“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“Det underdanige og det magtfulde” af Susan Simonsen

Det underdanige og det magtfulde af Susan Simonsen, udgivet: 2017, 108 sider, Forlaget Gladiator.

dsc_0148-1

dsc_0158-1

Jeg troede, baseret på promoveringen, omtale i medierne, beskrivelsen osv., at dette var et slags exposé, der blotlagde Borgens nederdrægtige, sexistiske kytumer.

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er den del, alle har fokus på. For det er langt den mest interessante del af bogen. Faktisk ville jeg ønske, der var mere fokus på præcis denne del, for det er mest af alt her Susan Simonsen har fat på noget. Og det noget hun har fat på er virkelig saftigt, ubehageligt og grotesk.

Hun har besluttet at grave et kadaver op og flå det åbent, og nu er der ingen vej tilbage. Vi er nødt til at se, hvad der er indeni.

Jeg forstår også godt, hvorfor alle de andre dele er med. Hvorfor der er et fokus på hendes mentale helbred, hendes nedbrud, hendes stigende fremmedgørelse fra sin egen krop, og den sygelighed hun befinder sig i, en sygelighed der sætter spor på kroppen og sindet. Jeg forstår godt, at det at eksistere i et miljø som det, hun beskriver, nødvendigvis må vise sig i alle andre aspekter i ens liv. Når man sidder derhjemme med sin gravide veninde, når man forsøger at leve, som man altid har gjort.

Men det var ikke særlig interessant, må jeg indrømme, mest fordi de andre dele føltes så meget mere vægtige. Det blev for lyrisk, for abstrakt og for fjernt fra virkeligheden. Hendes beskrivelser af det sexistiske, elitære og amoralske politiske miljø bevæger sig stadig i et lidt abstrakt, højtrækkende sprog, men det er i det mindste forankret i konkrete begivenheder. Så snart vi bevæger sig væk fra det, og ud i beskrivelser af hendes hverdag udenfor det miljø, så blev det for løst. Jeg følte ikke en stærk sammenhæng med resten af bogen. Der manglede en mere udsagt rød tråd.

Den var også, desværre, en smule ensidet. Jeg er rigtig glad for hun har skrevet en bog som denne, der afdækker et så klamt miljø, for den slags skal vi tale om. Men der var ikke megen refleksion eller perspektivering. Det kunne den godt have brugt. Specielt når det kom til sexismen. Det er en vigtig samtale, men den var også lidt naivt præsenteret her. For det er en samtale rigtig mange af os har, hver eneste dag, og det føltes ikke som om Simonsen forsøgte at skrive sig ind i den samtale, og blive en del af den. Den blev et opråb, men et opråb, der føltes lidt malplaceret. Jeg respektere det, det må have taget, at turde fortælle om de oplevelser, hun har haft, men jeg ville ønske de var blevet skrevet bedre ind i den større kontekst, de uundgåeligt bliver en del af.

Det er stadig en ufattelig vigtig bog – og fucking modig, for Simonsen tør også udstille sig selv, sine svagheder, sine ydmygelser og sine erfaringer – men jeg var ikke glad for formen. Jeg ville ønske den havde været mere konkret og mindre abstrakt. Mere kontakt og mindre lyrisk. Så tror jeg, den ville sparke hårdere, i sidste ende, end den gør.

dsc_0156-1

“The Unknown Unknown” af Mark Forsyth

The Unknown Unknown af Mark Forsyth, udgivet: 2014, 23 sider, Forlag: Faber & Faber.

dsc_0200-1

And the book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn’t know to ask. It’s on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.

Det her et kort essay om “bookshops and the delight of not getting what you wanted”.

Det er enormt morsomt, velskrevet og en fryd at læse for bogelskere, ikke blot fordi den handler om bøger, men fordi den handler om bøgers evne til at overraske og give os det, vi ikke vidste, vi manglede.

Mere specifikt så handler det om at gå ind i en bogbutik, og tage en bog med hjem, der virker tiltrækkende på dig. Måske var det coveret, måske en anbefaling fra en ekspedient, måske var det beskrivelsen, titlen eller noget helt andet. Men et eller andet fik dig til at samle bogen op, betale og tage den med hjem, hvor du senere opdager, at den her bog, uden du vidste det, lige var den, du gik og manglede.

Ikke fordi du reelt set manglede den, men fordi den åbnede op for et nyt begær, en ny interesse i dig, du ikke før kendte til.

Den er The Unknown Unknown. Du kendte den ikke før du gik ind i butikken, du kunne aldrig have søgt efter den på nettet, for du anede ikke den eksisterede. Men her lå den, blank og skinnende og ny og lige til at tage med hjem. Så du gør det. Du tager chancen og læser den fremmede bog, og du er – måske – et ændret menneske.

Og jeg er enig. Der er noget helt særligt over at finde noget, jeg ikke vidste, jeg manglede. Som om en helt ny verden åbner sig for mig, og  jeg bliver forandret. Her var en del af mig selv, der var ukendt, og som nu er kendt. Der er ikke meget ukendt terræn tilbage i verden, men inde i os selv? Uendeligt. Og bøger (blandt andet) kan åbne for det ukendte i os.

Det sker ikke kun i bogbutikker. Nogle gange låner man en bog af en ven, udvælger en tilfældigt på biblioteket, eller finder den på sin mors reol, og det viser sig, den var endnu en dør ind til hidtil ukendt terræn.

Hver gang er det lige overraskende.

Det er også et essay om bøger generelt. Om mærkelig bøger, om hvordan e-bøgerne har reddet de fysiske bøger (der er blevet flottere, hvilket virkelig er sandt), om fryden ved at slå tilfældigt op i en fysisk bog – og om forskellen på bogbutikker og internettet.

Han har ret i, at der er noget særligt over bogbutikker, noget særligt over at gå ind og kigge på reoler og reoler af bøger. Nogle gamle venner, nogle ønskede bekendtskaber, andre helt ukendte. De kan alle blive dine.

Det er et essay, der minder læseren om, hvor berigende en ting det er, at have bogbutikker i verden. Om den unikke følelse det giver, som bibliofil, at gå ind i en bogbutik og være omringet af litteratur, af ukendte verdener og karakterer.

Det er nemt at tage for givet, men Forsyth minder os om, hvor magisk det faktisk er, og hvor vigtigt det er at bruge. Ikke bare til at få fat i bøger, du gerne vil læse, men i bøger, du ikke vidste, du gerne ville læse.

Det er 23 sider, der giver dig lyst til at gå ud i verden, og opdage ting, du ikke vidste fandtes. Og derefter prøve dem, og se om du er en anden bagefter. Måske ikke. Men hvad nu hvis?

dsc_0217-1

dsc_0221-1