Søndagstanker: Podcasts

DSC_0348-1

Det seneste år er jeg blevet fanget af at lytte til podcasts. Det første podcast, jeg rigtigt lyttede til var Serial, som jeg tror var mange andres introduktion til podcasts også. Men det var faktisk ikke før jeg begyndte at lytte til The Adventure Zone engang (mener jeg) sidste år, at jeg virkelig blev fanget af konceptet.

Jeg har aldrig rigtig gjort meget i at lytte til radio, jeg synes det er ret ubehageligt det er live og jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Derudover taler de sjældent om noget jeg finder interessante. Jeg har også altid været dårlig til at huske, hvornår serier, jeg gerne ville se, kom i tv. Netflix er lettere for mig at håndtere, og podcasts fylder lidt den samme rolle. Jeg kan lytte, når jeg vil, og til lige, hvad jeg vil, og jeg er sikret at dem, jeg lytter til, faktisk er personer, jeg bryder mig om og stoler på.

The Adventure Zone, skabt af McElroy brødrene, ledte mig til endnu flere McElroy podcasts. Det var en god måde at starte på, for jeg vidste McElroy brødrene var dygtige, og at deres humor passede med min. At lytte til flere af deres podcasts var en sikker start, og det gav mig langsomt modet til at starte på helt andre podcasts. Men det var først da jeg begyndte at lytte til Rose Buddies, et humoristisk og kritisk podcast om The Bachelor og Bachelorette, og The Secret History of Hollywood, et ekstremt velproduceret podcast om Hollywoods gyldne æra, at podcasts blev til en del af min hverdag. Det var med de to, jeg opdagede, præcis hvor geniale podcasts faktisk er.

Jeg har f.eks. aldrig haft en speciel interesse i at lave mad, og selvom jeg er god til at få gjort rent og afslutte de hverdags gøremål, der måtte være, så er det ikke specielt interessant. Og da mit studie rykkede til journalist højskolen sidste semester og min daglige gåtur til uni pludselig blev 50 minutter lang, så stoppede den også med at være særlig sjov.

Rose Buddies bliver delvist sponseret af noget, der hedder Blue Apron. Lidt ligesom Årstiderne, så sender de kasser ud med ingredienser og en opskrift og så laver du blot maden. Det betød værterne, Griffin og Rachel McElroy, ofte beskrev den mad de havde lavet. Og så blev jeg sulten. Og så begyndte jeg at lave mad, mens jeg lyttede til Rose Buddies. Det gjorde jeg specielt meget sidste vinter under min bachelorskrivning, for så var det både en måde at få lavet rigtig mad og lidt en overspringshandling. Men Rosebuddes formåede at gøre madlavning til en behagelig ting, jeg faktisk endte med at se lidt frem til. Pludselig frygtede jeg ikke at stå i køkkenet, altid lidt med en følelse af at jeg spildte min tid, men så i stedet frem til at lytte til en times kommentarer om reality stjernernes kaotiske kærlighedsliv i et show, jeg aldrig i mit liv har set.

Jeg kan ikke forklare helt, hvorfor jeg elsker det. Jeg elsker Rachel og Griffin, værterne for showet, der er gift i virkeligheden, jeg elsker deres forhold, deres jokes, og deres kritiske, men kærlige blik på reality dating shows. Det var en måde at koble af, at tænke på noget andet og føle, at jeg brugte min tid i køkkenet på mere end blot at lave mad.

Min gåtur til uni blev, som sagt, ændret fra 15 til 50 minutter, og da jeg elsker at gå om morgenen, fordi det giver mig en lille pause inden jeg skal op og være social, så holdt jeg stædigt fast i at gå derop. En af de første dage indså jeg, halvvejs deroppe, at det ville blive en virkelig lang tur, og musik var ikke helt nok til at distrahere mig fra kulden og trætheden. Jeg havde haft The Secret History of Hollywood downloadet i ret lang tid, men aldrig fået lyttet til det. Episoderne på flere timer afskrækkede mig en smule, og jeg var ikke helt sikker på,  hvor interesseret jeg faktisk var i Hollywoods historie. Men alt var bedre end at gå 30 minutter mere op til uni uden noget at lytte til. Så jeg satte den første episode af Bullets and Blood i gang… og forelskede mig. Jeg har grædt, grinet, heppet og fuldstændig glemt mine omgivelser, mens jeg har lyttet til det podcast. Det gjorde mine gåture alt for korte, og gav mig noget at se frem til, når jeg skulle hjem igen. Jeg har talt om det en del før, men jeg elsker det podcast. Med hele mit hjerte.

Med Rose Buddies og The Secret History of Hollywood blev podcasts stille og roligt en integreret del af min hverdag. Det er det jeg lytter til, i stedet for musik, når jeg har praktiske ting, jeg skal ordne. Eller hvis jeg blot vil slappe helt af med en kop te og sidde i min seng med lukkede øjne.

Der er sikkert en del af jer, der bruger lydbøger til præcis det samme, men jeg har aldrig helt kunne komme mig over, at der bliver oplæst langsommere end jeg selv ville kunne læse, og så er podcasts meget lettere tilgængelige. Du skal ikke betale for dem, og der er et ekstremt bredt udvalg. Du kan finde et podcast om stort set lige præcis dét, du ønsker, og kan du lide værterne, så er det egentlig ligemeget, hvad præcis de taler om. Mest af alt, så blev jeg fanget af den personlighed, jeg synes podcasts har. Det føles meget mere, som om nogen taler direkte til mig. Samtidig er det også noget værterne producere, fordi de er passionerede omkring et emne eller brænder for noget. Der er sjældent vildt mange penge i de, og alligevel har de valgt at sætte sig ned indimellem og give et par timer af deres liv til alle os andre. Jeg er også glad for serie-aspektet, altså at jeg har ikke alt indholdet på én gang. De fleste podcasts udkommer regelmæssigt enten hver eller hver anden uge. Nogle, som Serial, er kortere serier, der har en naturlig afslutning, mens andre fortsætter fra uge til uge hele året med nyt indhold.

Det betyder, at jeg hver uge kan vende tilbage til de samme stemmer, det samme format, og nyde det gode selskab. Nogle podcasts lytter jeg til, fordi de mest af alt er morsomme, andre fordi de er morsomme og lærer mig noget, og helt andre fordi de er sindssygt interessante, velproducerede og/eller giver mig en virkelig, virkelig god historie.

Jeg lytter også til et ret varieret udvalg af podcasts, selvom jeg klart hælder mere til dem, der fortæller en form for historier. Men fælles for dem alle er, at de er underholdende. De giver noget til mig, som jeg ikke føler jeg får andre steder. Jeg lytter til hver af dem af vidt forskellige grunde, men vigtigst af alt så holder de mig med selskab når jeg laver mad, rydder op, ordner vasketøj, tager toget, venter på posthuset eller handler ind. De gør alle de små, kedelige hverdagsting interessante, og fylder “spildtid” med underholdning og selskab. Det er oprigtigt indimellem lidt som at have en ven i øret, omend en ven, der ikke kræver du interagere med dem.

Det mest bemærkelsesværdige, jeg har opdaget gennem min stigende podcast besættelse, er, hvor inspirerende de kan være. Der er intet, der slår at lytte til andre mennesker dele deres lidenskab. Det er i sidste ende det, podcasts er. Det er folk, der sætter sig ned og bruger en, to eller flere timer på at tale om noget, de elsker. Noget, de gerne vil dele eller føler de kan berige verden med. Om så det er at give os 20 timer om Warner Brothers familien eller Val Lewtons indflydelse på horror-genren (The Secret History of Hollywood), eller et 50 minutters frirum fyldt med dårlige jokes og endnu dårligere råd (My Brother, My Brother and Me), kritiske og kærlige kommentarer om reality dating shows (Rose Buddies), en fantastisk, medrivende fortælling om magi og familie (The Adventure Zone), lyst til at spille alle bordrollespil, der findes (One Shot), eller lade os opsluge i et univers, hvor monstre uden tvivl er ægte (The Magnus Archives).

At der er folk, der bruger deres tid på at skabe så forskelligartede, inspirerede og velproducerede serier jeg kan lytte til, det er overvældende. Tænk, at det skulle kunne være så interessant at folde mit vasketøj, blot fordi jeg har min podcast app med. Jeg er vild med tanken om, at ligemeget hvad du er interesseret i, så findes der garanteret et podcast derude, der handler om det. Så findes der mennesker, der sætter sig ned og med glæde deler deres interesser med dig, som faktisk håber på, at du finder dem, og bliver en del af deres fællesskab. Det er en ligefrem og fantastisk måde at dykke ned i sine egne interesser, opdage helt nye af slagsen, og blive inspireret til at fordybe sig. Til selv at dykke ned i de her ting, jeg elsker og, måske, dele dem med verden. Eller i hvert fald mine venner, og dem, der læser den her blog.

Har du et (eller flere) podcast, du elsker? Jeg er altid frisk på en anbefaling, så smid det i en kommentar!

Søndagstanker: At miste læselysten

Under Dewey’s Readathon i år mistede jeg på et tidspunkt totalt læselysten. Jeg kunne slet ikke få mig selv til at læse noget som helst. Det kom meget bag på mig, for normalt er jeg en person, der sagtens kan “tvinge” mig selv til at læse en bog, fordi jeg ved, jeg som regel bliver fanget af den og derefter er det let at læse videre.

Jeg tænkte lidt nærmere over det, og må indse det er et problem, jeg har haft et stykke tid. Det er ikke sket bare den ene gang, men har været næsten konstant siden januar.

Jeg er typen, der skal bruge tid til at læse. Jeg har aldrig gjort særlig meget i at læse en time før sengetid, eller en time her og en time der. Jeg foretrækker at læse meget på én gang. Det betyder til gengæld, jeg har brug for dage, hvor der er tid til den at tage mange timer ud af skemaet for at læse. Gerne en hel eftermiddag og aften. Dem har jeg haft meget få af på det seneste.

Jeg har travlt. Meget travlt. Selv når jeg ikke har travlt, så føler jeg, jeg har travlt. Det har meget at gøre med mit tilvalgsfag på uni lige nu, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Det er et fag, hvor vi har undervisning hver dag, samt masser af små opgaver, og jeg føler derfor hele tiden, der er noget jeg skal. Selv når jeg har fri, har jeg meget svært ved at slappe af. Jeg går hele tiden med følelsen af, der er noget, jeg mangler at få gjort.

Så når jeg endelig har tid, så ender jeg med ikke at læse. Jeg kan simpelthen ikke samle mig om det. Der er for meget kaos i mit hoved. Det var det, der ramte mig under readathonet. På det seneste har jeg derfor også læst meget lidt, sådan virkelig lidt. Jeg plejer at læse i hvert fald to bøger om ugen. Nu er jeg heldig, hvis jeg får læst én på to uger.

Det fungerer heller ikke så godt, når man har en blog, man skal tage sig af. Jeg elsker at blogge, men når man allerede for stresset til at læse, så hjælper det ikke rigtigt at føle et ekstra pres, fordi man skal have noget at blogge om også.

Jeg har intet svar på, hvad man gør i sådan en situation. Det eneste, der har virket, har været at købe nye YA bøger, jeg virkelig gerne ville læse, og graphic novels virker rigtig godt, fordi de er lettere at overskue med deres billeder og minimal tekst. Dem har jeg kunne komme igennem, fordi de har givet mig lysten tilbage. Tungere bøger er næsten et no-go lige for tiden. For det meste ender jeg med at lave helt andre ting; spille spil, høre podcasts. Bare ligge i min seng. Det er ufatteligt frustrerende. Men min læselyst er helt væk. Jeg vil gerne læse, men så snart jeg sætter mig med en bog, så siger min krop og hjerne nej.

Så jeg er nødt til at tvinge mig selv igennem bøger. Overbevise mig selv om at det er okay, det tager længere tid end normalt, og at det ikke er et nederlag, men bare en ny balance der skal findes. Når jeg når igennem en bog, så er det også altid positivt. Det er en lille sejr, men lysten er ikke på samme måde kommet tilbage. Endnu. Jeg håber det sker til sommer.

Lige nu venter jeg mest af alt på, at jeg er færdig med mit tilvalg. Det giver forhåbentlig lidt luft til at jeg kan finde min læselyst igen.

Er der nogen af jer, der har oplevet noget af det samme? Nogle gode tips?

Hverdagsliv: Dungeons & Dragons (#1)

DSC_0409-1

DSC_0119

(Der kommer nok mere end ét indlæg om emnet, da det er blevet en stor del af mit liv.)

Første gang jeg spillede Dungeons & Dragons var da jeg var på højskole i 2013. Jeg sad til en fest og talte med nogle af mine venner om, hvor svært det kan være at få kommunikeret til andre mennesker, at man kan lide nogle nørdede ting. Som f.eks. fanfiction eller D&D. Det er ikke ligefrem noget der ofte popper op i en samtale. En af mine venner sagde samtidigt, at han ikke troede, der var nogen på højskolen, der var interesserede i at spille D&D. Tre af os kiggede på hinanden og sagde så, “Det er vi?”

Og sådan startede det.

Dengang vidste jeg intet om D&D. Udover at det var et slags rollespil, der foregik med terninger. Kort fortalt, så er det et spil, hvor hver spiller laver en karakter, der så kan forskellige ting. Man kan være en wizard, en fighter, en druid, eller noget helt andet. Som race kan man være elver, menneske, dværg osv.

Så er der en Dungeon (eller Game) Master, der styrer spillet. Denne person fortæller historien, sætter scenen, skaber verdenen og bestemmer, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Spillerne siger, hvad de vil gøre i den scene DM’en har opsat, og indimellem kræver det man slår med en terning for at se om det lykkes. Hvis nu man vil ramme et monster, luske information ud af en bartender, eller skjule sig for fjenden.

Det attraktive ved spillet, for mig, er at alt kan lade sig gøre. Der er selvfølgelig en verden, man agerer i, og spillet selv har bestemte regler, man (oftest) skal følge. Men derudover kan alt lade sig gøre. Du skal ingenting, der er ingen quests du skal løse, ingen vej du skal gå. Har DM’en sat spillerne i en retning, de ikke bryder sig om, så kan de beslutte sig for at gøre noget andet. Og spillet kan tage enten et par timer eller flere år at færdiggøre.

Reelt set er der ingen måde at færdiggøre spillet på. Der vil altid være arcs, og som regel også et større plot, man langsomt afdækker, og hvis afslutning kan blive den naturlige afslutning på spillet. Medmindre hele holdet dør inden. Men der er ingen måde at “vinde” D&D på, så at sige, ingen måde at færdiggøre det på den mest rigtige måde. Det handler om at have det sjovt og fortælle en god historie.

Mest af alt elsker jeg kreativiteten. Som en person, der elsker historier mere end noget andet, en person hvis hele liv, nærmest, er bøger og dermed de historier, vi vælger at fortælle hinanden, så er D&D en gave. For det handler om at fortælle historier, og om at fortælle dem med gode venner, og hvem end der ellers har lyst til at være med.

Det er et spil, hvor man får lov at være en helt. Og hvor man får lov at fucke op. Hvor man sidder i 5 timer og finder på en historie, hvor man agerer i en fantastisk verden – måske er det fantasy, måske er det sci-fi, måske steampunk eller måske noget helt andet – og hvor det oprigtigt kun er fantasien, der sætter grænser. Her kan drømme komme til live, mens man fortæller historier, der er tragiske, morsomme, heroiske og, vigtigst af alt: fuldstændigt ens egen. Delt, selvfølgelig, med dem man spiller med. Men de valg, der træffes i løbet af spillet, er det, der skaber historien. Der opstår en form for ejerskab, fordi det hele foregår i fællesskab, det er aldrig nogen mod nogen. Det er altid alle med hinanden for at fortælle den bedst mulige historie, og have det så sjovt som muligt.

Jeg er selv DM i det spil, jeg har gang i lige nu. Og jeg elsker det. Jeg elsker den kreative proces, der er i at finde på fantastiske, underfundige verdener så forskellige fra vores egen. Jeg skal kunne forklare, hvordan magi fungerer, og hvorfor samfundet ser ud, som det gør. Jeg kan finde på legender, myter, og kulturer. Jeg skal spille drager, monstre, skurke og allierede, og samtidigt skal jeg finde på dem. Deres personlighed, deres mål, og deres historie.

Forleden opfandt jeg et kontinent. Inuen hedder det. Jeg besluttede at det i tidernes morgen havde været gudernes kampplads, og denne magi var blødt ind i jorden, hvilket betød kontinentet var mere farligt, mere fyldt med monstre, end andre steder.

At finde på den slags, og så at se spillerne eksistere, agere og handle i den verden, på det kontinent. At se dem bringe disse steder til live og være med til at udvikle dem og skabe nye ting i dem. Det er magisk. Intet ringere.

I 2013 tog jeg på højskole for at forsøge at bearbejde min daværende depression. Vores D&D sessioner dengang stod, og står stadig, for mig som øjeblikke af lys, varme og ren, ufiltreret glæde. Nu har jeg startet mit eget spil, vi har været i gang i halvandet år, og det er stadig en kilde til enorm glæde, energi og kærlighed for mig. Det gør mit liv en lille smule bedre.

Det gør mig glad at få lov til at skabe hele verdener og se dem komme til live. Og det gør mig endnu mere glad, at jeg har mennesker, der gider gøre det med mig. At jeg får lov til at tilbringe et par timer hver anden uge med personer, jeg virkelig godt kan lide. Og at vi samtidigt kan slå drager ihjel, redde civilisationer, fejle katastrofalt, og være de helte, vi alle sammen drømmer om at være.

Det er blevet en kæmpe del af den jeg er, og af den måde, jeg forstår historier, læser dem på og interagerer med dem på. Men det stikker dybere end det. Noget ved D&D giver genlyd hos mig, helt dybt i min sjæl, fordi her er der plads til alle. Alle mennesker, alle historier, helt oprigtigt ligemeget hvem eller hvad man har i sinde, så kan det lade sig gøre. Du kan være lige præcis den du ønsker. Eller en person du ellers aldrig får lov at være.

Der er noget vildt smukt over den tanke.

Mest af alt, så tror jeg, jeg elsker at det er noget man gør med andre mennesker. At historien er en fælles historie, som alle har ejerskab over. En historie, hvor man kan være den man vil, gøre det man drømmer om, tage vilde chancer, og gøre det igen og igen og igen.

Jeg elsker D&D. Men ikke lige så højt, som jeg elsker dem, der gider spille D&D med mig.

DSC_0418-1

DSC_0413-1

 

Søndagstanker: Drømmebiblioteket

DSC_0488-1

DSC_0498-1

Jeg er, måske lidt overraskende, meget betaget af tanken om fuldstændigt at trimme mit bibliotek. Tanken om at udvælge de bøger, der betyder allermest, dem, der virkelig står mit hjerte nær af den ene eller den anden grund, og udelukkende have dem til at stå fremme. Og på den måde at præsentere alle, der kommer på besøg, for en del af den jeg er uden at de skal spørge.

Det ville uden tvivl også frigøre lidt plads i mit hjem. Jeg er ved at drukne i støv og pladsmangel, fordi jeg kun har tolv kvadratmeter, og bøger suger det til sig.

Og alligevel, hver gang jeg ser på mine bogreoler og overvejer at tynde ekstra meget ud i dem, virkelig slå mig løs, så kan jeg ikke få mig selv til det.

I lang tid var min drøm bare at eje tusindvis af bøger. Så mange bøger jeg kunne dække hele vægge med dem, helt op til loftet. Så mange bøger, jeg skulle bruge en stige til at nå op til dem alle. De skulle være i alle rum i mit hus, så ligemeget hvor man gik hen, så var der altid bøger at se på, at læse i, at betages af.

Kort sagt: drømmen var biblioteket fra Skønheden og Udyret. Sådan er der nok mange, der har det.

Det er egentlig stadig drømmen. Men det handler ikke længere kun om at have mange bøger, og det er ikke på grund af en vision om et overdådigt bibliotek, at der er bøger, jeg ikke kan få mig selv til at smide ud eller give væk.

Det er fordi jeg ikke blot vil have et bibliotek. Jeg vil ikke blot fylde mit hjem med bøger.

Jeg vil fylde det med bøger, som alle og enhver, der besøger mig, kan finde sig selv i. Ligemeget hvem de er, hvor de kommer fra, hvem de elsker, hvem de er tiltrukket af, hvad de er gået igennem, ligemeget om de har en psykisk eller fysisk sygdom, er tykke eller tynde, er kvinder, mænd, transkønnede eller non-binære. Ligemeget hvad, så ønsker jeg at eje en bog, der spejler den, de er. På den ene eller den anden måde. Det er min drøm at, hvem end, der kommer og besøger mig kan finde en lille del af sig selv på mine hylder.

Det er derfor også, tror jeg, blevet denne blogs vision. Ikke bare at læse bøger, men at læse bøger fra alle slags mennesker. Specielt dem, der ikke ligner mig selv.

Der er stadig bøger, jeg smider ud. Dog altid kun bøger, der virkelig var dårlige, bøger jeg aldrig har tænkt mig at læse og som ikke er videre interessante, eller som er så problematiske, jeg ikke vil have dem til at stå. Aldrig bøger, der repræsenterer noget essentielt. Aldrig bøger, jeg tænker andre kunne få noget ud af en dag at finde på mine hylder. Heller ikke bøger jeg måske ikke har tænkt mig at læse, men som en anden måske kunne have gavn af at finde hos mig. Og så kan jeg give den til dem.

Håbet er, at ende med et bibliotek, hvor alle kan finde små dele af sig selv. Og så jeg, engang når jeg er vildt gammel, kan, med mine små rynkede hænder, begynde at give alle mine bøger væk, og med sælsom præcision præsentere alle jeg møder for en bog, der handler om dem.

Mest af alt vil jeg bare gerne have, at mine hylder byder alle velkommen hos mig. Det er drømmen.

DSC_0494-

DSC_0487-1

Søndagstanker: Diversity Bingo

Diversity Bingo blev skabt, for at få flere til at læse diverse bøger, også helst med Own Voices forfattere – altså forfattere, der har noget til fælles med hovedpersonen.

Jeg overvejede lidt at være med, men gik så fra det, og er nu kommet tilbage til det, for jeg synes egentlig, det er en vildt god idé. Jeg ved ikke, hvor mange forskellige bøger, jeg får læst, men det er en interessant udfordring. Den er skabt til at få os til at læse udenfor vores “comfort zone” eller i hvert fald søge bøger, der omhandler personer, der ikke så ofte bliver skrevet om, og hvis bøger sjældent opnår vild popularitet.

Jeg ved ikke om, der er andre, der har lyst til at give sig i kast med det. Man kan også bare finde den frem i slutningen af året, og se hvor mange felter man kan udfylde. Eller se på den løbende for lidt inspiration, eller hvis man gerne vil udfordre sig selv. Det er uden tvivl en lidt svær udfordring, men også ret god, synes jeg, fordi den er så anderledes.

Jeg har indtil nu kunnet udfylde følgende (måske rykker jeg rundt på bøgerne senere):

Jeg vil forsøge at opdatere et par gange i løbet af 2017, og opsummere sidst på året. Så må vi se, hvordan det går. I kan finde skemaet her og se det det med mine markeringer her:

diversity-bingo-20172

Søndagstanker: Bogbutikker (og en udfordring)

Jeg læste for nylig Mark Forsyths The Unknown Unknown: Bookshops and the delight of not getting what you wanted, og den fik mig til at tænke over, hvordan jeg bruger bogbutikker.

Rettere sagt, det gik op for mig, jeg ikke længere går ind i en bogbutik og køber bøger, jeg ikke i forvejen havde tænkt mig at læse.

Jeg har siden tænkt lidt over hvorfor. Én grund er penge. Når man kun har et meget begrænset beløb at købe bøger for hver måned, så er det ikke tilfældige bøger, man går ud og bruger dem på. For hvad hvis det er en dårlig bog? Så kan du kun begræde de penge du nu har spildt, og den bog, du vidste, du gerne ville læse, men som du nu ikke har råd til.

En anden grund er, at jeg har virkelig mange bøger, jeg gerne vil læse. Bøger, jeg ser frem til, bøger, jeg hungrer efter, og som jeg spændt venter på at få købt, når jeg får mulighed for det. Ofte er det dem, jeg vælger. Jeg vil ikke nødvendigvis kalde dem “sikre” valg, da de kan være lige så overraskende og fabelagtige, som bøger, jeg ikke vidste, jeg manglede i mit liv.

Måske også fordi jeg føler at alle bøger, vi ender med at elske, har givet os et eller andet vi ikke vidste, vi manglede. Ligemeget om det er en “kendt” bog,  kan dens indhold stadig være ukendt. Når jeg elsker en bog, så er det blandt andet fordi de gav mig noget nyt, og formåede at forandre mig som person. Hvorfor tage chancen med tilfældige bøger, hvis bøger jeg kender kan give mig det samme?

En tredje grund er tid. Hvor meget jeg end vil, så kan jeg ikke nå at læse alt det, jeg gerne vil i mit liv. Så igen prioriterer jeg bøger, jeg ved, jeg gerne vil læse, bøger, jeg kender.

Før i tiden endte jeg oftere med at købe bøger, jeg ikke vidste noget om. Jeg gik oftere ind i bogbutikker og kom ud med noget helt fremmed. Jeg har altid været glad for de sikre valg, for at vælge en bog, jeg på en eller anden måde vidste lidt om. Men før i tiden var der mere plads til overraskelsen. Til det helt ukendte.

Forstå mig ret, jeg elsker at købe kendte bøger. Og ofte læser jeg da også bøger, jeg ved meget lidt om, blot fordi en jeg stoler på, har anbefalet den. Men jeg ved altid et eller andet. Jeg tjekker altid plot, rating, andres anmeldelser osv. før jeg helt beslutter mig.

Når jeg står nede i en bogbutik, med en bog i hånden, så slår jeg den op på min telefon. Hvis jeg ser at en person, hvis smag jeg stoler på, har anmeldt den dårligt, så lægger jeg den ofte tilbage igen.

Så selv det ukendte bliver kendt. Jeg køber ikke længere tilfældige bøger, selvom de tiltaler mig, uden først at tjekke de faktisk er noget værd for andre også.

Jeg er blevet, tror jeg, for afhængig af det kendte.

Og jeg savner den del af min læsning. Jeg savner at købe bøger, der ikke står på nogen liste, der ikke er en del af min plan, og hvor jeg ikke overvejer andres mening, før jeg køber den. Bøger jeg, helt oprigtigt, intet ved om, men som jeg (forhåbentlig) kan forelske mig i. Som drager mig ind uden at være andet en blot en titel, et omslag og en beskrivelse. Den følelse skal man følge, og det gør jeg ikke nær nok længere.

Jeg tror denne længsel efter det overraskende og ukendte spillede ind i min beslutning om ikke at deltage i goodreads reading challenge i år. På den måde har jeg bedre tid til at tage chancer, og til at læse bøger, der ikke er en del af nogen plan. Jeg har tid til bare at kunne læse det, jeg har lyst til. Og, måske i højere grad, det jeg ikke vidste, jeg havde lyst til.

Så i et forsøg på at re-introducere det ukendte i min læsning, og for at ære det bogbutikker gør så godt, så vil jeg gå ned i Kristian F. Møller og købe en bog. En bog der er helt ukendt for mig. En bog jeg intet ved om.

Jeg ved ikke hvilken bog, det kommer til at være. Jeg vil slet ikke vide den eksisterer, før jeg står med den i hånden.

Og så må vi se, hvad der sker.

Søndagstanker: Own Voices

I de seneste år er der kommet meget mere fokus på diversitet i litteraturen, end der har været før. For mig startede det blot med at jeg blev del af gruppen 500 Great Books By Women på Goodreads, og pludselig gik det op for mig, at jeg egentlig læste mange flere bøger skrevet af mænd end af kvinder. Så jeg begyndte at læse flere kvinder. Derefter indså jeg, at det faktisk ikke helt er diversitet blot at være mere kønsbevidst i sin læsning. Det handler også om seksualitet, etnicitet, personlige erfaringer, religion, og alt muligt andet.

Der er f.eks. ikke megen diversitet over at læse lige mange kvindelige og mandlige forfattere, hvis de alle sammen er hvide og heteroseksuelle. Eller hvis de er præcis som en selv på stort set alle punkter.

Og der er mange måder at læse diverst på. Man kan gøre det efter forfatteren; forfatterens køn, etnicitet, seksualitet, og personlige oplevelser. Eller man kan gøre det efter indhold, altså at man læser bøger, der har hovedpersoner, der f.eks. er homoseksuelle, muslimer eller andet, der er langt fra ens egen livserfaring. Men det er måske ikke så meget værd, hvis det kun er hvide, heteroseksuelle mennesker, der skriver om at være f.eks. homoseksuel, transkønnet eller muslim.

Hertil er der det, der hedder Own Voices, der startede (tror jeg), som et hashtag på twitter. Det er en beskrivelse, der bruges om bøger, hvor forfatteren har ét eller flere aspekter til fælles med enten hovedpersonen eller en del af den historie, der bliver fortalt. Det er altså tanken om ikke kun at læse bøger om personer, der er en del af en marginaliseret gruppe – men at læse bøger af marginaliserede forfattere, der enten skriver om deres egne erfaringer på en eller anden måde.

Det er en litterær bevægelse, jeg personligt er blevet virkelig glad for. For det betyder at dem, der skriver historier om marginaliserede personer og problematikker, faktisk ved noget om det, de skriver om. Og de får lov at repræsentere sig selv.

Det giver også bedre mening at f.eks. Chimamanda Ngozie Adichie skriver om at være afrikansk-amerikansk i USA end en hvid forfatter, der ikke personligt har nogle erfaringer med det. Eller at en biseksuel forfatter skriver om at være biseksuel. Fordi disse personer ved, på et helt andet niveau, hvordan det er. De kender detaljerne. Selvfølgelig ved de ikke alt om det, og deres erfaringer vil også være anderledes fra andres erfaringer, selvom der vil være flere fælles punkter, men de ved mere end en ikke-marginaliseret forfatter ville.

Dermed ikke sagt forfattere ikke må skrive bøger med karakterer, der har livserfaringer, der ikke matcher deres egen. Det betyder blot, at det også er vigtigt, at give en stemme til dem, der har mærket det på egen krop. Dem, der har noget at sige, der er baseret på deres egne erfaringer. Det giver en anden autenticitet, og en anden respekt for de erfaringer og personer, der skrives om.

I en Book Riot artikel om Own Voices står der:

The hashtag generated buzz for diverse authors who write books about their own experiences. As opposed to, say, an author from a dominant group who writes about a marginalized culture, and gets a ton of praise and money for it.

Own Voices handler altså om at give stemmen tilbage til dem, det egentlig omhandler, og lade dem fortælle deres egen historie. Jeg er selv begyndt at tænke meget mere over en forfatters tilknytning til deres historie; skriver de om noget, de selv har oplevet eller ej? Når jeg læser bøger, der omhandler marginaliserede karakterer eller emner, så stoler jeg meget mere på historien, hvis jeg ved den kommer fra en forfatter, der ved noget om det, og som deler noget af det, de fortæller om.

Så jeg håber det er noget, der vinder mere og mere indpas, og noget som I måske også vil tænke lidt mere over, når I køber og læser bøger. Det betyder meget, for de forfattere, der skriver ude fra marginerne, at folk som os køber deres bøger, anmelder dem, læser dem og ser dem og deres historier, for så får vi flere og flere historier af den slags. På den måde bliver vores litteratur bredere, dybere og mere divers. Og det tror jeg kun, vi kan vinde på.

Generelt er det bare vigtigt at støtte marginaliserede forfattere, ligemeget hvad de skriver om. For litteraturbrancen lige nu er ikke det mest tilgivende sted, hvis ikke man passer ind. Det er ved at blive bedre, men kun så længe disse forfattere bliver ved med at blive læst og købt.

Har man lyst til at læse mere, så er her nogle indlæg, fra mere vidende personer, og man kan også passende f.eks. følge We Need Diverse Books på twitter: