“Mrs. Dalloway” af Virginia Woolf

Mrs. Dalloway af Virginia Woolf, originalt udgivet: 1925, 146 sider, Wordsworth Classics.

DSC_0234-1

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige om Virginia Woolfs værker. Men jeg elsker hende, og jeg elsker Mrs. Dalloway, værket og karakteren. Der er noget sælsomt og ubegrænset vidunderligt over denne roman, over dens tragedie, skønhed og forførende atmosfære af nostalgi og tidløshed.

Måske elsker jeg den sådan, fordi her, lige her, formår Woolf at tage den trivielle hverdag og ophøje den til den kollage af følelser, opdagelser, erkendelser og forandringer den faktisk er. Den fanger det, livet er. Det er ikke en sentimental roman, men den er fuld af følelser. Som livet jo er. Hver dag, hver eneste dag, hele vejen igennem.

Der er kærligheden. Til manden, hun har giftet sig med, til den mand, hun kunne have valgt, og til den kvinde, det ikke var muligt at vælge. Der er fortrydelse, bitterhed, lettelse, accept og tusind andre følelser i spil hele tiden. Vi kommer igennem det hele gennem den ene eller den anden karakter, som vi følger på en enkelt, solrig dag i juni. Som de shopper, skriver breve, sover i parken, og slår sig selv ihjel.

Det er også en roman, der foregår på kanten af det Britiske Imperiums ruin og i efterdønningerne af første verdenskrig. Mrs. Dalloway køber blomster i en by og et land, der står på den anden side af et dybt traume. Et traume, det aldrig rigtigt kommer sig over, og Woolf, der udgiver romanen i 1925, kan ikke vide, at der venter endnu en krig i horisonten. Men traumet manifesterer sig i Septimus, der blandt disse glade parkgængere og almindelige folk, stadig ser de døde. Septimus, der ikke kan lægge dem bag sig, men må rable om livet, døden og sandheden, mens lægen fortæller ham, han intet fejler.

Alt imens Mrs. Dalloway forbereder sin fest og hendes gæster undrer sig over livet, som det var og som det er blevet til. Som alle Woolfs værker, så er det en introspektiv roman, der ser på menneskets væsen i forskellige tilstande, og de momenter, der tager os fra én følelse til den næste, fra erkendelse til erkendelse, og sindstilstand til sindstilstand. Og specielt kvinden, som hun bliver set på af mænd. Clarissa Dalloway er, som titlen antyder, hele romanens centrum. Selv når hun ikke er til stede, så er hun den, det hele handler om. Fordi der tænkes på hende af andre karakterer eller af læseren.

Det er specielt hendes identitet, hvordan hun ser sig selv og hvordan hun ses af andre. Hun er også langt den mest komplekse karakter, og hun veksler mellem at elske livet og glædes over de mindste ting, til at mærke vægten af tiden og de følelser, der aldrig blev udlevet. Hun virker, umiddelbart, overfladisk, men der er en overvældende dybde og nuance i hende, der i glimt og udsøgte sætninger kommer til udtryk. Hun er mere end blot værtinde, kone, bekendt, tidligere flamme, mor osv. Hun er alt dette og endnu mere. Mrs. Dalloway, værk og karakter, er en symfoni af betydning og mening.

Den er også en fryd at læse, selvom det kræver et specielt fokus. At læse Woolf er som at bevæge sig i en bølge. Den falder på stranden, trækker sig tilbage, falder igen, trækker sig tilbage. Det er den følelse af bevægelse, jeg får, når jeg læser hende. Det er den måde, synes jeg, hendes sprog og hendes karakterer bevæger sig igennem historien, som en bølge. Denne helt specielle rytme, der på en og samme tid står stille og er i konstant bevægelse.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Mrs. Dalloway ses som en af hendes største romaner. Den indfanger noget helt ekstremt menneskeligt uden at trivialisere det. Denne gave til at ophøje – eller snarere korrekt forstå og beskrive – den allermindste menneskelige sindsbevægelse er imponerende og fanger mig gang på gang.

Jeg er berørt, altid, over Woolfs evne til at indfange livets kompleksitet, dets glæder og dets enorme sorger, uden at overdrive eller overskrive det. Det får lov til blot at være, at eksistere i ord, og jeg forstår ikke, hvordan hun formår det.

Jeg har elsket alt, jeg har læst af Woolf. Men Mrs. Dalloway nok mest af alle, selvom To The Lighthouse potentielt er den mere fuldendte roman. Mrs. Dalloway rørte bare noget andet i mig. Det var en anden oplevelse. En åbenbaring af en slags, af Woolfs unikke talent, af litteraturens magt, af hverdagens kompleksitet. Af at være menneske på en solrig dag i juni, i skyggen af krigen og kærligheden. Hvor nogle finder glæde i “simply life” og andre går til fordi der intet simpelt er over livet. Ærlig talt et mesterværk af en roman.

DSC_0217-1

Advertisements

“The Bloody Chamber and Other Stories” af Angela Carter

The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter, udgivet: 1979, 146 sider, Folio Society.

DSC_0502-2

DSC_0491-1

Nursery fears made flesh and sinew; earliest and most archaic of fears, fear of devourment. The beast and his carnivorous bed of bone and I, white, shaking, raw, approaching him as if offering, in myself, the key to a peaceable kingdom in which his appetite need not be my extinction.

*

 

The Bloody Chamber and Other Stories samler en række genfortalte eventyr med stærke feministiske undertoner. Det er mørke, blodige og fængslende historier, der giver os eventyr, vi genkender, men genfortalt med fokus på kvindens frigørelse fra de lænker disse fortællinger ofte har lagt hende i. Her kan udyret slikke huden af skønheden og vise os pelsen nedenunder. Her kan rødhætte ligge sig ved ulven i en blodig seng. Der er ingen happily ever after, som vi kender den.

Angela Carter skriver med en sproglig præcision, der fremkalder smukke, forstyrrende billeder, og hvor begær, lyst, seksualitet, og den menneskelige sjæls skygger skrives frem og får lov at stå i lyset for en stund.

Det er befriende og bizart beroligende at læse en række historier, hvor man ved at alle de fejl og mangler, man hele sit liv har levet med i disse idealiserede og moraliserende fortællinger, bliver set i øjnene og stukket i hjertet. Så vi står tilbage med blodige hænder og et tilfreds smil på læben.

Her er ganske vist alle de karakterer, vi genkender så godt. Bæstet, udyret, monsteret, forførerinden. Den uskyldige jomfru, der igennem sine prøvelser bliver en kvinde. Her involverer prøvelsen dog ofte også sex, og der er meget lidt uskyldighed. I den eneste fortælling, hvor uskyldigheden overlever til slutningen, er den båret af en mand, og kvinden er den korrumperende, blodsugende kraft, der truer ham. Stadig er det ikke hans rejse (for ændrer man sig ikke fra start til slut, så er der ingen rejse at tale om), det er i stedet hendes.

*

I was not afraid of him; but of myself. I seemed reborn in his unreflective eyes, reborn in unfamiliar shapes. I hardly recognised myself from his descriptions and yet, and yet – might there not be a grain of beastly truth in them? And, in the red firelight, I blushed again, unnoticed, to think he might have chosen me because, in my innocence, he sensed a rare talent for corruption.

*

Det er hele vejen igennem kvinden, der er i centrum. Her får hun lov at generobre sine egne fortællinger, uden at måtte opgive at være et helt menneske. Hun må begære, elske, skade, dræbe og herske, som hun ønsker. Hver historie er kompleks og der rører sig mere under overfladen end den første gennemlæsning afslører. Der er en blidhed, en tøven og alligevel en umiskendelig brutalitet over disse unge kvinder, der mærker verden for første gang. Der forrådes, misbruges og elskes af mænd. Der finder nye veje gennem kendt terræn.

Jeg var mildest talt bjergtaget. Angela Carter genfortæller uden at miste hverken originalitet eller momentum. Hun forholder sig til de kendte historier og indgyder dem med ny energi, mening og nuance. Her er ulven både forfører og monster, og her kan kvinden tage del i det monstrøse, hun skal ikke reddes fra det. Hun kan enten overvinde eller overgive sig til det.

I løbet af The Bloody Chamber and Other Stories bliver noget levendegjort, der ellers blot har ligget begravet inden i os. Her bliver det monstrøse erotisk, her blandes rædsel med begær. Ikke fordi vi frygter, det, der venter i natten, men fordi vi ser, vi genkender, mørket i os selv. Vi higer efter det, og hver historie bliver dermed også en forløsning. Carter vil ikke blot vise os denne kvindelige opvågnen, men lade os føle den. Det opnår hun let med sit stemningsfulde og ekstremt billedrige sprog, der nærmest bløder ud på siden og ind i sindet på læseren.

Det er en bog, der slipper noget løs. Det voldsomme, det blodige, det smukke og det sanselige. Den muliggør en overgivelse til det øjeblik, hvor det menneskelige og det umenneskelige mødes. Hvor vi bliver mere end os selv, om så det er en forvandling til skønheden eller udyret. Det er en frigørelse.

DSC_0522-1

DSC_0495-1

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

“Equal Rites” af Terry Pratchett

Equal Rites af Terry Pratchett, originalt udgivet: 1987, 256 sider, Gollancz.

DSC_0159-1

DSC_0184-1

Der er noget varmt og behageligt over Terry Pratchetts bøger, der gør det til en fryd at vende tilbage til dem. Ikke fordi de ikke indimellem fortæller dig sandheder, der er overraskende i deres skarpe nøjagtighed. Men fordi han gør det på en måde, hvor han ikke taler ned til dig. Han ser læseren i øjnene, og tager dig med på en rejse, der altid er magisk, morsom og fyldt med visdom.

Det er let nok at regne ud, hvad Equal Rites handler om. Ligestilling selvfølgelig. Mere konkret så handler den om kvinders ret til også at blive troldmænd, og ikke kun hekse, hvis det er der, deres talent befinder sig.

Det ville selvfølgelig aldrig være kommet på tale, hvis ikke det var for Esk, vores (kvindelige) hovedperson. Hun blev givet en troldmands stav ved sin fødsel (det var et uheld, men den slags kan man ikke tage tilbage), så derfor må hun også nu enten blive en troldmand eller lade sin magiske kræfter løbe løbsk. Den første mulighed er klart at foretrække, for hende selv og resten af verden.

Den lokale heks, Granny Weatherwax, er ikke meget for at Esk skal være troldmand – for hvad er der også galt med at være heks? Det er en ærværdig profession, der har meget mere respekt for naturen. Men magien vil, hvad magien vil, og de drager til sidst sammen mod byen Ankh-Morpork, så Esk kan blive indskrevet på universitetet. Hvad ingen kvinde før hende dog nogensinde er blevet.

Den største udfordring er i sidste ende heller ikke de skygger, der lurer på kanten mellem denne verden og magiens, men snarere de (meget virkelige) mænd, der simpelthen ikke forstår, hvad en kvinde skulle kunne blive en troldmand for.

Det er en rejse fyldt med eventyr, mørke, ustyrlige kræfter, en flyvende kost, der har set bedre dage, en stav, der har sin helt egen vilje, og karakterer, der vinder dit hjerte med det samme. Emnet er stadig ufatteligt relevant, og hvor ville man ønske mændene i den virkelige verden var lige så hurtigt til at se fornuft som i Terry Pratchetts fantasi. Men det er jo, selvfølgelig, derfor vi skriver bøger som disse.

Det Pratchett kan, og det han gør så fænomenalt i alle sine bøger, er at udstille tåbeligheden i mange af de fordomme, vi går rundt med. Med humor, empati og medfølelse fremhæver han de bedste dele af mennesket, samtidigt med han påpeger alle de måder, hvorpå vi burde være bedre. Alle de måder, vi begår fejl, og alle de måder vi kan undgå at begå dem i fremtiden. Ved første øjekast virker historien måske overraskende simpel, men det er den gave, han giver os. Han formår at præsentere et komplekst problem på en måde, der er tilgængelig for alle. Er det perfekt? Nej, men det er der intet, der er.

Jeg har elsket alle de Discworld romaner, jeg har læst indtil videre, men Equal Rites får en speciel plads, fordi den tager et emne op, jeg synes er så vigtigt, og den gør det på en fin og gennemtænkt måde. Og så kan den med rette læses af alle. Den er fantasifuld, morsom, og fyldt med elskværdige karakterer, hvis fejl og triumfer man ikke kan undgå at fejre. Det er ganske givet en fantasy roman, men en meget menneskelig, empatisk en af slagsen. Og så er den nye serie simpelthen så smuk at se på.

Ps. Jeg har i hele denne anmeldelse savnet en kønsneutral, dansk oversættelse af “wizard”, har været nødt til at skrive troldmand, og så bliver jeg jo en del af problemet!

DSC_0164-1

“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys

Wide Sargasso Sea af Jean Rhys, originalt udgivet: 1966, 151 sider, Penguin Modern Classics. English review.

DSC_0599-1

DSC_0624-1

… If I was bound for hell let it be hell. No more false heavens. No more damned magic. You hate me and I hate you. We’ll see who hates best.

Jane Eyre er en af mine yndlingsromaner. Det har den været siden, jeg læste den første gang. Alligevel forholder jeg mig ekstremt kritisk overfor den. Rochester, så meget som jeg holder af ham som litterær karakter, er ikke et specielt godt menneske. Han er manipulerende, på alle mulige måder.

Og han har gemt sin kone oppe på sit loft, mens han selv lever sit liv, forelsker sig i en ny kvinde og forsøger at tænke så lidt på hende som muligt. Det er ikke fordi han er på toppen af romantiske helte, men Jane Eyre er også i langt højere grad gotik end den er romantik.

Wide Sargasso Sea handler om kvinden på loftet, der har inspireret en flod af feministisk kritik. Den originale “madwoman in the attic”. Den fortæller historien om, hvordan hun, der her hedder Antionette, starter som en ganske almindelige pige, og vokser op til at blive en kvinde i et politisk og racemæssigt ustabilt miljø. Hun møder en mand, der i hele romanen forbliver uden navn, men som uden tvivl er Rochester. Jeg vil kalde ham R.

Disse to mødes på eksotiske Jamaica og presses af deres respektive familier ind i et kærlighedsløst, men profitabelt ægteskab (for familierne). R, bitter og vred over at have været så svag at lade sig manipulere til at acceptere ægteskabet, lader alle sine bitre følelser gå ud over Antoinette, der blot er en uskyldig brik i et patriarkalsk spil.

Antoinette, kvinde, creole (hvilket Jean Rhys selv var) og uden midler eller penge, har intet andet valg end at acceptere sit lod i livet. Langsomt tages hendes identitet, personlighed og frihed fra hende. Igennem hele romanen skifter hun navn, hun er først Antoinette Cosway,  så Antoinette Mason, så Antoinette Rochester. Hele tiden skifter hendes navn og identitet baseret på hendes forhold til de mænd, der styrer hendes liv.

R, der selv lod sig manipulere, begynder nu at manipulere Antoinette for at føle en flig af magt. Det er en kamp mellem viljer, og selvom begge er ulykkelige i ægteskabet, så har R alle kortene på sin hånd. Han er en mand, han er hvid, han har penge, han har ejendom, og han har mulighed for at rejse sin vej. Antoinette har i sidste ende ikke engang ejerskab over sig selv eller sin identitet. Den vristes fra hende, ord for ord, handling for handling.

Names matterlike when he wouldn’t call me Antoinette, and I saw Antoinette drifting out of the window with her scents, her pretty clothes and her looking-glass.

At hun konstant må skifte navn, mens R forbliver navneløs, er også en måde at fortælle os, hvor urørlig R er. Ikke blot fordi han er i en langt bedre position end hende rent samfundsmæssigt, men også fordi han, på et meta-plan, tilhører en helt anden historie. En historien Jean Rhys på ingen måde kan røre ved. Hvad end der sker i Wide Sargasso Sea, så får Rochester sin lykkelige slutning i Jane Eyre, og Antoinette bliver den gale kvinde på loftet. Uretfærdigheden er åbenlys, men gøres aldrig simpel.

Det er en ufatteligt kompleks roman, og samtidigt ufatteligt smuk i sit udtryk. Sproget er emmer af forførende råddenskab. Som at se på en skål med frugter, der er helt perfekte, men så snart du tager en i din hånd, så falder den fra hinanden, blød og rådden helt ind til kernen. Antoinette og R befinder sig en regulær paradisets have, og bag blomsterne er den fyldt til bristepunktet med slanger, der hvisker deres løgne. R bliver dominerende, ondskabsfuld og uforstående overfor Antoinette, mens Antoinette i takt med hans forvandling bliver mere og mere fanget imellem hendes forskellige identiteter og ønske om at bryde fri.

Til sidst er hun blot en sprogløs skal, der helt har overgivet sig til R, der nu kalder hende Bertha. Et propert engelsk navn, og han tvinger hende prompte med til England, hvor hun kan bo på hans loft. Hun har mistet sig selv, og er blevet til intet andet end en brik i et spil. En desperat ånd, nærmest, hvis eneste mål er at tage livet fra ham, ganske som han tog det fra hende.

Det er en frodig, sanselig og destruktiv roman, fyldt med fantastiske beskrivelser, og en stigende følelse af klaustrofobi, desperation og ubehag. Af vold. Jo større skellet mellem Antoinette og R bliver, jo mere voldsom bliver romanen. Ikke i handling, nødvendigvis, men i følelser. Det er en fortælling om, hvordan en kvinde bliver ødelagt. Hvordan hun destrueres og gendannes til at tjene mænd, der ikke har fortjent hende.

Jeg har ikke ord for, hvor fantastisk en roman, jeg synes det er. Eller hvor vigtig. Det er et af de mest elegante og velfortalte stykker litteratur- og kønskritik jeg nogensinde har læst. Også blot en af de bedste bøger jeg har læst, og den vil for evigt være en personlig favorit. Hvis du også holder af Jane Eyre, så er den her roman et must.

Justice. I’ve heard that word. I tried it out. I wrote it down. I wrote it down several times and always it looked like a damn cold lie to me. There is no justice.

DSC_0620-1

DSC_0617-1