“The Underground Railroad” af Colson Whitehead

The Underground Railroad af Colson Whitehead, udgivet: 2016, 366 sider, Fleet.

DSC_0389-1

“‘Why do all this,’ she asked. “For all of us?’
‘Don’t you know? White man ain’t going to do it. We have to do it ourselves.'”

Det her er bogen, der har været på alles læber, og når man læser den forstår man hvorfor. Det er en voldsom roman, der bærer flere århundreders lidelser, smerter og racisme i sig. Det er historien om Cora, der flygter fra slaveriet med den underjordiske jernbane, der i dette tilfælde er en faktisk underjordisk jernbane.

Hvert stop på denne flugtrute byder på forskellige former for frihed og muligheder. Men Cora, der aldrig har oplevet friheden før, opdager også friheden har mange former, og at det, der i første omgang ligner frihed, i stedet kan være nye usynlige lænker.

Whiteheads største triumf er dog ikke selve plottet, men snarere hans evne til at give et nuanceret indblik i de grusomheder og umenneskeligheder sorte blev udsat for i USA. Ikke blot som slaver, men også som “frie” individer. Selv dem, der var heldige nok til at undslippe plantagerne eller købe deres frihed oplever at selvom de ikke længere er slaver, så har de ingen plads som ligestillede med hvide i samfundet. Det er blot en illusion. De bliver givet ideen om frihed, og derefter steriliseret mod deres vilje og uvidende brugt i eksperimenter med syfilis.

Det er ubehageligt at læse, og det skal det være, men det er også nødvendigt for at forstå, hvor dybe rødder racismen har, hvor mange former den tog og tager, og i hvor mange forskellige ansigter og aspekter af livet den kunne og stadig kan findes. Det er ikke blot slavehandelen, der er grusom, det er også måden, hvorpå de blev jagtet og straffet, den måde de blev myrdet og umenneskeliggjort, på plantagerne og væk fra dem.

Men The Underground Railroad handler også om drømmen om frihed. Drømmen om en bedre verden et andet sted. Det er dét jernbanen repræsenterer. Den er håbet om, at der findes et sted, hvor friheden hersker for de sorte, og hvor de kan indtage en værdig plads i samfundet og genvinde deres værdi som mennesker.

“But every slave thinks about it. In the morning and in the afternoon and in the night. Dreaming of it. Every dream a dream of escape even when it didn’t look it.”

Det er passende, synes jeg, at Whitehead gør jernbanen til noget næsten magisk og fantasifuldt. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvorfor præcis den er der. Men nogen har lavet den og måske til præcis dette formål; at hjælpe slaver med at flygte. I en roman, hvor hvide mennesker tror verden er skabt til, at de skal være på toppen, så er det passende at der lige under dem, er en konstruktion, der underminerer denne sandhed. Jernbanen kan ikke stoppes. Den kan forsinkes, forhindres, men aldrig stoppes. For der vil altid være håbet om en bedre fremtid, det skal der være, og for dem, der tør gribe chancen og risikere alting, så er jernbanen der, til at bære dem til en – måske – lysere fremtid.

Det er en stærk, brutal og enormt velskrevet roman. Whitehead er indimellem næsten poetisk i sine beskrivelser, men gemmer ikke grusomheden væk i et blomstret sprog, i stedet gør det hans beskrivelser svære at se bort fra. De hægter sig fast og tvinger os til at mærke og bære vægten af hans ord og den uretfærdighed og grusomhed han beskriver. Og indimellem håbet.

Det har taget Whitehead 17 år at føle, han var moden nok til at skrive den her roman. Det var værd at vente, for det er en fænomenal præstation og unægteligt et værk, der fortjener at blive genlæst og husket.

“Here’s one delusion: that we can escape slavery. We can’t. Its scars will never fade. When you saw your mother sold off, your father beaten, you sister abuseed by some boss or master, did you ever think you would sit here today, without chains, without the yoke, among a new family? Everything you ever knew told you that freedom was a trick – yet here you are.”

DSC_0685-1

DSC_0252-1

 

Advertisements

“What I Loved” af Siri Hustvedt

What I Loved af Siri Hustvedt, udgivet: 2003, 370 sider, Sceptre.

DSC_0804-1

DSC_0816-1

“‘But the really terrible question is this: What was it that I loved?‘”

Jeg synes egentlig What I Loved er best opsummeret med et citat fra romanen: “This will be our law – that we write our dailiness and our suffering very, very carefully.” Jeg føler, det er det, Siri Hustvedt har opnået med denne roman. Hun har beskrevet hverdagen og smerten meget, meget omhyggeligt, og med en helt vidunderlig indlevelse i sine karakterers liv.

What I Loved virker umiddelbart som en stille refleksion over kærlighed, venskab og familie. Om hvordan et venskab mellem to mænd forandrer deres liv for altid, om de kvinder, der er med til at forme dem, de familier, de starter og alt det, de sammen mister. Men romanen røber undervejs en smerte, der udfoldes mere og mere jo længere vi kommer ind i historien. Ikke kun én smerte, mange smerter. Alle de forskellige typer, der findes, og hvordan de væver sig sammen, bløder igennem alting, og destruerer det, der fandtes før, så man enten må genopbygge eller forlade det.

Det er også en langsom bog. Eller snarere, den giver sig tid til at være i bestemte øjeblikke og atmosfærer. Den zoomer helt ind på glæden og specielt smerten over at miste. Enten til døden eller til geografisk eller følelsesmæssig afstand. Det er en roman, der rummer en dyb, dyb sorg. Og ikke blot over dem, de mister, men også over dem, de har elsket. Dem, der viste sig at være uigenkendelige, når de blev observeret tæt nok på.

Rammen er to vennepar, som vi følger fra venskabets start og til de, årtier senere, splittes ad igen. Der er intet reelt plot. Der er blot observationer om deres liv, deres hverdag, deres interne forhold, og deres følelser, og senere bekymringener om deres børn. Hovedpersonen er Leo, og hans følelsesliv er den linse vi ser fortællingen folde sig ud igennem. Han er samtidigt også, på mange måder, den mindst interessante karakter. Men hans statiske kvalitet gør ham også perfekt egnet til centrum af romanen. Han forbliver, men alt omkring ham falder fra hinanden og ændres.

Der er også noget fascinerende over den nærmest umærkelige måde, han forandrer sig på. Ja, som de alle forandrer sig på. Enkelte gange sker det i gigantiske ryk, men oftest er det skridt for skridt. Det giver også romanen en flydende kvalitet. Når man når til slutningen, så er det en smule overraskende, hvor langt disse personer er kommet, og hvor meget der egentlig er sket siden begyndelsen. Der er hele tiden noget, der bobler under overfladen, en storm under opsejling, og det giver romanen en særegen kvalitet.

De fire hovedkarakterer er meget sympatiske, og det gav mig lyst til at læse videre. Samtidigt var jeg helt overbevist om, at alt ville blive værre for dem, jo mere jeg læste, så jeg havde også lyst til at lægge romanen fra mig. Dermed fange dem i det øjeblik, jeg forlod dem i. Jeg læste hele romanen på meget få dage i tilfælde af sidstnævnte impuls blev lidt for stor, og jeg ikke kunne vende tilbage til læsningen igen.

Det er en roman, der fortjener at blive læst færdig.

Hustvedt formår med et velovervejet sprog og et imponerende øje for detaljer at fortælle en historie, der reflekterer over noget helt fundamentalt i livet. Hvordan vi interagerer med dem, vi elsker, hvad der sker med os, når de forlader os, og den magt, de har over os, udelukkende fordi vi elsker dem. En gribende og intens roman.

I’ve always thought that love thrives on a certain kind of distance, that it requires an awed separetness to continue. Without that necessary remove, the physical minutiae of the other person grows ugly in its magnification.

DSC_0833-1

“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet: 2017, 513 sider, Katherine Tegen Books/HarperCollins.

DSC_0091-1

DSC_0122-1

DSC_0096-1

I 1700-tallets England står den 18-årige Monty til at overtage hans faders forretning og gods, men der er intet han mindre vil. Han er mest af alt interesseret i at drikke, forføre kvinder og mænd, gamble og leve livet til fulde. Inden han træder ind i voksenlivet, så har Monty dog fået lov til at tilbringe et år i Europa med hans bedste ven, Percy, og Montys yngre søster, Felicity.

Men hvor Monty tror, det bliver et år, hvor han kan leve livet med Percy og enten komme sig over sin forelskelse i ham – eller se om det skulle være gengældt – så viser dig sig i stedet at handle om at få Monty til at blive voksen. Så han kan stoppe med at være tiltrukket af mænd, stoppe med at drikke, hore og være en skamplet på familien. Monty tager alligevel afsted, for om et år rejser Percy væk, og Europa vil være hans sidste tid med ham.

Deres tur i Europa tager dog hurtigt at tage en drejning mod noget langt mere alvorligt, da Monty ved et “tilfælde” kommer til at stjæle et vigtigt artefakt. Pludselig må gruppen løbe for deres liv, og forsøge at returnere artefaktet til dets rette ejer. Men det medbringer langt flere komplikationer end de kan forestille sig, og kan meget vel ændre deres liv for altid.

Jeg har ventet på udgivelsen af den her roman, siden jeg første gang opdagede den eksisterede. Jeg havde tårnhøje forventninger til den, men den formåede alligevel at overstige dem alle. Store dele af den var præcis, hvad jeg forventede. Det var en virkelig morsom, romantisk og episk rejse gennem Europa, og Monty og Percy var lige så akavede, vidunderlige og hjertebankende perfekte i deres håbløse forelskelse, som jeg havde håbet. Felicity var også præcis så handlekraftig, intelligent og ambitiøs, som jeg havde forventet. Sammen udgør de en dynamisk og charmerende trio, det var en fryd at følge gennem Europa, mens de undviger røvere, kidnappes af pirater og forsøger at stoppe de forkerte i at få fingrene i Montys tyvegods.

Men der var også en uventet dybde. Jeg regnede faktisk med at Mackenzi Lee ville se bort fra flere af de problematikker, der ville være i at romanen foregår i 1700-tallet og Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity er en ambitiøs ung kvinde, der vil meget mere end blot at lære at sy og finde sig en mand. Men Lee tager fat i de problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Montys biseksualitet er et reelt problem, og noget han kæmper med, noget der faktisk har medført en depression, fordi han ikke passer ind. Fordi hans far banker ham og bebrejder ham at han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster.

Men Monty er også uvidende omkring den kamp Percy kæmper for blot at blive set som ligeværdig med andre i samfundet. Han er ganske vist vokset op i den adelig familie, men han har langt fra de samme friheder som Monty. Monty forstår heller ikke, hvor frustrerende Felicity finder det, at han har en hel verden af uddannelser foran sig, men vælger at ødelægge det for sig selv, når hun ikke har samme muligheder, men brændende ønsker sig dem. Felicity forstår til gengæld ikke Montys seksualitet, og selvom hun elsker ham og er forstående, så tror hun også lidt på at han blot kan undertrykke det.

Det er tydeligt i den måde Lee bygger sin roman og sine karakterer op på, at hun giver karaktererne forældede syn på seksualitet, sygdom og køns- og racelighed, fordi det er den verden, de befinder sig i. Men historien er langt mere progressiv end det. Monty bruger også det meste af romanen på at mene han kan kurere Percy for hans epilepsi og at han så kan leve et godt liv. Men selvfølgelig kan Percy leve et udmærket liv med sin epilepsi, og selvfølgelig gør Monty ikke forkert i også at være tiltrukket af mænd. Lee medtager også en masse små sexistiske eller racistiske mikroaggressioner, som specielt Percy lever med. Det giver meget til romanen, at Lee ikke viger bort fra realiteten af datidens racisme, sexisme og ulighed, men i stedet viser en måde at håndtere det på, der passer sammen med de syn, vi har på disse ting i dag.

Det kunne let være blevet en roman, der blot var en god fortælling, med en sød kærlighedshistorie og et godt eventyr, men den er meget mere end det. Det er også en roman om brændende at ønske at bryde ud af samfundets normer, om at føle man ikke passer ind. Montys depressive træk, der stammer fra denne frustration og desperation over at være fanget i et liv, han ikke ønsker, var ufatteligt genkendelig og ramte mig vildt hård. Alle karaktererne har dybde, de er ikke klicheer eller stereotyper. De har fejl, reelle fejl, de fucker op og sårer hinanden, og de bærer alle sammen på byrder, de ikke helt ved, hvordan de skal dele med hinanden.

Monty virker mest af alt som om han kun er interesseret i sig selv og har svært ved at tænke på, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. Men det viser sig at han er langt mere end det. At han er dybt mærket af sin fars misbrug og en resulterende depression. Hver karakter virker umiddelbart til at være let at regne ud, men som de udfoldede sig igennem romanen opdagede jeg, hvor meget mere, de egentlig var. De var komplekse, nuancerede og overraskende.

Alt det er blandet i med et virkelig fabelagtigt eventyr, nogle fantastiske beskrivelser af Europa, og et interessant, omend lidt ligetil plot, der mindede mig en lille smule om Frankenstein, i den måde den pointerer, at hvad videnskaben kan gøre og hvad videnskaben bør gøre er to vidt forskellige ting. Men plottet er ikke reelt set pointen. Pointen er karaktererne og hvordan deres oplevelser bringer dem tættere på hinanden, tættere på dem selv, og tættere på en mere åben forståelse af verden. Hvordan nærdødsoplevelser, miskommunikation, flugt, forræderi, og kidnapning kan give dem modet til at turde vælge en fremtid, de selv kan forme. Også selvom den går imod alt det, samfundet og deres familier forsøger at fortælle dem.

Det er ikke så realistisk, måske. Men det er så velfortalt, at jeg tror på, det kan lade sig gøre. Eller at det i hvert fald bør kunne lade sig gøre, dengang og nu, og at romaner som denne er med til at holde den drøm i live.

Jeg håbede, jeg ville elske den her roman, og det gjorde jeg. Jeg er så taknemmelig for, at den viste sig at være langt mere, end jeg havde håbet på. At den har vidunderlig romantik, episk eventyr, samt følelsesmæssig dybde, og at den formår at balancere humor og seriøsitet. Det hele er vævet sammen til en nærmest perfekt roman. Tak Mackenzi Lee, for en helt ny yndlingsroman.

DSC_0100-1

DSC_0152-1

DSC_0136-1

“Dear Martin” af Nic Stone

Dear Martin af Nic Stone, udgivet: 2017, 224 sider, Crown Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley. Udkommer: 17. oktober 2017. English review.

DSC_0985-

Yeah, there are no more ‘colored’ water fountains, and it’s supposed to be illegal to discriminate, but if I can be forced to sit on the concrete in too-tight cuffs when I’ve done nothing wrong, it’s clear there’s an issue. That things aren’t as equal as folks say they are.

*

Justyce McCallister er i toppen af sin klasse, og er klar til at fortsætte sin uddannelse på et af USAs bedste universiteter. Han har det meste af sit liv formået at undslippe den stereotype, som mange af de sorte han voksede op med er faldet ind under. Indtil han en aften forsøger at hjælpe sin fulde ekskæreste sikkert hjem og i stedet bliver sat i håndjern af politiet og må sidde på kantstenen i flere timer inden han får lov at gå fri.

Det går herefter op for Justyce, at det er ligemeget, hvor gode karakterer han får, hvor god en skole han går på, hvor pænt han opfører sig, eller hvor godt han går klædt. Det faktum at han er sort er nok til at få en hvid politibetjent til automatisk at se ham som kriminel.

Justyce begynder som resultat at skrive breve til Martin Luther King Jr., hvor han reflekterer over sin egen status i samfundet, hans (hvide) omgangskreds’ generelle uvidenhed, og den indgroede racisme, der er at finde i et system, der ellers af mange (uvidende hvide) ses som værende lige.

Det er en barsk roman, der handler om at indse, at livet ikke på noget tidspunkt stopper med at være en kamp. Justyce tvinges efter den skæbnesvangre nat til at se i øjnene at diskrimination på grund af hans hudfarve ikke er noget han kan undslippe. At det er noget mange mennesker ikke vil lade ham undslippe. At den systematiske racisme, der stadig eksisterer, altid vil påvirke hans liv. Det er en brat opvågnen, og at skulle forsøge at finde en måde at blive ved med at kæmpe, uden at brænde ud, er mere end svært. Det virker for Justyce næsten umuligt. Derfor henvender han sig til Martin Luther King, og forsøger med stigende frustration at navigere og balancere den nye virkelighed han befinder sig i, og som han før, til et vist punkt, kunne ignorere.

Dear Martin er ikke blot en roman, der ser nærmere på Black Lives Matter bevægelsen, men også på racisme generelt. På den måde systemet nærmest er “designet” til at unge, sorte mennesker skal fejle, og hvordan disse unge mennesker reagerer på den realitet. Det er ikke behageligt at læse, men det er nødvendigt. Og selvom romanen ofte er nærmest ubærlig, så er den også fyldt med kærlighed, håb og mod. For Justyce er aldrig alene, der er altid nogen parat til at gribe ham, tale med ham og lytte, og personer, der er står ved hans side – nogle, som har stået der hele tiden og andre, der først nu indser, det er det rette sted at stå. Det er, mere end noget andet, en roman om, hvordan man lærer at stå fast og ikke give op, når man hver dag skal stå overfor et system og et samfund, der automatisk ser dig som en trussel.

Romanen består dog også af en langt større tragedie end Justyces’ nat tilbragt på kantstenen i håndjern, og den sidste del af bogen er virkelig svær at komme igennem. Specielt set i lyset af, at de her ting bliver ved med at ske. Sorte dræbes, og gerningsmændene går fri igen og igen. Uretfærdigheden er overvældende. Det virker måske som et meget amerikansk problem, men mødet med systemisk uretfærdighed og kampen for at opnå retfærdighed og lighed er kampe, der finder sted i hele verden, hele tiden. Mødet med disse kan være ufatteligt demotiverende, og Nic Stone fanger helt fantastisk, hvor frustrerende det kan være at skulle kæmpe mod det.

At skulle insistere på at resten af verden ser en uretfærdighed, der for dig er så åbenlys. Hvordan undgår man at miste modet? Hvordan bliver man ved med at holde hovedet højt? Hvorfor ikke bare give op? Stone stiller alle disse spørgsmål og besvarer dem også på forskellig vis. Der er ikke ét rigtigt svar. Svaret er forskelligt fra person til person.

Dear Martin er ikke blot en virkelig velskrevet roman, der har levende, realistiske karakterer og et overbevisende plot. Det er også en alt for nødvendig roman. Den sætter fokus på et vigtigt, overvældende problem, og samtidigt også på den racisme, der gennemtrænger hverdagen for sorte i USA, men også hvordan en ung, sort mand reagerer på og forsøger at håndtere den racisme, når den pludselig bliver både personlig og livstruende.

Nic Stone formår at give emnet den rette tyngde, og selvom racisme og politivold hele tiden spiller en central rolle i romanen, så blandes det tilpas med alt det andet, der også udgør et teenageliv: Forelskelse, venskab, familie og hvad det vil sige, at blive voksen, og skulle beslutte, hvilket slags menneske man vil være. Et spørgsmål, der er endnu mere presserende, når det er indhyllet i en realitet som denne.

Dear Martin er en troværdig, velfortalt roman med et fantastisk persongalleri, og en dyb medfølelse i sit emne og sin historie. Absolut anbefalelsesværdig.

*

“Yeah, I grew up in a rough area, but I know I’m a good dude, Martin. I thought if I made sure to be an upstanding member of society, I’d be exempt from the stuff THOSE black guys deal with, you know? Really hard to swallow that I was wrong. All I can think now is ‘How different would things have gone had I not been a black guy?’

DSC_0990-1

“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

When Dimple Met Rishi af Sandhya Menon, udgivet: 2017, 380 sider, Simon Pulse. English review.

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2