“The Bloody Chamber and Other Stories” af Angela Carter

The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter, udgivet: 1979, 146 sider, Folio Society.

DSC_0502-2

DSC_0491-1

Nursery fears made flesh and sinew; earliest and most archaic of fears, fear of devourment. The beast and his carnivorous bed of bone and I, white, shaking, raw, approaching him as if offering, in myself, the key to a peaceable kingdom in which his appetite need not be my extinction.

*

 

The Bloody Chamber and Other Stories samler en række genfortalte eventyr med stærke feministiske undertoner. Det er mørke, blodige og fængslende historier, der giver os eventyr, vi genkender, men genfortalt med fokus på kvindens frigørelse fra de lænker disse fortællinger ofte har lagt hende i. Her kan udyret slikke huden af skønheden og vise os pelsen nedenunder. Her kan rødhætte ligge sig ved ulven i en blodig seng. Der er ingen happily ever after, som vi kender den.

Angela Carter skriver med en sproglig præcision, der fremkalder smukke, forstyrrende billeder, og hvor begær, lyst, seksualitet, og den menneskelige sjæls skygger skrives frem og får lov at stå i lyset for en stund.

Det er befriende og bizart beroligende at læse en række historier, hvor man ved at alle de fejl og mangler, man hele sit liv har levet med i disse idealiserede og moraliserende fortællinger, bliver set i øjnene og stukket i hjertet. Så vi står tilbage med blodige hænder og et tilfreds smil på læben.

Her er ganske vist alle de karakterer, vi genkender så godt. Bæstet, udyret, monsteret, forførerinden. Den uskyldige jomfru, der igennem sine prøvelser bliver en kvinde. Her involverer prøvelsen dog ofte også sex, og der er meget lidt uskyldighed. I den eneste fortælling, hvor uskyldigheden overlever til slutningen, er den båret af en mand, og kvinden er den korrumperende, blodsugende kraft, der truer ham. Stadig er det ikke hans rejse (for ændrer man sig ikke fra start til slut, så er der ingen rejse at tale om), det er i stedet hendes.

*

I was not afraid of him; but of myself. I seemed reborn in his unreflective eyes, reborn in unfamiliar shapes. I hardly recognised myself from his descriptions and yet, and yet – might there not be a grain of beastly truth in them? And, in the red firelight, I blushed again, unnoticed, to think he might have chosen me because, in my innocence, he sensed a rare talent for corruption.

*

Det er hele vejen igennem kvinden, der er i centrum. Her får hun lov at generobre sine egne fortællinger, uden at måtte opgive at være et helt menneske. Hun må begære, elske, skade, dræbe og herske, som hun ønsker. Hver historie er kompleks og der rører sig mere under overfladen end den første gennemlæsning afslører. Der er en blidhed, en tøven og alligevel en umiskendelig brutalitet over disse unge kvinder, der mærker verden for første gang. Der forrådes, misbruges og elskes af mænd. Der finder nye veje gennem kendt terræn.

Jeg var mildest talt bjergtaget. Angela Carter genfortæller uden at miste hverken originalitet eller momentum. Hun forholder sig til de kendte historier og indgyder dem med ny energi, mening og nuance. Her er ulven både forfører og monster, og her kan kvinden tage del i det monstrøse, hun skal ikke reddes fra det. Hun kan enten overvinde eller overgive sig til det.

I løbet af The Bloody Chamber and Other Stories bliver noget levendegjort, der ellers blot har ligget begravet inden i os. Her bliver det monstrøse erotisk, her blandes rædsel med begær. Ikke fordi vi frygter, det, der venter i natten, men fordi vi ser, vi genkender, mørket i os selv. Vi higer efter det, og hver historie bliver dermed også en forløsning. Carter vil ikke blot vise os denne kvindelige opvågnen, men lade os føle den. Det opnår hun let med sit stemningsfulde og ekstremt billedrige sprog, der nærmest bløder ud på siden og ind i sindet på læseren.

Det er en bog, der slipper noget løs. Det voldsomme, det blodige, det smukke og det sanselige. Den muliggør en overgivelse til det øjeblik, hvor det menneskelige og det umenneskelige mødes. Hvor vi bliver mere end os selv, om så det er en forvandling til skønheden eller udyret. Det er en frigørelse.

DSC_0522-1

DSC_0495-1

“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1