutter på en måde med en lidt beskeden cliffhanger. Nu vil jeg gå en lille tur, og når jeg kommer tilbage starte en ny bog.

21:17 – Gik en frisk og meget våd tur. Jeg fik også helt vildt lyst til en sund snack, men gad ikke lave en salat, så har bare købt en agurk. En hel agurk. Som jeg nu vil spise. Måske skærer jeg den lige i nogle skiver, det er lidt mere fancy.

21:18 – Hov, og ja, så bliver min næste bog nok The Coldest Girl in Coldtown!

00:01 – Jeg er, overraskende nok, ikke vildt træt. Jeg er ret overtræt, men det er ikke så slemt, som jeg havde forventet. Jeg tænker, jeg læser den her bog færdig, og så kan det være jeg sover, da jeg stadig er syg, og det nok er det rigtige at gøre. Måske læser jeg lige en Little Black Classic inden, eller starter Red Queen. Vi får se!

03:11 –  Så klokken er tre og jeg er varm, tung og alt er mørkt. Jeg har læst The Coldest Girl in Coldtown færdig og den jeg kunne virkelig godt lide den. Og en perfekt bog at læse om natten, jo. Jeg føler egentlig, jeg sagtens kunne være oppe et par timer mere, men tror jeg vælger at gå i seng, så jeg er mere frisk imorgen. Hepper på de af jer, der bliver oppe!

03:21 –  Ej, okay, før jeg sover læser jeg lige lidt af Emily Brontës The Night is Darkening Round Me, fordi, ja, natten bliver mørkere omkring mig, og hvilken mere passende titel at læse klokken tre om natten?

04:07  – Så går jeg endelig i seng. Brontë var dyster, men god.

09:13 – Jeg er vågnet igen! Og klar til at starte Red Queen af Victoria Aveyard. Jeg er stadig ret træt, men må tage en lur efter kl. 14.

11:24 Red Queen er instill videre mest bare The Hunger Games, men med magi. Ikke så originalt, men den er da okay spændende. Jeg er ikke sikker på, jeg når at læse den færdig inden 14, men jeg forsøger!

13:54 – Der er kun et par minutter tilbage af dette readathon, og jeg håber I alle er tilfredse! Jeg er blevet færdig med Red Queen, der desværre ikke var så god, som jeg havde håbet, og så har jeg brugt den sidste tid på at læse Come Closer af Sappho.

Jeg har i år virkelig været glad for, at være en del af et blogging-community. Det har givet meget en meget større fællesskabsfølelse for mig. Og det har været så rart at have folk, man kan tale med om at være træt, hvad man har læst, hvilke snacks man ville ønske, man havde læst osv. Jeg fik ikke læst Song of Solomon. Den blev ofret til fordel for søvn.

Næste år tror jeg dog, jeg vælger nogle lidt “lettere” bøger. At starte med Ferrante tog godt nok lidt pusten fra mig, selvom det var en fantastisk bog. Så næste gang starter jeg med noget lidt mere YA-agtigt, tror jeg.

Nu vil jeg lave den varme kakao, jeg ikke fik nydt i nat, og efterlade jer med en lille kort opsummering i tal:

Bøger læst:
My Brilliant Friend af Elena Ferrante
The Coldest Girl in Coldtown af Holly Black
The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë
Red Queen af Victoria Aveyard
Come Close af Saphho

Antal sider læst: 1259
Timer sovet: 5 timer
Kopper te drukket: 2 (det er jo ingenting!!)
Snacks spist: det føles som for mange
Alt i alt: 4/5 stjerner (jeg giver ellers aldrig stjerner!)

Alt i alt har det været et virkelig godt readathon, og jeg vil i løbet af i dag eller i morgen lægge en lille opsamling op på bloggen. Hvordan er det gået jer andre? Fik I læst noget godt? Min yndlingsbog var absolut My Brilliant Friend, den var helt enestående.

dsc_0458-1

dsc_0472-1

dsc_0468-1

En aften med Delphine de Vigan

dsc_0244-1

dsc_0230-1

(Jeg har også skrevet en reportage om eventet til Litteratursiden, og dette blogindlæg er en forlængelse og udvidelse deraf).

D. 21/9 var Delphine de Vigan gæst hos Authors in Aarhus. Det foregik i Aula’en på universitetet, og de meget smukke omgivelser passede perfekt til Vigan, hvis forfatterskab indeholder både stor skønhed, skrøbelighed og voldsomhed.

Jeg har læst både Baseret på en sand historie og Alt må vige for natten, som aftenens samtale handlede om, og jeg har elsket dem begge. Det er to meget forskellige romaner, der alligevel lægger sig op ad hinanden.

Arrangementet foregik på fransk, og jeg må erkende mit franske var for dårligt til at følge med. Interviewer Steen Bille Jørgensen opsummerede dog løbende og dette fungerede overraskende godt. Jeg følte ikke jeg gik glip af noget, udover selvfølgelig Vigans direkte ordvalg og formuleringer. Jeg måtte også erkende, der var forskel på den Vigan jeg så på scenen og den Vigan, jeg havde forestillet mig. Det gik først op for mig, da hun stod foran mig, hvor klar en idé, jeg egentlig havde skabt mig af hende som person gennem hendes romaner. Selvfølgelig var min idé ikke korrekt, selv den af hendes romaner, der omhandler hende mest sandfærdigt og personligt (Alt må vige for natten), giver jo stadig blot et fiktivt, filtreret billede af hende. Og nu, selvom hun sad foran mig, blev hun stadig filtreret – denne gang gennem Jørgensen.

Det var interessant at se disse to version af hende blande sig og justere sig selv, mens jeg hørte hende fortælle løs på smukt fransk.

Der kom i løbet af samtalen flere fantastiske pointer frem, og generelt åbnede det i høj grad for min forståelse og interesse for hendes romaner. Da Jørgensen spørger ind til den trussel de to kvinder i Baseret på en sand historie er for hinanden, og om dette kan give en hvis identifikation for kvindelige læsere, så blev jeg overrasket da Vigan sagde truslen ikke var så vigtig. Det hun ser som det essentielle er identifikationen, altså det behov vi alle kan have for at se os selv i den anden, og L. og fortælleren (en fiktiv version af Vigan selv) har denne identifikation. I så høj en grad det til sidst bliver skræmmende.

Jørgensen spurgte også ind til det kvindelige, men her var Vigan ikke bleg for at være uenig. Hun tænker ikke romanen, som et udtryk for en specifik kvindelig oplevelse. Forholdet mellem L og Delphine er ganske vist skabt med udgangspunkt i venindeforholdet, men Vigan ser det i langt højere grad, som en menneskelig oplevelse, end en kvindelig.

Der blev også grint af dette fokus på det maskuline eller manglen på mandlige karakterer. I København var hun åbenbart også blevet spurgt en del ind til faderen i Alt må vige for natten, hvilket hun synes var lidt morsomt, for hun tænker ikke selv på sine romaner som omhandlende køn, snarere bare menneskelig eksistens. Hun anerkendte dog at der var tale om forholdet mellem to kvinder i Baseret på en sand historie, da der mellem en kvinde og en mand for hurtigt kan opstå et magtforhold.

Specielt i denne, men også i Alt må vige for natten, er der en leg med genre og sprog. I Baseret på kommer der også en intertekstuel dimension. Dette beskriver hun som en leg med læseren, hvor hun udfordrer vores fortolkning og læsning. Hun virker generelt ikke så interesseret i at give lukkede eller afgørende svar, hun er optaget af alle de forskellige læsninger, der findes af hendes romaner. Hun vil gerne vide, hvordan hendes læsere forstår hendes romaner, fordi det er så forskelligt.

Hun vil heller ikke afsløre L.’s motivation. Den må læseren selv beslutte sig for – hvilket jeg synes er ret fedt, men også frustrerende. Jeg vil så gerne vide det! Men jeg må acceptere at det jeg kommer frem til, er lige så godt, som det Vigan selv kunne fortælle mig.

De begynder derefter at tale om Alt må vige for natten og dennes dokumentariske karakter. Dette havde jeg ikke selv tænkt på, men historien om Lucille, som Vigan fremlægger den, er stykket sammen af erindring, interviews og Lucilles korrespondancer med forskellige personer gennem livet. Jeg så det som en dybt personlig roman, men her går det op for mig, der også er en dimension af fælles erindring. Vigan siger at præcis dette har fascineret hende, altså hvordan forskellige personer husker hendes mor og har oplevet hende. Der er også hendes eget ønske om at forstå hende, forstå hvad der er blevet overført fra Lucille til Vigan, og hvad Vigan bærer med sig af den grund. Men det er ikke kun Vigans erindring, der er mange flere perspektiver.

Det går op for mig at der er meget mere i Vigans forfatterskab end jeg selv har bemærket. Jeg fik lyst til at læse bøgerne igen.

Til sidst nævner Jørgensen dette citat fra en maler i starten af Alt må vige for natten:

En dag, jeg stod og malede, havde det sorte invaderet hele lærredet, uden form, uden kontrast, uden transparens. I denne ekstremitet kunne jeg på en eller anden måde se det sortes negation. Teksturvariationerne reflekterede i større og mindre grad lyset, og ud af mørket strålede en klarhed, et billedligt lys, hvis særegne emotionelle kræft forstærkede min lyst til at male. Mit instrument var ikke længere det sorte, men dette gådefulde lys, som kom fra mørket.
– Pierre Soulages

Han spørger om dette indikerer, at man kan se litteraturen og kunsten som et sted, hvor man kan finde en løsning på det mørkeste i livet, finde lidt lys? Det var dog ikke derfor Vigan inkluderede citatet. For det første er det med, fordi hendes mor elskede at male, og for det andet, så vidner det for hende om familien som det vitale, noget vigtigt, noget af det, der kan give styrke i mørket, selvom det også er en kompliceret og indimellem forfærdelig størrelse.

Jeg havde forestillet mig en mere skrøbelig, stilfærdig og poetisk Vigan. Hun var i stedet rolig, fuld af selvtillid og en smule reserveret, men også lige så veltalende, som jeg havde forventet (i hvert fald i Jørgensens oversættelser). Skrøbeligheden kom lidt til syne under signeringen, og der kunne jeg ane den Vigan, jeg selv havde forestillet mig.

Under signeringen af min bog forsøgte jeg at stave “Kirse” for hende, men det blev til Kaase. Det er vel også lidt unikt. Jeg kan starte en samling af bøger, hvor mit navn er stavet forkert. Et eller andet sted synes jeg efterhånden, det er meget hyggeligt.

En anden rigtig fin detalje var, at fordi Vigan læste højt fra sine romaner på fransk, var det blevet arrangeret sådan at Emma Svankjær Morel, en af de frivillige hos Authors in Aarhus, læste samme stykker op på dansk. Det blev gjort sådan, fordi det gav bedst mening, det var en kvinde (og ikke Jørgensen), der læste op. Det fungerede virkelig godt.

Alt i alt var det en vildt interessant, oplysende aften. Og så er det altid spændende at møde forfattere, hvis bøger man har elsket. Indimellem er de præcis, som vi havde troet, indimellem skuffer de og indimellem er de noget helt andet, men lige så interessante som vi håbede. Delphine de Vigan virkede både fremmed og velkendt, men skuffede absolut ikke.

dsc_0332-1

dsc_0256-1

dsc_0228-1