“The Upside of Unrequited” af Becky Albertalli

The Upside of Unrequited af Becky Albertalli, udgivet: 2017, 352 sider, Penguin. English review.

DSC_0466-1

DSC_0454-1

Der følger altid en hvis frygt med at læse en bog af en forfatter, hvis tidligere bøger du har elsket. Frygten for at blive skuffet, for ikke at forelske sig på samme måde igen.

Hvad nu hvis de har skrevet en dårlig bog? Becky Albertallis Simon vs The Homosapiens Agenda er en af mine absolut yndlingsbøger, så jeg var lidt ængstelig for The Upside of Unrequited.

Det var der ingen grund til.

The Upside of Unrequited handler om Molly, der har haft 26 crushes, men aldrig er blevet kysset af nogen. Hun er 17 år og mere end klar til at det skal ændre sig. På den anden side frygter hun lidt det aldrig kommer til at ske. Ikke kun på grund af hendes vægt, men det spiller en rolle. For Molly er ikke den gængse hvepse-tynde protagonist, hun er tyk. Gudskelov så hader hun ikke sin krop, en trope det ellers er let at falde i, Molly er mest af alt bange for at resten af verden vil hade den. Hun er vant til at blive dømt for sit udseende, at få nedladende kommentarer og så videre, men hun føler hun er kærligheden værd.

Så da to fyre begynder at vise interesse, den sexede hipster Will og den søde, men akavede fantasy nørd Reid, så beslutter Molly sig for endelig at tage chancen og risikere sit hjerte. Det viser sig dog at være en mere kompleks proces end som så.

Ikke mindst fordi hendes tvillingesøster, Cassie, har fundet sig sin første kæreste, Mina, og pludselig står de to søstre overfor den meget reelle risiko at de vil vokse fra hinanden. Når man hele livet har været hinandens vigtigste person, hvad sker der så, når en anden truer med at overtage den plads?

Det er en roman, der bare er så fucking bedårende og charmerende. Molly er en fantastisk protagonist, der hverken er for naiv eller fjollet, men virkede vildt realistisk. Mange af hendes tanker kunne jeg genkende fra mig selv, da jeg var på hendes alder. Usikkerheden omkring det første kys, sex og forhold generelt. De er en skræmmende størrelse, når man INGEN erfaring har.

Det er også en bog med et fantastisk diverst karaktergalleri. Der er Molly og Cassies to mødre, hvor af den ene er sort, og en af dem er biseksuel, Mina er koreansk-amerikansk og panseksuel, både Molly’s familie og Reids familie er jødiske, og selvom ingen af karaktererne er aseksuelle, så bliver det nævnt alligevel. Det var så forfriskende med en verden, der ligner virkeligheden. Det føltes på ingen måde tvunget eller overdrevet, bare naturligt.

Det er en af de ting Becky Albertalli gør allerbedst. Både i Simon og her. Hun forstår at skrive karakterer og historier, så de føles naturlige. Der er intet forceret eller urealistisk over den verden eller det plot, hun skaber. Det er vitterligt karakterer jeg tænker, jeg kunne støde på ude på gaden.

Man kan også tydeligt mærke hun har gjort noget ud af sine karakterer, de er ikke bare med for at fylde en diversitets kvote. Hun har undersøgt sit stof, og gjort det med respekt for dem, der faktisk skal spejle sig i disse karakterer. Og det betyder så uendeligt meget.

Mest af alt, så elskede jeg forholdet mellem Molly og Cassie, og Molly og Reid. Helt ærligt, så er Reid så latterligt charmerende, jeg havde lyst til at kysse ham selv. Åh. Kærligheden i den her roman er nok til at jeg selv får sommerfugle i maven, og ønsker mig (næsten) tilbage til dengang jeg var 17 og fuld af nervøsitet og forvirring.

Der er også enkelte cameos med karakterer fra Simon, og det gør mig så glad at vide, de to romaner og alle deres karakterer befinder sig i samme univers.

The Upside of Unrequited er et lille lysglimt i en ellers stigende mørk tid, den er et varmt kram fra en du holder af, den er fuld af glæde, mildhed, og charme. Ganske som Simon, så minder den mig om alt det bedste i verden. Og sådanne bøger kan vi ikke få nok af.

DSC_0473-1

DSC_0480-1

Advertisements

“Simon vs The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli

Simon vs. The Homo Sapiens Agenda af Becky Albertalli, 2015, Penguin, English Review.

DSC_0539

At læse den her bog føltes rigtig meget som at blive forelsket (og jeg er lidt forelsket i den). Jeg elskede hvert sekund det tog mig at læse den. Den mindede mig om alle de fantastiske og rædsomme følelser man oplever, når man falder for en person. De svedige håndfalder, det voldsomt bankende hjerte, det faktum at man ikke kan fokusere på andet end én person, at hele ens univers reduceres til den persons eksistens.

Siden jeg blev færdig med den har jeg nærmest ikke lavet andet end at tænke på den. Lige nu ville jeg sådan ønske jeg kunne læse den igen for første gang. Jeg ved ikke præcis, hvad det er ved den, der var så perfekt for mig. Måske lidt af det hele.

Den handler om Simon, der efter at have svaret på en Tumblr post, begynder en anonym email korrespondence med en fyr han kalder Blue. Han ved ikke hvem Blue er, Blue ved ikke hvem han er, men de ved, de går på samme High School, og at de begge to er homoseksuelle. Langsomt, mens de deler deres liv, erfaringer og drømme med hinanden, falder Simon for Blue – og måske falder Blue også for Simon?

Så snart jeg satte mig ned vidste jeg, at jeg ikke ville rejse mig igen, før jeg havde fundet ud af hvem Blue var, og det gjorde jeg heller ikke. Det var ikke en bog jeg havde lyst til at lægge fra mig, heller ikke selvom jeg egentlig burde have rettet min eksamen igennem en sidste gang. Jeg var fuldstændig opsplugt af Simon og Blue.

En del af charmen ved bogen er klart nostalgi. Jeg har tilbragt mange timer med at tale med fremmede på nettet (der senere blev knap så fremmede og mange af dem er jeg stadig venner med idag). Nogle af dem flirtede jeg med, enkelte følte jeg, jeg blev forelsket i, og en enkelt af dem kaldte (og kalder jeg stadig) indimellem Bloo eller Blue. Hvad er chancen?

Så følelsen af at ens liv pludselig ikke handler om meget andet end manisk at checke sin email, og håbe på man har fået svar, den genkendte jeg fuldstændigt. Og jeg blev mindet om den intimitet og ærlighed, der kommer af at skrive med en person, man ikke rigtigt kender, og som man ikke sidder overfor. Man deler meget mere af sig selv end man ellers ville have gjort, og man gør det mere hudløst. Det kan godt være den anden ikke kan røre, se eller høre dig, men man er tilstede på så mange andre lige så vigtige måder. Man har givet dem en del af sig selv; en del de kan beholde for evigt, for nettet glemmer aldrig.

Derudover har bogen et fantastisk cast af karakterer. Jeg elsker både Simon og Blue, men også Simons venner, Nick, Abby og Leah. Jeg elsker Simons familie – specielt fordi den mindede mig lidt om min egen med deres easy-going attitude til de fleste ting. Jeg elskede også at bogen tog ting som det at komme ud til sine forældre, venner og bekendte op. For det er virkelig ikke let, og det er ikke noget andre skal bestemme; man skal selv have lov at vælge, hvem, hvornår og hvordan. Jeg synes den håndterede alle de ting elegant, den tog dem alvorligt, men uden at overdrive.

Mest af alt så er den her bog bare så fucking sød og fuld af varme. Jeg bliver så glad af at tænke på den. Jeg bliver ved med at slå op i den og genlæse mine yndlingssteder. Den gør mig bare latterligt glad. Den er også lidt hjerteskærende, men mest af alt er den en påmindelse om alt det fantastiske ved at være forelsket, ved at åbne sig for verden og ved at vokse op, bare en lille smule.

En fabelagtig sommerbog og klart en af de bedste bøger jeg har læst i år. Den var perfekt til mig. Helt perfekt.

Gid en eller anden må lave den til en film.