“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1

“The Day of the Triffids” af John Wyndham

The Day of the Triffids af John Wyndham, originalt udgivet: 1951, 233 sider, Penguin. English review.

DSC_0771-1

En nat dukker en grøn komet op på himlen, og hele verden betragter den i beundring. Dagen efter vågner de alle op og opdager til deres rædsel at de har mistet synet. Kun enkelte personer, der af den ene eller anden grund ikke så kometen, har deres syn intakt. Bill, vores hovedperson, er en af disse personer. Han vågner op på et hospital til en verden i kaos, og må hurtigt lære at navigere et samfund, der er midt i et totalt kollaps.

Alt imens er der nogle år for inden blevet sluppet en genetisk modificeret plante løs i verden. En plante der kan gå, og som tilfældigvis også kan dræbe folk med gift. Pludselig, den dag verden bliver blind, vågner planterne og går langsomt til angreb.

The Day of the Triffids er en interessant bog, der tydeligvis er inspireret af 50’ernes frygt for den kolde krig, og med anden verdenskrig stadig frisk i hukommelsen. Dens fokus på biokemiske våben og naturen, som noget vi har manipuleret og som nu er ude på at straffe os for vores hubris, passer samtidigt overraskende godt ind i nutidens fokus på miljø.

Jeg køber ikke helt Wyndhams idé om, at verden ville bryde totalt sammen, hvis 95% af jordens befolkning blev blinde. Det ville uden tvivl forandre den verden, vi kender og der ville umiddelbart være kaos, men jeg tror ikke civilisationen ville bryde sammen allerede dagen efter.

Der var også en del daterende ideer om køn, og den hast hvormed alle mændene (og indimellem også kvinderne) straks besluttede sig for at den eneste vej frem var at skabe deres egne samfund og genbefolke jorden, når nu alle de blinde tydeligvis ville dø, var ret overdrevet. Mest fordi ingen af disse mennesker overhovedet havde overvejet planterne, kaldet triffids, som en trussel endnu. Denne idé om blinde som ubrugelige er nok også et produkt af den tid bogen er skrevet, og holder ikke helt den dag i dag.

Det er for kynisk et billede. Hvis i stedet de seende først havde hjulpet de blinde, og så, når triffiderne angreb, indset hvor umulig en opgave det ville være, at beskytte blinde mod en fjende, der nærmest virker designet til at dræbe dem, så havde det givet mere mening. Hvis først de der havde besluttet at redde sig selv, og lade de blinde sejle deres egen sø.

Det er generelt en lidt spøjs roman, der har nogle interessante, og velformulerede overvejelser omkring samfund, overlevelse og de følelser, det vækker i en, at den verden man kender pludselig er brudt sammen. Det føles dog ikke som om den nogensinde virkelig formår at gå i dybden med noget af det, og i stedet for virkelig at undersøge problematikkerne i, hvordan de seende forholder sig til de blinde, så giver den sig selv en lidt let udvej. Den introducerer også en utroværdig – eller i hvert fald unødvendig – romance, der desværre ender med at drive meget af plottet.

Det er blandingen af triffids og blindheden, der gør situationen så dødelig (og spændende!), og muligheden for at det hele kunne være menneskehedens egen skyld er skræmmende, men super relevant. Intet af dette bliver dog helt romanens fokus, og det er en skam.

Det er en udmærket, og meget underholdende bog, der uden tvivl introducere en masse interessante spørgsmål og giver os en anderledes fortælling om civilisationens fald. Men den hænger sig lidt i nogle irriterende kønsroller og ideer, der sikkert gav mening i 50’erne, men som nu bare virker ufatteligt daterede. Med mere psykologisk tyngde, mere fokus på de moralske spørgsmål, og færre daterede troper, kunne den have været meget bedre.

Hvis man er til en spændende og anderledes, omend lidt overfladisk historie om blindhed, kødædende, intelligente planter, menneskehedens overlevelse og samfundets kollaps, så er den uden tvivl værd at læse.

DSC_0794-1

DSC_0772-1

“Orlando” af Virginia Woolf

Orlando af Virginia Woolf, org. udgivet: 1928, 219 sider, Folio Society. English review.

DSC_0505-1

DSC_0517-1

Orlando er et kærlighedsbrev. Indirekte, altså. Et kærlighedsbrev til Vita Sackville-West fra Virginia Woolf. Romanen er dedikeret til hende, men mere sigende: Orlando er hende. Dette bliver der på ingen måde lagt skjul på, flere af billederne fra romanen er billeder af Vita og portrætter af hendes forfædre. Men den handler ikke om kærlighed. I stedet er den en undersøgelse af køn, af kunstnerisk udfoldelse, af tid og identitet over tid. Af sind versus krop. Af hvad det er, der gør os til dem, vi er.

Orlando vågner op efter en uges konstant søvn, og opdager han er blevet en kvinde. Først er det som om intet har forandret sig. Bag det kvindelige ydre gemmer sig præcis den samme person – og så alligevel. For så snart Orlando må klæde sig i kvindetøj, og overvære den effekt en nøgen ankel har på en stakkels sømand, så må hun også erkende at der er forskel på at være mand og kvinde. Langsomt ændres hun selv. Men kernen af Orlando forbliver den samme.

Det er både en bidende satire af sexisme, men også et elskværdigt blik på begges attributter, og det androgyne, der kommer til udtryk i kunsten. Sindet, der skaber kunsten, har i sidste ende intet køn.

Der er generelt en overskridelse af kroppen i dette værk. Hvilket forstås bedre, når man forstår hvad Vita var for Virginia. Hun var sensuel, hun havde en aktiv og selvsikker seksualitet, hun var kvinde, men også en person, der klædte sig ud som mand og havde affærer med andre kvinder. Hun havde ikke samme kunstneriske gave som Virginia, men hun havde en kropslig energi, som Virginia ikke følte hos sig selv. Det kommer til udtryk i Orlando, hvor kroppen og sindet ikke kan eksisterer uden hinanden, men alligevel fremstår som forskellige fra hinanden. Kroppen skifter køn, men er ellers udødelig, og den effekt kønsskiftet har på Orlando, der besidder kroppen, er både diskret og åbenlys. Der er en effekt, men der er også en del af Orlando, der forbliver uberørt.

Der er også en snert af magisk realisme i den måde hvorpå Orlando skifter køn og lever 400 år, begge uden videre. Orlando starter med at være 30 og 400 år senere er hun 36. Det påpeges aldrig, og Orlando flyder igennem tiden ubemærket. For det meste. I en scene begynder hendes venstre hånd pludselig at vibrere voldsomt, og det går op for hende, det er fordi hun ikke er gift. At finde en mand bliver pludselig første prioritet. Det går op for os vi er nået til 1900-tallet. En tid, hvor ægteskab bliver et og alt, og Orlando bliver meget direkte og meget kropsligt mærket af tiden. Også selvom denne oftest helt umærkeligt forsvinder og går. Ægteskab, børn og tidens bevægelse forandres uden særlig anmærkning, men alligevel har den effekt. Det tøj vi går i, det samfund og de normer vi omgives af, de betyder noget for den vi er, op til et vist punkt. Orlando forandres, men forbliver den sammen. Det er den samme Orlando, og så alligevel ikke, der har båret sit eneste overlevende værk “The Oak Tree” med sig alle disse år. Hvis passion for litteraturen og naturen forbliver intakt.

Der er konstante modsatrettede strømninger. Mennesket, der både mærkes af tiden og det køn det har, og mennesket, hvis sind er flydende og udenfor kategori.

Romanen er dog er mærket af sin tid, og der er enkelte ord og fraser, jeg ville ønske ikke var med. Sådan går det desværre.

Mest forbløffende er dog den lethed, hvormed Woolf leverer sit budskab. Det er en enormt humoristisk, satirisk og skarp bog, der også indeholder en enorm glæde. Det er et opløftende værk, skrevet i og med kærlighed, med passion og en energi, der kan mærkes selv 90 år efter udgivelsen. Der er noget hektisk, men velovervejet over romanen. Den måde hvorpå tiden flyver afsted og samtidigt flyder ud i margenerne og forsvinder. 400 år og to køn på 200 sider. Det er en bemærkelsesværdig præstation.

Det er også et værk om kærlighed til en af sit eget køn, om køn, der ikke er binært, og en progressivitet hun har skjult diskret for ikke at få bogen bandlyst. Alligevel, fuldstændigt uden skam, er det billeder af Vita, der kigger tilbage på os fra bogens sider.

Jeanette Winterson skriver i introduktionen: “I am still not sure how Woolf got away with all this, but she did.

Og hun slipper ikke bare afsted med det, hun gør det mesterligt.

DSC_0513-1

DSC_0509-1

DSC_0522-1

“Pride and Prejudice” af Jane Austen

Pride and Prejudice af Jane Austen, originalt udgivet: 1813, 325 sider, Penguin Books, English review.

DSC_0370-3

En af de største litterære sorger i mit liv er nok, at Jane Austens værker så ofte reduceres til blot at være kærlighedsromaner.

Ja, de indeholder kærlighed, og ender altid med at heltinden får den mand, hun elsker. Men de handler også om meget, meget mere end bare det. Specielt hendes mest kendte værk Pride and Prejudice, der nu mest læses som Elizabeth Bennet og Mr. Darcys storladede kærlighedshistorie.

Jeg skrev min bachelor om romanen, og sammenlignede den med filmen fra 2005. Det er en af mine yndlingsfilm, men den hjælper desværre ikke til at aflive myten om, at Jane Austen skulle være udelukkende en forfatter til kærlighedsromaner.

Pride and Prejudice er et karakterstudie mere end noget andet. Den handler om, hvordan de valg personer træffer, er med til at bestemme hvilket liv de får, og den grad de formår at udvikle sig som personer og indse deres egne fejl og mangler, har betydning for deres ultimative lykke. Det er en roman, der giver os komplekse konstellationer af forhold og viser os, hvordan disse overlapper og hvad det betyder for, hvilken fremtid karaktererne ender med.

Det er også en roman, der fortæller os, at kvinder har ret til at insistere på deres egen lykke, at de har ret til at afvise mænd, der lover dem et liv, der ikke kan give dem den lykke. Den fortæller os at de bør have ret til at bestemme over deres egen fremtid. At det ikke blot skal handle om økonomi, men også personlig lykke. Det er selvfølgelig en priviligeret indstilling at have, og der er intet forkert i at gifte sig udelukkende for at sikre sin egen fremtid, som f.eks. Charlotte Lucas gør det.Men det vigtige er valget.

Elizabeth nægter at gifte sig med en mand, der ikke kan gøre hende lykkelig, og Mr. Darcy er derfor nødt til at blive den mand. Samtidigt er Elizabeth nødt til at indse Darcy er meget mere end hun antog ham for. Den respekt han fejler i at udvise i starten, lærer han at udvise til sidst, og Elizabeth forstår, at han nu er hende værdig. Fordi han ser hende som en hel person, en ligestillet, ikke bare som en, der kan udfylde en bestemt rolle i hans liv. Nu kan han gøre hende lykkelig, og først der går hun med til at gifte sig med ham.

Vigtigst af alt er dog den udvikling Elizabeth gennemgår. Det fremgår også direkte af romanen, at hvis Darcy ikke vil acceptere hende, nu hvor hun elsker ham, så skal hun nok snart komme sig over det.

If he is satisfied with only regretting me, when he might have obtained my affections and han, I shall soon cease to regret him at all.

Kærligheden er ikke et og alt, det er i stedet den indsigt i sig selv hun har opnået. Den forandring hun har gennemgået forbliver, og Darcy er den “belønning” hun får for at være blevet et bedre menneske. Ved at insistere på sin egen lykke, og nægte at gifte sig for penge, status eller med en mand, der ikke respekterer hende, så gør hun sig også ultimativt fortjent til lykken. Hun tør risikere den.

Og ved at lære af deres fejl, i modsætning til Lydia og Wickham, så gør Elizabeth og Darcy sig også fortjent til hinanden. I romanen er der derfor heller ikke et stort fokus på det øjeblik, hvor Elizabeth siger ja til Darcy, i stedet er der et fokus på den samtale de har bagefter. Hvor de gennemgår, hvilke fordomme de måtte af med, og hvordan de har forandret sig.

Den dybe, ægte kærlighed er det, de får ud af, at blive bedre mennesker, at overkomme deres fordomme og stolthed, og fokus er nærmest hele romanen på den rejse. Kærligheden er belønning for at have stået det igennem.

Elizabeth og Darcy er stadig et af de bedste par i litteraturen, men jeg ville sådan ønske alle folk vidste Jane Austens talent strækker sig langt udover kærligheden.

DSC_0378-1

“The Unknown Unknown” af Mark Forsyth

The Unknown Unknown af Mark Forsyth, udgivet: 2014, 23 sider, Forlag: Faber & Faber.

dsc_0200-1

And the book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn’t know to ask. It’s on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.

Det her et kort essay om “bookshops and the delight of not getting what you wanted”.

Det er enormt morsomt, velskrevet og en fryd at læse for bogelskere, ikke blot fordi den handler om bøger, men fordi den handler om bøgers evne til at overraske og give os det, vi ikke vidste, vi manglede.

Mere specifikt så handler det om at gå ind i en bogbutik, og tage en bog med hjem, der virker tiltrækkende på dig. Måske var det coveret, måske en anbefaling fra en ekspedient, måske var det beskrivelsen, titlen eller noget helt andet. Men et eller andet fik dig til at samle bogen op, betale og tage den med hjem, hvor du senere opdager, at den her bog, uden du vidste det, lige var den, du gik og manglede.

Ikke fordi du reelt set manglede den, men fordi den åbnede op for et nyt begær, en ny interesse i dig, du ikke før kendte til.

Den er The Unknown Unknown. Du kendte den ikke før du gik ind i butikken, du kunne aldrig have søgt efter den på nettet, for du anede ikke den eksisterede. Men her lå den, blank og skinnende og ny og lige til at tage med hjem. Så du gør det. Du tager chancen og læser den fremmede bog, og du er – måske – et ændret menneske.

Og jeg er enig. Der er noget helt særligt over at finde noget, jeg ikke vidste, jeg manglede. Som om en helt ny verden åbner sig for mig, og  jeg bliver forandret. Her var en del af mig selv, der var ukendt, og som nu er kendt. Der er ikke meget ukendt terræn tilbage i verden, men inde i os selv? Uendeligt. Og bøger (blandt andet) kan åbne for det ukendte i os.

Det sker ikke kun i bogbutikker. Nogle gange låner man en bog af en ven, udvælger en tilfældigt på biblioteket, eller finder den på sin mors reol, og det viser sig, den var endnu en dør ind til hidtil ukendt terræn.

Hver gang er det lige overraskende.

Det er også et essay om bøger generelt. Om mærkelig bøger, om hvordan e-bøgerne har reddet de fysiske bøger (der er blevet flottere, hvilket virkelig er sandt), om fryden ved at slå tilfældigt op i en fysisk bog – og om forskellen på bogbutikker og internettet.

Han har ret i, at der er noget særligt over bogbutikker, noget særligt over at gå ind og kigge på reoler og reoler af bøger. Nogle gamle venner, nogle ønskede bekendtskaber, andre helt ukendte. De kan alle blive dine.

Det er et essay, der minder læseren om, hvor berigende en ting det er, at have bogbutikker i verden. Om den unikke følelse det giver, som bibliofil, at gå ind i en bogbutik og være omringet af litteratur, af ukendte verdener og karakterer.

Det er nemt at tage for givet, men Forsyth minder os om, hvor magisk det faktisk er, og hvor vigtigt det er at bruge. Ikke bare til at få fat i bøger, du gerne vil læse, men i bøger, du ikke vidste, du gerne ville læse.

Det er 23 sider, der giver dig lyst til at gå ud i verden, og opdage ting, du ikke vidste fandtes. Og derefter prøve dem, og se om du er en anden bagefter. Måske ikke. Men hvad nu hvis?

dsc_0217-1

dsc_0221-1

“Sofia Khan Is Not Obliged” af Ayisha Malik

Sofia Khan Is Not Obliged af Ayisha Malik, udgivet: 2015, 456 sider, Forlag: Twenty7.

dsc_0233-2

Sofia Khan Is Not Obliged er den bog om muslimsk dating, du ikke vidste, du manglede i dit liv. Den beskrives som den muslimske Bridget Jones, men fortjener at blive læst i sin egen ret, og på sine egne præmisser. Der sniger sig også, i løbet af romanen, en smule mere alvor og vægt ind end man lige skulle regne med.

For den handler dybest set ikke om at finde kærligheden, men om at Sofia lærer at være tro mod sig selv.

Sofia Khan arbejder på et forlag og får til et møde (uheldigvis) pitchet ideen om en muslimsk datingbog til sin chef. Som elsker ideen – og synes Sofia selv skal skrive den. Pludselig er Sofia forfatter og må atter engang bevæge sig ud på datingverdenens tynde is.

Hun er 30 år, jomfru, hun beder fem gange om dagen, bor hos sine forældre, ville gerne tabe et par kilo, putter for meget mælk i sin te og har måske givet lidt op på kærligheden. Men hvad gør man ikke for en bog og 15.000 pund i forskud?

Det er en roman, der vinder på at skille sig ud, for historien har vi hørt før, men med en muslimsk kvinde som hovedperson? Så bliver det noget helt andet. Sofia er et charmerende bekendtskab, men det er hendes dramatiske familie, hendes søster, der er i færd med selv at blive gift, hendes forældre, der måske ikke burde være blevet sammen, hendes udvidede familie, der dukker op i tide og utide, virkelig også.

Og hendes veninder er virkelig vidunderlige: den ene har fundet en sort mand, en anden er blevet en mands anden kone, og en tredje forsøger at finde kærligheden igen efter en skilsmisse. Deres venskab og støtte er en af de fineste ting i bogen.

Der er selvfølgelig også mændene, og her kunne den godt have brugt at give dem lidt mere dybde. Der er de tre typer: charmerende idiot, lidt for vattet, og “silent, broody and perfect”, og det er ikke en overraskelse, hvem hun ender med.

Men midt i romanen går det op for en, at det her ikke er historien om, hvordan Sofia finder kærligheden. Men om hvor meget hun er villig til at ofre for sin familie, og hvor meget hun vil gå på kompromis med sig selv og sin fremtid.

Den starter ud ret morsom og let, men bliver langsomt lidt mere alvorlig og tager nogle sværere emner op. Den slipper aldrig sin lethed eller sin humor, men jeg satte pris på den realisme alvoren vidnede om. I sidste ende er den her bog måske den bog Sofia Khan selv forsøger at skrive. En bog, der forklarer og fortæller os ikke-muslimer, hvad det vil sige at date og forelske sig, når normen er en anden.

“The Night is Darkening Round Me” af Emily Brontë

The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë, udgivet: 2015, 55 sider, Little Black Classic/Penguin, English review.

dsc_0534-1

So foes pursue, and cold allies, 
Mistrust me, every one:
Let me be false in others’ eyes,
If faithful in my own.

Der er et eller andet over Emily Brontës poesi, der virkelig bare emmer Emily Brontë. Det er selvfølgelig fjollet, for hun er forfatteren. Men selv hvis hun ikke var, så ville denne lille samling af digte være hende, på en sær, lidt overnaturlig måde.

Jeg forstår i hvert fald sagtens, hvordan hun formåede at skrive en roman som Wuthering Heights. Denne Little Black Classic er fyldt med megen af den samme mørke, det samme dramatiske sprog, der giver alting en næsten naturkraft. Der er tale om sorg, om tab, om kærlighed og om døden. Det er ikke dystert. Som hænger der et mørke fast til hende, der absolut må overføres fra hendes sind, til hendes hænder og sidst til skriften.

Men der er også håb, selvfølgelig, og der var hele vejen igennem et ønske om at forstå, om at afklare og om at komme tæt på. At forstå tidens gang, menneskets følelser og de bidder af håbløshed og håbefuldhed som mennesket hele tiden står over for.

En stærk, men meget dyster samling af digte, der har samme fantastiske sprog, som Wuthering Heights, og viser en mere, synes jeg, personlig side af Emily Brontë.

Det er selvfølgelig en illusion. Den andens jeg er for evigt skjult for os. Men her følte jeg at Emily, med hendes frygt og håb og drømme, stod klarere frem.

‘The evening passes fast away.
‘Tis almost time to rest;
What thoughts has left the vanished day,
What feelings in thy breast?

‘The vanished day? It leaves a sense
Of labour hardly done;
Of little gained with vast expense –
A sense of grief alone!

dsc_0576-1