“Poesibog” af Naja Marie Aidt

Poesibog af Naja Marie Aidt, udgivet: 2008, 91 sider, Gyldendal.

DSC_0999-1

man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt de mange større

Naja Marie Aidts Poesibog tager os tilbage til en barndom i 70’erne, og et omsorgssvigt, der har sat sig i barnet, der gennemlevede det. Bogen svinger mellem disse barndomsglimt og erindringer og voksen eller måske snarere ungdomslivet, hvor jeg’et forsøger at forene sig med den person, det er blevet til.

Det er en bog, der samler en masse forskelligartede digte. En fælles tråd igennem dem alle er en følelse af svigt, af ikke at passe ind, at være forkert, der hvor man er, men at ønske at høre til. Det er en følelse af, at blive overset, forsømt og desperat ønske sig en kærlighed, det ikke er helt til at få fat på, fordi de voksne har travlt med at realisere sig selv og deres drømme om kollektivet og friheden.

Der er bebrejdelser, men også en accept af, at den tid er gået. Det pointeres i digtene fra livet efter barndommen. Her foregår en bearbejdelse af ophavet, og livet leves og nydes og hades, som det er, på godt og ondt.

Det kommer specielt til udtryk i en anden vekslen i romanen, nemlig mellem årstiderne. Forår, vinter, sommer og efterår besøges på forskellig vis og fyldes af en anderledes længsel. “sommer åh” er noget helt særligt, og fanger meget skarpt den oplevelse det er at gå en årstid i møde, gennemleve den, nyde den, forfalde i den, og på den anden side ikke helt forstå, hvorfor denne stemning af uforløst potentiale hænger ved langt ind i september.

Vinterglæder” har lidt samme karakter. Af at stå stille, selvom man bevæger sig fremad. Af at leve et liv, stille og dybt, og fyldt med bekymringer, sorger, glæder og trivialiteter. Det er nok, synes jeg, et af de bedste digte i samlingen.

Aidts styrke er i hendes fantastisk skarpe billeder. Det betyder intet om du læser “Vinterglæder” på en varm dag i august. Du er der, du er til stede, og du føler et tilhørsforhold til dette jeg, dette menneske, der forsøger at forene sig med livet som det var og er.

Jeg har haft poesibog til at stå i flere år, og først nu har jeg læst den. Det krævede blot at jeg hørte hende på Louisiana Literature og græd mens hun talte om Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En titel, der forresten er fra et – faktisk to – digte i denne bog. Min introduktion til hende kom lidt sent. Men Naja, nu er jeg her, jeg lytter og jeg er klar til at læse mange flere af dine ord.

“Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen
i solen og den døde var levende
og vendte sig ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

DSC_0832-1

Advertisements

“Emma Gad For Hvide” af Anna Neye

Emma Gad For Hvide af Anna Neye, udgivet: 2017, 134 sider, Gyldendal.

DSC_0691-1

Emma Gad For Hvide er en meget flot illustreret guide til, hvordan alle vi hvide mennesker skal begå os i en verden, hvor der findes folk med andre hudfarver end os selv. Det kan være ganske svært, så Anne Neye har skrevet en humoristisk, satirisk og lettilgængelig bog, der gennemgår alle de mest presserende problematikker. Der er også billeder, citater, en quiz, nogle guides, og en opskrift, så vi ikke sidder og falder i søvn eller stopper med at læse af frustration.

Indimellem synes jeg den bliver en lille smule plat, men for det meste fanger Neye en passende balance mellem humor og alvor uden dermed at være mindre oplysende. Bogen formår at give et virkelig godt overblik over bl.a. Danmarks slaverihistorie, forskellige spørgsmål om racisme gennem tiden, og giver meget konkrete og forståelige svar på de fleste af de spørgsmål og misforståelse hvide mennesker går rundt med.

Noget af det ved man, forhåbentlig, i forvejen, mens andet vil være ny information eller et nyt blik på forskellige spørgsmål. Den er vitterligt lavet så alle kan forstå, hvad det er hun prøver at sige, og det kan virke lidt irriterende, måske, hvis man faktisk ved noget om de forskellige emner. Men jeg er imponeret over Neyes evne til at give meget komplekse problemstillinger et sprog og en fremstilling, der faktisk er tilgængelig for alle. Den forenkler dem ikke til binære tilstande, men bevarer deres komplekse natur og forklarer dem blot skarpt og klart. Så nu er der ingen undskyldning for uvidenhed. Det bliver ikke lettere at lære og forstå, hvad racisme er og hvordan vi undgår og modarbejder den.

Den giver også små meditationsguides til, hvordan os hvide skal håndtere at føle, at vi nu alle sammen kollektivt bliver anklaget for at være racistiske, selvom det ikke er lige er mig eller dig, der har gjort noget galt, men jo de andre hvide mennesker. For det er en generel ting, det med at have lyst til, når der tales om at hvide mennesker er racistiske, at sige “hovhov, ikke alle hvide mennesker” og føle sig lidt skidt tilpas, fordi man føler man bliver anklaget for noget, man ikke har gjort. Neye hjælper dig til at forstår, at det er en strukturel ting og så er der en lille øvelse du kan lave, hvis du føler dig ramt.

Det er oprigtigt en bog alle kunne have gavn af at læse, og som helt sikkert vil oplyse om dele af Danmarks og verdens fortid, som vi enten ikke kender til eller sjældent tænker på. Den forholder sig også til, hvad fortiden betyder for vores samfund i dag, vores danske selvforståelse, og den måde vi omgås hinanden på – på tværs af hudfarver og kultur.

Jeg er fan, og egentlig er det jo en genial idé. Man burde have guidebøger, som denne til mange flere ting. Jeg synes helt sikkert den burde stå på de fleste (hvide) hylder. Så man kan genlæse den regelmæssigt og sikre sig man opfører sig ordentligt, og ikke er en racistisk nar – og hvis man er det alligevel (for vi er kun mennesker og vi fucker af og til op), så kan man forstå at man er det og sige undskyld.

Vi har et ansvar, oprigtigt talt, til at forstå og modarbejde de strukturer, der findes i samfundet, og som mennesker, der ikke ligner os selv lider under. Som f.eks. racisme. Emma Gad For Hvide er et perfekt sted at starte, så start.

DSC_0696-1

DSC_0708-1

“Transfervindue” af Maria Gerhardt

Transfervindue af Maria Gerhardt, udgivet: 2017, Politikens Forlag.

DSC_0697-1

DSC_0702-1

Kroppen kendte til smerter, som kroppen ikke kunne bære.

Jeg kendte ikke noget til Maria Gerhardt før, pludselig, så var hun alle vegne, hun var døende. Og så var hun væk. Alligevel mærkede jeg tragedien i det. Hun var en person, jeg ville ønske, jeg havde vidst fandtes før hun var væk igen.

For der er ingen tvivl om, at hun har brændt med en styrke og et lys, som man ikke ofte ser. I hvert fald hvis artiklerne, indlæggene og kommentarerne om hende skal tros. Og hvis man skal tro det vidne hun har efterladt i blandt andet denne roman. Der om noget er energisk, ærlig, skarp og desperat. Ikke desperat i et forsøg på at blive husket, men desperat i et forsøg på at få kommunikeret det ud, hun gerne vil sige, og få det sagt korrekt.

Transfervindue fungerer som en slags afskedsbrev. Den indeholder al den vrede, afmagt og frustration, som kun en syg kvinde, der ellers burde have hele livet og kærligheden foran sig, kan føle. Og den indeholder al den skønhed, varme og kærlighed Gerhardt ved, hun må efterlade, som hun kan har et øjeblik, dette øjeblik, til at sige.

Det er en roman, der på meget få sider og med meget få ord, får sagt helt ufatteligt meget. Om livet, kærligheden, sygdommen, døden, hverdagen. Frygt, drømme og erkendelsen af, at der altså intet er tilbage at gøre, blandes og forvandles til denne utopiske fremstilling af sygdommen, hvor dystopien skjuler sig lige bag de klinisk hvide gardiner og i skufferne med medicinen.

Der er jo ingen utopi for de syge, intet sted de kan drage hen, der er automatisk bedre. Det sted er sammen med de raske, der går og har det fint. Der ikke ved, hvilket mirakel de bærer på. Utopien er dette mirakel, raskheden, der rammer nogle, og ikke rammer andre.

Det er jo et ulækkert sted at være, midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdner. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber et maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien.”

Nordsjælland som et gigantisk hospice for de døende er kun en drøm på ydersiden, for dem der ser ind. Gerhardts utopiske fremstilling er da også blot en måde at fremstille det skel, der automatisk opstår mellem dig, der er syg, og dem, du holder af. Mellem dig og resten af livet, hvor alt fortsætter som det altid har gjort, og hvor de får sværere og sværere ved at håndtere den syge.

Det rammer dybt og det rammer hårdt, for Gerhardt formår at finde præcis de rigtige ord. Dette univers er helt hendes eget, og med humor, skarpsindighed og en hektisk energi formår hun at dele sin smerte med læseren.

En bog som denne er noget af det fineste, hun kunne have efterladt os, der ikke kendte hende.

Det smukke i, at du aldrig finder en, der kan erstatte mig. Det smukke i, at du gør.

DSC_0732-1

DSC_0717-1

“Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten, udgivet: 2016, 707 sider, Forlaget Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0408-1

DSC_0449-2

Ravnenes Hvisken er uden tvivl en imponerende og overbevisende tilføjelse til den danske fantasy hylde. Den er ufatteligt grundigt researchet, og den rækker også højt og sikkert efter den episke red-verden-eller-lad-den-gå-under fortælling. Den læner sig op ad nordisk mytologi, og trækker kraftigt på myter, skrøner og de velkendte guder og skabninger, vi alle sammen har hørt om.

Alligevel var der noget, der manglede for mig. Jeg var meget fascineret af Malene Sølvstens åbenlyse passion for emnet, og den måde hun har undersøgt den mytologi hun trækker på så grundigt, som hun har. Det er ikke bare en lille, let fortælling om de nordiske guder, nej, den inkluderer bersærkere, jætter, hekse, demiguder, faktiske guder, og en række bestialske mord, der peger på en tusind år gammel profeti, der kan betyde enden på ikke bare denne verden, men alle verdener.

Anne, vores hovedperson, er forældreløs og kan se folks fortid, ofte om hun vil det eller ej. Denne tvivlsomme gave betyder, at hun har isoleret sig fra resten af verden. Så starter hun på en ny skole, og pludselig er der personer, der tvinger hende ud af hendes isolation. Og hun opdager at hendes synskhed ikke er et enestående tilfælde, men at verden er meget mere end den giver sig ud for. Det, der står på spil vokser stødt romanen, for det er ikke kun Annes sikkerhed, det gælder, det er hele verdens skæbne.

I horisonten aner vi langsomt muligheden for ragnarok.

Desværre lider romanen også under at ville sætte scenen for meget. Det betyder, at der på trods af de 707 sider faktisk sker meget lidt. Det meste af tiden bruges på at forklare og fortælle om den verden, karaktererne befinder sig i, de kræfter de har, og hvordan verdenen/verdenerne hænger sammen. Selvom det univers, der åbner sig for os, er overvældende og episk, så er der også en følelse af, at noget af det kunne have ventet og tiden i stedet brugt på at skabe mere spænding omkring romanens egentlige plot. Nemlig mordene.

Ravnenes Hvisken starter med en serie mord på unge, rødhårede piger, der alle er fundet med et f skåret ind i deres krop. Anne bliver ved med at se det samme syn af en rødhåret kvinde, der bliver dræbt i en skov, men hun ved ikke hvorfor eller hvornår synet er fra. Kvinden er ikke blevet fundet endnu. Mens hendes tidligere ikke-eksisterende cirkel af venner langsomt vokser, så ledes Anne også dybere og dybere ind i historien om hendes familie, hendes kræfter, og mordene, der betyder meget mere, end hun aner.

Der bliver dog desværre brugt overraskende lidt tid på mordene. De dukker indimellem op og er også et løst centrum for romanen. Men der er ingen stigning i reel trussel. Der er ingen fornemmelse af, at morderen kommer tættere på, eller at noget andet, der kunne være truende kommer tættere på. Hvilket gjorde det til en overraskende svær bog at komme igennem, simpelthen fordi, der ingen konkret spænding var. Der var intet, der holdt mig naglet til siderne, og selvom jeg ikke direkte kedede mig, så var der heller intet, der trak mig tilbage til romanen, når den var lagt til side. Det er en skam, for romanen er velskrevet og meget veludført, den mangler bare lidt mere spænding for at holde den i gang.

Der var også en del klicheer i forhold til Anne, hendes romantiske forhold, og hele den måde hendes baggrundshistorie osv. udfoldede sig. Det er nok mest noget, man lægger mærke til, hvis man har læst rigtig mange YA romaner, der har det præcist samme plot: Ung kvinde er speciel/har specielle kræfter, og må redde verden. Det kan jeg tilgive, fordi der var så mange fine detaljer og karaktererne blev ikke for klichefyldte, men havde klare, individuelle personligheder. De virkede bare alle sammen lidt bekendte. Og så var det måske lidt trættende at alle mændene skulle falde for Anne. Det gav intet til plottet og blev bare lidt irriterende i længden. Det ér muligt for kvinder blot at være venner med mænd. Det kan lade sig gøre.

Der var også enkelte scener, som virkede lidt for opsatte, og hvor det var tydeligt ting skete mere for at skubbe plottet fremad end fordi de gav reel mening. Det har igen noget at gøre med at, der er alt for lidt fokus på det, der burde være denne romans primære fokus: Mordene. I stedet ryger det i baggrunden til fordel for flere uddybende samtaler om mytologi, afsløringen af magiske kræfter og vantro fra Anne. Så mord-plottet får lidt, hvad der føles som nogle forhastede scener, hvilket også betød, det ikke reelt føltes spændende. Der var intet på spil. Det var bare optakt. Det er frustrerende, for der er uden tvivl nok materiale til at Ravnenes Hvisken kunne have været en episk roman i sig selv.

I sidste ende er det dog en meget imponerende roman, specielt når man ser på detaljer og world-building, men plottet trækker ret meget ud, og kunne sagtens være givet lidt mere tempo. Klimakset kunne også godt have været lidt længere. Pludselig er det der, og så er det overstået. Sølvsten slipper kun afsted med det, fordi hun skriver så skide godt, og fordi hun har skabt så elskværdige karakterer, som det er en fryd at komme til at lære bedre at kende. Og det gives der, i det mindste, masser af plads og tid til.

Det er i meget høj grad en roman, der forklarer, giver kontekst, og bygger op til de næste to romaner. Jeg ved ikke, hvornår jeg får den næste læst (der lige er udkommet), men det sker garanteret en dag. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne støtte Malene Sølvsten, som jeg er overbevist om ender med at skrive en episk fortælling, når først hun kommer i gang. Og så er der noget virkelig fantastisk over at se Danmark og den hverdag vi alle kender så godt blive genstand for en episk fortælling. Tak for det.

DSC_0439-1

“Det underdanige og det magtfulde” af Susan Simonsen

Det underdanige og det magtfulde af Susan Simonsen, udgivet: 2017, 108 sider, Forlaget Gladiator.

dsc_0148-1

dsc_0158-1

Jeg troede, baseret på promoveringen, omtale i medierne, beskrivelsen osv., at dette var et slags exposé, der blotlagde Borgens nederdrægtige, sexistiske kytumer.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er den del, alle har fokus på. For det er langt den mest interessante del af bogen. Faktisk ville jeg ønske, der var mere fokus på præcis denne del, for det er mest af alt her Susan Simonsen har fat på noget. Og det noget hun har fat på er virkelig saftigt, ubehageligt og grotesk.

Hun har besluttet at grave et kadaver op og flå det åbent, og nu er der ingen vej tilbage. Vi er nødt til at se, hvad der er indeni.

Jeg forstår også godt, hvorfor alle de andre dele er med. Hvorfor der er et fokus på hendes mentale helbred, hendes nedbrud, hendes stigende fremmedgørelse fra sin egen krop, og den sygelighed hun befinder sig i, en sygelighed der sætter spor på kroppen og sindet. Jeg forstår godt, at det at eksistere i et miljø som det, hun beskriver, nødvendigvis må vise sig i alle andre aspekter i ens liv. Når man sidder derhjemme med sin gravide veninde, når man forsøger at leve, som man altid har gjort.

Men det var ikke særlig interessant, må jeg indrømme, mest fordi de andre dele føltes så meget mere vægtige. Det blev for lyrisk, for abstrakt og for fjernt fra virkeligheden. Hendes beskrivelser af det sexistiske, elitære og amoralske politiske miljø bevæger sig stadig i et lidt abstrakt, højtrækkende sprog, men det er i det mindste forankret i konkrete begivenheder. Så snart vi bevæger sig væk fra det, og ud i beskrivelser af hendes hverdag udenfor det miljø, så blev det for løst. Jeg følte ikke en stærk sammenhæng med resten af bogen. Der manglede en mere udsagt rød tråd.

Den var også, desværre, en smule ensidet. Jeg er rigtig glad for hun har skrevet en bog som denne, der afdækker et så klamt miljø, for den slags skal vi tale om. Men der var ikke megen refleksion eller perspektivering. Det kunne den godt have brugt. Specielt når det kom til sexismen. Det er en vigtig samtale, men den var også lidt naivt præsenteret her. For det er en samtale rigtig mange af os har, hver eneste dag, og det føltes ikke som om Simonsen forsøgte at skrive sig ind i den samtale, og blive en del af den. Den blev et opråb, men et opråb, der føltes lidt malplaceret. Jeg respektere det, det må have taget, at turde fortælle om de oplevelser, hun har haft, men jeg ville ønske de var blevet skrevet bedre ind i den større kontekst, de uundgåeligt bliver en del af.

Det er stadig en ufattelig vigtig bog – og fucking modig, for Simonsen tør også udstille sig selv, sine svagheder, sine ydmygelser og sine erfaringer – men jeg var ikke glad for formen. Jeg ville ønske den havde været mere konkret og mindre abstrakt. Mere kontakt og mindre lyrisk. Så tror jeg, den ville sparke hårdere, i sidste ende, end den gør.

dsc_0156-1

“Indimellem holder de af hinanden” af Charlotte Strandgaard

(Indimellem holder de af hinanden af Charlotte Strandgaard, 1969/2014, Forlaget Gladiator.)

DSC_0067

Jeg var på højskole kursus med Forlaget Gladiator, og de havde et bord med deres bøger på, hvis nu man følte sig fristet til at købe en af dem. Jeg endte ved det bord en del gange, bare for at bladre lidt tilfældigt, se på forsider eller tjekke bøger ud, som en forfatter lige havde talt om. Jeg fik bladret i Indimellem holder de af hinanden, og blev vildt fascineret af dens form. Den består af 81 tekster, aldrig mere end en side, ofte blot et par eller én enkelt sætning. Det er ikke en roman med en konkret handling som sådan, selvom man, når man læser den igennem, genkender hvad der måske kunne være forskellige, lidt fragmenterede handlinger, men der er også en følelse af at hver tekst kan læses som fuldstændigt afskærmet fra de andre.

Det er selvfølgelig umuligt, mennesket er designet til at se mønstre og forbindelser, men det giver følelsen af at det er en roman man kan slå op i og læse løst i indimellem. Jeg læste den igennem fra start til slut til den første gang (og det tog nok under en time, den er ret kort), men derefter bladrede jeg bare lidt. Jeg bladrer stadig lidt i den indimellem. Genlæser mine yndlingspassager, slår tilfældigt op og læser, hvad der dukker op. Det giver nærmest mere end at læse dem i rækkefølge, for når man slår tilfældigt op, så er man underligt fokuseret på det ene tekststykke man lige har fundet. Det er næsten som at læse det for første gang, men uden at jeg læser hurtigt for at komme videre til næste side. Jeg er bare på den ene side, ved den ene tekst. Det elsker jeg.

Derudover så er den virkelig godt skrevet. En refleksion over parforhold, kærlighed, hverdagslivet (og kvindelivet) og alt, der følger med; abort, ægteskab, mænd, kvinder. Den har lidt at sige om mange ting, og den giver os flere scener fra forskellige perspektiver. Jeg var også overraskende rørt. Der var en følelse af ægthed over hver tekst, som om den er skrevet med vrangen ud. Så meget af det virkede så rigtigt, så genkendeligt. Jeg så mig selv reflekteret tilbage fra en mat papirsside. Som her f.eks.:

“63. Hun vil så gerne, hun har en sikker fornemmelse af, hvordan det hele bør være. Det er bare så svært at overkomme det. Organisationen, javist. Ikke påtage sig mere, end man kan overkomme. Sådan skal det være. På den anden side de uventede ting er spændende. Overblik i alle livets situationer, det lyder godt og rigtigt. Så er der bare lige det med åbenhed og evne til at omstille sig på de forskellige krav fra alle sider, de to ting skal helst følges ad med overblikket og organisationssansen. Det er holdningen, det kommer an på, men holdningen viser sig i handlingen. Så er hun tilbage hvor hun slap. Hvordan skal hun gøre de rigtige handlinger og hvornår og hvorfor?”

Lige det citat er en nærmest satirisk fremstilling af, ikke bare vindens lod (selvom det specielt omhandler det), men også det moderne, normale menneskes lod i livet. Og så er det rædsomt genkendeligt. Jeg går ofte i panik over alt det, jeg skal være på én gang. Hvordan gør jeg det rigtige, hvornår gør jeg det? Hvorfor? For hvem?

Det er så forvirrende det hele. Strandgaard fanger det perfekt. Specielt i forhold til kærligheden. En rigtig fin bog, jeg egentlig tror vi alle sammen kan få noget ud af.

Som Asger Schnack siger i forordet, så er det en slags collage over livet, og alle de tomrum og al den kommunikation, der eksisterer eller mangler mellem mennesker. Og også alt det vi deler med hinanden, hvor besværligt, smertefuldt, forvirrende og smukt det så end er.

“Emma Emma” af Ida Holmegaard

Emma Emma af Ida Holmegaard, udgivet: 2015, 115 sider, Forlaget Gladiator.

Emma Emma var en overraskende bog for mig. En bog jeg forventede handlede om noget andet end den gjorde. Jeg var meget positivt overrasket dog, og synes det er en helt fantastisk fin fortælling, hvor sproget både skjuler og afslører, og handlingen snarere hentydes til en beskrives tydeligt. At læse den mindede mig om sommeren 2014, der var så ufatteligt brændende varm og føltes uendeligt lang. En sommer jeg tilbragte med at bade, ligge i græsset og dase med venner, og ligge søvnløs og svedende om natten.

Agnes, hovedpersonen, og Emma befinder sig i en sommer som den, en sommer der er glødende og doven og tidsløs. Emma er vendt hjem efter at have været i udlandet i en lang periode, og flytter ind i Agnes’ lejlighed, da hendes roommate er borte. De tilbringer en hel sommer sammen, en sommer hvor der på overfladen nærmest intet sker, hvor de tager til vandet, køber ind, cykler rundt, men hvor der imellem sætningerne aldrig er ro.

Alting er lige tæt på, og det er godt, at Emma er kommet hjem, og at hun er flyttet ind, for jeg kan ikke klare mere lys og frodighed alene. Her er brug for flere øjne, flere lunger.

Mellem de to genoptages et venskab, der langsomt, nærmest umærkeligt bevæger sig udover sig selv, der forandres, i takt med at Agnes bliver mere og mere optaget af Emma. Det er, som om de befinder sig i en lille lomme, en lomme i tid og rum, hvor alt det liv, der kommer før og efter er sat på standby, hvor intet andet kan mase sig ind. En lomme hvor ikke bare isene og nætterne flyder ud, men også identitet og sprog og de følelser de deler sammen. Sommer er varm og tung, og det er stemningen mellem de to også. De er to dele af en parentes og alt det imellem dem er en slags sidebemærkning, der langsomt vokser sig vigtigere end det udenom. Indtil det kulminere, ikke eksplosivt, men gradvist, som noget der nærmest ikke nævnes, af frygt for at det falder fra hinanden, af frygt for at det, at give det et navn vil sprænge parentesen – så også det inden i parentesen kan flyde sammen med hverdagen og blive ubetydeligt.

Langsomt, uden at spilde den smeltende is, uden at træde en fremmed i hovedet.

Det er en smuk bog, der perfekt fanger følelsen af sommer, af sommerens mærkelige endeløshed, følelsen af kærlighed, der ugengældt vokser sig til noget uoverskueligt og altopslugende, til en slags besættelse. Det er parentesen, der startes, fortsættes, og til sidst slutter, som den nu skal, men som samtidigt formår at indeholde et helt liv, som Agnes siger. Agnes der er nærværende, med en energi der nærmer sig desperation, og Emma, der formår at være fremmed og velkendt og fjern gennem det hele.

En virkeligt fængslende beretning om to veninder, kærlighed og en varm, uendelig sommer.