“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon, udgivet: 2017

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2

“The Heart Is A Lonely Hunter” af Carson McCullers

The Heart Is A Lonely Hunter af Carson McCullers, originalt udgivet: 1940, 430 sider, Modern Library.

DSC_0739-2

DSC_0737-1

… for they felt that the mute would always understand whatever they wanted to say to him. And maybe even more than that.

*

En af de største tragedier i et menneskeliv er den erkendelse, at der aldrig vil eksistere en person, der kommer til at kende os helt. Der vil aldrig være en anden med hvem, du kan dele den inderste del af din sjæl og forvente dyb, fuldendt forståelse fra. Vi er altid fragmenter for hinanden, det er altid kun små dele af os selv, der ses af de mennesker, vi elsker, holder af, eller blot møder i et enkelt øjeblik.

The Heart Is A Lonely Hunter er en refleksion over den erkendelse, og den frygt, angst og ensomhed, der følger med den.

Det er fortællingen om ensomme eksistenser, der blot forsøger at finde et menneske, der kan forstå deres dybeste frygt og højeste drømme. Der er Mick, en ung pige, snart kvinde, der har et enestående musisk talent, men ingen måde at udtrykke den. Jake Blount, en alkoholiseret kommunist. Doctor Copeland, en sort doktor, der tror på de sortes frigørelse fra de hvide og oprør mod et kapitalistisk system. Biff, med sin fascination af skæve eksistenser og endeløse, utilfredsstillende refleksioner over sit eget liv og identitet.

Alle samles de om John Singer, en døvstum, der bliver deres umiddelbare forløsning. Hans tavshed indbyder til bekendelse, og hans vidende øjne, hans fordomsløse smil inviterer hver og en af dem til at gøre ham til dét, de har brug for. John Singer forstår dem, mener de. Biff er den eneste, der ser denne forgudelse af Singer for hvad det er. Han er den eneste der genkender at de blot har udvalgt den eneste person, der ikke modsiger dem, og derfor hælder deres håb, bekymringer og tanker over på ham.

Singer bliver en slags messias for de fortabte. Hos ham er der forløsning, redning, og dyb, inderlig forståelse. Ikke bare for romanens hovedpersoner, men for hele byen, de befinder sig i.

John Singer er dog blot et menneske. Et menneske, der selv har skabt en guddom han kaster alle sine egne håb på; Antonapoulos. Antonapoulos, der er også er døvstum, Singers eneste ven, og som i starten af romanen ender på en institution for mentalt syge. Her besøger Singer ham så ofte han kan, og når han ikke kan optager Antonapoulos en konstant plads i Singers liv på trods af hans fravær. Han bliver for Singer, hvad Singer er for alle andre. En måde at undslippe ensomheden. En person, der ikke kan eller vil afsige sig den piedestal de stilles på – fordi de dybest set er ligeglade.

*

What she had to say was terrible and afraid. But what he would tell her was so true it would make everything all right. Maybe it was a thing that could not be spoken with words or writing.

*

McCullers skriver i et imponerende sprog, der med lethed fanger karakternes indre tumult. Det er simpelt og komplekst på samme tid. Der er en stemning af uforløst begær, ikke seksuelt, men efter forståelse – efter at føle sig forstået.

Tragedien, og det, der gør romanen så kraftfuld, er karakterernes manglende evne til at gribe de chancer, de har for at komme tættere på faktisk, omend mangelfuld forståelse. De bekender sig til Singer, men aldrig til de personer i deres liv, der faktisk besidder et ønske om at forstå dem. Hver gang de befinder sig overfor en person, der har mulighed for og lyst til at forstå dem, så falder ordene fra hinanden. Så opstår misforståelser, fordomme og kritik. Illusionen om fuldendt forståelse er lettere end virkelig forståelse, der altid er mindre, mere smertelig, men mere værdifuld.

Den eneste, der virker til at have en chance er Mick, der med musikken vil have en mulighed for at transcendere det sproglige. Til gengæld har hun i sin fattigdom ikke mulighed for den træning, hun skal bruge for at nå dertil.

På trods af karakterernes ret triste udsigter, så er det ikke for mig en dyster roman. Den har sit mørke og sin eminente portrættering af ensomhed, men der er noget ufatteligt genkendeligt, og ekstremt menneskeligt, i ønsket om at ville kendes fuldt ud. Et ønske McCullers viser os i alt dets smertelige, brutale herlighed.

Det er en endeløst fascinerende, skrøbelig og kompleks roman. McCullers mestrer sine karakterer, deres indre liv, deres mangler, og den dybde i alle mennesker, der gør det så svært at sige det, vi føler, når vi endelig får chancen. Frygten for at møde modstand eller manglende forståelse er lammende. Det er derfor vi bekender os i mørket, om natten, når verden står stille og intet føles virkeligt.

*

… in a swift radiance of illumination he saw a glimpse of human struggle and of valor. Of the endless fluid passage of humanity through endless time. And of those who labor and of those who—one word—love.

DSC_0735-1

DSC_0750-1

“The Upside of Unrequited” af Becky Albertalli

The Upside of Unrequited af Becky Albertalli, udgivet: 2017, 352 sider, Penguin. English review.

DSC_0466-1

DSC_0454-1

Der følger altid en hvis frygt med at læse en bog af en forfatter, hvis tidligere bøger du har elsket. Frygten for at blive skuffet, for ikke at forelske sig på samme måde igen.

Hvad nu hvis de har skrevet en dårlig bog? Becky Albertallis Simon vs The Homosapiens Agenda er en af mine absolut yndlingsbøger, så jeg var lidt ængstelig for The Upside of Unrequited.

Det var der ingen grund til.

The Upside of Unrequited handler om Molly, der har haft 26 crushes, men aldrig er blevet kysset af nogen. Hun er 17 år og mere end klar til at det skal ændre sig. På den anden side frygter hun lidt det aldrig kommer til at ske. Ikke kun på grund af hendes vægt, men det spiller en rolle. For Molly er ikke den gængse hvepse-tynde protagonist, hun er tyk. Gudskelov så hader hun ikke sin krop, en trope det ellers er let at falde i, Molly er mest af alt bange for at resten af verden vil hade den. Hun er vant til at blive dømt for sit udseende, at få nedladende kommentarer og så videre, men hun føler hun er kærligheden værd.

Så da to fyre begynder at vise interesse, den sexede hipster Will og den søde, men akavede fantasy nørd Reid, så beslutter Molly sig for endelig at tage chancen og risikere sit hjerte. Det viser sig dog at være en mere kompleks proces end som så.

Ikke mindst fordi hendes tvillingesøster, Cassie, har fundet sig sin første kæreste, Mina, og pludselig står de to søstre overfor den meget reelle risiko at de vil vokse fra hinanden. Når man hele livet har været hinandens vigtigste person, hvad sker der så, når en anden truer med at overtage den plads?

Det er en roman, der bare er så fucking bedårende og charmerende. Molly er en fantastisk protagonist, der hverken er for naiv eller fjollet, men virkede vildt realistisk. Mange af hendes tanker kunne jeg genkende fra mig selv, da jeg var på hendes alder. Usikkerheden omkring det første kys, sex og forhold generelt. De er en skræmmende størrelse, når man INGEN erfaring har.

Det er også en bog med et fantastisk diverst karaktergalleri. Der er Molly og Cassies to mødre, hvor af den ene er sort, og en af dem er biseksuel, Mina er koreansk-amerikansk og panseksuel, både Molly’s familie og Reids familie er jødiske, og selvom ingen af karaktererne er aseksuelle, så bliver det nævnt alligevel. Det var så forfriskende med en verden, der ligner virkeligheden. Det føltes på ingen måde tvunget eller overdrevet, bare naturligt.

Det er en af de ting Becky Albertalli gør allerbedst. Både i Simon og her. Hun forstår at skrive karakterer og historier, så de føles naturlige. Der er intet forceret eller urealistisk over den verden eller det plot, hun skaber. Det er vitterligt karakterer jeg tænker, jeg kunne støde på ude på gaden.

Man kan også tydeligt mærke hun har gjort noget ud af sine karakterer, de er ikke bare med for at fylde en diversitets kvote. Hun har undersøgt sit stof, og gjort det med respekt for dem, der faktisk skal spejle sig i disse karakterer. Og det betyder så uendeligt meget.

Mest af alt, så elskede jeg forholdet mellem Molly og Cassie, og Molly og Reid. Helt ærligt, så er Reid så latterligt charmerende, jeg havde lyst til at kysse ham selv. Åh. Kærligheden i den her roman er nok til at jeg selv får sommerfugle i maven, og ønsker mig (næsten) tilbage til dengang jeg var 17 og fuld af nervøsitet og forvirring.

Der er også enkelte cameos med karakterer fra Simon, og det gør mig så glad at vide, de to romaner og alle deres karakterer befinder sig i samme univers.

The Upside of Unrequited er et lille lysglimt i en ellers stigende mørk tid, den er et varmt kram fra en du holder af, den er fuld af glæde, mildhed, og charme. Ganske som Simon, så minder den mig om alt det bedste i verden. Og sådanne bøger kan vi ikke få nok af.

DSC_0473-1

DSC_0480-1

“Labyrinth Lost” af Zoraida Córdova

Labyrinth Lost af Zoraida Córdova, udgivet: 2016, 336 sider, Sourcebooks Fire. English review.

DSC_0397-2

DSC_0405-1

Jeg har glædet mig inderligt til at læse den her bog. Jeg vidste ikke engang præcis, hvad den handlede om, andet end noget med en biseksuel latinx hovedperson og magi. Det var også alt, jeg behøvede at vide.

Hovedpersonen Alex stammer fra en lang linje af brujas og brujos. Hendes mor kan magi, hendes søstre kan magi og hun selv er den mest magtfulde magiker i to generationer. Problemet er, at Alex hader sin magi. Hader den. På sin dødsdag, den dag hvor Alex egentlig bør acceptere sin magi fra sine forfærdre, forsøger hun i stedet at komme af med den for altid. Det går galt, og hun ender med at sende sin familie ned i Los Lagos, en dyster underverden, en verden imellem verdener. Selv er hun efterladt med Nova, en brujo hun ikke kender, men som er den eneste, der kan vise hende vej til hendes familie.

Som en moderne Dante og Virgil rejser de ned i Los Lagos, mod The Tree of Life og Alex’ familie. Men noget, eller nogen, er ude efter Alex og den kraft hun besidder, og Los Lagos er meget mere end bare en legende. Det er fyldt med skygger, ondskab og besidder sin helt egen magi.

Jeg var oprigtigt lidt blæst væk af den her roman. Jeg regnede med den ville være god, men jeg regnede ikke med, jeg ville blive helt så fanget af dens univers, som jeg blev. En del af det var absolut, at det her er en anderledes magisk fortælling, blot fordi den trækker på latinamerikanske myter, traditioner og legender. Det er på sin vis en meget traditionel fortælling om rejsen til underverdenen, men den får virkelig meget af, at det også er Alex’ dannelsesrejse.

At hendes familie er endt dernede er hendes skyld, og selvom hun hader sin magi, selvom hun ikke mener den medfører andet end død og ruin, så er hun nødt til at acceptere den som en del af hende selv, hvis hun vil overleve og befri sin familie. Det lyder meget banalt, men det er virkelig fantastisk gennemført, også fordi Córdova nægter at træde i nogle af de faldgruber det ellers ville være meget nemt at falde i. Hun har respekt for sin heltinde, respekt for hendes rationalitet og hendes følelser, og respekt for den historie hun forsøger at fortælle. Her er ingen billige troper eller triste klicheer. Ikke uden at de gives et twist i hvert fald.

Det fik mig til at indse, det faktisk ikke er særlig ofte i YA-romaner, jeg virkelig får følelsen af at den måde personerne og deres indre liv bliver portrætteret på føles realistisk, men det gjorde den her. Selvom vi er omringet af magi, af mytologiske væsener, af spøgelser, af dæmoner, så føltes det rigtigt. Historien føltes rigtig.

Det er også en oprigtigt innovativ roman, og Córdova udviser et stort talent for at opbygge en verden af det fantastiske og underfundige på en måde, der er rodfæstet i det realistiske. Magien er måske noget af min yndlingsmagi, jeg er blevet præsenteret for i fiktionen, fordi den kommer med en pris. Den er ikke bare givet frit. Der ér konsekvenser ved at bruge den eller forsøge at skubbe den fra sig, og de konsekvenser rækker langt dybere end man lige umiddelbart kan se.

Jeg var også vild med Rishi, Alex’ bedste ven, og Nova. Og Alex splittede følelser mellem dem. Nova, drengen hun ikke kender og ikke ved om hun kan stole på, men som risikerer sit liv for hende. Og Rishi, pigen der støttede Alex og troede på hende, selv da ingen andre gjorde. Og jeg var vild med Alex familie, hendes søstre og hendes mor. For det er også en historie om familie, om den arv vi er givet af vores historie, den pris den kommer med. Det kan både være en gave eller en forbandelse. Ofte begge.

Den slutter selvfølgelig også på en slags cliffhanger, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad forklaringen er. Jeg er så henrykt over det her er en trilogi. Giv mig flere brujas, mere magi, mere kærlighed og mere af den her verden, af Alex og Rishi og Nova.

DSC_0399-1

DSC_0404-1

“Tell Me Again How A Crush Should Feel” af Sara Farizan

Tell Me Again How A Crush Should Feel af Sara Farizan, udgivet: 2014, 296 sider, Algonquin Young Readers. English review.

DSC_0389-1

Amerikansk-Iranske Leila går i high school, og gør sit bedste for at holde sig til sine venner og ikke skille sig for meget ud. For hun har en hemmelighed, noget ingen ved om hende: hun kan lide piger. Og det må meget gerne forblive en hemmelighed. Hun har ikke brug for at hele skolen behandler hende anderledes, eller taler bag hendes ryg, og hun har absolut ikke brug for at hendes traditionelle, iranske forældre finder ud af det.

Men da en ny pige, Saskia, dukker op på skolen, så falder Leila for hende ved første øjekast. Hun er alt det Leila gerne vil være, og alt det, hun ville ønske hun kunne få. Så da Saskia begynder at vise interesse i Leila, er det pludselig ikke så let at skjule alt det, hun føler for. Måske er det på tide at give slip.

Tell Me Again How A Crush Should Feel er en virkelig sød, virkelig fin roman om den første kærlighed, om at komme ud til omverdenen, og om den frygt, der er indbygget i at befinde sig indenfor LGTBQIA spektrummet. I det her tilfælde er Leilas frygt forstyrket af at hendes forældre er fra Iran, et land, hvor homoseksualitet er forbudt. Det er dog en frygt, som jeg tror mange queer personer føler, ligemeget hvem deres forældre er eller hvor de er fra. Frygten for at blive udstødt er der altid.

Men hendes iranske baggrund giver en anden konflikt, for også her føler Leila sig som en outsider. Ingen forstår helt den del af hendes liv, så da Saskia, der selv er biracial, kan tale med hende om det, så føler Leila sig for første gang virkelig set.

Mest af alt, så er det bare en rigtig god roman om at være teenager, om at navigere venskaber og romantik, om at beslutte hvem og hvad man vil være. Man begår så uendeligt mange fejl, man får sit hjerte knust, og man fortryder en masse, men det er også her, man ligger bunden for den person, man bliver. Hvor sårbar det end betyder man må være.

Leila tror hun har alle sine medstuderende regnet ud, men det viser sig hurtigt, at jo tættere på dem hun kommer, jo mindre viser det sig hun faktisk ved. Jo mere Leila regner sig selv ud, jo mere går det også på for hende at selv de personer, hun troede hun kendte allerbedst, har hemmeligheder, lidenskaber og drømme, hun ikke ved noget om.

Den mindede mig en del om Simon vs. The Homosapiens Agenda, og har rigtig mange af de samme elementer, uden at de dog føles ens. Det her er uden tvivl sin egen historie. Men hvis man nogensinde har ønsket sig en lesbisk version af Simon, så er den absolut her.

Eller hvis man som mig bare fucking elsker high school romances.

Det her er ikke en perfekt roman, men den var lige præcis, hvad jeg håbede den ville være. Jeg troede, jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, men den overraskede mig faktisk også en smule. En dejlig, dejlig bog.

“The Hate U Give” af Angie Thomas

The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet: 2017, 464 sider, Forlag: Balzer + Bray. English review.

dsc_0327-1

dsc_0315-2

Jeg har ventet i spænding på den her bog, og nu hvor den endelig er her kan jeg med glæde fortælle, at den er absolut alt det, jeg håbede den ville være.

På vej hjem fra en fest bliver Starr og hendes ven Khalil stoppet af politiet. De har intet gjort forkert, men aftenen ender alligevel med at betjenten skyder Khalil tre gange og dræber ham på stedet. For de flest af os er det ikke en ny historie, i USA sker det alt, alt for ofte at sorte bliver skudt og myrdet uden grund.

Hvad der følger er Starrs kamp for retfærdighed, og om at finde modet til at fortælle en historie, det langt fra er alle, der ønsker at høre.

Det er et svært, komplekst og ømt emne, som Angie Thomas håndterer med respekt og rå ærlighed. Hun viser os en virkelighed, der ofte gemmes væk, og det betyder, der ikke lægges fingre imellem. At det her er hendes debut er svært at forstå, for den er imponerende. På alle punkter.

Den rammer ubønhørligt og brutalt med sin sandhed, og viser en side af en sag, der desperat har brug for at blive vist. Det er let at afskrive ofrene for disse politidrab som bandemedlemmer, kriminelle eller skyldige i et eller andet, men der er ingenting, der kan forsvare at skyde en ubevæbnet sort mand eller kvinde, der intet har gjort forkert. Ligemeget hvem de er.

Ikke bare tager The Hate U Give et alt for relevant emne og gør det forståeligt for alle, også de af os, der befinder os fuldstændigt på den anden side af sagen – os, der aldrig ville blive skudt uden grund, fordi vi er hvide. Men hun giver os også karakterer, der alle er levende, og en historie, der afliver stereotyper, og giver et portræt, der oplyser, uddanner og forklarer – uden at lægge fingre imellem eller spare os for de hårde detaljer, hvor svært det end er at høre dem. Som hvid er det fordi vi er med til at opretholde et system, der tillader den slags at ske, og det kan være svært at se i øjnene. Men for dem, der ser sig selv i Starr og hendes liv, der er det at se i øjnene at du kan blive myrdet, og verden vil ikke yde dig retfærdighed, primært på grund af din hudfarve.

Udover at behandle Black Lives Matter, så giver den også et indblik i alle de måder systemet, rent strukturelt, er bygget så sorte har sværere ved at opnå den samme levestandard som hvide. Den forklarer, uden at fremmedgøre, hvor stor en forskel, det gør, om du er sort eller hvid, og hvor direkte livstruende det er. Den dømmer ikke, men den peger, uden at vige tilbage et eneste sekund, en insisterende finger mod uretfærdigheder, der ikke burde eksistere, men som gør det alligevel.

Det er også Starrs første skridt ind i aktivisme. Pludselig skal hun beslutte om hun tør sige sandheden på nationalt tv, og forsøge at få retfærdighed for Khalil.

Men det er også en virkelig rørende historie om familie, om balancen mellem at beskytte dem man elsker og gøre det, der føles rigtigt. Starrs familie er oprigtigt fantastisk, og jeg ville ønske det var min familie. De er ikke perfekte, men de elsker hinanden dybt, og med den slags kærlighed i ryggen kan man klare det meste.

Og så handler det om venskab, om at vide, hvornår en person ikke er god for en, og hvor meget man vil tillade før man siger stop.

Der er ufattelig meget at tage fat på med den her bog. Den kommer ind på virkelig mange emner, uden at det nogensinde virker unaturligt. Det er alt sammen vævet sammen til et slående, personligt portræt af en hverdag, med alle de bekymringer, og al den frygt, som millioner af mennesker må leve med, og som mange kan genkende, men som for mig er fremmed.

Og selvom den dækker et så tragisk emne, og har masser af øjeblikke, hvor man har lyst til at kigge væk (Thomas’ nådesløse ærlighed er virkelig imponerende), så er den også fuld af humor, fabelagtige, smukke og hjerteknusende hverdagsøjeblikke og en helt særlig varme, der gjorde jeg ikke kun undgå at elske den, eller de personer, den giver til mig.

Den er fyldt med liv. Starr, hendes familie eller hendes omgangskreds nægter at give op eller glemme, men insisterer på kampen om livet og retfærdigheden. Og Thomas inviterer os til at kæmpe med dem.

Der er intet ved den her roman, jeg ikke kunne lide, og jeg er så begejstret for at Angie Thomas har fået sin debut. Hvad end hun kommer med næste gang, så skal jeg læse det, for det her er ikke bare en vigtig roman, det er en fucking god roman.

dsc_0312-2

dsc_0322-2