En aften med Delphine de Vigan

dsc_0244-1

dsc_0230-1

(Jeg har også skrevet en reportage om eventet til Litteratursiden, og dette blogindlæg er en forlængelse og udvidelse deraf).

D. 21/9 var Delphine de Vigan gæst hos Authors in Aarhus. Det foregik i Aula’en på universitetet, og de meget smukke omgivelser passede perfekt til Vigan, hvis forfatterskab indeholder både stor skønhed, skrøbelighed og voldsomhed.

Jeg har læst både Baseret på en sand historie og Alt må vige for natten, som aftenens samtale handlede om, og jeg har elsket dem begge. Det er to meget forskellige romaner, der alligevel lægger sig op ad hinanden.

Arrangementet foregik på fransk, og jeg må erkende mit franske var for dårligt til at følge med. Interviewer Steen Bille Jørgensen opsummerede dog løbende og dette fungerede overraskende godt. Jeg følte ikke jeg gik glip af noget, udover selvfølgelig Vigans direkte ordvalg og formuleringer. Jeg måtte også erkende, der var forskel på den Vigan jeg så på scenen og den Vigan, jeg havde forestillet mig. Det gik først op for mig, da hun stod foran mig, hvor klar en idé, jeg egentlig havde skabt mig af hende som person gennem hendes romaner. Selvfølgelig var min idé ikke korrekt, selv den af hendes romaner, der omhandler hende mest sandfærdigt og personligt (Alt må vige for natten), giver jo stadig blot et fiktivt, filtreret billede af hende. Og nu, selvom hun sad foran mig, blev hun stadig filtreret – denne gang gennem Jørgensen.

Det var interessant at se disse to version af hende blande sig og justere sig selv, mens jeg hørte hende fortælle løs på smukt fransk.

Der kom i løbet af samtalen flere fantastiske pointer frem, og generelt åbnede det i høj grad for min forståelse og interesse for hendes romaner. Da Jørgensen spørger ind til den trussel de to kvinder i Baseret på en sand historie er for hinanden, og om dette kan give en hvis identifikation for kvindelige læsere, så blev jeg overrasket da Vigan sagde truslen ikke var så vigtig. Det hun ser som det essentielle er identifikationen, altså det behov vi alle kan have for at se os selv i den anden, og L. og fortælleren (en fiktiv version af Vigan selv) har denne identifikation. I så høj en grad det til sidst bliver skræmmende.

Jørgensen spurgte også ind til det kvindelige, men her var Vigan ikke bleg for at være uenig. Hun tænker ikke romanen, som et udtryk for en specifik kvindelig oplevelse. Forholdet mellem L og Delphine er ganske vist skabt med udgangspunkt i venindeforholdet, men Vigan ser det i langt højere grad, som en menneskelig oplevelse, end en kvindelig.

Der blev også grint af dette fokus på det maskuline eller manglen på mandlige karakterer. I København var hun åbenbart også blevet spurgt en del ind til faderen i Alt må vige for natten, hvilket hun synes var lidt morsomt, for hun tænker ikke selv på sine romaner som omhandlende køn, snarere bare menneskelig eksistens. Hun anerkendte dog at der var tale om forholdet mellem to kvinder i Baseret på en sand historie, da der mellem en kvinde og en mand for hurtigt kan opstå et magtforhold.

Specielt i denne, men også i Alt må vige for natten, er der en leg med genre og sprog. I Baseret på kommer der også en intertekstuel dimension. Dette beskriver hun som en leg med læseren, hvor hun udfordrer vores fortolkning og læsning. Hun virker generelt ikke så interesseret i at give lukkede eller afgørende svar, hun er optaget af alle de forskellige læsninger, der findes af hendes romaner. Hun vil gerne vide, hvordan hendes læsere forstår hendes romaner, fordi det er så forskelligt.

Hun vil heller ikke afsløre L.’s motivation. Den må læseren selv beslutte sig for – hvilket jeg synes er ret fedt, men også frustrerende. Jeg vil så gerne vide det! Men jeg må acceptere at det jeg kommer frem til, er lige så godt, som det Vigan selv kunne fortælle mig.

De begynder derefter at tale om Alt må vige for natten og dennes dokumentariske karakter. Dette havde jeg ikke selv tænkt på, men historien om Lucille, som Vigan fremlægger den, er stykket sammen af erindring, interviews og Lucilles korrespondancer med forskellige personer gennem livet. Jeg så det som en dybt personlig roman, men her går det op for mig, der også er en dimension af fælles erindring. Vigan siger at præcis dette har fascineret hende, altså hvordan forskellige personer husker hendes mor og har oplevet hende. Der er også hendes eget ønske om at forstå hende, forstå hvad der er blevet overført fra Lucille til Vigan, og hvad Vigan bærer med sig af den grund. Men det er ikke kun Vigans erindring, der er mange flere perspektiver.

Det går op for mig at der er meget mere i Vigans forfatterskab end jeg selv har bemærket. Jeg fik lyst til at læse bøgerne igen.

Til sidst nævner Jørgensen dette citat fra en maler i starten af Alt må vige for natten:

En dag, jeg stod og malede, havde det sorte invaderet hele lærredet, uden form, uden kontrast, uden transparens. I denne ekstremitet kunne jeg på en eller anden måde se det sortes negation. Teksturvariationerne reflekterede i større og mindre grad lyset, og ud af mørket strålede en klarhed, et billedligt lys, hvis særegne emotionelle kræft forstærkede min lyst til at male. Mit instrument var ikke længere det sorte, men dette gådefulde lys, som kom fra mørket.
– Pierre Soulages

Han spørger om dette indikerer, at man kan se litteraturen og kunsten som et sted, hvor man kan finde en løsning på det mørkeste i livet, finde lidt lys? Det var dog ikke derfor Vigan inkluderede citatet. For det første er det med, fordi hendes mor elskede at male, og for det andet, så vidner det for hende om familien som det vitale, noget vigtigt, noget af det, der kan give styrke i mørket, selvom det også er en kompliceret og indimellem forfærdelig størrelse.

Jeg havde forestillet mig en mere skrøbelig, stilfærdig og poetisk Vigan. Hun var i stedet rolig, fuld af selvtillid og en smule reserveret, men også lige så veltalende, som jeg havde forventet (i hvert fald i Jørgensens oversættelser). Skrøbeligheden kom lidt til syne under signeringen, og der kunne jeg ane den Vigan, jeg selv havde forestillet mig.

Under signeringen af min bog forsøgte jeg at stave “Kirse” for hende, men det blev til Kaase. Det er vel også lidt unikt. Jeg kan starte en samling af bøger, hvor mit navn er stavet forkert. Et eller andet sted synes jeg efterhånden, det er meget hyggeligt.

En anden rigtig fin detalje var, at fordi Vigan læste højt fra sine romaner på fransk, var det blevet arrangeret sådan at Emma Svankjær Morel, en af de frivillige hos Authors in Aarhus, læste samme stykker op på dansk. Det blev gjort sådan, fordi det gav bedst mening, det var en kvinde (og ikke Jørgensen), der læste op. Det fungerede virkelig godt.

Alt i alt var det en vildt interessant, oplysende aften. Og så er det altid spændende at møde forfattere, hvis bøger man har elsket. Indimellem er de præcis, som vi havde troet, indimellem skuffer de og indimellem er de noget helt andet, men lige så interessante som vi håbede. Delphine de Vigan virkede både fremmed og velkendt, men skuffede absolut ikke.

dsc_0332-1

dsc_0256-1

dsc_0228-1

Advertisements

“Baseret på en sand historie” af Delphine de Vigan

Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan (org. titel: D’après une historie vraie), oversat af Victoria Westzynthius, udgivet: 2015, 314 sider, People’s Press, English review.

dsc_0129-1

Den her bog er en labyrint. En smuk, nervepirrende, sindsoprivende labyrint. En kompleks gåde, et puslespil, der giver dig for mange brikker – og alligevel føles det til sidst, som om du har for lidt.

Alt må vige for natten blæste mig totalt omkuld, det var så skrøbelig, så smertefuld, og så uendeligt kærlighedsfyldt en fortælling. Baseret på en sand historie er en meget anderledes, men ikke mindre mindeværdig roman. Og så er de forbundet. Man kan sagtens læse denne uden at have læst Alt må vige for natten, men Baseret på en sand historie beskæftiger sig med “konsekvenserne” af Alt må vige‘s udgivelse.

Hovedpersonen er Delphine de Vigan selv, og den foregår et par måneder efter udgivelsen af Alt må vige for natten; romanen, der har gjort hende til en slags litterær superstar i Frankrig. Problemet er, at efter så succesfuld en roman, hvad skriver man så? Hun ved det ikke, og jo længere hun venter, jo mere hun tøver, jo sværere bliver det, og jo dybere ned i en skriveblokade kommer hun.

I denne periode møder hun den mystiske L. De taler første gang til en fest og derefter bliver L. hurtigt og sikkert en stor del af Vigans liv. Først er de blot gode veninder, men Vigan ryger hurtigere og hurtigere ned i et dybt hul af depression og skriveangst – og L. begynder at hjælpe hende mere og mere. Jo svagere Vigan bliver, jo mere får L. lov at overtage. Det er creepy og ubehageligt at læse. Men også voldsomt fascinerede, og Vigan får skabt en perfekt stemning af ubehag overfor L. der er tydelig for læseren, men som er skjult for romanens Vigan bag et slør af nødvendighed; for Vigan har brug for L., hun ved ikke hvad hun skulle gøre uden hende.

Det mindeværdige ved Vigans roman er ikke som sådan plottet, der dog er vildt spændende og for nogen måske vil virke lidt bekendt (fra Stephen Kings Misery). Det mindeværdige er alle de meta-overvejelser om litteratur, der bliver bragt på banen og spørgsmålet om Sandheden, der optager L. så højt. Er sandheden det læserne vil have fra en forfatter? Det mener L. fuldt og fast:

Folk er skideligeglade med romaner. De har fået nok af løgnehistorier og romanfigurer, de er stopmætte af klimakser og uventede drejninger. De har fået nok velsmurte plot med fængende begyndelser og afrundede slutninger. […] Tro mig, læserne forventer noget Sandhed, noget autentisk, de vil have man beskriver live, forstår du, hvad jeg mener?

Det læseren vil have er sandheden. Det var derfor, siger hun, Alt må vige for natten (der vist dog aldrig nævnes ved navn) blev så stor en succes. Fordi Vigan nærmede sig sandheden, hun søgte den og jagtede den. Nu er det på tide hun tager konsekvensen af det valg; hun kan ikke gå tilbage til fiktionen, det, der er tilbage, er den vigtigste sandhed: sandheden om hende selv. L. presser først blidt, senere nådesløst for at Vigan skal skrive om sig selv.

Det er dette, der er så interessant. For Vigan skriver jo om sig selv i romanen, men samtidigt har man den krystalklare fornemmelse af, at det man læser lige præcis ikke er sandheden, at det er en fabrikeret version af noget, der kunne være sandheden. Den låner fra andre romaner – mest åbenlyst selvfølgelig Stephen Kings Misery. Den er en sammensmeltning af fiktion. På den anden side, så kunne dele af den være sand. Hendes depression, skriveblokade, udmattelse og angst omkring, hvad hun nu skal skrive, kan meget vel være rigtige – de kan være baseret på sandheden. Tilgengæld er L. og historien om L. og Vigan med stor sikkerhed fiktion. Men hvor vidt strækker det? Hvis fiktion er det? Spørgsmål, der nok kun giver mening hvis man har læst bogen, og som jeg ikke kan give slip på.

Der er ufatteligt mange lag i den her roman. Spørgsmål, der efterlades ubesvarede, og slutningen, som blot giver endnu et lag til spændingen mellem sandhed og fiktion.

Dertil er der spørgsmålet om hvem L. er. Hele romanen igennem skrives L. med et punktum, som for at understrege at L’et faktisk står for et navn – eller måske et begreb. For L, ud over at stå for L.’s navn, kan også stå for Lucile, Vigans mor, som hendes sidste roman jo handlede om. Men også Litteratur, eller Læser (som også starter med L på fransk).

Det er en litterær thriller, hvor spillet mellem Vigan og L. er nervepirrende og altid på kanten til det voldelige, det ubehagelige og gennemsyret af det usigelige. Deres forhold er fyldt med unik forståelse, men også en stemning af manipulation, af misbrug og erotik. De er som to elskende, der aldrig rører hinanden seksuelt, og hvis begær derfor må manifestere sig på tusind andre måder.

Og så er det en refleksion over, hvad det er litteraturen kan – og hvad forfatteren bør skrive. Er det sandheden læseren vil have? Eller blot en illusion om sandheden? Er det nok med en virkelighedsfølelse, er det nok at give os noget, der kunne have været sandheden, men som ikke er det? Eller rummer al litteratur, ikke kun den “baseret på en sand historie”, en form for sandhed? En sandhed om en følelse eller en holdning måske? Kan litteratur, lige præcis fordi det kan opfinde og skabe fiktion, komme tættere på sandheden end non-fiktion?

Ja, litteraturen er et våben, Delphine, et fucking masseødelæggelsesvåben. Litteraturen er endda meget mere effektiv end noget andet, du kan forestille dig. Litteraturen er et forsvarsvåben, et skydevåben og et våben med løst krudt; litteraturen er en granat, et missil, en flammekaster og et krigsvåben. Den kan ødelægge alt, men den kan også bygge alt på igen.

Hvor Alt må vige for natten stod for mig som en søgen efter en nærhed og en sandhed om Vigans mor – en meget øm, voldsom og fængslende fortælling, så er Baseret på en sand historie snarere en søgen i den modsatte retning. Det er en søgen væk fra sandheden, og hen mod det sted hvor fiktion og sandhed smelter sammen. Hvor spørgsmålet om sandheden bliver irrelevant, hvor kun litteraturen, som den står foran os, er tilbage.

SLUT*

dsc_0171-1

“Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan, oversætter: Elin Lassen, People’s Press, org. udgivet: 2011, English review.

DSC_0577

Den her roman blæste mig totalt omkuld. Den tog mig i sine hænder, rykkede rundt på mine knogler, omrokerede min sjæl. Den rørte mig, hele vejen igennem. Det første kapitel er stadig noget af det smukkeste, mest opsigtsvækkende jeg nogensinde har læst.

Min mor var blå, en blegblå og askefarvet nuance, hænderne underligt mørkere end ansigtet, da jeg fandt hende hjemme hos sig selv den januarmorgen. Hænderne som plettet af blæk ved fingerleddene. Min mor havde været død i flere dage.

Delphine de Vigan tager til sin mors lejlighed efter at have forsøgt at få kontakt til hende i over en dag. Hun finder hende død. Hun har været død i flere dage. I løbet af  den voldsomme sorgproces der følger, beslutter de Vigan sig for at skrive en bog om sin mor. Hun er ikke sikker på, hvordan bogen skal se ud, hvad den skal indeholde eller hvilken form den skal tage. Men skrives det skal den. Hun interviewer morens søskende (dem som er tilbage), hun taler med venner, hun læser gamle tekster moren har skrevet, tekster og optagelser fra andre steder. Hun ved stadig ikke, hvordan hun skal tage fat på at skrive om hende, selv da hun begynder at skrive, virker det som om hun ikke ved, hvad hun er ved at skrive. Vi følger hendes mor, Luciles, liv og de Vigans desperate skriveproces, side om side.

Alt må vige for natten er et slags vidnesbyrd, hvor de Vigan forsøger at bære vidne til sin mors liv, på godt og ondt. Det er også fiktion. Kapitlerne er enten fiktionaliserede versioner af morens barndom og senere liv, eller de Vigans kommentarer på bogen, hendes egen skriveproces og de bekymringer, tanker og den tvivl hun har haft gennem det hele. Først et godt stykke inde i romanen skriver hun, hun endelig ved hvad pointen med romanen er: det er at komme helt tæt på.

De Vigan ved at hun ikke kan beskrive fortiden som den var, at hun ikke kan fortælle om morens barndom og liv objektivt. Samtidigt holder hun fast i behovet for at finde frem til en sandhed, om så den er subjektiv. En sandhed om hvem moren, Lucile, var. Specifikt hvem hun var for de Vigan, og hvem hun, i løbet af romanen og de Vigans problemer med at skrive den, bliver til.

Romanen er én lang refleksion, over det at skrive, over det at skrive om noget så sårbart, så skrøbeligt, så smerteligt som en mor som hendes. For Luciles liv var ikke let, det var fyldt med sorg, smerte, sygdom, mentale problemer, psykoser og indlæggelser. Men også en form for lykke, også øjeblikke af glæde. Lucile var både strålende, smuk og i live, men også konstant på kanten af en afgrund, altid klar til at hoppe i, til at sige farvel, til at gøre det forbi.

Det er en roman om, hvor meget det kan koste at leve et liv, virkelig leve det. Hvor meget vi mister på vejen, hvor lidt der skal til, før verden falder sammen omkring os, og den kraftanstrengelse det kan være at samle os selv op, velvidende det, os selv, måske er det eneste vi nogensinde vil formå at samle op igen. Alt andet er måske gået tabt. Jeg siger “os”, men det er ikke en historie om “os”. Det er historien om et menneske, om to mennesker, flere mennesker, om Lucile, om Delphine, om en familie fuld af hemmeligheder, tragedier og sorg.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvor dybt et indtryk den her roman gjorde – og stadig gør – på mig. De Vigans frygtløse, hudløst ærlige refleksioner om, hvad den her roman skal, bør og kan gøre, hvor meget den koster hende at skrive, hvor lidt hun kan lægge den fra sig. Det er ikke bare historien om et menneske, men om det at lære det menneske at kende, at turde åbne op for noget, der ikke kan lukkes igen, længe efter det menneske er væk, der kunne lindre smerten.

Alt må vige for natten er ikke en fiktionaliseret version af moderens liv – indimellem er den, men den vender altid tilbage til tvivlen. Til de tusind spørgsmål der opstår, ikke bare om hvem hendes mor var, men om hvad det vil sige at fortælle et andet menneskes historie, og den effekt det kan have på dem, som stadig er tilbage.

Luciles liv – og de Vigans også – er et liv fyldt med ufattelig smerte og desperation. Men også med lys, skønhed og kærlighed. Og mest af alt barmhjertighed. Barmhjertighed over for det ufuldstændige, komplicerede og sårede menneske Lucile var, og som de Vigan også selv er. Det er en søgen efter forståelse, som er det tætteste, måske, vi kan komme på sandheden om et andet menneske.

Med forståelsen kommer tilgivelsen, respekten, forløsningen.

Læs den her bog.

(Bog 2 i The Summer of Reading Women).