“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. English reviewAnmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3

 

“Ti Små Åndedrag” af K. A. Tucker

Ti Små Åndedrag” (originalt: Ten Tiny Breaths) af K.A. Tucker, oversat: Natasja Ejersbo Frederiksen, 366 sider, originalt udgivet: 2012, Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0335-1

Jeg er så træt. Træt af bøger, som den her. Der er fyldt med slut-shaming, manipulerende, abusive forhold, og mænd, der opfører sig som sociopater, men hvor det åbenbart er okay, så længe han er lækker.

Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke romaner, der ikke tager psykiske lidelser, og følelsesmæssigt misbrug alvorligt. Jeg gider ikke historier, der romantiserer opførsel som Trents.

Jeg troede lige et øjeblik, helt oprigtigt, at den her bog tog det rigtige valg til sidst. At K.A. Tucker godt vidste, hun var gået over stregen, og at et forhold mellem Kacey og Trent aldrig ville være okay. Men nej.

Jeg er oprigtigt taknemmelig for at forlaget sendte mig den her bog, og jeg beklager jeg ikke har pænere ting at sige. Jeg orker bare ikke mere.

Først: Slut-shaming! Kacey arbejder som bartender i en stripklub, hvilket ikke kræver hun tager tøjet af, noget hun OFTE minder os og andre om. Derudover har hun travlt med at slut-shame alle de kvinder, der arbejder der og faktisk tager tøjet af:

Men det her anderledes. De vandrer rundt og falbyder deres varer. Sælger deres kroppe.

Jeg tager mig selv i det, før jeg forklarer, at han ikke overgiver sig, fordi han ikke kan lide billige tøser.

Med stive bevægelser vender jeg mig om, og ser, at en velformet, indfødt amerikansk kvinde har indtaget scenen og er i gang med en eller anden form for rekonstruktion af en regndans iført sparsomt fjerkostume.” (også lidt racistisk, ekstra flot!)

Okay, Kacey og K.A. Tucker, her er en øjenåbner: Det er okay at arbejde i en stripklub. Man er ikke billig af den grund. Det er et helt legitimt job, der skal respekteres, og som kvinder har ret til at vælge, uden at de skal dømmes for det.

Og spoiler advarsel, men jeg er simpelthen nødt til at uddybe, hvorfor den her bog er fucked op.

.

.

.

.

.

.

Det viser sig selvfølgelig (og seriøst, det er ikke svært at gætte), at Trent er forbundet til den ulykke, der slog hele Kaceys familie ihjel, på nær hende og hendes søster. Det er som man kunne forvente, og så totalt åbenlyst og forudsigeligt man knap kan kalde det et plot twist.

Det er det sådan set heller ikke. Plot twistet er at Trent, på trods af et polititilhold Kacey fik mod hele hans familie kort efter ulykken, har stalket hende i 2 år, og hacket hendes email, for at finde ud af, hvor hun skulle bo, så han tilfældigvis kunne flytte ind i samme bygning. Og så har han ellers indsat sig selv i hendes liv, i et forsøg på at “redde” hende. Jeg ved ikke, hvordan præcis han havde tænkt sig at gøre dette? For at indlede et seksuelt forhold med hende virker ikke som en skide god idé – medmindre han (sandsynligvis) regner med at hans vilde sex-skills og enestående kærlighed kan redde hende fra den dybe afgrund. I stedet for bare at fucke hende mer eop, når hun indser at den fyr, hun har forelsket sig i har løjet for og forfulgt hende i 2 år. Fuck dig, Trent.

Da min søn forlod hospitalsprogrammet for to år siden, gjorde han det i den tro, at hvis han kunne fikse dit liv, så ville han blive tilgivet for al den smerte, han havde forårsaget. […] Min søn har holdt øje med dig på afstand i to år, Kacey. Han har ventet på det rette øjeblik at kontakte dig på.

Han lyder som en seriemorder! Det er ulækkert, det er ulovligt, og der er ingen i verden, der ville acceptere en mand, der havde behandlet en sådan. Men det gør Kacey. Selvfølgelig. På trods af hun ved, hvor fucked op det er:

Trent har ødelagt mit liv. To gange.”

Han vidste det. I al den tid, hvor han lod, som om han var omsorgsfuuld og forstående og uvidende om min fortid, var det ham, der var skyld i min fortid. Der var hans bil, hans ven, hans fordrukne aften, der berøvede mig mit liv.

Hun ved det. Hun forstår, hvor fucked op det er. Ja, det kan godt være han forelsker sig i hende (jesus christ), men oprindeligt – og i TO ÅR – så var hans eneste mål hans egen tilgivelse. Det er selvisk. Og hun tilgiver ham!

Han stalker hende i to år, lyver for hende, manipulerer hende følelsesmæssigt, bruger hende på grund af en eller anden fucked op idé om at han kan “reparere” hende og gør hendes liv bedre, udelukkende med det formål at hun kan tilgive ham. Det handler ikke om hendes lykke, men om hans fucking skyldfølelse.

Det er latterligt. Alle kan se det er fucked op, Kacey kan se det er fucked op. Og okay, det er fint nok hun tilgiver ham, det er den bedste vej frem. Men at indlede et forhold til ham igen?? Der hintes til at de gifter sig med hinanden! Der er intet romantisk over hans opførsel, og jeg forstår ærlig talt ikke nogen ville kunne få sig selv til at date sådan en mand igen. Han har fortjent et godt liv, men ikke med hende! Der er intet, der gør det okay! Og alligevel så ender de med hinanden.

Hør her, det er ikke fordi jeg ikke tror på tilgivelse. Det er heller ikke fordi det er en dårlig historie at to personer, hvor den ene er delvist ansvarlig for den andens tragedie, finder sammen og heler hinanden.

Men det er fanme ikke en god idé at gøre den ene af dem til en stalker med et bizart skyld-kompleks, der tænker mere på sin egen tilgivelse end på et andet menneskes mentale helbred. Hvis sådan en historie skal fungere, så skal den baseres på ærlighed, respekt og kommunikation. Det gør den ikke her.

Han BELØNNES for det i stedet. De får deres lykkelige slutning med hinanden.

Fuck. Nej. Jeg er så træt. Det er bare forkert, og seriøst fucked op.

Der er en forstyrrende tendens i New Adult til at romantisere forhold, der aldrig burde være acceptable. Jeg håber, den dør en tidlig død, gerne meget snart, og at man i stedet begynder at skrive bøger, der har fokus på sunde forhold, der kan være lige så fulde af drama og tragedie, det tager bare en helt anden form.

Indtil da så må jeg indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for bøger som denne.

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1

“Juliet Takes a Breath” af Gabby Rivera

Juliet Takes a Breath af Gabby Rivera, udgivet: 2016, 193 sider, Riverdale Avenue Books, English review. Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlaget.

dsc_0100-1

We lived loud and hard against a neighborhood built to contain us. We moved like the earth pushing its way through cement sidewalks.

Juliet Takes a Breath er en vigtig bog. Ikke blot fordi den tør så ufatteligt meget, men fordi den bare siger “fuck it” og gør det.

Juliet står foran sit livs, måske, vigtigste sommer. Hun skal forlade Bronx og til Portland, for at arbejde som assistent for det feministiske ikon Harlowe Brisbane, hvis bog, Raging Flower, ændrede Juliets liv. I Raging Flower fandt hun en verden, hun ikke kendte til, en verden af feminisme, af kamp mod patriarkiet og “kvinde elsk din krop” idealisme. Alt det en ung, puertoricansk lesbisk teenager har brug for.

Eller næsten alt. For Juliet håber, at en sommer i selskab med Harlowe kan lære hende endnu mere; om at være kvinde, feminist, lesbisk, og en helt almindelig ung pige fuld af usikkerhed, skam og mod.

Det kunne let have været en historie om at komme ud som lesbisk til sin familie, men det er noget af det første Juliet gør inden hun tager til Portland. Dermed handler romanen også om de konsekvenser, der følger med det valg – og den glæde og smerte det kan give.

Det er heller ikke en kærlighedshistorie, selvom det lidt var det, jeg forventede. Der er  masser af kærlighed i den, kærlighed mellem Juliet og piger, mellem Harlowe og Maxine, mellem Juliet og hendes familie. Der er kærlighed alle vegne. Men det handler ikke om at Juliet finder sammen med den eneste ene. Hvis det er en kærlighedshistorie, så handler den om at Juliet forelsker sig i sig selv.

All of the moments where I was made to feel like an outsider in a group that was supposed to have room for me added up and left me feeling so much shame.

Romanens centrum er Juliet, og  hvordan hun finder hen til sig selv, gennem modgang og medgang, og ser hvem hun er på den anden side. For det går langsomt op for Juliet at feminisme er ikke bare én ting, det er rigtig mange ting – og den kamp Harlowe Brisbane, en hvid kvinde, kæmper, er anderledes fra den kamp, som Juliet, en brun lesbisk amerikansk puertoricaner, kæmper. Der vil altid være overlap, områder, hvor kvindekampen er den samme for alle kvinder, men der er også områder, hvor det at være hvid er et privilegium man skal være opmærksom på.

Det er også en roman, der smider om sig med begreber, og Juliet er lige så forvirret, som alle os andre var, dengang hele den verden af feminisme og ligestilling åbnede sig for os, og vi indså hvor kompleks og nuanceret en verden det er. Som en introduktion er den fænomenal, specielt fordi den har fokus på en ung lesbisk pige fra immigrant forældre, og derfor automatisk har fokus på alle problematikkerne ved feminisme, når den bliver for hvid, og det at finde sin queer identitet i et meget hvidt rum, hvor racisme vil forekomme, ligemeget hvor velmenende de andre er.

‘We have three days to love you good […] and discuss the importance of naming racism when it comes for you unexpectedly in the form of a mentor, a lover, or someone who exists in the gray areas.’

Mest af alt, så er det bare en virkelig fantastisk fortælling om at finde sig selv, acceptere sig selv, og om at være ung, forvirret og føle at den verden man kendte, er ved at blive vendt på hovedet. Juliet ender et helt andet sted end hun troede hun ville, men med erfaringer, der vil vare et helt liv, og med en identitet, der altid vil være under forandring.

Den er skrevet med humor, varme, et kritisk øje, og så har den et virkelig, virkelig vigtigt budskab. Den har faktisk flere. Den er ikke perfekt, og indimellem kan den måske føles lidt for prædikende, men ignorer den følelse, og læs videre.

For der intet at tabe ved at læse den her bog. Virkelig intet.

Maybe I wasn’t such a freak, feminist, alien dyke after all. I was part of this deep-ass legacy and history of people fighting to be free.

“For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand

For enden af din pegefinger af Kristina Aamand, udgivet: 2016, 264 sider, Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0938-1

dsc_0946-1

Som I nok har bemærket, så går jeg meget op i at læse diverst, og det er måske et punkt, hvor den danske bogbranche ikke helt er med. Men indimellem så rammer de helt, helt plet. For enden af din pegefinger vandt Forlaget Carlsens romankonkurrence “Nye Stemmer”, og det er virkelig velfortjent.

Det er historien om Sheherazade, der er opvokset dansk, men hvis familie er flygtninge. Hendes far er på hospitalet med hjerteproblemer, så nu er det bare hende og hendes mor derhjemme – hvilket ikke gøres lettere af, at hun har et kompliceret forhold til dem begge, og nu er der pludselig også Thea. Thea der er meget mere end bare en ven. Hun er alt det, der er rigtigt, og samtidigt forkert i verden.

Det er selvfølgelig historien om hvordan disse to piger finder tryghed, kærlighed og muligheden for et nyt liv i hinanden, men det er ikke en kærlighedshistorie som sådan. Det er mere en fortælling om familie, kultur, og hvordan man balancerer forskellige måder at leve på. Skal man være tro mod sig selv og sit hjerte, hvis det betyder ens familie afviser en? Kan man leve en løgn, hvis man dermed får lov at beholde sin familie? Det kan koste dyrt at følge sit hjerte, og når så meget står på spil, kan man så bebrejde nogen, hvis de vælger ikke at gøre det?

Sheherazade får også sin helt egen stemme gennem de illustrationer, der er i bogen. Det er hendes zines, og den måde hun udtrykker sig kreativt. Her, mere end noget andet sted, mærker man virkelig hvem Sheherazade er, og hvad hun føler bliver udtrykt helt fantastisk. Her bliver hun mest sårbar, men får også lov at stå stærkest. Det er en genistreg fra forlægger og forfatters side, og hæver historien til et andet niveau.

Det er også her, hun mest nuanceret giver et indblik i hendes familieforhold, tanker og minder. Og der er meget at tage af, for hendes far har aldrig helt formået at lægge krigen bag sig, og hendes mor kan ikke tolerere en datter, der ikke opfører sig, som hun bør. Det er denne konstellation af forhold, som hendes nye forhold til Thea sættes overfor. To virkeligheder, Sheherazade desperat forsøger at holde adskilt, men som jo må mødes på et tidspunkt. Og måske handler det mest af alt om, hvorvidt Sheherazade kan finde en balance og forening i sig selv – en måde at acceptere den hun er, samtidigt med hun beholder den kultur, hun er vokset op med.

Og så er det en bog om alt det, der følger med at være ung. Den første kærlighed, familie, venner og at turde satse på at være sig selv.

Det er en virkelig fin, velskrevet og indimellem hjerteknusende historie, som føles ufattelig autentisk. Og så er det en stemme, vi har brug for, og som jeg ikke har fundet noget andet sted før – og på ingen måde i Danmark. Det er vitterligt en af de eneste bøger, jeg nogensinde har hørt om (dog nok ikke den eneste, der eksisterer), der har en lesbisk  andengenerationsindvandrer som hovedperson.

Det er rart med en roman, der forstår at give, hvad der føles som et autentisk indblik i en verden og en virkelighed, der trænger til en stemme. Tak for det.

dsc_0940-1

“Clancy of the Undertow” af Christopher Currie

Clancy of the Undertow af Christopher Currie, udgivet: 2015,  207 sider, Text Publishing, Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlægger, English review.

9781925240405

Clancy forventer en sommer helt som alle andre, hun skal arbejde, undgå sin familie, hænge ud med de venner, hun ikke har, og beundre byens Cool Girl, Sasha. Det ændrer sig, da hendes far er medvirkende til en bilulykke, der slår to teenagere ihjel. Pludselig vender hele byen sig imod hendes familie, og følelser rives op og slippes løs. Måske er det nu hendes verden falder sammen. Men et møde med Nancy, en tilflytter, der måske kan blive en ven, og uventet opmærksomhed fra Sasha betyder at den her sommer, måske ikke bliver enden på alting alligevel.

Clancy of the Undertow er en fin coming-of-age historie, der foregår i en lille, halv-død australsk by ude i ingenting. Christopher Currie er selv australsk, så man kunne mærke hans fortrolighed med sådan et sted, og jeg ville ønske der blev gjort lidt mere ud af det, for det er ikke noget, jeg er stødt på i mange andre bøger før.

Egentlig handlede den en hel del mindre om kærlighed og seksualitet end forventet. For Clancy er ikke i tvivl om, hvem hun er i den forstand, hun er helt afklaret med at fyre ikke er hende. Tilgengæld er alt andet i livet forvirrende, og selvom man har lyst til at kysse piger, så gør det, det ikke lettere faktisk at få lov at kysse en pige. Specielt ikke Sasha.

Det er mere en roman om familie. Om hvor irriterende, forfærdelige og i vejen ens familie kan være, specielt som teenager, men også om at indse, at de er med til at gøre os til dem, vi er. Bag det frustrerende og problematiske familie kan være, så er det også noget af det, der kan bære os igennem vores sværeste øjeblikke. Hvis vi giver dem lov.

Venskabet mellem Clancy og Nancy var, udover forholdet mellem Clancy og hendes bror, det, jeg synes bogen gjorde allerbedst. De er begge akavede, bange for intimitet og ikke vant til faktisk at have nogen i deres liv, de måske ønsker at holde fast i. En person som de ikke er tvunget sammen med, som deres familie, men som de vælger. Det er på ingen måde let at finde og fastholde en ven, og de må begge vurdere om det i sidste ende overhovedet er det værd, om den anden overhovedet er en, de har brug for.

Og så er det den velkendte historie om det umulige crush, der bliver til virkelighed, for selvom alt andet falder fra hinanden, så er der stadig Sasha. Smukke, fantastiske Sasha.

Det er en roman, der gør mest indtryk gennem sine portrættering af de forskellige forhold Clancy har til dem omkring hende. Plottet er lidt for simpelt og bliver pakket lidt for pænt sammen til sidst. Den virkede også lidt for kort og forenklede en masse problemstillinger, der sagtens kunne bære en større kompleksitet. Jeg følte lidt Currie måske holdt tilbage med det mørke, som bogen egentlig har masser af potentiale for, for at holde den lys og mere tilgængelig. Det synes jeg er en fejl. Det er fint at læse en roman, der er let i tone og tema, men den her tager faktisk nogle lidt voldsomme ting op, som ikke helt får den tyngde eller plads, de fortjener.

En meget letlæst og fin roman, der ikke gjorde det store indtryk, men som måske kan være værd at læse for sine karakterer. Specielt hvis man er til YA med en lesbisk protagonist eller YA med stærkt fokus på familie.

Hvis I læser den, så kan I måske give mig et bud på, hvorfor den har den titel, den har? Clancy giver sig selv, men Undertow? Jeg har ingen idé.

“Den Dag Jeg Glemmer” af Adam Silvera

Den Dag Jeg Glemmer (org: More Happy Than Not) af Adam Silvera, oversætter: Betty Frank Simonsen, org. udgivet: 2015, 319 sider, Anmeldereksemplar fra Gyldendal, English Review.

dsc_0419-1

dsc_0424-1

Jeg var virkelig, virkelig klar til at den her bog ville knuse mit hjerte. Og det gjorde den også, men ikke helt så meget eller på den måde, jeg troede den ville.

Den handler om Aaron, der bærer på en sorg efter farens selvmord – et selvmord, der ledte til at Aaron selv forsøgte at tage sit eget liv. Nu begynder livet dog at se en smule lysere ud, for selvom hans familie alle bor i en lejlighed med ét soveværelse, selvom de ingen penge har, selvom alle hans venner er på vej ud i kriminalitet, så er livet måske ikke så skidt. Aaron har sin kæreste Genevieve, en ny ven i tilflytteren Thomas og muligheden for en bedre fremtid; det er nok.

Alt ændrer sig dog da Genevieve rejser væk på et kunst-retreat i tre uger, og Aaron er efterladt med sin nye ven Thomas. Deres venskab var tæt helt fra starten, som om de i hinanden endelig havde fundet, den person, de begge gik og ventede på. De falder ind i en helt naturlig rytme, hvor de deler deres liv, håb og drømme.

Og snart indser Aaron at det, han føler for Thomas, er meget mere end bare venskab. Men føler Thomas det samme? Og hvad med Genevieve? Og vigtigst af alt: hvordan reagerer verden på nyheden om Aarons seksualitet?

Det er en roman, der handler i meget høj grad om identitet. Gemt i historien er nemlig Leteo instituttet, der giver muligheden for at få fjernet minder. I vil nok genkende ideen fra Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Har man været igennem noget traumatisk, så kan man hos Leteo – for en pris – få fjernet sine minder, og leve sit liv fri for det traume og de efterfølger, det har haft.

For Aaron er det den perfekte vej ud. Han kan glemme sin fars selvmord, glemme sit eget selvmordsforsøg, glemme hans families skuffelse over at han gav op, og måske kan han glemme, at han er til fyre.

Det er ekstremt tragisk, og mere end noget andet, så var det, det, der rørte mig. At Aaron, og mange unge som ham (inklusiv mig selv og min biseksualitet), skal leve med en seksualitet som verden fordømmer, hader og ødelægger dem for. Muligheden for at kunne “passe ind”, at være hetero og derfor “ligesom de andre”, må være tiltrækkende for mange. At elske det samme køn er ikke blot et spørgsmål om at leve med verdens fordomme, da disse fordomme kan reelt sætte deres liv på spil. Det er så fucking uretfærdigt. Tænk, at skulle være bange for at elske? At forelske sig? At holde sin kæreste i hånden? At gøre alle de tåbelige ting, man gør, når man er ung og forelsket, blot fordi man elsker en af samme køn? Tænk, at skulle frygte det? Selvfølgelig giver den frygt mange et ønske om at kunne være “normal”.

Men er det at glemme en løsning? Giver det mening at glemme at det traumatiske, der er hændt os? Gør det os til en bedre version af os selv – eller blot en lettere version? En version, der har mindre at bære på, der er lettere at leve med.

Det er en stærk tematik, og sætter mange af de problematikker lgbt unge (og voksne) kæmper med. Leteo instituttet gør muligheden for at kunne “korrigere” sin personlighed helt reel. Det er vildt interessant at tage fat på.

Jeg blev rørt dybt af romanen. Ikke så meget af slutningen, som jeg troede, men af uretfærdigheden i det hele. En uretfærdighed, der desværre er alt for reel. Derudover så er det en roman, der virkelig godt fanger det at være ung, at være forvirret over hvem man er, og hvor man er på vej hen. Og hvordan man forholder sig til dem, der elsker en; familie, venner, kæreste.

Det var en slags YA blanding af Eternal Sunshine of the Spotless Mind og Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe (forholdet mellem Thomas og Aaron mindede mig en del om Ari og Dante) med et par triste, hjerteknusende twists.

Jeg synes absolut den bør læses.

dsc_0427-1